Asbjørn Steffensen

Messi langer igen ud efter Barcelonas ledelse

Ovenpå Suarez afsked med den catalanske storklub gik Lionel Messi til tasterne og formulerede en offentlig besked til hans nu tidligere holdkammerat.
At Lionel Messis forhold til Barcelonas ledelse er en smule anspændt, er ikke nogen hemmelighed. Efter hele sagaen om Messis fremtid i klubben, kom det klart til udtryk, at argentineren ikke var tilfreds med den måde klubben blev styret.

Efter at Luis Suarez fik besked på, at han ikke indgik i hverken ledelsens eller træner, Ronald Koemans, planer, drog han på en fri transfer til modstanderne fra Atletico Madrid. Suarez har været en central figur i klubben de sidste seks år, hvor han også fik skabt et helt specielt bånd til Messi.

Nu ytrer Messi sig så på Instagram i en offentlig besked til Suarez, hvor der udover rosende ord til angriberen og en række billeder af de to venner, også blev plads til en lille sviner til Barcelonas ledelse.

- Du fortjente at få en afsked, som den du er: en af de vigtigste spillere i klubbens historie, med personlige meritter og titler for klubben. Ikke at blive smidt ud som de gjorde mod dig. Men sandheden er, at intet overrasker mig længere, skriver Messi på Instagram og slutter af med en erklæring til Suarez:

- Det bliver mærkeligt at se dig i en anden trøje og endnu mere mærkeligt at spille mod dig.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER