Ifølge det italienske medie La Repubblica er det en mulighed, at AC Milans udlejede angriber André Silva bytter klub med Roma-tjekken Patrick Schick. Angiveligt et bytte lige over rent økonomisk.
Grunden til det mulige bytte er efter sigende, at den mulige nye Milan-træner Marco Giampaolo gerne vil arbejde sammen med 23-årige Schick igen. Tjekken fik sit store gennembrud i Sampdoria under netop den italienske træner.
23-årige André Silva har efter en halv sløj første sæson i Milan tilbragt den netop overståede sæson som låne-spiller i spanske Sevilla. Det spanske eventyr startede godt for den portugisiske 9’er, men anden halvdel af sæsonen har været noget så sløj, hvorfor Sevilla sender ham retur til ejerne.






























