Jacob Bøgen Clausen

Thomas Müller - Den langlemmede profil

Alle kender Thomas Müller, men meget få kan svare på, hvad han egentlig er god til, når han træder inden for de fire kridtstreger.
Flere har nok spurgt sig selv eller vennerne om, hvad det egentlig er, Thomas Müller kan. Og der findes ikke noget præcist svar, fordi det er utroligt svært at sætte ord på, hvad tyskeren med det leverpostejfarvede hår, den store mund og de lange benede lemmer er god til. Men spille fodbold det kan han.

Fanfavoritten
Thomas Müller er fanfavorit alle vegne. Om det er på det tyske landshold eller i Bayern München. Det er altid ham, der griber megafonen og synger med tilhængerne, og det er også altid ham, der er klar på en god omgang spas med holdkammeraterne. Sådan er den 26-årige Thomas fra Weilheim i Oberbayern bare.

Indtil Thomas Müller blev 10 år spillede han i den lille klub TSV Pähl. Derefter tog han turen på 50 kilometer til München, og her har han opholdt sig lige siden. Müller og Bayern har altid været et godt match. Han har været fan hele sit liv, og billeder af den unge Müller i sin seng med Bayerns sengetøj og plakater på værelset er flere gange blevet vist i forbindelse med hans troskab til klubben.

Otte år efter Müller tog turen til Sydtysklands største by fik han debut for reserveholdet efter at have kæmpet sig op gennem rækkerne med blandt andet Holger Badstuber. Han formåede selvfølgelig, frygtes man næsten til at sige, at score i sin debutkamp.

Bayerns fiasko-træner, Jürgen Klinsmann, gav Müller debut på førsteholdet, da han blev sendt på banen i de sidste ti minutter i en Bundesliga-kamp mod Hamburg i 2008. I marts 2009 fik han Champions League-debut i Bayerns 7-1-sejr over Sporting. Her scorede Müller holdets sidste mål.

En raketstart på førsteholdet
Sammen med Holger Badstuber skrev Thomas Müller under på sin første kontrakt med førsteholdet inden sæsonen 2009/10, og så var de klar til at komme under Louis van Gaals vinger, som var så kendt for sit talentarbejde. Hollænderen gav da også Müller en masse spilletid, og det resulterede i, at den unge tysker blev kåret til månedens spiller allerede i september måned.

I februar 2010 forlængede den 20-årige Müller så sin kontrakt indtil 2013, og han blev ved med at score mål for førsteholdet. Sammen med Arjen Robben og Franck Ribery var han da også stærkt medvirkende til, at Bayern nåede Champions League-finalen samtidig med, at de vandt The Double i Tyskland. Den stærke første hele sæson på førsteholdet resulterede ligeledes i en udtagelse til Tysklands VM-trup, der skulle forsøge at vinde guld i Sydafrika. Det blev blot til en tredjeplads, men på det personlige plan vandt Müller i den grad guld. Inden turneringen var han blevet tildelt nummer 13, den tidligere bomber, Gerd Müllers, tidligere nummer.

Derfor hvilede der allerede et stort pres. Det tog ”den nye Müller” sig ikke af, og han blev turneringen topscorer med fem mål, hvilket sikrede ham ”Den Gyldne Støvle”. Samtidig blev han kåret til Den Bedste Unge Spiller. Hvis man ikke kendte den udefinerbare fodboldspiller fra München før, så gjorde man i hvert fald nu. Thomas Müller var på alles læber. Efter ottendedelsfinalesejren på 4-1 over England, en kamp hvor Müller scorede to mål, spurgte han journalisten efter et interview, om han måtte sige noget ind i kameraret: ”Jeg vil bare sige 'hej' til mine to bedstemødre og min bedstefar. Der er jo lang vej hjem.” Fra det øjeblik stjal Müller alle hjerter med hans fjogede smil og afslappede personlighed. Ingen berømmelse kunne stjæle hans karisma.

Genfinder formen
Bayern havde en mindre god sæson i 2010/11, men Müller fortsatte hvor han slap, da det alt i alt blev det til 19 mål. Målscorerens ”mentor” Louis van Gaal blev dog fyret, og erstattet af Jupp Heynckes. Den nye sæson startede ikke optimalt for Müller. Han kunne ikke rigtigt få spillet til at fungere, og han startede en del på bænken. Rygterne begyndte derfor så småt at svirre, om det nu var det, for den ellers så sympatiske offensivprofil. Müller fandt dog sit gamle jeg frem, og i sin anden Champions League-finale på to år scorede han det forløsende 1-0-mål mod Chelsea i finalen. Englænderne endte dog med at vinde efter straffesparkskonkurrence, hvilket nok var karrierens lavpunkt for Müller. Men fanfavoritten var der altid, han scorede stort set altid de vigtige mål, og selvom han kunne forsvinde i en hel kamp, så ville han altid stå det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Der findes ikke den kropsdel, som Müller ikke har scoret med, og det er en af de kvaliteter, han besidder. Han læser spillet som ingen andre, og hans kvaliteter uden bolden er ekstraordinære. Både hos Bayern og på det tyske landshold har han vist sig uvurderlig. Han har måske ikke en åbenlys spidskompetence, men skal man alligevel nævne én, er det en utrolig Tintin-agtig snedighed.

Tysklands bomber
Sæsonen efter skulle derimod blive den hidtil mest succesrige i Müllers karriere. Det blev i alt til 23 mål, mens det også blev til en historisk ”Treble” med Bayern. På trods af spillere, og konkurrenter, som Franck Ribery, Arjen Robben, Toni Kroos, Xherdan Shaqiri, Mario Gomez og Mario Mandzukic var Müller altid først på Jupp Heynckes' holdkort, og som sædvanlig scorede han altid, når der var brug for det. Eller måske scorede han ikke, men en fod med i målet havde han stort set hver gang.

Ved VM-sejren i 2014 scorede Müller igen fem mål, kun overgået af James Rodriguez' seks. Han blev dermed den yngste spiller til at nå ti VM-slutrundemål. Næste opgave for Müller er at slå Miroslav Kloses rekord på 16 scoringer.

I næsten alle sæsoner er Müller endt på en 12-13 mål i Bundesligaen, men i den netop afsluttede sæson, og den sidste under Pep Guardiola fik tyskeren for alvor gang i målscoringen. Samarbejdet med Robert Lewandowski nåede nye højder, og tilsammen scorede de 50 mål i ligaen, hvoraf Müller stod for de 20. De to har en imponerende næse for hinanden, ikke mindst takket være Müllers utrolige uselviskhed og overblik.

Nu er sommerens opgave for Thomas Müller så at hjembringe EM-trofæet sammen med resten af Tyskland. Verdensmestrene er, sammen med Frankrig, favoritter til at hente pokalen, og hvis man kender den lang lemmede Bayern-spiller med leverpostejhåret ret, så kommer han til at spille en afgørende rolle. Thomas Müller skal man nemlig aldrig afskrive. Fordi spille fodbold. Det kan han.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER