Torsten Brix

Joey Barton – fra Huyton til filosofi

Den temperamentsfulde midtbane-slider har haft en hård opvækst i et meget kriminelt miljø med mange ballademagere.
For seks år siden var Joey Barton smidt i fængsel efter en af mange drukture… nu studerer han filosofi og har næsten tre millioner følgere på Twitter. Den kontroversielle midtbane-slider har gennemlevet en omvæltning, men er der kommet styr på temperamentet?

Kigger man i historiebøgerne, finder man episoder for Barton som overfaldet på holdkammeraten Jamie Tandy, der under en julefrokost i Bartons daværende klub, Manchester City, fik en cigar plantet i øjet. Det er imidlertid ikke det eneste eksempel på disciplinære problemer for Barton, der i løbet af sin tid i klubben også blev kendt for et overfald på en 15-årig Everton-fan under en træningslejr i Thailand samt et overfald på holdkammeraten Ousmane Dabo under en træningssession i 2007.

Dette betød suspendering hos City og var uden tvivl medvirkende til Bartons exit fra klubben og skiftet til Newcastle, hvor Barton blev idømt seks måneders fængsel efter et overfald udenfor en McDonald's i Liverpool. Desuden var det også Barton, der jo "moonede" til Everton-fansene, efter de havde hånet ham for hans blakkede fortid – for det har været en hård opvækst.

Broderen – Michael – afsoner livstid for mord, og sådan kunne det også været gået for Joey, hvis den 32-årige ikke havde haft fodbolden, som han tidligere selv har sagt og uddybet med:

- Jeg kommer fra en meget voldlig baggrund. Der, hvor jeg voksede op, ville fædrene vædde om, hvilke børn der var de hårdeste. Så ville der være illegal boksning i baghaverne med børn som aktører… nu er jeg flov over det, men vi voksede op som meget hårde børn. Fodbold gav mig disciplin, struktur og en mening med livet.

Barton voksede op ved Huyton nær Merseyside-floden i et af de mest kriminelle områder i England, hvor vold og stoffer er en del af hverdagen. Da Joey blot var en knægt, blev hans onkel slået ihjel, og i 2006 blev en anden onkel udsat for et meget voldeligt overfald. Om opvæksten har Barton slået fast:

- Hele mit liv har jeg haft tre karrieremuligheder. Enten var der almindelig kriminalitet eller salg af stoffer eller også fodbold. Da jeg så mine kammerater gå igang med stoffer og alkohol, bestemte jeg mig for, at jeg ville noget andet. Da jeg var 23 år, var min bror med til at slå en farvet knægt ihjel, og nu er hele den bande i fængsel. Alt, hvad de kunne finde ud af, var at stjæle biler og ryge pot, siger Barton og husker endvidere tilbage:

- I skolen, når uddannelsesvejlederen spurgte, hvad jeg ville lave, svarede jeg: “Jeg vil være fodboldspiller”. Så grinede de altid… jeg ville elske at møde dem igen og grine dem op i hovedet…

Tidligere på sæsonen svarede Willy Sagnol, der er blevet træner i Bordeaux, på Bartons påstand om at franske spillere er dovne.

- Jeg kunne også generalisere og sige, at alle engelske fodboldspillere er uintelligente, selvom de ikke er det. Men Barton, ja, han er uintelligent. Han har aldrig vundet noget, og hans karriere er spækket med problemer. Det, at han prøver at belære folk, er lidt ude af proportioner.

Uintelligent eller ej… alle har en mening om problembarnet Barton, der nu er blevet voksen og læser filosofi på universitetet - der var ikke mange, der havde regnet med den udvikling for den aggressive Barton.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER