Krisen kradser i Benzemas klub: Vil ikke fyre træner, før sæsonen er omme
Karim Benzema trak mange europæiske overskrifter i januar, da han kom næsten to uger for sent til opstartstræning i Al Ittihad.
Der har været flere meldinger om, at franskmanden vil tilbage til Europa inden længe, men indtil da må bomberen leve med den varmblodede kultur i Saudi Arabien.
Benzy har lavet 13 mål og 8 assists i 29 kampe for Jeddah-mandskabet i denne sæson.
Udover franskmandens præstationer kører det ikke ligefrem på skinner i Jeddah.
Resultaterne har været elendige, der har været snak om at fyre træner Gallardo flere gange, og klubbens anfører Ahmed Hegazi er blevet kritiseret for at være dårligt kørende.
Det saudiarabiske medie Arriyadiyah skriver, at Al Ittihad har informeret Gallardo om, at man vil fyre argentineren.
Man er endnu ikke nået til enighed om kompensationsbetaling med den tidligere River Plate-træner, og derfor overvejer man at fyre ham, når sæsonen er omme.
Det er ikke sikkert, Gallardo har tænkt sig at stå i spidsen for Al Ittihads resterende tre kampe.
AC Milan skulle være interesseret i at hyre Gallardo i næste sæson, hvilket vil gøre det lettere at nå til enighed med argentineren om en opsigelse i Al Ittihad.
Al Ittihad er ejet af investeringsfonden PIF, der også ejer Newcastle United.