Live – Mest populære fodboldnyheder

Patrick Andersen

“Den nye Froholdt”: Portugisisk gigantmedie måber over ukendt dansk komet

Victor Froholdt har taget Portugal med storm for FC Porto, men ifølge det portugisiske sportsdagblad A Bola har den bedste portugisiske række nu fået endnu en markant dansk midtbaneaktør at holde øje med

Det drejer sig om den 23-årige Andreas Lausen, der i denne sæson har slået igennem for Gil Vicente.

Avisen trækker direkte paralleller mellem de to danskere, der begge huserer nord for Douro-floden. Ud over nationaliteten og positionen på banen deler de to midtbaneprofiler både fysisk statur og det lyse hår, og Lausen følger nu sporet fra Froholdt, efter han ankom til ligaen et år efter Porto-profilen.

Gil Vicente investerede omkring 700.000 euro (godt 5,2 millioner kroner) for at hente den 23-årige dansker i Esbjerg fB, som i den forgangne sæson missede oprykningen til Superligaen med blot to point. Turen fra den næstbedste danske række direkte til Liga Portugal har dog vist sig som en stor succes for Lausen, der imponerede voldsomt i opstarten med stærke præstationer og flere scoringer.

Selvom målstrømmen er stilnet af i de officielle kampe, har cheftræner Luís Pinto vist Lausen uforbeholden tillid. Danskeren er således den mest benyttede midtbanespiller i truppen over sæsonens første seks runder med over 360 spilleminutter og er som den eneste midtbanespiller kommet i aktion i samtlige kampe, fordelt på fire startpladser og to indhop.

Ifølge A Bola passer rekrutteringen af den danske profil perfekt ind i Gil Vicentes overordnede transferstrategi, som går ud på at opstøve og forædle oversete talenter for senere at sælge dem videre med stor økonomisk gevinst – nøjagtig som man har set det med Froholdts hastigt voksende markedsværdi i Porto.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder