VM 2018 - Danmarks bedste VM-dækning

El Clásico - mindernes allé

Af Jonas Knudsen

2017-12-21
El Clásico - mindernes allé

I dagens julelåge åbner vi op for nogle af minderne fra de adskillige fantastiske El Clásico-opgør vi er blevet skænket gennem årene.

Sæson efter sæson er El Clásico-opgørene mellem Real Madrid og FC Barcelona de mest imødesete ligaopgør i europæisk fodbold - måske sågar i verden - og netop disse kampe trækker et enormt seertal overalt på jorden. El Clásico har i umindelige tider været et anspændt, intenst rivalopgør, og de senere år er der kun blevet stablet yderligere brænde på det velvoksne bål med holdenes enorme styrke på den internationale scene og rivaliseringen mellem Ballon d'Or-kæledæggerne Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.

På lørdag serveres El Clásico som en ægte julegodte, når det to hold kl. 13 står over for hinanden i en kamp, der i den grad kan få betydning for, hvor det spanske mesterskab ender i år. For at varme op til kampen, giver vi på Indkast.dk i dag et lille udpluk af nogle af de seneste 20 års mest mindeværdige begivenheder i El Clásico-kampene – og der er i den grad nogle at tage af. Selvom de to hold i denne periode har mødt hinanden i to Champions League-semifinaler, er der således ikke blevet plads til nogen af dem – og udover de udvalgte højdepunkter, har der været massevis af vanvittige, spektakulære og neglebidende situationer i de indbyrdes kampe.

Hvis man vil byde ind med en relevant anekdote eller to under lørdagens kamp, kan man dog passende tage fat i en af disse mindeværdige El Clásico-øjeblikke, som vi bringer i dagens julelåge.

Figos tilbagevenden i hvidt (2000 og 2002)
I starten af 00'erne var FC Barcelona ikke i nærheden af hverken 90'ernes eller Ronaldinho/Messi-tidens styrke. Det skyldtes, som daværende præsident Joan Gaspart har indrømmet, primært tabet af Luis Figo til Real Madrid. Portugiseren var sammen med Rivaldo den offensive drivkraft på FC Barcelonas hold, men i 2000 skiftede han til Real Madrid, hvor han kom til at være en del af Galáctico-holdet med Zidane, Ronaldo og Beckham med flere. Det havde de svært ved at tilgive ham for på Camp Nou. Hadske bannere fyldte tribunerne på Camp Nou, da Figo vendte tilbage i hvidt, og en øresønderrivende pibekoncert væltede ned over banen, hver gang Figo havde bolden. Samtidig væltede objekterne – alt fra lightere til mobiltelefoner og sågar en tom whiskyflaske - ned fra tilskuerrækkerne. Selvom Carles Puyol i vanlig stil forsøgte at berolige gemytterne fortsatte det, og Real Madrid-spillerne valgte på et tidspunkt at fortrække sig til omklædningsrummet i frygt for deres sikkerhed.

Selv da Figo to år senere igen vendte tilbage til Camp Nou var hans gerning ikke tilgivet. Her blev det berygtede grisehoved kastet på banen efter manden, der nok aldrig skal regne med tilgivelse i Catalonien, og som om nogen står som symbolet på, hvor kontroversielt det er at skifte mellem de to klubber – særligt når man er elsket, som han var i Barcelona inden skiftet.

Jogo bonito, Ronaldinho (05/06 Real Madrid – Barcelona 0-3)
Ronaldinhos tid i FC Barcelona vil blive husket for mange ting, men det mest mindeværdige øjeblik fandt nok sted på Santiago Bernabéu i sæsonen 05/06, som i øvrigt endte med mesterskab og Champions League-titel til FC Barcelona. I en kamp hvor også unge Lionel Messi med nummer 30 på ryggen gjorde opmærksom på sig selv i flere situationer, var det den dengang ubestridt største Barça-stjerne der stjal overskrifterne. Ved stillingen 1-0 satte Ronaldinho først Sergio Ramos af med et cut, inden han efterlod Iván Helguera handlingslammet og slaskede bolden ind bag Casillas. Siden satte han Sergio Ramos af med ren fart og teknik, inden han med endnu en fabelagtig afslutning gjorde det til slutresultatet 3-0. Efter den scoring rejste store dele af Santiago Bernabéu sig op og klappede af brasilianeren – en ære der siden kun er tilfaldet VM-helten Andrés Iniesta i 4-0-sejren i 2015.

2-6 (08/09 Real Madrid – FC Barcelona 2-6)
I Guardiolas første sæson sikrede FC Barcelona sig the treble på overbevisende manér, og dermed indledte de flere års massiv dominans på den spanske og europæiske scene. Et af de absolutte højdepunkter for Blaugrana fandt sted på Santiago Bernabéu, da Real Madrid blev udklasseret med de altødelæggende cifre 6-2. Real Madrid kom ellers foran i kampen, men takket været et hovedstødsmål af Carles Puyol og en opvisning i afslutningsfærdigheder fra Thierry Henry blev det en mindeværdig dag, da FC Barcelona reelt set afgjorde mesterskabskampen. For at gøre ondt værre for Real Madrid sluttede målfesten med en scoring af Gerard Piqué, som sidenhen har udviklet sig til et hadeobjekt for madridistas på grund af hans åbenmundede drillerier og hang til at give sit besyv med om politiske emner. Det var i øvrigt Piqués første ligascoring i Barça-trøjen.

Manita (10/11 Barcelona – Real Madrid 5-0)
Guardiolas tredje sæson i spidsen for FC Barcelona blev også en jubelsæson med både spansk mesterskab og triumf i Champions League. Også denne sæson bød på en ydmygelse af Real Madrid – denne gang hjemme på Camp Nou. Henry og Eto'o var erstattet af David Villa og Pedro, som begge scorede i kampen, der endte med en 5-0-sejr, der vækkede mindelser om en af Johan Cruyffs største triumfer som spiller i FC Barcelona, da hans mandskab ligeledes sejrede 5-0 i El Clásico. I kampens døende minutter servede Ricardo Carvalho Lionel Messi midt over i ren og skær frustration og blev udvist, og efter kampen skabte Gerard Piqué begrebet ”Manita” (håndfuld), da han viste sin håndflade op mod tribunerne for at symbolisere de fem mål, Barça satte ind mod det sagesløse Real Madrid-forsvar.

Copa del Rey-missil nummer 1 (2011 Copa del Rey-finalesejr til Real Madrid)
Den eneste grund til, at sæsonen 10/11 ikke også endte med en treble for Guardiola og FC Barcelona, var Cristiano Ronaldo. I Copa del Rey-finalen stod ærkerivalerne nemlig direkte over for hinanden, og selvom FC Barcelona i den grad havde overhånden både i de indbyrdes opgør og i det hele taget i de år, endte det med en Real Madrid-sejr. Efter en lang og lige kamp, dukkede ingen ringere end Cristiano Ronaldo naturligvis op – kort inden pausen i den forlængede spilletid. Et perfekt indlæg fra Ángel Di Maria blev mødt med uimodståelig springkraft og hovedstødsstyrke, og missilet fra Ronaldos pande kunne end ikke Pinto stille noget op over for, og så gik Copa del Rey-pokalen til Madrid.

Øjeprikket (2011 Supercup 3-2 til FC Barcelona, samlet 5-4-sejr)
Blot et par måneder senere stod den så på revanche for Copa del Rey-finalenederlaget, da FC Barcelona hjemme kunne sikre sig Super Cup-titlen efter en sejr på 3-2 – det første opgør i Madrid var endt 2-2. En sen scoring af Messi afgjorde løjerne, men kampen vil uden tvivl blive husket bedst for det, der forgik umiddelbart inden slutfløjtet. Her valgte Marcelo at kaste sig ind i en vanvidstackling, med hvilken han nedlage Cesc Fábregas ganske effektivt lige foran FC Barcelona-bænken. Det bragte begge bænkene op i det røde felt, og det hele endte med en velkendt El Clásico-klump med skub, slag og ophidsede konfrontationer. Midt i kaosset gik José Mourinho målrettet efter den nu afdøde Tito Vilanova, som måtte stå model til at blive prikket i øjet af en ukontrollerbar Mourinho. Og nå ja. Det hele endte med tre røde kort. Et til Marcelo for tacklingen, og et til Mesut Özil og David Villa for deres gerninger i de efterfølgende optøjer.

Copa del Rey-missil nummer 2
(2014 Copa del Rey-finalesejr til Real Madrid)

Selvom FC Barcelona med sine 29 titler er det suverænt mest vindende hold i Copa del Rey, har de ikke kunne få has på Real Madrid i de seneste direkte finalemøder. Heller ikke i 2014. Her mødtes de to hold på Estadio Mestalla i Valencia, og den aften bød på endnu en mindeværdig, afgørende pokalfinalescoring. Ved stillingen 1-1 satte Gareth Bale gang i en kontra, som han endte med ikke at skulle bruge holdkammerater for at afslutte. Et langt træk uden om Marc Bartra så ud til at løbe ud i sandet, da waliseren måtte løbe i en stor bue uden om Bartra – waliserens løb rundede næsten bandereklamerne – men med en nærmest umenneskelig acceleration og fart satte han afsted som et missil og efterlod den unge spanier haltende efter sig i løbeduellen. Bale drev bolden hele vejen ind i feltet, hvor han satte den afgørende 2-1-scoring ind. Uanset hvor svingende hans præstationer har været, vil han altid blive husket for denne scoring i Real Madrid.

Don Andrés (14/15 Real Madrid – FC Barcelona 0-4
”Andrés Iniesta er ikke blot et stykke arv i FC Barcelonas historie, han er et stykke verdensarv”.

Sådan lød det fra Luis Enrique efter FC Barcelonas 4-0-sejr på Santiago Bernabéu i 2015 – sæsonen, hvor Luis Enrique gjorde Pep Guardiola kunsten efter og vandt the treble i sin første sæson som Barça-træner. Andrés Iniesta gjorde det selv til 4-0 efter en perfekt ét-to-kombination med Lionel Messi og et drøn af et spark ind bag Keylor Navas. Det fik dele af Santiago Bernabéu til at rejse sig og klappe Iniesta ud, da han siden blev skiftet ud. Dels kunne det fortolkes som en gestus til en stor spiller, som har været en værdig rival for Real Madrid i mange år, men om det var sket, hvis ikke Iniesta havde sikret Spanien VM-titlen med sin scoring i forlænget spilletid fem år forinden, er mere tvivlsomt.

Real Madrids hævn (Supercup 2017, samlet Real Madrid-sejr på 5-1)
Selvom Real Madrid har gjort sit i Champions League, vil de seneste 10 år formentlig blive husket som FC Barcelonas i det indbyrdes forhold mellem de to klubber. Dels på grund af den genopfundne FC Barcelona-stil under Guardiola, og dels på grund af de mange mesterskaber og triumfer i netop også Champions League. I starten af indeværende sæson gjorde Real Madrid-holdet dog alt for at sikre sig, at denne æra ikke fortsætter, og at Real Madrids triumfer i Champions League og senest i den spanske liga vil blive husket på lige fod med FC Barcelona. Efter de mange ydmygende nederlag i de senere år, var det nemlig Real Madrids tur til at gøre Barça-spillernes ører røde. I samtlige 180 minutter var Real Madrid absolut overlegne, og FC Barcelona skulle være taknemmelige for kun at tabe med 5-1 samlet.

Siden har FC Barcelona dog på forunderlig vis sat Real Madrid af i tabellen, og når det på lørdag går for sig på Santiago Bernabéu, vil Real Madrid-spillerne formentlig være motiverede for at vise, at de tabte point i La Liga ikke er udtryk for det reelle styrkeforhold, men at Super Cup-demonstrationen viste det reelle styrkeforhold mellem de nuværende hold. Med en eftertrykkelig sejr kan de måske genskabe lidt af euforien fra sensommeren, og så vil den spanske mesterskabskamp igen være pivåben med fire titelbejlere – måske endda med Real Madrid som lille favorit.



Magasin-artikler
- ON EST EN FINAL!

Indkast.dk tog til grænselandet mellem Belgien og Frankrig for at opleve stemningen i forbindelse med VM-semifinalen… vi blev ikke skuffet.
Fire drenge løber ned af den halvtomme hovedgade i den nordfranske havneby Fort Mahon-Plage… få sekunder forinden har dommeren med det fodboldklingende navn - Andres Ismael Cunha Soca – omkring 3.000 kilometer derfra fløjtet for sidste gang, og med 1-0-sejren var VM-finalepladserne sikret Frankrig, hvilket frembragte drengenes jubelsang:

- ON EST EN FINAL!
- ON EST EN FINAL!
- ON EST EN FINAL!

Indenfor et par minutter opstår fænomenet ”menneskemylder”, men hvor kommer de mange mennesker fra? Midt i dette står Indkast.dk's skrivekarl, som oplever, hvordan den relativt lille by indenfor få minutter går fra øde til overbefolket. En ganske – næsten chokerende – oplevelse for en neutral.

Her er ellers ikke mange neutrale… for belgierne, som indtager dette område hver sommer, forsvinder hurtigt på denne sommeraften, så det er ikke de ferierende belgiere, der fylder i gadebilledet, men til gengæld de lokale franskmænd, der kører igennem byen i overfyldte biler med hornet i bund imod stranden og de værthuse, der findes der. De fejrer deres mulighed for at vinde VM-trofæet – ligesom de gjorde på hjemmebane i 1998. Dengang var holdet sammensat af meget forskellige typer i truppen – ligesom versionen tyve år senere, som havde den nuværende træner Didier Deschamps som anfører.

Kvaliteten af truppen var slående – ligesom nu. Tænk blot på de spillere, som den franske landstræner ikke har udtaget… Barcelonas Lucas Digne, Alexandre Lacazette, Anthony Martial, Dimitri Payet og Karim Benzema. Eller hvad med den farlige Atlético Madrid-angriber Kevin Gameiro eller PSG-backen Layvin Kurzawa?


Forskellige kvalifikationer og en burgerspisende Hazard
Skræmmende styrke som af forskellige årsager ikke er udtaget til den franske VM-trup, men alligevel er der en enorm kvalitet. I flere tilfælde har Deschamps ønsket at satse på ungdommen, og således var den franske startopstilling hele tre år yngre end den belgiske i den altafgørende semifinale. Udover dette virker det også til, at landstræneren for ”Les Bleus” har formået – modsat mange andre trænere – at få Paul Pogba til at lyse og ikke suge energi ud af holdet, som Manchester United-spilleren skal styre på midtbanen.

Derudover har Deschamps været vidt omkring for at finde sit VM-hold. Hele 30 forskellige spillere var med i de ti kvalifikationskampe, og der var noget rysten på hånden. Blot Serbien og Island har således hentet færre point end Frankrig i VM-kvalifikationen, men alt dette er glemt denne aften i Fort Mahon-Plage.

Hos Belgien var der derimod ikke meget rysten på hånden i kvalifikationen. Efter blot fire kampe havde de en målscorer på 21-1. Trods dette har der været en smule ballade i den belgiske trup – som der plejer. Landsholdet har haft tradition for at være opdelt i en flamsk og en fransktalende gruppe, hvilket også har været tilfældet i denne slutrunde.

Derudover har holdet ualmindelig mange store stjerner, der alle ønsker at lyse, og det har ikke altid været let, som da Eden Hazard i en tidligere kvalifikation efter en tidlig udskiftning forlod stadion for at sætte sig i sin bil og spise en burger, imens holdkammeraterne stadigvæk spillede. Men Hazard er omvendt også blot en af ualmindeligt mange gigantiske talenter for tiden – jah… næsten en gylden generation.

Til VM2018 blev de dog ikke forgyldt, hvilket næsten også ville være naturstridigt for landet med blot 11 millioner indbyggere, men at det skulle være Frankrig, der skulle sætte en stopper for dette er næsten ubærlig for de belgiske fans i Nordfrankrig.

For lige siden den franske revolution har nabolandene flere gange været i krig, og Frankrig har flere gange været fortaler for, at Belgien skulle deles imellem Holland og Frankrig. Det er ikke sket, og derfor var fodboldkampen ikke blot en kamp om en VM-finalebillet, men meget mere. Det tænkte de fire drenge på hovedgaden dog ikke på – de konstaterede blot en ting: ON EST EN FINAL!

Læs hele artiklen
Fra sort til hvid - for de rød/sorte
Fremtiden ser lys ud for AC Milan – eller gør den? Indkast.dk rejste til modebyen for at finde svaret…
”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan”…

Sådan var overskriften i den italienske sportsavis - Corriere delle Sport – op til AC Milans hjemmekamp mod nedrykningstruede Hellas Verona. Overskriften henviser til, at AC Milan med kvarten Giacomo Bonaventura, Leonardo Bonucci, Franck Kessie og Hakan Calhanoulu havde fire forskellige og meget afgørende typer. Avisen døbte dem altmuligmanden, lederen, giganten og fantasten…

Min rejsefælde og jeg havde dog næsten ikke sat – eller rettere stillet - os på det stemningsfyldte Curva Sud, før de omkringstående havde gjort det klart, at Suso og især den blot 20-årige angriber Patrick Cutrone også har en stor betydning for dette Milan-hold. Sidstnævnte scorede kampens andet mål i hjemmeholdets 4-1-sejr, og den unge mand på min venstre side slog kontant fast om Cutrone: ”Han er Milans fremtid”. Men hvordan ser denne fremtid egentlig ud?

Efter snart syv år med italienske mesterskaber til Juventus begyndte AC Milan at røre på sig sidste forår. Den nye kinesiske ejer Li Youghong blev fotograferet ved klubovertagelsen sammen med den aldrende klubejer Silvio Berlusconi – men siden overtagelsen har der været alt for meget kaos.

Hurtigt efter overtagelsen placerede den italienske presse skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong, der overtog klubben, efter kontroversielle Silvio Berlusconi havde været klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse. Han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skulle betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld.

Kort tid inden overtagelsen måtte Youghong låne de godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management. Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står næsten i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden – og dette kan ende med at få enorm betydning for AC Milans fremtid.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem havde en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

AC Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu snart syv år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men kan de fortsætter med at opruste truppen efter de har fået styr på økonomien – kan de komme til at true usårlige Juventus. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.


Verdens ældste erhverv og Serie B
På stadion var der også italiensk kaos, men også en underlig stemning af usikkerhed på fremtiden – for dette nye hold som skal præstere nu. Opbakningen fejlede dog ikke noget for de næsten 50.000 tilskuere til kampen. De sendte klare hilsner til Inter-fansene med håb om en god fremtid for deres mødre indenfor verdens ældste erhverv og Hellas Verona fik også en humorrisk hilsen med på vejen med held og lykke i næste sæson, nu hvor de skal spille om lørdagen. I Italien er der en tradition for, at de fleste Serie B-kampe spilles om lørdagen, mens Serie A primært spilles om søndagen.

Tjeneren Giulio Cupello på det gode spisested Parma & co., som ligger imellem vores hotel Ritter og den kendte restaurantsgade Via Fiori Chiari, holder netop med Inter. Her spiste vi fantastisk mad dagen inden kampen, og hurtigt faldt jeg i snak med den jurastuderende Giulio, som viste sig at have en unik fodboldindsigt. Han forstod dog ikke, hvorfor jeg ikke hellere ville se søndagens kamp, hvor Inter endte med at slå Udinese med 4-0. Han blev dog helt flakkende i øjnene, da snakken faldt på sæsonens sidste kamp mellem Inter og Lazio. En kamp som meget vel kan ende med en direkte duel om Champions League-pladsen til næste sæson. Den kamp skal Inter vinde for at hævne samme opgør fra 2001/02, hvor Lazio – også i sidste spillerunde – tog mesterskabet fra Inter ved at vinde 4-2. Resultatet betyd, at Inter i stedet sluttede på tredjepladsen og dermed ikke på en Champions League-givende position.


Kan uprøvede Gattuso sende AC Milan i Champions League?
I forhold til det sportslige på San Siro var der også et kæmpe skridt imellem Hellas Verona og AC Milan. Hjemmeholdet så faktisk ganske harmoniske ud, men sådan startede sæsonen ikke. Sommerens indkøb på omkring 1,5 milliard kroner kunne træner Vincenzo Montella ikke udnytte, og i november blev han fyret. I stedet blev Gennaro Gattuso ansat efter en meget blandet trænerkarriere. I slutningen af den aktive karriere var han spillende assistent-træner i schweiziske FC Sion, inden han blev fyret i Maurizio Zamparinis galehus på Sicilien. Herefter opsagde han kontrakten med Kreta-klubben OFI efter økonomiske problemer – ligesom i Pisa.

Så Gattuso var en lottokupon i AC Milan, og den udløste ikke nogen gevinst til at starte med. Oprykkerne Benevento fik i Gattusos debutkamp som Milan-træner deres første Serie A-point, men siden er det gået helt anderledes – og i kampen mod Hellas Verona kunne man næsten fornemme, hvad Gattuso har bidraget med. Flere gange i løbet af kampen kom en spiller på sidelinjen for at klappe den meget medlevende træner i hænderne. Gattuso ligner som træner den gigantiske fighter, som han var som spiller. Han spillede hele 467 officielle kampe for Milano-klubben – alle med et gigantisk klubhjerte for klubben fra 1899. ”Vinderen” Gattuso har ifølge Tipsbladet sagt:

- Det er nyttesløst fortsat at tale om Gattuso som spiller. Ånden og attituden til aldrig at give op er blevet hos mig. Jeg vil aldrig tabe; end ikke når jeg spiller bordfodbold mod min søn. Den er der altid. Men jeg har taget en uddannelse for at blive træner, og de forærede mig ikke min licens. Man kan ikke kun forberede sig på kampe kun med hjerte og vilje. Man skal også arbejde på den fysiske form og den tekniske og taktiske forberedelse.

Vildskaben og vindermentaliteten er også blevet indplantet på det nuværende AC Milan-hold. For i næsten 80 dage tabte de ikke – inden Arsenal mødte dem i Europa League. Den gode periode sendte Milan op imod de europæiske pladser, og dermed var Gattuso lykkedes med det, som andre tidligere spillere fra AC Milan – som Clarence Seedorf eller Filippo Inzaghi – ikke var lykkedes med. Nemlig at få succes som både spiller og træner i klubben. Måske fordi Gattuso havde indført den tiltalende spillestil med masse af hjerte – men måske også fordi, at han er et helt specielt menneske.

Tidligere på året kom det frem, at Gattuso som Milan-spiller inden en vigtig Champions League-kamp mod Manchester United spiste en snegl, fordi holdkammeraterne ikke troede på, at ”Rino” turde. Sammenlagt fik han 15.000 euro for at gøre det, og han gav straks pengene til holdets fire fysiske trænere. Derudover har Andrea Pirlo i selvbiografien ”Penso quindi gioco” om Gattuso skrevet:

- Han er ikke bogstavernes mand, en dygtig orator eller medlem af Accademia della Crusca [en forening der søger at bevare det italienske sprog, red.].

Men han beskriver også, hvordan han og Daniele De Rossi tømte en skumslukker ud over Gattuso i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp til VM 2010, hvor Gattuso ikke var taget med holdkammeraterne i byen. Samlet set har Pirlo dog stor respekt for Gattuso, og han har endvidere skrevet:

- Man har brug for støtter som ham i et omklædningsrum. Kroppe bliver ældre, men karisma ældes ikke. Man løber mindre, men ens personlighed betyder mere. ”Rinos” ord var lov i Milan, og alle nye spillere var klar over, at hvis de lavede en fejl, var det første, de skulle gøre, at forklare sig til ham. Alene at have den viden reducerede drastisk mulighederne for, at folk fuckede op. Sådan var det dengang, hvilket står meget godt i tråd med dette citat fra træneren Gattuso:

- Mit arbejde er at være spillernes mareridt frem til slutningen af sæsonen. Jeg forventede ingenting, da jeg ankom, jeg vidste bare, at jeg havde fået udleveret en varm kartoffel. Jeg kan lide at lide. Jeg nyder ikke ting, der er for nemme, så jeg valgte Milan, fordi det er mit hjem. Jeg bar denne trøje i 14 år; den er en del af mig. At arbejde her er vidunderligt, og vi må se, hvordan det ender, skulle Gattuso have sagt ifølge Tipsbladet.

På San Siro bliver klubbens gamle legender – som Gattuso – hyldet, og de fleste af fansenes trøjer har et ”10-tal” på ryggen. Et nummer som Andrea Pirlo blandt andet har spillet med siden årstusindeskiftet sammen med store fodboldnavne som Rui Costa, Clarence Seedorf, Rivaldo, Kaká og Ronaldinho.

Nutidens 10'er er Hakan Calhanoglu, som er en del af ”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan” – altså det nye Milan. Den økonomiske situation i klubben gør dog, at det kan være svært at vurdere om fremtiden er sort eller hvid for den rød/sorte del af smukke Milano.


Indkast.dk's tur til Milano blev sponsoreret af Travelsense

Vil du i øvrigt gerne skrives op til AC Milans kampe næste sæson, så kan man gøre det her
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Rodrygo - fundet på gaden
Indkast.dk tager et kig på den kommende Real Madrid-kantspiller Rodrygo Góes, som har taget Brasilien med storm.
Rodrygo er en fremtidens spiller, som kan utrolig mange ting trods sin unge alder. Det eneste, brasilianeren mangler ifølge mange eksperter og fans i Brasilien, er fysisk styrke. Noget, som Rodrygo også kom ind på, da han blev den yngste spiller nogensinde til at score i Copa Libertadores (17 år, 2 måneder og 6 dage, red.) tilbage i marts 2018:

- Jeg prøvede at løbe så hurtigt så muligt, for jeg ved, de er stærkere, end jeg er, så jo hurtigere, jeg løb, jo sværere var det for dem at følge med.

Det var et mål, hvor Rodrygo modtog bolden på midten af banen og med sin høje fart med bolden ved fødderne løb fra to Nacional-spillere, inden han alene igennem med sit kolde venstreben sparkede bolden under den fremstormende keeper.

Men ser man bort fra den 17-årige kantspillers måske eneste svaghed, er listen over kvaliteter noget nær endeløs:

Han har et godt drev med bolden og en god føling med den. Han er lynhurtig. Med og uden bold. Han tager initiativ og er villig til at gå ned i banen for at samle bolden op og sætte spillet i gang med en pasning eller dribling.

Han tager også gerne dybdeløb for sine medspillere på fløjen startende fra siden, men også fra centrale positioner, så han kan modtage bolden i bevægelse.

Han slår gode indlæg. Han får det til at se nemt ud at sætte en mand af. Han har et vist overskud i sine driblinger og bevægelser og lader sig ikke kue af, at han ikke lykkes én eller to gange med sine driblinger. Han er akrobatisk og kan lave en tæmning og dribling i stort set én og samme bevægelse.

Modstanderholdene i den brasilianske Serie A er allerede begyndt at frygte ham, siden mange brasilianske hold vælger at have to mand omkring ham, når han har bolden. Mange modstanderhold er allerede begyndt at begå grove frispark på ham, hvilket meget fint indikerer, hvilket niveau Rodrygo er på.

Rodrygo har en unik balance, som fint kommer til udtryk, når han prøver at lave en stepover, mens han er i løb, og han bare står helt snorlige, som om det er den mest normale bevægelse i verden. Hvor de fleste andre ville vælte, bliver Rodrygo stående og ligner et solidt dansk bøgetræ, der er urokkeligt.

Han er ikke lige så god med sit venstreben, som han er med sit højre, men han kan godt bruge sit venstreben. Både til afslutninger og driblinger.

Rodrygo kan modtage bolden med en spiller i ryggen, tæmme den lynhurtigt og så endnu hurtigere prikke bolden forbi sin modspiller og så - med sin fart - glide let forbi modspilleren.

Rodrygo er en teknisk begavet spiller, som let kan tæmme en diagonalbold i høj fart, som var det ingenting.

Men historien om den kommende Real Madrid-spiller starter ikke i Santos. Den starter på gaden i Osasco, der ligger 20 kilometer vest for Sao Paulo.

Rodrygo spiller fodbold på gaden = stor fremtid

Futsal-træner for Osasco André Luis Alves da Silva var blæst halvt bagover, da han første gang så Rodrygo spille golzinho, der er en brasiliansk form for gadefodbold med små mål og uden målmænd. Rodrygo var seks år gammel, men spillede med spillere, der var 9-11 år gamle.

Og futsal-træneren husker særligt to ting fra dengang, han så Rodrygo spille:

- Først husker jeg, hvor lille han var i forhold til de andre drenge, og dernæst husker jeg, hvor god boldkontrol han havde, siger futsal-træneren til Globo Esporte.

Da træneren så Rodrygo, handlede han prompte: Han overbeviste Rodrygos forældre om at starte til futsal i Osasco, hvor han på ny skulle spille med spillere, der var ældre end ham. Som 6-årig spillede han med meget ældre spillere end ham selv. Nøjagtig som i dag i Santos.

Rodrygo gjorde det svært for André Luis Alves da Silva at træne den 6-årige dreng, fordi han aldrig spillede bolden. Men det var der en god grund til.

- I nogle kampe driblede han tre eller fire spillere. Der var ingen grund til, at jeg bad ham om at spille bolden, for når han så scorede, kiggede han på mig og sagde: "Du beder mig om at spille bolden, men jeg løser kampen for dig." Jeg kunne ikke rigtigt gøre noget, siger Silva.

Rodrygos talent blev for stort til futsal-holdet, og han skiftede til Santos. Igen viste Rodrygo, at han var lidt for god til sine jævnaldrende, da han aldrig nåede at spille på junior-niveau: Han røg direkte op på førsteholdet. Og resten er historie.

Rodrygos opvækst og personlighed

Rodrygo har nogle støttende forældre, som tror på ham og hans fodboldpotentiale. Rodrygos far, Erick Góes, var selv professionel fodboldspiller og spillede blandt andre for Ceará og andre mindre mandskaber i Brasilien. Han fortsatte sin karriere, da hans søn blev født, men valgte at indstille den og tage hånd om sin søns karriere.

Rodrygo kunne meget nemt have mistet jordforbindelsen, men det har han endnu ikke gjort. I interviews fremstår Rodrygo ydmyg og lidt sky, men han har det godt socialt i skolen og med holdkammeraterne.

Han går stadig på gymnasiet, hvor han er på et aftenhold. I den føromtalte kamp mod Nacional missede han skole, da kampene i Libertadores spilles om aftenen, hvilket fik ham til at skrive følgende på Twitter efter opgøret, hvor han scorede:

- Undskyld, lærere, men jeg missede skolen af gode grunde. :D

I skolen siger hans gymnasiekammerater, at det føles normalt at have ham, og de tænker ikke over, at han er stort fodboldtalent. De roser ham for hans evner i skolen. Rodrygo går i samme klasse som sin jævnaldrende holdkammerat Yuri Alberto, som har fået kampe på Santos' førstehold, men ikke er en registreret del af førsteholdstruppen.

Presset og forbilledet

Rodrygo skrev allerede som 11-årig under på en sponsorkontrakt med Nike. Til sammenligning var Neymar 13 år, da han skrev under med Nike første gang. Og netop Neymar er Rodrygos forbillede. Neymar, som også tidligere har spillet for Santos.

Sammenligningerne med Neymar har der været mange af, men dem har Rodrygo viftet bort.

- Mange taler om, at jeg er den nye Neymar, men jeg fortsætter med at spille mit spil og arbejder på samme måde som før, og så tror jeg, jeg nok skal havne på det niveau, når jeg er klar til det.

Det store pres og de mange sammenligninger har fået Rodrygos agent Nick Arcuri til at udtale, at det for hans klient er vigtigt, at han har det sjovt.

- Han har potentialet til at blive verdensklasse og starte inde på et stort hold i Europa. Men vi er enige om, at det for Rodrygo handler om at have det sjovt og udvikle sig naturligt. Han skal nyde at spille fodbold, og så kommer alt det andet helt naturligt.

Hans erklærede mål er at blive verdens bedste fodboldspiller, hvilket familien sagde, da han var 12 år gammel i et interview til Spor TV. Fem år senere sagde Rodrygo, at han da meget gerne ville blive verdens bedste spiller, men først handlede det om at etablere sig på den professionelle scene.

Skiftet til Real Madrid

Både Barcelona og Real Madrid ville have Rodrygo. Faktisk var det "Blaugrana", der havde det første bud accepteret på brasilianeren, men Real overbød catalanerne. Den 15. juni blev Rodrygos skifte til Real Madrid officielt. Rodrygo skifter til "Los blancos" næste sommer.

Rodrygo skiftede den 15. juni til Real Madrid for omkring 335 millioner kroner. Talentet skifter dog først til Real Madrid næste sommer i en aftale, der på mange måder minder om den, landsmanden Vinicius Junior skrev under på.

Selv siger Rodrygo, at han ikke tænker særlig meget på Real Madrid:

- Jeg er meget glad for, at jeg skal spille for Real Madrid, men jeg er fokuseret på Santos og tænker ikke så meget på Real Madrid, hvor jeg først skal spille om et år. Jeg kan begynde at tænke på Real til den tid, men lige nu fokuserer jeg på Santos, siger Rodrygo ifølge AS.

Rodrygos træner Jair Ventura gør ikke sit for at fjerne presset fra kantspilleren, da han siger, at man altid forventer meget af den talentfulde kantspiller.

- Vi forventer altid af Rodrygo, at han gør noget magisk for os, har Ventura sagt ifølge AS.

Og når det kommer til, hvad man forventer om Rodrygos karriere, er træneren ikke i tvivl:

- Vi regner med, at han bliver en stor stjerne en dag.
Læs hele artiklen
Timo Werner – ”Rakete” og tysk VM-håb
Afløseren for Miroslav Klose er blot 22 år, men mål det kan han lave – og har altid gjort!
43 mål i 10 kvalifikationskampe… målkrise? Umiddelbart kan det være svært at svare ja til dette, men tallene lyver lidt, for trækker man de 15 mål imod San Marino fra, lyder statistikken lidt mere human, og så begynder målkrisen på det tyske landshold at virke lidt mere troværdig. Ikke mindst fordi vores sydlige naboer igennem en lang årrække har haft stolte angrebstraditioner med spillere som Oliver Bierhoff, Karl-Heinz Rummenigge, Jürgen Klinsmann, Rudi Völler, Gerg Müller og Miroslav Klose. Sidstnævnte var den sidste ”rigtige” angriber og ikke en falsk ”9'er”, som det tyske landshold har haft, og som de mangler nogle flere muligheder til for tiden.

Til VM2018 er den enlige tyske angriber den blot 22-årige Timo Werner, men måske er det ikke noget problem – for Werner har altid lavet mål… masser af mål. Werner har blandt andet scoret masser af mål på samtlige ungdomshold, han har optrådt for. Som bare 14-årig debuterede stortalentet for det tyske U15-landshold, og han fejrede sin debut ved at score hattrick i en 5-1-sejr over Polen. Siden har Werner fortsat målhøsten på U17-landsholdet med 16 mål i 18 kampe, samt på U19-landsholdet, hvor det er blevet til ni scoringer i lige så mange optrædener.

Den samme tendens viste han på Stuttgarts ungdomshold. Werner nettede 32 gange i 37 kampe for B-ungdomsholdet i sæsonen 2011-12, og i den følgende sæson brugte han 24 kampe på at score 25 mål for klubbens A-ungdomshold. Efter sæsonen blev Werner tildelt den prestigefulde Fritz Walter-medalje som den mest talentfulde U17-spiller i Tyskland.

Selvom Werner stadig var ung nok til at spille endnu en sæson for A-ungdomsholdet, var det dengang planen, at han skulle rykke op på Stuttgarts reservehold. Men op til sæsonen 2013-14 fik Werner lov til at træne med førsteholdet, og her gjorde det unge stjernefrø det så godt, at man besluttede, at han i stedet skulle være en del af førsteholdstruppen. En noget surrealistisk omvæltning for det unge stortalent.

- Første gang, jeg trænede med de professionelle, var noget helt nyt for mig. Indtil den dag kendte jeg kun spillerne fra fjernsynet, men pludselig sad jeg ved siden af dem i omklædningsrummet, har Werner således sagt til VfB Stuttgarts klub-avis, DUNKELROT.


Rekordbryder
Inden for 53 dage slog Werner tre rekorder. Den 1. august 2013 blev den unge komet den yngste spiller til at optræde for Stuttgart nogensinde i en alder af 17 år, fire måneder og 25 dage, da han debuterede for førsteholdet i en Europa League-kvalifikationskamp mod Botev Plovdiv. Præcis en måned senere blev Werner Stuttgarts yngste Bundesliga-debutant, da han lavede to assists i en 6-2-sejr over Hoffenheim. Den 22. september slog Werner så sin tredje rekord, da han blev Stuttgarts yngste målscorer nogensinde med en scoring i et opgør imod Eintracht Frankfurt.

Werner skulle vise sig at få masser af spilletid i løbet af den efterfølgende sæson. I alt blev det til 30 kampe i Bundesligaen, hvilket kastede fire mål og fem assists af sig. Godt nok blev Werner oftest brugt på venstrekanten, og stortalentet måtte tage til takke med en indskifter-rolle i en stor del af kampene, men alligevel fik han vist masser af prøver på sit store talent. I 3-1-sejren over Freiburg i november 2013 blev han den yngste spiller i Bundesligaen til at score to mål i samme kamp. Ifølge Stuttgart-træner Armin Veh var man påpasselig med at hype det purunge talent for meget.

- Det ville være lettere for ham, hvis han var mindre vigtig. Så kunne han gøre det bedre. Werner kan blive en rigtig god spiller, men han har brug for tid, har Veh tidligere sagt til Stuttgarter Nachrichten.


Lynhurtig krydsning mellem Gomez og Müller
Stuttgart-talentet er allerede blevet sammenlignet med en af sine favoritspillere, nemlig Fiorentina-angriberen Mario Gomez, der også er et produkt af Stuttgarts ungdomsakademi.

Selvom Werner selvsagt må være beæret over sammenligningen, er han en noget anden type end Gomez, selvom de to angribere har det til fælles, at de begge er kølige foran mål - og har fysikken i orden. Werner er ganske vist ikke så stor som Gomez, men han er relativt robust, og med sine 180 centimeter er han ikke helt lav. Men hvor Gomez er en traditionel tankforward, der har sine forcer i boksen, spiller Werner også meget på sin hurtighed.

Der er også blevet draget paralleller til Thomas Müller, men i modsætning til Bayern-spilleren er Werner altså mest tilpas i sin naturlige rolle på toppen, hvor han til fulde kan udnytte sin fart, fysik, evne til at lave dybdeløb og kølighed foran mål. Werner har allerede tiltrukket sig interesse fra Müllers klub, Bayern München, men det afviste Veh:

- Knægten udvikler sig rigtigt godt hos os. Et salg er slet ikke et tema. Timo Werner er ukøbelig, udtalte Stuttgart-træneren til Sport Bild.

Det er denne ukøbelige knægt, som nu er Tysklands VM-håb. Han debuterede i foråret 2017, og kort tid efter var han med til at vinde Confederations Cup, da han blev topscorer for Tyskland med tre mål og to assists i fire kampe, og efter de to mål imod Norge i kvalifikationen havde han lavet seks mål i de første otte landskampe.

Landstræner Joachim Löw døbte ham ”Rakete,” grundet hans enorme hurtighed. Det siges, at Werner kan løbe en 100 meter på 10,9 sekunder. Det kunne forgængeren Miroslav Klose ikke, men han har sagt om afløseren:

- Werner er ung. Han kan på et eller andet tidspunkt nå den absolutte verdenselite, for han har den her hurtighed. Men i kombinationerne og de vinkler, han placerer sig i, er hans bevægelser ikke lige så tydelige som en Robert Lewandowskis. Jeg har altid været for at bruge en ægte angriber, for man har brug for en derinde, om det så er en hurtig angriber som Timo Werner eller en stor type som Mario Gomez.

Om ”Rakete” Werner bliver den nye Klose, må tiden vise, og om han kan modstå det store pres fra den fodboldglade befolkning, der har haft så mange store angrebsprofiler.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Der Untergang
Der er ”Löwfald” i Tyskland efter historisk ringe VM-slutrunde for de regerende mestre, der oplevede Germexit. For "How Löw can you go"...
I de kommende år vil der masser af gange blive vist tv-billeder af Manuel Neuers deroute langt oppe på sydkoreanernes banehalvdel, hvorefter den ellers så respekterede målmand mister bolden til de hurtige asiater – der både er hurtigere på benene med også i handling.

0-2 til Tyskland, og de var ude af VM2018 efter gruppespillet, hvilket den fodboldstolte nation aldrig tidligere har prøvet, men hvorfor gik det så galt? Indkast.dk har kradset lidt i det tyske sår…


Hvor er Lahm, Klose og Schweinsteiger?
Siden Tyskland kvalificerede sig til VM2018, har de spillet ti kampe, men har kun vundet to, og den ene af disse var den heldige sejr imod Sverige, hvor undertals tyskerne skulle langt ind i overtiden for at få sejrmålet af Toni Kroos. Den anden sejr var imod Saudi Arabien… Dette giver et krystalklart billede af et tysk landshold i dybt krise, men hvad er galt?

For tiden mangler Tyskland tre ting i forhold til VM-triumfen i 2014 – og det er Phillip Lahm, Mirolav Klose og Bastian Schweinsteiger. Det tyske hold har manglet Lahms lederskab og anførerens magiske evne til at gøre de andre på holdet bedre, men i den grad også Schweinsteiger, som på daværende tidspunkt var en af Europas bedste defensive midtbanespillere. Han kunne beskytte det tyske mål og samtidig lukke ned for modstandernes forsøg på kontraangreb på en midtbane, hvor de fleste af spillerne var offensivt indstillet. Derudover og måske det største afsavn… Mirolav Klose med de rekordmange VM-mål.

Den blot 22-årige Timo Werner har slet ikke kunne udfylde hullet efter Klose. Werner er talentfuld, men chancer og dermed målene er udeblevet. Ikke mindst fordi den offensive styrmand – Mesut Özil – har haft en af sine ”nedslåede” perioder. Denne er kommet, efter Özil har et helt vanvittigt behov for at blande sig i den tyrkiske valgkamp, og glem nu ikke, at den tyske landstræner Joachim Löw valgte ikke at udtage en af Premier Leagues bedste spillere - Leroy Sane – til slutrunden. Dette – og meget andet - vil landstræneren sikkert få hug for i de næste dage i den tyske presse. De var allerede nådesløse i timerne efter fiaskoen:


– Ude! Men vi havde heller ikke fortjent mere. Det her er den største skandale i den tyske VM- historie. Nederlaget til Sydkorea er en pinlig afslutning på et katastrofalt gruppespil. Det er et mareridt. Verdensmestrene fra 2014 er detroniserede efter bare tre kampe (Bild)

- Landsholdet skulle kun bruge et enkelt mål mod lille Sydkorea for at spille sig videre. I stedet skabte det den største tyske fiasko i VM- historien (Die Welt)

- Historisk! Tyskland har fejlet miserabelt ved VM i Rusland i sin mission om at forsvare titlen ved at ryge ud allerede i gruppespillet. (Kicker)

Fodboldlegenden Gary Lineker var ikke sen til at omskrive sit legendariske fodboldcitat til i stedet at lyde:

- Fodbold er et simpelt spil. 22 mand jagter en bold i 90 minutter, og til sidst er det ikke længere Tyskland som vinder. Nu er min version overladt til historien…

Den fremtidige historie er dog ikke kun negativ for tyskerne. Udover Sane findes der tyske talenter som Niklas Sule, Julian Brandt og Joshua Kimmich, der sammen med følgende spillere i slutningen af tyverne Mats Hummels, Jerome Boateng, Thomas Müller, Toni Kroos og Özil kan forme landsholdet i fremtiden, så den tyske kansler Angela Merkel ikke skal komme med negative reaktioner. Det gjorde hun efter den tyske fodboldderoute i Rusland, og kort tid efter drillede Nigel Farage – manden bag den engelske Brexit – ved at sige:

- Tyskland er ude af VM… Germexit.

Læs hele lederen
Brasilien – og de fem VM-trofæer
Indkast.dk har kigget nærmere på den samba– og fodboldelskende nation.
Når man er skrivekarl i linjer som disse, så bliver man ofte spurgt om, hvem man tror, der kommer til at vinde de største fodboldturneringer. Dette handler oftest om Champions League, men spørgsmålet forekommer hyppigere, når de store nationale turneringer starter – som til VM.

Svaret er dog det samme som til Champions League… det er ualmindelig svært at gætte på en vinder, mens det er meget lettere at gætte tre hold rigtige ud af de fire semifinalister. Dette skyldes, at flere af topholdene i disse turneringer er meget – som rigtig meget - tætte på hinanden i niveau. Sådan er det også til VM2018, men skal jeg gætte på en vinder bliver mit bud… Brasilien. Kigger man nærmere på holdets idealopstilling, kunne dette være meget tæt på:



Høj klasse over hele banen, men under en slutrunde som denne skal man ofte finde store svar på holdenes niveau på bænken. Ud fra ovenstående startopstilling vil disse spillere være på bænken:

- Ederson (En af Premier Leagues bedste målmænd)
- Filipe Luis (Stærk back fra Diego Costas Atlético Madrid)
- Douglas Costa (Driblestærk ”Dåseåbner” fra Juventus)
- Roberto Firmino (15 mål for Champions League-finalisterne fra Liverpool)

Linjen i startopstillingen for Brasilien er skabt af et central forsvar fra PSG og en stærk midtbane fra Barcelona krydret med nogle af de bedste spillere fra europæisk klubfodbold – ren klasse i den flotteste form.

En af turneringens største profiler – Neymar - skal løfte holdet, og når Brasilien tidligere har vundet VM, har de altid haft en unik angriber med. Som i 1958 hvor den blot 18-årige Pelé scorede seks mål og var stærkt medvirkende til, at Brasilien vandt VM for første gang. Se deres idealopstilling her:




Pele var dog blot en af de fire angribere, som Brasilien spillede med. De andre var trioen – Garrincha, Vava og Zagalo. De har alle tre levet lidt i skyggen af Pelé. Det til trods, så blev angrebet døbt ”de fantastisk fire” – med parrallerne til nutidens kvartet med Coutinho, Willian, Jesus og Neymar er åbenlyse.

Kvarteten fra 1958 var også den foretrukne fire år senere, da Brasilien vandt VM-trofæet i Chile. I angrebet var der lidt spilletid til Amarildo, mens midterforsvaret var udskiftet med Mauro og Zozimo. Ellers var holdet stort set det samme.

Otte år senere… til VM-1970 var der udskiftet betydeligt, men systemet var stadigvæk denne offensive 4-2-4-formation, da Brasilien vandt deres tredje VM-trofæ ud af fire mulige. Pelé var stadigvæk med i angrebet på holdet med nye profiler som Jaizinho, Tostao, Rivelino og Gerson.




De brasilianske verdensmestre fra 1994 spillede også en fortolkning af den klassiske 4-4-2-formation med to offensive midtbanespillere bag de to hurtige angribere – Bebeto og Romario. Angriberne var lynhurtige, men på hver sin måde. Romário kunne sætte en forsvarsspiller af på 5-7 meter, mens den mindre Bebeto løb stærkere over lidt længere strækninger.

Fælles for dem begge gjaldt dog, at de var lynende målfarlige – ligesom frisparksspecialisten Branco med den tordnende venstreben. Holdets anfører var den efterfølgende landstræner Dunga, der som aktiv var en utrættelig midtbanespiller, som gjorde, at holdets mange offensive kræfter kunne udfolde sig.

Udover de mange offensive kræfter var holdet også begunstiget af en god målmand, som tidligere brasilianske landshold ikke havde været. I Taffarel havde verdensmestrene fra 1994 en sikker sidste skanse på holdet – med kongen var Romario…





Var Romário den ene konge hos VM-mestrene fra 1994 var der tre konger hos mestrene fra 2002. De tre ”r'er” – Ronaldinho, Rivaldo og Ronaldo – kunne få selv de stærkeste forsvarsspillere til at tvivle på egne evner.





Derudover havde holdet også en ny venstreback med en ”tolden-støvle”. 2002-vinderens svar på Branco hed Roberto Carlos, der havde de vildeste benmuskler, hvilket hans spark også viste. Carlos var ganske målfarlig, men var også rykket lidt længere frem på banen i 3-4-2-1-formationen. På den anden wingback spillede den utrættelige anfører Cafu.

Fire backen-kæden var blevet til tre mand, men det gjorde ikke så meget, for den benhårde Lúcio dækkede næsten op for to mand… Et helt unikt hold - ligesom holdet i 2018 er. Spørgsmålet er blot… bliver det til sjette VM-titel i løbet af den næste måned?
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon VM-abstinenser? Se alle 48 mål her Džeko: Mine bedste mål i CL Artikel ikon Teaser: FA Cup-finale Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Årets VM-hold VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Klubber med flest VM-spillere tilbage Artikel ikon Overblik: Landsholdsstop efter VM 2018 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Kontraktfrie spillere Overblik: Store trænere uden klub Artikel ikon Top 10: Sommerens dyreste BL-handler Artikel ikon Citys rekordhandler under Sheikh Mansour Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Messi mod Ronaldo Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon De sidste ti VM-finaler VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Overblik: Landsholdsstop efter VM 2018 Artikel ikon Stakkels Tyskland Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Golovin venter på Juventus Mandagens engelske rygter Artikel ikon Søndagens engelske rygter Artikel ikon BBC: Blind tæt på Ajax-retur Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lionel Messi
Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Vidste du om ... Lee Bowyer Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Top 10: Sommerens dyreste BL-handler VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Overblik: Landsholdsstop efter VM 2018 Artikel ikon Harry Kane på 15 landsholdsmål Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Vida: Jeg vil gerne sige undskyld Optakt: Frankrig - Kroatien Artikel ikon Optakt: Kroatien - England Artikel ikon Optakt: Frankrig - Belgien Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: VM-finalen Startopstillinger: Belgien - England Artikel ikon Startopstillinger: Kroatien - England Artikel ikon Startopstillinger: Frankrig – Belgien Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Kyniske franskmænd tog VM-guldet Belgien sikrer sig bronze Artikel ikon Kroatien finaleklar efter sand gyser Artikel ikon Umtiti sendte Frankrig i finalen Artikel ikon Se flere