Verdens dårligste landshold

Af Tim Larsen

2017-03-23
Verdens dårligste landshold

Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.

Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.



Optakter
Onsdag d. 24/10, kl. 18:55
PSV - Tottenham
Onsdag d. 24/10, kl. 21:00
Barcelona - Internazionale
Chelsea vs. Manchester United

Ugens hold fra Premier League

Sådan bliver Mourinho husket i Chelsea

Showet af Shaw

Mourinho accepterer undskyldning

Chelsea reddet i overtiden mod United

Startellever: Chelseas afviste og solgte

Chelsea øjner Icardi

Optakt: Chelsea - Man. United

Premier League-statistik

Seks succesfyldte efter United-exit

Mourinho håber på nye kontrakter til duo

Chelsea vil give stjerne kæmpekontrakt

- Mourinho er storkampens mester

Scholes: Messi ville have det svært

Mourinhos flotte comeback-stats i United

Podcast

Podcast - Cristiano med bæmund

Podcast - Ledelse, magt og Mourinho

Podcast - Landsholdskonflikt

Podcast - Status efter sommeren 2018

Podcast - 10 forudsigelser for 2018/2019

Podcast - United, Jose og klasse-mangel

Podcast - N'Doye, Kabongo og Superliga

Podcast - Ronaldo, Lemar og Hazard

Podcast - Den kolde langside

Podcast - det smukke spil/store følelser

Podcast - VM, krig og kokain

Podcast - Delaney's skifte til Dortmund

Podcast - VM-optakt del 2

Ronaldos sex-skandale

Om Ronaldo: Den største #MeToo-skandale?

- Ronaldo er blevet svækket allerede nu

Ronaldo-advokat: Anklagerne er falske

Podcast - Cristiano med bæmund

Ronaldo om voldtægtsanklager: Fake news

Magasin-artikler
Flamengo vs. Fluminense eller Fla-Flu
Indkast.dk kigger nærmere på et af verdens mest rivaliserende fodboldopgør…
Den 14. oktober 2018 vil store del af Brasilien stå helt stille, for da bliver opgøret med de to Rio de Janeiro-rivaler Flamengo og Fluminense spillet omkring midnat dansk tid. Det er opgør, som i hjemlandet hedder ”Classico das Multidoes” eller blot ”Fla-Flu”, og som har en lang tradition.

Fluminese blev grundlagt i 1902 af den rige del af Rio de Janeiro, men godt ti år senere forlod det meste af holdet klubben efter en uenighed med bestyrelsen for at starte Flamengo – siden har der været en benhård rivalisering.

Siden har Flamengo og Fluminese vundet masser af brasilianske trofæer, så de har i den grad været med til at påvirke brasiliansk fodbold. Flamengo har ikke bare vundet flest mesterskaber – de betragtes også af mange som den største af hovedstadsklubberne. De er f.eks. aldrig rykket ud af den bedste brasilianske fodboldrække, hvilket blot fire andre hold har præsteret. Fluminese var i 1999 helt nede i den tredjebedste række.


Romario, Diego og Paqueta
Kigger man i historiebøgerne, har der været nogle gigantiske møder imellem de to rivaler. Som i 1941 hvor kampen blev omdøbt til ”Fla-Flu da Lagoa” med klar henvisning til Fluminense-spillernes behov for at sparke bolden væk – jah helt ned til den nærmeste Lagoa (som kan oversættet med sø), efter deres målmand havde brækket kravebenet og de ikke havde en erstatning med. De sidste seks spilleminutter af kampen skulle have taget over 30 minutter, og derefter blev ”Flu” kronet som mestre.

Det mest kendte opgør er dog opgøret lige før julen i 1963, hvor hele 194.603 tilskuere var til kampen på det legendariske stadion – Maracana. Ældre læsere kan måske også huske kampen i 1986, hvor Zico scorede fire mål i 4-1-sejren til Flamengo, eller da ”Flu” blev mestre i 1995, efter de var nede med 0-2 til netop Flamengo, inden Renato Gaucho lukkede med et sent mål 3-2, der sikrede Fluminese mesterskabet.

Netop Gaucho er en af få store spillere, der har spillet for begge klubber i nyere tid. Af andre kan man nævne Mario Zagallo, Edinho, Carlos Alberto og selveste Romario.

På det nuværende hold har Flamengo blandt andet den tidligere Valencia-keeper Diego Alves, den meget omrejste Paolo Guerrero, Diego med fortid i Juventus og Werder Bremen samt den ombejlede Lucas Paqueta og colombianeren Gustavo Cuellar. Hos Fluminese er der lidt længere imellem de genkendelige ”europæiske” navne – men det er ligegyldigt, når opgøret Fla-Flu starter på selveste Maracana…
Læs hele artiklen
Europa League – hold øje med
Redaktionen på Indkast.dk har fundet nogle spændende spillere at kigge på "om torsdagen"...
Marc Bartra – Real Betis
Den tidligere Barcelona-spiller er tilbage i Spanien efter en meget skadesplaget periode hos Dortmund. Kan forsvarsspilleren løfte Real Betis?


Amadou Haidara – Red Bull Salzburg
Er blevet omtalt som ”den næste Naby Keita”. Tottenham og Chelsea har indledt jagten på den 20-årige hårdtarbejdende midtbanespiller fra Mali. Haidara har kontrakt med østrigerne de næste fire år, men måske kan han bruge Europa League som udstillingsvindue til at komme til en af de største europæiske klubber.


Viktor Claesson – Krasnodar
Den svenske kantspiller eller offensive midtbanespiller er slået helt igennem i Rusland, efter han forlod Elfsborg i 2015. Han blev i sidste sæson kåret til den bedste spiller i Krasnodar.


Dimitri Payet – Marseille
Den elegante midtbanespiller kan blive en af de allerstørste spillere i denne Europa League-sæson. Hans elegante spillestil skal nok komme til sin ret ”om torsdagen”.


Julian Brandt - Bayer Leverkusen
Det er ganske rart, at ikke alle tyske talenter ender hos Bayern München. Den venstre kantspiller har flere gange afvist de sydtyske giganter, så nu kan vi andre glædes over ham i Europa League.


Alessio Romagnoli – Milan
Blev hentet hos Roma i 2015 og har taget Milano med storm. Her bliver han sammenlignet med klublegenden og den nyslåede leder Paolo Maldini. Den kølige måde at føre bolden frem og bevare roen er varemærker for begge spillere.


Lucas Torreira – Arsenal
I mangel på spilletid i Premier League kan den 22-årige defensive midtbanespiller fra Uruguay måske få en masse spilletid i Europa League og vise nogle af de gode takter, som han også viste under VM.


Andreas Christensen – Chelsea
Kunne man forestille sig, at den danske VM-spiller ville få lidt spilletid for London-klubben af samme årsag som Torreira?


Sergej Milinković-Savić - Lazio
På trods af tilbud fra mere prominente adresser, er den høje serber blevet i Lazio. Han er 23 år, og står på tærsklen til sit helt store internationale gennembrud.


Callum Hudson-Odoi - Chelsea
Måske bliver det til spilletid for den 17-årige englænder i Europa League. Så enormt spændende ud i optakten til sæsonen, og Sarri har valgt ikke at sende ham ud på lån. Hurtig og udfordrende. Den engelske Mbappe?


Steven Gerrard - Rangers
Liverpool-legenden har overtaget trænerposten i Rangers. Relativt uprøvet og Europa League i første sæson. Bliver det Zidane eller Neville?


Sander Berge - Genk
Vi fik et lille indblik i, hvad den 20-årige nordmand kan, da Genk ekspederede Brøndby ud. Spiller med stor autoritet og ro på trods af sin unge alder.


Ismaila Sarr - Stade Rennais
Den lynhurtige senegaleser har allerede repræsenteret sit land 17 gange i en alder af 20 år. Har mange af de samme færdigheder som landsmanden Sadio Mané.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Gylfi Sigurdsson – Manchester United-fan
Holdspilleren er ved at udvikle sig til en Premier League-profil – samt en nationalhelt på Island.
Den 24. oktober 2015 blev der skrevet et lille kapitel i Premier Leagues historiebøger. På Villa Park var hjemmeholdet lige kommet foran med 1-0, da en meget atypisk islænding gik til et frispark fem/syv meter udenfor Aston Villas målfeltet, og modsat mange andre sportsudøvere fra vulkanøen blev frisparket ikke sparket med stor fysisk kraft, men med præcision og finfølelse ind bag en sagesløs Brad Guzan.

Kampen endte med, at Swansea vandt 2-1 efter et mål af hver af Ayew-brødrene. Det sjældne udfald, at to brødre fra Ghana ender med at score for hvert sit hold i en Premier League-kamp samt, at Villa-nederlaget kostede manager Tim Sherwood jobbet, fyldte i de efterfølgende dage de engelske aviser. Dette er måske ikke helt rimeligt – for havde det ikke været for det flotte frisparksmål af en Swansea-spiller, havde kampen helt sikkert fået et andet udfald… målet blev scoret af Gylfi Sigurdsson.

Selvsamme aviser blev dog fyldt med overskrifter om Sigurdsson, efter midtbanespilleren blev matchvinder på Anfield i walisernes sejr på 3-2 i starten af 2017. Islændingen bevarede fatningen, da Simon Mignolet kom flyvende ud imod den lidt løse bold, som Sigurdsson sikkert sparkede ind. Samme kølighed havde Swansea-profilen kort tid efter, da han på flotteste vis udlignede direkte på frispark imod selveste Manchester United. I starten af oktober 2018 blev han matchvinder for den ny klub – Everton.

Liverpool-klubben var i overtal imod Leicester, da Sigurdsson vendte midt på modstanderens banehalvdel inden han scorede et af de flotteste langskudsmål indtil nu i sæsonen. Dermed flere kapitler til Sigurdssons Premier League eventyr, for den islandske midtbanespiller udlever en livsdrøm.

Først var han med til at kvalificere Island til EM, hvor vulkanøen blandt andet ”klappede” England – og de blev en af fodboldens succeshistorier i 2016. Så Sigurdsson fulgte stærkt op på drømmesæsonen 2014/15, hvor han lavede syv Premier League-mål og hele ti assists i blot 32 kampe for Swansea. Derudover oplevede Sigurdsson det unikke i at score det afgørende mål på Old Trafford - som han dermed har gjort to sæsoner i træk, hvilket må være noget specielt.

Sigurdsson har nemlig hele livet været stor fan af Manchester United, så da han den 16. august 2014 scorede og lavede en assists i 2-1-sejren, som gav Louis van Gaal en mareridtsstart på Old Trafford, var det noget helt specielt for Sigurdsson. Efterfølgende har han fortalt om, hvordan hans telefon nærmest brød sammen med venlige SMS'er efter kampen, og efter kampen blev han også fotograferet sammen med sit helt store idol – golfspilleren Rory McIlroy, der lige havde vundet en stor turnering ved Bridgesone og var blevet fremrykket til verdens bedste.

Sådanne dage har Sigurdsson ikke oplevet mange af i England, men ikke nok med det. For i starten af 2016 scorede Sigurdsson igen på Old Trafford, da Swansea god nok tabte 1-2...


Fra røven af 4. Division til Premier League
Som 15-årig ankom Sigurdsson til Reading, og han har oplevet meget trist i engelsk fodbold, da han har spillet i de fire øverste fodboldrækker med alt, hvad det indebærer. Når han kigger tilbage på tiden som knægt i England, fremkommer der dog ofte et smil, når han begejstret beretter om at komme til et land, der havde græs på fodboldbanerne og ikke konstant regnvejr eller bidende kulde.

Det var selveste Brendan Rodgers, der var manager i Reading, og sidenhen blev de to faktisk genforenet i Swansea, da Rodgers lejede Sigurdsson i Hoffenheim. I 2012 afviste midtbanespilleren dog den daværende Liverpool-manager for i stedet at tage til Tottenham. Her tilbragte han to gode sæsoner, og derfor var det en smule underligt, at den rige London-klub valgte at sælge ham til Swansea for blot 80 millioner kroner.

I Swansea fortsatte formfremgangen allerede fra den føromtalte første kamp på Old Trafford, og han fandt sig straks til rette på midtbanen - sammen med Jonjo Shelvey, som var blevet kasseret i Liverpool af Rodgers. De to udviklede et unikt samarbejde, selvom Sigurdsson faktisk ikke havde meget til overs for Shelvey, da han ankom til klubben, men spillet på banen udviklede et venskab imellem de to.


Ligeså mange mål som Sneijder, Robben og van Persie – til sammen
I maj 2010 fik Sigurdsson en unik debut på det islandske landshold, da han både lagde op til et mål samt scorede et mål ved en af sine spidskompetencer – nemlig frispark. På denne måde lavede han flere mål i den føromtalte EM-kvalifikation. Her var Island ikke levnet mange chancer for at hente én af de to første pladser i gruppe A, hvor Tjekkiet, Tyrkiet og Holland også var placeret.

Holland blev som bekendt sorteper, efter Island havde chokstartet i gruppen. Efter tre kampe havde de ni point og en samlet målscore på 8-0, selvom de havde mødt Tyrkiet, Letland og Holland. Senere i kvalifikationen blev Tyrkiet og Holland slået igen – hvilket ikke mindst skyldtes den helt store talisman - Gylfi Sigurdsson.

Hele seks mål lavede han i kvalifikationskampe eller det samme som Wesley Sneijder, Arjen Robben og Robin van Persie – til sammen. Lilleputnationen Island havde narret de store fodboldnationer, og selvom der blot var 11.607 tilskuere i gennemsnit til Islands hjemmekampe, oplevede spillerne en gigantisk opbakning fra den sportsglade ø. Landstræner Lars Lagerback sagde i jubelscenerne efter kvalifikationen om Sigurdsson:

- Han er den spiller, som jeg nogensinde har arbejdet sammen med, der er den største holdspiller…

Denne nationale holdspiller var i sommer landet i den hårde VM-gruppen med Argentina, Nigeria og finalisterne Kroatien. Det endte kun med ét point og dermed slutte slutrunden tidligt for Sigurdsson. Island lavede to mål i de tre kampe og naturligvis kom Sigurdsson på måltavlen efter en dødbold. Han har tidligere scoret meget afgørende mål – på både Anfield og flere gange på Old Trafford. Tænk sig at gøre det som kæmpe Manchester United-fan…
Læs hele artiklen
Luka Modrić – Verdens bedste
Den lille ”10'er” blev den største… efter en meget trist opvækst.
Efter godt 80 minutters spil af gruppekampen til VM2018 mellem Kroatien og Argentina var sydamerikanerne voldsomt pressede til at score et mål, da modstanderen Luka Modrić modtog bolden et par meter udenfor målfeltet.

Kroatien førte på daværende tidspunkt med 1-0, så Argentina havde brug for et mål. Men i stedet for Lionel Messi blev det en anden anfører på 171 cm med 10-tallet på ryggen, der drev gæk med et par modstandere, inden han flot scorede til... ikke 1-1 men 2-0. Total ydmygelse af Argentina… manden med 10-tallet var Luka Modrić.

Efterfølgende blev Modrić kåret til turneringens bedste spiller, og den 24. september 2018 vil han nok heller aldrig glemme, for her blev han kåret til ”Verdens bedste fodboldspiller”. I takketalen sendte han en særlig tak til den tidligere kroatiske landsholdsanfører Zvonimir Boban og 1998-landsholdet, der vandt VM-bronze i Frankrig. Dengang var Modrić en knægt på et dusin år. Indkast.dk har kigget nærmere på ham.


Soldater-penge startede karrieren
Modrić blev født i 1985 i Jugoslavien. Hans barndom faldt sammen med den kroatiske uafhængighedskrig, og som seks-årig blev hele familien nødt til at flygte fra hjemmet. Han boede med sin familie på et hotel, men begyndte at spille fodbold. Da hans far kom hjem fra hæren, brugte han de få penge familien havde, på at melde Luka ind i det lokale sportsakademi.

Herefter skrev han en kontrakt med Dinamo Zagreb som 17-årig i 2002. Efter en sæson med Zagrebs ungdomshold, blev han lejet ud til den bosniske klub Zrinjski Mostar. Mens han spillede her, blev han kåret til ”Årets Spiller” i ligaen - alder kun 18 år. Ligaen er kendt for at være hård og fysisk, og det var her hans alsidige spillestil, begyndte at udvikle sig.

Året efter blev han igen lånt ud. Denne gang til Inter Zapresic i Kroatien. Han hjalp dem til en andenplads i ligaen, og til en billet til UEFA Cup-kvalifikation. Han blev derudover kåret til ”Årets Unge Fodboldhåb”, og så var det slut med at blive lånt ud.


28 point ned til nr. 2
I 2005 vendte han tilbage til Dinamo Zagreb, og hans indflydelse her er ikke til at tage fejl af. Han spillede 112 kampe mellem 2005 og 2008, og alle tre år vandt holdet den kroatiske liga samt to pokalturneringer. I 2008 vandt de endda med 28 point ned til nummer to!

Modric hjalp desuden holdet til at spille sig i gruppespillet i UEFA-cuppen i 2007, hvor de dog ikke kom videre fra. I hans sidste hjemmekamp for Dinamo Zagreb modtog han stående bifald, og fansene holdt bannere med støttende meddelelser.

2008 var året hvor en af hans drømme kom til virkelighed, nemlig at komme til at spille i Premier League. Tottenham havde sprængt transferbudgettet for at få råd til den lille kroat. Omkring 150 millioner danske kroner kostede han for Juande Ramos, men han brugte Modrić noget overraskende på den defensiv midtbane, og fik derfor ikke det optimale ud af ham. Med Harry Redknapps ankomst blev Modrić rykket længere frem og spillede på sin mere vante offensive midtbaneplads.

Sæsonen efter, altså i 2009-10, lykkedes det "Spurs" at spille sig til en fjerdeplads i Premier League, og derved sikre sig adgang til kvalifikationen til Champions League. Holdet begyndte at blive bygget op omkring Modrić, og det gav resultater. På trods af at han sad ude i fire måneder med et brækket ben var hans indflydelse enorm. Tottenham gav ham en ny seksårig kontrakt i slutningen af sæsonen.

I 2010-2011 sæsonen skulle han for første gang spille Champions League. Selvom Gareth Bale stjal meget af rampelyset, vil man vide, at Modrić havde en finger med i spillet ved størstedelen af Tottenhams chancer. Det lykkedes Tottenham at spille sig helt til ottendedelsfinalen, hvor de dog måtte se sig slået af et stærkt Real Madrid-hold.


Masser af pokaler i Real Madrid
Kort tid efter skiftede Modrić til netop Real Madrid for godt 300 millioner kroner. Trods den store indkøbssum fik Modrić i begyndelsen ikke meget spilletid, da den centrale midtbane for ”Konge-klubben” blev varetaget af Xabi Alonso, Sami Khedira og Mesut Özil.

Sidenhen har Modrić dog ikke kigget sig tilbage, og han har vundet en plads i Real Madrids startopstilling samt et hav af trofæer. Blandt andet fire Champions League-pokaler af de sidste fem. Perioden i Real Madrid har ellers været præget af mange trænere blandt andet Jose Mourinho, Carlo Ancelotti, Rafael Benitez og Zinedine Zidane.

Store personligheder som har det tilfælles, at de alle var begejstrede for deres kroatiske midtbanespiller, og da James Rodríguez smuttede til Bayern München, fik Modrić den flotte hvide trøje med ”10-tallet” på ryggen. Samme nummer som Modrić havde på – da han på argentinsk maner scorede til 2-0… foran Lionel Messi, og som sikkert var stærkt medvirkende til at han blev Luka Modrić – Verdens bedste…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
REAL-trouble
Syv timer uden mål, fire kampe uden sejr og nr. 5 i La Liga… krisen ulmer i ”Konge-klubben”.
Tidligere i disse linjer har Indkast.dk skrevet om Fire La Liga-kampe = Tre Barcelona-point hvori man blandt andet kunne læse:

I Barcelona skal træner Valverde dog være meget glad for, at de indtager andenpladsen samt at både Atlético Madrid og rivalerne fra Real Madrid er placeret under dem. For de 15 point i otte kampe er alt andet end imponerede i Barcelona, men ikke en katastrofe. Det havde det været, hvis Real Madrid havde haft 22 point…

”Lederen” handler om de mange udskiftninger, der har været i startopstillingen for Barcelona i denne sæson, men det er de langt fra alene om. Begge hovedstadshold – Atlético og Real – har haft masser af udskiftninger.

Den nye Real Madrid-træner Julen Lopetegui er kommet under voldsomme beskydninger, efter de ikke har scoret i syv timer, ikke har vundet fire kampe og ligger nr. 5 i La Liga – måske skyldes deres ringe resultater en masse ændringer i startopstillingerne? Her følger deres startopstilling til Champions League-sejren over Roma og de efterfølgende kampe:


Real Madrid – Roma: 3-0




Real Madrid – Espanyol: 1-0
Fem nye i startopstillingen




Sevilla – Real Madrid: 3-0
To nye i startopstillingen




Real Madrid – Atlético Madrid: 0-0
En ny i startopstillingen




CSKA Moskva – Real Madrid: 1-0
Fire nye i startopstillingen




Deportivo – Real Madrid: 1-0
Fem nye i startopstillingen



Så de sidste fire kampe imod Sevilla, Atlético Madrid, CSKA Moskva og Deportivo har ikke givet nogen sejr og ingen mål – men også 12 nye spillere i startopstillingerne.

409 minutter uden mål og ”BBA” med Bale, Benzema og Asensio har ikke svaret igen på den tillid, som Lopetegui har vist dem. Syv gange ud af 11 har trioen været Lopenteguis foretrukne angrebsduo, men derudover virker verdens bedste fodboldspiller – Luka Modrić – lidt ”metaltræt” efter sommerens VM-slutrunde… ligesom flere andre holdkammerater.

Det er utvivlsomt årsagen til, at den nye Real Madrid-træner har roteret så meget. Alt dette skulle gerne være ændret om to spillerunder, hvor Real Madrid skal gæste rivalerne på Camp Nou – som pudsigt nok – også har haft en svingende sæsonstart efter mange udskiftninger.

Læs hele lederen
Fire La Liga-kampe = Tre Barcelona-point
Indkast.dk kigger nærmere på det catalonske storhold, hvor der har været mange udskiftninger - og hvor skal Coutinho egentligt spille?
Dette var startopstillingen i Barcelonas solide 4-0-sejr over PSV i Champions League.




Siden er det gået voldsomt ned af bakke i den catalonske storklub. Men kan en del af forklaringen være, at der til de efterfølgende kampe har været alt for mange udskiftninger. Her følger startopstillingerne:


Barcelona – Girona: 2-2
(Fire nye i startopstillingen)




Leganes – Barcelona: 2-1
(Seks nye i startopstillingen)




Barcelona – Athletic: 1-1
(Fem nye i startopstillingen)




Tottenham – Barcelona: 2-4
(Tre nye i startopstillingen)




Valencia – Barcelona: 1-1
(En ny i startopstillingen)




Kigger man bort fra de solide sejre i Champions League har Barcelona altså blot hentet tre La Liga-point i deres sidste fire kampe imod Girona, Leganes, Athletic og Valencia. Til disse kampe har træner Ernesto Valverde lavet hele 16 udskiftninger i startopstillingerne – altså fire i gennemsnit til hver kamp.

En af årsagerne er åbenlyst at skåne nogle af holdets VM-stjerner, inden den lange hårde sæson venter – og desuden kan skader også være en del af forklaringen på et par af udskiftningerne i startopstillingerne.

MEN… der er heller ingen tvivl om, at Valverde ikke har helt styr på, hvordan Barcelona skal starte – og hvor han skal placere alle de store stjerner. Værst er det med Coutinho, der har spillet mange forskellige steder i den traditionelle 4-3-3-formation, og det virker ikke til, at Barcelona-træneren har bestemt sig for, om Coutinho skal være central midtbanespiller eller kantspiller. Det samme gør sig faktisk gældende for landsmanden Arthur.

I Valverdes første 11 officielle kampe for Barcelona har han vist, at han ønsker at spille offensivt fodbold, som er et krav på Camp Nou, og der er næppe nogen tvivl om, at hans idealopstilling er meget tæt på denne:




Som nævnt er der fortsat tvivl om, hvor Coutinho skal spille i Barcelona – og derudover er det lidt usikkert, hvem der skal spille højrebacken samt i det central forsvar med klubikonet Piqué.

Såfremt, at ovenstående er idealopstillingen for Valverde, betyder det, at bænken vil bestå af Jasper Cillesen, Clement Lenglet, Thomas Vermaelen, Arturo Vidal, Rafinha, Sergio Roberto, Malcom og Munir.

Dette er utvivlsomt den stærkeste bænk i Barcelona i mange år, men måske også det største problem. For i de fire kampe med blot tre La Liga-point har der været masser af spilletid til reserverne, og det virker til at have kostet – men mon ikke, at det bliver anderledes til de kommende kampe og efter en lang landskampspause.

I Barcelona skal træner Valverde dog være meget glad for, at de indtager andenpladsen samt at både Atlético Madrid og rivalerne fra Real Madrid er placeret under dem. For de 15 point i otte kampe er alt andet end imponerede i Barcelona, men ikke en katastrofe. Det havde det været, hvis Real Madrid havde haft 22 point… og så havde de mange udskiftninger i startopstillingen samt nyindkøbet Coutinhos mange positioner været til endnu større debat…
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Verdens værste selvmål Premier Leagues bedste mål? Artikel ikon Fem Sergio Agüero-mål Artikel ikon Hund afbrød kamp Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Mourinhos flotte comeback-stats i United Artikel ikon Sarri med sjov Klopp-anekdote Artikel ikon Messis liv bliver lavet til et show Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Premier League-målræve Top 10: Monaco-salg Artikel ikon Top 25: Bedste FIFA 19-spillere Artikel ikon Top 20: Største Ajax-salg nogensinde Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Historisk PL-topstrid Liverpool - perfekt start Artikel ikon Uniteds 500 målscorere Artikel ikon Bedste PL-start siden 1908 Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Marcelo vil også væk Rygte: Zlatan kan blive Real-spiller Artikel ikon Gladbach afviser AC-retur Artikel ikon 10 trænere der kan erstatte Lopetegui Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Statistik: Så kampafgørende er Icardi Englands nye sydkyst-konger Artikel ikon Før derbyet: 7 Inter-statistikker Artikel ikon Er City endnu stærkere i år? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Barcelona - Inter Optakt: PSV - Tottenham Artikel ikon Optakt: Milano-derby Artikel ikon Optakt: Chelsea - Man. United Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Barcelona - Sevilla Startopstillinger: Chelsea - Man. Utd Artikel ikon Startopstillinger: Frankrig - Tyskland Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - Østrig Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon 7-up til Arsenal Sassuolo-point på svær udebane Artikel ikon Underholdende pointdeling i Brøndby Artikel ikon Icardi sikrede derby-sejr i sidste minut Artikel ikon Se flere