Ronaldo - Ankomst til Manchester United

Af Torsten Brix

2016-12-02
Ronaldo - Ankomst til Manchester United

Indkast.dk bringer et kapitel fra den anmelderroste bog om "Ronaldo".

“Han tog til Manchester af én eneste grund.”
“Hans præstation i den venskabskamp?”
“Det er, hvad alle går og tror.”
Interview med Jorge Mendes i Luso Football, 2006


Jorge Mendes udnyttede sin stærkt stigende troværdighed i Ronaldos familie til at komme med personlige råd. “Du skal udelukkende koncentrere dig om dine evner på banen,” gentog han over for spilleren. “Du kan ikke stole på nogen som helst i denne verden. Gå i en stor bue uden om investeringstilbud. Koncentrér dig om at spille fodbold.”

Hans rådgivning handlede snart om andet og mere end blot et professionelt forhold. Mendes havde et blødt punkt for Ronaldo, en teenager med følelsesmæssige behov, som han ikke lagde skjul på. Mendes var udmærket klar over, at det var en usleben diamant, han havde i sin varetægt.

Lige fra starten sagde han sin mening lige ud og som regel ansigt til ansigt, selv når det kunne være generende for en teenager at høre. Han forsøgte at etablere et niveau af selvkritik, der ofte er fraværende hos fodboldspillere. De og deres familier er som regel mere indstillet at bebrejde andre for fejltagelser og nederlag.

Mendes har altid værdsat Ronaldos intelligens og instinkt. Lige fra starten har han ønsket, at spilleren skulle deltage i møder, som kunne fremme hans karriere, også dem med Manchester United. “Det er derfor, Cristiano er total professionel på alle niveauer,” har Mendes sagt.

Men hvis en transfer skal komme i stand, forudsætter det, at nogen i en klub siger: “Lad os lige tage hen og se den fyr spille.”
Det hele var begyndt for Manchester United et år før den venskabskamp. Carlos Queiroz, der var Sportings træner i perioden 1994-96, havde modtaget rapporter om Ronaldo og vidste, at han var nødt til at handle hurtigt. Han foreslog et “særligt forhold” med Lissabon-klubben og brugte en udveksling af træningsmetoder og ideer som dække for at gøre bestemte aftaler og handler lettere hen ad vejen.

Ferguson sendte Jim Ryan, hans daværende assistent og tidligere reserveholdstræner, af sted for at følge Sporting til træning. Allerede dagen efter ringede Ryan til sir Alex:

“Jeg har set en spiller ... Jeg tror, han er wing, men han spiller central angriber på ungdomsholdet. Jeg ville ikke vente for længe med at vise vores interesse i ham officielt. Han er 17 år gammel, og der må være andre klubber på jagt efter ham.”

Jim Ryan gik endnu længere end det. Efter råd fra Ferguson fik han elegant bragt Madeira-spillerens navn på bane under en samtale med nogle Sporting-direktører. Sir Alex bad ham foreslå en handel, der blandt indbefattede en etårig låneaftale for at lade spilleren modnes lidt mere i Lissabon. Han var ikke den eneste, der havde fået den idé. Men Sporting bed tænderne sammen.

“Vi vil beholde ham nogle år endnu,” var det svar, Jim Ryan fik.

“Når Jorge talte med mig om interessen fra Manchester Uniteds side, var jeg helt overvældet og kunne slet ikke tro det,” har Ronaldo senere sagt. “Jeg så en del Man Utd-kampe i fjernsynet. Jeg fulgte dem dengang, de havde Cole, Yorke, Rio Ferdinand, van Nistelrooy. Klubben var en drøm for mig, og da jeg blev 17, sagde jeg: “Lad os komme af sted.”

Det var på dette tidspunkt, at aftalen med Arsenal var stort set på plads og lukket. Men kun mundtligt.

Aftenen før Sporting-United-venskabskampen på Alvalade spiste to Sporting-direktører (José Bettencourt og Miguel Ribeiro Telles) middag med en dødtræt Ferguson, der lige var landet efter tre lange ugers turné i USA. Middagen fandt sted på hotel Quinta da Marinha i Cascais, en halv times kørsel uden for Lissabon. Jorge Mendes og Luís Correia, hans nevø og højrehånd, sluttede sig senere til selskabet. Det var første gang, agenten og skotten mødtes.

Restauranten var halvtom den tirsdag. Middagsselskabet sad ved et rundt bord med udsigt over golfbanen. Den slags måltider er almindelige i luksusrestauranten – så almindelige, at ingen rigtig husker noget om det i dag.

På det tidspunkt var Manchester United desperate efter at skrive kontrakt med Ronaldo, og Mendes kridtede banen op for de to Sporting-direktører inden mødet: David Beckham havde skrevet kontrakt med Real Madrid i juni, Juan Sebastián Verón var skiftet til Chelsea, og Ronaldinho sagde nej tak til klubben. Beløbet, der kom på bordet, lå omkring de otte millioner euro, hvilket ville slå rekorden for en kontrakt med en teenagespiller – de seks millioner euro, som Barcelona lige havde betalt for Ricardo Quaresma. Men Mendes stod fast på, at de godt kunne klemme mere ud af United.

Han var sikker på, at Manchester-klubben ville gå planken ud rent økonomisk, hvis de virkelig var interesserede. Bortset fra Arsenal, Inter, Barcelona og andre internationale giganter, der lå på lur, ville Real Madrid også være klar til at handle, forudsat at deres nye træner, Queiroz, havde nævnt Ronaldos navn for den spanske storklubs bestyrelse. “På det tidspunkt ønskede alle at lade Ronaldo blive et år i Sporting på en låneaftale,” har Mendes senere sagt.

Under middagen den aften varede det ikke længe, før samtalen mellem sir Alex og Sporting-direktørerne gled hen i retning af Ronaldos fremtid.

“Vi ved, hvordan de unge spillere skal behandles. Se bare på Man- chester Uniteds historie – den er bygget op omkring massevis af unge talenter,” pointerede Ferguson.

Sportings direktører, der vidste, at Ronaldo ikke havde nogen intentioner om at forny sin kontrakt med klubben, afviste en af Mendes' påstande – den, der gik ud på, at spilleren ikke var automatisk førstevalg i startopstillingen hos Lissabon-holdet den følgende sæson. I virkeligheden var træner Fernando Santos i fuld gang med at forberede den kommende sæson med Cristiano på holdet, men det gavnede agentens fortælling at så tvivl: Ronaldos talent blev ikke på- skønnet tilstrækkeligt i Sporting, og derfor var det på tide at søge nye græsgange.
Mendes vidste, men nævnte ikke noget om det over for Ferguson, at de to direktører havde fået mandat til at forhandle om en salgssum i håb om at få den op på 15 millioner euro.
Så Sporting ville hellere end gerne sælge, United trængte til nyt blod, og agenten vidste udmærket, at sådan en handel ville sende ham selv helt til tops inden for fodboldhandler. Sådan var kortene fordelt.

Efter middagen holdt Mendes et to timer langt møde med Ferguson på hoteldirektørens kontor. Ferguson søsatte sin lokkemad, som agenten senere brugte til at overtale sin klient – den afgørende sætning: “Vi passer godt på ham.”

Selvom Mendes skulle tale med Cristiano først, blev der indgået en gentleman agreement den aften. Agenten følte, at den engelske klub var det perfekte næste skridt i Ronaldos karriere. Kun tallet på kontrakten var der endnu ikke enighed om. Ferguson var ekspert i at ligne en mand, der havde fuld kontrol over tingene. Han vidste, at hans klub havde midlerne til at overbyde alle andre, men han overlod dette sidste skridt til klubbens øverste direktør, Peter Kenyon.

Der var en aftale i farvandet, den første af, hvad der skulle blive til mange mellem Mendes og Kenyon. Englænderen, der blev tilknyttet Chelsea en måned senere, skulle åbne døre til nogle af Mendes' andre klienter: Paulo Ferreira, Tiago, Maniche, Ricardo Carvalho og José Mourinho. Kenyon og Mendes samarbejder i dag om adskillige fodboldanliggender, blandt andet optræder de som rådgivere for fem Jersey-baserede fonde.

Ronaldo sov glimrende den nat og spillede ultracool over for sine holdkammerater, også selvom han vidste, at Sporting havde indgået en aftale med den engelske klub aftenen forinden. Men i hans indre var der tændt en ild – nu lå hans fremtid i Manchester.

Den følgende dag besluttede Ferguson, at John O'Shea skulle spille højre back, fordi Gary Neville plejede en skade derhjemme.

Ronaldo modtog sin første aflevering. Han tæmmede bolden og kastede sig ud i en dribletur, der lykkedes.

“For himlens skyld, John! Markér ham tættere!” råbte Ferguson ude fra bænken.

O'Shea trak på skuldrene. Wingen snød ham igen og igen, så van- det drev. Forsvarsspillerens ansigtsudtryk afspejlede det pres, han var under.

Det var sir Alex' første glimt af den unge portugiser live. Selv i dag bliver han tydeligt berørt af at tænke tilbage på det øjeblik, som alle trænere med trang til at opdage nye stortalenter drømmer om. “En åbenbaring. Den største bølge af ophidselse og forventning, jeg har oplevet som klubleder. Det næststørste var med Paul Gascoigne.”

Det lykkedes ikke Ferguson at få skrevet kontrakt med Gazza. Det havde han fortrudt lige siden og lovet sig selv, at han aldrig ville misse sådan en chance igen.

“For helvede, boss! Det er sgu da noget af en spiller, ham dér,” lød det fra de andre spillere på bænken.

“Det er okay, jeg har tjek på ham.”

“Jeg sagde det, som om handelen var blevet indgået ti år i forvejen,” mindes Ferguson i dag.

Ifølge Alec Wylie, manden, der stod for truppens tøj og udstyr, bad John O'Shea om at blive udskiftet: “Jeg er helt til grin. Den fyr er utrolig. Jeg kan ikke følge med ham ...”

Manageren henvendte sig til en anden udstyrsmand, Albert Mor- gan: “Skynd dig op i direktørlogen og få Kenyon herned i halvlegen. Vi forlader ikke stadion her, før vi har skrevet kontrakt med den knægt.

Peter Kenyon ville være helt sikker og spurgte Ferguson: “ER han virkelig så god?” Skotten kom med et medicinsk bevis: “Han har givet John O'Shea migræne. Få skrevet kontrakt med ham!”

Kenyon advarede Ferguson om, at Real Madrid havde tilbudt otte millioner pund for ham.

“Nå, men så tilbyd dem ni.”

Sir Alex fortsatte med at udstede kommandoer under kampen. Han bad en af sine andre assistenter, Mike Phelan, om at holde alle travlt beskæftiget efter kampen og lade dem vente en times tid enten i omklædningsrummet eller i bussen. “Vi er nødt til at drøfte det med klubben, Mike, så hold humøret oppe hos dem alle sammen.” Assistenttræneren var lidt mere rundhåndet end normalt med at dele mad og drikkevarer ud. “Kom nu, Mike, vi vil hjem” klagede en af spillerne. “Hvad foregår der, mand?” “Måske er de ved at skrive kontrakt med ham fyren,” lød det fra en holdkammerat.

“Må vi tale direkte med jeres dreng?” spurgte Kenyon Sportings direktører. Det fik han tilladelse til.

Mens Ferguson tog sig et brusebad oven på venskabskampen, blev et af de mindre omklædningsrum fyldt op. Peter Kenyon, Cristiano og Jorge Mendes var der. Staben af udstyrsmænd forlod omklædningsrummet halvvejs ryddet op og forsvandt fra scenen.

“Jorge, oversæt for mig,” sagde Ferguson, så snart han dukkede op igen. Han gentog de løfter, der havde overbevist Mendes den foregående aften og så Cristiano direkte i øjnene:

“Du kommer ikke til at spille hver uge, det siger jeg til dig lige fra starten. Men du bliver førsteholdsspiller. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Du er 17 år gammel [han var rent faktisk 18]. Det vil tage tid, før du vænner dig helt til forholdene. Men vi passer på dig.”

Et kort sidespring er på sin plads her. Carlos Freitas, der var den Lissabon-baserede klubs sportsdirektør, har en anden version af historien: “Den første aftale handlede om transferbeløbets størrelse i forhold til, at Cristiano skulle blive i Lissabon et år til. Men efter venskabskampen prioriterede de anderledes, og de sagde ligeud: “Vi betaler mere, men så vil vi også have ham med det samme.”

Tilbage til Ferguson og hans ord til Cristiano:

“Næste år kommer du til at spille i halvdelen af kampene,” gentog Uniteds manager. Det var et budskab, som Mendes allerede havde givet videre til Ronaldo.

Hans udvikling ville følge et kontrolleret forløb, men uden forsinkelser.

Transferbeløbet blev man hurtigt enige om. Manchester United betalte et godt stykke over den typiske markedspris og forhindrede derved ethvert tilløb til nogen form for auktion. Man pungede ud med 12,24 millioner pund (omkring 18 millioner euro) for en fem-årig kontrakt, hvor Ronaldos personlige løn ville stige fra 24.000 euro til 2 millioner euro om året.

Sporting tilføjede kun en enkelt betingelse: Hvis De Røde Djævle besluttede sig for at sælge spilleren på et senere tidspunkt, ville de gerne have tilføjet en tilbagekøbsklausul.

“Et par dage før vi solgte ham til Real Madrid, meddelte vi Spor- ting, at de kunne få ham tilbage, men at det ville koste dem 80 millioner pund. Der dukkede mærkeligt nok ikke nogen check op,” mindes Ferguson med et lille smil.

Endnu en drøm var blevet til virkelighed for drengen fra Madeira. Ronaldo foreslog, at de fejrede øjeblikket. “Kom nu, Jorge, lad os feste!” Men agenten var travlt optaget. “Han var allerede i gang med næste punkt på dagsordenen. Han kunne ikke. Han havde en aftale et andet sted,” fortalte Ronaldo senere. “Så jeg fejrede det alene [latter] ... derfor blev det meget stilfærdigt. Jeg stod dér med min sportstaske, og Jorge talte i telefon. Jeg gik i seng, og det var så dét.”

Ganske få dage senere lejede Manchester United en privat jet, der skulle flyve spilleren, hans advokat, mor og søster Katia til England. Under flyveturen afslørede Cristiano for sin mor, at hun godt kunne begynde at kikke sig om efter et hus i Madeiras bedste boligområder.

Ronaldo troede, at han blot skulle besøge klubbens træningsfaciliteter og finpudse detaljerne i aftalen. Så han dukkede op uden kuffert, underskrev sin kontrakt og spurgte, hvornår han kunne tage tilbage til Lissabon. Til trods for det, Ferguson havde sagt i omklædningsrummet på Alvelade, var Ronaldo overbevist om, at han skulle tilbage til Sporting og forblive i Portugal resten af sæsonen.

Ronaldo forventede noget i retning af dette fra sir Alex: “Nu tager du tilbage til Lissabon. Se at få lært dig at tale ordentligt engelsk, og når du vender permanent tilbage til Manchester, er der styr på det hele, og det bliver så godt.” I stedet, som Ronaldo selv bekræftede på den pressekonference, der præsenterede ham for alverden som Manchester United-spiller, hørte han ordene: “Vi vil have dig fra denne sæson.”

Cristiano kunne ikke tro det. Han følte pludselig, at han steg i graderne. Resten af historien blev forklaret af Ferguson på den samme pressekonference.

“Men jeg har ikke taget noget med. Intet tøj!”

“Det skal du ikke bekymre dig om. Du træner sammen med os i morgen, og så flyver du tilbage til Portugal og henter dine ting.”
Den dag besøgte Ronaldo også træningsanlægget i Carrington, hvor han løb ind i John O'Shea. Den store back bad med et grin om returkommisson for transferaftalen. Han syntes, han havde fortjent et beløb efter sin afgørende indsats, som hans holdkammerater kald- te det. Budskabet blev oversat for Cristiano, og han grinede højt.

Han var iført en Versace-sweater, der gjorde indtryk, men desværre ikke positivt. Sorte ærmer, farvestrålende forside med røde, gule, blå og grønne tværstriber og sorte linjer ned langs fronten. Den var alt andet end diskret og blev ikke noget hit i omklædningsrummet. Rent faktisk husker alle stadig den sweater. I manges øjne signalerede den, at der skulle gøres en hel del arbejde, før man kunne kalde Ronaldo for en fuldgyldig Manchester United-spiller. Ens ydre fremtoning betød umådelig meget.

“Hvem er den fyr?” tænkte udstyrsmand Ian Buckingham, før han konkluderede, at det i hvert fald var en, der rigtig godt kunne li' sig selv.

Han var ikke den eneste med den slags tanker. Paul Scholes, Rio Ferdinand og flere andre besluttede, at de to markante lyse striber i hans kulsorte hår skulle udraderes, fordi de ikke passede ind hos United.

Ferguson vidste, at han var nødt til at give både fansene og holdet et nyt håb for fremtiden og en ny stjerne efter Beckhams afrejse. Så fik han en idé.

På vej til Old Trafford spurgte han Ronaldo, hvilket rygnummer han ønskede at bære. Ronaldo svarede, at han ville være meget tilfreds med nummer 28, der var ledigt. Men Ferguson havde en overraskelse til ham: Ronaldo skulle være Manchester Uniteds nye nummer 7.

Den legendariske trøje med syvtallet var blevet båret af George Best, Steve Coppell, Bryan Robson, Eric Cantona og David Beck- ham. Den aura, der omgærede netop dette nummer, var ene og alene Fergusons vision. Det var hans måde at skabe legender på i klubben og samtidig øge kravene til den spiller, der bar trøjen. Nu var det Ronaldos tur.

Den 12. august 2003, seks dage efter venskabskampen på Alvalade, præsenterede United den brasilianske midtbanespiller, Kleberson (der fik 22 kampe i løbet af to sæsoner) og den portugisiske teenager, der var iført en diskret hvid T-shirt denne gang. De lyse striber i håret var der endnu.

“Jeg var ikke det mindste overrasket,” husker Hugo Pina, “da jeg fulgte den officielle præsentation på tv og så ham med de to striber.” Ronaldos ankomst markerede starten på et nyt og tiltrængt momentum for klubben, der trængte til friske kræfter. Meget af saften og kraften var gået ud af holdet, som ikke var holdt op med at vinde trofæer siden den historiske Treble i 1999 [mesterskab, pokalfinale og Champions League o.a.]. Tre mesterskaber var det blevet til siden dengang, inklusive det seneste mod et bomstærkt Arsenal-hold med folk som Patrick Vieira, Robert Pirès, Thierry Henry, Ashley Cole og Dennis Bergkamp. Det var sådan, Ferguson drev sin forretning: Han foretog forandringerne, mens holdet befandt sig helt på toppen.
Cristiano-effekten kunne endda få endnu større betydning. Hvis det lykkedes, kunne den ligefrem relancere Premier League. Alle var enige om, at han havde potentialet til at blive en af århundredets mest betydningsfulde fodboldspillere, og at han befandt sig på den ideelle platform til at indfri forventningerne.
Det er sådan alle fortæller historien om Ronaldos transfer fra Sporting til Manchester United. Men der var også en del to. Der var flere forhindringer at navigere udenom, og andre modstandere. Nogle af dem skulle komme til at befinde sig i en retssal i Portugal nogle år senere.

Det følgende er uddrag fra den britiske journalist David Conns artikel trykt i The Guardian den 19. januar 2011. Formation, et fodbold- agentur, lagde sag an mod Jorge Mendes' selskab, GestiFute, fordi man efter Formations mening ikke havde fået udbetalt den kommis- sion, man havde krav på.

David Conn, der havde adgang til fortrolige dokumenter, stiller adskillige ubesvarede spørgsmål i forbindelse med transferen:

“Hvorfor betalte United 12,24 millioner pund, når rygterne sagde, at Sporting Lissabon havde drøftet en overgangssum på 6 millioner euro med andre engelske klubber, heriblandt Arsenal?”

Formations retssag mod Mendes-selskabet GestiFute bød på bunkevis af originale dokumenter lagt frem i distriktsretten i Porto og afslørede flere detaljer om handelen.

I henhold til Formations sagsanlæg fortalte Mendes dem dengang, at han havde modtaget 400.000 euro fra United for Ronaldo-handelen. Men i deres regnskab for 2004 bogførte United, at de havde betalt 1,129 millioner pund (svarende til 1,5 millioner euro) til agenter for handelen. The Football Association (FA), som klubberne er forpligtet til at betale alle agenthonorarer gennem, skal have givet udtryk for via retsdokumenter, der afslørede detaljerne, at United rent faktisk betalte “en anden agent” – ikke Mendes – 1 million pund.

Denne anden agent var Giovanni Branchini, der ikke havde været indblandet i forhandlingerne.

“Hvilken rolle Branchini spillede for at få dette beløb udbetalt, er stadig et ubesvaret spørgsmål ...”

I sagsanlægget hævdes det, at Mendes ikke betalte Formation 50 procent af det 400.000 euro-honorar, som det ellers var aftalt mellem dem, og på samme måde som de forud havde deltes ligeligt om honorarer i forbindelse med tidligere handler. I stedet tilbød Mendes agenturet 80.000 pund.

“Agenturet siger, at man acceptererede dette beløb, der var væsentligt mindre end det, man havde krav på, for at bevare det gode forhold til Mendes, som havde de fleste af de yngre, portugisiske landsholdsstjerner på kontrakt ... Forholdet mellem de to agenturer brød endegyldigt sammen efter Mourinhos ankomst til Chelsea, hvor han skrev kontrakt med adskillige portugisiske spillere gennem Mendes – kontrakter som Formation ikke modtog noget som helst honorar for ...”

Sagen blev endnu mere kompliceret, da FA afslørede, at ifølge tallene havde Mendes slet ikke modtaget de 400.000 euro, som han påstod, men derimod kun 150.000 euro.

Ingen fra GestiFute har ringet til David Conn for at bestride bare en enkelt af de oplysninger, han fremkommer med. Det endte med, at de to selskaber indgik forlig uden om retten. GestiFute betalte Formation et betragteligt beløb.

Kun fire dage efter Ronaldos præsentation i Manchester og ti efter venskabskampen mod Sporting startede United deres Premier League-sæson mod Bolton Wanderers foran 67.000 supportere på Old Trafford.

Ronaldo troede, at han nu omsider kunne tage tilbage til Lissa- bon og hente sine ting den weekend. Men om fredagen meddelte Ferguson til Cristianos overraskelse, at han var med i truppen til Bolton-kampen.

Startformationen så således ud: Tim Howard, Phil Neville, Rio Ferdinand, Mikael Silvestre, Quinton Fortune, Nicky Butt, Roy Keane, Ryan Giggs, Ole Gunnar Solskjær og Ruud van Nistelrooy.

Med hos Bolton var blandt andet Iván Campo, Jay-Jay Okocha og Kevin Nolan. Det var spillet 61 minutter af kampen, og hjemmeholdet havde en spinkel føring på 1-0. Sam Allerdyces tropper havde bestemt ikke opgivet ånden.

“Varm op.”

Fergusons ordre fik hjertet til at hamre i brystet på Cristiano. Fansenes klapsalver ned mod den nye spiller rummede større forventninger end normalt til en, der var så ung. Men abonnenterne på kanalen Manchester United TV havde allerede udbredt sig i lyriske vendinger om det portugisiske stjernefrø.
Både fansene og klubben håbede, at Ronaldos ankomst kunne få folk til at glemme Beckhams afrejse.

En høj, tynd dreng stod klar til at komme på banen; hans ankler var snøret godt ind, og han havde stadig de to lyse striber i håret.

“Jeg anede ikke, hvem han var,” mindes Sam Allerdyce.

Han skulle spille højre kant i angrebet og erstattede Nicky Butt. Hans første boldberøring gik udmærket. Det gav ham selvtillid. Den Ronaldo, der kom på banen nu, var som ham, der havde
spillet med i venskabskampen mod United. Direkte, anderledes, angrebslysten, modig og selvsikker. Han havde kun blik for at lave mål. Han angreb venstrebacken Nicky Hunt og centerforsvareren Ricardo Gardner, der gradvist faldt længere og længere tilbage på banen. Den forventningsfulde larm hos tilskuerne steg markant, hver gang han fik bolden.

Oppe i presselogen havde uroen bredt sig. Journalisterne sad ude på kanten af deres sæder. De vidste, at de skulle give deres reportager en ny vinkel nu.

United scorede yderligere tre mål i kampens sidste halve time. Ro- naldo var med i opbygningen af målene, og han skaffede sit hold et straffespark, som van Nistelrooy dog brændte.
Ingen talte om den afrejste David Beckham, eller om Ryan Giggs' mål. Ronaldo scorede selvfølgelig titlen som “Man of the Match”.

Kampen var forbi, men Ronaldo kunne have spillet en til fra start.

“Fantastisk,” sagde Ferguson efter kampen. “Han ligger et niveau over de andre,” tilføjede Allerdyce.

Ronaldo fik sin førsteholdsdebut for Sporting som 17-årig og for Manchester som 18-årig. Fire dage senere fik han sin debut på det portugisiske A-landshold under Luiz Felipe Scolari i en venskabskamp mod Kasakhstan.

Det hele var gået meget stærkt. Men kampene mod Manchester United i Lissabon og mod Bolton skabte falske forventninger.
Således var hans nye holdkammerater endnu ikke overbevist om, at hans stil passede til Premier League. Og på en måde fik de ret – alle hans næste skridt var ned ad bakke.

Hvis Ronaldo kunne gøre alt det på en halv time, hvad ville han så ikke være i stand til i løbet af en hel kamp? Og hver uge. Vi vinder ligaen igen. Og Champions League. Fansene tog standardlogikken i brug over for den nye portugiser.
To kampe senere havde Ferguson ham med fra start i hjemmebraget mod Wolverhampton. Den tidligere United-back, Denis Irwin, gav ham ikke en centimeters luft. Så snart den unge spiller modtog bolden, sad Irwin på ham og forhindrede ham i at dreje rundt med bolden. Han blev skiftet ud efter 67 minutter. Han havde spillet dårligt. De medrejsende Wolves-supportere sang: “Han er ikke den rigtige Ronaldo” og “Sikke et spild af penge!”

Cristianos fodbolduddannelse var lige begyndt.
Leicester City-angriberen James Scowcroft har fortalt, hvordan hans træner, Micky Adams, gav ham besked på at “vise Ronaldo, hvad engelsk fodbold handler om.” En “velkommen til Premier League”-tackling eller noget i den stil. I England er hårde tacklinger et manddomstegn, og det er måske derfor, engelsk fodbold synes at stå i stampe i forhold til mere progressive fodboldnationer.

“Jeg prøvede at gøre, som bossen krævede,” indrømmede Scowcroft, “men så kikkede jeg mig over skulderen og opdagede, at Ronaldo allerede var 20 meter foran mig.”

Måske var Leicester ikke i stand til at give Ronaldo den velkomst, de dirrede efter, men de øvrige forsvarere i Premier League gik meget langt for at gøre det. “Selv Atlas var sunket i knæ under de tacklinger, han blev udsat for i Charlton,” beklagede Ferguson sig efter et besøg i det sydlige London.”

Det var benhård behandling af højeste kaliber. Og Ronaldo reagerede dårligt på det. Hans brokkerier, overdrevne fald og diverse udgaver af “svanens død” tegnede et billede af en frustreret spiller. I sine følelsers vold. Udlænding. Han fik den form for blakket ry, der kan ødelægge karrierer.

Men hans udfordringer var også enorme, hvis han ønskede at overleve i Premier League. Han var tvunget til at undgå de grove tacklinger – og mere til. Han var nødt til at ændre sin fysik og sin fodboldstil. Ganske enkelt.

I ethvert omklædningsrum er rollerne klart defineret. Managerens assistenter er der for eksempel for at gøre livet lettere for spillerne. Ude på Carrington-træningsanlægget havde Ferguson én, der aldrig henvendte sig til spillerne for at høre, hvad de havde brug for. I stedet ventede han på dem i fitnesslokalet. Tavs. Siddende på sin stol. Tålmodig. Da Ronaldo opdagede denne mand, så han ham direkte i øjnene og sagde:

“Jeg vil være verdens bedste fodboldspiller, og du skal hjælpe mig.”

Ronaldo hang især ud med den gruppe spansktalende spillere (Quinton Fortune, Diego Forlán og Ruud van Nistelrooy), som han havde haft det godt med lige fra starten. Senere blev gruppen udvidet med målmanden Ricardo, fitnesstræneren Valter di Salvo, Gerard Piqué og Gabriel Heinze. Portusiseren talte et pudsigt, gebrokkent engelsk, men han behøvede ikke at sige ret meget.

De havde “læst” ham med det samme.

“Han gik rundt med fremskudt bryst. Han var meget selvsikker.

Han så dig direkte i øjnene,” fortæller Phil Neville. Mange unge spillere havde passeret gennem dette omklædningsrum uden at turde så meget som løfte blikket for at se på Roy Keane, Gary Neville og Ryan Giggs. “Satans til knægt,” tænkte Neville, da han opdagede, at Ronaldo uden videre mødte hans blik. “Jeg sammenlignede ham med Cantona. Cristiano ankom hertil og sagde: ‘Det her er ikke for stort. Det er her, jeg hører til.'”
Selvfølgelig har den type opførsel en pris. Man slipper ikke uskadt fra den.

De nye drenge klæder sig for eksempel normalt ret diskret. Men ikke Ronaldo. Hans smag for det hotteste inden for mærkevaretøj passede ikke rigtig ind.

“Han ankom til træning i noget kluns, som om han var på vej til en glad aften i byen.”

“Han klædte sig, som om han inden for de næste ti minutter enten ville møde premierministeren eller sin kommende kone.”
Vitserne kom strømmende fra dag ét. Konstant.

“Han gik kun i stramtsiddende tøj. Armani eller hvad det nu hedder. Og bukserne sad som malet på ham. Det var formentlig stilen i Portugal. Og hvilken stil! “Er det overhovedet plads til overs dernede i midten, gassede vi ham,” mindes Quinton Fortune.

Eller: “Ronnie, du skulle lige ta' og se dig selv i spejlet.”

De tog pis på hans hår og hans sko. På hans næsten gennemsigtige T-shirts. Hans solbriller. Hans hår og hans hud. Ronaldo havde straks fra starten besluttet at give sine tænder en grundig behandling, og han brugte også hudplejeprodukter.

“Han var helt sikkert for fint klædt på til træning,” siger Gary Neville. “Men på den anden side ... standarden skulle være høj.

Jeg har aldrig glemt min egen ungdomstræner, Eric Harrison. Han sagde altid, at vi repræsenterede Manchester United, uanset hvad vi foretog os, og at vi skulle se pæne ud i tøjet, have nyvasket hår og være nybarberede. Jeg gennemførte det aldrig helt, men Cristiano så altid ulastelig ud. Hans støvler skulle være meget grundigt renset, træningstøjet skulle være perfekt, det absolut bedste, selv til træning. Og håret skulle bare sidde.”

Og så var der episoden med spejlet ... Åh ja, spejlet. Mere om det senere. Ronaldo blev irriteret, det værste man kan blive i sådan en situation. “Vi fik fremkaldt en reaktion hos ham, og så kørte vi selvfølgelig løs,” siger Fortune. “Hvis han bare havde ignoreret os, tror jeg, vi var holdt op.”

“Ronnie – kunne nogen finde på at sige – vi har hørt, at du bare holder den trøje varm for David Beckham. Og du må godt bruge hans skab, indtil han kommer tilbage. Men han bliver ikke glad.”

Og hvis Ronaldo prøvede at svare igen, lød det fra Fortune, Rio eller en af de andre: “Lad os tale sammen, når du har prøvet at spille med i en VM-turnering.” Hvorpå det lød fra resten af koret: “Av, Ronnie, der tog han røven godt og grundigt på dig!”

Typisk gas i et omklædningsrum.

“Når jeg tænker tilbage, var det et nådesløst omklædningsrum. Man skulle være hård i filten for at klare sig igennem det,” indrømmer Gary Neville. “Jeg tror, det hærdede ham helt enormt.”

Hans spil var muligvis magisk, men det kunne man helt sikkert ikke mærke på behandlingen af ham i omklædningsrummet.

En lille observation: Når det drejede sig om udstyr, krævede han aldrig særbehandling. “Det udstyr, der blev lagt frem, var fint nok med ham. Han tog sine bomuldsstrømper på inden træningen og løb ud på banen,” har udstyrsmand Ian Buckingham fortalt.

“Er det mit træningstøj? Så er det dét, jeg bruger.”

Ude på banen lå magien alligevel ikke gemt i det, man havde på.

Og de lyse striber? De blev, hvor de var, i yderligere to uger, hvilket må opfattes som en mindre triumf for portugiseren i betragtning af, hvor meget han måtte høre for dem. Scoles og Ferdinand tabte det slag.

“Før hver eneste kamp er han igennem det samme ritual,” har Wayne Rooney afsløret. “Spilletøjet kommer på, støvlerne kommer på. Hurtigt derefter vender Ronnie sig om mod sit spejlbillede og stirrer på det, mens han psyker sig selv op til matchen. Hvis der findes et menneske med større tiltro til sig selv end Ronaldo, så har jeg ikke mødt ham endnu.”

Hvilket leder videre til spejlhistorien. Da han ankom til United, valgte Cristiano ved et sært tilfælde netop det skab, der var placeret lige over for spejlet. Dette valg har været genstand for diskussion lige siden.

Nogle hævder, at spejlet slet ikke var der i starten. “Det var ham, der fik sat et to meter højt spejl op,” har Phil Neville sagt. “Han var den første, der fandt på sådan noget i Manchester United.”
Var det virkelig, hvad der skete?

Quinton Fortune har en anden version af historien. “Vi fik endda sat et spejl op på indersiden af hans skab, så han kunne kikke på sig selv.”

Virkelig? Var det spillerne, der styrede det?

“Jeg ved kun,” siger Gary Neville, “at ét, han havde et skab; to, der hang tilfældigvis et stort spejl på søjlen lige rundt om hjørnet over for det sted, hvor han skiftede tøj. Og tre, det passede ham godt.”

Udstyrsmand Alec Wylie, en af disse detaljernes mestre, skal få det sidste ord.

“Det gamle omklædningsrum var meget lille, og vi fik det fikset lidt op på et tidspunkt. Der hang kun ét spejl ude i baderummet, så Stu, vores altmuligmand, fik hængt et helfigurspejl op derude. Da spillerne vendte tilbage til det nyindrettede omklædningsrum, skulle Ronaldo bare have det skab lige over for spejlet. Og siden den dag kunne han ikke gå forbi det uden lige at tjekke sig selv.”

I sin bog har Roy Keane beskrevet Ronaldo som “en flot fyr, og han vidste det. Han var forfængelig – foran spejlet. Han var en stor fyr, lidt af et muskelbundt. ‘Se dig bare mæt,' tænkte jeg.

Når jeg så nogle af de andre gutter stå foran det spejl, tænkte jeg snarere: ‘Ja, du er en fucking guldklump'. Men Ronaldo havde en særlig uskyld over sig og en stor venlighed. Jeg tror aldrig, han slappede af på den front, men spejlet betød aldrig mere for ham end måden, han spillede på. Det var altid min klare fornemmelse, at fodbolden var hans store kærlighed.”

Forfængelighed spillede helt klart en rolle i beslutningen om at vælge netop dét skab i omklædningsrummet. Den mest fascinerende fortolkning af hans forhold til spejlet vender vi tilbage til.

Han lod sig ikke dupere af, at han stod over for Roy Keane, Giggsy eller Scholesy. Han afprøvede sine boldtricks på dem alle sammen. Men samtidig førte hans voldsomme trang til at imponere ingen vegne hen. Han ville lave flere fodfinter, flere tunneller og flest mulige dribleture gennem en flok modstandere. Indimellem betød det mere for ham end at være holdspiller og lave mål.

Først og fremmest forsøgte han at gøre sig fortjent til en plads i fællesskabet med sine holdkammerater og opnå deres beundring.

“I begyndelsen sagde han ‘jeg kommer forbi dig', hvilket sikkert var hans måde at udtrykke på, at han var den bedste,” røber Quinton Fortune. “Han sagde ordene med det ansigtsudtryk, han har på, når han scorer og peger på sig selv, som om han vil sige: ‘Jeg er Ronaldo'. Den eneste ene.”

Hvis nogen balancerede med bolden på nakken, gentog Cristiano kunststykket kort efter med nogle variationer. “Se, jeg kan også,” sagde hans blik. “Han må have øvet sig i dagevis,” kommenterede Fortune. “Hvad er der i vejen med den fyr? Han er jo helt besat,” var den generelle reaktion.

Ronaldo er, for nu at bruge et af Pep Guardiolas udtryk, en “idé-tyv”. Han kan lide at kopiere et trick, han ser i omklædningsrummet, på tv eller YouTube. Han afsætter timer til at lære tricket og ender med at kunne det eller ligefrem forbedre det.

“Spillere, der er så selvsikre, bliver testet de første de måneder,” siger Phil Neville. En dag gik Scolesy på ham med en meget grov tackling. Den følgende dag var det Roy Keanes tur. Det var deres måde at vise ham, hvornår han skulle drible, og hvem han skulle passe på med at snyde i én-mod-én-situationer. Først og fremmest ville de pille hans arrogante attitude af ham.

“Jeg testede ham også,” fortsætter Phil Neville. “Han havde lidt af den holdning over sig, at han sagtens kunne tage røven på os, og så gjorde han det én gang, to gange, tre gange. Men bang, så fik han en herretackling af Gary, og af Gabriel Heinze ... Han blev sparket ned igen og igen, men han kom aldrig ind i omklædningsrummet efter træning og surmulede.”

Nogle mener, at netop disse uskrevne regler gør, at middelmådige spillere kan overleve i Manchester United – ved at slagte holdkammerater, der lugter af talent. Det kan i hvert fald sagtens tolkes som en forsvarsmekanisme mod mere talentfulde spillere, men det er også en måde at tænke fodbold på. Hvis det står 0-0, skal du ikke lave disse unødvendige tricks. Hvis det står 1-0, skal du heller ikke lave de unødvendige tricks. Og det samme gælder i øvrigt, hvis det står 3-0 eller 5-0. Ingen overflødige lækkerier, tak. I United går man altid direkte efter den mest effektive måde at besejre modstanderen på.

“Vi førte 4-0 hjemme på Old Trafford, og jeg kan huske, at jeg jag- tede ham, fordi han prøvede at chippe bolden op i krogen i stedet for bare at score normalt til 5-0. “Hold op med det dér!” råbte jeg. Han kan sikkert huske det endnu!” har Gary Neville fortalt. Og den tidligere højre back havde selv lært det af navne som Bryan Robson, Steve Bruce, Roy Keane, Gary Pallister og Peter Schmeichel.

“Klubben har den arbejderklassefilosofi, som dominerer byen,” siger Fergusons assistent Mike Phelan. “Arbejd hårdt og gå til dem. De fikse ting? Ja, okay, en gang imellem. Men det handler mere om brutal kraft.”

Mens Ronaldo var ved at lære, hvordan han skulle slippe bolden på det rigtige tidspunkt, var det stadig angriberne, der havde det sværest i United. Især én bestemt, og det var såmænd ingen anden end holdets topscorer.

Der er ingen grund til at dvæle yderligere ved klubbens særlige kultur, men jeg vil alligevel gerne have følgende betragtning med. I Portugal er den britiske indflydelse stærkt udbredt, men landets indbyggere er stort set katolikker alle sammen.

De psykologiske forskelle i moral mellem katolikker og protestanter er for kompliceret et emne til at komme ind på her. Men helt generelt kan man sige, at der hersker en mere laissez faire-agtig holdning til moralske spørgsmål blandt de europæiske katolikker end det, de mere stivnakkede britiske protestanter tillader. Det er der gode grunde til.

Den protestantiske revolution i England adskilte sig fra den tilsva- rende i andre nordeuropæiske lande ved i bund og grund at handle om politik og ikke om teologi. Den Anglikanske Kirke tog en rigoristisk tysk lutheranisme til sig med dens fokusering på hårdt arbejde og et strengt moralsk livssyn baseret på De Hellige Skrifter.

I slutningen af 1500-tallet var England en ø i krig med det katolske Europa. Den katolske kirke endte til syvende og sidst med at lide nederlag i kampen for at hævde pavens åndelige overherredømme, og England satte fuld kraft på at skabe sin egen markante kirkeretning, den anglikanske.

Hvad der derpå fulgte i England og senere i Storbritannien gene- relt var fire århundreder med stadig dybere fjendskab mod alt, hvad der lugtede af at være “romersk”, med andre ord det katolske Europa.

De ufravigelige grundværdier med hårdt arbejde, loyalitet over for kronen, familieværdier og national overlegenhed nåede deres absolutte højdepunkt i den victorianske tidsalder, hvor dronningen, kejserinden og overhovedet for Church of England herskede over et helt imperium. Victoria var det levende symbol på, at Gud virkelig måtte være englænder, og at englænderne følgelig var hans udvalgte folk. Hvordan skulle man ellers kunne forklare en sådan global magt? Britisk overlegenhed og en forkærlighed for at opfatte britiske normer som de eneste, der betød noget, er gået hen og blevet dybt forankret i den britiske nationalkarakter.

En sidste ting inden vi fører alt dette tilbage til fodbold: Den protestantiske etik bygger rigoristisk på loven. Regler er lavet for at blive fulgt. To årtusinder med katolsk moralsk overherredømme førte til en mentalitet, hvor man søgte at omgå reglerne uden at afskære sig fra retten til den evige frelse. Man kunne jo altid skrifte, hvis tavlen skulle vaskes ren. Folk i katolske lande går generelt ikke voldsomt meget op i regler. De er mere interesseret i at omgå dem uden at blive opdaget. Hvilket er forklaringen på, hvorfor der eksisterer korrup- tion i disse lande, også i mit eget. Det er en del af kulturen. Jeg tror, at meget af ovennævnte i bred forstand kan overføres direkte på fodbolden.

Følelsen af, at de britiske værdier er alle andre nationers moralsk overlegne, kommer især tydeligt frem, når man oplever det, der i briternes øjne er grov mangel på fairplay – det vil blandt andet sige at foregive en skade og filme sig til et frispark eller straffespark. Den slags bliver ofte fremhævet som eksempler på en hel nations råddenskab.

Og ja, engelske spillere bruger også kneb som at filme, men det forklares som regel med, at de pågældende har været udsat for “overdreven fremmed indflydelse” eller mangler sans for britisk sportslighed!

På den anden side må man erkende, at den meget anderledes hold- ning til regler alt for ofte får spillere i de katolske lande til at prøve at narre dommeren – og de jubler, hvis de slipper af sted med det. Når en spiller laver “svanens død” i straffesparksfeltet, styrter det andet holds forsvarsspillere hen til dommeren og trygler om, at han ikke lader sig narre. I England retter den første vrede sig mod den spiller, der har lavet nummeret. Hvordan kunne du finde på det? synes modstanderne at sige. Det er for groft at bryde reglerne på den måde!

Dette er kun toppen af et kulturelt isbjerg, som blandt andet er med til at forklare, hvorfor spaniere og portugisere på den ene side og englændere på den anden ikke altid kan blive enige om, hvad der skal til for at skabe en god kamp, eller hvilke spillere der fortjener mest ros.

I stedet for at drible ned mod baglinjen og smække bolden indover oplevede folk mere Ronaldo som en spiller, der fjollede rundt på banen. Manden, der tog løb ind i boksen med en præcis afvejning af rumgeometri, fart og finter, var begyndt at irritere:

“Jeg kan ikke spille sammen med den fyr. Han sender aldrig bol- den ind i boksen,” råbte en frustreret Ruud vand Nistelrooy tit efter træning. “Jeg kan ikke lave mine løb, fordi han ikke spiller bolden!”

Ved enkelte lejligheder hørte Rio Ferdinand endda den hollandske angriber sige, at han ikke ville spille sammen med Ronaldo igen.

“Jeg tror, Ruud var vant til David [Beckham], der sendte bolden indover hver eneste gang, han havde den,” forklarer målmanden Edwin van der Saar. “David havde ikke farten til at drible forbi en modstander, så han måtte gøre noget andet. Ronnie havde både farten og driblingerne.”

Cristiano var en wing med en boksangribers sjæl. Eller en boksangriber, der var sendt i eksil ude ved sidelinjen. Der lå også noget andet i den konflikt, et mere menneskeligt element. Van Nistelrooy, der scorede 150 mål i løbet af sine fem sæsoner i klubben, var Uniteds store stjerne, da Ronaldo ankom. Men pludselig begyndte den radmagre portugisiske driblekonge at få fansene over på sin side.

Og situationen blev kun værre. “De havde nogle skænderier,” har Ferdinand røbet. “Ved en enkelt lejlighed sparkede Ruud van Nistelrooy ham. Jeg sparkede så Ruud for at beskytte Ronnie lidt. Ruud slog ud efter mig med et knytnæveslag, men ramte mig ikke.”

Den hændelse fandt sted lige op til den sidste turneringskamp i sæsonen 2005-06 mod Charlton. Cristiano startede inde, mens hollænderen slet ikke blev udtaget til truppen. Van Nistelrooy havde spillet sin sidste kamp for United.

Gennem halvandet år kom Rio Ferdinand med det samme budskab til Cristiano før hver eneste kamp: “Mål og assists!”
Andre spillere mindede ham om, at han skulle blive stående på benene, fordi alt hans filmeri kostede holdet point. Han blev ganske vist udsat for tacklinger af næsten enhver art, men hans overdrevne reaktioner og skuespil fik negative konsekvenser hos dommerne.

Ferguson måtte tage Ronaldo i skole efter en kamp mod Leeds:

“Hør nu her. Vi blev snydt for et straffespark og en masse frispark i Leeds, fordi dommerne tror, du lader dig falde alt for let. Derfor fløjter de ikke. Og i vores næste kamp mod Charlton buhede folk, hver gang du fik bolden, og det kan have en negativ virkning på udeholdet. Du lader dig falde for let!”

“Han havde alvorlige vanskeligheder, fordi han ikke var stærk nok; det er rigtigt, at han faldt tit og let. På det tidspunkt mener jeg ikke, han havde styrken til at spille 90 minutter,” siger Phil Neville. “Jeg er ikke sikker på, han overhovedet forstod, hvad det indebar at spille på et hold, at bevare topformen og ofre sig selv. Hans særlige evner betød, at holdet skulle bygges op omkring ham, ikke omvendt. Men han skulle gøre sig fortjent til det først.”

Selv om Ronaldo kunne spille kant i begge sider, placerede Ferguson ham altid foran Gary Neville, så veteranen kunne styre ham med snak, skældud og ros.

“Når vi skulle spille en af de vigtige kampe mod Arsenal,” husker Phil Neville, “var det afgørende vigtigt, at Ronaldo var i absolut topform. De havde Pirès på den ene kant og Ljungberg i modsatte side, så der var simpelthen ikke råd til nogen form for huller hos os. I de træningspas, der førte op til de kampe, var der en masse fokus rettet mod Ronnie, især de første år: Var han nu også i tilstrækkelig god form?”

Men uanset hvad glemte han alligevel ofte sine pligter. I den første sæson i klubben var manageren hård ved ham.
I Ronaldos første kamp på hjemmebane efter at have skrevet kontrakt med Manchester United mødte de Benfica i en Champions League-gruppekamp, og til sidst kunne Ferguson kunne ikke længere styre sig. Tingene var ikke gået efter planen, eftersom portugiserne havde vundet den første kamp i Lissabon med 1-0. Den portugisiske wing, der brugte kampen på at bevise, at han hørte hjemme i Premier League, havde en rigtig dårlig dag på kontoret. Og Ferguson viste ingen nåde.

“Hvem tror du egentlig, du er? Én, der prøver at spille for sig selv? Du bliver aldrig til noget, hvis du fortsætter med det!”

Ronaldo begyndte at græde.

De andre spillere lod ham være. “Han havde brug for at lære gamet,” siger Ferdinand. “Det var et budskab fra hele holdet og ikke bare fra Ferguson: Alle mente, at han havde brug for at blive klogere.”

Efter skideballen og nogle tårer var portugiserens reaktion den samme som altid: at arbejde videre til træning for at blive bedre.
Forudsigeligt nok kørte de øvrige på ham i den periode. Et par uger senere blev Ronaldo mindet om episoden af Quinton Fortune og Rio Ferdinand.

“Nu sidder han og græder i omklædningsrummet igen!”

“Fuck off, mand. Det er løgn!”

“Tudefjæs, tudefjæs!”

Ferguson vidste, at efter stokken måtte han også frem med guleroden – det var den bedste måde at værne om den purunge mands særlige talent på. Alec Wylie husker det sådan: “Med jævne mellemrum spurgte manageren Ronaldo foran hele truppen: ‘Hvorfor driblede du i stedet for at lægge bolden indover?' Han kunne endda finde på at råbe, men aldrig særlig højt. Og når Ferguson var færdig med at skælde ud, gik han hen og satte sig ved siden af Ronaldo og forklarede, hvorfor han var på nakken af ham. ‘Du må ikke lade dig gå på af det, men du er nødt til at indse, at engelsk fodbold ikke er som derhjemme.'”

Ferguson havde aldrig behandlet nogen spiller med samme respekt og varme, som han udviste over for Ronaldo. Da Ronaldo ankom til Manchester, boede han på hotel i starten, men der gik ikke lang tid, før han lejede et hus, hvor hans mor og søskende kunne bo i længere perioder.

“Han holdt aldrig op med at brokke sig over vejret,” husker Alec Wylie med et smil. “Hver eneste dag sagde han: ‘Solen skinner jo aldrig her. Lortevejr. Lortevejr. Lortevejr.' Og det blev ved i seks år. Et år spillede vi en Champions League-kamp mod Porto. Vi fløj til Portugal, og det regnede nonstop, så det var det eneste, han fik. Lortevejr, lortevejr, lortevejr. Hans eneste kommentar var: ‘Det er jo heller ikke Lissabon.'”

“En vinterdag tog vi fra Manchester til Newcastle omkring klokken to om eftermiddagen,” fortæller Mike Phelan. “Det var lyst i Manchester, da vi satte os ind i flyet, men det var mørkt i Newcastle, da vi landede. Jeg husker stadig Cristianos umiddelbare kommentar: ‘Hvor er alt lyset blevet af? Hvem har slukket lyset?'”

“Jeg kunne li' knægten med det samme,” skriver Roy Keane i sin bog. “Han havde et behageligt væsen og en god indstilling ... Jeg fulgte ham nøje til træning de første dage og blev overbevist om, at han ville udvikle sig til at blive en af verdens bedste fodboldspillere. Det sagde jeg ikke noget om offentligt, for jeg har aldrig brudt mig om at sætte en spiller op på en piedelstal for tidligt, eller at skubbe ham ned fra den. Men kropsbygningen og hele fremtoningen var der. Også en smule arrogance ... Men lige fra dag ét var han en af de hårdest arbejdende spillere i Manchester United.”

Der var endda voksende forståelse for hans perfektionistiske brug af modetøj. “Sådan var David Beckham også,” siger Gary Neville. “Men selv David havde dage, hvor han gik meget afslappet påklædt. Andy Cole var ulastelig i sin påklædning, og Ryan Giggs var også knivskarp på den front, men de nåede ikke op på siden af Cristiano. For ham skulle hver eneste dag være den rene perfektion. Alting skulle passe sammen og ligge klar.”

Gary Neville kommer ind på et fascinerende element under samtalen: “Lige fra starten kunne man se, at Ronaldo var som Beckham – de ønskede begge at nå længere end blot til fodbold. De var store spillere, men de ville mere end det. Fodbold var tilsyneladende ikke nok for dem.”

Ronaldo fandt sig efterhånden nye allierede, såsom Carlos Queiroz, der vendte tilbage som Fergusons assistent i spillerens anden sæson i klubben. “Carlos var ved at eksplodere over nogle af de tacklinger, Ronnie blev udsat for,” røber Phil Neville.

“Men jeg tror, at sir Alex holdt Carlos tilbage, fordi han troede, at lidt hård behandling ville være godt for knægten.”

Cristiano brugte tre år på at komme helt ned i de små detaljer sammen med den italienske fitnesstræner Valter di Salvo, der så en form for “den perfekte storm” i den udvikling, spilleren gennemgik: “Vi er alle påvirket af vores omgivelser, af de mennesker, vi bor sammen med og af dem, der hjælper os ned ad de stier, vi følger. Mange ting skal falde i hak for at bringe det bedste frem i os – detaljer, der ikke i sig selv ser ud til at have nogen særlig betydning.”

Di Salvo henviste til, hvordan “Manchester United var det ideelle sted for en som Ronaldo, og Ferguson var den ideelle manager på grund af sin erfaring og det personlige forhold, han skabte til sine spillere: Han får det bedste ud af de unge gutter og skaber den perfekte struktur rundt om dem, en slags boble, så spilleren kan udvikle sig i fred og ro uden at opleve frygt og overdrevent pres.”

“Ferguson har to sider, og de har begge hjulpet med til, at jeg er blevet den, jeg er nu,” erkender Ronaldo. “Jeg lærte noget af ham hver eneste dag og vidste, at uanset hvor meget jeg forbedrede mig, kunne han altid lære mig nye ting. Hver eneste råd, han gav mig, har gjort mig til et bedre menneske. Han var som en reservefar for mig lige fra den allerførste dag, jeg ankom til Manchester. Jeg respekterer ham ikke bare, jeg nærer den samme hengivenhed for ham, som en søn føler over for sin far.”

Sir Alex stødte på utallige uslebne diamanter i løbet af sin lange karriere som manager, men udviste aldrig den samme tålmodighed over for de andre, som det var tilfældet med Ronaldo. Og selvom det “til syvende og sidst handler om forretning” for skotten, vil vi aldrig få et klart svar på, om Fergusons kamp for at få Ronaldo til klubben udelukkende skyldtes hans enorme potentiale, eller om den gensidige sympati mellem de to også spillede en rolle.

“Sir Alex taler meget med sine spillere,” siger Phil Neville. “Men hvis man ser videooptagelser af Ferguson i samtale med Ronaldo, har han altid armen om hans skulder.” Til gengæld gav Cristiano ham alt, hvad han havde i sig hver eneste dag – eller “hjerte og sjæl”, som spilleren selv udtrykte det engang.

Ferguson opdagede, at spillere, der er vant til et varmt, solrigt klima, lider voldsomt, når disse ydre omstændigheder bliver taget fra dem. Han var også klar over de vanskeligheder, som udlændinge støder på, når de flytter til Storbritannien – og hvor hård konkurrencen er. Det var derfor, han besluttede at give Ronaldo fri en uge indimellem, så han kunne tage hjem til Madeira. De to fandt så i fællesskab på historier om Ronaldos helbredstilstand eller udnyttede en karantæneperiode, så han kunne tage hjem og få ladet batterierne op i fred og ro.

Som Pep Guardiola har sagt, vil alle spillere gerne føle sig som noget specielt. De ønsker, at træneren skal elske dem, og om muligt endnu højere end alle de andre. Det var dét, sir Alex kunne tilbyde.

“Alle spurgte, hvorfor netop han skulle have særbehandling, og svaret lød: ‘Rolig nu, kammerat, din tur skal nok komme'” har Mike Phelan fortalt.

“Hvad Ronnie end ønskede, så fik han det,” siger Quinton Fortune. “Manageren kunne finde på at sætte spilletempoet ned bare for at beskytte Ronnie, så han ikke røg ind i for mange hårde tacklinger eller blot for at give ham den frihed og følelse af selvtillid, som han allerede havde i forvejen.”

“Ronnie er den eneste spiller, som nogensinde har fået denne besked af Ferguson: ‘Du behøver ikke at komme med tilbage. Bliv oppe foran og se, hvad modstanderne finder på,'” har Ole Gunnar Solskjær fortalt. Nordmanden tilbragte 11 år i klubben og var tæt på Ferguson.

De andre spillere måtte acceptere, at Ronaldo var anderledes. Ryan Giggs udtrykte det således: “Hvad er fidusen ved at holde dem i stramme tøjler, hvis de er så gode? Men det kunne være frustrerende for os andre, at hvis man spillede en dårlig kamp eller underpræsterede på anden vis, så risikerede man at få en hårtørrer i hovedet fra sir Alex.”

Truppen lavede jokes om det særlige forhold mellem manageren og vidunderbarnet, og der blev blandet lidt misundelse ind i morskaben: “Han er din far; han er din far!”

Den manglende faderfigur i hans liv har betydet, at Ronaldo sav- nede en rollemodel. Resultatet er, at han har viet en del af sit liv til at finde én, og autoritære skikkelser som Ferguson og Jorge Mendes har udfyldt hullet.

Manglen på faderkærlighed har også været en magnet, der tiltrak trænere. “Han udstrålede noget drenget, som gav én lyst til at elske ham, hjælpe ham og bringe ham frelst igennem alle vanskeligheder,” siger Mike Phelan.

Men den rigtige far, Dinis, ønskede ikke at blive en del af den verden og tog kun meget sjældent til Manchester. Og når han så endelig drog af sted til England, nød han altid at vende hjem til Madeira igen.

Ferguson havde sat Ronaldo på bænken i en betydningsløs kamp mod West Ham. Med et lille smil spurgte spilleren, om Ferguson havde hørt den helt nye sang, fansene brugte om ham. Fergie kendte godt den sædvanlige sang: “Han spiller til venstre, han spiller til højre, knægten Ronaldo ... lalala.” Den nye version lød: “Han spiller på bænken, han spiller på bænken ...” Det fik sir Alex til at udstøde et latterbrøl.

Ingen talte til sir Alex på den måde. Og da slet ikke en ny, ung spiller.

“Han lavede et herligt nummer med manageren en dag i omklædningsrummet,” har John O'Shea fortalt. “Det var før en kamp. Jeg tror, han gemte sig under en af behandlingsbriksene, og så kunne han noget med at trille en bold hen imod dig. Når du så ville stoppe den med foden eller hånden, fik han den selv stoppet, inden du nåede at gøre det. Han havde noget tape af en slags, så han kunne rulle den et bestemt stykke hen mod manageren, som selvfølgelig skulle til at samle den op. Men i næste øjeblik popper Ronaldo frem under brik- sen og snupper bolden, mens vores manager står foroverbøjet og er lige ved at miste balancen. Hele omklædningsrummet eksploderede, og det var bare én af mange situationer. Jeg husker den især, fordi sir Alex blev rødglødende i nogle minutter, men det gik jo hurtigt op for ham, at der bare var tale om en practical joke.”
135

Men uanset hvad var det svært at få øje på de store fremskridt hos Ronaldo den første sæson. Tvivlen rådede stadig omkring ham.

“Jeg var en af dem, der tvivlede,” indrømmer Ryan Giggs. “Jeg spurgte mig selv, om han nu også var den ægte vare. Hans præstationer var for ujævne, han traf forkerte beslutninger, og han ville for meget på én gang.”

I mellemtiden blev Ronaldo ved med at arbejde stenhårdt.

“Det har han sine forældre at takke for,” siger Valter di Salvo.

“De har skænket ham muskelfibre, der trækker sig hurtigere sammen og giver en mere eksplosionsagtig fart. Det er ikke noget, man kan skabe alene ved træning. Han har fået fysik som en atlet og ikke bare som en almindelig fodboldspiller.”

“Han har enestående fysiske, tekniske og taktiske evner. Kombineret med den mentale styrke er det de fire egenskaber, der gør ham unik,” konkluderer di Salvo. Ronaldo har en meget kraftig acceleration, som til dels skyldes styrken i hans underkrop. Han er meget præcis og kan koordinere tekniske bevægelser i høj fart, et andet produkt af både hans gener og de mange, mange timer på træningsbanen.

Der er tusindvis af eksempler på, hvordan han forsøgte at forme sin egen krop og dermed skæbne. Det er ikke sandt, at han lavede 3.000 mavebøjninger hver dag, men det følgende er:
Ronaldo bad Alex Wylie om ti bolde. John Campbell, en anden udstyrsmand, der ikke kunne lide, at folk foretog sig noget uventet, råbte til ham: “Hvad helvede skal du bruge alle dem til?”

“Til at træne frispark med,” svarede Ronaldo.

“For satan da,” lød Johns reaktion. Han ville have alt udstyret med ind i vaskerummet. “Det er noget værre pis, Ronnie!”

“Det varer ikke så længe, John. Jeg vil være verdens bedste fodboldspiller. Jeg har brug for det her.”

Edwin van der Saar fortæller: “Efter hvert træningspas trak han mig til side, så han kunne øve frispark. ‘Tag Tomasz [Kuszczak] eller en anden.' ‘Nej, det skal være dig,' sagde han bare. ‘Jeg vil score mod den bedste.' Jeg så på ham og svarede: ‘Jamen Ronnie, du scorer jo aldrig mod mig!' ‘Vent bare. Jeg skal nok score. Jeg skal nok score!'”

“Og selvfølgelig scorede han nogle stykker mod mig med sine berømte skruede frispark,” tilføjer van der Saar. Men når jeg så spurgte, om han ville sende nogle indlæg ind til mig ude fra fløjen, tabte han noget af energien. Den slags kedede ham!”

“Jeg blev beskyldt for ikke at træne hårdt nok og være skadet hele tiden,” husker den franske angriber Louis Saha. “Så jeg begyndte at træne virkelig hårdt, hårdere end nogensinde før i mit liv for at være helt sikker på, at ingen brokkede sig. Så prøvede jeg noget af det, Ronaldo lavede, men jeg kunne ikke følge med ham. Han opfandt sine egne træningsøvelser, hvor han løb fra side til side på banen, eller en 100 meter markeret med kegler, hvor han driblede og accelererede fra kegle til kegle. Så hvilede han nogle sekunder og gjorde det igen. Acceleration er det, der udmarver dig i fodbold. Man laver øvelsen én gang, og det er så det. Men han gjorde det den ene vej, og så den an- den vej, tre eller fire gange. Det er umuligt for alle andre at gøre efter.”

Men Ronaldo havde ikke opfundet det hele selv. Han havde brug for klog rådgivning for at nå sine mål.



Optakter
Tirsdag d. 23/10, kl. 21:00
Man. United - Juventus
Tirsdag d. 23/10, kl. 21:00
Shakhtar D. - Man. City
Onsdag d. 24/10, kl. 18:55
PSV - Tottenham
Onsdag d. 24/10, kl. 21:00
Dortmund - Atlético Madrid
Onsdag d. 24/10, kl. 21:00
Barcelona - Internazionale
Podcast

Podcast - Cristiano med bæmund

Podcast - Ledelse, magt og Mourinho

Podcast - Landsholdskonflikt

Podcast - Status efter sommeren 2018

Podcast - 10 forudsigelser for 2018/2019

Podcast - United, Jose og klasse-mangel

Podcast - N'Doye, Kabongo og Superliga

Podcast - Ronaldo, Lemar og Hazard

Podcast - Den kolde langside

Podcast - det smukke spil/store følelser

Podcast - VM, krig og kokain

Podcast - Delaney's skifte til Dortmund

Podcast - VM-optakt del 2

Ronaldos sex-skandale

Om Ronaldo: Den største #MeToo-skandale?

- Ronaldo er blevet svækket allerede nu

Ronaldo-advokat: Anklagerne er falske

Podcast - Cristiano med bæmund

Ronaldo om voldtægtsanklager: Fake news

El Clásico - efterår 2018

Marcelo vil også væk

10 trænere der kan erstatte Lopetegui

Rakitić: Vi skal tage os sammen

Messi misser El Clasico

Ekspert om krisen - i Barça og Real

Real Madrid-træner: Jeg har opbakning

El Clasico gjort til højrisiko-kamp

Barca-spillere vil have Pogba

REAL-trouble

Fire La Liga-kampe = Tre Barcelona-point

Magasin-artikler
Flamengo vs. Fluminense eller Fla-Flu
Indkast.dk kigger nærmere på et af verdens mest rivaliserende fodboldopgør…
Den 14. oktober 2018 vil store del af Brasilien stå helt stille, for da bliver opgøret med de to Rio de Janeiro-rivaler Flamengo og Fluminense spillet omkring midnat dansk tid. Det er opgør, som i hjemlandet hedder ”Classico das Multidoes” eller blot ”Fla-Flu”, og som har en lang tradition.

Fluminese blev grundlagt i 1902 af den rige del af Rio de Janeiro, men godt ti år senere forlod det meste af holdet klubben efter en uenighed med bestyrelsen for at starte Flamengo – siden har der været en benhård rivalisering.

Siden har Flamengo og Fluminese vundet masser af brasilianske trofæer, så de har i den grad været med til at påvirke brasiliansk fodbold. Flamengo har ikke bare vundet flest mesterskaber – de betragtes også af mange som den største af hovedstadsklubberne. De er f.eks. aldrig rykket ud af den bedste brasilianske fodboldrække, hvilket blot fire andre hold har præsteret. Fluminese var i 1999 helt nede i den tredjebedste række.


Romario, Diego og Paqueta
Kigger man i historiebøgerne, har der været nogle gigantiske møder imellem de to rivaler. Som i 1941 hvor kampen blev omdøbt til ”Fla-Flu da Lagoa” med klar henvisning til Fluminense-spillernes behov for at sparke bolden væk – jah helt ned til den nærmeste Lagoa (som kan oversættet med sø), efter deres målmand havde brækket kravebenet og de ikke havde en erstatning med. De sidste seks spilleminutter af kampen skulle have taget over 30 minutter, og derefter blev ”Flu” kronet som mestre.

Det mest kendte opgør er dog opgøret lige før julen i 1963, hvor hele 194.603 tilskuere var til kampen på det legendariske stadion – Maracana. Ældre læsere kan måske også huske kampen i 1986, hvor Zico scorede fire mål i 4-1-sejren til Flamengo, eller da ”Flu” blev mestre i 1995, efter de var nede med 0-2 til netop Flamengo, inden Renato Gaucho lukkede med et sent mål 3-2, der sikrede Fluminese mesterskabet.

Netop Gaucho er en af få store spillere, der har spillet for begge klubber i nyere tid. Af andre kan man nævne Mario Zagallo, Edinho, Carlos Alberto og selveste Romario.

På det nuværende hold har Flamengo blandt andet den tidligere Valencia-keeper Diego Alves, den meget omrejste Paolo Guerrero, Diego med fortid i Juventus og Werder Bremen samt den ombejlede Lucas Paqueta og colombianeren Gustavo Cuellar. Hos Fluminese er der lidt længere imellem de genkendelige ”europæiske” navne – men det er ligegyldigt, når opgøret Fla-Flu starter på selveste Maracana…
Læs hele artiklen
Europa League – hold øje med
Redaktionen på Indkast.dk har fundet nogle spændende spillere at kigge på "om torsdagen"...
Marc Bartra – Real Betis
Den tidligere Barcelona-spiller er tilbage i Spanien efter en meget skadesplaget periode hos Dortmund. Kan forsvarsspilleren løfte Real Betis?


Amadou Haidara – Red Bull Salzburg
Er blevet omtalt som ”den næste Naby Keita”. Tottenham og Chelsea har indledt jagten på den 20-årige hårdtarbejdende midtbanespiller fra Mali. Haidara har kontrakt med østrigerne de næste fire år, men måske kan han bruge Europa League som udstillingsvindue til at komme til en af de største europæiske klubber.


Viktor Claesson – Krasnodar
Den svenske kantspiller eller offensive midtbanespiller er slået helt igennem i Rusland, efter han forlod Elfsborg i 2015. Han blev i sidste sæson kåret til den bedste spiller i Krasnodar.


Dimitri Payet – Marseille
Den elegante midtbanespiller kan blive en af de allerstørste spillere i denne Europa League-sæson. Hans elegante spillestil skal nok komme til sin ret ”om torsdagen”.


Julian Brandt - Bayer Leverkusen
Det er ganske rart, at ikke alle tyske talenter ender hos Bayern München. Den venstre kantspiller har flere gange afvist de sydtyske giganter, så nu kan vi andre glædes over ham i Europa League.


Alessio Romagnoli – Milan
Blev hentet hos Roma i 2015 og har taget Milano med storm. Her bliver han sammenlignet med klublegenden og den nyslåede leder Paolo Maldini. Den kølige måde at føre bolden frem og bevare roen er varemærker for begge spillere.


Lucas Torreira – Arsenal
I mangel på spilletid i Premier League kan den 22-årige defensive midtbanespiller fra Uruguay måske få en masse spilletid i Europa League og vise nogle af de gode takter, som han også viste under VM.


Andreas Christensen – Chelsea
Kunne man forestille sig, at den danske VM-spiller ville få lidt spilletid for London-klubben af samme årsag som Torreira?


Sergej Milinković-Savić - Lazio
På trods af tilbud fra mere prominente adresser, er den høje serber blevet i Lazio. Han er 23 år, og står på tærsklen til sit helt store internationale gennembrud.


Callum Hudson-Odoi - Chelsea
Måske bliver det til spilletid for den 17-årige englænder i Europa League. Så enormt spændende ud i optakten til sæsonen, og Sarri har valgt ikke at sende ham ud på lån. Hurtig og udfordrende. Den engelske Mbappe?


Steven Gerrard - Rangers
Liverpool-legenden har overtaget trænerposten i Rangers. Relativt uprøvet og Europa League i første sæson. Bliver det Zidane eller Neville?


Sander Berge - Genk
Vi fik et lille indblik i, hvad den 20-årige nordmand kan, da Genk ekspederede Brøndby ud. Spiller med stor autoritet og ro på trods af sin unge alder.


Ismaila Sarr - Stade Rennais
Den lynhurtige senegaleser har allerede repræsenteret sit land 17 gange i en alder af 20 år. Har mange af de samme færdigheder som landsmanden Sadio Mané.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Gylfi Sigurdsson – Manchester United-fan
Holdspilleren er ved at udvikle sig til en Premier League-profil – samt en nationalhelt på Island.
Den 24. oktober 2015 blev der skrevet et lille kapitel i Premier Leagues historiebøger. På Villa Park var hjemmeholdet lige kommet foran med 1-0, da en meget atypisk islænding gik til et frispark fem/syv meter udenfor Aston Villas målfeltet, og modsat mange andre sportsudøvere fra vulkanøen blev frisparket ikke sparket med stor fysisk kraft, men med præcision og finfølelse ind bag en sagesløs Brad Guzan.

Kampen endte med, at Swansea vandt 2-1 efter et mål af hver af Ayew-brødrene. Det sjældne udfald, at to brødre fra Ghana ender med at score for hvert sit hold i en Premier League-kamp samt, at Villa-nederlaget kostede manager Tim Sherwood jobbet, fyldte i de efterfølgende dage de engelske aviser. Dette er måske ikke helt rimeligt – for havde det ikke været for det flotte frisparksmål af en Swansea-spiller, havde kampen helt sikkert fået et andet udfald… målet blev scoret af Gylfi Sigurdsson.

Selvsamme aviser blev dog fyldt med overskrifter om Sigurdsson, efter midtbanespilleren blev matchvinder på Anfield i walisernes sejr på 3-2 i starten af 2017. Islændingen bevarede fatningen, da Simon Mignolet kom flyvende ud imod den lidt løse bold, som Sigurdsson sikkert sparkede ind. Samme kølighed havde Swansea-profilen kort tid efter, da han på flotteste vis udlignede direkte på frispark imod selveste Manchester United. I starten af oktober 2018 blev han matchvinder for den ny klub – Everton.

Liverpool-klubben var i overtal imod Leicester, da Sigurdsson vendte midt på modstanderens banehalvdel inden han scorede et af de flotteste langskudsmål indtil nu i sæsonen. Dermed flere kapitler til Sigurdssons Premier League eventyr, for den islandske midtbanespiller udlever en livsdrøm.

Først var han med til at kvalificere Island til EM, hvor vulkanøen blandt andet ”klappede” England – og de blev en af fodboldens succeshistorier i 2016. Så Sigurdsson fulgte stærkt op på drømmesæsonen 2014/15, hvor han lavede syv Premier League-mål og hele ti assists i blot 32 kampe for Swansea. Derudover oplevede Sigurdsson det unikke i at score det afgørende mål på Old Trafford - som han dermed har gjort to sæsoner i træk, hvilket må være noget specielt.

Sigurdsson har nemlig hele livet været stor fan af Manchester United, så da han den 16. august 2014 scorede og lavede en assists i 2-1-sejren, som gav Louis van Gaal en mareridtsstart på Old Trafford, var det noget helt specielt for Sigurdsson. Efterfølgende har han fortalt om, hvordan hans telefon nærmest brød sammen med venlige SMS'er efter kampen, og efter kampen blev han også fotograferet sammen med sit helt store idol – golfspilleren Rory McIlroy, der lige havde vundet en stor turnering ved Bridgesone og var blevet fremrykket til verdens bedste.

Sådanne dage har Sigurdsson ikke oplevet mange af i England, men ikke nok med det. For i starten af 2016 scorede Sigurdsson igen på Old Trafford, da Swansea god nok tabte 1-2...


Fra røven af 4. Division til Premier League
Som 15-årig ankom Sigurdsson til Reading, og han har oplevet meget trist i engelsk fodbold, da han har spillet i de fire øverste fodboldrækker med alt, hvad det indebærer. Når han kigger tilbage på tiden som knægt i England, fremkommer der dog ofte et smil, når han begejstret beretter om at komme til et land, der havde græs på fodboldbanerne og ikke konstant regnvejr eller bidende kulde.

Det var selveste Brendan Rodgers, der var manager i Reading, og sidenhen blev de to faktisk genforenet i Swansea, da Rodgers lejede Sigurdsson i Hoffenheim. I 2012 afviste midtbanespilleren dog den daværende Liverpool-manager for i stedet at tage til Tottenham. Her tilbragte han to gode sæsoner, og derfor var det en smule underligt, at den rige London-klub valgte at sælge ham til Swansea for blot 80 millioner kroner.

I Swansea fortsatte formfremgangen allerede fra den føromtalte første kamp på Old Trafford, og han fandt sig straks til rette på midtbanen - sammen med Jonjo Shelvey, som var blevet kasseret i Liverpool af Rodgers. De to udviklede et unikt samarbejde, selvom Sigurdsson faktisk ikke havde meget til overs for Shelvey, da han ankom til klubben, men spillet på banen udviklede et venskab imellem de to.


Ligeså mange mål som Sneijder, Robben og van Persie – til sammen
I maj 2010 fik Sigurdsson en unik debut på det islandske landshold, da han både lagde op til et mål samt scorede et mål ved en af sine spidskompetencer – nemlig frispark. På denne måde lavede han flere mål i den føromtalte EM-kvalifikation. Her var Island ikke levnet mange chancer for at hente én af de to første pladser i gruppe A, hvor Tjekkiet, Tyrkiet og Holland også var placeret.

Holland blev som bekendt sorteper, efter Island havde chokstartet i gruppen. Efter tre kampe havde de ni point og en samlet målscore på 8-0, selvom de havde mødt Tyrkiet, Letland og Holland. Senere i kvalifikationen blev Tyrkiet og Holland slået igen – hvilket ikke mindst skyldtes den helt store talisman - Gylfi Sigurdsson.

Hele seks mål lavede han i kvalifikationskampe eller det samme som Wesley Sneijder, Arjen Robben og Robin van Persie – til sammen. Lilleputnationen Island havde narret de store fodboldnationer, og selvom der blot var 11.607 tilskuere i gennemsnit til Islands hjemmekampe, oplevede spillerne en gigantisk opbakning fra den sportsglade ø. Landstræner Lars Lagerback sagde i jubelscenerne efter kvalifikationen om Sigurdsson:

- Han er den spiller, som jeg nogensinde har arbejdet sammen med, der er den største holdspiller…

Denne nationale holdspiller var i sommer landet i den hårde VM-gruppen med Argentina, Nigeria og finalisterne Kroatien. Det endte kun med ét point og dermed slutte slutrunden tidligt for Sigurdsson. Island lavede to mål i de tre kampe og naturligvis kom Sigurdsson på måltavlen efter en dødbold. Han har tidligere scoret meget afgørende mål – på både Anfield og flere gange på Old Trafford. Tænk sig at gøre det som kæmpe Manchester United-fan…
Læs hele artiklen
Luka Modrić – Verdens bedste
Den lille ”10'er” blev den største… efter en meget trist opvækst.
Efter godt 80 minutters spil af gruppekampen til VM2018 mellem Kroatien og Argentina var sydamerikanerne voldsomt pressede til at score et mål, da modstanderen Luka Modrić modtog bolden et par meter udenfor målfeltet.

Kroatien førte på daværende tidspunkt med 1-0, så Argentina havde brug for et mål. Men i stedet for Lionel Messi blev det en anden anfører på 171 cm med 10-tallet på ryggen, der drev gæk med et par modstandere, inden han flot scorede til... ikke 1-1 men 2-0. Total ydmygelse af Argentina… manden med 10-tallet var Luka Modrić.

Efterfølgende blev Modrić kåret til turneringens bedste spiller, og den 24. september 2018 vil han nok heller aldrig glemme, for her blev han kåret til ”Verdens bedste fodboldspiller”. I takketalen sendte han en særlig tak til den tidligere kroatiske landsholdsanfører Zvonimir Boban og 1998-landsholdet, der vandt VM-bronze i Frankrig. Dengang var Modrić en knægt på et dusin år. Indkast.dk har kigget nærmere på ham.


Soldater-penge startede karrieren
Modrić blev født i 1985 i Jugoslavien. Hans barndom faldt sammen med den kroatiske uafhængighedskrig, og som seks-årig blev hele familien nødt til at flygte fra hjemmet. Han boede med sin familie på et hotel, men begyndte at spille fodbold. Da hans far kom hjem fra hæren, brugte han de få penge familien havde, på at melde Luka ind i det lokale sportsakademi.

Herefter skrev han en kontrakt med Dinamo Zagreb som 17-årig i 2002. Efter en sæson med Zagrebs ungdomshold, blev han lejet ud til den bosniske klub Zrinjski Mostar. Mens han spillede her, blev han kåret til ”Årets Spiller” i ligaen - alder kun 18 år. Ligaen er kendt for at være hård og fysisk, og det var her hans alsidige spillestil, begyndte at udvikle sig.

Året efter blev han igen lånt ud. Denne gang til Inter Zapresic i Kroatien. Han hjalp dem til en andenplads i ligaen, og til en billet til UEFA Cup-kvalifikation. Han blev derudover kåret til ”Årets Unge Fodboldhåb”, og så var det slut med at blive lånt ud.


28 point ned til nr. 2
I 2005 vendte han tilbage til Dinamo Zagreb, og hans indflydelse her er ikke til at tage fejl af. Han spillede 112 kampe mellem 2005 og 2008, og alle tre år vandt holdet den kroatiske liga samt to pokalturneringer. I 2008 vandt de endda med 28 point ned til nummer to!

Modric hjalp desuden holdet til at spille sig i gruppespillet i UEFA-cuppen i 2007, hvor de dog ikke kom videre fra. I hans sidste hjemmekamp for Dinamo Zagreb modtog han stående bifald, og fansene holdt bannere med støttende meddelelser.

2008 var året hvor en af hans drømme kom til virkelighed, nemlig at komme til at spille i Premier League. Tottenham havde sprængt transferbudgettet for at få råd til den lille kroat. Omkring 150 millioner danske kroner kostede han for Juande Ramos, men han brugte Modrić noget overraskende på den defensiv midtbane, og fik derfor ikke det optimale ud af ham. Med Harry Redknapps ankomst blev Modrić rykket længere frem og spillede på sin mere vante offensive midtbaneplads.

Sæsonen efter, altså i 2009-10, lykkedes det "Spurs" at spille sig til en fjerdeplads i Premier League, og derved sikre sig adgang til kvalifikationen til Champions League. Holdet begyndte at blive bygget op omkring Modrić, og det gav resultater. På trods af at han sad ude i fire måneder med et brækket ben var hans indflydelse enorm. Tottenham gav ham en ny seksårig kontrakt i slutningen af sæsonen.

I 2010-2011 sæsonen skulle han for første gang spille Champions League. Selvom Gareth Bale stjal meget af rampelyset, vil man vide, at Modrić havde en finger med i spillet ved størstedelen af Tottenhams chancer. Det lykkedes Tottenham at spille sig helt til ottendedelsfinalen, hvor de dog måtte se sig slået af et stærkt Real Madrid-hold.


Masser af pokaler i Real Madrid
Kort tid efter skiftede Modrić til netop Real Madrid for godt 300 millioner kroner. Trods den store indkøbssum fik Modrić i begyndelsen ikke meget spilletid, da den centrale midtbane for ”Konge-klubben” blev varetaget af Xabi Alonso, Sami Khedira og Mesut Özil.

Sidenhen har Modrić dog ikke kigget sig tilbage, og han har vundet en plads i Real Madrids startopstilling samt et hav af trofæer. Blandt andet fire Champions League-pokaler af de sidste fem. Perioden i Real Madrid har ellers været præget af mange trænere blandt andet Jose Mourinho, Carlo Ancelotti, Rafael Benitez og Zinedine Zidane.

Store personligheder som har det tilfælles, at de alle var begejstrede for deres kroatiske midtbanespiller, og da James Rodríguez smuttede til Bayern München, fik Modrić den flotte hvide trøje med ”10-tallet” på ryggen. Samme nummer som Modrić havde på – da han på argentinsk maner scorede til 2-0… foran Lionel Messi, og som sikkert var stærkt medvirkende til at han blev Luka Modrić – Verdens bedste…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
REAL-trouble
Syv timer uden mål, fire kampe uden sejr og nr. 5 i La Liga… krisen ulmer i ”Konge-klubben”.
Tidligere i disse linjer har Indkast.dk skrevet om Fire La Liga-kampe = Tre Barcelona-point hvori man blandt andet kunne læse:

I Barcelona skal træner Valverde dog være meget glad for, at de indtager andenpladsen samt at både Atlético Madrid og rivalerne fra Real Madrid er placeret under dem. For de 15 point i otte kampe er alt andet end imponerede i Barcelona, men ikke en katastrofe. Det havde det været, hvis Real Madrid havde haft 22 point…

”Lederen” handler om de mange udskiftninger, der har været i startopstillingen for Barcelona i denne sæson, men det er de langt fra alene om. Begge hovedstadshold – Atlético og Real – har haft masser af udskiftninger.

Den nye Real Madrid-træner Julen Lopetegui er kommet under voldsomme beskydninger, efter de ikke har scoret i syv timer, ikke har vundet fire kampe og ligger nr. 5 i La Liga – måske skyldes deres ringe resultater en masse ændringer i startopstillingerne? Her følger deres startopstilling til Champions League-sejren over Roma og de efterfølgende kampe:


Real Madrid – Roma: 3-0




Real Madrid – Espanyol: 1-0
Fem nye i startopstillingen




Sevilla – Real Madrid: 3-0
To nye i startopstillingen




Real Madrid – Atlético Madrid: 0-0
En ny i startopstillingen




CSKA Moskva – Real Madrid: 1-0
Fire nye i startopstillingen




Deportivo – Real Madrid: 1-0
Fem nye i startopstillingen



Så de sidste fire kampe imod Sevilla, Atlético Madrid, CSKA Moskva og Deportivo har ikke givet nogen sejr og ingen mål – men også 12 nye spillere i startopstillingerne.

409 minutter uden mål og ”BBA” med Bale, Benzema og Asensio har ikke svaret igen på den tillid, som Lopetegui har vist dem. Syv gange ud af 11 har trioen været Lopenteguis foretrukne angrebsduo, men derudover virker verdens bedste fodboldspiller – Luka Modrić – lidt ”metaltræt” efter sommerens VM-slutrunde… ligesom flere andre holdkammerater.

Det er utvivlsomt årsagen til, at den nye Real Madrid-træner har roteret så meget. Alt dette skulle gerne være ændret om to spillerunder, hvor Real Madrid skal gæste rivalerne på Camp Nou – som pudsigt nok – også har haft en svingende sæsonstart efter mange udskiftninger.

Læs hele lederen
Fire La Liga-kampe = Tre Barcelona-point
Indkast.dk kigger nærmere på det catalonske storhold, hvor der har været mange udskiftninger - og hvor skal Coutinho egentligt spille?
Dette var startopstillingen i Barcelonas solide 4-0-sejr over PSV i Champions League.




Siden er det gået voldsomt ned af bakke i den catalonske storklub. Men kan en del af forklaringen være, at der til de efterfølgende kampe har været alt for mange udskiftninger. Her følger startopstillingerne:


Barcelona – Girona: 2-2
(Fire nye i startopstillingen)




Leganes – Barcelona: 2-1
(Seks nye i startopstillingen)




Barcelona – Athletic: 1-1
(Fem nye i startopstillingen)




Tottenham – Barcelona: 2-4
(Tre nye i startopstillingen)




Valencia – Barcelona: 1-1
(En ny i startopstillingen)




Kigger man bort fra de solide sejre i Champions League har Barcelona altså blot hentet tre La Liga-point i deres sidste fire kampe imod Girona, Leganes, Athletic og Valencia. Til disse kampe har træner Ernesto Valverde lavet hele 16 udskiftninger i startopstillingerne – altså fire i gennemsnit til hver kamp.

En af årsagerne er åbenlyst at skåne nogle af holdets VM-stjerner, inden den lange hårde sæson venter – og desuden kan skader også være en del af forklaringen på et par af udskiftningerne i startopstillingerne.

MEN… der er heller ingen tvivl om, at Valverde ikke har helt styr på, hvordan Barcelona skal starte – og hvor han skal placere alle de store stjerner. Værst er det med Coutinho, der har spillet mange forskellige steder i den traditionelle 4-3-3-formation, og det virker ikke til, at Barcelona-træneren har bestemt sig for, om Coutinho skal være central midtbanespiller eller kantspiller. Det samme gør sig faktisk gældende for landsmanden Arthur.

I Valverdes første 11 officielle kampe for Barcelona har han vist, at han ønsker at spille offensivt fodbold, som er et krav på Camp Nou, og der er næppe nogen tvivl om, at hans idealopstilling er meget tæt på denne:




Som nævnt er der fortsat tvivl om, hvor Coutinho skal spille i Barcelona – og derudover er det lidt usikkert, hvem der skal spille højrebacken samt i det central forsvar med klubikonet Piqué.

Såfremt, at ovenstående er idealopstillingen for Valverde, betyder det, at bænken vil bestå af Jasper Cillesen, Clement Lenglet, Thomas Vermaelen, Arturo Vidal, Rafinha, Sergio Roberto, Malcom og Munir.

Dette er utvivlsomt den stærkeste bænk i Barcelona i mange år, men måske også det største problem. For i de fire kampe med blot tre La Liga-point har der været masser af spilletid til reserverne, og det virker til at have kostet – men mon ikke, at det bliver anderledes til de kommende kampe og efter en lang landskampspause.

I Barcelona skal træner Valverde dog være meget glad for, at de indtager andenpladsen samt at både Atlético Madrid og rivalerne fra Real Madrid er placeret under dem. For de 15 point i otte kampe er alt andet end imponerede i Barcelona, men ikke en katastrofe. Det havde det været, hvis Real Madrid havde haft 22 point… og så havde de mange udskiftninger i startopstillingen samt nyindkøbet Coutinhos mange positioner været til endnu større debat…
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Verdens værste selvmål Premier Leagues bedste mål? Artikel ikon Fem Sergio Agüero-mål Artikel ikon Hund afbrød kamp Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Mourinhos flotte comeback-stats i United Artikel ikon Sarri med sjov Klopp-anekdote Artikel ikon Messis liv bliver lavet til et show Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Premier League-målræve Top 10: Monaco-salg Artikel ikon Top 25: Bedste FIFA 19-spillere Artikel ikon Top 20: Største Ajax-salg nogensinde Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Historisk PL-topstrid Liverpool - perfekt start Artikel ikon Uniteds 500 målscorere Artikel ikon Bedste PL-start siden 1908 Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Barcelona jagter unge argentinere Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Marcelo vil også væk Artikel ikon Rygte: Zlatan kan blive Real-spiller Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Dortmund-duo mest effektive i Europa Statistik: Så kampafgørende er Icardi Artikel ikon Englands nye sydkyst-konger Artikel ikon Før derbyet: 7 Inter-statistikker Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Dortmund - Atlético Madrid Optakt: Shakhtar D. - Man. City Artikel ikon Optakt: Man. United - Juventus Artikel ikon Optakt: Barcelona - Inter Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Barcelona - Sevilla Startopstillinger: Chelsea - Man. Utd Artikel ikon Startopstillinger: Frankrig - Tyskland Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - Østrig Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon 7-up til Arsenal Sassuolo-point på svær udebane Artikel ikon Underholdende pointdeling i Brøndby Artikel ikon Icardi sikrede derby-sejr i sidste minut Artikel ikon Se flere