Ronaldo - Ankomst til Manchester United

Af Torsten Brix

2016-12-02
Ronaldo - Ankomst til Manchester United

Indkast.dk bringer et kapitel fra den anmelderroste bog om "Ronaldo".

“Han tog til Manchester af én eneste grund.”
“Hans præstation i den venskabskamp?”
“Det er, hvad alle går og tror.”
Interview med Jorge Mendes i Luso Football, 2006


Jorge Mendes udnyttede sin stærkt stigende troværdighed i Ronaldos familie til at komme med personlige råd. “Du skal udelukkende koncentrere dig om dine evner på banen,” gentog han over for spilleren. “Du kan ikke stole på nogen som helst i denne verden. Gå i en stor bue uden om investeringstilbud. Koncentrér dig om at spille fodbold.”

Hans rådgivning handlede snart om andet og mere end blot et professionelt forhold. Mendes havde et blødt punkt for Ronaldo, en teenager med følelsesmæssige behov, som han ikke lagde skjul på. Mendes var udmærket klar over, at det var en usleben diamant, han havde i sin varetægt.

Lige fra starten sagde han sin mening lige ud og som regel ansigt til ansigt, selv når det kunne være generende for en teenager at høre. Han forsøgte at etablere et niveau af selvkritik, der ofte er fraværende hos fodboldspillere. De og deres familier er som regel mere indstillet at bebrejde andre for fejltagelser og nederlag.

Mendes har altid værdsat Ronaldos intelligens og instinkt. Lige fra starten har han ønsket, at spilleren skulle deltage i møder, som kunne fremme hans karriere, også dem med Manchester United. “Det er derfor, Cristiano er total professionel på alle niveauer,” har Mendes sagt.

Men hvis en transfer skal komme i stand, forudsætter det, at nogen i en klub siger: “Lad os lige tage hen og se den fyr spille.”
Det hele var begyndt for Manchester United et år før den venskabskamp. Carlos Queiroz, der var Sportings træner i perioden 1994-96, havde modtaget rapporter om Ronaldo og vidste, at han var nødt til at handle hurtigt. Han foreslog et “særligt forhold” med Lissabon-klubben og brugte en udveksling af træningsmetoder og ideer som dække for at gøre bestemte aftaler og handler lettere hen ad vejen.

Ferguson sendte Jim Ryan, hans daværende assistent og tidligere reserveholdstræner, af sted for at følge Sporting til træning. Allerede dagen efter ringede Ryan til sir Alex:

“Jeg har set en spiller ... Jeg tror, han er wing, men han spiller central angriber på ungdomsholdet. Jeg ville ikke vente for længe med at vise vores interesse i ham officielt. Han er 17 år gammel, og der må være andre klubber på jagt efter ham.”

Jim Ryan gik endnu længere end det. Efter råd fra Ferguson fik han elegant bragt Madeira-spillerens navn på bane under en samtale med nogle Sporting-direktører. Sir Alex bad ham foreslå en handel, der blandt indbefattede en etårig låneaftale for at lade spilleren modnes lidt mere i Lissabon. Han var ikke den eneste, der havde fået den idé. Men Sporting bed tænderne sammen.

“Vi vil beholde ham nogle år endnu,” var det svar, Jim Ryan fik.

“Når Jorge talte med mig om interessen fra Manchester Uniteds side, var jeg helt overvældet og kunne slet ikke tro det,” har Ronaldo senere sagt. “Jeg så en del Man Utd-kampe i fjernsynet. Jeg fulgte dem dengang, de havde Cole, Yorke, Rio Ferdinand, van Nistelrooy. Klubben var en drøm for mig, og da jeg blev 17, sagde jeg: “Lad os komme af sted.”

Det var på dette tidspunkt, at aftalen med Arsenal var stort set på plads og lukket. Men kun mundtligt.

Aftenen før Sporting-United-venskabskampen på Alvalade spiste to Sporting-direktører (José Bettencourt og Miguel Ribeiro Telles) middag med en dødtræt Ferguson, der lige var landet efter tre lange ugers turné i USA. Middagen fandt sted på hotel Quinta da Marinha i Cascais, en halv times kørsel uden for Lissabon. Jorge Mendes og Luís Correia, hans nevø og højrehånd, sluttede sig senere til selskabet. Det var første gang, agenten og skotten mødtes.

Restauranten var halvtom den tirsdag. Middagsselskabet sad ved et rundt bord med udsigt over golfbanen. Den slags måltider er almindelige i luksusrestauranten – så almindelige, at ingen rigtig husker noget om det i dag.

På det tidspunkt var Manchester United desperate efter at skrive kontrakt med Ronaldo, og Mendes kridtede banen op for de to Sporting-direktører inden mødet: David Beckham havde skrevet kontrakt med Real Madrid i juni, Juan Sebastián Verón var skiftet til Chelsea, og Ronaldinho sagde nej tak til klubben. Beløbet, der kom på bordet, lå omkring de otte millioner euro, hvilket ville slå rekorden for en kontrakt med en teenagespiller – de seks millioner euro, som Barcelona lige havde betalt for Ricardo Quaresma. Men Mendes stod fast på, at de godt kunne klemme mere ud af United.

Han var sikker på, at Manchester-klubben ville gå planken ud rent økonomisk, hvis de virkelig var interesserede. Bortset fra Arsenal, Inter, Barcelona og andre internationale giganter, der lå på lur, ville Real Madrid også være klar til at handle, forudsat at deres nye træner, Queiroz, havde nævnt Ronaldos navn for den spanske storklubs bestyrelse. “På det tidspunkt ønskede alle at lade Ronaldo blive et år i Sporting på en låneaftale,” har Mendes senere sagt.

Under middagen den aften varede det ikke længe, før samtalen mellem sir Alex og Sporting-direktørerne gled hen i retning af Ronaldos fremtid.

“Vi ved, hvordan de unge spillere skal behandles. Se bare på Man- chester Uniteds historie – den er bygget op omkring massevis af unge talenter,” pointerede Ferguson.

Sportings direktører, der vidste, at Ronaldo ikke havde nogen intentioner om at forny sin kontrakt med klubben, afviste en af Mendes' påstande – den, der gik ud på, at spilleren ikke var automatisk førstevalg i startopstillingen hos Lissabon-holdet den følgende sæson. I virkeligheden var træner Fernando Santos i fuld gang med at forberede den kommende sæson med Cristiano på holdet, men det gavnede agentens fortælling at så tvivl: Ronaldos talent blev ikke på- skønnet tilstrækkeligt i Sporting, og derfor var det på tide at søge nye græsgange.
Mendes vidste, men nævnte ikke noget om det over for Ferguson, at de to direktører havde fået mandat til at forhandle om en salgssum i håb om at få den op på 15 millioner euro.
Så Sporting ville hellere end gerne sælge, United trængte til nyt blod, og agenten vidste udmærket, at sådan en handel ville sende ham selv helt til tops inden for fodboldhandler. Sådan var kortene fordelt.

Efter middagen holdt Mendes et to timer langt møde med Ferguson på hoteldirektørens kontor. Ferguson søsatte sin lokkemad, som agenten senere brugte til at overtale sin klient – den afgørende sætning: “Vi passer godt på ham.”

Selvom Mendes skulle tale med Cristiano først, blev der indgået en gentleman agreement den aften. Agenten følte, at den engelske klub var det perfekte næste skridt i Ronaldos karriere. Kun tallet på kontrakten var der endnu ikke enighed om. Ferguson var ekspert i at ligne en mand, der havde fuld kontrol over tingene. Han vidste, at hans klub havde midlerne til at overbyde alle andre, men han overlod dette sidste skridt til klubbens øverste direktør, Peter Kenyon.

Der var en aftale i farvandet, den første af, hvad der skulle blive til mange mellem Mendes og Kenyon. Englænderen, der blev tilknyttet Chelsea en måned senere, skulle åbne døre til nogle af Mendes' andre klienter: Paulo Ferreira, Tiago, Maniche, Ricardo Carvalho og José Mourinho. Kenyon og Mendes samarbejder i dag om adskillige fodboldanliggender, blandt andet optræder de som rådgivere for fem Jersey-baserede fonde.

Ronaldo sov glimrende den nat og spillede ultracool over for sine holdkammerater, også selvom han vidste, at Sporting havde indgået en aftale med den engelske klub aftenen forinden. Men i hans indre var der tændt en ild – nu lå hans fremtid i Manchester.

Den følgende dag besluttede Ferguson, at John O'Shea skulle spille højre back, fordi Gary Neville plejede en skade derhjemme.

Ronaldo modtog sin første aflevering. Han tæmmede bolden og kastede sig ud i en dribletur, der lykkedes.

“For himlens skyld, John! Markér ham tættere!” råbte Ferguson ude fra bænken.

O'Shea trak på skuldrene. Wingen snød ham igen og igen, så van- det drev. Forsvarsspillerens ansigtsudtryk afspejlede det pres, han var under.

Det var sir Alex' første glimt af den unge portugiser live. Selv i dag bliver han tydeligt berørt af at tænke tilbage på det øjeblik, som alle trænere med trang til at opdage nye stortalenter drømmer om. “En åbenbaring. Den største bølge af ophidselse og forventning, jeg har oplevet som klubleder. Det næststørste var med Paul Gascoigne.”

Det lykkedes ikke Ferguson at få skrevet kontrakt med Gazza. Det havde han fortrudt lige siden og lovet sig selv, at han aldrig ville misse sådan en chance igen.

“For helvede, boss! Det er sgu da noget af en spiller, ham dér,” lød det fra de andre spillere på bænken.

“Det er okay, jeg har tjek på ham.”

“Jeg sagde det, som om handelen var blevet indgået ti år i forvejen,” mindes Ferguson i dag.

Ifølge Alec Wylie, manden, der stod for truppens tøj og udstyr, bad John O'Shea om at blive udskiftet: “Jeg er helt til grin. Den fyr er utrolig. Jeg kan ikke følge med ham ...”

Manageren henvendte sig til en anden udstyrsmand, Albert Mor- gan: “Skynd dig op i direktørlogen og få Kenyon herned i halvlegen. Vi forlader ikke stadion her, før vi har skrevet kontrakt med den knægt.

Peter Kenyon ville være helt sikker og spurgte Ferguson: “ER han virkelig så god?” Skotten kom med et medicinsk bevis: “Han har givet John O'Shea migræne. Få skrevet kontrakt med ham!”

Kenyon advarede Ferguson om, at Real Madrid havde tilbudt otte millioner pund for ham.

“Nå, men så tilbyd dem ni.”

Sir Alex fortsatte med at udstede kommandoer under kampen. Han bad en af sine andre assistenter, Mike Phelan, om at holde alle travlt beskæftiget efter kampen og lade dem vente en times tid enten i omklædningsrummet eller i bussen. “Vi er nødt til at drøfte det med klubben, Mike, så hold humøret oppe hos dem alle sammen.” Assistenttræneren var lidt mere rundhåndet end normalt med at dele mad og drikkevarer ud. “Kom nu, Mike, vi vil hjem” klagede en af spillerne. “Hvad foregår der, mand?” “Måske er de ved at skrive kontrakt med ham fyren,” lød det fra en holdkammerat.

“Må vi tale direkte med jeres dreng?” spurgte Kenyon Sportings direktører. Det fik han tilladelse til.

Mens Ferguson tog sig et brusebad oven på venskabskampen, blev et af de mindre omklædningsrum fyldt op. Peter Kenyon, Cristiano og Jorge Mendes var der. Staben af udstyrsmænd forlod omklædningsrummet halvvejs ryddet op og forsvandt fra scenen.

“Jorge, oversæt for mig,” sagde Ferguson, så snart han dukkede op igen. Han gentog de løfter, der havde overbevist Mendes den foregående aften og så Cristiano direkte i øjnene:

“Du kommer ikke til at spille hver uge, det siger jeg til dig lige fra starten. Men du bliver førsteholdsspiller. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Du er 17 år gammel [han var rent faktisk 18]. Det vil tage tid, før du vænner dig helt til forholdene. Men vi passer på dig.”

Et kort sidespring er på sin plads her. Carlos Freitas, der var den Lissabon-baserede klubs sportsdirektør, har en anden version af historien: “Den første aftale handlede om transferbeløbets størrelse i forhold til, at Cristiano skulle blive i Lissabon et år til. Men efter venskabskampen prioriterede de anderledes, og de sagde ligeud: “Vi betaler mere, men så vil vi også have ham med det samme.”

Tilbage til Ferguson og hans ord til Cristiano:

“Næste år kommer du til at spille i halvdelen af kampene,” gentog Uniteds manager. Det var et budskab, som Mendes allerede havde givet videre til Ronaldo.

Hans udvikling ville følge et kontrolleret forløb, men uden forsinkelser.

Transferbeløbet blev man hurtigt enige om. Manchester United betalte et godt stykke over den typiske markedspris og forhindrede derved ethvert tilløb til nogen form for auktion. Man pungede ud med 12,24 millioner pund (omkring 18 millioner euro) for en fem-årig kontrakt, hvor Ronaldos personlige løn ville stige fra 24.000 euro til 2 millioner euro om året.

Sporting tilføjede kun en enkelt betingelse: Hvis De Røde Djævle besluttede sig for at sælge spilleren på et senere tidspunkt, ville de gerne have tilføjet en tilbagekøbsklausul.

“Et par dage før vi solgte ham til Real Madrid, meddelte vi Spor- ting, at de kunne få ham tilbage, men at det ville koste dem 80 millioner pund. Der dukkede mærkeligt nok ikke nogen check op,” mindes Ferguson med et lille smil.

Endnu en drøm var blevet til virkelighed for drengen fra Madeira. Ronaldo foreslog, at de fejrede øjeblikket. “Kom nu, Jorge, lad os feste!” Men agenten var travlt optaget. “Han var allerede i gang med næste punkt på dagsordenen. Han kunne ikke. Han havde en aftale et andet sted,” fortalte Ronaldo senere. “Så jeg fejrede det alene [latter] ... derfor blev det meget stilfærdigt. Jeg stod dér med min sportstaske, og Jorge talte i telefon. Jeg gik i seng, og det var så dét.”

Ganske få dage senere lejede Manchester United en privat jet, der skulle flyve spilleren, hans advokat, mor og søster Katia til England. Under flyveturen afslørede Cristiano for sin mor, at hun godt kunne begynde at kikke sig om efter et hus i Madeiras bedste boligområder.

Ronaldo troede, at han blot skulle besøge klubbens træningsfaciliteter og finpudse detaljerne i aftalen. Så han dukkede op uden kuffert, underskrev sin kontrakt og spurgte, hvornår han kunne tage tilbage til Lissabon. Til trods for det, Ferguson havde sagt i omklædningsrummet på Alvelade, var Ronaldo overbevist om, at han skulle tilbage til Sporting og forblive i Portugal resten af sæsonen.

Ronaldo forventede noget i retning af dette fra sir Alex: “Nu tager du tilbage til Lissabon. Se at få lært dig at tale ordentligt engelsk, og når du vender permanent tilbage til Manchester, er der styr på det hele, og det bliver så godt.” I stedet, som Ronaldo selv bekræftede på den pressekonference, der præsenterede ham for alverden som Manchester United-spiller, hørte han ordene: “Vi vil have dig fra denne sæson.”

Cristiano kunne ikke tro det. Han følte pludselig, at han steg i graderne. Resten af historien blev forklaret af Ferguson på den samme pressekonference.

“Men jeg har ikke taget noget med. Intet tøj!”

“Det skal du ikke bekymre dig om. Du træner sammen med os i morgen, og så flyver du tilbage til Portugal og henter dine ting.”
Den dag besøgte Ronaldo også træningsanlægget i Carrington, hvor han løb ind i John O'Shea. Den store back bad med et grin om returkommisson for transferaftalen. Han syntes, han havde fortjent et beløb efter sin afgørende indsats, som hans holdkammerater kald- te det. Budskabet blev oversat for Cristiano, og han grinede højt.

Han var iført en Versace-sweater, der gjorde indtryk, men desværre ikke positivt. Sorte ærmer, farvestrålende forside med røde, gule, blå og grønne tværstriber og sorte linjer ned langs fronten. Den var alt andet end diskret og blev ikke noget hit i omklædningsrummet. Rent faktisk husker alle stadig den sweater. I manges øjne signalerede den, at der skulle gøres en hel del arbejde, før man kunne kalde Ronaldo for en fuldgyldig Manchester United-spiller. Ens ydre fremtoning betød umådelig meget.

“Hvem er den fyr?” tænkte udstyrsmand Ian Buckingham, før han konkluderede, at det i hvert fald var en, der rigtig godt kunne li' sig selv.

Han var ikke den eneste med den slags tanker. Paul Scholes, Rio Ferdinand og flere andre besluttede, at de to markante lyse striber i hans kulsorte hår skulle udraderes, fordi de ikke passede ind hos United.

Ferguson vidste, at han var nødt til at give både fansene og holdet et nyt håb for fremtiden og en ny stjerne efter Beckhams afrejse. Så fik han en idé.

På vej til Old Trafford spurgte han Ronaldo, hvilket rygnummer han ønskede at bære. Ronaldo svarede, at han ville være meget tilfreds med nummer 28, der var ledigt. Men Ferguson havde en overraskelse til ham: Ronaldo skulle være Manchester Uniteds nye nummer 7.

Den legendariske trøje med syvtallet var blevet båret af George Best, Steve Coppell, Bryan Robson, Eric Cantona og David Beck- ham. Den aura, der omgærede netop dette nummer, var ene og alene Fergusons vision. Det var hans måde at skabe legender på i klubben og samtidig øge kravene til den spiller, der bar trøjen. Nu var det Ronaldos tur.

Den 12. august 2003, seks dage efter venskabskampen på Alvalade, præsenterede United den brasilianske midtbanespiller, Kleberson (der fik 22 kampe i løbet af to sæsoner) og den portugisiske teenager, der var iført en diskret hvid T-shirt denne gang. De lyse striber i håret var der endnu.

“Jeg var ikke det mindste overrasket,” husker Hugo Pina, “da jeg fulgte den officielle præsentation på tv og så ham med de to striber.” Ronaldos ankomst markerede starten på et nyt og tiltrængt momentum for klubben, der trængte til friske kræfter. Meget af saften og kraften var gået ud af holdet, som ikke var holdt op med at vinde trofæer siden den historiske Treble i 1999 [mesterskab, pokalfinale og Champions League o.a.]. Tre mesterskaber var det blevet til siden dengang, inklusive det seneste mod et bomstærkt Arsenal-hold med folk som Patrick Vieira, Robert Pirès, Thierry Henry, Ashley Cole og Dennis Bergkamp. Det var sådan, Ferguson drev sin forretning: Han foretog forandringerne, mens holdet befandt sig helt på toppen.
Cristiano-effekten kunne endda få endnu større betydning. Hvis det lykkedes, kunne den ligefrem relancere Premier League. Alle var enige om, at han havde potentialet til at blive en af århundredets mest betydningsfulde fodboldspillere, og at han befandt sig på den ideelle platform til at indfri forventningerne.
Det er sådan alle fortæller historien om Ronaldos transfer fra Sporting til Manchester United. Men der var også en del to. Der var flere forhindringer at navigere udenom, og andre modstandere. Nogle af dem skulle komme til at befinde sig i en retssal i Portugal nogle år senere.

Det følgende er uddrag fra den britiske journalist David Conns artikel trykt i The Guardian den 19. januar 2011. Formation, et fodbold- agentur, lagde sag an mod Jorge Mendes' selskab, GestiFute, fordi man efter Formations mening ikke havde fået udbetalt den kommis- sion, man havde krav på.

David Conn, der havde adgang til fortrolige dokumenter, stiller adskillige ubesvarede spørgsmål i forbindelse med transferen:

“Hvorfor betalte United 12,24 millioner pund, når rygterne sagde, at Sporting Lissabon havde drøftet en overgangssum på 6 millioner euro med andre engelske klubber, heriblandt Arsenal?”

Formations retssag mod Mendes-selskabet GestiFute bød på bunkevis af originale dokumenter lagt frem i distriktsretten i Porto og afslørede flere detaljer om handelen.

I henhold til Formations sagsanlæg fortalte Mendes dem dengang, at han havde modtaget 400.000 euro fra United for Ronaldo-handelen. Men i deres regnskab for 2004 bogførte United, at de havde betalt 1,129 millioner pund (svarende til 1,5 millioner euro) til agenter for handelen. The Football Association (FA), som klubberne er forpligtet til at betale alle agenthonorarer gennem, skal have givet udtryk for via retsdokumenter, der afslørede detaljerne, at United rent faktisk betalte “en anden agent” – ikke Mendes – 1 million pund.

Denne anden agent var Giovanni Branchini, der ikke havde været indblandet i forhandlingerne.

“Hvilken rolle Branchini spillede for at få dette beløb udbetalt, er stadig et ubesvaret spørgsmål ...”

I sagsanlægget hævdes det, at Mendes ikke betalte Formation 50 procent af det 400.000 euro-honorar, som det ellers var aftalt mellem dem, og på samme måde som de forud havde deltes ligeligt om honorarer i forbindelse med tidligere handler. I stedet tilbød Mendes agenturet 80.000 pund.

“Agenturet siger, at man acceptererede dette beløb, der var væsentligt mindre end det, man havde krav på, for at bevare det gode forhold til Mendes, som havde de fleste af de yngre, portugisiske landsholdsstjerner på kontrakt ... Forholdet mellem de to agenturer brød endegyldigt sammen efter Mourinhos ankomst til Chelsea, hvor han skrev kontrakt med adskillige portugisiske spillere gennem Mendes – kontrakter som Formation ikke modtog noget som helst honorar for ...”

Sagen blev endnu mere kompliceret, da FA afslørede, at ifølge tallene havde Mendes slet ikke modtaget de 400.000 euro, som han påstod, men derimod kun 150.000 euro.

Ingen fra GestiFute har ringet til David Conn for at bestride bare en enkelt af de oplysninger, han fremkommer med. Det endte med, at de to selskaber indgik forlig uden om retten. GestiFute betalte Formation et betragteligt beløb.

Kun fire dage efter Ronaldos præsentation i Manchester og ti efter venskabskampen mod Sporting startede United deres Premier League-sæson mod Bolton Wanderers foran 67.000 supportere på Old Trafford.

Ronaldo troede, at han nu omsider kunne tage tilbage til Lissa- bon og hente sine ting den weekend. Men om fredagen meddelte Ferguson til Cristianos overraskelse, at han var med i truppen til Bolton-kampen.

Startformationen så således ud: Tim Howard, Phil Neville, Rio Ferdinand, Mikael Silvestre, Quinton Fortune, Nicky Butt, Roy Keane, Ryan Giggs, Ole Gunnar Solskjær og Ruud van Nistelrooy.

Med hos Bolton var blandt andet Iván Campo, Jay-Jay Okocha og Kevin Nolan. Det var spillet 61 minutter af kampen, og hjemmeholdet havde en spinkel føring på 1-0. Sam Allerdyces tropper havde bestemt ikke opgivet ånden.

“Varm op.”

Fergusons ordre fik hjertet til at hamre i brystet på Cristiano. Fansenes klapsalver ned mod den nye spiller rummede større forventninger end normalt til en, der var så ung. Men abonnenterne på kanalen Manchester United TV havde allerede udbredt sig i lyriske vendinger om det portugisiske stjernefrø.
Både fansene og klubben håbede, at Ronaldos ankomst kunne få folk til at glemme Beckhams afrejse.

En høj, tynd dreng stod klar til at komme på banen; hans ankler var snøret godt ind, og han havde stadig de to lyse striber i håret.

“Jeg anede ikke, hvem han var,” mindes Sam Allerdyce.

Han skulle spille højre kant i angrebet og erstattede Nicky Butt. Hans første boldberøring gik udmærket. Det gav ham selvtillid. Den Ronaldo, der kom på banen nu, var som ham, der havde
spillet med i venskabskampen mod United. Direkte, anderledes, angrebslysten, modig og selvsikker. Han havde kun blik for at lave mål. Han angreb venstrebacken Nicky Hunt og centerforsvareren Ricardo Gardner, der gradvist faldt længere og længere tilbage på banen. Den forventningsfulde larm hos tilskuerne steg markant, hver gang han fik bolden.

Oppe i presselogen havde uroen bredt sig. Journalisterne sad ude på kanten af deres sæder. De vidste, at de skulle give deres reportager en ny vinkel nu.

United scorede yderligere tre mål i kampens sidste halve time. Ro- naldo var med i opbygningen af målene, og han skaffede sit hold et straffespark, som van Nistelrooy dog brændte.
Ingen talte om den afrejste David Beckham, eller om Ryan Giggs' mål. Ronaldo scorede selvfølgelig titlen som “Man of the Match”.

Kampen var forbi, men Ronaldo kunne have spillet en til fra start.

“Fantastisk,” sagde Ferguson efter kampen. “Han ligger et niveau over de andre,” tilføjede Allerdyce.

Ronaldo fik sin førsteholdsdebut for Sporting som 17-årig og for Manchester som 18-årig. Fire dage senere fik han sin debut på det portugisiske A-landshold under Luiz Felipe Scolari i en venskabskamp mod Kasakhstan.

Det hele var gået meget stærkt. Men kampene mod Manchester United i Lissabon og mod Bolton skabte falske forventninger.
Således var hans nye holdkammerater endnu ikke overbevist om, at hans stil passede til Premier League. Og på en måde fik de ret – alle hans næste skridt var ned ad bakke.

Hvis Ronaldo kunne gøre alt det på en halv time, hvad ville han så ikke være i stand til i løbet af en hel kamp? Og hver uge. Vi vinder ligaen igen. Og Champions League. Fansene tog standardlogikken i brug over for den nye portugiser.
To kampe senere havde Ferguson ham med fra start i hjemmebraget mod Wolverhampton. Den tidligere United-back, Denis Irwin, gav ham ikke en centimeters luft. Så snart den unge spiller modtog bolden, sad Irwin på ham og forhindrede ham i at dreje rundt med bolden. Han blev skiftet ud efter 67 minutter. Han havde spillet dårligt. De medrejsende Wolves-supportere sang: “Han er ikke den rigtige Ronaldo” og “Sikke et spild af penge!”

Cristianos fodbolduddannelse var lige begyndt.
Leicester City-angriberen James Scowcroft har fortalt, hvordan hans træner, Micky Adams, gav ham besked på at “vise Ronaldo, hvad engelsk fodbold handler om.” En “velkommen til Premier League”-tackling eller noget i den stil. I England er hårde tacklinger et manddomstegn, og det er måske derfor, engelsk fodbold synes at stå i stampe i forhold til mere progressive fodboldnationer.

“Jeg prøvede at gøre, som bossen krævede,” indrømmede Scowcroft, “men så kikkede jeg mig over skulderen og opdagede, at Ronaldo allerede var 20 meter foran mig.”

Måske var Leicester ikke i stand til at give Ronaldo den velkomst, de dirrede efter, men de øvrige forsvarere i Premier League gik meget langt for at gøre det. “Selv Atlas var sunket i knæ under de tacklinger, han blev udsat for i Charlton,” beklagede Ferguson sig efter et besøg i det sydlige London.”

Det var benhård behandling af højeste kaliber. Og Ronaldo reagerede dårligt på det. Hans brokkerier, overdrevne fald og diverse udgaver af “svanens død” tegnede et billede af en frustreret spiller. I sine følelsers vold. Udlænding. Han fik den form for blakket ry, der kan ødelægge karrierer.

Men hans udfordringer var også enorme, hvis han ønskede at overleve i Premier League. Han var tvunget til at undgå de grove tacklinger – og mere til. Han var nødt til at ændre sin fysik og sin fodboldstil. Ganske enkelt.

I ethvert omklædningsrum er rollerne klart defineret. Managerens assistenter er der for eksempel for at gøre livet lettere for spillerne. Ude på Carrington-træningsanlægget havde Ferguson én, der aldrig henvendte sig til spillerne for at høre, hvad de havde brug for. I stedet ventede han på dem i fitnesslokalet. Tavs. Siddende på sin stol. Tålmodig. Da Ronaldo opdagede denne mand, så han ham direkte i øjnene og sagde:

“Jeg vil være verdens bedste fodboldspiller, og du skal hjælpe mig.”

Ronaldo hang især ud med den gruppe spansktalende spillere (Quinton Fortune, Diego Forlán og Ruud van Nistelrooy), som han havde haft det godt med lige fra starten. Senere blev gruppen udvidet med målmanden Ricardo, fitnesstræneren Valter di Salvo, Gerard Piqué og Gabriel Heinze. Portusiseren talte et pudsigt, gebrokkent engelsk, men han behøvede ikke at sige ret meget.

De havde “læst” ham med det samme.

“Han gik rundt med fremskudt bryst. Han var meget selvsikker.

Han så dig direkte i øjnene,” fortæller Phil Neville. Mange unge spillere havde passeret gennem dette omklædningsrum uden at turde så meget som løfte blikket for at se på Roy Keane, Gary Neville og Ryan Giggs. “Satans til knægt,” tænkte Neville, da han opdagede, at Ronaldo uden videre mødte hans blik. “Jeg sammenlignede ham med Cantona. Cristiano ankom hertil og sagde: ‘Det her er ikke for stort. Det er her, jeg hører til.'”
Selvfølgelig har den type opførsel en pris. Man slipper ikke uskadt fra den.

De nye drenge klæder sig for eksempel normalt ret diskret. Men ikke Ronaldo. Hans smag for det hotteste inden for mærkevaretøj passede ikke rigtig ind.

“Han ankom til træning i noget kluns, som om han var på vej til en glad aften i byen.”

“Han klædte sig, som om han inden for de næste ti minutter enten ville møde premierministeren eller sin kommende kone.”
Vitserne kom strømmende fra dag ét. Konstant.

“Han gik kun i stramtsiddende tøj. Armani eller hvad det nu hedder. Og bukserne sad som malet på ham. Det var formentlig stilen i Portugal. Og hvilken stil! “Er det overhovedet plads til overs dernede i midten, gassede vi ham,” mindes Quinton Fortune.

Eller: “Ronnie, du skulle lige ta' og se dig selv i spejlet.”

De tog pis på hans hår og hans sko. På hans næsten gennemsigtige T-shirts. Hans solbriller. Hans hår og hans hud. Ronaldo havde straks fra starten besluttet at give sine tænder en grundig behandling, og han brugte også hudplejeprodukter.

“Han var helt sikkert for fint klædt på til træning,” siger Gary Neville. “Men på den anden side ... standarden skulle være høj.

Jeg har aldrig glemt min egen ungdomstræner, Eric Harrison. Han sagde altid, at vi repræsenterede Manchester United, uanset hvad vi foretog os, og at vi skulle se pæne ud i tøjet, have nyvasket hår og være nybarberede. Jeg gennemførte det aldrig helt, men Cristiano så altid ulastelig ud. Hans støvler skulle være meget grundigt renset, træningstøjet skulle være perfekt, det absolut bedste, selv til træning. Og håret skulle bare sidde.”

Og så var der episoden med spejlet ... Åh ja, spejlet. Mere om det senere. Ronaldo blev irriteret, det værste man kan blive i sådan en situation. “Vi fik fremkaldt en reaktion hos ham, og så kørte vi selvfølgelig løs,” siger Fortune. “Hvis han bare havde ignoreret os, tror jeg, vi var holdt op.”

“Ronnie – kunne nogen finde på at sige – vi har hørt, at du bare holder den trøje varm for David Beckham. Og du må godt bruge hans skab, indtil han kommer tilbage. Men han bliver ikke glad.”

Og hvis Ronaldo prøvede at svare igen, lød det fra Fortune, Rio eller en af de andre: “Lad os tale sammen, når du har prøvet at spille med i en VM-turnering.” Hvorpå det lød fra resten af koret: “Av, Ronnie, der tog han røven godt og grundigt på dig!”

Typisk gas i et omklædningsrum.

“Når jeg tænker tilbage, var det et nådesløst omklædningsrum. Man skulle være hård i filten for at klare sig igennem det,” indrømmer Gary Neville. “Jeg tror, det hærdede ham helt enormt.”

Hans spil var muligvis magisk, men det kunne man helt sikkert ikke mærke på behandlingen af ham i omklædningsrummet.

En lille observation: Når det drejede sig om udstyr, krævede han aldrig særbehandling. “Det udstyr, der blev lagt frem, var fint nok med ham. Han tog sine bomuldsstrømper på inden træningen og løb ud på banen,” har udstyrsmand Ian Buckingham fortalt.

“Er det mit træningstøj? Så er det dét, jeg bruger.”

Ude på banen lå magien alligevel ikke gemt i det, man havde på.

Og de lyse striber? De blev, hvor de var, i yderligere to uger, hvilket må opfattes som en mindre triumf for portugiseren i betragtning af, hvor meget han måtte høre for dem. Scoles og Ferdinand tabte det slag.

“Før hver eneste kamp er han igennem det samme ritual,” har Wayne Rooney afsløret. “Spilletøjet kommer på, støvlerne kommer på. Hurtigt derefter vender Ronnie sig om mod sit spejlbillede og stirrer på det, mens han psyker sig selv op til matchen. Hvis der findes et menneske med større tiltro til sig selv end Ronaldo, så har jeg ikke mødt ham endnu.”

Hvilket leder videre til spejlhistorien. Da han ankom til United, valgte Cristiano ved et sært tilfælde netop det skab, der var placeret lige over for spejlet. Dette valg har været genstand for diskussion lige siden.

Nogle hævder, at spejlet slet ikke var der i starten. “Det var ham, der fik sat et to meter højt spejl op,” har Phil Neville sagt. “Han var den første, der fandt på sådan noget i Manchester United.”
Var det virkelig, hvad der skete?

Quinton Fortune har en anden version af historien. “Vi fik endda sat et spejl op på indersiden af hans skab, så han kunne kikke på sig selv.”

Virkelig? Var det spillerne, der styrede det?

“Jeg ved kun,” siger Gary Neville, “at ét, han havde et skab; to, der hang tilfældigvis et stort spejl på søjlen lige rundt om hjørnet over for det sted, hvor han skiftede tøj. Og tre, det passede ham godt.”

Udstyrsmand Alec Wylie, en af disse detaljernes mestre, skal få det sidste ord.

“Det gamle omklædningsrum var meget lille, og vi fik det fikset lidt op på et tidspunkt. Der hang kun ét spejl ude i baderummet, så Stu, vores altmuligmand, fik hængt et helfigurspejl op derude. Da spillerne vendte tilbage til det nyindrettede omklædningsrum, skulle Ronaldo bare have det skab lige over for spejlet. Og siden den dag kunne han ikke gå forbi det uden lige at tjekke sig selv.”

I sin bog har Roy Keane beskrevet Ronaldo som “en flot fyr, og han vidste det. Han var forfængelig – foran spejlet. Han var en stor fyr, lidt af et muskelbundt. ‘Se dig bare mæt,' tænkte jeg.

Når jeg så nogle af de andre gutter stå foran det spejl, tænkte jeg snarere: ‘Ja, du er en fucking guldklump'. Men Ronaldo havde en særlig uskyld over sig og en stor venlighed. Jeg tror aldrig, han slappede af på den front, men spejlet betød aldrig mere for ham end måden, han spillede på. Det var altid min klare fornemmelse, at fodbolden var hans store kærlighed.”

Forfængelighed spillede helt klart en rolle i beslutningen om at vælge netop dét skab i omklædningsrummet. Den mest fascinerende fortolkning af hans forhold til spejlet vender vi tilbage til.

Han lod sig ikke dupere af, at han stod over for Roy Keane, Giggsy eller Scholesy. Han afprøvede sine boldtricks på dem alle sammen. Men samtidig førte hans voldsomme trang til at imponere ingen vegne hen. Han ville lave flere fodfinter, flere tunneller og flest mulige dribleture gennem en flok modstandere. Indimellem betød det mere for ham end at være holdspiller og lave mål.

Først og fremmest forsøgte han at gøre sig fortjent til en plads i fællesskabet med sine holdkammerater og opnå deres beundring.

“I begyndelsen sagde han ‘jeg kommer forbi dig', hvilket sikkert var hans måde at udtrykke på, at han var den bedste,” røber Quinton Fortune. “Han sagde ordene med det ansigtsudtryk, han har på, når han scorer og peger på sig selv, som om han vil sige: ‘Jeg er Ronaldo'. Den eneste ene.”

Hvis nogen balancerede med bolden på nakken, gentog Cristiano kunststykket kort efter med nogle variationer. “Se, jeg kan også,” sagde hans blik. “Han må have øvet sig i dagevis,” kommenterede Fortune. “Hvad er der i vejen med den fyr? Han er jo helt besat,” var den generelle reaktion.

Ronaldo er, for nu at bruge et af Pep Guardiolas udtryk, en “idé-tyv”. Han kan lide at kopiere et trick, han ser i omklædningsrummet, på tv eller YouTube. Han afsætter timer til at lære tricket og ender med at kunne det eller ligefrem forbedre det.

“Spillere, der er så selvsikre, bliver testet de første de måneder,” siger Phil Neville. En dag gik Scolesy på ham med en meget grov tackling. Den følgende dag var det Roy Keanes tur. Det var deres måde at vise ham, hvornår han skulle drible, og hvem han skulle passe på med at snyde i én-mod-én-situationer. Først og fremmest ville de pille hans arrogante attitude af ham.

“Jeg testede ham også,” fortsætter Phil Neville. “Han havde lidt af den holdning over sig, at han sagtens kunne tage røven på os, og så gjorde han det én gang, to gange, tre gange. Men bang, så fik han en herretackling af Gary, og af Gabriel Heinze ... Han blev sparket ned igen og igen, men han kom aldrig ind i omklædningsrummet efter træning og surmulede.”

Nogle mener, at netop disse uskrevne regler gør, at middelmådige spillere kan overleve i Manchester United – ved at slagte holdkammerater, der lugter af talent. Det kan i hvert fald sagtens tolkes som en forsvarsmekanisme mod mere talentfulde spillere, men det er også en måde at tænke fodbold på. Hvis det står 0-0, skal du ikke lave disse unødvendige tricks. Hvis det står 1-0, skal du heller ikke lave de unødvendige tricks. Og det samme gælder i øvrigt, hvis det står 3-0 eller 5-0. Ingen overflødige lækkerier, tak. I United går man altid direkte efter den mest effektive måde at besejre modstanderen på.

“Vi førte 4-0 hjemme på Old Trafford, og jeg kan huske, at jeg jag- tede ham, fordi han prøvede at chippe bolden op i krogen i stedet for bare at score normalt til 5-0. “Hold op med det dér!” råbte jeg. Han kan sikkert huske det endnu!” har Gary Neville fortalt. Og den tidligere højre back havde selv lært det af navne som Bryan Robson, Steve Bruce, Roy Keane, Gary Pallister og Peter Schmeichel.

“Klubben har den arbejderklassefilosofi, som dominerer byen,” siger Fergusons assistent Mike Phelan. “Arbejd hårdt og gå til dem. De fikse ting? Ja, okay, en gang imellem. Men det handler mere om brutal kraft.”

Mens Ronaldo var ved at lære, hvordan han skulle slippe bolden på det rigtige tidspunkt, var det stadig angriberne, der havde det sværest i United. Især én bestemt, og det var såmænd ingen anden end holdets topscorer.

Der er ingen grund til at dvæle yderligere ved klubbens særlige kultur, men jeg vil alligevel gerne have følgende betragtning med. I Portugal er den britiske indflydelse stærkt udbredt, men landets indbyggere er stort set katolikker alle sammen.

De psykologiske forskelle i moral mellem katolikker og protestanter er for kompliceret et emne til at komme ind på her. Men helt generelt kan man sige, at der hersker en mere laissez faire-agtig holdning til moralske spørgsmål blandt de europæiske katolikker end det, de mere stivnakkede britiske protestanter tillader. Det er der gode grunde til.

Den protestantiske revolution i England adskilte sig fra den tilsva- rende i andre nordeuropæiske lande ved i bund og grund at handle om politik og ikke om teologi. Den Anglikanske Kirke tog en rigoristisk tysk lutheranisme til sig med dens fokusering på hårdt arbejde og et strengt moralsk livssyn baseret på De Hellige Skrifter.

I slutningen af 1500-tallet var England en ø i krig med det katolske Europa. Den katolske kirke endte til syvende og sidst med at lide nederlag i kampen for at hævde pavens åndelige overherredømme, og England satte fuld kraft på at skabe sin egen markante kirkeretning, den anglikanske.

Hvad der derpå fulgte i England og senere i Storbritannien gene- relt var fire århundreder med stadig dybere fjendskab mod alt, hvad der lugtede af at være “romersk”, med andre ord det katolske Europa.

De ufravigelige grundværdier med hårdt arbejde, loyalitet over for kronen, familieværdier og national overlegenhed nåede deres absolutte højdepunkt i den victorianske tidsalder, hvor dronningen, kejserinden og overhovedet for Church of England herskede over et helt imperium. Victoria var det levende symbol på, at Gud virkelig måtte være englænder, og at englænderne følgelig var hans udvalgte folk. Hvordan skulle man ellers kunne forklare en sådan global magt? Britisk overlegenhed og en forkærlighed for at opfatte britiske normer som de eneste, der betød noget, er gået hen og blevet dybt forankret i den britiske nationalkarakter.

En sidste ting inden vi fører alt dette tilbage til fodbold: Den protestantiske etik bygger rigoristisk på loven. Regler er lavet for at blive fulgt. To årtusinder med katolsk moralsk overherredømme førte til en mentalitet, hvor man søgte at omgå reglerne uden at afskære sig fra retten til den evige frelse. Man kunne jo altid skrifte, hvis tavlen skulle vaskes ren. Folk i katolske lande går generelt ikke voldsomt meget op i regler. De er mere interesseret i at omgå dem uden at blive opdaget. Hvilket er forklaringen på, hvorfor der eksisterer korrup- tion i disse lande, også i mit eget. Det er en del af kulturen. Jeg tror, at meget af ovennævnte i bred forstand kan overføres direkte på fodbolden.

Følelsen af, at de britiske værdier er alle andre nationers moralsk overlegne, kommer især tydeligt frem, når man oplever det, der i briternes øjne er grov mangel på fairplay – det vil blandt andet sige at foregive en skade og filme sig til et frispark eller straffespark. Den slags bliver ofte fremhævet som eksempler på en hel nations råddenskab.

Og ja, engelske spillere bruger også kneb som at filme, men det forklares som regel med, at de pågældende har været udsat for “overdreven fremmed indflydelse” eller mangler sans for britisk sportslighed!

På den anden side må man erkende, at den meget anderledes hold- ning til regler alt for ofte får spillere i de katolske lande til at prøve at narre dommeren – og de jubler, hvis de slipper af sted med det. Når en spiller laver “svanens død” i straffesparksfeltet, styrter det andet holds forsvarsspillere hen til dommeren og trygler om, at han ikke lader sig narre. I England retter den første vrede sig mod den spiller, der har lavet nummeret. Hvordan kunne du finde på det? synes modstanderne at sige. Det er for groft at bryde reglerne på den måde!

Dette er kun toppen af et kulturelt isbjerg, som blandt andet er med til at forklare, hvorfor spaniere og portugisere på den ene side og englændere på den anden ikke altid kan blive enige om, hvad der skal til for at skabe en god kamp, eller hvilke spillere der fortjener mest ros.

I stedet for at drible ned mod baglinjen og smække bolden indover oplevede folk mere Ronaldo som en spiller, der fjollede rundt på banen. Manden, der tog løb ind i boksen med en præcis afvejning af rumgeometri, fart og finter, var begyndt at irritere:

“Jeg kan ikke spille sammen med den fyr. Han sender aldrig bol- den ind i boksen,” råbte en frustreret Ruud vand Nistelrooy tit efter træning. “Jeg kan ikke lave mine løb, fordi han ikke spiller bolden!”

Ved enkelte lejligheder hørte Rio Ferdinand endda den hollandske angriber sige, at han ikke ville spille sammen med Ronaldo igen.

“Jeg tror, Ruud var vant til David [Beckham], der sendte bolden indover hver eneste gang, han havde den,” forklarer målmanden Edwin van der Saar. “David havde ikke farten til at drible forbi en modstander, så han måtte gøre noget andet. Ronnie havde både farten og driblingerne.”

Cristiano var en wing med en boksangribers sjæl. Eller en boksangriber, der var sendt i eksil ude ved sidelinjen. Der lå også noget andet i den konflikt, et mere menneskeligt element. Van Nistelrooy, der scorede 150 mål i løbet af sine fem sæsoner i klubben, var Uniteds store stjerne, da Ronaldo ankom. Men pludselig begyndte den radmagre portugisiske driblekonge at få fansene over på sin side.

Og situationen blev kun værre. “De havde nogle skænderier,” har Ferdinand røbet. “Ved en enkelt lejlighed sparkede Ruud van Nistelrooy ham. Jeg sparkede så Ruud for at beskytte Ronnie lidt. Ruud slog ud efter mig med et knytnæveslag, men ramte mig ikke.”

Den hændelse fandt sted lige op til den sidste turneringskamp i sæsonen 2005-06 mod Charlton. Cristiano startede inde, mens hollænderen slet ikke blev udtaget til truppen. Van Nistelrooy havde spillet sin sidste kamp for United.

Gennem halvandet år kom Rio Ferdinand med det samme budskab til Cristiano før hver eneste kamp: “Mål og assists!”
Andre spillere mindede ham om, at han skulle blive stående på benene, fordi alt hans filmeri kostede holdet point. Han blev ganske vist udsat for tacklinger af næsten enhver art, men hans overdrevne reaktioner og skuespil fik negative konsekvenser hos dommerne.

Ferguson måtte tage Ronaldo i skole efter en kamp mod Leeds:

“Hør nu her. Vi blev snydt for et straffespark og en masse frispark i Leeds, fordi dommerne tror, du lader dig falde alt for let. Derfor fløjter de ikke. Og i vores næste kamp mod Charlton buhede folk, hver gang du fik bolden, og det kan have en negativ virkning på udeholdet. Du lader dig falde for let!”

“Han havde alvorlige vanskeligheder, fordi han ikke var stærk nok; det er rigtigt, at han faldt tit og let. På det tidspunkt mener jeg ikke, han havde styrken til at spille 90 minutter,” siger Phil Neville. “Jeg er ikke sikker på, han overhovedet forstod, hvad det indebar at spille på et hold, at bevare topformen og ofre sig selv. Hans særlige evner betød, at holdet skulle bygges op omkring ham, ikke omvendt. Men han skulle gøre sig fortjent til det først.”

Selv om Ronaldo kunne spille kant i begge sider, placerede Ferguson ham altid foran Gary Neville, så veteranen kunne styre ham med snak, skældud og ros.

“Når vi skulle spille en af de vigtige kampe mod Arsenal,” husker Phil Neville, “var det afgørende vigtigt, at Ronaldo var i absolut topform. De havde Pirès på den ene kant og Ljungberg i modsatte side, så der var simpelthen ikke råd til nogen form for huller hos os. I de træningspas, der førte op til de kampe, var der en masse fokus rettet mod Ronnie, især de første år: Var han nu også i tilstrækkelig god form?”

Men uanset hvad glemte han alligevel ofte sine pligter. I den første sæson i klubben var manageren hård ved ham.
I Ronaldos første kamp på hjemmebane efter at have skrevet kontrakt med Manchester United mødte de Benfica i en Champions League-gruppekamp, og til sidst kunne Ferguson kunne ikke længere styre sig. Tingene var ikke gået efter planen, eftersom portugiserne havde vundet den første kamp i Lissabon med 1-0. Den portugisiske wing, der brugte kampen på at bevise, at han hørte hjemme i Premier League, havde en rigtig dårlig dag på kontoret. Og Ferguson viste ingen nåde.

“Hvem tror du egentlig, du er? Én, der prøver at spille for sig selv? Du bliver aldrig til noget, hvis du fortsætter med det!”

Ronaldo begyndte at græde.

De andre spillere lod ham være. “Han havde brug for at lære gamet,” siger Ferdinand. “Det var et budskab fra hele holdet og ikke bare fra Ferguson: Alle mente, at han havde brug for at blive klogere.”

Efter skideballen og nogle tårer var portugiserens reaktion den samme som altid: at arbejde videre til træning for at blive bedre.
Forudsigeligt nok kørte de øvrige på ham i den periode. Et par uger senere blev Ronaldo mindet om episoden af Quinton Fortune og Rio Ferdinand.

“Nu sidder han og græder i omklædningsrummet igen!”

“Fuck off, mand. Det er løgn!”

“Tudefjæs, tudefjæs!”

Ferguson vidste, at efter stokken måtte han også frem med guleroden – det var den bedste måde at værne om den purunge mands særlige talent på. Alec Wylie husker det sådan: “Med jævne mellemrum spurgte manageren Ronaldo foran hele truppen: ‘Hvorfor driblede du i stedet for at lægge bolden indover?' Han kunne endda finde på at råbe, men aldrig særlig højt. Og når Ferguson var færdig med at skælde ud, gik han hen og satte sig ved siden af Ronaldo og forklarede, hvorfor han var på nakken af ham. ‘Du må ikke lade dig gå på af det, men du er nødt til at indse, at engelsk fodbold ikke er som derhjemme.'”

Ferguson havde aldrig behandlet nogen spiller med samme respekt og varme, som han udviste over for Ronaldo. Da Ronaldo ankom til Manchester, boede han på hotel i starten, men der gik ikke lang tid, før han lejede et hus, hvor hans mor og søskende kunne bo i længere perioder.

“Han holdt aldrig op med at brokke sig over vejret,” husker Alec Wylie med et smil. “Hver eneste dag sagde han: ‘Solen skinner jo aldrig her. Lortevejr. Lortevejr. Lortevejr.' Og det blev ved i seks år. Et år spillede vi en Champions League-kamp mod Porto. Vi fløj til Portugal, og det regnede nonstop, så det var det eneste, han fik. Lortevejr, lortevejr, lortevejr. Hans eneste kommentar var: ‘Det er jo heller ikke Lissabon.'”

“En vinterdag tog vi fra Manchester til Newcastle omkring klokken to om eftermiddagen,” fortæller Mike Phelan. “Det var lyst i Manchester, da vi satte os ind i flyet, men det var mørkt i Newcastle, da vi landede. Jeg husker stadig Cristianos umiddelbare kommentar: ‘Hvor er alt lyset blevet af? Hvem har slukket lyset?'”

“Jeg kunne li' knægten med det samme,” skriver Roy Keane i sin bog. “Han havde et behageligt væsen og en god indstilling ... Jeg fulgte ham nøje til træning de første dage og blev overbevist om, at han ville udvikle sig til at blive en af verdens bedste fodboldspillere. Det sagde jeg ikke noget om offentligt, for jeg har aldrig brudt mig om at sætte en spiller op på en piedelstal for tidligt, eller at skubbe ham ned fra den. Men kropsbygningen og hele fremtoningen var der. Også en smule arrogance ... Men lige fra dag ét var han en af de hårdest arbejdende spillere i Manchester United.”

Der var endda voksende forståelse for hans perfektionistiske brug af modetøj. “Sådan var David Beckham også,” siger Gary Neville. “Men selv David havde dage, hvor han gik meget afslappet påklædt. Andy Cole var ulastelig i sin påklædning, og Ryan Giggs var også knivskarp på den front, men de nåede ikke op på siden af Cristiano. For ham skulle hver eneste dag være den rene perfektion. Alting skulle passe sammen og ligge klar.”

Gary Neville kommer ind på et fascinerende element under samtalen: “Lige fra starten kunne man se, at Ronaldo var som Beckham – de ønskede begge at nå længere end blot til fodbold. De var store spillere, men de ville mere end det. Fodbold var tilsyneladende ikke nok for dem.”

Ronaldo fandt sig efterhånden nye allierede, såsom Carlos Queiroz, der vendte tilbage som Fergusons assistent i spillerens anden sæson i klubben. “Carlos var ved at eksplodere over nogle af de tacklinger, Ronnie blev udsat for,” røber Phil Neville.

“Men jeg tror, at sir Alex holdt Carlos tilbage, fordi han troede, at lidt hård behandling ville være godt for knægten.”

Cristiano brugte tre år på at komme helt ned i de små detaljer sammen med den italienske fitnesstræner Valter di Salvo, der så en form for “den perfekte storm” i den udvikling, spilleren gennemgik: “Vi er alle påvirket af vores omgivelser, af de mennesker, vi bor sammen med og af dem, der hjælper os ned ad de stier, vi følger. Mange ting skal falde i hak for at bringe det bedste frem i os – detaljer, der ikke i sig selv ser ud til at have nogen særlig betydning.”

Di Salvo henviste til, hvordan “Manchester United var det ideelle sted for en som Ronaldo, og Ferguson var den ideelle manager på grund af sin erfaring og det personlige forhold, han skabte til sine spillere: Han får det bedste ud af de unge gutter og skaber den perfekte struktur rundt om dem, en slags boble, så spilleren kan udvikle sig i fred og ro uden at opleve frygt og overdrevent pres.”

“Ferguson har to sider, og de har begge hjulpet med til, at jeg er blevet den, jeg er nu,” erkender Ronaldo. “Jeg lærte noget af ham hver eneste dag og vidste, at uanset hvor meget jeg forbedrede mig, kunne han altid lære mig nye ting. Hver eneste råd, han gav mig, har gjort mig til et bedre menneske. Han var som en reservefar for mig lige fra den allerførste dag, jeg ankom til Manchester. Jeg respekterer ham ikke bare, jeg nærer den samme hengivenhed for ham, som en søn føler over for sin far.”

Sir Alex stødte på utallige uslebne diamanter i løbet af sin lange karriere som manager, men udviste aldrig den samme tålmodighed over for de andre, som det var tilfældet med Ronaldo. Og selvom det “til syvende og sidst handler om forretning” for skotten, vil vi aldrig få et klart svar på, om Fergusons kamp for at få Ronaldo til klubben udelukkende skyldtes hans enorme potentiale, eller om den gensidige sympati mellem de to også spillede en rolle.

“Sir Alex taler meget med sine spillere,” siger Phil Neville. “Men hvis man ser videooptagelser af Ferguson i samtale med Ronaldo, har han altid armen om hans skulder.” Til gengæld gav Cristiano ham alt, hvad han havde i sig hver eneste dag – eller “hjerte og sjæl”, som spilleren selv udtrykte det engang.

Ferguson opdagede, at spillere, der er vant til et varmt, solrigt klima, lider voldsomt, når disse ydre omstændigheder bliver taget fra dem. Han var også klar over de vanskeligheder, som udlændinge støder på, når de flytter til Storbritannien – og hvor hård konkurrencen er. Det var derfor, han besluttede at give Ronaldo fri en uge indimellem, så han kunne tage hjem til Madeira. De to fandt så i fællesskab på historier om Ronaldos helbredstilstand eller udnyttede en karantæneperiode, så han kunne tage hjem og få ladet batterierne op i fred og ro.

Som Pep Guardiola har sagt, vil alle spillere gerne føle sig som noget specielt. De ønsker, at træneren skal elske dem, og om muligt endnu højere end alle de andre. Det var dét, sir Alex kunne tilbyde.

“Alle spurgte, hvorfor netop han skulle have særbehandling, og svaret lød: ‘Rolig nu, kammerat, din tur skal nok komme'” har Mike Phelan fortalt.

“Hvad Ronnie end ønskede, så fik han det,” siger Quinton Fortune. “Manageren kunne finde på at sætte spilletempoet ned bare for at beskytte Ronnie, så han ikke røg ind i for mange hårde tacklinger eller blot for at give ham den frihed og følelse af selvtillid, som han allerede havde i forvejen.”

“Ronnie er den eneste spiller, som nogensinde har fået denne besked af Ferguson: ‘Du behøver ikke at komme med tilbage. Bliv oppe foran og se, hvad modstanderne finder på,'” har Ole Gunnar Solskjær fortalt. Nordmanden tilbragte 11 år i klubben og var tæt på Ferguson.

De andre spillere måtte acceptere, at Ronaldo var anderledes. Ryan Giggs udtrykte det således: “Hvad er fidusen ved at holde dem i stramme tøjler, hvis de er så gode? Men det kunne være frustrerende for os andre, at hvis man spillede en dårlig kamp eller underpræsterede på anden vis, så risikerede man at få en hårtørrer i hovedet fra sir Alex.”

Truppen lavede jokes om det særlige forhold mellem manageren og vidunderbarnet, og der blev blandet lidt misundelse ind i morskaben: “Han er din far; han er din far!”

Den manglende faderfigur i hans liv har betydet, at Ronaldo sav- nede en rollemodel. Resultatet er, at han har viet en del af sit liv til at finde én, og autoritære skikkelser som Ferguson og Jorge Mendes har udfyldt hullet.

Manglen på faderkærlighed har også været en magnet, der tiltrak trænere. “Han udstrålede noget drenget, som gav én lyst til at elske ham, hjælpe ham og bringe ham frelst igennem alle vanskeligheder,” siger Mike Phelan.

Men den rigtige far, Dinis, ønskede ikke at blive en del af den verden og tog kun meget sjældent til Manchester. Og når han så endelig drog af sted til England, nød han altid at vende hjem til Madeira igen.

Ferguson havde sat Ronaldo på bænken i en betydningsløs kamp mod West Ham. Med et lille smil spurgte spilleren, om Ferguson havde hørt den helt nye sang, fansene brugte om ham. Fergie kendte godt den sædvanlige sang: “Han spiller til venstre, han spiller til højre, knægten Ronaldo ... lalala.” Den nye version lød: “Han spiller på bænken, han spiller på bænken ...” Det fik sir Alex til at udstøde et latterbrøl.

Ingen talte til sir Alex på den måde. Og da slet ikke en ny, ung spiller.

“Han lavede et herligt nummer med manageren en dag i omklædningsrummet,” har John O'Shea fortalt. “Det var før en kamp. Jeg tror, han gemte sig under en af behandlingsbriksene, og så kunne han noget med at trille en bold hen imod dig. Når du så ville stoppe den med foden eller hånden, fik han den selv stoppet, inden du nåede at gøre det. Han havde noget tape af en slags, så han kunne rulle den et bestemt stykke hen mod manageren, som selvfølgelig skulle til at samle den op. Men i næste øjeblik popper Ronaldo frem under brik- sen og snupper bolden, mens vores manager står foroverbøjet og er lige ved at miste balancen. Hele omklædningsrummet eksploderede, og det var bare én af mange situationer. Jeg husker den især, fordi sir Alex blev rødglødende i nogle minutter, men det gik jo hurtigt op for ham, at der bare var tale om en practical joke.”
135

Men uanset hvad var det svært at få øje på de store fremskridt hos Ronaldo den første sæson. Tvivlen rådede stadig omkring ham.

“Jeg var en af dem, der tvivlede,” indrømmer Ryan Giggs. “Jeg spurgte mig selv, om han nu også var den ægte vare. Hans præstationer var for ujævne, han traf forkerte beslutninger, og han ville for meget på én gang.”

I mellemtiden blev Ronaldo ved med at arbejde stenhårdt.

“Det har han sine forældre at takke for,” siger Valter di Salvo.

“De har skænket ham muskelfibre, der trækker sig hurtigere sammen og giver en mere eksplosionsagtig fart. Det er ikke noget, man kan skabe alene ved træning. Han har fået fysik som en atlet og ikke bare som en almindelig fodboldspiller.”

“Han har enestående fysiske, tekniske og taktiske evner. Kombineret med den mentale styrke er det de fire egenskaber, der gør ham unik,” konkluderer di Salvo. Ronaldo har en meget kraftig acceleration, som til dels skyldes styrken i hans underkrop. Han er meget præcis og kan koordinere tekniske bevægelser i høj fart, et andet produkt af både hans gener og de mange, mange timer på træningsbanen.

Der er tusindvis af eksempler på, hvordan han forsøgte at forme sin egen krop og dermed skæbne. Det er ikke sandt, at han lavede 3.000 mavebøjninger hver dag, men det følgende er:
Ronaldo bad Alex Wylie om ti bolde. John Campbell, en anden udstyrsmand, der ikke kunne lide, at folk foretog sig noget uventet, råbte til ham: “Hvad helvede skal du bruge alle dem til?”

“Til at træne frispark med,” svarede Ronaldo.

“For satan da,” lød Johns reaktion. Han ville have alt udstyret med ind i vaskerummet. “Det er noget værre pis, Ronnie!”

“Det varer ikke så længe, John. Jeg vil være verdens bedste fodboldspiller. Jeg har brug for det her.”

Edwin van der Saar fortæller: “Efter hvert træningspas trak han mig til side, så han kunne øve frispark. ‘Tag Tomasz [Kuszczak] eller en anden.' ‘Nej, det skal være dig,' sagde han bare. ‘Jeg vil score mod den bedste.' Jeg så på ham og svarede: ‘Jamen Ronnie, du scorer jo aldrig mod mig!' ‘Vent bare. Jeg skal nok score. Jeg skal nok score!'”

“Og selvfølgelig scorede han nogle stykker mod mig med sine berømte skruede frispark,” tilføjer van der Saar. Men når jeg så spurgte, om han ville sende nogle indlæg ind til mig ude fra fløjen, tabte han noget af energien. Den slags kedede ham!”

“Jeg blev beskyldt for ikke at træne hårdt nok og være skadet hele tiden,” husker den franske angriber Louis Saha. “Så jeg begyndte at træne virkelig hårdt, hårdere end nogensinde før i mit liv for at være helt sikker på, at ingen brokkede sig. Så prøvede jeg noget af det, Ronaldo lavede, men jeg kunne ikke følge med ham. Han opfandt sine egne træningsøvelser, hvor han løb fra side til side på banen, eller en 100 meter markeret med kegler, hvor han driblede og accelererede fra kegle til kegle. Så hvilede han nogle sekunder og gjorde det igen. Acceleration er det, der udmarver dig i fodbold. Man laver øvelsen én gang, og det er så det. Men han gjorde det den ene vej, og så den an- den vej, tre eller fire gange. Det er umuligt for alle andre at gøre efter.”

Men Ronaldo havde ikke opfundet det hele selv. Han havde brug for klog rådgivning for at nå sine mål.



Optakter
Lørdag d. 21/4, kl. 16:00
FC København - Horsens
Søndag d. 22/4, kl. 12:00
Helsingør - Silkeborg
Søndag d. 22/4, kl. 14:00
OB - Lyngby
Søndag d. 22/4, kl. 16:00
AaB - Midtjylland
Søndag d. 22/4, kl. 18:00
Randers - SønderjyskE
Søndag d. 22/4, kl. 20:00
Nordsjælland - Brøndby
Magasin-artikler
Wolverhampton – Genrejsning på Molineux
Der er opsejling til noget stort i Wolverhampton Wanderers. Indkast.dk stiller skarpt på Premier Leagues rige oprykkere.
I lørdags sikrede Wolverhampton Wanderers sig en velfortjent oprykning til Premier League, og derfor er klubben fra West Midlands kommet på alles læber i England. Dette scenarie lå ellers ikke ligefrem i kortene, hvis vi spoler fem år tilbage i tiden. Her nåede Wolverhampton et historisk lavpunkt ved at rykke ned i League One. Nedrykningen til Englands tredje bedste fodboldrække var kulminationen på klubbens største identitetskrise siden de glade 1950'ere, hvor det blev til hele tre mesterskaber. I dag er smilene dog igen vendt tilbage på Molineux, og det er takket været en hel del milliarder fra Kina.

Enorme ambitioner
I juli 2016 blev Wolverhampton overtaget af den kinesiske investeringsgruppe ved navn Fosun Group, som bliver ledet af mangemilliardæren Guo Guangchang. Han er den 34. rigeste mand i Kina, hvor han desuden går for at være en entusiastisk forretningsmand. Så da chancen for at genrejse en af Englands mest traditionsrige klubber tilbød sig for to år siden, var den simpelthen for god til at sige nej til.

Der er i takt med overtagelsen blevet sat helt nye ambitioner for fremtiden i Wolverhampton. Dem valgte klubbens bestyrelsesformand Jeff Shi at løfte sløret for i november 2017.

- Der eksisterer en plan for de næste 10 år. Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv at være en lille Premier League-klub, men det er ikke vores mål. Vi vil opbygge et stærkt hold, sagde Shi til Daily Mirror og fortsatte:

- Det er ikke sådan, at vi er i gang med at bygge et hus, der kun lige opfylder kravene for at være i Premier League. Vi bygger ikke et hus, men et gods!

Vil spille med transfermusklerne
Som resultat af det nye høje ambitionsniveau har også transferstrategien på Molineux gennemgået en omfattende forvandling. Wolverhampton var i årene før overtagelsen presset til at hente spillere fra de nederste hylder, men det er ikke længere tilfældet – tværtimod. Klubben spillede allerede med transfermusklerne i sidste sommer, hvor Ruben Neves blev hentet i FC Porto for den nette sum af 154 millioner kroner. Der var året forinden også snak om at hente Anderson Talisca i Benfica, men han valgte i sidste ende at skifte til Besiktas.

Til sommer venter endnu et opsigtsvækkende transfervindue for Wolverhampton. Klubben kommer uden tvivl til at forstærke sig heftigt forud for sin tilbagevenden til Premier League, og mon ikke, at der i den forbindelse kommer et enkelt eller to store navne op af hatten. Det er i hvert fald ikke manglen på penge, som skulle kunne forhindre dette i at ske.

Noget stort under opsejling
Det skal i de kommende år blive spændende at følge Wolverhamptons udvikling. Hvis den fortsætter i samme tempo som nu, så tyder noget på, at klubben inden for en overskuelig fremtid kan etablere sig selv i Premier Leagues top-10, eller måske endda endnu højere. Rammerne er i hvert fald til det.

Foruden en masse milliarder, så råder klubben også over en manager, der indtil nu har formået at få det absolut bedste ud af en i forvejen profilbesat spillertrup. Nuno Espírito Santo er da heller ikke, hvilken som helst mand at have på sidelinjen. Han har tidligere stået i spidsen for prominente klubber som Valencia og FC Porto, og selvom jobbet på Molineux er det mest udfordrende, kan han meget vel blive manden til at tage Wolverhampton ind i en ny stor æra. Men selv, hvis det ikke skulle blive ham, der får den rolle, skal en anden nok få den. Den orangeklædte klub er nemlig under genrejsning.
Læs hele artiklen
Happy Blue Year
Hvad skal der ske i Chelsea? Hvem skal ud af spillere? Og skal der en ny manager til? Indkast.dk har kigget nærmere på den kriseramte klub…
Mellem jul og nytår 2016 lavede Daily Mail overskriften ”Happy Blue Year”, efter London-holdet havde et forspring på seks point i Premier League. Diego Costa og Eden Hazard var ustoppelige, og senere på sæsonen kunne London-holdet løfte mesterskabspokalen med en storsmilende og meget medlevende manager – Antonio Conte… Sidste år er længe siden…

Efter nederlaget til Tottenham og uafgjort imod West Ham er chancerne for, at de regerende mestre i næste sæson spiller Champions League meget lille. Omvendt henter en anden London-skuffelse Arsenal dem næppe, så Chelsea slutter sikkert på femtepladsen.

Skulle det ske, er det langt fra eneste gang, at et engelsk hold har skuffet i forbindelse med kvalifikationen til Champions League. I 2011/12 kom Tottenham ikke i den store turnering, selvom de i den forgangne sæson – med spillere som Gareth Bale og Luka Modrić – havde kvalificeret til kvartfinalen i Champions League.

2014/15 var det Manchester Uniteds tur under manager Louis van Gaal og med nye spillere som Daley Blind, Luke Shaw og Angel Di Maria. Det var første gang i 15 år, at der ikke var CL-bold på Old Trafford. Året efter skuffede Liverpool med Brendan Rodgers.

Samme skæbne led Arsenal i denne sæson, og derfor har de i denne sæson spillet i den meget lidt attraktive Europa League – ligesom Chelsea med stor sandsynlighed kommer til i en kommende sæson. Hvilke konsekvenser skal det så have og får det?

Manager Antonio Conte har flere gange i denne sæson været utilfreds med meget i klubben. Det virker til, at han har hjemve, og hans vinder-attitude fra mesterskabssæsonen er helt væk. Ifølge bulletinerne fra England skulle en af årsagerne til Contes utilfredshed handle om hans manglende indflydelse på spillerindkøb samt generel mistrivsel i London. Sidstnævnte kan være svært at forstå…

Derfor står Luis Enrique, Mauricho Pochettino og Thomas Tuchel nu højt på ønskesedlen som ny manager i Chelsea – og klubben har jo for vane, at nye managere i første sæson bliver mester. Måske en af grundene til at klubejer Abramovich har så stort et forbrug af managere?


Bliver Hazard på The Bridge?
Mange ting ulmer i Chelsea… profilen Thibaut Courtois har blot 12 måneder igen af sin kontrakt, og hvor interesseret er han i at forlænge den med udsigt til ingen Champions League-bold i Chelsea?

Af samme grund kan det blive svært at holde Real Madrid væk fra Eden Hazard, der har to år tilbage af sin kontrakt. Det skal dog nævnes, at Chelsea ikke mistede nogen af deres store profiler, da de for to år siden ikke kvalificerede sig til europæisk fodbold, men dengang stod profilerne heller ikke overfor kontraktudløb.

Skulle Chelsea ikke have Champions League på menuen til næste sæson, bliver det svært at tiltrække nye spillere – evt. afløsere for de to ovennævnte. Den manglende CL-deltagelse vil også ændre i budgettet.

Det kunne dog åbne op for spilletid til nogle af Chelseas unge spillere som Ethan Ampadu, Hudson-Odoi, Ruben Loftus-Cheek og Tammy Abraham. Klubben har ikke en historik for at give mange talenter chancen på førsteholdet.


Super-sub'en Hernández
Da Javier Hernández med et dusin minutter igen udlignede på Stamford Bridge, hvilket kom efter nederlaget til Tottenham, var Champions League lige pludseligt langt væk for Chelsea.

Det var vanvittige sjette gang, at ”Chicharito” blev indskiftet imod Chelsea og fik scoret. Dermed har Chelsea blot vundet seks kampe – den ene efter straffesparkskonkurrence – ud af tyve kampe i 2018 og to af de sidste otte Premier League-kampe. Alene dette er jo helt vanvittigt for regerende mestre fra Premier League.


En sidste hilsen
I forbindelse med hjemmekampen imod West Ham havde Chelsea-fansene lavet et stort banner med en sidste hilsen til den afdøde klublegende Ray Wilkins:

- Ray was one of those select few. He knew what it meant to be one of us, a real Blue-blood. Chelsea flowed through his veins. May you rest in peace – Ray…

Flot gestus og det var der meget af i forbindelse med hele kampen og afskeden med den sympatiske Wilkins. Nu bliver spørgsmålet bare om, hvem der skal have ”Chelsea-blod” i årene i fremtiden.

Tilbage til juletid i 2016 havde Chelsea vundet ti kampe i træk. Et år før det… altså medio december 2015 var Chelsea placeret et sølle point over nedrykningsstregen.

Så der har været gang i Chelsea-rutsjebanen – næppe noget som den meget lidt tålmodige Abramovich ikke handler på… og midt i dette var der ”Happy Blue Year”…
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Paul Pogba - Fergie's biggest mistake…
Den kontroversielle Paul Pogba fik oprejsning i Manchester, efter han tidligere har forladt klubben og smækket med døren i 2013 efter et nytårsnederlag og Sir Alexs 70-års fødselsdag.
Derudover kunne Guardiola konstatere, at Manchester United i første halvleg ikke havde haft en eneste afslutning imod Edersons mål. Det fik de – eller rettere… Paul Pogba - i begyndelsen af anden halvleg, hvor en brystaflevering af Andre Herrera flot satte franskmanden op, så han kunne score på Uniteds første afslutning. Minsandten om Pogba ikke også udlignede til 2-2 et par minutter senere på et hovedstød fra den blå- og hvidfarvede hårpagt. Var den hårkombination måske en lille hilsen til Pep Guardiola, der op til kampen havde slået fast, at han i januars transfervindue fik tilbudt Manchester Uniteds nr. 6 af Mourinho.

Sådan skrev Indkast.dk i kampreferatet af storkampen i Manchester, hvor det engelske mesterskab ikke blev sendt til City og hvor Jose Mourinho dermed fik drillet rivalen Pep Guardiola – lidt. Hovedrollen i kampen var Paul Pogba, og efterfølgende jublede han voldsomt foran Uniteds tilskuer-afsnit, hvor klubemblemet blev kysset en masse gange. Stor kontrast til 2013, hvor den store franskmand forlod klubben med følgende udtalelse:

- I will never go back there, the club treated me with disrespect when I left last summer. I remember Sir Alex Ferguson rang me about three weeks after I left for Italy and just laughed down the phone for 25 minutes. What made it worse was that he got Paul Scholes, an idol of mine, to join in. Calling me names and laughing about how I wasn't good enough to play for the club. That's when I decided I would never return to Manchester, no amount of money in the world could ever make me go back…

Sådan sagde Paul Pogba til La Repubblica i 2013, men i sommeren 2016 fik en masse penge stjernen til at ændre holdning til Manchester United, da han underskrev en femårig aftale med klubben.

Samtidig blev der pillet lidt i Sir Alex Fergusons eftermæle, da Jose Mourinho betalte hysterisk mange penge for spilleren, som den skotske manager havde kasseret. Samlet set så lavede Sir Alex Fergusons igennem de historiske mange år som manager i Manchester United ikke mange fejltagelser, der var værre end, da han valgte at tilbagekalde den pensionerede Paul Scholes i stedet for at satse på den fremadstormende 19-årige Paul Pogba.

Som reaktion på Fergusons valg smuttede den franske midtbanespiller til Juventus, hvor han på imponerende vis slog sig fast, selvom han tog til en klub, der ellers var stærkt repræsenteret på den centrale del af banen. Da Pogba ankom til Torino, var den elegante playmaker Andrea Pirlo, den italienske landsholdsspiller Claudio Marchisio og den målfarlige Arturo Vidal i klubben. Så masser af konkurrence til den unge Pogba på den centrale del i Juventus-formationen 3-5-2.

Her imponerede Pogba på fornemmeste vis, og underligt nok manglede Manchester United i samme periode i den grad en ”box to box-player” på deres defensive midtbane. Så det charmerende træk af Ferguson med at hente klubikonet Scholes tilbage blev på en forunderlig måde meget kostbart, og nok engang blev Pogba centrum for ballade.


Den franske ballademager
I 2009 forlod Pogba den franske klub Le Havre på en dramatisk måde. Den franske klub mente, at den talentfyldte spiller havde lovet at underskrive en forlængelse, men sådan gik det ikke, og i stedet endte han på Old Trafford, som han forlod på næsten samme måde. For tre år efter ankomsten til Manchester smækkede han med døren, mens Sir Alex Ferguson ”råbte” følgende efter ham:

- Så vidt vi ved, så skrev Pogba under med Juventus for længe siden. Det er lidt skuffende, for jeg synes ikke, at han viste os nogen respekt overhovedet. Hvis det er sådan, at han vil gøre det, så er jeg glad for, at han er væk.


Kopi af ? måske Patrick Vieira
Igennem 1990'erne døjede Sir Alex Ferguson meget med Arsenal-rivalen Patrick Vieira, hvilket er lidt pudsigt, da Pogba ofte er blevet sammenlignet med den langlemmede landsmand. Derudover har han haft Europa- og verdensmesteren som forbillede.

På det franske ungdomslandshold er det blevet til over 50 kampe for Pogba, men det er præstationerne for klubholdet Juventus, der har bevidstgjort omverdenen om hans høje niveau. Således har Pogba været sat på U-21 Champions League-drømmeholdet efter gode præstationer i den store klubturnering. Derudover har Pogba på de franske ungdomslandshold spillet masser af gode kampe. Han var anfører på det franske U-20 landshold, der vandt U-20 VM, hvor Pogba også blev kåret til turneringens bedste spiller.


Kært barn har mange navne
Det er dog langt fra kun hæder, som Pogba har høstet. Som tidligere nævnt har der også været masser af ballade, som da han spyttede efter en modstander i en Serie A-kamp eller da han i november 2014 blev sat af holdet, efter han var kommet for sent til et par træninger.

Trods balladen omkring Pogba var masser af storklubber på jagt efter ham i sommeren 2016, men han endte med at tage tilbage til Old Trafford, hvor karrieren for alvor startede – men også tilbage til ”balladen”. Pogba var nemlig modig ved at gå imod selveste Sir Alex Ferguson, hvilket fik holdkammeraterne fra “Den Gamle Dame” til at give Pogba kælenavnet “Nelson Mandela” grundet den modige beslutning. Det er dog langt fra det eneste kælenavn, som Pogba har fået. Den italienske presse kaldte ham for “Il Polpo Pogba”, da de mente, at de lange ben og arme på franskmanden mindede om armene på en blæksprut.

Så kælenavnene og kontroverserne har stået side om side, når det gjaldt omtalen af den meget farverige Pogba, der blandt andet har haft meget omskiftlige hårpagter med mange forskellige farver. På banen har der også været lidt rysten på hånden – her har der været tale om en blanding af Patrick Vieira og Andrea Pirlo… store ord om en ung mand… selvom "Mandela" eller "Il Polpo Pogba" allerede har været meget i overskrifterne. Det største problem har dog været at finde den rette position til Pogba i Premier League – for er han 6'er, 8'er eller 10'er?


Ballede med Sir Alex
I forhold til exit'en fra Old Trafford startede det for alvor omkring nytårsaften 2011. Pogba var blevet tilbudt en kontraktforlængelse, hvis størrelse indikerede, at den 18-årige skulle være en fast del af Manchester United-holdet. Dette er sidenhen blevet bekræftet af den daværende assistent Rene Meulensteen. Indtil nu er det ikke blevet kendt, hvorfor Pogba valgte mægtige Manchester United og Sir Alex Ferguson fra og i stedet tog til Juventus på en fri-transfer seks måneder senere.

Gætterier har sendt beslutningen tilbage til den famøse nytårsaften 2011. Et voldsomt afbudsramt United-hold tabte 2-3 til bundholdet Blackburn, men trods de mange afbud så Pogba hele kampen fra bænken. I stedet for Pogba havde Sir Alex valgt at lade den mindre forsvarsspiller Rafael da Silva spille på den centrale midtbane, hvilket skulle have gjort, at Pogba den aften besluttede sig for at skifte til Juventus. Ikke mindst fordi Pogba ikke fik nogen forklaring eller kommentar fra Sir Alex, der ifølge engelske medier havde mere travlt med at komme til sin egen 70-års fødselsdag.

Pudsigt at denne United-legendes største fejl kom på hans runde fødselsdag, og et tankeeksperimentet kunne være; hvordan havde Uniteds efterfølgende – og lidt kriseprægede - sæsoner været, hvis Pogba havde været i klubben. De fire sæsoner han var i Juventus, blev de mestre i samtlige.

Første sæson i Italien spillede han 27 gange for mesterholdet samt otte gange i Champions League – så United og Sir Alex så helt forkert et halvt år tidligere, hvor den vævre da Silva blev foretrukket sammen med den tilbagekaldte Scholes.

Op til EM2016 postede Englands største fodboldmagasin - FourFourTwo - en forside med overskriften ”The Greatest show on Earth”. Forsiden havde spillere som Neuer, Ibrahimović, Ronaldo, De Gea og Bale – og midt i det hele og med det største billede var Paul Pogba.

En stjerne var født og var blevet placeret blandt de allerstørste EM-profiler. Imod Manchester City lyste den igen, og i VIP-afdelingen kunne tv-billeder vise en meget rødmosset Sir Alex Ferguson. Skotten har altid været meget ærekær. Gad vide hvad han tænkte, da Pogba flot headede målet ind til 2-2… Pogba - Fergie's biggest mistake…

Læs hele artiklen
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
Masser af ros til De Bruyne som Jose Mourinho ikke kunne bruge i Chelsea – det var en fejl…
- Kevin er klart Premier Leagues bedste lige nu. Manchester City er Premier Leagues bedste hold, og Kevin er en vigtig spiller i Guardiolas system…

Sådan sagde en anden af Premier Leagues største profiler – Eden Hazard – i efteråret 2017, efter Pep Guardiolas mandskab havde startet Premier League-sæsonen rekordgodt. Men hvem er den stille belgier, som bare vokser, når han går ind på en fodboldbane?

Da den anerkendte engelske journalist Sam Wallace i 2015 besøgte Manchester City-træningsanlægget Jean-Claude van Damme, var det en meget genert ung mand, der mødte op, og han var end ikke den mest kendte belgier i presserummet. Det var Vincent Kompany – sådan er det ikke længere.

Inden De Bruyne var kommet til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, var han blevet kåret til årets spiller i Tyskland. Den gode form overførte han straks til Premier League, og dermed steg hans markedsværdi også. Efter blot to år i Premier League var De Bruynes værdi steget til det dobbelt – ifølge CIES Football Observatory – og han blev vurderet til at koste over en milliard kroner.


Hellere Willian og Andre Schürrle
Det sker efter, at Chelsea og Jose Mourinho kasserede ham i januar 2014. I stedet startede den succesbelagte periode med masser af ros og anerkendelse hos tyske Wolfsburg. Før dette returnerede han i sommeren 2013 tilbage til London efter en låneperiode hos Werder Bremen, og på det tidspunkt bød den daværende Dortmund-træner Jürgen Klopp på De Bruyne. Den nuværende Liverpool-manager ville have, at De Bruyne skulle afløse Mario Götze, som var blevet solgt til Bayern München, men sådan gik det som bekendt ikke.

De Bruyne kom tilbage til Chelsea samtidig med, at klubben havde styrket sig på den offensive midtbane med Willian og Andre Schürrle. De blev de foretrukne fremfor De Bruyne, hvilket sidenhen må betragtes som en stor fejl af Mourinho. Seks måneder og blot ni kampe senere rejste De Bruyne væk fra London, men uden at smække med døren. Han har sidenhen sagt, at kasseringen af Mourinho har været med til at forme ham til den spiller, han er i dag.


Guardiola er stolt
Som 14-årig forlod De Bruyne barndomshjemmet i Drongen for at udvikle sig hos Ghent, og tiden var ligeså ensom, som da han boede i London og kæresten Michele gjorde studiet færdig hjemme i Belgien - men tiden i London formede ham til den spiller han er i dag.

Fra 2012 og tre år frem lavede De Bruyne 35 assists og 23 mål i Bundesligaen, og det åbnede op for det store skifte til Premier League – og Manchester City, men også til Pep Guardiola. Den tidligere Barcelona-træner har fået sat skik på belgieren, og han har været med til at forme ham til en af verdens bedste midtbanespillere på en unik midtbane, som eksperten Morten Bruun mener, er helt unik og kan sammenlignes med midtbanen i selveste Barcelona.

- Xavi, Iniesta og Sergio Busquets. To af verdens mest sublime teknikere og en mere fysisk type, der i øvrigt også kunne spille fodbold. I dag har City det samme med Fernandinho på den bagerste midtbane og med duoen David Silva og Kevin de Bruyne lige foran. Jeg vil kalde det verdens p.t. bedste midtbane i skarp konkurrence med Real Madrids.

I efteråret var der også statistikker, der bakker op om Morten Bruuns påstand. For siden ankomsten til Manchester City er der ikke nogen, der har lavet ligeså mange assists som ham i de fem største ligaer. I de første 72 Premier League-kampe lavede han 33 assists, og det fik manager Guardiola til at sige til Marca:

- De Bruyne er en af de bedste spillere, jeg har set i mit liv, for han kan gøre absolut hvad som helst. Han er en topspiller af allerhøjeste kvalitet. Han er en stabil gut med og meget professionel. Han elsker at spille fodbold, det er det, han lever for. Vi er meget stolte af og glade for at have ham hos os.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
- Hvem sejrer i Tyrkiet?
Det er en gyser for alle pengene i den bedste tyrkiske række, hvor fire hold kæmper om mesterskabstitlen.
Tager man et blik over de europæiske ligaer står Manchester City, Barcelona og Paris Saint-Germain til at blive mestre i den hjemlige liga, mens Bayern München allerede har vundet den tyske Bundesliga. Sådan spiller klaveret dog ikke i Tyrkiet, hvor der i øjeblikket er fire kandidater til at vinde den tyrkiske Süper Lig. Der resterer 6 runder i den bedste tyrkiske række.

Istanbul Basaksehir er til at finde på 1. pladsen med 59 point. Abdullah Avcis mandskab har spillet formidabelt i denne sæson, og der var nok ikke mange, der havde troet, at Basaksehir ville lege med i mesterskabskampen ved sæsonens start. 4-2-3-1-formationen fungerer glimrende for Avci. På holdkortet er der enkelte spillere, der har været dominerende. Lad os se nærmere på disse:

Der er ingen tvivl om, at bosniske Edin Visca har været holdets trumfkort. Man kan også kalde den 28-årige midtbanespiller for assistkongen, da bosnieren har fundet holdkammeraterne hele 14 gange. Den gamle kending Emmanuel Adebayor optræder også for Basaksehir, og han er suverænt holdets målkonge med 12 kasser i igangværende sæson. Der er ingen tvivl om, at hvis det tyrkiske mesterskab skal havne hos Avci og co., skal disse to herrer spille til deres bedste. Avcis aggressive spil har givet pote, men holdet skal passe på. Istanbul-klubben har nemlig flest spillere, der er blevet sendt tidligt i bad, og alle mand skal være på banen i de 90. minutter, hvis mesterskabet skal havne hos Istanbul Basaksehir for første gang i klubbens historie.

To point længere nedad stien er traditionsklubben Galatasaray, der har vundet mesterskabet hele 20 gange. Fatih Terims mandskab spiller også bold af øverste skuffe og er uhyggelige på eget græs. ”Aslanlar” har hentet hele 40 point på Türk Telekom Arena – de har vundet 13/14 kampe på denne græsplæne. Tager vi et kig på holdkortet, er der selvfølgelige nogle spillere, der er de ledende figurer. Indkast.dk ser nærmere på disse profiler:

Franske Bafétimbi Gomis har haft gang i støvlerne og topper suverænt topscorerlisten i Tyrkiet. Franskmanden står noteret for 26 kasser – fire mere end Burak Yilmaz fra Trabzonspor. Gomis har været godt støttet af midtbaneduoen Garry Rodrigues og Younes Belhanda, der har stået kompakt og været drivkraften på midtbanen. I Gala-buret har Fernando Muslera reddet holdet flere gange, og keeperen har gjort et godt stykke arbejde mellem stængerne. Muslera er en af de bedste keepere i Tyrkiet – hans ti clean sheets (samme som Besiktas og Fenerbahces keepere) taler for sig selv. Den store udfordring for Terims mandskab ligger i kampene på fremmed græs. Gala har blot hentet 17 point på udebane – mindst af de fire tophold. Hvis det 21. mesterskab skal havne på Türk Telekom Arena, må traditionsklubben ændre deres taktik på fremmed græs.

De forsvarende mestre fra Besiktas er blot ét enkelt point bag Gala. Der er ingen tvivl om, at Senol Günes' drenge har gjort et godt stykke arbejde. Efter Champions League-exitet har holdet haft fokus på den hjemlige liga. Selvom holdet flere gange har været bagud, har Günes' mandskab kæmpet til de sidste og kan sagtens gå under betegnelsen comeback-kings - Besiktas har nemlig hentet hele 54 point i de sidste 45 minutter. Lad os tage et kig på profilerne:

Günes har ikke foretaget de store ændringer, eftersom holdet vandt det tyrkiske mesterskab i forrige sæson. Günes er kendt for at skifte formation, da han har en bred trup og mange spillere at vælge mellem. Dog har 4-2-3-1-formationen vist sig at være den mest optimale. Frontspillerne Anderson Talisca og Vagner Love har været målmaskinerne for Istanbul-klubben. De har scoret henholdsvis 13 og 12 mål i denne sæson. Disse to herrer skal fortsætte denne stime, hvis holdet skal genvinde mesterskabet. En anden nøglefigur er keeperen Fabricio, der har stået bedst mellem stængerne i Tyrkiet. Den 30-årige keeper har blot lukket 24 mål ind, hvilket gør ham til Tyrkiets bedste keeper. Sammen med Muslera står Fabricio også noteret for 10 clean sheets. Ricardo Quaresma er også en nøglefigur for holdet, men den portugisiske landsholdsspiller har ikke spillet op til sit bedste. Han har dog stadig tid til at vise, hvorfor han er en god fodboldspiller. Det har været en lang sæson for Besiktas, da de også har haft travlt på den europæiske scene. Holdet vandt suverænt Gruppe G i verdens bedste klubturnering, men blev senere slået ud af Bayern München. Det kan tænkes, at truppen har mange kilometer i benene – derfor Günes måske har roteret så meget. Nu er det altså nu. Slutfasen. Er trætheden ved at nærme sig, eller kan spillerne fortsat holde det høje niveau? Tiden må vise.

Rosinen i pølseenden, Fenerbahce, ligger i øjeblikket på fjerdepladsen og forfølger Besiktas. Der er to points forskel. Fener er jokeren i dette mesterskabsspillet - et hold, der er bedre end deres nuværende placering. Dog er trænersædet begyndt at gløde på Sükrü Saracoglu Stadio, hvor Aykut Kocaman sidder. Kocaman har ikke vundet det tyrkiske mesterskab siden hans ankomst fra Konyaspor, og vinder Fener ikke mesterskabet i år, kan han være en færdig mand i Istanbul. I en klub som Fenerbahce er mesterskabet en selvfølge, og Kocaman har været en omtalt herre i de tyrkiske medier. Presset er på Kocaman. Lad os tage et kig på hans holdkort:

En af nøglespillerne er Giuliano, der har haft meget at se til i denne sæson. 13 gange har angriberen fundet frem til netmaskerne, og man kunne godt savne flere mål fra partneren Roberto Soldado, der blot står noteret for seks mål. Kocaman foretrækker at spille med to angribere, så Soldado skal til at finde frem til netmaskerne, hvis mesterskabet skal havne i Fenerbahce for 20. gang. En anden profil er kantspilleren Nabil Driar, der har spillet suverænt på midtbanen. Ikke nok med det flotte spil har han også fundet holdkammeraterne syv gange. Men vi mangler lige at nævne en mand. Hvem? Det er Volkan Demirel. Den erfarne keeper er en af de vigtigste brikker på holdet, og hans tilstedeværelse kan være altafgørende for Fenerbahces mesterskabschancer. Ikke nok med hans 10 clean sheets er han også en vigtig brik i det defensive aspekt af Feners fodboldfilosofi. Som sagt er Fenerbahce jokeren i dette mesterskabsspil, og de kan slå til. Når som helst. Hvor som helst.

Lige en lille slutbemærkning: Galatasaray har spillet en kamp mindre end de andre hold. Gala mangler at møde bundproppen Genclerbirligi. Vinder Fatih Terims mandskab denne kamp, står de med 60 point og kommer til at ligge nummer 1. Dog har Gala er meget svært program, da de mangler at møde både Istanbul Basaksehir og Besiktas.

Det er ren gyserfilm i Tyrkiet i øjeblikket, og det bliver spændende at se, hvem der bliver tyrkiske sampiyon.
Læs hele lederen
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står overfor hinanden i en mesterskabsafgørende kamp i Manchester. Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub.

Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed. Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket den daværende Barcelona-spiller Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe imellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Vanddrikkende keeper koster bizart mål Artikel ikon 20 vanvittige mål Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ingen let udvej for Neymar i Paris SvFF linker luder-kommentar om Zlatan Artikel ikon Aubameyang: Jeg tvivlede på ham Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 33 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: PL-managere med flest trofæer Top 7: Bedste Super-subs Artikel ikon Top 10: Bedste Premier League-vindere Artikel ikon Top 6: PL-hold med færrest udskiftninger Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Se og lær City: De har gjort det før jer Sejrsfattige Hughes Artikel ikon Lazio–mål nr. 1 + 50 + 100 + 150 osv. Artikel ikon Fra Baggio til Balotelli Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Messi vil have Atlético-profil Inter vil forgylde lejesvend Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon - Jeg tænker ikke på Real Madrid! Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Joe Cole
Vidste du om ... Lee Bowyer Artikel ikon Vidste du om ... Alexandre Lacazette Artikel ikon Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Mourinhos drenge Får Arsenal-spillere køresyge? Artikel ikon Top 7: Bedste Super-subs Artikel ikon Mourinho har gjort sit… Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: OB - Lyngby Optakt: AaB - Midtjylland Artikel ikon Optakt: FC København - Horsens Artikel ikon Optakt: Randers - SønderjyskE Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Crotone - Juventus Startopstillinger: FCK - AaB Artikel ikon Startopstillinger: Leverkusen - Bayern Artikel ikon Startopstillinger: Hobro - Silkeborg Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Chelsea slog sikkert formstærke Burnley Brøndby sejrede i vanvidscomeback Artikel ikon Atlético Madrid fik stryg i Baskerlandet Artikel ikon Rodic og Gammelby nedlagde Hobro Artikel ikon Se flere