Ronaldo - Ankomst til Manchester United

Af Torsten Brix

2016-12-02
Ronaldo - Ankomst til Manchester United

Indkast.dk bringer et kapitel fra den anmelderroste bog om "Ronaldo".

“Han tog til Manchester af én eneste grund.”
“Hans præstation i den venskabskamp?”
“Det er, hvad alle går og tror.”
Interview med Jorge Mendes i Luso Football, 2006


Jorge Mendes udnyttede sin stærkt stigende troværdighed i Ronaldos familie til at komme med personlige råd. “Du skal udelukkende koncentrere dig om dine evner på banen,” gentog han over for spilleren. “Du kan ikke stole på nogen som helst i denne verden. Gå i en stor bue uden om investeringstilbud. Koncentrér dig om at spille fodbold.”

Hans rådgivning handlede snart om andet og mere end blot et professionelt forhold. Mendes havde et blødt punkt for Ronaldo, en teenager med følelsesmæssige behov, som han ikke lagde skjul på. Mendes var udmærket klar over, at det var en usleben diamant, han havde i sin varetægt.

Lige fra starten sagde han sin mening lige ud og som regel ansigt til ansigt, selv når det kunne være generende for en teenager at høre. Han forsøgte at etablere et niveau af selvkritik, der ofte er fraværende hos fodboldspillere. De og deres familier er som regel mere indstillet at bebrejde andre for fejltagelser og nederlag.

Mendes har altid værdsat Ronaldos intelligens og instinkt. Lige fra starten har han ønsket, at spilleren skulle deltage i møder, som kunne fremme hans karriere, også dem med Manchester United. “Det er derfor, Cristiano er total professionel på alle niveauer,” har Mendes sagt.

Men hvis en transfer skal komme i stand, forudsætter det, at nogen i en klub siger: “Lad os lige tage hen og se den fyr spille.”
Det hele var begyndt for Manchester United et år før den venskabskamp. Carlos Queiroz, der var Sportings træner i perioden 1994-96, havde modtaget rapporter om Ronaldo og vidste, at han var nødt til at handle hurtigt. Han foreslog et “særligt forhold” med Lissabon-klubben og brugte en udveksling af træningsmetoder og ideer som dække for at gøre bestemte aftaler og handler lettere hen ad vejen.

Ferguson sendte Jim Ryan, hans daværende assistent og tidligere reserveholdstræner, af sted for at følge Sporting til træning. Allerede dagen efter ringede Ryan til sir Alex:

“Jeg har set en spiller ... Jeg tror, han er wing, men han spiller central angriber på ungdomsholdet. Jeg ville ikke vente for længe med at vise vores interesse i ham officielt. Han er 17 år gammel, og der må være andre klubber på jagt efter ham.”

Jim Ryan gik endnu længere end det. Efter råd fra Ferguson fik han elegant bragt Madeira-spillerens navn på bane under en samtale med nogle Sporting-direktører. Sir Alex bad ham foreslå en handel, der blandt indbefattede en etårig låneaftale for at lade spilleren modnes lidt mere i Lissabon. Han var ikke den eneste, der havde fået den idé. Men Sporting bed tænderne sammen.

“Vi vil beholde ham nogle år endnu,” var det svar, Jim Ryan fik.

“Når Jorge talte med mig om interessen fra Manchester Uniteds side, var jeg helt overvældet og kunne slet ikke tro det,” har Ronaldo senere sagt. “Jeg så en del Man Utd-kampe i fjernsynet. Jeg fulgte dem dengang, de havde Cole, Yorke, Rio Ferdinand, van Nistelrooy. Klubben var en drøm for mig, og da jeg blev 17, sagde jeg: “Lad os komme af sted.”

Det var på dette tidspunkt, at aftalen med Arsenal var stort set på plads og lukket. Men kun mundtligt.

Aftenen før Sporting-United-venskabskampen på Alvalade spiste to Sporting-direktører (José Bettencourt og Miguel Ribeiro Telles) middag med en dødtræt Ferguson, der lige var landet efter tre lange ugers turné i USA. Middagen fandt sted på hotel Quinta da Marinha i Cascais, en halv times kørsel uden for Lissabon. Jorge Mendes og Luís Correia, hans nevø og højrehånd, sluttede sig senere til selskabet. Det var første gang, agenten og skotten mødtes.

Restauranten var halvtom den tirsdag. Middagsselskabet sad ved et rundt bord med udsigt over golfbanen. Den slags måltider er almindelige i luksusrestauranten – så almindelige, at ingen rigtig husker noget om det i dag.

På det tidspunkt var Manchester United desperate efter at skrive kontrakt med Ronaldo, og Mendes kridtede banen op for de to Sporting-direktører inden mødet: David Beckham havde skrevet kontrakt med Real Madrid i juni, Juan Sebastián Verón var skiftet til Chelsea, og Ronaldinho sagde nej tak til klubben. Beløbet, der kom på bordet, lå omkring de otte millioner euro, hvilket ville slå rekorden for en kontrakt med en teenagespiller – de seks millioner euro, som Barcelona lige havde betalt for Ricardo Quaresma. Men Mendes stod fast på, at de godt kunne klemme mere ud af United.

Han var sikker på, at Manchester-klubben ville gå planken ud rent økonomisk, hvis de virkelig var interesserede. Bortset fra Arsenal, Inter, Barcelona og andre internationale giganter, der lå på lur, ville Real Madrid også være klar til at handle, forudsat at deres nye træner, Queiroz, havde nævnt Ronaldos navn for den spanske storklubs bestyrelse. “På det tidspunkt ønskede alle at lade Ronaldo blive et år i Sporting på en låneaftale,” har Mendes senere sagt.

Under middagen den aften varede det ikke længe, før samtalen mellem sir Alex og Sporting-direktørerne gled hen i retning af Ronaldos fremtid.

“Vi ved, hvordan de unge spillere skal behandles. Se bare på Man- chester Uniteds historie – den er bygget op omkring massevis af unge talenter,” pointerede Ferguson.

Sportings direktører, der vidste, at Ronaldo ikke havde nogen intentioner om at forny sin kontrakt med klubben, afviste en af Mendes' påstande – den, der gik ud på, at spilleren ikke var automatisk førstevalg i startopstillingen hos Lissabon-holdet den følgende sæson. I virkeligheden var træner Fernando Santos i fuld gang med at forberede den kommende sæson med Cristiano på holdet, men det gavnede agentens fortælling at så tvivl: Ronaldos talent blev ikke på- skønnet tilstrækkeligt i Sporting, og derfor var det på tide at søge nye græsgange.
Mendes vidste, men nævnte ikke noget om det over for Ferguson, at de to direktører havde fået mandat til at forhandle om en salgssum i håb om at få den op på 15 millioner euro.
Så Sporting ville hellere end gerne sælge, United trængte til nyt blod, og agenten vidste udmærket, at sådan en handel ville sende ham selv helt til tops inden for fodboldhandler. Sådan var kortene fordelt.

Efter middagen holdt Mendes et to timer langt møde med Ferguson på hoteldirektørens kontor. Ferguson søsatte sin lokkemad, som agenten senere brugte til at overtale sin klient – den afgørende sætning: “Vi passer godt på ham.”

Selvom Mendes skulle tale med Cristiano først, blev der indgået en gentleman agreement den aften. Agenten følte, at den engelske klub var det perfekte næste skridt i Ronaldos karriere. Kun tallet på kontrakten var der endnu ikke enighed om. Ferguson var ekspert i at ligne en mand, der havde fuld kontrol over tingene. Han vidste, at hans klub havde midlerne til at overbyde alle andre, men han overlod dette sidste skridt til klubbens øverste direktør, Peter Kenyon.

Der var en aftale i farvandet, den første af, hvad der skulle blive til mange mellem Mendes og Kenyon. Englænderen, der blev tilknyttet Chelsea en måned senere, skulle åbne døre til nogle af Mendes' andre klienter: Paulo Ferreira, Tiago, Maniche, Ricardo Carvalho og José Mourinho. Kenyon og Mendes samarbejder i dag om adskillige fodboldanliggender, blandt andet optræder de som rådgivere for fem Jersey-baserede fonde.

Ronaldo sov glimrende den nat og spillede ultracool over for sine holdkammerater, også selvom han vidste, at Sporting havde indgået en aftale med den engelske klub aftenen forinden. Men i hans indre var der tændt en ild – nu lå hans fremtid i Manchester.

Den følgende dag besluttede Ferguson, at John O'Shea skulle spille højre back, fordi Gary Neville plejede en skade derhjemme.

Ronaldo modtog sin første aflevering. Han tæmmede bolden og kastede sig ud i en dribletur, der lykkedes.

“For himlens skyld, John! Markér ham tættere!” råbte Ferguson ude fra bænken.

O'Shea trak på skuldrene. Wingen snød ham igen og igen, så van- det drev. Forsvarsspillerens ansigtsudtryk afspejlede det pres, han var under.

Det var sir Alex' første glimt af den unge portugiser live. Selv i dag bliver han tydeligt berørt af at tænke tilbage på det øjeblik, som alle trænere med trang til at opdage nye stortalenter drømmer om. “En åbenbaring. Den største bølge af ophidselse og forventning, jeg har oplevet som klubleder. Det næststørste var med Paul Gascoigne.”

Det lykkedes ikke Ferguson at få skrevet kontrakt med Gazza. Det havde han fortrudt lige siden og lovet sig selv, at han aldrig ville misse sådan en chance igen.

“For helvede, boss! Det er sgu da noget af en spiller, ham dér,” lød det fra de andre spillere på bænken.

“Det er okay, jeg har tjek på ham.”

“Jeg sagde det, som om handelen var blevet indgået ti år i forvejen,” mindes Ferguson i dag.

Ifølge Alec Wylie, manden, der stod for truppens tøj og udstyr, bad John O'Shea om at blive udskiftet: “Jeg er helt til grin. Den fyr er utrolig. Jeg kan ikke følge med ham ...”

Manageren henvendte sig til en anden udstyrsmand, Albert Mor- gan: “Skynd dig op i direktørlogen og få Kenyon herned i halvlegen. Vi forlader ikke stadion her, før vi har skrevet kontrakt med den knægt.

Peter Kenyon ville være helt sikker og spurgte Ferguson: “ER han virkelig så god?” Skotten kom med et medicinsk bevis: “Han har givet John O'Shea migræne. Få skrevet kontrakt med ham!”

Kenyon advarede Ferguson om, at Real Madrid havde tilbudt otte millioner pund for ham.

“Nå, men så tilbyd dem ni.”

Sir Alex fortsatte med at udstede kommandoer under kampen. Han bad en af sine andre assistenter, Mike Phelan, om at holde alle travlt beskæftiget efter kampen og lade dem vente en times tid enten i omklædningsrummet eller i bussen. “Vi er nødt til at drøfte det med klubben, Mike, så hold humøret oppe hos dem alle sammen.” Assistenttræneren var lidt mere rundhåndet end normalt med at dele mad og drikkevarer ud. “Kom nu, Mike, vi vil hjem” klagede en af spillerne. “Hvad foregår der, mand?” “Måske er de ved at skrive kontrakt med ham fyren,” lød det fra en holdkammerat.

“Må vi tale direkte med jeres dreng?” spurgte Kenyon Sportings direktører. Det fik han tilladelse til.

Mens Ferguson tog sig et brusebad oven på venskabskampen, blev et af de mindre omklædningsrum fyldt op. Peter Kenyon, Cristiano og Jorge Mendes var der. Staben af udstyrsmænd forlod omklædningsrummet halvvejs ryddet op og forsvandt fra scenen.

“Jorge, oversæt for mig,” sagde Ferguson, så snart han dukkede op igen. Han gentog de løfter, der havde overbevist Mendes den foregående aften og så Cristiano direkte i øjnene:

“Du kommer ikke til at spille hver uge, det siger jeg til dig lige fra starten. Men du bliver førsteholdsspiller. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Du er 17 år gammel [han var rent faktisk 18]. Det vil tage tid, før du vænner dig helt til forholdene. Men vi passer på dig.”

Et kort sidespring er på sin plads her. Carlos Freitas, der var den Lissabon-baserede klubs sportsdirektør, har en anden version af historien: “Den første aftale handlede om transferbeløbets størrelse i forhold til, at Cristiano skulle blive i Lissabon et år til. Men efter venskabskampen prioriterede de anderledes, og de sagde ligeud: “Vi betaler mere, men så vil vi også have ham med det samme.”

Tilbage til Ferguson og hans ord til Cristiano:

“Næste år kommer du til at spille i halvdelen af kampene,” gentog Uniteds manager. Det var et budskab, som Mendes allerede havde givet videre til Ronaldo.

Hans udvikling ville følge et kontrolleret forløb, men uden forsinkelser.

Transferbeløbet blev man hurtigt enige om. Manchester United betalte et godt stykke over den typiske markedspris og forhindrede derved ethvert tilløb til nogen form for auktion. Man pungede ud med 12,24 millioner pund (omkring 18 millioner euro) for en fem-årig kontrakt, hvor Ronaldos personlige løn ville stige fra 24.000 euro til 2 millioner euro om året.

Sporting tilføjede kun en enkelt betingelse: Hvis De Røde Djævle besluttede sig for at sælge spilleren på et senere tidspunkt, ville de gerne have tilføjet en tilbagekøbsklausul.

“Et par dage før vi solgte ham til Real Madrid, meddelte vi Spor- ting, at de kunne få ham tilbage, men at det ville koste dem 80 millioner pund. Der dukkede mærkeligt nok ikke nogen check op,” mindes Ferguson med et lille smil.

Endnu en drøm var blevet til virkelighed for drengen fra Madeira. Ronaldo foreslog, at de fejrede øjeblikket. “Kom nu, Jorge, lad os feste!” Men agenten var travlt optaget. “Han var allerede i gang med næste punkt på dagsordenen. Han kunne ikke. Han havde en aftale et andet sted,” fortalte Ronaldo senere. “Så jeg fejrede det alene [latter] ... derfor blev det meget stilfærdigt. Jeg stod dér med min sportstaske, og Jorge talte i telefon. Jeg gik i seng, og det var så dét.”

Ganske få dage senere lejede Manchester United en privat jet, der skulle flyve spilleren, hans advokat, mor og søster Katia til England. Under flyveturen afslørede Cristiano for sin mor, at hun godt kunne begynde at kikke sig om efter et hus i Madeiras bedste boligområder.

Ronaldo troede, at han blot skulle besøge klubbens træningsfaciliteter og finpudse detaljerne i aftalen. Så han dukkede op uden kuffert, underskrev sin kontrakt og spurgte, hvornår han kunne tage tilbage til Lissabon. Til trods for det, Ferguson havde sagt i omklædningsrummet på Alvelade, var Ronaldo overbevist om, at han skulle tilbage til Sporting og forblive i Portugal resten af sæsonen.

Ronaldo forventede noget i retning af dette fra sir Alex: “Nu tager du tilbage til Lissabon. Se at få lært dig at tale ordentligt engelsk, og når du vender permanent tilbage til Manchester, er der styr på det hele, og det bliver så godt.” I stedet, som Ronaldo selv bekræftede på den pressekonference, der præsenterede ham for alverden som Manchester United-spiller, hørte han ordene: “Vi vil have dig fra denne sæson.”

Cristiano kunne ikke tro det. Han følte pludselig, at han steg i graderne. Resten af historien blev forklaret af Ferguson på den samme pressekonference.

“Men jeg har ikke taget noget med. Intet tøj!”

“Det skal du ikke bekymre dig om. Du træner sammen med os i morgen, og så flyver du tilbage til Portugal og henter dine ting.”
Den dag besøgte Ronaldo også træningsanlægget i Carrington, hvor han løb ind i John O'Shea. Den store back bad med et grin om returkommisson for transferaftalen. Han syntes, han havde fortjent et beløb efter sin afgørende indsats, som hans holdkammerater kald- te det. Budskabet blev oversat for Cristiano, og han grinede højt.

Han var iført en Versace-sweater, der gjorde indtryk, men desværre ikke positivt. Sorte ærmer, farvestrålende forside med røde, gule, blå og grønne tværstriber og sorte linjer ned langs fronten. Den var alt andet end diskret og blev ikke noget hit i omklædningsrummet. Rent faktisk husker alle stadig den sweater. I manges øjne signalerede den, at der skulle gøres en hel del arbejde, før man kunne kalde Ronaldo for en fuldgyldig Manchester United-spiller. Ens ydre fremtoning betød umådelig meget.

“Hvem er den fyr?” tænkte udstyrsmand Ian Buckingham, før han konkluderede, at det i hvert fald var en, der rigtig godt kunne li' sig selv.

Han var ikke den eneste med den slags tanker. Paul Scholes, Rio Ferdinand og flere andre besluttede, at de to markante lyse striber i hans kulsorte hår skulle udraderes, fordi de ikke passede ind hos United.

Ferguson vidste, at han var nødt til at give både fansene og holdet et nyt håb for fremtiden og en ny stjerne efter Beckhams afrejse. Så fik han en idé.

På vej til Old Trafford spurgte han Ronaldo, hvilket rygnummer han ønskede at bære. Ronaldo svarede, at han ville være meget tilfreds med nummer 28, der var ledigt. Men Ferguson havde en overraskelse til ham: Ronaldo skulle være Manchester Uniteds nye nummer 7.

Den legendariske trøje med syvtallet var blevet båret af George Best, Steve Coppell, Bryan Robson, Eric Cantona og David Beck- ham. Den aura, der omgærede netop dette nummer, var ene og alene Fergusons vision. Det var hans måde at skabe legender på i klubben og samtidig øge kravene til den spiller, der bar trøjen. Nu var det Ronaldos tur.

Den 12. august 2003, seks dage efter venskabskampen på Alvalade, præsenterede United den brasilianske midtbanespiller, Kleberson (der fik 22 kampe i løbet af to sæsoner) og den portugisiske teenager, der var iført en diskret hvid T-shirt denne gang. De lyse striber i håret var der endnu.

“Jeg var ikke det mindste overrasket,” husker Hugo Pina, “da jeg fulgte den officielle præsentation på tv og så ham med de to striber.” Ronaldos ankomst markerede starten på et nyt og tiltrængt momentum for klubben, der trængte til friske kræfter. Meget af saften og kraften var gået ud af holdet, som ikke var holdt op med at vinde trofæer siden den historiske Treble i 1999 [mesterskab, pokalfinale og Champions League o.a.]. Tre mesterskaber var det blevet til siden dengang, inklusive det seneste mod et bomstærkt Arsenal-hold med folk som Patrick Vieira, Robert Pirès, Thierry Henry, Ashley Cole og Dennis Bergkamp. Det var sådan, Ferguson drev sin forretning: Han foretog forandringerne, mens holdet befandt sig helt på toppen.
Cristiano-effekten kunne endda få endnu større betydning. Hvis det lykkedes, kunne den ligefrem relancere Premier League. Alle var enige om, at han havde potentialet til at blive en af århundredets mest betydningsfulde fodboldspillere, og at han befandt sig på den ideelle platform til at indfri forventningerne.
Det er sådan alle fortæller historien om Ronaldos transfer fra Sporting til Manchester United. Men der var også en del to. Der var flere forhindringer at navigere udenom, og andre modstandere. Nogle af dem skulle komme til at befinde sig i en retssal i Portugal nogle år senere.

Det følgende er uddrag fra den britiske journalist David Conns artikel trykt i The Guardian den 19. januar 2011. Formation, et fodbold- agentur, lagde sag an mod Jorge Mendes' selskab, GestiFute, fordi man efter Formations mening ikke havde fået udbetalt den kommis- sion, man havde krav på.

David Conn, der havde adgang til fortrolige dokumenter, stiller adskillige ubesvarede spørgsmål i forbindelse med transferen:

“Hvorfor betalte United 12,24 millioner pund, når rygterne sagde, at Sporting Lissabon havde drøftet en overgangssum på 6 millioner euro med andre engelske klubber, heriblandt Arsenal?”

Formations retssag mod Mendes-selskabet GestiFute bød på bunkevis af originale dokumenter lagt frem i distriktsretten i Porto og afslørede flere detaljer om handelen.

I henhold til Formations sagsanlæg fortalte Mendes dem dengang, at han havde modtaget 400.000 euro fra United for Ronaldo-handelen. Men i deres regnskab for 2004 bogførte United, at de havde betalt 1,129 millioner pund (svarende til 1,5 millioner euro) til agenter for handelen. The Football Association (FA), som klubberne er forpligtet til at betale alle agenthonorarer gennem, skal have givet udtryk for via retsdokumenter, der afslørede detaljerne, at United rent faktisk betalte “en anden agent” – ikke Mendes – 1 million pund.

Denne anden agent var Giovanni Branchini, der ikke havde været indblandet i forhandlingerne.

“Hvilken rolle Branchini spillede for at få dette beløb udbetalt, er stadig et ubesvaret spørgsmål ...”

I sagsanlægget hævdes det, at Mendes ikke betalte Formation 50 procent af det 400.000 euro-honorar, som det ellers var aftalt mellem dem, og på samme måde som de forud havde deltes ligeligt om honorarer i forbindelse med tidligere handler. I stedet tilbød Mendes agenturet 80.000 pund.

“Agenturet siger, at man acceptererede dette beløb, der var væsentligt mindre end det, man havde krav på, for at bevare det gode forhold til Mendes, som havde de fleste af de yngre, portugisiske landsholdsstjerner på kontrakt ... Forholdet mellem de to agenturer brød endegyldigt sammen efter Mourinhos ankomst til Chelsea, hvor han skrev kontrakt med adskillige portugisiske spillere gennem Mendes – kontrakter som Formation ikke modtog noget som helst honorar for ...”

Sagen blev endnu mere kompliceret, da FA afslørede, at ifølge tallene havde Mendes slet ikke modtaget de 400.000 euro, som han påstod, men derimod kun 150.000 euro.

Ingen fra GestiFute har ringet til David Conn for at bestride bare en enkelt af de oplysninger, han fremkommer med. Det endte med, at de to selskaber indgik forlig uden om retten. GestiFute betalte Formation et betragteligt beløb.

Kun fire dage efter Ronaldos præsentation i Manchester og ti efter venskabskampen mod Sporting startede United deres Premier League-sæson mod Bolton Wanderers foran 67.000 supportere på Old Trafford.

Ronaldo troede, at han nu omsider kunne tage tilbage til Lissa- bon og hente sine ting den weekend. Men om fredagen meddelte Ferguson til Cristianos overraskelse, at han var med i truppen til Bolton-kampen.

Startformationen så således ud: Tim Howard, Phil Neville, Rio Ferdinand, Mikael Silvestre, Quinton Fortune, Nicky Butt, Roy Keane, Ryan Giggs, Ole Gunnar Solskjær og Ruud van Nistelrooy.

Med hos Bolton var blandt andet Iván Campo, Jay-Jay Okocha og Kevin Nolan. Det var spillet 61 minutter af kampen, og hjemmeholdet havde en spinkel føring på 1-0. Sam Allerdyces tropper havde bestemt ikke opgivet ånden.

“Varm op.”

Fergusons ordre fik hjertet til at hamre i brystet på Cristiano. Fansenes klapsalver ned mod den nye spiller rummede større forventninger end normalt til en, der var så ung. Men abonnenterne på kanalen Manchester United TV havde allerede udbredt sig i lyriske vendinger om det portugisiske stjernefrø.
Både fansene og klubben håbede, at Ronaldos ankomst kunne få folk til at glemme Beckhams afrejse.

En høj, tynd dreng stod klar til at komme på banen; hans ankler var snøret godt ind, og han havde stadig de to lyse striber i håret.

“Jeg anede ikke, hvem han var,” mindes Sam Allerdyce.

Han skulle spille højre kant i angrebet og erstattede Nicky Butt. Hans første boldberøring gik udmærket. Det gav ham selvtillid. Den Ronaldo, der kom på banen nu, var som ham, der havde
spillet med i venskabskampen mod United. Direkte, anderledes, angrebslysten, modig og selvsikker. Han havde kun blik for at lave mål. Han angreb venstrebacken Nicky Hunt og centerforsvareren Ricardo Gardner, der gradvist faldt længere og længere tilbage på banen. Den forventningsfulde larm hos tilskuerne steg markant, hver gang han fik bolden.

Oppe i presselogen havde uroen bredt sig. Journalisterne sad ude på kanten af deres sæder. De vidste, at de skulle give deres reportager en ny vinkel nu.

United scorede yderligere tre mål i kampens sidste halve time. Ro- naldo var med i opbygningen af målene, og han skaffede sit hold et straffespark, som van Nistelrooy dog brændte.
Ingen talte om den afrejste David Beckham, eller om Ryan Giggs' mål. Ronaldo scorede selvfølgelig titlen som “Man of the Match”.

Kampen var forbi, men Ronaldo kunne have spillet en til fra start.

“Fantastisk,” sagde Ferguson efter kampen. “Han ligger et niveau over de andre,” tilføjede Allerdyce.

Ronaldo fik sin førsteholdsdebut for Sporting som 17-årig og for Manchester som 18-årig. Fire dage senere fik han sin debut på det portugisiske A-landshold under Luiz Felipe Scolari i en venskabskamp mod Kasakhstan.

Det hele var gået meget stærkt. Men kampene mod Manchester United i Lissabon og mod Bolton skabte falske forventninger.
Således var hans nye holdkammerater endnu ikke overbevist om, at hans stil passede til Premier League. Og på en måde fik de ret – alle hans næste skridt var ned ad bakke.

Hvis Ronaldo kunne gøre alt det på en halv time, hvad ville han så ikke være i stand til i løbet af en hel kamp? Og hver uge. Vi vinder ligaen igen. Og Champions League. Fansene tog standardlogikken i brug over for den nye portugiser.
To kampe senere havde Ferguson ham med fra start i hjemmebraget mod Wolverhampton. Den tidligere United-back, Denis Irwin, gav ham ikke en centimeters luft. Så snart den unge spiller modtog bolden, sad Irwin på ham og forhindrede ham i at dreje rundt med bolden. Han blev skiftet ud efter 67 minutter. Han havde spillet dårligt. De medrejsende Wolves-supportere sang: “Han er ikke den rigtige Ronaldo” og “Sikke et spild af penge!”

Cristianos fodbolduddannelse var lige begyndt.
Leicester City-angriberen James Scowcroft har fortalt, hvordan hans træner, Micky Adams, gav ham besked på at “vise Ronaldo, hvad engelsk fodbold handler om.” En “velkommen til Premier League”-tackling eller noget i den stil. I England er hårde tacklinger et manddomstegn, og det er måske derfor, engelsk fodbold synes at stå i stampe i forhold til mere progressive fodboldnationer.

“Jeg prøvede at gøre, som bossen krævede,” indrømmede Scowcroft, “men så kikkede jeg mig over skulderen og opdagede, at Ronaldo allerede var 20 meter foran mig.”

Måske var Leicester ikke i stand til at give Ronaldo den velkomst, de dirrede efter, men de øvrige forsvarere i Premier League gik meget langt for at gøre det. “Selv Atlas var sunket i knæ under de tacklinger, han blev udsat for i Charlton,” beklagede Ferguson sig efter et besøg i det sydlige London.”

Det var benhård behandling af højeste kaliber. Og Ronaldo reagerede dårligt på det. Hans brokkerier, overdrevne fald og diverse udgaver af “svanens død” tegnede et billede af en frustreret spiller. I sine følelsers vold. Udlænding. Han fik den form for blakket ry, der kan ødelægge karrierer.

Men hans udfordringer var også enorme, hvis han ønskede at overleve i Premier League. Han var tvunget til at undgå de grove tacklinger – og mere til. Han var nødt til at ændre sin fysik og sin fodboldstil. Ganske enkelt.

I ethvert omklædningsrum er rollerne klart defineret. Managerens assistenter er der for eksempel for at gøre livet lettere for spillerne. Ude på Carrington-træningsanlægget havde Ferguson én, der aldrig henvendte sig til spillerne for at høre, hvad de havde brug for. I stedet ventede han på dem i fitnesslokalet. Tavs. Siddende på sin stol. Tålmodig. Da Ronaldo opdagede denne mand, så han ham direkte i øjnene og sagde:

“Jeg vil være verdens bedste fodboldspiller, og du skal hjælpe mig.”

Ronaldo hang især ud med den gruppe spansktalende spillere (Quinton Fortune, Diego Forlán og Ruud van Nistelrooy), som han havde haft det godt med lige fra starten. Senere blev gruppen udvidet med målmanden Ricardo, fitnesstræneren Valter di Salvo, Gerard Piqué og Gabriel Heinze. Portusiseren talte et pudsigt, gebrokkent engelsk, men han behøvede ikke at sige ret meget.

De havde “læst” ham med det samme.

“Han gik rundt med fremskudt bryst. Han var meget selvsikker.

Han så dig direkte i øjnene,” fortæller Phil Neville. Mange unge spillere havde passeret gennem dette omklædningsrum uden at turde så meget som løfte blikket for at se på Roy Keane, Gary Neville og Ryan Giggs. “Satans til knægt,” tænkte Neville, da han opdagede, at Ronaldo uden videre mødte hans blik. “Jeg sammenlignede ham med Cantona. Cristiano ankom hertil og sagde: ‘Det her er ikke for stort. Det er her, jeg hører til.'”
Selvfølgelig har den type opførsel en pris. Man slipper ikke uskadt fra den.

De nye drenge klæder sig for eksempel normalt ret diskret. Men ikke Ronaldo. Hans smag for det hotteste inden for mærkevaretøj passede ikke rigtig ind.

“Han ankom til træning i noget kluns, som om han var på vej til en glad aften i byen.”

“Han klædte sig, som om han inden for de næste ti minutter enten ville møde premierministeren eller sin kommende kone.”
Vitserne kom strømmende fra dag ét. Konstant.

“Han gik kun i stramtsiddende tøj. Armani eller hvad det nu hedder. Og bukserne sad som malet på ham. Det var formentlig stilen i Portugal. Og hvilken stil! “Er det overhovedet plads til overs dernede i midten, gassede vi ham,” mindes Quinton Fortune.

Eller: “Ronnie, du skulle lige ta' og se dig selv i spejlet.”

De tog pis på hans hår og hans sko. På hans næsten gennemsigtige T-shirts. Hans solbriller. Hans hår og hans hud. Ronaldo havde straks fra starten besluttet at give sine tænder en grundig behandling, og han brugte også hudplejeprodukter.

“Han var helt sikkert for fint klædt på til træning,” siger Gary Neville. “Men på den anden side ... standarden skulle være høj.

Jeg har aldrig glemt min egen ungdomstræner, Eric Harrison. Han sagde altid, at vi repræsenterede Manchester United, uanset hvad vi foretog os, og at vi skulle se pæne ud i tøjet, have nyvasket hår og være nybarberede. Jeg gennemførte det aldrig helt, men Cristiano så altid ulastelig ud. Hans støvler skulle være meget grundigt renset, træningstøjet skulle være perfekt, det absolut bedste, selv til træning. Og håret skulle bare sidde.”

Og så var der episoden med spejlet ... Åh ja, spejlet. Mere om det senere. Ronaldo blev irriteret, det værste man kan blive i sådan en situation. “Vi fik fremkaldt en reaktion hos ham, og så kørte vi selvfølgelig løs,” siger Fortune. “Hvis han bare havde ignoreret os, tror jeg, vi var holdt op.”

“Ronnie – kunne nogen finde på at sige – vi har hørt, at du bare holder den trøje varm for David Beckham. Og du må godt bruge hans skab, indtil han kommer tilbage. Men han bliver ikke glad.”

Og hvis Ronaldo prøvede at svare igen, lød det fra Fortune, Rio eller en af de andre: “Lad os tale sammen, når du har prøvet at spille med i en VM-turnering.” Hvorpå det lød fra resten af koret: “Av, Ronnie, der tog han røven godt og grundigt på dig!”

Typisk gas i et omklædningsrum.

“Når jeg tænker tilbage, var det et nådesløst omklædningsrum. Man skulle være hård i filten for at klare sig igennem det,” indrømmer Gary Neville. “Jeg tror, det hærdede ham helt enormt.”

Hans spil var muligvis magisk, men det kunne man helt sikkert ikke mærke på behandlingen af ham i omklædningsrummet.

En lille observation: Når det drejede sig om udstyr, krævede han aldrig særbehandling. “Det udstyr, der blev lagt frem, var fint nok med ham. Han tog sine bomuldsstrømper på inden træningen og løb ud på banen,” har udstyrsmand Ian Buckingham fortalt.

“Er det mit træningstøj? Så er det dét, jeg bruger.”

Ude på banen lå magien alligevel ikke gemt i det, man havde på.

Og de lyse striber? De blev, hvor de var, i yderligere to uger, hvilket må opfattes som en mindre triumf for portugiseren i betragtning af, hvor meget han måtte høre for dem. Scoles og Ferdinand tabte det slag.

“Før hver eneste kamp er han igennem det samme ritual,” har Wayne Rooney afsløret. “Spilletøjet kommer på, støvlerne kommer på. Hurtigt derefter vender Ronnie sig om mod sit spejlbillede og stirrer på det, mens han psyker sig selv op til matchen. Hvis der findes et menneske med større tiltro til sig selv end Ronaldo, så har jeg ikke mødt ham endnu.”

Hvilket leder videre til spejlhistorien. Da han ankom til United, valgte Cristiano ved et sært tilfælde netop det skab, der var placeret lige over for spejlet. Dette valg har været genstand for diskussion lige siden.

Nogle hævder, at spejlet slet ikke var der i starten. “Det var ham, der fik sat et to meter højt spejl op,” har Phil Neville sagt. “Han var den første, der fandt på sådan noget i Manchester United.”
Var det virkelig, hvad der skete?

Quinton Fortune har en anden version af historien. “Vi fik endda sat et spejl op på indersiden af hans skab, så han kunne kikke på sig selv.”

Virkelig? Var det spillerne, der styrede det?

“Jeg ved kun,” siger Gary Neville, “at ét, han havde et skab; to, der hang tilfældigvis et stort spejl på søjlen lige rundt om hjørnet over for det sted, hvor han skiftede tøj. Og tre, det passede ham godt.”

Udstyrsmand Alec Wylie, en af disse detaljernes mestre, skal få det sidste ord.

“Det gamle omklædningsrum var meget lille, og vi fik det fikset lidt op på et tidspunkt. Der hang kun ét spejl ude i baderummet, så Stu, vores altmuligmand, fik hængt et helfigurspejl op derude. Da spillerne vendte tilbage til det nyindrettede omklædningsrum, skulle Ronaldo bare have det skab lige over for spejlet. Og siden den dag kunne han ikke gå forbi det uden lige at tjekke sig selv.”

I sin bog har Roy Keane beskrevet Ronaldo som “en flot fyr, og han vidste det. Han var forfængelig – foran spejlet. Han var en stor fyr, lidt af et muskelbundt. ‘Se dig bare mæt,' tænkte jeg.

Når jeg så nogle af de andre gutter stå foran det spejl, tænkte jeg snarere: ‘Ja, du er en fucking guldklump'. Men Ronaldo havde en særlig uskyld over sig og en stor venlighed. Jeg tror aldrig, han slappede af på den front, men spejlet betød aldrig mere for ham end måden, han spillede på. Det var altid min klare fornemmelse, at fodbolden var hans store kærlighed.”

Forfængelighed spillede helt klart en rolle i beslutningen om at vælge netop dét skab i omklædningsrummet. Den mest fascinerende fortolkning af hans forhold til spejlet vender vi tilbage til.

Han lod sig ikke dupere af, at han stod over for Roy Keane, Giggsy eller Scholesy. Han afprøvede sine boldtricks på dem alle sammen. Men samtidig førte hans voldsomme trang til at imponere ingen vegne hen. Han ville lave flere fodfinter, flere tunneller og flest mulige dribleture gennem en flok modstandere. Indimellem betød det mere for ham end at være holdspiller og lave mål.

Først og fremmest forsøgte han at gøre sig fortjent til en plads i fællesskabet med sine holdkammerater og opnå deres beundring.

“I begyndelsen sagde han ‘jeg kommer forbi dig', hvilket sikkert var hans måde at udtrykke på, at han var den bedste,” røber Quinton Fortune. “Han sagde ordene med det ansigtsudtryk, han har på, når han scorer og peger på sig selv, som om han vil sige: ‘Jeg er Ronaldo'. Den eneste ene.”

Hvis nogen balancerede med bolden på nakken, gentog Cristiano kunststykket kort efter med nogle variationer. “Se, jeg kan også,” sagde hans blik. “Han må have øvet sig i dagevis,” kommenterede Fortune. “Hvad er der i vejen med den fyr? Han er jo helt besat,” var den generelle reaktion.

Ronaldo er, for nu at bruge et af Pep Guardiolas udtryk, en “idé-tyv”. Han kan lide at kopiere et trick, han ser i omklædningsrummet, på tv eller YouTube. Han afsætter timer til at lære tricket og ender med at kunne det eller ligefrem forbedre det.

“Spillere, der er så selvsikre, bliver testet de første de måneder,” siger Phil Neville. En dag gik Scolesy på ham med en meget grov tackling. Den følgende dag var det Roy Keanes tur. Det var deres måde at vise ham, hvornår han skulle drible, og hvem han skulle passe på med at snyde i én-mod-én-situationer. Først og fremmest ville de pille hans arrogante attitude af ham.

“Jeg testede ham også,” fortsætter Phil Neville. “Han havde lidt af den holdning over sig, at han sagtens kunne tage røven på os, og så gjorde han det én gang, to gange, tre gange. Men bang, så fik han en herretackling af Gary, og af Gabriel Heinze ... Han blev sparket ned igen og igen, men han kom aldrig ind i omklædningsrummet efter træning og surmulede.”

Nogle mener, at netop disse uskrevne regler gør, at middelmådige spillere kan overleve i Manchester United – ved at slagte holdkammerater, der lugter af talent. Det kan i hvert fald sagtens tolkes som en forsvarsmekanisme mod mere talentfulde spillere, men det er også en måde at tænke fodbold på. Hvis det står 0-0, skal du ikke lave disse unødvendige tricks. Hvis det står 1-0, skal du heller ikke lave de unødvendige tricks. Og det samme gælder i øvrigt, hvis det står 3-0 eller 5-0. Ingen overflødige lækkerier, tak. I United går man altid direkte efter den mest effektive måde at besejre modstanderen på.

“Vi førte 4-0 hjemme på Old Trafford, og jeg kan huske, at jeg jag- tede ham, fordi han prøvede at chippe bolden op i krogen i stedet for bare at score normalt til 5-0. “Hold op med det dér!” råbte jeg. Han kan sikkert huske det endnu!” har Gary Neville fortalt. Og den tidligere højre back havde selv lært det af navne som Bryan Robson, Steve Bruce, Roy Keane, Gary Pallister og Peter Schmeichel.

“Klubben har den arbejderklassefilosofi, som dominerer byen,” siger Fergusons assistent Mike Phelan. “Arbejd hårdt og gå til dem. De fikse ting? Ja, okay, en gang imellem. Men det handler mere om brutal kraft.”

Mens Ronaldo var ved at lære, hvordan han skulle slippe bolden på det rigtige tidspunkt, var det stadig angriberne, der havde det sværest i United. Især én bestemt, og det var såmænd ingen anden end holdets topscorer.

Der er ingen grund til at dvæle yderligere ved klubbens særlige kultur, men jeg vil alligevel gerne have følgende betragtning med. I Portugal er den britiske indflydelse stærkt udbredt, men landets indbyggere er stort set katolikker alle sammen.

De psykologiske forskelle i moral mellem katolikker og protestanter er for kompliceret et emne til at komme ind på her. Men helt generelt kan man sige, at der hersker en mere laissez faire-agtig holdning til moralske spørgsmål blandt de europæiske katolikker end det, de mere stivnakkede britiske protestanter tillader. Det er der gode grunde til.

Den protestantiske revolution i England adskilte sig fra den tilsva- rende i andre nordeuropæiske lande ved i bund og grund at handle om politik og ikke om teologi. Den Anglikanske Kirke tog en rigoristisk tysk lutheranisme til sig med dens fokusering på hårdt arbejde og et strengt moralsk livssyn baseret på De Hellige Skrifter.

I slutningen af 1500-tallet var England en ø i krig med det katolske Europa. Den katolske kirke endte til syvende og sidst med at lide nederlag i kampen for at hævde pavens åndelige overherredømme, og England satte fuld kraft på at skabe sin egen markante kirkeretning, den anglikanske.

Hvad der derpå fulgte i England og senere i Storbritannien gene- relt var fire århundreder med stadig dybere fjendskab mod alt, hvad der lugtede af at være “romersk”, med andre ord det katolske Europa.

De ufravigelige grundværdier med hårdt arbejde, loyalitet over for kronen, familieværdier og national overlegenhed nåede deres absolutte højdepunkt i den victorianske tidsalder, hvor dronningen, kejserinden og overhovedet for Church of England herskede over et helt imperium. Victoria var det levende symbol på, at Gud virkelig måtte være englænder, og at englænderne følgelig var hans udvalgte folk. Hvordan skulle man ellers kunne forklare en sådan global magt? Britisk overlegenhed og en forkærlighed for at opfatte britiske normer som de eneste, der betød noget, er gået hen og blevet dybt forankret i den britiske nationalkarakter.

En sidste ting inden vi fører alt dette tilbage til fodbold: Den protestantiske etik bygger rigoristisk på loven. Regler er lavet for at blive fulgt. To årtusinder med katolsk moralsk overherredømme førte til en mentalitet, hvor man søgte at omgå reglerne uden at afskære sig fra retten til den evige frelse. Man kunne jo altid skrifte, hvis tavlen skulle vaskes ren. Folk i katolske lande går generelt ikke voldsomt meget op i regler. De er mere interesseret i at omgå dem uden at blive opdaget. Hvilket er forklaringen på, hvorfor der eksisterer korrup- tion i disse lande, også i mit eget. Det er en del af kulturen. Jeg tror, at meget af ovennævnte i bred forstand kan overføres direkte på fodbolden.

Følelsen af, at de britiske værdier er alle andre nationers moralsk overlegne, kommer især tydeligt frem, når man oplever det, der i briternes øjne er grov mangel på fairplay – det vil blandt andet sige at foregive en skade og filme sig til et frispark eller straffespark. Den slags bliver ofte fremhævet som eksempler på en hel nations råddenskab.

Og ja, engelske spillere bruger også kneb som at filme, men det forklares som regel med, at de pågældende har været udsat for “overdreven fremmed indflydelse” eller mangler sans for britisk sportslighed!

På den anden side må man erkende, at den meget anderledes hold- ning til regler alt for ofte får spillere i de katolske lande til at prøve at narre dommeren – og de jubler, hvis de slipper af sted med det. Når en spiller laver “svanens død” i straffesparksfeltet, styrter det andet holds forsvarsspillere hen til dommeren og trygler om, at han ikke lader sig narre. I England retter den første vrede sig mod den spiller, der har lavet nummeret. Hvordan kunne du finde på det? synes modstanderne at sige. Det er for groft at bryde reglerne på den måde!

Dette er kun toppen af et kulturelt isbjerg, som blandt andet er med til at forklare, hvorfor spaniere og portugisere på den ene side og englændere på den anden ikke altid kan blive enige om, hvad der skal til for at skabe en god kamp, eller hvilke spillere der fortjener mest ros.

I stedet for at drible ned mod baglinjen og smække bolden indover oplevede folk mere Ronaldo som en spiller, der fjollede rundt på banen. Manden, der tog løb ind i boksen med en præcis afvejning af rumgeometri, fart og finter, var begyndt at irritere:

“Jeg kan ikke spille sammen med den fyr. Han sender aldrig bol- den ind i boksen,” råbte en frustreret Ruud vand Nistelrooy tit efter træning. “Jeg kan ikke lave mine løb, fordi han ikke spiller bolden!”

Ved enkelte lejligheder hørte Rio Ferdinand endda den hollandske angriber sige, at han ikke ville spille sammen med Ronaldo igen.

“Jeg tror, Ruud var vant til David [Beckham], der sendte bolden indover hver eneste gang, han havde den,” forklarer målmanden Edwin van der Saar. “David havde ikke farten til at drible forbi en modstander, så han måtte gøre noget andet. Ronnie havde både farten og driblingerne.”

Cristiano var en wing med en boksangribers sjæl. Eller en boksangriber, der var sendt i eksil ude ved sidelinjen. Der lå også noget andet i den konflikt, et mere menneskeligt element. Van Nistelrooy, der scorede 150 mål i løbet af sine fem sæsoner i klubben, var Uniteds store stjerne, da Ronaldo ankom. Men pludselig begyndte den radmagre portugisiske driblekonge at få fansene over på sin side.

Og situationen blev kun værre. “De havde nogle skænderier,” har Ferdinand røbet. “Ved en enkelt lejlighed sparkede Ruud van Nistelrooy ham. Jeg sparkede så Ruud for at beskytte Ronnie lidt. Ruud slog ud efter mig med et knytnæveslag, men ramte mig ikke.”

Den hændelse fandt sted lige op til den sidste turneringskamp i sæsonen 2005-06 mod Charlton. Cristiano startede inde, mens hollænderen slet ikke blev udtaget til truppen. Van Nistelrooy havde spillet sin sidste kamp for United.

Gennem halvandet år kom Rio Ferdinand med det samme budskab til Cristiano før hver eneste kamp: “Mål og assists!”
Andre spillere mindede ham om, at han skulle blive stående på benene, fordi alt hans filmeri kostede holdet point. Han blev ganske vist udsat for tacklinger af næsten enhver art, men hans overdrevne reaktioner og skuespil fik negative konsekvenser hos dommerne.

Ferguson måtte tage Ronaldo i skole efter en kamp mod Leeds:

“Hør nu her. Vi blev snydt for et straffespark og en masse frispark i Leeds, fordi dommerne tror, du lader dig falde alt for let. Derfor fløjter de ikke. Og i vores næste kamp mod Charlton buhede folk, hver gang du fik bolden, og det kan have en negativ virkning på udeholdet. Du lader dig falde for let!”

“Han havde alvorlige vanskeligheder, fordi han ikke var stærk nok; det er rigtigt, at han faldt tit og let. På det tidspunkt mener jeg ikke, han havde styrken til at spille 90 minutter,” siger Phil Neville. “Jeg er ikke sikker på, han overhovedet forstod, hvad det indebar at spille på et hold, at bevare topformen og ofre sig selv. Hans særlige evner betød, at holdet skulle bygges op omkring ham, ikke omvendt. Men han skulle gøre sig fortjent til det først.”

Selv om Ronaldo kunne spille kant i begge sider, placerede Ferguson ham altid foran Gary Neville, så veteranen kunne styre ham med snak, skældud og ros.

“Når vi skulle spille en af de vigtige kampe mod Arsenal,” husker Phil Neville, “var det afgørende vigtigt, at Ronaldo var i absolut topform. De havde Pirès på den ene kant og Ljungberg i modsatte side, så der var simpelthen ikke råd til nogen form for huller hos os. I de træningspas, der førte op til de kampe, var der en masse fokus rettet mod Ronnie, især de første år: Var han nu også i tilstrækkelig god form?”

Men uanset hvad glemte han alligevel ofte sine pligter. I den første sæson i klubben var manageren hård ved ham.
I Ronaldos første kamp på hjemmebane efter at have skrevet kontrakt med Manchester United mødte de Benfica i en Champions League-gruppekamp, og til sidst kunne Ferguson kunne ikke længere styre sig. Tingene var ikke gået efter planen, eftersom portugiserne havde vundet den første kamp i Lissabon med 1-0. Den portugisiske wing, der brugte kampen på at bevise, at han hørte hjemme i Premier League, havde en rigtig dårlig dag på kontoret. Og Ferguson viste ingen nåde.

“Hvem tror du egentlig, du er? Én, der prøver at spille for sig selv? Du bliver aldrig til noget, hvis du fortsætter med det!”

Ronaldo begyndte at græde.

De andre spillere lod ham være. “Han havde brug for at lære gamet,” siger Ferdinand. “Det var et budskab fra hele holdet og ikke bare fra Ferguson: Alle mente, at han havde brug for at blive klogere.”

Efter skideballen og nogle tårer var portugiserens reaktion den samme som altid: at arbejde videre til træning for at blive bedre.
Forudsigeligt nok kørte de øvrige på ham i den periode. Et par uger senere blev Ronaldo mindet om episoden af Quinton Fortune og Rio Ferdinand.

“Nu sidder han og græder i omklædningsrummet igen!”

“Fuck off, mand. Det er løgn!”

“Tudefjæs, tudefjæs!”

Ferguson vidste, at efter stokken måtte han også frem med guleroden – det var den bedste måde at værne om den purunge mands særlige talent på. Alec Wylie husker det sådan: “Med jævne mellemrum spurgte manageren Ronaldo foran hele truppen: ‘Hvorfor driblede du i stedet for at lægge bolden indover?' Han kunne endda finde på at råbe, men aldrig særlig højt. Og når Ferguson var færdig med at skælde ud, gik han hen og satte sig ved siden af Ronaldo og forklarede, hvorfor han var på nakken af ham. ‘Du må ikke lade dig gå på af det, men du er nødt til at indse, at engelsk fodbold ikke er som derhjemme.'”

Ferguson havde aldrig behandlet nogen spiller med samme respekt og varme, som han udviste over for Ronaldo. Da Ronaldo ankom til Manchester, boede han på hotel i starten, men der gik ikke lang tid, før han lejede et hus, hvor hans mor og søskende kunne bo i længere perioder.

“Han holdt aldrig op med at brokke sig over vejret,” husker Alec Wylie med et smil. “Hver eneste dag sagde han: ‘Solen skinner jo aldrig her. Lortevejr. Lortevejr. Lortevejr.' Og det blev ved i seks år. Et år spillede vi en Champions League-kamp mod Porto. Vi fløj til Portugal, og det regnede nonstop, så det var det eneste, han fik. Lortevejr, lortevejr, lortevejr. Hans eneste kommentar var: ‘Det er jo heller ikke Lissabon.'”

“En vinterdag tog vi fra Manchester til Newcastle omkring klokken to om eftermiddagen,” fortæller Mike Phelan. “Det var lyst i Manchester, da vi satte os ind i flyet, men det var mørkt i Newcastle, da vi landede. Jeg husker stadig Cristianos umiddelbare kommentar: ‘Hvor er alt lyset blevet af? Hvem har slukket lyset?'”

“Jeg kunne li' knægten med det samme,” skriver Roy Keane i sin bog. “Han havde et behageligt væsen og en god indstilling ... Jeg fulgte ham nøje til træning de første dage og blev overbevist om, at han ville udvikle sig til at blive en af verdens bedste fodboldspillere. Det sagde jeg ikke noget om offentligt, for jeg har aldrig brudt mig om at sætte en spiller op på en piedelstal for tidligt, eller at skubbe ham ned fra den. Men kropsbygningen og hele fremtoningen var der. Også en smule arrogance ... Men lige fra dag ét var han en af de hårdest arbejdende spillere i Manchester United.”

Der var endda voksende forståelse for hans perfektionistiske brug af modetøj. “Sådan var David Beckham også,” siger Gary Neville. “Men selv David havde dage, hvor han gik meget afslappet påklædt. Andy Cole var ulastelig i sin påklædning, og Ryan Giggs var også knivskarp på den front, men de nåede ikke op på siden af Cristiano. For ham skulle hver eneste dag være den rene perfektion. Alting skulle passe sammen og ligge klar.”

Gary Neville kommer ind på et fascinerende element under samtalen: “Lige fra starten kunne man se, at Ronaldo var som Beckham – de ønskede begge at nå længere end blot til fodbold. De var store spillere, men de ville mere end det. Fodbold var tilsyneladende ikke nok for dem.”

Ronaldo fandt sig efterhånden nye allierede, såsom Carlos Queiroz, der vendte tilbage som Fergusons assistent i spillerens anden sæson i klubben. “Carlos var ved at eksplodere over nogle af de tacklinger, Ronnie blev udsat for,” røber Phil Neville.

“Men jeg tror, at sir Alex holdt Carlos tilbage, fordi han troede, at lidt hård behandling ville være godt for knægten.”

Cristiano brugte tre år på at komme helt ned i de små detaljer sammen med den italienske fitnesstræner Valter di Salvo, der så en form for “den perfekte storm” i den udvikling, spilleren gennemgik: “Vi er alle påvirket af vores omgivelser, af de mennesker, vi bor sammen med og af dem, der hjælper os ned ad de stier, vi følger. Mange ting skal falde i hak for at bringe det bedste frem i os – detaljer, der ikke i sig selv ser ud til at have nogen særlig betydning.”

Di Salvo henviste til, hvordan “Manchester United var det ideelle sted for en som Ronaldo, og Ferguson var den ideelle manager på grund af sin erfaring og det personlige forhold, han skabte til sine spillere: Han får det bedste ud af de unge gutter og skaber den perfekte struktur rundt om dem, en slags boble, så spilleren kan udvikle sig i fred og ro uden at opleve frygt og overdrevent pres.”

“Ferguson har to sider, og de har begge hjulpet med til, at jeg er blevet den, jeg er nu,” erkender Ronaldo. “Jeg lærte noget af ham hver eneste dag og vidste, at uanset hvor meget jeg forbedrede mig, kunne han altid lære mig nye ting. Hver eneste råd, han gav mig, har gjort mig til et bedre menneske. Han var som en reservefar for mig lige fra den allerførste dag, jeg ankom til Manchester. Jeg respekterer ham ikke bare, jeg nærer den samme hengivenhed for ham, som en søn føler over for sin far.”

Sir Alex stødte på utallige uslebne diamanter i løbet af sin lange karriere som manager, men udviste aldrig den samme tålmodighed over for de andre, som det var tilfældet med Ronaldo. Og selvom det “til syvende og sidst handler om forretning” for skotten, vil vi aldrig få et klart svar på, om Fergusons kamp for at få Ronaldo til klubben udelukkende skyldtes hans enorme potentiale, eller om den gensidige sympati mellem de to også spillede en rolle.

“Sir Alex taler meget med sine spillere,” siger Phil Neville. “Men hvis man ser videooptagelser af Ferguson i samtale med Ronaldo, har han altid armen om hans skulder.” Til gengæld gav Cristiano ham alt, hvad han havde i sig hver eneste dag – eller “hjerte og sjæl”, som spilleren selv udtrykte det engang.

Ferguson opdagede, at spillere, der er vant til et varmt, solrigt klima, lider voldsomt, når disse ydre omstændigheder bliver taget fra dem. Han var også klar over de vanskeligheder, som udlændinge støder på, når de flytter til Storbritannien – og hvor hård konkurrencen er. Det var derfor, han besluttede at give Ronaldo fri en uge indimellem, så han kunne tage hjem til Madeira. De to fandt så i fællesskab på historier om Ronaldos helbredstilstand eller udnyttede en karantæneperiode, så han kunne tage hjem og få ladet batterierne op i fred og ro.

Som Pep Guardiola har sagt, vil alle spillere gerne føle sig som noget specielt. De ønsker, at træneren skal elske dem, og om muligt endnu højere end alle de andre. Det var dét, sir Alex kunne tilbyde.

“Alle spurgte, hvorfor netop han skulle have særbehandling, og svaret lød: ‘Rolig nu, kammerat, din tur skal nok komme'” har Mike Phelan fortalt.

“Hvad Ronnie end ønskede, så fik han det,” siger Quinton Fortune. “Manageren kunne finde på at sætte spilletempoet ned bare for at beskytte Ronnie, så han ikke røg ind i for mange hårde tacklinger eller blot for at give ham den frihed og følelse af selvtillid, som han allerede havde i forvejen.”

“Ronnie er den eneste spiller, som nogensinde har fået denne besked af Ferguson: ‘Du behøver ikke at komme med tilbage. Bliv oppe foran og se, hvad modstanderne finder på,'” har Ole Gunnar Solskjær fortalt. Nordmanden tilbragte 11 år i klubben og var tæt på Ferguson.

De andre spillere måtte acceptere, at Ronaldo var anderledes. Ryan Giggs udtrykte det således: “Hvad er fidusen ved at holde dem i stramme tøjler, hvis de er så gode? Men det kunne være frustrerende for os andre, at hvis man spillede en dårlig kamp eller underpræsterede på anden vis, så risikerede man at få en hårtørrer i hovedet fra sir Alex.”

Truppen lavede jokes om det særlige forhold mellem manageren og vidunderbarnet, og der blev blandet lidt misundelse ind i morskaben: “Han er din far; han er din far!”

Den manglende faderfigur i hans liv har betydet, at Ronaldo sav- nede en rollemodel. Resultatet er, at han har viet en del af sit liv til at finde én, og autoritære skikkelser som Ferguson og Jorge Mendes har udfyldt hullet.

Manglen på faderkærlighed har også været en magnet, der tiltrak trænere. “Han udstrålede noget drenget, som gav én lyst til at elske ham, hjælpe ham og bringe ham frelst igennem alle vanskeligheder,” siger Mike Phelan.

Men den rigtige far, Dinis, ønskede ikke at blive en del af den verden og tog kun meget sjældent til Manchester. Og når han så endelig drog af sted til England, nød han altid at vende hjem til Madeira igen.

Ferguson havde sat Ronaldo på bænken i en betydningsløs kamp mod West Ham. Med et lille smil spurgte spilleren, om Ferguson havde hørt den helt nye sang, fansene brugte om ham. Fergie kendte godt den sædvanlige sang: “Han spiller til venstre, han spiller til højre, knægten Ronaldo ... lalala.” Den nye version lød: “Han spiller på bænken, han spiller på bænken ...” Det fik sir Alex til at udstøde et latterbrøl.

Ingen talte til sir Alex på den måde. Og da slet ikke en ny, ung spiller.

“Han lavede et herligt nummer med manageren en dag i omklædningsrummet,” har John O'Shea fortalt. “Det var før en kamp. Jeg tror, han gemte sig under en af behandlingsbriksene, og så kunne han noget med at trille en bold hen imod dig. Når du så ville stoppe den med foden eller hånden, fik han den selv stoppet, inden du nåede at gøre det. Han havde noget tape af en slags, så han kunne rulle den et bestemt stykke hen mod manageren, som selvfølgelig skulle til at samle den op. Men i næste øjeblik popper Ronaldo frem under brik- sen og snupper bolden, mens vores manager står foroverbøjet og er lige ved at miste balancen. Hele omklædningsrummet eksploderede, og det var bare én af mange situationer. Jeg husker den især, fordi sir Alex blev rødglødende i nogle minutter, men det gik jo hurtigt op for ham, at der bare var tale om en practical joke.”
135

Men uanset hvad var det svært at få øje på de store fremskridt hos Ronaldo den første sæson. Tvivlen rådede stadig omkring ham.

“Jeg var en af dem, der tvivlede,” indrømmer Ryan Giggs. “Jeg spurgte mig selv, om han nu også var den ægte vare. Hans præstationer var for ujævne, han traf forkerte beslutninger, og han ville for meget på én gang.”

I mellemtiden blev Ronaldo ved med at arbejde stenhårdt.

“Det har han sine forældre at takke for,” siger Valter di Salvo.

“De har skænket ham muskelfibre, der trækker sig hurtigere sammen og giver en mere eksplosionsagtig fart. Det er ikke noget, man kan skabe alene ved træning. Han har fået fysik som en atlet og ikke bare som en almindelig fodboldspiller.”

“Han har enestående fysiske, tekniske og taktiske evner. Kombineret med den mentale styrke er det de fire egenskaber, der gør ham unik,” konkluderer di Salvo. Ronaldo har en meget kraftig acceleration, som til dels skyldes styrken i hans underkrop. Han er meget præcis og kan koordinere tekniske bevægelser i høj fart, et andet produkt af både hans gener og de mange, mange timer på træningsbanen.

Der er tusindvis af eksempler på, hvordan han forsøgte at forme sin egen krop og dermed skæbne. Det er ikke sandt, at han lavede 3.000 mavebøjninger hver dag, men det følgende er:
Ronaldo bad Alex Wylie om ti bolde. John Campbell, en anden udstyrsmand, der ikke kunne lide, at folk foretog sig noget uventet, råbte til ham: “Hvad helvede skal du bruge alle dem til?”

“Til at træne frispark med,” svarede Ronaldo.

“For satan da,” lød Johns reaktion. Han ville have alt udstyret med ind i vaskerummet. “Det er noget værre pis, Ronnie!”

“Det varer ikke så længe, John. Jeg vil være verdens bedste fodboldspiller. Jeg har brug for det her.”

Edwin van der Saar fortæller: “Efter hvert træningspas trak han mig til side, så han kunne øve frispark. ‘Tag Tomasz [Kuszczak] eller en anden.' ‘Nej, det skal være dig,' sagde han bare. ‘Jeg vil score mod den bedste.' Jeg så på ham og svarede: ‘Jamen Ronnie, du scorer jo aldrig mod mig!' ‘Vent bare. Jeg skal nok score. Jeg skal nok score!'”

“Og selvfølgelig scorede han nogle stykker mod mig med sine berømte skruede frispark,” tilføjer van der Saar. Men når jeg så spurgte, om han ville sende nogle indlæg ind til mig ude fra fløjen, tabte han noget af energien. Den slags kedede ham!”

“Jeg blev beskyldt for ikke at træne hårdt nok og være skadet hele tiden,” husker den franske angriber Louis Saha. “Så jeg begyndte at træne virkelig hårdt, hårdere end nogensinde før i mit liv for at være helt sikker på, at ingen brokkede sig. Så prøvede jeg noget af det, Ronaldo lavede, men jeg kunne ikke følge med ham. Han opfandt sine egne træningsøvelser, hvor han løb fra side til side på banen, eller en 100 meter markeret med kegler, hvor han driblede og accelererede fra kegle til kegle. Så hvilede han nogle sekunder og gjorde det igen. Acceleration er det, der udmarver dig i fodbold. Man laver øvelsen én gang, og det er så det. Men han gjorde det den ene vej, og så den an- den vej, tre eller fire gange. Det er umuligt for alle andre at gøre efter.”

Men Ronaldo havde ikke opfundet det hele selv. Han havde brug for klog rådgivning for at nå sine mål.



Magasin-artikler
Suppedasen Southampton
Princippet med ”Køb billigt og sælg dyrt til Liverpool eller Manchester United” er ikke så rammende for Southampton mere. Pointmæssig krise kommer efter al for meget salg – Indkast.dk har kigget nærmere på holdet fra sydkysten.
Da Virgil van Dijk forlod Southampton, slog Premier League-klubbens bestyrelsesformand – Ralph Krueger – fast, at nu skulle klubben altså væk fra de sorte skyer, som de havde befundet sig under alt for længe.

Holdet var placeret lige over nedrykningsstregen – og kun pga. en bedre målscorer – så ét point i den efterfølgende kamp imod Watford skabte lidt luft i stillingen, og nogle af de sorte skyer forsvandt. Men krisen ulmer i klubben – hvorfor? Indkast.dk har kigget den efter i sømmene.


Metaltæthed på talentfabrikken
Efter manges opfattelse har Southampton de sidste fem sæsoner formået at skabe en talentfabrik på den engelske sydkyst, hvor de har skabt et stort transferoverskud, men det er faktisk ikke korrekt.

Før salget af van Dijk til Liverpool havde Southampton således ikke et overskud på deres transfer-balance fra de sidste fem år. Dette er faktum på trods af salg af spillere som Dejan Lovren, Adam Lallana, Nathaniel Clyne og Sadio Mané til Liverpool samt Luke Shaw og Morgan Schneiderlin til Manchester United. Trods mange af disse salg havde Southampton transfer-underskud, hvilket især skyldes en del fejlkøb til et trecifret millionbeløb ved spillere som Gaston Ramirez, Pablo Osvaldo, Jordy Clasie, Shane Long, den evigt skadende Mario Lemina og faktisk også danske Pierre-Emilie Højbjerg, selvom han har spillet bedre i de seneste kampe.

Udover de store udskiftninger i truppen har det samme været tilfældet på manager-posten. I de sidste seks sæsoner har klubben haft fem forskellige managere – og for første gang går det ned af bakke i denne periode.


2012/13
Sluttede som nr.: 14
Efter 22 kampe: 15

2013/14
Sluttede som nr.: 8
Efter 22 kampe: 9

2014/15
Sluttede som nr.: 3
Efter 22 kampe: 7

2015/16
Sluttede som nr.: 6
Efter 22 kampe: 10

2016/17
Sluttede som nr.: 8
Efter 22 kampe: 11

2017/18
Sluttede som nr.: ?
Efter 22 kampe: 17

I denne periode har der også været solide managere i klubben – se blot her:

Nigel Adkins
Fra sep. 2010 til jan. 2013
Sejrsprocent: 54,0%

Mauricio Pochettino
Fra jan. 2013 til maj 2014
Sejrsprocent: 38,3%

Ronald Koeman
Fra juni 2014 til Juni 2016
Sejrsprocent: 48,3%

Claude Puel
Fra juni 2016 til juni 2017
Sejrsprocent: 37,7%

Mauricio Pellegrino
Fra juni 2017 til nu
Sejrsprocent: 17,3 %


Skuden skal vendes nu, for pilen er nedafgående. Sæsonens første 11 kampe gav 13 point, hvorimod de næste 11 blot gav syv point. I de to perioder lukkede sydkystholdet ti mål mere ind end i den første del, og de kom til 4,3 færre afslutninger pr. kamp. Siden har profilen van Dijk forladt holdet – og de mange penge er ikke blevet brugt endnu for klubben med de voksende bekymringer.

Samtidigt med dette har den kinesiske rigmand Gao Jisheng købt en endnu større andel af klubbens aktier, men det hænger ikke sammen med nul sejre i de sidste ti Premier League-kampe, og i de næste ti kampe venter blandt andet Tottenham, Liverpool, Arsenal og Chelsea. Derfor skal spillet og resultaterne forbedres straks af den argentinske manager Pellegrino, og mon ikke også truppen bliver styrket i transfervinduet.

Et af de store transfer-mål var at hente den ”fortabte søn” Theo Walcott tilbage til Southampton, men ham nappede Everton – på trods af at hurtigløberen flere gange har fortalt, at han er stor fan af rivalerne fra Liverpool, men måske er der slet ikke så mange penge i Southampton, som mange tror?

I deres sidste regnskab kunne man læse, at deres lønudgifter var steget med næsten 500 millioner kroner over de sidste fire år. I regnskabets bemærkning kom det frem, at når klubben har solgt en dyr spiller, har de altid fundet en erstatning, som havde større lønkrav. Så hvem kan blive den næste salgsvare?

Måske marokkanske Sofiane Boufal, der godt nok har været meget skadet, men som ved flere lejligheder har set lovende ud. Det har nyindkøbet i det centrale forsvar - Wesley Hoedt – også gjort, men det er også nogle solide spillere som Dejan Lovren, Toby Aldersweireld og især Virgil van Dijk, som han skal efterfølge.

Disse salg er der ikke længere de store historier om i Southampton. Deres forfærdelige form og placering fylder mere for den tidligere ”talentfabrik”. Da Mauricio Pochettino kom til Tottenham fra Southampton i 2014, skulle han have sagt til London-holdets ledelse, at de skulle holde øje med spillerne fra Southampton – men spørgsmålet er nu… gælder det også, hvis de ikke spiller i Premier League?


Læs hele artiklen
Klopp: Ingen Coutinho, ingen problem
Liverpools salg af Philippe Coutinho kan vise sig ikke at blive et lige så stort tab som først forventet, hvis landsmanden Roberto Firmino kan fortsætte sin opadgående formkurve.
Mange var kritiske, da brasilianske Philippe Coutinho forlod Liverpool til fordel for Barcelona i en handel i omegnen af 1.2 milliarder kroner tidligere i januar transfervinduet. Salget af Coutinho kan dog vise sig at være godt givet ud, hvis landsmanden Roberto Firmino fortsætter sin nuværende formkurve.

Den 26-årige angriber har således scoret 17 sæsonmål, hvoraf det seneste var et smukt et af slagsen i sidste weekendens 4-3 sejr over Manchester City.

Firmino er samtidig en af manager Jürgen Klopps foretrukne elleve. Hans løbearbejde, presspil og evner i det lille felt gør ham til en uundværlig brik for manager Klopp. Den karismatiske tysker har heller ikke andet end roser til overs for sit angrebses:

- Jeg tror ikke, det er muligt, at nogen kan få mere ros, anerkendelse og komplimenter end Roberto, siger Jürgen Klopp til talkSPORT og fortsætter:

- Han (Firmino, red.) fortjener den anerkendelse, for han er en fantastisk fodboldspiller.

Om Firmino og Liverpool - uden Coutinho - kan fortsætte deres nuværende formkurve, vil vise sig mandag aften, når holdet fra Beatles-byen gæster nedrykningstruede Swansea.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Nicklas Bendtner – 30 år
”Lord Bendtner” er to gange blevet anholdt for at lave hærværk, og han har fået en bøde på 842.000 kroner for at køre spirituskørsel – men nu er det hele vendt, og den 30-årige ”Bendtner is back”.
Den 16. januar 1988 blev en af Danmarks vel nok mest selvtillidsfulde mænd født. Hvis man som læser er i tvivl om, hvem denne herre er, er der tale om Nicklas Bendtner. En spiller, som mange både i Danmark og i verden elsker at hade – og det er ikke så mærkeligt.

I Jantelovens hjemland er angriberen nemlig ikke bange for at iscenesætte sig selv og har desuden aldrig været det.
Allerede i ungdomsårene viste han flere tegn på, at han er en ener og formentlig altid vil være det. Han har nemlig aldrig haft nogle fodboldspillere som idoler. Næ, i stedet var hans idol tegneseriefiguren Batman – en figur der, trods svære odds altid klarede sig, og vigtigst af alt - klarede sig selv. Batman-sammenligningen er ikke helt af vejen, for selv om fodbold er en kollektiv sport, betyder det ikke, at ”Lord”, som han så yndefuldt bliver kaldt, ikke kan formå at flytte fokus over på sig selv. At det nu engang er sådan, kunne allerede ses tidligt i Bendtners karriere. Angriberens træner i KB, Jonnie Larsen, var nemlig på besøg i Arsenal og har tidligere overfor Tipsbladet beskrevet, hvad han så.

- Han var 18 og spillede en U/19-kamp mod Southampton, som ikke havde tabt en kamp i et helt år. Arsenal var bagud 1-0, og fem minutter før tid udlignede Nicklas. Arsenals spillere var helt vilde, og de løb over i hjørnet, hvor Nicklas fejrede det. I overtiden scorede Arsenal så til 2-1, og alle løb over i hjørnet igen – på nær Nicklas, som bare løb op mod midten. Det er typisk Nicklas, når det ikke er ham selv, der er i centrum. Der svinede jeg ham til og sagde, at han skulle være lidt mere en holdspiller. Jeg ved det godt Jonnie, sagde han, men han var lidt skuffet over, at han ikke blev matchvinder. Han er ikke en ond fyr, men det er nok det billede, folk har af ham. At han er lidt egoistisk…

Og påstanden er ikke helt skæv, hvis man blot lytter til nogle af de talrige andre anekdoter fra ungdomsårene. Som eksempel herpå beskrives det i bogen 'Big Bendtner' af Kurt Lassen, at han allerede som ung vidste, at han var for god til Danmark og Superligaen.

- Mens jeg var i KB, vidste jeg hele vejen, at jeg ikke skulle skrive kontrakt med FCK, men at jeg skulle videre.

Denne selvtillid har fulgt skarpretteren sidenhen, men som i så mange andre tilfælde er der en logisk grund til de høje tanker om sig selv.


Det startede på Amager – med mange mål
Bendtner startede som kun fireårig i Amager-klubben Tårnby Boldklub. Her spillede han i seks år, inden talentet rakte til den større og mere ambitiøse klub KB. Her blev historien gentaget. Bendtner tørnede nemlig også ud for københavnerne i seks år og med stor succes. Han var flere af sine konkurrenter overlegne, dels på grund af sin højde og dels på grund af sit åbenlyse talent. Det betød, at Arsenal hentede den dengang kun 16-årige dansker til London. Herfra tog karrieren for alvor fart. Faktisk imponerede skarpretteren manager Arsène Wenger så meget, at han kun et år efter sin ankomst til klubben debuterede for førsteholdet. Det skete i en Ligacup-kamp mod Sunderland i en alder af blot 17 år.

Året efter blev Bendtner udtaget som absolut yngste mand til Danmarks U-21-landshold forud for slutrunden i Portugal. I selvsamme turnering scorede Bendtner to mål mod Spanien - i sin debut vel at mærke. Senere samme år debuterede han for Danmarks bedste mandskab. Debuten faldt i en kamp mod Polen, og som for U-21-landsholdet tegnede han sig for en scoring. Ti måneder senere tilspillede han sig, efter et ophold i Birmingham, en kontraktforlængelse i Arsenal, og som om året ikke skulle være godt nok allerede, scorede han minsandten også sit første mål i Champions League i 7-0-slagtningen af Slavia Prag.

Herefter begyndte det dog at vakle mere for Bendtner. Holdkammeraterne begyndte at blive irriterede over hans store selvtilfredshed, og selv om han scorede regelmæssigt, formåede han at tiltrække negativ omtale i medierne. Det skete blandt andet efter en uheldig bytur, hvor han blev fotograferet med bukserne nede, et biluheld og røster fra landsholdslejren om, at han havde svært ved at indordne sig landsholdets regler og dermed hierarki. Det blandede mediebillede har fulgt angriberen lige siden. Efter nogle år med både strålende og forfærdeligt spil i Arsenal - og en guldrandet kontraktforlængelse til 2014 - valgte ”B52” at skifte til en lejeaftale hos midterholdet Sunderland.

Tiden i den langt mere stille nordengelske by, Sunderland, blev som tiden i Arsenal, en blandet pose bolsjer. Han startede godt, havde en mindre god periode og sluttede så godt igen. Sæsonen blev dog overskygget af flere uheldige episoder – blandt andet en sag om en fartbøde samt en sag danskeren senere blev frikendt i, hvor han sammen med anfører Lee Cattermole skulle have udøvet hærværk på adskillelige biler.


Masser af fest, damer og problemer
Udover alt balladen har Bendtner også været jagtet af mange journalister fra de mere kulørte blade, hvilket ikke mindst skyldtes ægteskabet – og barnet – som han fik med den tidligere baronesse Caroline Fleming. Dette forhold sluttede i 2011, og siden har Bendtner blandt andet været kæreste et par år med den voldsomt eksponerede skuespiller Julie Zangenberg. I denne periode var Bendtners karriere på det laveste. Dårlige ophold hos Juventus, Wolfsburg og Nottingham Forest gjorde, at han på klubholdene over en periode på fem år blot lavede fem mål – og nok engang var i overskrifterne af alle de forkerte grunde.

Da han kørte imod ensretningen på Gl. Strand i København med en promille på 1,75, mistede han også store dele af den sympati, der havde været for ham i den danske befolkning, og der var heller ikke meget forståelse hos Wolfsburg, da Bendtner – efter han blot havde lavet tre mål på to år – lagde et billede op på Instagram med sig selv i sin Mercedes på vej til træning i Wolfsburg, der er VW's hjemby. Bilfirmaet og storsponsoren i klubben betragtede dette som en provokation. Derfor endte han i Nottingham uden den store succes, og derefter endnu et skridt ned af karrierestigen med skiftet til Rosenborg, hvorved karriereforløbet kom til at hedde: Juventus, Wolfsburg, Nottingham Forest og Rosenborg. I Norge er Bendtner faldet til ro, og han skulle ifølge sig selv elske landets natur på sine lange gå- og fisketure.

- Jeg tror, at folk har et meget fejlagtigt syn på mig generelt. De tror, at de hele handler om byture og natteliv. Men når jeg har været hjemme (i Danmark, red.), har jeg altid taget ud i mit sommerhus. Jeg har altid elsket naturen, så for mig er der ikke noget nyt i det. Nu er der bare mere naturliv end så meget andet. Jeg nyder kontrasten. Det er dejligt. Vi er en del fra holdet, som fisker sammen.

Sådan sagde Bendtner til VG, men det var ikke et billede, som klubkammeraten i Rosenborg - Mike Jensen – kunne genkende efter formfremgangen.

- Nicklas er blevet stærkere fysisk, og selvtilliden er vokset siden landskampene i september… men han har altså ikke fanget en eneste fisk endnu, sagde Mike Jensen i efteråret.

Om det var naturen eller de høje priser på alkohol skal være usagt, men Rosenborg og Bendtner blev et godt match. Danskeren blev topscorer, kåret til ”Årets profil” af spillerforeningen og var stærkt medvirkende til, at Rosenborg vandt mesterskabet. Bendtner var nok en gang klar i spyttet på de sociale medier, hvor han efter den norske triumf skrev:

- Jeg sidder her og tænker på, hvordan jeg skal beskrive min sæson. Det er vel første gang i min karriere, hvor alting er gået, som jeg havde håbet og planlagt. Ja, det er faktisk første gang, hvor jeg ikke skal tænke på andet end at nyde øjeblikket og forberede mig på de næste udfordringer. At jeg er kommet så langt, siden jeg tegnede kontrakt med Rosenborg i marts, skylder jeg en stor tak til klubben for - til mit hold, til mine trænere, til fansene og alle andre bag kulisserne.

En langt mere ydmyg Bendtner takkede omkring sig og var langt fra den egoistiske version, som Arsenal-psykologen, Jacques Crevoisier, beskrev tidligere i hans karriere til det svenske fodboldmagasin Offside. Crevoisier havde lavet en 'Selvoplevet kompetence-test' – altså hvor god Bendtner opfattede sig selv til at være. Bendtners test sprængte skalaen. På en skala, der gik op til 9, formåede Nicklas Bendtner at få 10.

Nu fylder ”Fest-aben” 30 år, hvilket ikke er meget, når man tænker på, hvad han allerede har oplevet og hvilken udvikling han har gennemlevet. Måske er han ved at blive voksen?
Læs hele artiklen
José Mourinho - The Special One
Trods flere år med succes er José Mourinho stadig sulten efter flere trofæer og et eftermæle som den bedste nogensinde.
Hans fulde navn er José Mário dos Santos Mourinho Félix. Han er dog bedst kendt som José Mourinho men går også under tilnavnet "The Special One".

Han er kendt for altid at være i fokus, ligemeget om det er ude på sidelinjen, i omklædningsrummet eller til pressemødet. Han er manden man enten elsker at hade, eller manden man hader at elske.

The Young and Unknown One
Født i 1963 og opvokset i en fodboldfamilie i Setúbal, hvor hans far, ex-målmanden Félix Mourinho, spillede professionel fodbold og senere trænede ham i hans tid i Rio Ave.

Trods nogle år i blandt andet Rio Ave og Belenenses, slog José Mourinho aldrig til som fodboldspiller og besluttede derfor at drage ad trænerstien. Mourinho droppede ud af handelshøjskolen efter sin første dag, da han istedet ville læse sportsvidenskab på det tekniske universitet i Lissabon.

Før den aldeles ukendte Mourinho blev kendt som "The Special One", var han kun andenviolin ude på trænerbænken. Det var han i blandt andet i FC Barcelona, hvor han var under den forhenværende United-manager Louis van Gaals vinger.

The Special One
Hans store gennembrud og det der gjorde ham til "The Special One", var da han efter ophold i Benfica og União de Leiria vandt "The Treble" med FC Porto og leverede en af de største overraskelser i moderne tid. Intet portugisisk hold er sidenhen kommet i nærheden af Champions League-titlen, som Mourinhos Porto-mandskab sikrede i Gelsenkirchen tilbage i maj 2004.

- Kald mig ikke arrogant, men jeg er europamester, så jeg er en speciel en.

Det var de ord, José Mourinho brugte den 2. juli i 2004 til sit første pressemøde som Chelsea-manager. Champions League-triumfen med FC Porto var kun begyndelsen på en memorabel karriere for den kontroversielle portugiser. Herfra tog han England og resten af verden med storm med to engelske mesterskaber i sine første to sæsoner i London. Han var dermed manden til at vinde Chelsea deres første engelske mesterskab siden 1955.

Ligeså stor glæde Mourinho kunne vække, ligeså stor ballade kunne han lave udenfor banen med sine udtalelser og konfrontationer med trænere og diverse klubfolk. I september 2007 forlod han Chelsea som en Gud i fansenes øjne trods en fyring efter flere dårlige resultater.

The Treble: Part II
I sommeren 2008 blev han præsenteret som ny cheftræner i Milano-klubben Internazionale. Tiden i Inter var en stor tid i portugiserens karriere. Det var også med Inter, at han hentede sin anden og seneste Champions League-titel, da Diego Milito den 22. maj scorede begge mål i Champions League-finalen imod Bayern München og sikrede Mourinho hans anden treble i karrieren.

Rivaliseringen med Pep Guardiola
Den store triumf havde en stor betydning for, at "The Special One" derefter skiftede til Real Madrid. Det var her, at dette årtusindes største rivalisering udenfor kridtstregerne for alvor brød ud. Pep Guardiola var manden i spidsen for FC Barcelona. Mourinho og Guardiolas rivalisering kan sammenlignes med rivaliseringen mellem Real Madrid og FC Barcelona eller rivaliseringen mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Trods sine tre år i kongeklubben og de høje forventninger, lykkedes det ikke Mourinho at vinde Champions League med madrilenerne. Han brød dog den forbandelse, der hvilede over "Los Blancos". Forbandelsen der havde holdt Real Madrid ude af kvartfinalerne i otte sæsoner i træk. Her nåede Mourinho semifinalerne i alle sine tre sæsoner i klubben, før han blev fyret af ukendte årsager, med mistanke om en konflikt med Florentino Pérez.

The Happy One - Tilbage i Chelsea
- Kald mig den glade.

Det var Mourinhos første ord til pressemødet i hans anden periode på "Broen". Mourinho var tilbage i den klub, hvor han var elsket allermest. Det skulle endnu engang vise sig, at Mourinho var "The Special One". I sin anden sæson førte han nemlig Chelsea til tops for tredje gang i hans karriere, da han med spillere som Terry, Hazard, Fàbregas, Diego Costa og Courtois førte "The Blues" til en Premier League-triumf, der blev sikret flere spillerunder før tid. Blot syv måneder efter sin ligasejr med Chelsea, faldt hammeren ovenpå en længere periode med dårlige resultater og kontroverser med lægestaben. Og Mourinho blev igen smidt på porten i Chelsea i hans anden periode i klubben.

Genopbyggelsen af Manchester United
Hans navn blev allerede sunget højt på Old Trafford i slutningen af december 2015, hvor Louis van Gaal stadig stod i spidsen for "De Røde Djævle". I maj 2016 blev det så en realitet, at José Mourinho skulle tage over i United med forventningen om, at han skulle tage de 20-dobbelte engelske mestre tilbage til den engelske og europæiske top.

Ligesom han havde gjort i sine forhenværende klubber, hentede han store stjerner til som Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović. Der var særligt stor opmærksomhed omkring, at Mourinho igen skulle arbejde sammen med den store svensker, som han havde en fortid med i Inter. I sin tid i Real, skulle han dele land med Guardiola, i United deler han i dag by med den iltre catalaner, der står i spidsen for bysbørnene fra Manchester City.

Sammen med Guardiola, er han den manager med allerstørst fokus på i Storbrittanien og det er særligt grundet de store forventninger, der er til de to garvede herrer, som har en vis historik, og som har brugt flere milliarder på nye spillere til deres hold.

Mourinho har på det seneste været rygtet som en færdig mand hos de røde giganter, som følge af hans defensive spillestil. Mourinho selv har afvist alle rygter, selvom han tidligere har leget med tanken om, at PSG kunne være en interessant destination. En ting er dog sikker. Om 20-30 år vil man se tilbage og huske José Mourinho, som en af denne generations bedste trænere, hvis ikke den bedste.







Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Fodbold-året 2017
Indkast.dk kigger tilbage...
1/1: Olivier Giroud scorede et af årets allerbedste mål på en ”Scorpion-afslutning”.

15/1: Et af årets mest overraskende resultater, da Everton tæskede selveste Manchester City med 4-0.

5/2: Cameroun vandt det afrikanske mesterskab for femte gang.

20/2: Målmandsreserven Wayne Shaw fra Sutton blev verdenskendt, da han spiste et stykke tærte, imens hans hold spillede imod Arsenal.

26/2: Zlatan Ibrahimović slukkede Southamptons drømme om at vinde den engelske liga cup med et sent mål.

8/3: Barcelona vandt med 6-1 over PSG i et historisk comeback i Champions League. Den helt store helt var Neymar, som den franske hovedstadsklub efterfølgende købte.

1/4: Thomas Delaney laver hattrick for Werder Bremen i 5-2-sejren over Freiburg.

23/4: Et sent mål af Lionel Messi sikrede Barcelona en 3-2-sejr over Real Madrid.

12/5: Antonio Conte vandt Premier League i første forsøg.

17/5: Meget overraskende vandt Monaco det franske mesterskab foran nyrige PSG. Holdet fra fyrstedømmet gjorde det også godt i Champions League, og spillerne bliver jagtet af mange storklubber.

20/5: RB Leipzig bliver som oprykker nummer 2 i Bundesligaen. Bayern vinder samtidig mesterskabet for femte år i træk og udbygger dermed rekorden for flest vundne ligatitler i træk.

21/5: På en smuk sommeraften i Malaga vandt Real Madrid det spanske mesterskab efter fem års pause.

27/5: Et reservepræget Arsenal-hold vandt FA-cuppen over Chelsea.

27/5: Efter tre finalenederlag i træk vinder Dortmund den tyske pokalfinale med 1-0 over Frankfurt. Få dage efter fyrer klubben træner, Thomas Tuchel.

28/5: FCK blev mestre, men Brøndby sluttede på andenpladsen i Superligaen, hvilket er deres bedste placering i mange år.

28/5: David Nielsen og Lyngby vinder medaljer, som den bare tredje oprykker i historien, da de sensationelt sikrede sig bronze, efter at have vundet 3-0 på MCH Arena mod FC Midtjylland i sidste spillerunde.

3/6: Real Madrid blev det første hold nogensinde til at vinde Champions League to år i træk.

22/6: Liverpool købte hurtigløberen Mohamed Salah. Et super indkøb…

9/7: Wayne Rooney vendte hjem til Everton og fortalte til præsentationen, at han i Manchester United-tiden sov i sengetøj med Evertons logo på.

24/7: Benjamin Mendy blev indkøbt af Manchester City, der virkelig styrkede defensiven henover sommeren.

3/8: Neymar blev verdens dyreste fodboldspiller.

12/8: Mestrene fra Chelsea startede sæsonen med et hjemmenederlag til Burnley.

13/8: I den spanske Super-cup skubbede Cristiano Ronaldo til dommeren.

25/8: Billeder af Diego Costa ramte hele verdenen. Chelsea-angriberen løb rundt og spillede fodbold i en park i Brasilien. Gigantisk nedtur.

31/8: Et kaotisk transfervindue lukkede. Mange underlige handler som Renate Sanches skifte fra Bayern München til Swansea, mens den ombejlede Kylian Mbappé endte hos de ”regnskabspressede” PSG på en underlig kontrakt.

11/9: Crystal Palace fyrede Frank de Boer efter blot fem kampe – nul point og mål.

23/9: Manchester City blev det første Premier League-hold til at lave fem mål eller mere i tre kampe i træk.

28/9: Bayern fyrer Carlo Ancelotti efter en vaklende sæsonstart.

30/9: Jann-Fiete Arp blev den første spiller født i det 21. århundrede til at få debut i Bundesligaen.

6/10: Bayern ansætter den tidligere Triple-træner, 72-årige Jupp Heynckes.

14/11: Danmark vandt 5-1 over Irland, efter en forvandlet Christian Eriksen løftede det danske hold til nye højder.

25/11: Dortmund og Schalke spiller et fuldstændig vanvittigt Ruhr-derby, hvor Schalke gennemfører et historisk comeback, da de spiller 4-4 efter at have været nede med 0-4.

3/12: Efter at have tabt deres første 14 kampe i deres første Serie A-sæson, sikrede målmand Alberto Brignoli klubben Benevento deres første point med et flyvende hovedstødsmål mod Milan i sidste minut. Opgøret var desuden Gattusos første i spidsen for Milan.

10/12: Manchester City vandt over rivalerne fra United og skabte dermed 11 points forspring i stillingen til andenpladsen. Pep Guardiolas tropper fejrede dette i omklædningsrummet så meget, at Jose Mourinho startede tumultscener efter kampen – måske for at fjerne fokus fra, at United i kampen havde bolden historisk lidt på Old Trafford imod det stærke City-mandskab.

16/12: FC Köln vinder i sidste efterårsrunde sin første ligakamp i sæsonen.
Læs hele lederen
Abdelhak Nouri - Tragedien
Ungt talent udlevede drømmen i Ajax indtil en juli-dag, hvor han faldt om på banen med en permanent hjerneskade. Indkast.dk har kigget nærmere på historien - og især hvad der er sket siden med spilleren, som mange havde så høje forventninger til.
- Det hjælper ikke nogen at være bitter eller sur… eller at græde hele dagen. At være positiv og bede for ham… det hjælper!

Dette skulle være livsfilosofien for Abdelhak Nouris familie. De har ellers meget at være bitre over, for 2017 har været et modbydeligt år for dem. Året 2017 var nemlig det år, hvor den 20-årige Abdelhak gik fra at være et af Hollands mest lovende fodboldtalenter til nu at være ramt af alvorlige hjerneskader.

Nouri – med øgenavnet ”Appie” – faldt om i juli i en træningskamp imod Werder Bremen og har siden været indlagt på et hospital i Amsterdam omringet af sine nærmeste, men også i hjerterne hos mange andre. I de sidste fem måneder har der således været en ved siden af Abdelhak hele døgnet i håbet om bedring.

Abdelhak Nouri var ikke mange år gammel, da hans åbenlyse fodboldkvaliteter kom frem, og som blot syvårig skiftede han til Ajax i en periode af livet, hvor han ønskede at sove med sine fodboldstøvler på. Et unikt talent som blev født i Marokkos ørken og som kunne underholde fodboldfans, da den teknik-stærke ”Appie” kunne ting med bolden som ikke mange andre. Den tidligere hollandske landsholdsspiller Win Jonk, som var træner for Abdelhak i Ajax, beskriver ham på følgende måde:

- Et helt utroligt talent. Når man så en kamp, hvor han var med i, var det tydeligt, at mange af de andre mislykkedes med mange af de detaljer, som ”Appie” let kunne udføre. Det så virkelig let ud for ham… han var en rigtig ”gadespiller”.

Nouri er voldsom populær i Ajax, men det er der ikke noget nyt i. Til hans første kamp, hvor han var udtaget til førsteholdet, sad han hele kampen på bænken, og trods dette sang Ajax-fansene flere gange i løbet af kampen hans navn - og ikke uden grund. Han er eller på denne underlige måde ”var” noget helt specielt. Tilbage i september sidste år spillede Ajax imod Willem II, og da Amsterdam-holdet fik et frispark i en gunstig position, spurgte Nouri med største respekt den danske frisparksspecialist Lasse Schöne, om han ikke måtte tage frisparket. Schöne accepterede – og Nouri scorede.

Nouri er nemlig en meget høflig og behagelig ung mand, som er meget anderledes end andre af nutidens unge stjerner – og måske er det en af årsagerne til, at han får den store opbakning i øjeblikket. Efter 4-1-sejren over Lyon ventede en stor flok Ajax-fans udenfor stadion. Da Nouri kom ud, udbrød den største jubel, og han tog sig alt den tid, som fansene skulle bruge. Denne seance kom efter, at Nouri end ikke havde været på banen i kampen. I en af de efterfølgende kampe spillede Nouri ikke særlig godt for U/21-holdet, hvilket han beklagede til Jonk, som efterfølgende skulle have svaret:

- Det gør ikke noget… du bliver den næste Andrea Iniesta.

Sådan gik det ikke, men i stedet blev det til 13 år i Ajax og en plads i deres klubhistorie og hjerter. Hans spilletrøje hænger stadigvæk over hans skab i omklædningsrummet og hans støvler står ovenpå.


Feyenoord-fans mødte op med Nouri – på ryggen
I arbejderkvarteret - Geuzenveld – i den nordvestlige Amsterdam hænger der et stort banner langs deres five-a-side-bane med skriften ”Nouris legeplads”, hvilket blot er nogle få hundrede meter fra barndomshjemmet. Et andet banner har skriften ”Appie-4-ever” og et billede af Nouri, da han lavede sit debutmål for Ajax. Det mest sørgelige billede findes dog på Amsterdam Museum, hvor der er et ikonisk billede med overskriften ”Trist, håb og opbakning”.

Billedet er taget den 14. juli – altså 24 timer efter, at den daværende Ajax-direktør Edwin van der Sar gav ”den værst tænkelig nyhed”. Billedet viser Nouris far – Mohamed – stående igennem soltaget på en bil, imens han med hånden på hjertet og med lukkede øjne modtager masser af opbakning og kærlighed fra de mange fremmødte i gaderne omkring deres hjem. På teksten ved siden af billedet bifalder fodboldklubben Ajax den gigantiske opbakning, som der har været omkring tragedien fra alle steder. Selv Feyenoords hardcore fans, der hader Ajax, valgte at møde op ved Nouris barndomshjem i Feyenoord-trøjer med Nouris navn på ryggen.


Den altafgørende og umenneskelige dag
Efter store præstationer og anerkendelse blev Nouri i sommerpausen indkaldt til førsteholdets træningstur med den nye Ajax-træner Marcel Keizer. En uges træningslejr i Østrig, hvor de skulle spille imod Werder Bremen på et mindre stadion 70 km udenfor Innsbruck.

I begyndelsen af anden halvleg kom Nouri ind i stedet for Ziyech, men efter 72 minutters spil faldt han om i græsset. Kampen fortsatte i fem sekunder, inden dommeren fløjtede, og indenfor 60 sekunder var der voldsom panik hos alle spillerne – både Ajax og Werder Bremen-spillerne.

Nouri fik masser af lægehjælp fra begge holds læger, da han havde store vejrtrækningsproblemer. Da dette var stabiliseret, blev han sendt med helikopter til et hospital i Innsbruck. Kampen blev vist direkte i hollandsk tv, og her så Nouris bror – Abderrahim – hele kampen, hvorved han måtte opleve det umenneskelige at se broren falde om på tv. Få dage efter fik familien den triste besked af lægerne, at Nouri aldrig kom til at gå, tale eller genkende nogen.

De efterfølgende dage gav mange masser af opbakning til den kriseramte familie. Den tidligere Ajax-spiller Luis Suárez sendte en billede af sig selv sammen med en meget ung Nouri, inden Amsterdam-borgmesteren græd på direkte tv. Eberhard van der Laan var tidligere på året blevet diagnosticeret med lungekræft og havde ikke haft problemer med at tale om sygdommen, men det fik han da han deltog i tv-showet ”Zomergasten”. De første minutter gik godt, men så faldt snakken på Nouri, og Amsterdam-borgmesteren kunne ikke længere holde tårerne tilbage.

Var der Laan døde i oktober, efter han havde indviet en ny skole – Calvijn - i Nouris barndomsområde. Så ulykken med Nouri har sat spor i den fattige del af Amsterdam, imens byens hold gør alt for at vinde deres mesterskab nr. 34 – det samme nummer som Nouri brugte.

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon 20 vanvittige mål Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 18 Tévez: Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede! Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Sikrede voodoo United et Lukaku-skifte? Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: Højestlønnede trupper Top 15: Mest ønskede transfers Artikel ikon Top 6: Angrebsduoer Artikel ikon Top 10: De dyreste spillere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Mølby husker tilbage De 10 bedste hold som ikke kom til VM Artikel ikon El Clásico - mindernes allé Artikel ikon Dansk fodboldlegende er død Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon BBC: Byttehandel gennemføres Sky: Chelsea køber to Roma-spillere Artikel ikon Avis: Arsenal har budt på Aubameyang Artikel ikon Medie: AC Milan vil have ny træner Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Statistik: Dårligste Real Madrid i ti år Batman & Robben Artikel ikon Top 5: Sæsonens hurtigste mål Artikel ikon Jamie Vardys Party Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Man. City - Newcastle Optakt: Man. United - Stoke Artikel ikon Optakt: Liverpool - Man. City Artikel ikon Optakt: Real Madrid - Barcelona Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Stoke - Huddersfield Startopstillinger: Burnley – Man. United Artikel ikon Startopstillinger: Brighton - Chelsea Artikel ikon Startopstillinger: Liverpool – Man. City Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Arsenal udklasserer Crystal Palace Stoke sejrede i drømmedebut for Lambert Artikel ikon Martial-perle sikrer United sejren Artikel ikon Hazard og Willian nedlagde Brighton Artikel ikon Se flere