Danish Dynamite

Af Torsten Brix

2015-01-15
Danish Dynamite

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den anmelderoste bog Danish Dynamite. Det handler om ‘Re-Sepp-Ten'…

Klokken havde lige passeret midnat i København, da Sepp Piontek kom igennem på telefonen fra Mexico City. På det tidspunkt sad hans spillere iført sombreros og med hævede champagneglas efter at have vundet B.T.'s Guld som årets sportsnavn. Mens hans stjerner hyggede sig med kendisser og kulturministeren, havde Piontek allerede indledt sin rekognosceringsmission i Mexico efter at have overværet lodtrækningen til de forskellige VM-grupper dagen i forvejen.

“Man er begyndt at kalde vores pulje for ‘Dødsgruppen' herovre,” skrev B.T., at Piontek havde sagt i telefonen. “Franz Beckenbauer går rundt og ser vældig bekymret ud.” Gruppe E: Vesttyskland, Uruguay, Skotland, Danmark. Sportssektionerne i de danske aviser var plastret til med overskrifter om denne ‘dynamitpulje', men det var Uruguays landstræner, Omar Borrás, der brugte det navn, som senere blev standardbetegnelsen for alle svære lodtrækninger: El grupo de la muerte – Dødens Gruppe. I vore dage bruges udtrykket så ofte, at det næsten har mistet sin betydning. I 2012 havde sågar de norske mesterskaber i håndbold for oldboys sin egen ‘dødsgruppe'. Men det var skarpt set af Borrás, og hans kommentar var fuldt ud berettiget. VM-turneringer havde tidligere set storhold havne i samme gruppe – Italien, Frankrig, Argentina og Ungarn skulle for eksempel kæmpe om to pladser i den indledende runde i 1978 – men gruppe E i Mexico tegnede til at blive en sjældent set tornado af talent, historie og momentum.

Det eneste, Vesttyskland, Uruguay og Skotland ønskede at trække fra det laveste seedningslag, var et landshold, der kunne fungere som prügelknabe i gruppen. Det kunne være blevet Canada, Irak, Algeriet, Marokko eller Sydkorea. Men i stedet fik de Danmark, der var røget i det nederste lag dels på grund af deres status som VM-jomfruer, og dels fordi seedningssystemet ikke tog højde for deres brat stigende stjerne inden for europæisk fodbold. Danskerne selv var ligeglade. De skulle nok sætte fut i Dødens Gruppe.

Nedtællingen til VM var allerede begyndt under kampen mod Norge, da Svend Gehrs lovede alle seerne en sommer i Mexico. Hvis optakten til EM 84 i Frankrig havde føltes overvældende, så nåede hypen nu op på et helt nyt plan. Denne gang var alle med på galejen. Samtlige blade, bryggerier, rejsebureauer og plattenslagere fandt deres egen krog at hænge tilbuddene op på, pakket ind i rødt og hvidt og kastet i grams til et ivrigt publikum. Mandebladet Ugens Rapport havde sin egen gave til læserne, et ‘Mexico Sexico'-tillæg, hvor forsiden var prydet af en fotomodel kun iført en klaphat.

Fantasien kendte ingen grænser i jagten på lettjente penge. Et indkøbscenter i Ballerup blev omdøbt til ‘Dynamit Center 86'. En Ole Quist-klon optrådte i reklamer for en blød lænestol, som egnede sig perfekt til at sidde i foran skærmen og se VM-fodbold. Sloganet var naturligvis “Olé, Olé, Olé”. Carlsberg ændrede deres etikette på den klassiske Hof-øl fra grøn til rød. Supermarkeder solgte køkkenruller med rød-hvide flag og havde forsynet dem med denne reklametekst: “Når du skal tørre sveden af panden eller kommer til at vælte glasset, har du brug for en køkkenrulle, du kan stole på.”

Også så var der spilledragten. Det er svært at sige, om tøjfirmaet Hummel forsøgte at mime holdets sprudlende spil eller simpelthen lod øjeblikkets begejstring løbe af med sig, men deres Mexico-dragt ramte Danish Dynamite-kulturen lige på kornet, hvad angik skrædderkunst og stil. Op til 1984-turneringen havde Hummel fravalgt den røde ensfarvede spilletrøje ved at tilføje hvide ærmer med broderede røde vinkler. Senere den sommer havde Hummels dragter til det danske håndboldlandshold vakt opsigt ved OL i Los Angeles. De rød-hvide tværstriber på trøjerne og de meget korte bukser gav hurtigt holdet kælenavnet ‘Bolsjedrengene'.

Men intet havde forberedt de forsamlede journalister på det syn, der ventede dem, da Morten Olsen, Frank Arnesen og Per Frimann luftede Mexico-kollektionen for allerførste gang. Det skete en februardag i 1986 i København. Trøjen var splittet op i to kontrasterende stribede halvdele, hvoraf den ene var i lyse, rød-hvide striber, mens den anden var i mørkerøde nuancer. Felterne på ærmer og bukser matchede det futuristiske design.

“Jeg synes, det er ... anderledes,” kommenterede Morten Olsen på dansk tv efter at have jongleret med bolden på et skakternet gulv iklædt den nye spilledragt. “Men,” tilføjede anføreren, “jeg synes, det virker som et frisk pust.”

Frank Arnesen nulrede lidt med fingerspidserne i buksekanten for at vise, at stoffet var lige så tyndt som det, atletikudøvere brugte. “De sidder meget løst,” sagde han, “og det tror jeg er en stor fordel, for vi kommer nok til at svede meget.”

Olsen antydede, at internationale fodboldforbund godt kunne være konservative med hensyn til, hvordan holddragter skulle se ud. Og det samme gjaldt helt afgjort de forsamlede journalister. Tøjet blev omgående døbt ‘Karnevalsdragten', og Tipsbladets tegner afbillede spillerne iført Batmanog hofnarkostumer.

Sportsjournalisten Per Høyer Hansen sagde, at spilletrøjerne var en fornærmelse mod holdet og beskrev dragten som “tutte-nuttet, som var det til pattebørn med sut og rangle. Andre ville anvende sådanne klude som køkkengardiner.”

Men selvom dragten stred mod folks indgroede forestillinger, solgte den godt. Hummels administrerende direktør, der deltog i lanceringen iført en cardigan-version af spillernes nye trøje, regnede med et salg på omkring ti millioner kroner alene i Danmark. “Det var en marketingtriumf,” siger Klaus Berggreen, der senere selv kom til at arbejde i modeindustrien. “Set med nutidens øjne var den totalt hæslig, men som et PR-stunt gav det virkelig pote.” Da et blad bad ham om at sammenligne de landskamptrøjer, Danmark havde spillet i gennem tiderne, anbragte han 1986-versionen øverst på listen.

En delegation fra Hummel havde rejst rundt i verden på jagt efter ideer og noteret sig, at skarpt opdelte farvede mønstre var ved at vinde indpas. Birgit Leitner, der var med til at designe den danske Mexico-kollektion, siger, at nyskabelsen bestod i de stribede felter og brugen af en tynd, blå tråd til at fremhæve farvekombinationen. “Det var ikke sådan, at spillerne bidrog direkte med ideer til designet,” siger hun, “men det var jo en flok festlige fyre. Man kunne kun blive i godt humør af at arbejde sammen med dem.”

Hummel var på forhånd ikke specielt bekymret for, hvordan fans og journalister ville reagere på spilledragten, men de var nervøse for, hvordan tøjet, især trøjerne, ville se ud på tv. Der gik rygter om, at firmaet ønskede at arrangere en kamp i Idrætsparken, så man kunne se, hvordan udstyret fungerede i virkelighedens verden. Men så vidt kom det aldrig. FIFA godkendte overdelen, men beordrede Hummel til at gøre shortsene ensfarvede af hensyn til helhedsindtrykket på tv. Så Danmark stod nu med enten røde eller helt hvide bukser, der skulle passes sammen med deres enten rødeller hvidstribede felter på bluserne, og holdet brugte alle fire kombinationer i løbet af de fire kampe i Mexico.

De journalister, der var mavesure ved lanceringen, burde i stedet have hamstret spilledragter og gemt dem et sikkert sted. I dag, snart 30 år efter VM i Mexico, sælges tøjet jævnligt for over 2.000 kroner på eBay. Og selvom landsholdet i 2010 havde fået Adidas som tøjsponsor, sendte Hummel kopier af de stribede dragter fra 1984 og 1986 på markedet op til VM i Sydafrika. I andre lande blev den det definitive symbol på dansk fodbolds guldalder. Få eller ingen eksperimenterende spilledragter er så let genkendelige verden over. Fans i engelske klubber som Coventry, Aston Villa og Southampton tog også moden til sig en overgang, men det er den danske kitsch, der er penge i i dag.

Danskerne nøjedes med 1984-tøjet, da de mødte Bulgarien i en venskabskamp to måneder før VM. Lerby måtte vikariere som libero, mens de fleste andre fra den normale startopstilling havde travlt med at fylde deres respektive klubbers pokalskabe rundt om i Europa. Nederlaget på 0-3 til bulgarerne gav mindelser om holdets katastrofale optakt til EM i 1984. “Der så I vores verdensmestre. Hold op med alt det roseri. Vi spillede som i amatørdagene,” sagde Piontek til pressen.

En af de spillere, der var i skudlinjen, var John Lauridsen, der aldrig rigtig fik overbevist landstræneren om sine kvaliteter, selvom han var stjernen hos spanske Espanyol. Det hold, Piontek ville have med til Mexico, gav næsten sig selv på forhånd. Det eneste spørgsmål var, om to af stjernerne i den hjemlige 1. division skulle få lov at prøve kræfter på verdensscenen: Flemming Povlsen og Peter Schmeichel. Povlsen, en supertalentfuld angriber, der lyste op i Borussia Dortmund i 1990'erne, endte med at blive hjemme for at læse til eksamen. Med Lauridsen ude i kulden blev der plads i truppen til Feyenoords måltyv John Eriksen og til Allan Simonsen, hvis tid på landsholdet var ved at være forbi.

Schmeichel havde spillet en afgørende rolle, da Hvidovre rykkede op i 1. division. Men Piontek satsede på erfaringen og udtog i stedet Lars Høgh, der spillede hele 23 sæsoner for sin klub, OB. Høgh havde øget sin træningsindsats hele året op til VM-turneringen. Vinteren igennem svømmede han hver morgen, inden han mødte på arbejde i et shippingfirma. Efter jobbet tog han så videre til aftentræning i klubben. “Det var lidt hårdt,” siger Høgh, “men jeg betragtede det som en investering.” Uanset om Lars Høgh skulle med til Mexico eller ej, så havde hans far allerede gjort sit for landsholdet. Det var hans firma, der sørgede for sende dele af det danske spilleudstyr af sted til Latinamerika.

Da træningssamlingen op til VM blev indledt i begyndelsen af maj på Hotel Marina, kunne Piontek kun råde over syv spillere til at iføre sig den stribede dragt. Resten befandt sig stadig i deres klubber, fordi ligaerne rundt om i Europa først blev færdigspillet senere samme måned. Da resten af holdet dukkede op, talte truppen spillere, der havde været med til at vinde mesterskabet i Italien, Vesttyskland, England, Holland og Belgien. Der var ingen danske mestre blandt dem.

En af de sidst ankomne var Frank Arnesen, der havde måttet blive i Eindhoven for at hjælpe PSV med at vinde Æresdivisionen. Det skete med en 8-2-sejr over Go Ahead Eagles. Men få dage før den afgørende kamp var Arnesen alligevel fløjet en smuttur til København. Han var i byen i få timer for at optræde som forsanger under indspilningen af den danske VM-slagsang, ‘Re-SeppTen'. Titlen var et ordspil, der både hentydede til den rette medicin for at få VM-succes og til landstrænerens lykkebringende navn. Pladeproduceren havde bedt anfører Morten Olsen om at udpege truppen største musikalske talent, og valget var naturligt nok faldet på Arnesen. Han var en Amagerdreng, der voksede op på Christianshavn og havde fået sin rock'n'roll-uddannelse i den lokale ungdomsklub. Holdkammeraterne havde givet ham kælenavnet Frankie Boy.

“Jeg ved, jeg har en god stemme, men at hele landet nu skal høre på den i årevis, gør mig helt ærligt lidt nervøs,” sagde han efter indspilningen af ‘Re-Sepp-Ten' – uden at ane, at sangen blev den hurtigst og bedst sælgende single i dansk pophistorie. Arnesen fik sig et andet job i samme boldgade, da han indspillede en reklamesang for DSB. I reklamen var han iført den danske spilledragt, inklusive de forbudte, stribede shorts og jonglerede med en tom mælkekarton fra det beskidte kupégulv hen til en affaldskurv.

Ekstra Bladet havde opfordret læserne til at komme med bud på en tekst til ‘Re-Sepp-Ten', og den vindende sangskriver fik både en Mexico-tur og billetter til Danmarks kampe. Nogle af de første forslag var lige så forbløffende, som de var ringe. (“Det er rødt og hvidt, det er dit og mit, og det er skattefrit”). Det bedste bud kom fra den 56-årige roligan Grethe Larsen, der vandt førstepræmien. Åbningsmatchen mod Skotland ville blive den 25. danske landskamp, hun var med til. “Inden turen til Mexico har jeg rejst 25.000 kilometer for at følge landsholdet, og jeg aner ikke, hvad det har kostet mig,” sagde fru Larsen til ugebladet SE og HØR. “Det er ærgerligt, at jeg kom så sent i gang. Men jeg var sgu bange for at flyve. Det overvandt jeg i 1979, og så var jeg solgt.”

Entertaineren Jarl Friis-Mikkelsen, den ene halvdel af duoen Brødrene Øbberbøv, der havde nedlagt Allan Simonsen for sjov i en tv-sketch, fik til opgave at strikke en brugbar tekst sammen til ‘Re-Sepp-Ten'. Han afleverede et fængende sammenkog af patriotiske vrøvlevers, eventyrfigurer og dobbelttydigheder. Der var både den grimme ælling og Mor Danmark, der elsker sine drenge, der kan knalde. Og så omkvædet, der gik rent ind: “Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.”

Det var en af Ekstra Bladets læsere, der havde foreslået at koble landsholdet sammen med H.C. Andersens eventyr, og den idé tændte Friis-Mikkelsen straks på. “Når man skal lave sådan en hyldestsang, kan det ikke blive for opulent,” siger han. “Den er kernedansk, så der skal også drysses lidt humor på.” Jarlen havde også fremtryllet en idé til B-siden, men den sagde DBU-toppen nej til. Jarlen: “Vi ville lave et anderledes omkvæd, der tog højde for en nedtur i Mexico: ‘Vi er røde, vi er hvide, vi er virkelig ude og skide.' Man skal synge, når man vinder, men også når man taber.”

Mens Arnesen var prof i pladestudiet, var det amatørernes dag , da resten af holdet dukkede op og skulle agere baggrundskor. Spillerne blev stillet op tæt på (i visse tilfælde langt fra) mikrofonen i forhold til deres stemmepragt, og så blev der tilføjet nogle sangere fra et band, der var ved at indspille et album i nabostudiet. Forsangeren her, Maria Charlotte ‘Dodo' Gad, var endnu ikke den ægte popstjerne, hun senere skulle blive, men hun cementerede sin position i den danske kulturhistorie, da hun fik tilbuddet om at være forsanger på ‘Re-Sepp-Ten'.

“Jeg var dybt benovet,” siger Dodo. “Det var jo ikke mig, der var noget der. Jeg stod mast op i et hjørne og så det her hold af mænd komme ind, som man kun havde set på fjernsynet.” Men spillerne var lige så fascinerede af hende. “Alle syntes straks om Dodo, fordi hun så godt ud,” siger Klaus Berggreen. “Og da hun så begyndte at synge, blev vi helt vilde med hende.” Dodo og hendes bandmedlemmer husker, at Berggreen var en af de få spillere med en rimelig stemme, og at Elkjær ikke havde en tone i livet.

Da musikken var indspillet, blev der lavet en video, hvor Piontek spiller rollen som pladeproducer, mens spillerne synger kor i bedste Band Aid-stil iført deres spraglede træningsdragter. Elkjær stod lige bag Dodo og smilede lumsk, mens han vippede sine høretelefoner rundt, så de sad på hans næse og omme i nakken. “Det gik først op for mig, da jeg så videoen, at de tog pis på mig,” siger Dodo.

Den enkelt opbyggede sang med synthesizer-akkompagnement spillede på de helt rigtige strenge og fik en langt større udbredelse end forventet. Kun fire dage efter premieren på tv var der blevet solgt 35.000 plader. Og halvvejs gennem gruppekampene i Mexico var tallet nået op på over 118.000. Pladeselskabet foreslog Dodo, der prøvede at koncentrere sig om arbejdet med sin gruppes debutalbum, at hun skulle stikke en nødløgn om, at hun var på ferie, så hun ikke hele tiden blev forstyrret af medierne.

Den dag i dag er ‘Re-Sepp-Ten' den eneste sang, der kan gøre ‘Der er et yndigt land' rangen stridig, når Danmark spiller landskamp på hjemmebane. “De synger den stadig,” siger Piontek med en blanding af undren og stolthed. “Hver eneste gang, vi kvalificerer os til et eller andet, bliver der lavet en ny sang, men den her er aldrig blevet overgået – de spiller den endda til håndboldlandskampe!”

Piontek gav producerne besked på, at de kun havde halvanden time til at få sangen og videoen i kassen, inden bussen satte kurs tilbage mod træningslejren. Men tiden i pladestudiet var et velkomment afbræk for spillerne, der blev kørt hårdt på træningsanlægget i Vedbæk. Desuden var de alle igennem en individuel fitnesstest på August Krogh Instituttet i København, en underafdeling af det medicinske fakultet og opkaldt efter en dansk Nobelprisvinder, der blandt andet havde forsket i blodets evne til at optage og binde ilt.

I et forsøg på vænne spillernes fysik til at fungere optimalt i Mexico Citys tynde luft havde Piontek taget et tip til sig fra en kapgangtræner. Han anbefalede en noget utraditionel metode. Der blev spændt iltbeholdere på spillernes ryg, mens de trak vejret gennem noget, der lignede en rummaske. Den doserede indholdet af ilt i indåndingsluften, så det svarede til, hvad man ville komme ud for, når man løb i 2.300 meters højde. Spillerne havde fem af disse apparater til deling, og programmet bestod af tyve minutters jogging i jævnt tempo fulgt af en serie korte sprint.

Hvordan det føltes? Berggreen beskrev det som at have sandpapir i munden. I dag tør han godt indrømme, at nogle af holdkammeraterne fandt på luskede metoder til at snige lidt ægte frisk luft ind under masken. “Sepp gjorde det mest for at demonstrere over for os, at det ville blive hårdt. Jeg gennemførte det uden at snyde, men jeg kunne se, at Preben og Michael skubbede masken til side indimellem.” Påstanden om, at Elkjær endda tog et par hiv af sin smøg gennem siden af masken, er dog kun en myte. Den maniske fokusering på højdetræning og luftforhold nåede et punkt, hvor Ekstra Bladets sportsredaktør skrev i sin daglige klumme, om nationen dog ikke kunne tænke på andet end tynd luft i Mexico. Men Piontek sørgede omhyggeligt for at optimere sine spilleres fysik under de uvante forhold. Hans træningsprogram overlod intet til tilfældighederne:

08.30: Morgenmad
09.30: Højdetræning
10.30: Træning
13.00: Frokost
14.00: Hvile og massage 16.30: Højdetræning
17.30: Træning
19.30: Aftensmad
20.30: Massage og video 23.30: Sengetid

Mellem træningspassene fandt man tid til en opvarmningskamp mod Norge (som blev tabt 0-1) og et besøg hos den danske kongefamilie. I et interview havde Elkjær antydet, at holdet ikke fik den anerkendelse af dronning Margrethe, de fortjente. Det danske hof fulgte straks opfordringen. Landsholdets pr-værdi var det pure guld. Spillerne skiftede Hummel-tøjet ud med nydelige, koboltblå smokingjakker, stribede slips og mørke bukser og stillede sig pænt op på trappen foran slottet til et gruppebillede sammen med majestæten og hendes familie. De havde taget træningsdragter og fodboldstøvler med til de to unge prinser. “Flink dame, Margrethe,” sagde Elkjær bagefter til de forsamlede journalister. “Hun skældte mig ikke ud.”

Næste dag spillede Danmark den sidste opvarmningskamp mod Polen, der også skulle med til VM. Idrætsparken var fyldt til sidste plads. En af tilskuerne var den skotsk-engelske rockstjerne Rod Stewart, klædt i gangsterlignende trenchcoat og bredskygget Borsalino. Han så danskerne vinde 1-0, men hævdede bagefter fortrøstningsfuldt, at Skotland nok skulle hale en sejr hjem tre uger senere i Mexico. Stewarts fly til Danmark var blevet forsinket, så han gik glip af første halvleg og det veloplagte publikums afsyngelse af nationalsangen, der helt overdøvede orkesteret i tv-transmissionen.

De fleste af disse fans havde ikke mulighed for at følge deres helte hele vejen til Mexico, men de heldige, der skulle af sted, udviste stor opfindsomhed. Nogle roligans solgte ligefrem bil og hjem for at få råd til den lange rejse. Andre brugte deres sabbatordning på jobbet eller bortauktionerede præmiekreaturer. For en gruppe fans, der arbejdede i flyselskabet SAS, var turen til Mexico allerede påbegyndt på vej hjem fra den sidste gruppekamp i Irland. De fleste af dem havde trofast fulgt landsholdet på udeog hjemmebane i årevis, men de prøvede at lægge en plan, så de kunne rejse sammen til det forjættede land, standsmæssigt, men uden at blive bankrøvere først. Svaret var en ramponeret dobbeltdækker, der havde fungeret som sightseeingbus i Los Angeles. En lille delegation drog af sted til USA for at købe bussen, hvorefter SAS-personalet i LAX-lufthavnen udsmykkede den med vandrette, rød-hvide striber. Selv hjulkapslerne blev malet i de danske farver, og bussen blev døbt Roliganexpressen.

Gruppen bestod af 25 SAS-folk, der fløj til Los Angeles på første klasse iført narrehatte og ensartede jakkesæt i Harlekin-stil. De var blevet gode venner med en dansk-amerikansk forretningsmand ved navn Andy, der holdt fest for dem på sin planteskole, inden festaberne begav sig ud på den lange køretur til Mexico City. Da bussen vendte tilbage til Los Angeles efter VM – med hjælp fra en kranbil – købte Andy det faldefærdige køretøj af dem og ombyggede det til et drivhus.

De fleste i gruppen sov øverst oppe i todækkeren, mens nogle få stykker fulgte efter bussen i en Dodge-van, der også var dekoreret med bolsjestriber. Inden turen gik i gang, havde alle modtaget et brev fra arrangørerne, der mindede dem om, at de måtte efterlade deres privatliv ved busindgangen: “De, der har en walkman, bedes tage den med i tilfælde af, at nogen har lyst til lidt privatliv undervejs på turen – og det bliver den eneste måde at få det på.”

Lars Møller Nygaard, der arbejdede i indtjekningsskranken i Kastrup Lufthavn, fortæller, at de blev hyldet som konger og dronninger overalt, hvor bussen kom frem i Mexico. Normalt bookede de to-tre værelser på et lokalt motel, så bussen kunne få lov til at stå parkeret dér natten over. Men ikke sjældent endte deres ankomst med at udvikle sig til en større fest – nogle gange endda med byens borgmester som deltager.

Roliganexpressen fik tilbudt politieskorte til stadion gennem det kolossale trafikmylder inden kampen, og den forunderlige færd bragte også danskerne i søgelyset hos mexicansk tv, der lavede et portræt af dem. “Hver gang vi ankom til en ny lille by, måtte vi skrive autografer,” siger Lars Møller Nygaard. “Det var helt vanvittigt. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, om de troede, at vi var landholdsspillere.”

En bus fyldt med tequilaglade roligans havde vundet mexicanernes hjerter. Men det var intet imod, hvad de danske spillere viste sig i stand til inde på grønsværen.



Optakter
Optakt 31/3 - 20:15
FC Nordsjælland - Lyngby BK
Magasin-artikler
Det kasserede franske landshold
En trup helt uden Varane, Martial, Coman, Lacazette og Benzema.
Dette er den trup, som den franske landstræner Didier Deschamps har udtaget til de to kommende landskampe imod Luxembourg og Spanien.

Målmænd:
Hugo Lloris (Tottenham)
Benoît Costil (Rennes)
Alphonse Areola (PSG)

Forsvar:
Layvin Kurzawa (PSG)
Benjamin Mendy (AS Monaco)
Laurent Koscielny (Arsenal)
Adil Rami (Sevilla)
Samuel Umtiti (FC Barcelona)
Presnel Kimpembe (PSG)
Bacary Sagna (Manchester City)
Djibril Sidibé (AS Monaco)

Midtbane:
Blaise Matuidi (PSG)
N'Golo Kanté (Chelsea FC)
Adrien Rabiot (PSG)
Paul Pogba (Manchester United)
Dimitri Payet (Marseille)
Corentin Tolisso (Lyon)

Angreb:
Olivier Giroud (Arsenal)
Ousmane Dembélé (Dortmund)
Antoine Griezmann (Atletico Madrid)
Thomas Lemar (AS Monaco)
Kevin Gameiro (Atletico Madrid)
Kylian Mbappé (AS Monaco)
Florian Thauvin (Marseille)


Umiddelbart en meget stærk trup, men niveauet bliver helt grotesk, når man ser på, hvilket hold man kunne lave af spillere, som ikke er udtaget – se blot her:

Målmand:
Steve Mandanda (Crystal Palace)

Forsvar:
Lucas Digne (Barcelona)
Mamadou Sakho (Crystal Palace)
Raphael Varane (Real Madrid)
Sebastien Corchia (Lille)

Midtbane:
Anthony Martial (Manchester United)
Morgen Schneiderlin (Everton)
Steven N'Zonzi (Sevilla)
Kingsley Coman (Bayern München)

Angreb:
Alexandre Lacazette (Lyon)
Karim Benzema (Real Madrid)


På bænken kunne være Yohan Cabaye, Andre-Pierre Gignac, Geofffrey Kondogbia, Aymeric Laporte, Tiemoeu Bakayoko, Patrice Evra, Eliaquim Mangala, Moussa Sissoko og Nabil Fekir.

Gad vide, hvor mange af disse spillere der ville være på holdet i Luxembourg, som er Frankrig næste modstander. Flere af spillerne er skadet eller har formnedgang, men den samlede tilstandsrapport af det franske landshold er uhyggelig stærk.
Læs hele artiklen
FCK spiller for Danmarks koefficient
Når FC København i morgen, torsdag, tager imod Ajax Amsterdam i Europa League, er det ikke kun for egen vindings skyld. Hele fodbolddanmark kan få gavn af mere succes til hovedstadsholdet.
Foruden videre avancement til kvartfinalerne i Europa League står der også ære, penge og hæder på spil i morgen, når hollandske Ajax Amsterdam skal forsøge at gøre livet surt for FC København i Telia Parken. Og så står der også yderst vigtige koefficientliste-point på spil.

Danmark havde fra begyndelsen af sæsonen fire hold med i kvalifikationsrunderne til henholdsvis Europa- og Champions League. Her nåede SønderjyskE, Brøndby og FC Midtjylland alle til den afgørende runde i Europa League inden gruppespillet. Fælles for de tre klubber var, at de måtte strække våben lige inden målstregen og glemme drømmen om et europæisk gruppespil i denne sæson.

Særligt sønderjyderne var dog tæt på at klare skærene, da de efter at have spillet 0-0 hjemme kom foran med 2-0 i Tjekkiet mod Sparta Prag. Desværre for SønderjyskE og dansk klubfodbold præsterede tjekkerne et stort comeback og vandt med 3-2 på et mål i de døende minutter.

De mange sejre og uafgjorte resultater, inden holdene blev slået ud, var dog ikke helt forgæves. De var med til, at Danmark i begyndelsen af sæsonen indtog 1.-pladsen på UEFA's koefficientrangliste for indeværende sæson. Den placering blev selvfølgelig også hjulpet på vej af FC Københavns vellykkede kvalifikation til Champions League.

Danmark er dog ikke overraskende siden dumpet ned fra duksepladsen, men man skal faktisk ikke langt ned ad listen for at finde flaget med de røde og hvide farver. Således har dansk klubfodbold skrabet nok point sammen til en foreløbig 10.-plads for sæsonen.

Foran Danmark ligger store nationer som Spanien, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Belgien, Rusland, Tyrkiet og Portugal. Under Danmark ligger der også store nationer samt lande, som vi godt kan sammenligne os med: Østrig (11), Holland (12), Grækenland (14), Tjekkiet (16), Ukraine (17), Kroatien (18), Skotland (19), Schweiz (20), Rumænien (24), Sverige (27) og Norge (38).

For dem, der gerne vil have et dansk hold direkte med i Champions League, er det gode nyheder. For at være sikker på et hold i den fornemmeste turnering kræver det en placering som minimum nummer 12, og Danmark ligger p.t. nummer 18 på den samlede rangliste, som tæller indeværende sæson plus de fire foregående. De gode nyheder udspiller sig i, at Danmark lige nu skraber flere point sammen end mange af de lande, vi skal overhale på vejen til 12.-pladsen.

Her er det lande som Rumænien, Kroatien, Østrig, Grækenland, Holland og Schweiz, vi skal holde øje med. De ligger som nævnt alle under os i indeværende sæson, og det bliver heller ikke dårligere af, at holdene fra Rumænien, Kroatien, Østrig og Schweiz har udspillet deres rolle i denne sæsons europæiske turneringer.

De to sidste lande, Grækenland og Holland, har ligesom Danmark et enkelt hold tilbage. Den sidste græske repræsentant er Olympiakos, der er oppe imod Besiktas i Europa Leagues ottendedelsfinale. Og så ville skæbnen altså, at Hollands og Danmarks to sidste deltagere – FCK og Ajax – trak hinanden.

Går FCK samlet videre mod Ajax, samtidig med at tyrkerne ekspederer grækerne ud, så kan FCK og Danmark tage yderligere store skridt i kampen om at nå den eftertragtede 12.-plads.

Danmark har lige nu 23.500 point på den samlede 18.-plads, mens Schweiz, der sidder på 12.-pladsen, har 32.075 point. Der er dermed næppe tale om, at Danmark kan komme i betragtning til 12.-pladsen efter denne sæson, men vi kan tage et godt skridt på vejen.

Point-systemet for koefficientlisten
2 point for en sejr
1 point for en uafgjort
(Pointene bliver dog halveret i kvalifikationsrunden)

Herudover er der point for at nå til knockout-faserne af de to europæiske turneringer – og efterfølgende et point for hver gang, et hold går videre.

Slutteligt er der også fire point at hente ved kvalifikation til Champions League-gruppespillet plus fire yderligere point, når et hold når til 1/8-finalen.

Det er desuden landets samlede koefficient i de seneste fem sæsoner, der er gældende for, hvilken placering det ligger på. Her tæller især 14/15-sæsonen ned for dansk fodbold, da det kun blev til 2.900 point. Til sammenligning har de danske klubber skrabet 8.000 point sammen i denne sæson, og det kan gå hen at blive til meget mere, hvis FCK formår at knække Ajax.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Luís Enriques sidste genistreg ?
Luís Enrique meddelte allerede i går, at han takker af som Barca-træner til sommer. Måske for at tænde en sidste ild i sit hold.
Så skete det. Det uundgåelige, det forventede. Efter gårsdagens 6-1-udradering af Sporting Gijón rygtedes det, at Luís Enrique havde meddelt sine spillere, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. På pressemødet efter kampen bekræftede han så selv rygtet. Han trækker stikket til sommer, umiddelbart for at tage et sabbatår.

Det kommer på ingen måde som en overraskelse, at Luís Enrique stopper som træner for FC Barcelona. Det har ligget i kortene længe, også længe inden 4-0-nederlaget til PSG, der selvfølgelig fik jungletrommerne til at rumle. Men sandheden er, at Luís Enrique er træt. Barcelona-jobbet slider på én, som de færreste, undertegnede inklusiv, kan forestille sig. Man har aldrig ro, og man kan ikke tillade sig selv de mindste fejl, inden man bliver beskudt fra alle sider. Der skal hele tiden være fremgang. Det var også ordene fra Pep Guardiola, inden han med samme forklaring trak stikket efter fire sæsoner. Det var måske én sæson for sent, og Luís Enrique når da også ”kun” tre år i sædet.

Tidligere blev Frank Rijkaard også for længe på Camp Nou. Han bragte Barcelona tilbage på landkortet med Champions League-triumfen i 2006 og flere spanske mesterskaber, efter Barcelona i første halvdel af 00'erne havde famlet i blinde. Men han trak den en tand for længe med Deco og Ronaldinho, og til sidst måtte en ung Guardiola træde til og ruske op i truppen.

Så nej. Det er på ingen måde en overraskelse, at Luís Enrique trækker stikket nu. Han er en mand, der overvejer tingene meget grundigt, og som dybest set ikke har behovet for at være i rampelyset. Det, der derimod har overrasket medier og eksperter, er timingen i offentliggørelsen. Midt i sæsonen. Efter en 6-1-sejr, lige mens Barça er ved at have fat i førstepladsen i ligaen, efter at have været sakket agterud bag Real Madrid i en lang periode.

Så hvorfor kommer Luís Enrique med meldingen nu?

Præsidenten Josep Bartemeu er kommet med den sædvanlige parole om, at ”Luis Enrique skal have ro til at styre holdet resten af sæsonen, så derfor giver vi en afklaring nu”. Det er uden tvivl en del af sandheden, men jeg tror næppe, det er hverken hele sandheden eller den vigtigste del af den.

Noget andet ligger bag. Intentionen om at forlade skuden i tide, i modsætning til nogle af hans navnkyndige og ligeledes succesfulde forgængere, er én af dem. En anden er forholdet til truppen såvel som medierne.

På det seneste har stemningen om Luís Enrique været ganske ophedet i de spanske medier, og selvom Gerard Piqué i sidste måned var ude med en fuld støtteerklæring til sin træner, har spillerne været bemærkelsesværdigt stille omkring hans afgang siden offentliggørelsen i går. Alt i alt er der klare indikationer på, at Luís Enrique ikke har det allerbedste forhold til truppen.

Spillerne har ifølge de spanske medier været forundrede over visse af hans beslutninger, blandt andet beslutningen om at holde fast i Sergi Roberto på højre back, ligesom hans manglende kommunikation med de spillere, som har befundet sig langt væk fra spilletid i længere perioder, har skabt en negativ stemning i omklædningsrummet. Og der er jo som bekendt sjældent røg uden ild, selvom det ikke behøver at være et oprørsk flammehav.

Og jeg mener netop, det må være dette, der er hovedårsagen bag hans tidlige, i nogles øjne for tidlige, udmelding. Og vi skal ikke længere tilbage end sidste sæson for at finde en eventuel inspirationskilde.

Her sad Manuel Pellegrini stadig i trænersædet i Manchester City. Her var der også forlydender om, at truppen havde mistet tilliden til chileneren, samtidig med at jungletrommerne rumlede løs om Guardiolas nært forestående ansættelse. Også den blev meldt tidligt. Og fra det tidspunkt synes sympatien at vende. Spillerne så pludselig ud til at kæmpe for træneren, og det ledte Manchester City til den bedste europæiske præstation i klubbens historie med en semifinaleplads i Champions League.

Men ikke kun spillernes syn på Pellegrini så ud til at ændre sig. Også mediernes. Pludselig havde man travlt med at huske på, hvad Pellegrini faktisk havde opnået i City. Man havde sympati for den forsmåede chilener, der var ved at blive kørt ud på et sidespor til fordel for et af fodboldens største trænernavne.

Og mens den primære reaktion fra de spanske medier har været spekulationer om, hvem der er den kommende træner, har netop denne forudsigelige nekrolog-om-den-levende-mekanisme også vist sig allerede i dag. I en klumme i dagens udgave af Mundo Deportivo hylder avisens direktør Santi Nolla nemlig Luís Enrique som én af de største trænere i fodbolden:

- Dårlige nyheder for Barça. Luís Enrique er en excellent træner, en af de største, og at han forlader truppen, svækker klubben. Træneren har været ærlig, han har kommunikeret i tilstrækkelig god tid til at klubben kan planlægge et nyt projekt med den samme base. Luís Enrique har aldrig bedraget nogen, han har altid været sammenhængende med en stærk personlighed og en direkte stil. Man må forstå det. Han er også udtømt, lyder det i indledningen af Nollas klumme under overskriften ”En af de store”.

Det var ikke ligefrem sådan det lød, da Barcelona for blot et par uger siden blev tromlet over af PSG.

Luis Enriques timing, beslutningen om at sige farvel, inden det sidste kapitel er skrevet, kan vise sig at blive en sidste (lile) genistreg fra Luís Enrique. Fremprovokerer det en lignende reaktion hos Barca-spillerne som hos City-spillerne i sidste sæson? I så fald kan holdet vinde La Liga og Copa del Rey. Og hvem ved… om to uger står PSG på menuen, når 4-0-nederlaget skal vendes på Camp Nou. Chancerne er små, de er minimale, men kommer Barcelona i absolut topform, ved vi også, at det på den ene eller anden måde kan lade sig gøre. Uanset hvad, vil det efter forløbet i denne sæson være en kæmpe bedrift, kan han hente den spanske double hjem.

Og det er netop i det lys, jeg mener, vi skal se Luís Enriques tilbagetræden. Det er ikke blot af respekt over for ledelsen, så de kan bruge det næste halve år på at tænke sig grundigt om i forhold til den kommende træner. Det er ikke bare for at få arbejdsro, for det får han selvfølgelig aldrig i FC Barcelona, uanset hvad præsidenten siger. Det er derimod et forsøg på at tænde en sidste ild i sit hold, i sit projekt, og det er et forsøg på at samle holdet omkring sig til en sidste kraftanstrengelse, så de også i hans tredje og sidste sæson kan levere store bedrifter. Så han i stedet for at efterlade en hullet skude, overlader en velfungerende, flydende skonnert til Sampaoli, Valverde, Wenger, Morten Olsen – eller hvem end der kommer til at føre arbejdet videre i den catalanske storklub.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Årets afbrænder fra Argentina Top-10: De bedste mål fra Cruyff Artikel ikon Depay laver en ”Beckham” Artikel ikon Skidt målmandsspil koster Ajax Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Islandsk læge: Babyboom 9 måneder derpå James har fået Colombia på nakken Artikel ikon Bendtner enig med legende: Flot karl Artikel ikon Fans sendte anti-Roma breve til Anderson Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 12: Største transfer-mål til sommer Top 10: Flest landskampsmål Artikel ikon Top 10: Udsolgte stadions i denne sæson Artikel ikon Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Verdens dårligste landshold Luís Enriques sidste genistreg ? Artikel ikon Fra Champions til Championship ? Artikel ikon The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Mike Jensen – Kongen af Rosenborg Romelu Lukaku – ny Karim eller Costa? Artikel ikon Donnarumma - Det største målmandstalent Artikel ikon Steven N'Zonzi - som Vieira og Busquets Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Avis: Mourinho kigger efter ny Carrick Sampdoria: For tidligt at tale om Schick Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Chelsea favoritter til at gafle van Dijk Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lucas Moura
Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Vidste du om ... Neymar Jr. Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Top 10: Flest landskampsmål Status: Premier League i 2017 Artikel ikon Zlatan vs. Griezmann Artikel ikon Mål og kort i ALKA Superliga Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - Lyngby BK Optakt: Rumænien - Danmark Artikel ikon Optakt: Italien - Albanien Artikel ikon Optakt: Viborg FF - AaB Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - England Startopstillinger: Montenegro – Polen Artikel ikon Startopstillinger: Nordirland – Norge Artikel ikon Startopstillinger: Rumænien - Danmark Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Bendtner-assist i Rosenborg-triumf Spanien dukkede Frankrig i testkamp Artikel ikon Italien forværrede Hollands krise Artikel ikon Loftus-Cheek splittede Danmark ad Artikel ikon Flere kampreferater