Danish Dynamite

Af Torsten Brix

2015-01-15
Danish Dynamite

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den anmelderoste bog Danish Dynamite. Det handler om ‘Re-Sepp-Ten'…

Klokken havde lige passeret midnat i København, da Sepp Piontek kom igennem på telefonen fra Mexico City. På det tidspunkt sad hans spillere iført sombreros og med hævede champagneglas efter at have vundet B.T.'s Guld som årets sportsnavn. Mens hans stjerner hyggede sig med kendisser og kulturministeren, havde Piontek allerede indledt sin rekognosceringsmission i Mexico efter at have overværet lodtrækningen til de forskellige VM-grupper dagen i forvejen.

“Man er begyndt at kalde vores pulje for ‘Dødsgruppen' herovre,” skrev B.T., at Piontek havde sagt i telefonen. “Franz Beckenbauer går rundt og ser vældig bekymret ud.” Gruppe E: Vesttyskland, Uruguay, Skotland, Danmark. Sportssektionerne i de danske aviser var plastret til med overskrifter om denne ‘dynamitpulje', men det var Uruguays landstræner, Omar Borrás, der brugte det navn, som senere blev standardbetegnelsen for alle svære lodtrækninger: El grupo de la muerte – Dødens Gruppe. I vore dage bruges udtrykket så ofte, at det næsten har mistet sin betydning. I 2012 havde sågar de norske mesterskaber i håndbold for oldboys sin egen ‘dødsgruppe'. Men det var skarpt set af Borrás, og hans kommentar var fuldt ud berettiget. VM-turneringer havde tidligere set storhold havne i samme gruppe – Italien, Frankrig, Argentina og Ungarn skulle for eksempel kæmpe om to pladser i den indledende runde i 1978 – men gruppe E i Mexico tegnede til at blive en sjældent set tornado af talent, historie og momentum.

Det eneste, Vesttyskland, Uruguay og Skotland ønskede at trække fra det laveste seedningslag, var et landshold, der kunne fungere som prügelknabe i gruppen. Det kunne være blevet Canada, Irak, Algeriet, Marokko eller Sydkorea. Men i stedet fik de Danmark, der var røget i det nederste lag dels på grund af deres status som VM-jomfruer, og dels fordi seedningssystemet ikke tog højde for deres brat stigende stjerne inden for europæisk fodbold. Danskerne selv var ligeglade. De skulle nok sætte fut i Dødens Gruppe.

Nedtællingen til VM var allerede begyndt under kampen mod Norge, da Svend Gehrs lovede alle seerne en sommer i Mexico. Hvis optakten til EM 84 i Frankrig havde føltes overvældende, så nåede hypen nu op på et helt nyt plan. Denne gang var alle med på galejen. Samtlige blade, bryggerier, rejsebureauer og plattenslagere fandt deres egen krog at hænge tilbuddene op på, pakket ind i rødt og hvidt og kastet i grams til et ivrigt publikum. Mandebladet Ugens Rapport havde sin egen gave til læserne, et ‘Mexico Sexico'-tillæg, hvor forsiden var prydet af en fotomodel kun iført en klaphat.

Fantasien kendte ingen grænser i jagten på lettjente penge. Et indkøbscenter i Ballerup blev omdøbt til ‘Dynamit Center 86'. En Ole Quist-klon optrådte i reklamer for en blød lænestol, som egnede sig perfekt til at sidde i foran skærmen og se VM-fodbold. Sloganet var naturligvis “Olé, Olé, Olé”. Carlsberg ændrede deres etikette på den klassiske Hof-øl fra grøn til rød. Supermarkeder solgte køkkenruller med rød-hvide flag og havde forsynet dem med denne reklametekst: “Når du skal tørre sveden af panden eller kommer til at vælte glasset, har du brug for en køkkenrulle, du kan stole på.”

Også så var der spilledragten. Det er svært at sige, om tøjfirmaet Hummel forsøgte at mime holdets sprudlende spil eller simpelthen lod øjeblikkets begejstring løbe af med sig, men deres Mexico-dragt ramte Danish Dynamite-kulturen lige på kornet, hvad angik skrædderkunst og stil. Op til 1984-turneringen havde Hummel fravalgt den røde ensfarvede spilletrøje ved at tilføje hvide ærmer med broderede røde vinkler. Senere den sommer havde Hummels dragter til det danske håndboldlandshold vakt opsigt ved OL i Los Angeles. De rød-hvide tværstriber på trøjerne og de meget korte bukser gav hurtigt holdet kælenavnet ‘Bolsjedrengene'.

Men intet havde forberedt de forsamlede journalister på det syn, der ventede dem, da Morten Olsen, Frank Arnesen og Per Frimann luftede Mexico-kollektionen for allerførste gang. Det skete en februardag i 1986 i København. Trøjen var splittet op i to kontrasterende stribede halvdele, hvoraf den ene var i lyse, rød-hvide striber, mens den anden var i mørkerøde nuancer. Felterne på ærmer og bukser matchede det futuristiske design.

“Jeg synes, det er ... anderledes,” kommenterede Morten Olsen på dansk tv efter at have jongleret med bolden på et skakternet gulv iklædt den nye spilledragt. “Men,” tilføjede anføreren, “jeg synes, det virker som et frisk pust.”

Frank Arnesen nulrede lidt med fingerspidserne i buksekanten for at vise, at stoffet var lige så tyndt som det, atletikudøvere brugte. “De sidder meget løst,” sagde han, “og det tror jeg er en stor fordel, for vi kommer nok til at svede meget.”

Olsen antydede, at internationale fodboldforbund godt kunne være konservative med hensyn til, hvordan holddragter skulle se ud. Og det samme gjaldt helt afgjort de forsamlede journalister. Tøjet blev omgående døbt ‘Karnevalsdragten', og Tipsbladets tegner afbillede spillerne iført Batmanog hofnarkostumer.

Sportsjournalisten Per Høyer Hansen sagde, at spilletrøjerne var en fornærmelse mod holdet og beskrev dragten som “tutte-nuttet, som var det til pattebørn med sut og rangle. Andre ville anvende sådanne klude som køkkengardiner.”

Men selvom dragten stred mod folks indgroede forestillinger, solgte den godt. Hummels administrerende direktør, der deltog i lanceringen iført en cardigan-version af spillernes nye trøje, regnede med et salg på omkring ti millioner kroner alene i Danmark. “Det var en marketingtriumf,” siger Klaus Berggreen, der senere selv kom til at arbejde i modeindustrien. “Set med nutidens øjne var den totalt hæslig, men som et PR-stunt gav det virkelig pote.” Da et blad bad ham om at sammenligne de landskamptrøjer, Danmark havde spillet i gennem tiderne, anbragte han 1986-versionen øverst på listen.

En delegation fra Hummel havde rejst rundt i verden på jagt efter ideer og noteret sig, at skarpt opdelte farvede mønstre var ved at vinde indpas. Birgit Leitner, der var med til at designe den danske Mexico-kollektion, siger, at nyskabelsen bestod i de stribede felter og brugen af en tynd, blå tråd til at fremhæve farvekombinationen. “Det var ikke sådan, at spillerne bidrog direkte med ideer til designet,” siger hun, “men det var jo en flok festlige fyre. Man kunne kun blive i godt humør af at arbejde sammen med dem.”

Hummel var på forhånd ikke specielt bekymret for, hvordan fans og journalister ville reagere på spilledragten, men de var nervøse for, hvordan tøjet, især trøjerne, ville se ud på tv. Der gik rygter om, at firmaet ønskede at arrangere en kamp i Idrætsparken, så man kunne se, hvordan udstyret fungerede i virkelighedens verden. Men så vidt kom det aldrig. FIFA godkendte overdelen, men beordrede Hummel til at gøre shortsene ensfarvede af hensyn til helhedsindtrykket på tv. Så Danmark stod nu med enten røde eller helt hvide bukser, der skulle passes sammen med deres enten rødeller hvidstribede felter på bluserne, og holdet brugte alle fire kombinationer i løbet af de fire kampe i Mexico.

De journalister, der var mavesure ved lanceringen, burde i stedet have hamstret spilledragter og gemt dem et sikkert sted. I dag, snart 30 år efter VM i Mexico, sælges tøjet jævnligt for over 2.000 kroner på eBay. Og selvom landsholdet i 2010 havde fået Adidas som tøjsponsor, sendte Hummel kopier af de stribede dragter fra 1984 og 1986 på markedet op til VM i Sydafrika. I andre lande blev den det definitive symbol på dansk fodbolds guldalder. Få eller ingen eksperimenterende spilledragter er så let genkendelige verden over. Fans i engelske klubber som Coventry, Aston Villa og Southampton tog også moden til sig en overgang, men det er den danske kitsch, der er penge i i dag.

Danskerne nøjedes med 1984-tøjet, da de mødte Bulgarien i en venskabskamp to måneder før VM. Lerby måtte vikariere som libero, mens de fleste andre fra den normale startopstilling havde travlt med at fylde deres respektive klubbers pokalskabe rundt om i Europa. Nederlaget på 0-3 til bulgarerne gav mindelser om holdets katastrofale optakt til EM i 1984. “Der så I vores verdensmestre. Hold op med alt det roseri. Vi spillede som i amatørdagene,” sagde Piontek til pressen.

En af de spillere, der var i skudlinjen, var John Lauridsen, der aldrig rigtig fik overbevist landstræneren om sine kvaliteter, selvom han var stjernen hos spanske Espanyol. Det hold, Piontek ville have med til Mexico, gav næsten sig selv på forhånd. Det eneste spørgsmål var, om to af stjernerne i den hjemlige 1. division skulle få lov at prøve kræfter på verdensscenen: Flemming Povlsen og Peter Schmeichel. Povlsen, en supertalentfuld angriber, der lyste op i Borussia Dortmund i 1990'erne, endte med at blive hjemme for at læse til eksamen. Med Lauridsen ude i kulden blev der plads i truppen til Feyenoords måltyv John Eriksen og til Allan Simonsen, hvis tid på landsholdet var ved at være forbi.

Schmeichel havde spillet en afgørende rolle, da Hvidovre rykkede op i 1. division. Men Piontek satsede på erfaringen og udtog i stedet Lars Høgh, der spillede hele 23 sæsoner for sin klub, OB. Høgh havde øget sin træningsindsats hele året op til VM-turneringen. Vinteren igennem svømmede han hver morgen, inden han mødte på arbejde i et shippingfirma. Efter jobbet tog han så videre til aftentræning i klubben. “Det var lidt hårdt,” siger Høgh, “men jeg betragtede det som en investering.” Uanset om Lars Høgh skulle med til Mexico eller ej, så havde hans far allerede gjort sit for landsholdet. Det var hans firma, der sørgede for sende dele af det danske spilleudstyr af sted til Latinamerika.

Da træningssamlingen op til VM blev indledt i begyndelsen af maj på Hotel Marina, kunne Piontek kun råde over syv spillere til at iføre sig den stribede dragt. Resten befandt sig stadig i deres klubber, fordi ligaerne rundt om i Europa først blev færdigspillet senere samme måned. Da resten af holdet dukkede op, talte truppen spillere, der havde været med til at vinde mesterskabet i Italien, Vesttyskland, England, Holland og Belgien. Der var ingen danske mestre blandt dem.

En af de sidst ankomne var Frank Arnesen, der havde måttet blive i Eindhoven for at hjælpe PSV med at vinde Æresdivisionen. Det skete med en 8-2-sejr over Go Ahead Eagles. Men få dage før den afgørende kamp var Arnesen alligevel fløjet en smuttur til København. Han var i byen i få timer for at optræde som forsanger under indspilningen af den danske VM-slagsang, ‘Re-SeppTen'. Titlen var et ordspil, der både hentydede til den rette medicin for at få VM-succes og til landstrænerens lykkebringende navn. Pladeproduceren havde bedt anfører Morten Olsen om at udpege truppen største musikalske talent, og valget var naturligt nok faldet på Arnesen. Han var en Amagerdreng, der voksede op på Christianshavn og havde fået sin rock'n'roll-uddannelse i den lokale ungdomsklub. Holdkammeraterne havde givet ham kælenavnet Frankie Boy.

“Jeg ved, jeg har en god stemme, men at hele landet nu skal høre på den i årevis, gør mig helt ærligt lidt nervøs,” sagde han efter indspilningen af ‘Re-Sepp-Ten' – uden at ane, at sangen blev den hurtigst og bedst sælgende single i dansk pophistorie. Arnesen fik sig et andet job i samme boldgade, da han indspillede en reklamesang for DSB. I reklamen var han iført den danske spilledragt, inklusive de forbudte, stribede shorts og jonglerede med en tom mælkekarton fra det beskidte kupégulv hen til en affaldskurv.

Ekstra Bladet havde opfordret læserne til at komme med bud på en tekst til ‘Re-Sepp-Ten', og den vindende sangskriver fik både en Mexico-tur og billetter til Danmarks kampe. Nogle af de første forslag var lige så forbløffende, som de var ringe. (“Det er rødt og hvidt, det er dit og mit, og det er skattefrit”). Det bedste bud kom fra den 56-årige roligan Grethe Larsen, der vandt førstepræmien. Åbningsmatchen mod Skotland ville blive den 25. danske landskamp, hun var med til. “Inden turen til Mexico har jeg rejst 25.000 kilometer for at følge landsholdet, og jeg aner ikke, hvad det har kostet mig,” sagde fru Larsen til ugebladet SE og HØR. “Det er ærgerligt, at jeg kom så sent i gang. Men jeg var sgu bange for at flyve. Det overvandt jeg i 1979, og så var jeg solgt.”

Entertaineren Jarl Friis-Mikkelsen, den ene halvdel af duoen Brødrene Øbberbøv, der havde nedlagt Allan Simonsen for sjov i en tv-sketch, fik til opgave at strikke en brugbar tekst sammen til ‘Re-Sepp-Ten'. Han afleverede et fængende sammenkog af patriotiske vrøvlevers, eventyrfigurer og dobbelttydigheder. Der var både den grimme ælling og Mor Danmark, der elsker sine drenge, der kan knalde. Og så omkvædet, der gik rent ind: “Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.”

Det var en af Ekstra Bladets læsere, der havde foreslået at koble landsholdet sammen med H.C. Andersens eventyr, og den idé tændte Friis-Mikkelsen straks på. “Når man skal lave sådan en hyldestsang, kan det ikke blive for opulent,” siger han. “Den er kernedansk, så der skal også drysses lidt humor på.” Jarlen havde også fremtryllet en idé til B-siden, men den sagde DBU-toppen nej til. Jarlen: “Vi ville lave et anderledes omkvæd, der tog højde for en nedtur i Mexico: ‘Vi er røde, vi er hvide, vi er virkelig ude og skide.' Man skal synge, når man vinder, men også når man taber.”

Mens Arnesen var prof i pladestudiet, var det amatørernes dag , da resten af holdet dukkede op og skulle agere baggrundskor. Spillerne blev stillet op tæt på (i visse tilfælde langt fra) mikrofonen i forhold til deres stemmepragt, og så blev der tilføjet nogle sangere fra et band, der var ved at indspille et album i nabostudiet. Forsangeren her, Maria Charlotte ‘Dodo' Gad, var endnu ikke den ægte popstjerne, hun senere skulle blive, men hun cementerede sin position i den danske kulturhistorie, da hun fik tilbuddet om at være forsanger på ‘Re-Sepp-Ten'.

“Jeg var dybt benovet,” siger Dodo. “Det var jo ikke mig, der var noget der. Jeg stod mast op i et hjørne og så det her hold af mænd komme ind, som man kun havde set på fjernsynet.” Men spillerne var lige så fascinerede af hende. “Alle syntes straks om Dodo, fordi hun så godt ud,” siger Klaus Berggreen. “Og da hun så begyndte at synge, blev vi helt vilde med hende.” Dodo og hendes bandmedlemmer husker, at Berggreen var en af de få spillere med en rimelig stemme, og at Elkjær ikke havde en tone i livet.

Da musikken var indspillet, blev der lavet en video, hvor Piontek spiller rollen som pladeproducer, mens spillerne synger kor i bedste Band Aid-stil iført deres spraglede træningsdragter. Elkjær stod lige bag Dodo og smilede lumsk, mens han vippede sine høretelefoner rundt, så de sad på hans næse og omme i nakken. “Det gik først op for mig, da jeg så videoen, at de tog pis på mig,” siger Dodo.

Den enkelt opbyggede sang med synthesizer-akkompagnement spillede på de helt rigtige strenge og fik en langt større udbredelse end forventet. Kun fire dage efter premieren på tv var der blevet solgt 35.000 plader. Og halvvejs gennem gruppekampene i Mexico var tallet nået op på over 118.000. Pladeselskabet foreslog Dodo, der prøvede at koncentrere sig om arbejdet med sin gruppes debutalbum, at hun skulle stikke en nødløgn om, at hun var på ferie, så hun ikke hele tiden blev forstyrret af medierne.

Den dag i dag er ‘Re-Sepp-Ten' den eneste sang, der kan gøre ‘Der er et yndigt land' rangen stridig, når Danmark spiller landskamp på hjemmebane. “De synger den stadig,” siger Piontek med en blanding af undren og stolthed. “Hver eneste gang, vi kvalificerer os til et eller andet, bliver der lavet en ny sang, men den her er aldrig blevet overgået – de spiller den endda til håndboldlandskampe!”

Piontek gav producerne besked på, at de kun havde halvanden time til at få sangen og videoen i kassen, inden bussen satte kurs tilbage mod træningslejren. Men tiden i pladestudiet var et velkomment afbræk for spillerne, der blev kørt hårdt på træningsanlægget i Vedbæk. Desuden var de alle igennem en individuel fitnesstest på August Krogh Instituttet i København, en underafdeling af det medicinske fakultet og opkaldt efter en dansk Nobelprisvinder, der blandt andet havde forsket i blodets evne til at optage og binde ilt.

I et forsøg på vænne spillernes fysik til at fungere optimalt i Mexico Citys tynde luft havde Piontek taget et tip til sig fra en kapgangtræner. Han anbefalede en noget utraditionel metode. Der blev spændt iltbeholdere på spillernes ryg, mens de trak vejret gennem noget, der lignede en rummaske. Den doserede indholdet af ilt i indåndingsluften, så det svarede til, hvad man ville komme ud for, når man løb i 2.300 meters højde. Spillerne havde fem af disse apparater til deling, og programmet bestod af tyve minutters jogging i jævnt tempo fulgt af en serie korte sprint.

Hvordan det føltes? Berggreen beskrev det som at have sandpapir i munden. I dag tør han godt indrømme, at nogle af holdkammeraterne fandt på luskede metoder til at snige lidt ægte frisk luft ind under masken. “Sepp gjorde det mest for at demonstrere over for os, at det ville blive hårdt. Jeg gennemførte det uden at snyde, men jeg kunne se, at Preben og Michael skubbede masken til side indimellem.” Påstanden om, at Elkjær endda tog et par hiv af sin smøg gennem siden af masken, er dog kun en myte. Den maniske fokusering på højdetræning og luftforhold nåede et punkt, hvor Ekstra Bladets sportsredaktør skrev i sin daglige klumme, om nationen dog ikke kunne tænke på andet end tynd luft i Mexico. Men Piontek sørgede omhyggeligt for at optimere sine spilleres fysik under de uvante forhold. Hans træningsprogram overlod intet til tilfældighederne:

08.30: Morgenmad
09.30: Højdetræning
10.30: Træning
13.00: Frokost
14.00: Hvile og massage 16.30: Højdetræning
17.30: Træning
19.30: Aftensmad
20.30: Massage og video 23.30: Sengetid

Mellem træningspassene fandt man tid til en opvarmningskamp mod Norge (som blev tabt 0-1) og et besøg hos den danske kongefamilie. I et interview havde Elkjær antydet, at holdet ikke fik den anerkendelse af dronning Margrethe, de fortjente. Det danske hof fulgte straks opfordringen. Landsholdets pr-værdi var det pure guld. Spillerne skiftede Hummel-tøjet ud med nydelige, koboltblå smokingjakker, stribede slips og mørke bukser og stillede sig pænt op på trappen foran slottet til et gruppebillede sammen med majestæten og hendes familie. De havde taget træningsdragter og fodboldstøvler med til de to unge prinser. “Flink dame, Margrethe,” sagde Elkjær bagefter til de forsamlede journalister. “Hun skældte mig ikke ud.”

Næste dag spillede Danmark den sidste opvarmningskamp mod Polen, der også skulle med til VM. Idrætsparken var fyldt til sidste plads. En af tilskuerne var den skotsk-engelske rockstjerne Rod Stewart, klædt i gangsterlignende trenchcoat og bredskygget Borsalino. Han så danskerne vinde 1-0, men hævdede bagefter fortrøstningsfuldt, at Skotland nok skulle hale en sejr hjem tre uger senere i Mexico. Stewarts fly til Danmark var blevet forsinket, så han gik glip af første halvleg og det veloplagte publikums afsyngelse af nationalsangen, der helt overdøvede orkesteret i tv-transmissionen.

De fleste af disse fans havde ikke mulighed for at følge deres helte hele vejen til Mexico, men de heldige, der skulle af sted, udviste stor opfindsomhed. Nogle roligans solgte ligefrem bil og hjem for at få råd til den lange rejse. Andre brugte deres sabbatordning på jobbet eller bortauktionerede præmiekreaturer. For en gruppe fans, der arbejdede i flyselskabet SAS, var turen til Mexico allerede påbegyndt på vej hjem fra den sidste gruppekamp i Irland. De fleste af dem havde trofast fulgt landsholdet på udeog hjemmebane i årevis, men de prøvede at lægge en plan, så de kunne rejse sammen til det forjættede land, standsmæssigt, men uden at blive bankrøvere først. Svaret var en ramponeret dobbeltdækker, der havde fungeret som sightseeingbus i Los Angeles. En lille delegation drog af sted til USA for at købe bussen, hvorefter SAS-personalet i LAX-lufthavnen udsmykkede den med vandrette, rød-hvide striber. Selv hjulkapslerne blev malet i de danske farver, og bussen blev døbt Roliganexpressen.

Gruppen bestod af 25 SAS-folk, der fløj til Los Angeles på første klasse iført narrehatte og ensartede jakkesæt i Harlekin-stil. De var blevet gode venner med en dansk-amerikansk forretningsmand ved navn Andy, der holdt fest for dem på sin planteskole, inden festaberne begav sig ud på den lange køretur til Mexico City. Da bussen vendte tilbage til Los Angeles efter VM – med hjælp fra en kranbil – købte Andy det faldefærdige køretøj af dem og ombyggede det til et drivhus.

De fleste i gruppen sov øverst oppe i todækkeren, mens nogle få stykker fulgte efter bussen i en Dodge-van, der også var dekoreret med bolsjestriber. Inden turen gik i gang, havde alle modtaget et brev fra arrangørerne, der mindede dem om, at de måtte efterlade deres privatliv ved busindgangen: “De, der har en walkman, bedes tage den med i tilfælde af, at nogen har lyst til lidt privatliv undervejs på turen – og det bliver den eneste måde at få det på.”

Lars Møller Nygaard, der arbejdede i indtjekningsskranken i Kastrup Lufthavn, fortæller, at de blev hyldet som konger og dronninger overalt, hvor bussen kom frem i Mexico. Normalt bookede de to-tre værelser på et lokalt motel, så bussen kunne få lov til at stå parkeret dér natten over. Men ikke sjældent endte deres ankomst med at udvikle sig til en større fest – nogle gange endda med byens borgmester som deltager.

Roliganexpressen fik tilbudt politieskorte til stadion gennem det kolossale trafikmylder inden kampen, og den forunderlige færd bragte også danskerne i søgelyset hos mexicansk tv, der lavede et portræt af dem. “Hver gang vi ankom til en ny lille by, måtte vi skrive autografer,” siger Lars Møller Nygaard. “Det var helt vanvittigt. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, om de troede, at vi var landholdsspillere.”

En bus fyldt med tequilaglade roligans havde vundet mexicanernes hjerter. Men det var intet imod, hvad de danske spillere viste sig i stand til inde på grønsværen.



Optakter
Søndag d. 22/10, kl. 12:00
Hobro - Nordsjælland
Søndag d. 22/10, kl. 14:00
Lyngby - OB
Søndag d. 22/10, kl. 16:00
Helsingør - Brøndby
Søndag d. 22/10, kl. 18:00
FC København - AGF
Mandag d. 23/10, kl. 19:00
Randers - AaB
Magasin-artikler
Premier League - Tilbageblik af Indkast
Redaktionen har kigget tilbage på nogle af de største øjeblikke i den store fodboldturnering – synes du, at vi mangler nogle?
- Balotelli med trøjeskriften ”Why Always me”.

- Rooneys mål imod Manchester City.

- Patrick Vieira og Roy Keanes mangeårige feud.

- United vs. Arsenal: 8-2.

- Badebolden foran Pepe Reina.

- Yeboahs vanvittige mål for Leeds.

- Da Gerrard gled.

- Kannibalen Suárez.

- Beckhams mål fra egen banehalvdel.

- Manglende håndtryk fra Anton Ferdinand og Patrice Evra.

- Henrys solo-mål imod Tottenham.

- Philippe Alberts geniale tjip.

- Da Di Canio skubbede til dommeren.

- Roy Keanes stempling som kostede Hålands karriere.

- Keegans udbrud som Newcastle-manager.

- The special one.

- Leeds op… og nedtur.

- Bergkamps mål imod Newcastle.

- Cantonas Kong Fu-spark imod en tilskuer.

- The Invicibles.

- Leicester og Blackburns mesterskaber.

- Agüerooooooo!

- Da de to holdkammerater fra Newcastle…Lee Bowyer og Kieron Dyer… begyndte at slås under en kamp.

- Indskiftede Kanus hattrick imod Chelsea, hvor det sidste mål nærmest var umuligt.

- Thomas Sørensen reddede Alan Shearers straffe i Tyne-Wear Derbys 82. minut i 2000 og sikrede Sunderland en 2-1-sejr på St. James Park.

- Da Hull var nede 0-4 mod City ved pausen, og Hull-manager Phil Brown i pausen valgte at skælde spillerne ud midt på banen foran tilskuerne.

- Peter Crouchs vanvidsmål mod Manchester City, hvor han loppede bolden op til sig selv og helflugtede bolden op i krydset

- Newcastles comeback imod Arsenal. Kampen sluttede 4-4, efter London-holdet havde ført 4-0.

- Van Persies vanvidsmål af et langskud, der sikrede United det historiske 20. mesterskab.

- Cantonas arrogante jubelscene efter han havde tjippet bolden over målmanden.

- Da Chelsea i 2010 på imponerende vis formåede at score hele 103 mål og blot lukkede 32 mål ind.

- Brian Deanes hovedstødsmål mod Manchester United den 15. august 1992, hvilket var det første mål i Premier League.
Læs hele artiklen
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
I Champions League gruppe F skal Manchester Citys klubejer Sheikh Mansour bin Zayed al-Nahyan op imod en anden oliegigant - Rinat Akhmetov.
Olie har startet krige, skabt misundelse og dumheder – som da en halvstiv dansk statsminister forærede Norge store mængder - eller givet fodboldklubber et voldsomt løft, som det er tilfældet med ukrainske Shakhtar Donetsk. Her har olie-kongen Rinat Akhmetov brugt en formue på at skabe et storhold, hvilket er lykkedes ret godt – men de senere er det gået lidt ned af bakken.

Når der i denne Champions League-sæson skal spilles fodbold på Shakhtar Donetsks hjemmebane bliver det på et dyrt renoverede stadion, der tidligere har fået tildelt fem stjerner af UEFA, og som blandt andet havde et ungdomsakademi med plads til over 3.000 børn som blot en del af et imponerende træningsanlæg.

Samtidigt med denne voldsomme stadionudvidelse for den ukrainske klub, så væltede der ind med især brasilianske spiller i klubbens trup. Første brasilianer kom til klubben i 2002, og det har sidenhen startet en stærk forbindelse mellem den sydamerikanske fodboldverden og den østlige del af Ukraine.

Omtalen af de brasilianske talenter i Shakhtar Donetsk blev først rigtig synlig for fodboldeuropa, da den daværende italienske landsholdshold-angriber Cristiano Lucarelli skiftede til den ukrainske storklub, og efterfølgende vandt holdet mesterskabet to år i træk og fjernede dermed selveste Dynamo Kiev fra den fodboldtrone, som de ellers havde siddet på gennem mange år.


Fra John Hughes til Akhmetov
Shakhtar Donetsk blev dannet i 1869 af den walisiske forretningsmand John Hughes, der dengang byggede masser af stålværker i området, og det er ikke langt fra den måde, som den nuværende pengemand Akhmetov har tjent sine enorme formuer. Således er Akhmetov af Forbes Magazine blevet kåret til verdens 214. rigeste mand. Nu lyder det måske ikke af meget, men det er det – og Akhmetov er også klart Ukraines rigeste mand.

Den kun 51-årige Akhmetov er som mange andre rigmænd på de kanter blevet beskyldt for at deltage i organiseret kriminalitet, men han er ikke dømt for noget. Meget på denne egn handler om penge, og det har også været bevæggrundene for de mange spillere, der er taget den lange rejse til Ukraine. Allerede da den italienske angriber Lucarelli i 2007 skiftede til klubben, blev det gjort klart, at her var der økonomiske midler, der ikke rimede på noget fra den ukrainske befolkning. Således fik Lucarelli stillet et privatfly til rådighed, hvis hans kone skulle få for meget hjemve og gerne ville en sviptur til Italien. Udover denne luksus er forholdene også i orden – bortset fra vejret, men det kan Akhmetovs penge næppe ændre for klubben.


Pengene har givet resultater
Siden 2002 er det blevet til ni nationale mesterskaber, fem pokaltitler og et enkelt Europa League-trofæ, så investeringerne har båret frugt. Klubben kan dog godt beskyldes for at føre en besynderlig forretningsmodel.

Holdets defensiv består af østeuropæiske spillere, mens offensiven er tegnet af mange sydamerikanere - med underlige kontraktforhold. De fleste af de sidstnævnte spillere ejer klubben nemlig ikke, men i stedet ejer investorerne store dele af rettighederne over disse spillere, og kritikere mener også at vide, at disse pengemænd ofte har indflydelse på, hvilke spillere der får spilletid på holdet. Dette hævdes at være årsagen til, at holdet i senere år ikke har præsteret som tidligere i den hjemlige turnering. De vandt blandt andet ikke det ukrainske mesterskab i 2014/15 og 2015/16-sæsonerne, hvilket er meget uvant på de breddegrader. De fem sæsoner før det blev de mestre og forklaringen er måske ligetil.

For modsat tidligere så har det ukrainske storhold forholdt sig meget roligt i sommerens transfervindue og har kun hentet nogle unge spillere på lejeaftaler, men på trods af dette har de stadigvæk hele otte brasilianske spillere i deres Champions League-trup – samt et par kroater og argentinere. Så samlet set så mangler Donetsk-holdet ikke det store. Men spillerne har ikke det niveau som klubben tidligere har haft med brasilianske spillere som Willian, Luiz Adriano og Fernandinho. Nutidens stjerner er anføreren og veteranen Darijo Srna samt den argentinske angriber – Facundo Ferreyra, så der er sket en udvikling for det brasiliansk-inspirerede "olie-hold" fra Ukraine.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Edinson Cavani – bevaret hemmelighed
Sydamerikaner var træt af Ibrahimović' skygge og nu er han kommet i en og to nye skygger – eller hva'?
Da Edinson Cavani i 2007 skiftede til Palermo, beskrev den italienske avis, La Gazzetta dello Sport, den uruguayanske landsholdsspiller som ”Sydamerikas bedstbevarede hemmelighed”. Via en unik periode i Napoli havnede den langhårede angriber i Paris, hvor han først var lidt i “skyggen” af superstjernen Zlatan Ibrahimović og nu kommer til at stå i Neymars skygge, men hvem er denne Cavani?

Edinson Roberto Cavani Gómez er født og opvokset i den uruguayanske by Salto, som er landets næststørste by med godt 105.000 indbyggere. Byen ligger klods op ad Argentina, og det er kun floden Rio Uruguay, der adskiller Salto fra den argentinske by Concordia, som er godt og vel 1,2 kilometers svømmetur væk. Kuriøst nok er Luís Suárez fra selvsamme by, og de to dygtige angribere danner i dag en farlig frontduo på ”La Celeste”-holdet.

Ligesom Suárez har Cavanis karriere også været lidt blandet samt præget af lidt kontroverser. For tiden bliver Cavani sat i forbindelse med mange klubber, da han er ikke helt fungere sammen med den nytilkomne Neymar. Der er åbenlyse kontroverser mellem de to dyrtindkøbte angribere – ligesom det var imellem Ibrahimović og Cavani. Datidens træner Laurent Blanc benægtede dette. Selv den ellers så lidt “sladderagtige” L'Équipe har beskrevet forholdet mellem de to angribere som meget køligt, og de to profiler spiller simpelthen ikke hinanden på banen. I en kamp imod Evian i januar 2015 var de to offensive spillere sammen om et mål, hvor Cavani scorede på Ibrahimović' oplæg, men efterfølgende var der ingen fælles jubelscene – jo fra hele holdet bortset fra den svenske primadonna. Inden den første CL-kvartfinale imod Chelsea tog Cavani dog bladet fra munden og fortalte om de frustrationer, som han havde været igennem siden skiftet fra Napoli, men som tidligere nævnt var det ikke første gang, at Cavani var hovedperson i uheldige episoder.


Var ”Cosa Nostra”-mafiaen bag klubskiftet til rivalerne?
Cavani kom i 2007 til Palermo efter en enkelt sæson for barndomsklubben, Danubio, i den hjemlige liga. Det var ikke blot i ligaen, at han satte sit aftryk med ni scoringer, men også på U20-landsholdet scorede han 10 mål i 14 optrædener. På trods af massiv interesse fra klubber som Juventus og AC Milan var det i sidste ende den sicilianske Serie A-klub Palermo, der løb med angriberens signatur, men hvorfor pokker valgte Palermo at sende Cavani til rivalerne fra Napoli – og så endda på en lejeaftale. Mange medier har antydet, at denne beslutning blev taget af ”Cosa Nostra”-mafiaen.

For fem år før Cavani kom til Napoli, var klubben i Italiens tredjebedste række - Serie C, og efter opturen til Serie A gav Cavani klubben endnu et løft. Det har givet den målfarlige angriber kultstatus blandt Napolis tilhængere, og flere af dem sammenlignede målmageren med den argentinske legende, Diego Maradona, der spillede i klubben fra 1984 til 1991. Sammenligningen skyldes ikke, at ”El Matadors” spillestil minder om Maradonas, men fordi han var ved at blive en lige så stor helt.

- Det er jeg beæret over. Napolis historie er i høj grad bygget op omkring perioden med Maradona. Det har ikke været nemt at være Napoli-fan de seneste 20 år. Men nu er denne klub, der har så stærke rødder i italiensk fodbold tilbage på toppen, hvor den hører til. Napoli har oplevet mange negative ting som by - som kriminalitet og fattigdom - og jeg vil elske at give byen en mulighed for at være glad og have noget virkelig at kunne være stolt af. Den gode ting ved fodbold er, at den forener mennesker og skaber en masse gode følelser, sagde Cavani, imens han var i Napoli, og samtidig begrundende han Palermos beslutning om at udleje ham:

- Jeg ved ikke, om der gik noget galt, men da Napoli kom med tilbuddet, så blev jeg stolt, fordi det er en klub med stort potentiale. Palermo ville først ikke lade mig gå, men jeg tror, at de blev nødt til det på grund af de økonomiske udsigter, og fordi jeg gerne ville. Jeg havde mange gode år i Palermo, hvor jeg lærte at spille i Serie A, så jeg skylder dem meget, men nu er jeg her, og det er der, mit fokus er…

På samme tid lavede Cavani pudsigt nok flere mål i Serie A, end Zlatan Ibrahimović gjorde, så der er nogle lighedspunkter mellem de to angribere. De er begge meget interesserede i jagt, og går begge på riffeljagt i deres hjemland, som dog ligger på hver sin side af jorden. Af forskelligheder er Cavani meget religiøs, hvilket man vist ikke kan sige om Ibrahimović.


Jesus loves me
"El Matador" blev hurtigt venner med målmanden Rubinho, da den brasilianske keeper kom til ”Rosanero” i 2009/2010. Cavani har tidligere sagt, at de havde en ”kemi fra starten”, og at de ”læste biblen sammen”. Cavani har altid været religiøs, men angriberen beretter, at mødet med Rubinho gjorde ham endnu mere troende. Man ser ofte den nu 30-årige løfte sine fingre mod himlen, når han scorer, og han har fortalt, at han ikke tror, at han ville have været en stor fodboldspiller i dag, hvis ikke han var venlig over for folk og holdt fast i sin personlighed.

- Jeg har altid følt, at det vigtigste er, at man er sig selv - en ægte person - og først efter det kriterium er opfyldt, kan du blive en god fodboldspiller. Hvis ikke jeg havde min tro, og jeg ikke havde mine værdier til at vise respekt over for andre, ville jeg aldrig have været en topprofessionel fodboldspiller, har Cavani tidligere udtalt til World Soccer.

Edinson Cavani er medlem af den brasilianske gruppe ”Athletes For Christ”, hvor man blandt andet også finder Kaká og Hernanes. Det er heller ikke et sjældent syn, at ”El Matador” hiver op i sin trøje efter en målscoring for at vise påskriften ”Jesus loves me”.

I den første sæson hos ”Rosanero” var der dog ikke mange jubelscener, men det kom, da Amauri skiftede til Juventus i den efterfølgende sæson - sæsonen 2008/2009. Salget af brasilianeren gjorde, at Cavani spillede i angrebet sammen med Fabrizio Miccoli. I de to sæsoner 2008/2009 og 2009/2010 formåede Cavani at score 30 mål i 74 kampe. Det åbnede op for skiftet til Napoli, hvor han lavede vanvittige 107 mål i 138 kampe, inden han i sommeren 2013 skiftede fra Syditaliens største hold til PSG for 481 millioner kroner, hvilket var den største transfersum nogensinde, som et fransk hold havde betalt for en spiller.


Balladen med Neymar
Perioden i Paris har været blandet – men samlet set flot, men tidens overskrifter handler om balladen med Neymar og om hvem der skal tage PSG's frispark og straffespark. Sammenstødet mellem de to stjerner fik yderligere krydderi, da flere troværdige spanske medier hævdede, at Neymar havde krævet, at Cavani skulle sælges.

Voldsom ballade omkring et hold, som ellers var i voldsom sportslig fremgang, men kun en af stjernerne kan få deres vilje – altså tage de omtalte dødbolde. Udover ballade med Neymar har Cavani været med i masser af ballade – også i Paris. Som da han fik et rødt kort efter en jubelscene i en kamp imod Lens.

Cavani har målmaskinen – Gabriel Batistuta som sit helt store idol. Han var verdenskendt, hvilket Cavani også er blevet, efter han har været ”Sydamerikas bedst bevarede hemmelighed”.
Læs hele artiklen
Francesco Totti – 41 år
Romas Stadio Olimpico er arkitektonisk inspireret af Colosseum – og her fandt holdets tidligere gladiator - Totti - mod og inspiration til et langt fodboldliv … i samme klub. En helt unik bedrift af Totti, som fylder 41 år i dag.
Efter 24 år i Roma-trøjen bestemte Francesco Totti sig for, at han i sommer stoppede karrieren. 18 forskellige trænere havde Totti haft i Roma, og siden 1994/95 havde han scoret i alle sæsoner. Det er blevet til over 250 Serie A-mål og 92 assists. Som 22-årig blev han den yngste anfører i Serie A's historie, så det var en loyal legende - men også en stor familiefar - der stoppede i sommer.

Da Totti scorede sit mål nr. 300 i alle turneringer for Roma, fejrede han det på flotteste vis. For da han scorede imod Sassuolo, løb han straks hen imod sin familie og gav en klar hilsen med tre fingre for at markere de 300 Roma-mål, som han havde lavet. Efter målet var de to børn Christian - der er optaget på Romas fodboldakademi - og datteren Chanel hurtigt blevet iført hvide t-shirts med skiften ”Grazie Papa”.

Imellem det omtalte mål og angriberens første Roma-mål gik der 7.686 dage og dermed nok et krystalklart billede af Tottis klubloyalitet, som ellers er en stor mangelvarer i moderne fodbold. På hylden over spillere med ekstrem loyalitet findes Xavi og Ryan Giggs – men til forskel fra Totti har de to tilbragt de mange år hos storvindende klubber. Det har Totti ikke gjort, hvilket gør hans bedrifter endnu mere unik.

Totti har været i verdensklasse, men ikke vundet ret meget med sit klubhold. Kærligheden til klubben har været i særklasse, og når sådan en klublegende eksempelvis kysser klublogoet på brystet, giver det respekt blandt alle – blandt andet den daværende Roma-træneren Rudi Garcia.

- 300 mål for samme klub er et utroligt antal, men det er også ualmindelig hårdt at spille som 39-årig, har Roma-træneren tidligere sagt.

23 år tidligere fik den blot 16-årige Totti sin Roma-debut efter man allerede fra barnsben kunne man se talentet hos angriberen, og i konkurrence med Milan fik Roma den unge Totti til at underskrive en kontrakt som 13-årig - Efter sigende efter hans mor Fiorella hellere så sin dreng spille for familiens favoritklub - AS Roma. Sådan blev det, og igennem mange af disse år har Totti endda båret anførerbindet.

Karrieren tog for alvor fart i midten af 90'erne, hvor han blandt andet var med til at vinde EM for U-21, og fra 97/98-sæsonen og indtil 2011/12 var der blot en sæson, hvor Totti ikke mindst lavede ti Serie A-mål. Pudsigt nok har han lavet flest imod sin gode kammerat – Juventus-keeperen Gigi Buffon, og dermed også lavet mange mål i afgørende kampe. Juventus og Roma har været mesterskabsrivaler i mange år, men Romas problem blev, at deres spillemæssige bedste periode faldt i en periode, hvor ”Den gamle Dame” havde en skræmmende styrke og blandt andet var i tre Champion League-finaler i træk.

Tottis høje niveau gjorde, at Real Madrid – og den indkøbslystne Fiorentino Pérez – i 2004 stenhårdt forsøgte at hente Roma-angriberen som den næste ”Galacatico”, efter Luís Figo, Zinedine Zidane, Ronaldo og David Beckham var kommet til. Totti ønskede dog ikke at skifte klub, selvom han afslørerede, at han var smigret. Han slog samtidigt fast, at det ville være større for ham at vinde et mesterskab med Roma end at vinde ti med Juventus eller Real Madrid.


Lamaen – der blev til ballademager
Midt i alle de flotte præstationer må man ikke glemme, at Totti også havde en skyggeside – f.eks. fik han over ti røde kort i Serie A, hvilket er mere end midtbaneslideren Daniele De Rossi og glem nu ikke, at det var ”Lama'en Totti”, der sendte en spytklat i hovedet på Christian Poulsen til EM 2004, og kort tid efter stemplede han brutalt en liggende Carsten Remelow i brystet. En handling som Leverkusen-træner Augenthaler kaldte for et ”mordforsøg”. Senere i samme sæson fik han en lang karantænedom for at slå og sparke en Siena-spiller samt efter en udvisning mod Livorno – og derudover skubbede an sin personlige træner og nære ven - Scala. Disse handlinger forsvandt dog ikke med alderen, for i næstsidste spillerunde i 2013 sendte han en albue i hovedet på sin tidligere holdkammerat Philippe Mexes.

Udover disse mange dårlige historier har Totti også et andet kedeligt omdømme i Italien for at være en smule underbegavet – altså en uintelligent kunstner. Således er der f.eks. udgivet en bog med vittigheder om Roma-spilleren, hvori mange af vittighederne handler om angriberens dumhed. Hovedpersonen gav midlertidig lov til, at bogen skulle trykkes såfremt, at hele overskuddet gik til Unicef. Sådan blev det, og bogen blev en stor succes – for udenfor banen er Totti også en megastjerne. Tottis bryllup blev transmitteret fire timer direkte i tv og hans biografi solgte 150.000 eksemplarer indenfor de første par dage.


Nutidens gladiator
Mod slutningen af karrieren var han stadigvæk – trods sin fremskredne alder – en stor stjerne på Roma-holdet, selvom stjernen lyser mindre. Men han har været med til at sætte nye standarder, for han blev den første ”falske 9'er”, da Spalletti ville have den italienske hovedstadsklub til at spille 4-6-0, og derudover har han scoret på nogle meget spektakulære straffespark. Mange fodboldinteresserede forbinder sikkert Totti med hans tjip med bolden under straffesparkskonkurrencen i semifinale til EM2000… en sådan bedrift kommer fra fodboldspillere, som kan være kølige i selv de mest pressede situationer – ligesom datidens romerske gladiatorer.

Langt inde i Roms gamle bydel kan man finde Piazza del Fico og også den glimrende restaurant Da Francesco. Når man træder derind, er man ikke i tvivl om kærligheden til mad – men også til AS Roma og FRANCESCO Totti – den nulevende gladiator. Ikke langt derfra finder man et af verdens syv vidundere – Colosseum – hvor gladiatorerne helt tilbage før Kristi fødsel kæmpede nogle dødelige kampe. Nordvest derfra er Romas Stadio Olimpico, som er arkitektonisk inspireret af Colosseum, hvor Totti igennem et helt fodboldliv slog sine folder med en tatovering på højre arm, som gav ham mod og inspiration til hårdt arbejde… tatoveringen er et billede - af en gladiator.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Irland – godt eller skidt?
Det danske landsholds VM-skæbne bliver afgjort på ”den grønne ø”, hvor Åge Hareides tropper vil møde en modstander og stemning, som de næppe har stået overfor mange gange før.
- Det er fuldstændig lige meget, hvilket hold vi trækker op af hatten. I playoff-kampe er alle hold gode. Vi har hverken en ønskemodstander eller et hold, vi ikke vil trække…

Sådan sagde assistent-træner Jon Dahl Tomasson op til tirsdagens lodtrækning til Playoff-kampene, hvor Danmark trak Irland og ikke Nordirland eller de frygtede Sverige, men er det så en god lodtrækning for det danske hold?

Det kan umiddelbart være oplagt at sige, at det er en super lodtrækning – for kan Danmark ikke slå et hold som Irland, så er vi heller ikke gode nok til en VM-slutrunde… dette kunne være en holdning, som mange har, men pas nu på. For Irland er en farlig størrelse. Deres idealopstilling kunne meget vel være:

Randolph
Coleman, Duffy, Clark, Ward
Hendrick, Meyler, Arter
Brady, Long, McClean

Det er ikke de store fodboldnavne eller klubber, som de repræsenterer, men pas nu igen på – for den største modstand, som det danske hold vil møde – skal ikke findes i fodboldevner, men derimod i indstilling, og her er det irske hold måske blandt verdens bedste, og når Åge Hareides tropper slutter i Dublin, vil det blive ekstremt. Her dækker udtrykket med ”sidste blodsdråbe” end ikke… og må jeg lige minde om, at Irland blot tabte én af deres ti kvalifikationskampe og sluttede med at vinde over EM-overraskelsen fra Wales.

Irland spiller klassisk 4-4-2, men i den grad også klassisk britisk – på den hårde måde. De er givetvis noget bedre end Nordirland og har et hold stort set kun med spillere fra Premier League. Det er godt nok fra mindre hold som Burnley og Bournemouth, men netop her spiller de… jah klassisk britisk!

Op til lodtrækningen slog Premier League-eksperten Morten Bruun også fast, at han var lidt bekymret i forhold til netop modstanderen fra Irland. Ifølge B.T. så mener Bruun:

- Umiddelbart vil de fleste danskere nok foretrække at få en modstander fra de britiske øer, og det er en holdning, jeg deler. Samtidig med at jeg dog godt vil advare om, at det næppe bliver nemt. Jeg følger en del af de irske og nordirske landsholdsspillere i deres hverdag i Premier League, og jeg vil godt slå fast, at der er tale om nogle krigere, der kender deres strategi på slagmarken og deres våben ned til mindste detalje. Der er mange ligheder mellem holdene, for de er begge to båret af en enorm vilje og en bevidsthed om, at kollektivet er deres trumf. Hvis man skal karakterisere de to holds spillemåde, ligger deres stil også tæt op ad hinanden. Man kunne faktisk kalde det West Bromwich eller Burnley hældt på 'landsholds-flasker', for det er præcis som at se disse to hold spille. Ingen af de irske hold bekymrer sig om at have bolden mest, de spiller meget direkte, de er stærke i hovedspillet, og de er besat med løbestærke spillere, der kæmper for sagen. Hele vejen rundt. Der er ikke antydningen af en luksusspiller på nogen af de to hold. Faktisk kommer halvdelen af de Premier League-spillere, der var i kamp for Irland mod Wales og for Nordirland mod Norge, netop fra enten West Bromwich eller Burnley. Og det er ikke en tilfældighed, for de to landes managere lægger vægt på præcis de samme dyder som Tony Pulis i West Bromwich og Sean Dyche i Burnley.

Modsat Bruun så har en anden ekspert – DR's Andreas Kraul - beskrevet kampe imod Irland med Danmark som store favoritter.

- Jeg er umiddelbart glad. Irland er et ærligt fodboldhold, der knokler for sagen. Men hvis man kigger på deres spillere, så er det ikke topniveau i forhold til, hvad vi kunne have trukket. Så mulighederne er rigtig gode. Danmark bør være forholdsvis store favoritter til at gå videre.

Indkast.dk vil også mene, at Danmark er favoritter, men nok heller ikke mere end det, og indkast.dk vil gerne advare imod at slutte imod de fysisk stærke Premier League-krigere i Dublin i en kamp, hvor de grønblusede irere vil fighte på en måde, som slet ikke ligger i det danske hold – eller som den danske trup har noget modsvar til.

Men lad os for alt i verden håbe, at der torsdag den 14. november omkring kl. 22.30 vil være fest i det danske omklædningsrum, hvor spillerne vil fejre, at de skal til VM i stedet for at slikke deres fodboldsår efter en kamp imod en meget fysisk hård modstander.
Læs hele lederen
Mes que un club
Indkast.dk er taget til Spanien – eller rettere – til Catalonien for at finde ”fodboldsvar” på den konflikt, som egnen er ramt af i øjeblikket, og inden weekendens kamp imod Atlético Madrid…
- Jeg kan ikke tale om det… det er alt for tæt på!

Sådan siger receptionisten, da vores snak helt naturligt falder på det catalonske valg om mulig uafhængighed fra Spanien. Følelserne i hele det skønne Catalonien er påvirket af, hvordan den spanske regering har nedtonet og bekæmpet valget. Men hvad handler det hele om, og kan det få nogle konsekvenser for en af verdens største fodboldklubber – FC Barcelona. Indkast.dk er taget til Spanien for et finde svar på konflikten med de andre mange følelser, men også politiske undertoner samt relationer til fodbold…


Historien bag historien i historisk perspektiv
Da den spanske konge Felipe VI forleden kom med en klar politisk tale, sendte han ikke bare en klar kritik imod Catalonien og han satte samtidigt også sin egen krone – endnu mere yderligt og satsede voldsomt. For monarkiet i Spanien har det historisk svært, hvilket ikke mindst skyldes, at landet er fyldt med områder, der ønsker alt andet end en spansk konge. Så Felipe satsede med at komme med klare udmeldinger, men det er langt fra første gang, at han har gjort dette siden kroningen i 2014.

Dette er jo helt modsat end i f.eks. Danmark, hvor monarkerne skal forholde sig politisk neutrale, men måske er Felipe bramfri grundet sagens alvor. For i talen tirsdag aften på direkte tv rettede han voldsomme angreb imod den catalanske regerings ledere, og han fordømte også deres planer om løsrivelse. Ifølge kongen havde de udvist ”en helt uacceptabel mangel på loyalitet”, og spillede hasard med landets økonomi. Men denne manglende loyalitet vil catalonierne blæse på – størstedelen af dem, som stemte, ønskede ikke at have en forbindelse til Spanien – overhovedet.

Spanske medier hævder, at Kong Felipe var i lokalet, da hans far i 1978 ringede rundt til landets garnisoner for at få opbakning og dermed forhindre og lykkes med at stoppe det militærkup, som ulmede.

Den lille knægt var dengang – og skulle stadigvæk være det – en glødende fodboldfan, og han er blandt andet æresmedlem hos Atlético Madrid. Netop relationerne imellem de spanske hovedstadshold og de catalonske fodboldhold har fået enorm betydning i krisen, og derfor er det hele aktuelt på et fodboldsite som Indkast.dk, hvis læseren skulle undre sig over spaltepladsen i disse linjer.

For konflikten kan ramme FC Barcelona, der sidste søndag – på valgdagen - måtte spille deres La Liga-kamp uden tilskuere. Ikke mange kan forestille sig, at selvom Catalonien skulle blive erklæret for selvstændig, at det skulle gøre, at den store fodboldklub ikke fortsat skulle spille i La Liga. Skulle dette ske, ville Barcelona kunne fortsætte i La Liga ligesom walisiske hold spiller i Premier League eller fyrstedømmet Monaco deltager i Lique1.

Også al snak om et catalonsk landshold med mange tidligere spanske landsholdsspillere til officielle kampe eller kvalifikationer er næppe realistisk i nærmeste fremtid. Så det spanske landshold vil f.eks. i fremtiden bestå af et centralt forsvar med Gerard Piqué og Sergio Ramos, selvom de begge er meget aktive i konflikten. Piqué skrev inden valget på Twitter:

- Jeg er og føler mig som en catalonier, og i dag er jeg stolt af det catalanske folk. Vi er ikke en minoritet. Vi er ikke de onde, vi ønsker bare en afstemning…

Det fik Real Madrid-forsvarsspilleren Sergio Ramos til under den spanske landsholdssamling til kampen imod Albanien at sige om kollegaen Piqué.

– Piqués tweet var ikke den bedste ting at gøre, hvis han ikke vil buhes ad. Alle er frie til at sige, hvad de vil, selv om jeg som anfører altid er optaget af atmosfæren i truppen, og Piqué vidste, hvad han gjorde. Måske var det ikke det rigtige tidspunkt at gøre det på, og det hjælper ikke særlig meget…


Mere ballade til kommende opgør
Det mangeårige had op til ”El Clasico” har og vil utvivlsomt blive en stor del af konflikten fremafrettet – så her kommer fodboldvinklen ind… nok engang. Under tirsdagens store generalstrejke deltog flere af FC Barcelona-spillerne samt flere fodboldklubber i Catalonien, men især Barcelona har gigantisk betydning i krisen. Opgørene imod Real Madrid betragter mange catalonierne som et direkte angreb imod den spanske konge, og det vil næppe blive mindre i de næste opgør.

I forhold til de forventelige store udbrud af uroligheder er der heldigvis længe til næste ”El Clasico”, men på trods af dette bliver der næppe julefred, når opgøret skal spilles lillejuleaften. Dog må man ikke glemme, at Barcelonas næste kamp er imod Atlético Madrid. Balladen vil formentlig blive mindre, da kampen spilles i den spanske hovedstad.

Som tidligere nævnt er mange af dem, som ønsker uafhængigheden, også store fans af FC Barcelona, og det piner dem, at Real Madrid er ved at overhale dem i den indbyrdes kamp, som catalonierne i de senere år ellers har ført.

Real Madrids triumfer i Champions League piner dem i Barcelona, men også udviklingen der sker. For efter Zinedine Zidanes ankomst har ”Konge-klubben” ikke købt så voldsomt ind, men i stedet lykkedes med unge spanske spillere – noget som har været Barcelonas varemærke i størstedelen af dette årtusinde.

De senere år har Real Madrids transferregnskab således næsten ballanceret – blandt andet efter salg af spillere som Jese, Álvaro Morata og Danilo. Sommeren 2014 var sidste gang, at de indkøbte stort, da James Rodrigues kom fra Monaco, men han er end ikke længere i klubben, da han som bekendt i sommer blev sendt til Bayern München på en lang lejeaftale.

I perioden, hvor Real Madrid har været passive, har Barcelona indkøbt meget dyre spillere som Luis Suárez og Ousmane Dembélé, hvilket piner den catalonske selvopfattelse, forklarer den meget fodboldkyndige receptionist. Så linjerne er trukket op til ballade – både på og udenfor banen.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Vanvittige Shelvey Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 8 Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Stærk trup – af ikke VM-deltagere Artikel ikon Peter Crouch får Guiness Verdensrekord Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 50: Bedste klubber i verden Top 10: Topscorere i denne sæson Artikel ikon Top 10: Bedst betalte managere i PL Artikel ikon Top 10: Hurtigste i Premier League Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Kneben United-sejr på Anfield Spil: Qarabag - AS Roma Artikel ikon Spil på fodbold vokser Artikel ikon Vind mere - på betting Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon 'En rigtig Jesper Olsen' Premier League - Tilbageblik af Indkast Artikel ikon PL-klubbernes all-time topscorere Artikel ikon Efter 1.399 klub-kampe er det slut Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Valverde vil sende disse spillere videre Fredagens engelske rygter Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Vinicus Junior
Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Vidste du om ... Rafael Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Koeman vs. Martínez Formstærke Manchester City Artikel ikon Derfor blev Shakespeare fyret Artikel ikon Champions League-statistik Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Helsingør - Brøndby Optakt: Randers - AaB Artikel ikon Optakt: Man. City - Burnley Artikel ikon Optakt: Silkeborg - SønderjyskE Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstilling: Chelsea - Watford Startopstillinger: Red Star - Arsenal Artikel ikon Startopstillinger: CSKA Moskva - Basel Artikel ikon Startopstillinger: Benfica - Man. Utd Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Dommerhjælp startede Barcelona Danskerklub giver United første nederlag Artikel ikon Pistoltruet brasilianer bag Chelsea-sejr Artikel ikon Midtjylland vinder i målrig fredagskamp Artikel ikon Se flere