Danish Dynamite

Af Torsten Brix

2015-01-15
Danish Dynamite

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den anmelderoste bog Danish Dynamite. Det handler om ‘Re-Sepp-Ten'…

Klokken havde lige passeret midnat i København, da Sepp Piontek kom igennem på telefonen fra Mexico City. På det tidspunkt sad hans spillere iført sombreros og med hævede champagneglas efter at have vundet B.T.'s Guld som årets sportsnavn. Mens hans stjerner hyggede sig med kendisser og kulturministeren, havde Piontek allerede indledt sin rekognosceringsmission i Mexico efter at have overværet lodtrækningen til de forskellige VM-grupper dagen i forvejen.

“Man er begyndt at kalde vores pulje for ‘Dødsgruppen' herovre,” skrev B.T., at Piontek havde sagt i telefonen. “Franz Beckenbauer går rundt og ser vældig bekymret ud.” Gruppe E: Vesttyskland, Uruguay, Skotland, Danmark. Sportssektionerne i de danske aviser var plastret til med overskrifter om denne ‘dynamitpulje', men det var Uruguays landstræner, Omar Borrás, der brugte det navn, som senere blev standardbetegnelsen for alle svære lodtrækninger: El grupo de la muerte – Dødens Gruppe. I vore dage bruges udtrykket så ofte, at det næsten har mistet sin betydning. I 2012 havde sågar de norske mesterskaber i håndbold for oldboys sin egen ‘dødsgruppe'. Men det var skarpt set af Borrás, og hans kommentar var fuldt ud berettiget. VM-turneringer havde tidligere set storhold havne i samme gruppe – Italien, Frankrig, Argentina og Ungarn skulle for eksempel kæmpe om to pladser i den indledende runde i 1978 – men gruppe E i Mexico tegnede til at blive en sjældent set tornado af talent, historie og momentum.

Det eneste, Vesttyskland, Uruguay og Skotland ønskede at trække fra det laveste seedningslag, var et landshold, der kunne fungere som prügelknabe i gruppen. Det kunne være blevet Canada, Irak, Algeriet, Marokko eller Sydkorea. Men i stedet fik de Danmark, der var røget i det nederste lag dels på grund af deres status som VM-jomfruer, og dels fordi seedningssystemet ikke tog højde for deres brat stigende stjerne inden for europæisk fodbold. Danskerne selv var ligeglade. De skulle nok sætte fut i Dødens Gruppe.

Nedtællingen til VM var allerede begyndt under kampen mod Norge, da Svend Gehrs lovede alle seerne en sommer i Mexico. Hvis optakten til EM 84 i Frankrig havde føltes overvældende, så nåede hypen nu op på et helt nyt plan. Denne gang var alle med på galejen. Samtlige blade, bryggerier, rejsebureauer og plattenslagere fandt deres egen krog at hænge tilbuddene op på, pakket ind i rødt og hvidt og kastet i grams til et ivrigt publikum. Mandebladet Ugens Rapport havde sin egen gave til læserne, et ‘Mexico Sexico'-tillæg, hvor forsiden var prydet af en fotomodel kun iført en klaphat.

Fantasien kendte ingen grænser i jagten på lettjente penge. Et indkøbscenter i Ballerup blev omdøbt til ‘Dynamit Center 86'. En Ole Quist-klon optrådte i reklamer for en blød lænestol, som egnede sig perfekt til at sidde i foran skærmen og se VM-fodbold. Sloganet var naturligvis “Olé, Olé, Olé”. Carlsberg ændrede deres etikette på den klassiske Hof-øl fra grøn til rød. Supermarkeder solgte køkkenruller med rød-hvide flag og havde forsynet dem med denne reklametekst: “Når du skal tørre sveden af panden eller kommer til at vælte glasset, har du brug for en køkkenrulle, du kan stole på.”

Også så var der spilledragten. Det er svært at sige, om tøjfirmaet Hummel forsøgte at mime holdets sprudlende spil eller simpelthen lod øjeblikkets begejstring løbe af med sig, men deres Mexico-dragt ramte Danish Dynamite-kulturen lige på kornet, hvad angik skrædderkunst og stil. Op til 1984-turneringen havde Hummel fravalgt den røde ensfarvede spilletrøje ved at tilføje hvide ærmer med broderede røde vinkler. Senere den sommer havde Hummels dragter til det danske håndboldlandshold vakt opsigt ved OL i Los Angeles. De rød-hvide tværstriber på trøjerne og de meget korte bukser gav hurtigt holdet kælenavnet ‘Bolsjedrengene'.

Men intet havde forberedt de forsamlede journalister på det syn, der ventede dem, da Morten Olsen, Frank Arnesen og Per Frimann luftede Mexico-kollektionen for allerførste gang. Det skete en februardag i 1986 i København. Trøjen var splittet op i to kontrasterende stribede halvdele, hvoraf den ene var i lyse, rød-hvide striber, mens den anden var i mørkerøde nuancer. Felterne på ærmer og bukser matchede det futuristiske design.

“Jeg synes, det er ... anderledes,” kommenterede Morten Olsen på dansk tv efter at have jongleret med bolden på et skakternet gulv iklædt den nye spilledragt. “Men,” tilføjede anføreren, “jeg synes, det virker som et frisk pust.”

Frank Arnesen nulrede lidt med fingerspidserne i buksekanten for at vise, at stoffet var lige så tyndt som det, atletikudøvere brugte. “De sidder meget løst,” sagde han, “og det tror jeg er en stor fordel, for vi kommer nok til at svede meget.”

Olsen antydede, at internationale fodboldforbund godt kunne være konservative med hensyn til, hvordan holddragter skulle se ud. Og det samme gjaldt helt afgjort de forsamlede journalister. Tøjet blev omgående døbt ‘Karnevalsdragten', og Tipsbladets tegner afbillede spillerne iført Batmanog hofnarkostumer.

Sportsjournalisten Per Høyer Hansen sagde, at spilletrøjerne var en fornærmelse mod holdet og beskrev dragten som “tutte-nuttet, som var det til pattebørn med sut og rangle. Andre ville anvende sådanne klude som køkkengardiner.”

Men selvom dragten stred mod folks indgroede forestillinger, solgte den godt. Hummels administrerende direktør, der deltog i lanceringen iført en cardigan-version af spillernes nye trøje, regnede med et salg på omkring ti millioner kroner alene i Danmark. “Det var en marketingtriumf,” siger Klaus Berggreen, der senere selv kom til at arbejde i modeindustrien. “Set med nutidens øjne var den totalt hæslig, men som et PR-stunt gav det virkelig pote.” Da et blad bad ham om at sammenligne de landskamptrøjer, Danmark havde spillet i gennem tiderne, anbragte han 1986-versionen øverst på listen.

En delegation fra Hummel havde rejst rundt i verden på jagt efter ideer og noteret sig, at skarpt opdelte farvede mønstre var ved at vinde indpas. Birgit Leitner, der var med til at designe den danske Mexico-kollektion, siger, at nyskabelsen bestod i de stribede felter og brugen af en tynd, blå tråd til at fremhæve farvekombinationen. “Det var ikke sådan, at spillerne bidrog direkte med ideer til designet,” siger hun, “men det var jo en flok festlige fyre. Man kunne kun blive i godt humør af at arbejde sammen med dem.”

Hummel var på forhånd ikke specielt bekymret for, hvordan fans og journalister ville reagere på spilledragten, men de var nervøse for, hvordan tøjet, især trøjerne, ville se ud på tv. Der gik rygter om, at firmaet ønskede at arrangere en kamp i Idrætsparken, så man kunne se, hvordan udstyret fungerede i virkelighedens verden. Men så vidt kom det aldrig. FIFA godkendte overdelen, men beordrede Hummel til at gøre shortsene ensfarvede af hensyn til helhedsindtrykket på tv. Så Danmark stod nu med enten røde eller helt hvide bukser, der skulle passes sammen med deres enten rødeller hvidstribede felter på bluserne, og holdet brugte alle fire kombinationer i løbet af de fire kampe i Mexico.

De journalister, der var mavesure ved lanceringen, burde i stedet have hamstret spilledragter og gemt dem et sikkert sted. I dag, snart 30 år efter VM i Mexico, sælges tøjet jævnligt for over 2.000 kroner på eBay. Og selvom landsholdet i 2010 havde fået Adidas som tøjsponsor, sendte Hummel kopier af de stribede dragter fra 1984 og 1986 på markedet op til VM i Sydafrika. I andre lande blev den det definitive symbol på dansk fodbolds guldalder. Få eller ingen eksperimenterende spilledragter er så let genkendelige verden over. Fans i engelske klubber som Coventry, Aston Villa og Southampton tog også moden til sig en overgang, men det er den danske kitsch, der er penge i i dag.

Danskerne nøjedes med 1984-tøjet, da de mødte Bulgarien i en venskabskamp to måneder før VM. Lerby måtte vikariere som libero, mens de fleste andre fra den normale startopstilling havde travlt med at fylde deres respektive klubbers pokalskabe rundt om i Europa. Nederlaget på 0-3 til bulgarerne gav mindelser om holdets katastrofale optakt til EM i 1984. “Der så I vores verdensmestre. Hold op med alt det roseri. Vi spillede som i amatørdagene,” sagde Piontek til pressen.

En af de spillere, der var i skudlinjen, var John Lauridsen, der aldrig rigtig fik overbevist landstræneren om sine kvaliteter, selvom han var stjernen hos spanske Espanyol. Det hold, Piontek ville have med til Mexico, gav næsten sig selv på forhånd. Det eneste spørgsmål var, om to af stjernerne i den hjemlige 1. division skulle få lov at prøve kræfter på verdensscenen: Flemming Povlsen og Peter Schmeichel. Povlsen, en supertalentfuld angriber, der lyste op i Borussia Dortmund i 1990'erne, endte med at blive hjemme for at læse til eksamen. Med Lauridsen ude i kulden blev der plads i truppen til Feyenoords måltyv John Eriksen og til Allan Simonsen, hvis tid på landsholdet var ved at være forbi.

Schmeichel havde spillet en afgørende rolle, da Hvidovre rykkede op i 1. division. Men Piontek satsede på erfaringen og udtog i stedet Lars Høgh, der spillede hele 23 sæsoner for sin klub, OB. Høgh havde øget sin træningsindsats hele året op til VM-turneringen. Vinteren igennem svømmede han hver morgen, inden han mødte på arbejde i et shippingfirma. Efter jobbet tog han så videre til aftentræning i klubben. “Det var lidt hårdt,” siger Høgh, “men jeg betragtede det som en investering.” Uanset om Lars Høgh skulle med til Mexico eller ej, så havde hans far allerede gjort sit for landsholdet. Det var hans firma, der sørgede for sende dele af det danske spilleudstyr af sted til Latinamerika.

Da træningssamlingen op til VM blev indledt i begyndelsen af maj på Hotel Marina, kunne Piontek kun råde over syv spillere til at iføre sig den stribede dragt. Resten befandt sig stadig i deres klubber, fordi ligaerne rundt om i Europa først blev færdigspillet senere samme måned. Da resten af holdet dukkede op, talte truppen spillere, der havde været med til at vinde mesterskabet i Italien, Vesttyskland, England, Holland og Belgien. Der var ingen danske mestre blandt dem.

En af de sidst ankomne var Frank Arnesen, der havde måttet blive i Eindhoven for at hjælpe PSV med at vinde Æresdivisionen. Det skete med en 8-2-sejr over Go Ahead Eagles. Men få dage før den afgørende kamp var Arnesen alligevel fløjet en smuttur til København. Han var i byen i få timer for at optræde som forsanger under indspilningen af den danske VM-slagsang, ‘Re-SeppTen'. Titlen var et ordspil, der både hentydede til den rette medicin for at få VM-succes og til landstrænerens lykkebringende navn. Pladeproduceren havde bedt anfører Morten Olsen om at udpege truppen største musikalske talent, og valget var naturligt nok faldet på Arnesen. Han var en Amagerdreng, der voksede op på Christianshavn og havde fået sin rock'n'roll-uddannelse i den lokale ungdomsklub. Holdkammeraterne havde givet ham kælenavnet Frankie Boy.

“Jeg ved, jeg har en god stemme, men at hele landet nu skal høre på den i årevis, gør mig helt ærligt lidt nervøs,” sagde han efter indspilningen af ‘Re-Sepp-Ten' – uden at ane, at sangen blev den hurtigst og bedst sælgende single i dansk pophistorie. Arnesen fik sig et andet job i samme boldgade, da han indspillede en reklamesang for DSB. I reklamen var han iført den danske spilledragt, inklusive de forbudte, stribede shorts og jonglerede med en tom mælkekarton fra det beskidte kupégulv hen til en affaldskurv.

Ekstra Bladet havde opfordret læserne til at komme med bud på en tekst til ‘Re-Sepp-Ten', og den vindende sangskriver fik både en Mexico-tur og billetter til Danmarks kampe. Nogle af de første forslag var lige så forbløffende, som de var ringe. (“Det er rødt og hvidt, det er dit og mit, og det er skattefrit”). Det bedste bud kom fra den 56-årige roligan Grethe Larsen, der vandt førstepræmien. Åbningsmatchen mod Skotland ville blive den 25. danske landskamp, hun var med til. “Inden turen til Mexico har jeg rejst 25.000 kilometer for at følge landsholdet, og jeg aner ikke, hvad det har kostet mig,” sagde fru Larsen til ugebladet SE og HØR. “Det er ærgerligt, at jeg kom så sent i gang. Men jeg var sgu bange for at flyve. Det overvandt jeg i 1979, og så var jeg solgt.”

Entertaineren Jarl Friis-Mikkelsen, den ene halvdel af duoen Brødrene Øbberbøv, der havde nedlagt Allan Simonsen for sjov i en tv-sketch, fik til opgave at strikke en brugbar tekst sammen til ‘Re-Sepp-Ten'. Han afleverede et fængende sammenkog af patriotiske vrøvlevers, eventyrfigurer og dobbelttydigheder. Der var både den grimme ælling og Mor Danmark, der elsker sine drenge, der kan knalde. Og så omkvædet, der gik rent ind: “Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.”

Det var en af Ekstra Bladets læsere, der havde foreslået at koble landsholdet sammen med H.C. Andersens eventyr, og den idé tændte Friis-Mikkelsen straks på. “Når man skal lave sådan en hyldestsang, kan det ikke blive for opulent,” siger han. “Den er kernedansk, så der skal også drysses lidt humor på.” Jarlen havde også fremtryllet en idé til B-siden, men den sagde DBU-toppen nej til. Jarlen: “Vi ville lave et anderledes omkvæd, der tog højde for en nedtur i Mexico: ‘Vi er røde, vi er hvide, vi er virkelig ude og skide.' Man skal synge, når man vinder, men også når man taber.”

Mens Arnesen var prof i pladestudiet, var det amatørernes dag , da resten af holdet dukkede op og skulle agere baggrundskor. Spillerne blev stillet op tæt på (i visse tilfælde langt fra) mikrofonen i forhold til deres stemmepragt, og så blev der tilføjet nogle sangere fra et band, der var ved at indspille et album i nabostudiet. Forsangeren her, Maria Charlotte ‘Dodo' Gad, var endnu ikke den ægte popstjerne, hun senere skulle blive, men hun cementerede sin position i den danske kulturhistorie, da hun fik tilbuddet om at være forsanger på ‘Re-Sepp-Ten'.

“Jeg var dybt benovet,” siger Dodo. “Det var jo ikke mig, der var noget der. Jeg stod mast op i et hjørne og så det her hold af mænd komme ind, som man kun havde set på fjernsynet.” Men spillerne var lige så fascinerede af hende. “Alle syntes straks om Dodo, fordi hun så godt ud,” siger Klaus Berggreen. “Og da hun så begyndte at synge, blev vi helt vilde med hende.” Dodo og hendes bandmedlemmer husker, at Berggreen var en af de få spillere med en rimelig stemme, og at Elkjær ikke havde en tone i livet.

Da musikken var indspillet, blev der lavet en video, hvor Piontek spiller rollen som pladeproducer, mens spillerne synger kor i bedste Band Aid-stil iført deres spraglede træningsdragter. Elkjær stod lige bag Dodo og smilede lumsk, mens han vippede sine høretelefoner rundt, så de sad på hans næse og omme i nakken. “Det gik først op for mig, da jeg så videoen, at de tog pis på mig,” siger Dodo.

Den enkelt opbyggede sang med synthesizer-akkompagnement spillede på de helt rigtige strenge og fik en langt større udbredelse end forventet. Kun fire dage efter premieren på tv var der blevet solgt 35.000 plader. Og halvvejs gennem gruppekampene i Mexico var tallet nået op på over 118.000. Pladeselskabet foreslog Dodo, der prøvede at koncentrere sig om arbejdet med sin gruppes debutalbum, at hun skulle stikke en nødløgn om, at hun var på ferie, så hun ikke hele tiden blev forstyrret af medierne.

Den dag i dag er ‘Re-Sepp-Ten' den eneste sang, der kan gøre ‘Der er et yndigt land' rangen stridig, når Danmark spiller landskamp på hjemmebane. “De synger den stadig,” siger Piontek med en blanding af undren og stolthed. “Hver eneste gang, vi kvalificerer os til et eller andet, bliver der lavet en ny sang, men den her er aldrig blevet overgået – de spiller den endda til håndboldlandskampe!”

Piontek gav producerne besked på, at de kun havde halvanden time til at få sangen og videoen i kassen, inden bussen satte kurs tilbage mod træningslejren. Men tiden i pladestudiet var et velkomment afbræk for spillerne, der blev kørt hårdt på træningsanlægget i Vedbæk. Desuden var de alle igennem en individuel fitnesstest på August Krogh Instituttet i København, en underafdeling af det medicinske fakultet og opkaldt efter en dansk Nobelprisvinder, der blandt andet havde forsket i blodets evne til at optage og binde ilt.

I et forsøg på vænne spillernes fysik til at fungere optimalt i Mexico Citys tynde luft havde Piontek taget et tip til sig fra en kapgangtræner. Han anbefalede en noget utraditionel metode. Der blev spændt iltbeholdere på spillernes ryg, mens de trak vejret gennem noget, der lignede en rummaske. Den doserede indholdet af ilt i indåndingsluften, så det svarede til, hvad man ville komme ud for, når man løb i 2.300 meters højde. Spillerne havde fem af disse apparater til deling, og programmet bestod af tyve minutters jogging i jævnt tempo fulgt af en serie korte sprint.

Hvordan det føltes? Berggreen beskrev det som at have sandpapir i munden. I dag tør han godt indrømme, at nogle af holdkammeraterne fandt på luskede metoder til at snige lidt ægte frisk luft ind under masken. “Sepp gjorde det mest for at demonstrere over for os, at det ville blive hårdt. Jeg gennemførte det uden at snyde, men jeg kunne se, at Preben og Michael skubbede masken til side indimellem.” Påstanden om, at Elkjær endda tog et par hiv af sin smøg gennem siden af masken, er dog kun en myte. Den maniske fokusering på højdetræning og luftforhold nåede et punkt, hvor Ekstra Bladets sportsredaktør skrev i sin daglige klumme, om nationen dog ikke kunne tænke på andet end tynd luft i Mexico. Men Piontek sørgede omhyggeligt for at optimere sine spilleres fysik under de uvante forhold. Hans træningsprogram overlod intet til tilfældighederne:

08.30: Morgenmad
09.30: Højdetræning
10.30: Træning
13.00: Frokost
14.00: Hvile og massage 16.30: Højdetræning
17.30: Træning
19.30: Aftensmad
20.30: Massage og video 23.30: Sengetid

Mellem træningspassene fandt man tid til en opvarmningskamp mod Norge (som blev tabt 0-1) og et besøg hos den danske kongefamilie. I et interview havde Elkjær antydet, at holdet ikke fik den anerkendelse af dronning Margrethe, de fortjente. Det danske hof fulgte straks opfordringen. Landsholdets pr-værdi var det pure guld. Spillerne skiftede Hummel-tøjet ud med nydelige, koboltblå smokingjakker, stribede slips og mørke bukser og stillede sig pænt op på trappen foran slottet til et gruppebillede sammen med majestæten og hendes familie. De havde taget træningsdragter og fodboldstøvler med til de to unge prinser. “Flink dame, Margrethe,” sagde Elkjær bagefter til de forsamlede journalister. “Hun skældte mig ikke ud.”

Næste dag spillede Danmark den sidste opvarmningskamp mod Polen, der også skulle med til VM. Idrætsparken var fyldt til sidste plads. En af tilskuerne var den skotsk-engelske rockstjerne Rod Stewart, klædt i gangsterlignende trenchcoat og bredskygget Borsalino. Han så danskerne vinde 1-0, men hævdede bagefter fortrøstningsfuldt, at Skotland nok skulle hale en sejr hjem tre uger senere i Mexico. Stewarts fly til Danmark var blevet forsinket, så han gik glip af første halvleg og det veloplagte publikums afsyngelse af nationalsangen, der helt overdøvede orkesteret i tv-transmissionen.

De fleste af disse fans havde ikke mulighed for at følge deres helte hele vejen til Mexico, men de heldige, der skulle af sted, udviste stor opfindsomhed. Nogle roligans solgte ligefrem bil og hjem for at få råd til den lange rejse. Andre brugte deres sabbatordning på jobbet eller bortauktionerede præmiekreaturer. For en gruppe fans, der arbejdede i flyselskabet SAS, var turen til Mexico allerede påbegyndt på vej hjem fra den sidste gruppekamp i Irland. De fleste af dem havde trofast fulgt landsholdet på udeog hjemmebane i årevis, men de prøvede at lægge en plan, så de kunne rejse sammen til det forjættede land, standsmæssigt, men uden at blive bankrøvere først. Svaret var en ramponeret dobbeltdækker, der havde fungeret som sightseeingbus i Los Angeles. En lille delegation drog af sted til USA for at købe bussen, hvorefter SAS-personalet i LAX-lufthavnen udsmykkede den med vandrette, rød-hvide striber. Selv hjulkapslerne blev malet i de danske farver, og bussen blev døbt Roliganexpressen.

Gruppen bestod af 25 SAS-folk, der fløj til Los Angeles på første klasse iført narrehatte og ensartede jakkesæt i Harlekin-stil. De var blevet gode venner med en dansk-amerikansk forretningsmand ved navn Andy, der holdt fest for dem på sin planteskole, inden festaberne begav sig ud på den lange køretur til Mexico City. Da bussen vendte tilbage til Los Angeles efter VM – med hjælp fra en kranbil – købte Andy det faldefærdige køretøj af dem og ombyggede det til et drivhus.

De fleste i gruppen sov øverst oppe i todækkeren, mens nogle få stykker fulgte efter bussen i en Dodge-van, der også var dekoreret med bolsjestriber. Inden turen gik i gang, havde alle modtaget et brev fra arrangørerne, der mindede dem om, at de måtte efterlade deres privatliv ved busindgangen: “De, der har en walkman, bedes tage den med i tilfælde af, at nogen har lyst til lidt privatliv undervejs på turen – og det bliver den eneste måde at få det på.”

Lars Møller Nygaard, der arbejdede i indtjekningsskranken i Kastrup Lufthavn, fortæller, at de blev hyldet som konger og dronninger overalt, hvor bussen kom frem i Mexico. Normalt bookede de to-tre værelser på et lokalt motel, så bussen kunne få lov til at stå parkeret dér natten over. Men ikke sjældent endte deres ankomst med at udvikle sig til en større fest – nogle gange endda med byens borgmester som deltager.

Roliganexpressen fik tilbudt politieskorte til stadion gennem det kolossale trafikmylder inden kampen, og den forunderlige færd bragte også danskerne i søgelyset hos mexicansk tv, der lavede et portræt af dem. “Hver gang vi ankom til en ny lille by, måtte vi skrive autografer,” siger Lars Møller Nygaard. “Det var helt vanvittigt. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, om de troede, at vi var landholdsspillere.”

En bus fyldt med tequilaglade roligans havde vundet mexicanernes hjerter. Men det var intet imod, hvad de danske spillere viste sig i stand til inde på grønsværen.



Manchester United vs. Manchester City

Solskjær: City-kamp kommer perfekt

Top 20: Mest Premier League-erfaring

Statistikker om Solskjær-nedturen

Ærlig Matić: Jeg var det største problem

Knust Mata: Alt for trøjen

Solskjær: Undskyld

Gylfi Sigurdsson – Manchester United-fan

Video: United-nedtur

Solskjær: Nu skal Alexis levere

Solskjær: Køber ikke seks nye spillere

Nye tider på Old Trafford

Magasin-artikler
Stadion tour: Tottenhams Stadium
Lidt blandet om afløseren for White Hart Lane. Vidste du…
- at 10.000 øl kan pumpes ud af hanerne på stadionets barer pr. minut.

- at der sælges sæsonkort til 140.000 kroner, men så får du også varme i sædet samt mad fra en restaurant, der er drevet af Michelin-kokken Chris Galvin.

- at der kan sidde 17.500 tilskuere på South Stand, og de kommer til at give oplevelsen af en ”væg af lyd”.

- at det forventes, at Tottenham i fremtiden kommer til at omsætte for 750 millioner kroner på kampdage, hvilket næsten er en fordobling i forhold til omsætningen på White Hart Lane.

- at stadionet får fire gigantiske storskærme, hvoraf de to største bliver de største i England.

- at stadionet får Europas største merchandise-butik.

- at klubbens museum bliver i det ældre hus ”Warmington House”, som har bibeholdt sin gamle facade.

- at det blot tager 25 minutter at ændre stadionet fra et fodboldstadion til et NFL-stadion. Ændringen betyder blandt andet, at selve græstæppet bliver meget længere. 68 store motorer gør, at stadionet på underlig vis ændrer karakter.

- at midten af White Hart Lane, hvor Tottenham spillede 2.533 kampe, ligger midt på South Stand, hvor der er langt en guldplade.

Læs hele artiklen
Jagten på Premier League-titlen
Indkast.dk har slået ned på nogle af datoerne i denne sæson…
3-4 November
Manchester City-point: 26
Liverpool-point: 26
Kommentar: Liverpool og Arsenal spillede uafgjort, mens Manchester City slog Southampton.


8 december
Manchester City-point: 41
Liverpool-point: 42
Kommentar: Liverpool slog Bournemouth, imens Manchester City tabte til Chelsea.


22-26 december
Manchester City-point: 44
Liverpool-point: 48
Kommentar: Manchester City tabte til bade Crystal Palace og Leicester.


3. Januar
Manchester City-point: 50
Liverpool-point: 54
Kommentar: Liverpool tabte til Manchester City og mistede dermed muligheden for at få et syvpoints forspring.


29-30 januar
Manchester City-point: 56
Liverpool-point: 61
Kommentar: Manchester City tabte til Newcastle, men Liverpool missede igen chancen for at lave et syvpointsforspring efter kampen imod Leicester.


3. marts
Manchester City-point: 71
Liverpool-point: 70
Kommentar: Liverpool spillede målløst imod Everton, mens City besejrede Bournemouth.



Kigger man på de resterende kampe og fjerner de hold, som både Manchester City og Liverpool skal møde, ser de resterende kampe således ud:

Manchester City
- Watford
- Crystal Palace
- Manchester United
- Leicester
- Brighton

Liverpool
- Southampton
- Chelsea
- Huddersfield
- Newcastle
- Wolverhampton.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Gylfi Sigurdsson – Manchester United-fan
Holdspilleren er ved at udvikle sig til en Premier League-profil – samt en nationalhelt på Island.
Den 24. oktober 2015 blev der skrevet et lille kapitel i Premier Leagues historiebøger. På Villa Park var hjemmeholdet lige kommet foran med 1-0, da en meget atypisk islænding gik til et frispark fem/syv meter udenfor Aston Villas målfeltet, og modsat mange andre sportsudøvere fra vulkanøen blev frisparket ikke sparket med stor fysisk kraft, men med præcision og finfølelse ind bag en sagesløs Brad Guzan. Kampen endte med, at Swansea vandt 2-1 efter et mål af hver af Ayew-brødrene.

Det sjældne udfald, at to brødre fra Ghana ender med at score for hvert sit hold i en Premier League-kamp samt, at Villa-nederlaget kostede manager Tim Sherwood jobbet, fyldte i de efterfølgende dage de engelske aviser. Dette er måske ikke helt rimeligt – for havde det ikke været for det flotte frisparksmål af en Swansea-spiller, havde kampen helt sikkert fået et andet udfald… målet blev scoret af Gylfi Sigurdsson.

Selvsamme aviser blev dog fyldt med overskrifter om Sigurdsson, efter midtbanespilleren blev matchvinder på Anfield i walisernes sejr på 3-2 i starten af 2017. Islændingen bevarede fatningen, da Simon Mignolet kom flyvende ud imod den lidt løse bold, som Sigurdsson sikkert sparkede ind. Samme kølighed havde Swansea-profilen kort tid efter, da han på flotteste vis udlignede direkte på frispark imod selveste Manchester United.

I starten af oktober 2018 blev han matchvinder for den ny klub – Everton. Liverpool-klubben var i overtal imod Leicester, da Sigurdsson vendte midt på modstanderens banehalvdel inden han scorede et flot langskudsmål – ligesom han gjorde i påsken 2019, hvor Everton besejrede Manchester United med hele 4-0. Ikke nok med det - for det er ikke første gang, at han var med til at sænke United, som han er så stor fan af…


Drømmeliv væk fra – og på vulkanøen
Masser af kapitler til Sigurdssons Premier League-eventyr, men den islandske midtbanespiller udlever en livsdrøm. Først var han med til at kvalificere Island til EM, hvor vulkanøen blandt andet ”klappede” England – og de blev en af fodboldens succeshistorier i 2016. Så Sigurdsson fulgte stærkt op på drømmesæsonen 2014/15, hvor han lavede syv Premier League-mål og hele ti assists i blot 32 kampe for Swansea. Derudover oplevede Sigurdsson det unikke i at score det afgørende mål på Old Trafford - som han dermed har gjort to sæsoner i træk, hvilket må være noget specielt.

Sigurdsson har nemlig hele livet været stor fan af Manchester United, så da han den 16. august 2014 scorede og lavede en assists i 2-1-sejren, som gav Louis van Gaal en mareridtsstart på Old Trafford, var det noget helt specielt for Sigurdsson. Efterfølgende har han fortalt om, hvordan hans telefon nærmest brød sammen med venlige SMS'er efter kampen, og efter kampen blev han også fotograferet sammen med sit helt store idol – golfspilleren Rory McIlroy, der lige havde vundet en stor turnering ved Bridgesone og var blevet fremrykket til verdens bedste.

Sådanne dage har Sigurdsson ikke oplevet mange af i England, men ikke nok med det. For i starten af 2016 scorede Sigurdsson igen på Old Trafford, da Swansea god nok tabte 1-2...


Fra røven af 4. Division til Premier League
Som 15-årig ankom Sigurdsson til Reading, og han har oplevet meget trist i engelsk fodbold, da han har spillet i de fire øverste fodboldrækker med alt, hvad det indebærer. Når han kigger tilbage på tiden som knægt i England, fremkommer der dog ofte et smil, når han begejstret beretter om at komme til et land, der havde græs på fodboldbanerne og ikke konstant regnvejr eller bidende kulde.

Det var selveste Brendan Rodgers, der var manager i Reading, og sidenhen blev de to faktisk genforenet i Swansea, da Rodgers lejede Sigurdsson i Hoffenheim. I 2012 afviste midtbanespilleren dog den daværende Liverpool-manager for i stedet at tage til Tottenham. Her tilbragte han to gode sæsoner, og derfor var det en smule underligt, at den rige London-klub valgte at sælge ham til Swansea for blot 80 millioner kroner.

I Swansea fortsatte formfremgangen allerede fra den føromtalte første kamp på Old Trafford, og han fandt sig straks til rette på midtbanen - sammen med Jonjo Shelvey, som var blevet kasseret i Liverpool af Rodgers. De to udviklede et unikt samarbejde, selvom Sigurdsson faktisk ikke havde meget til overs for Shelvey, da han ankom til klubben, men spillet på banen udviklede et venskab imellem de to.


Ligeså mange mål som Sneijder, Robben og van Persie – til sammen
I maj 2010 fik Sigurdsson en unik debut på det islandske landshold, da han både lagde op til et mål samt scorede et mål ved en af sine spidskompetencer – nemlig frispark. På denne måde lavede han flere mål i den føromtalte EM-kvalifikation. Her var Island ikke levnet mange chancer for at hente én af de to første pladser i gruppe A, hvor Tjekkiet, Tyrkiet og Holland også var placeret.

Holland blev som bekendt sorteper, efter Island havde chokstartet i gruppen. Efter tre kampe havde de ni point og en samlet målscore på 8-0, selvom de havde mødt Tyrkiet, Letland og Holland. Senere i kvalifikationen blev Tyrkiet og Holland slået igen – hvilket ikke mindst skyldtes den helt store talisman - Gylfi Sigurdsson.

Hele seks mål lavede han i kvalifikationskampe eller det samme som Wesley Sneijder, Arjen Robben og Robin van Persie – til sammen. Lilleputnationen Island havde narret de store fodboldnationer, og selvom der blot var 11.607 tilskuere i gennemsnit til Islands hjemmekampe, oplevede spillerne en gigantisk opbakning fra den sportsglade ø. Landstræner Lars Lagerback sagde i jubelscenerne efter kvalifikationen om Sigurdsson:

- Han er den spiller, som jeg nogensinde har arbejdet sammen med, der er den største holdspiller…

Denne nationale holdspiller var til VM2018 havnet i gruppen med Argentina, Nigeria og finalisterne Kroatien. Det endte kun med ét point og dermed sluttede slutrunden tidligt for Sigurdsson. Island lavede to mål i de tre kampe og naturligvis kom Sigurdsson på måltavlen efter en dødbold. Han har tidligere scoret meget afgørende mål – på både Anfield og flere gange på Old Trafford. Tænk sig at gøre det som kæmpe Manchester United-fan…
Læs hele artiklen
Son Heung-min – The Precious Son
Son Heung-min har gennem flere år vist en opadgående kurve, og det fortsætter bare…
78 minutter er spillet… Christian Eriksen finder med en elegant aflevering den hurtige Tottenham-spiller Son Heung-min, som får Manchester City-backen Fabien Delph til at ligne en saltstøtte. Son sparker bolden ind under Ederson i City-målet og jublen på det nye Tottenham Hotspurs Stadium bryder ud.

Son blev matchvinderen i den første og rene engelske Champions League-kvartfinale, og dermed fulgte sydkoreaneren op i sin anden kamp på Tottenhams nye stadium. Son blev også den første spiller nogensinde til at score på det imponerende stadion, da de spillede den officielle åbningskamp imod Crystal Palace. Dermed fortsætter Son Heung-min, bedre kendt bare som Son, den unikke formfremgang, som han er i gang med. Indkast.dk har kigget nærmere og tilbage på den hotte Tottenham-angriber, for hvem er denne Son?


Eksklusiv klub
Son var en del af FC Seouls U18-hold, da han besluttede sig for, at han ville være professionel fodboldspiller. Det gjorde han, da han som bolddreng ved FC Seouls hjemmekampen så efterfølgende Premier League-spiller Lee Chung-Young spille for klubben i hjembyen, en oplevelse Son dog aldrig skulle få. Han valgte nemlig i stedet at tage imod et tilbud om at komme til Hamburger SV i en ung alder.

Fra han var 16 år tørnede han ud for Bundesliga-klubbens ungdomshold, og her præsterede han så fornemt, at han på sin 18-års fødselsdag kunne skrive under på en professionel kontrakt. Og det var en god beslutning af HSV, der med den beslutning sikrede sig en bevægelig, teknisk velfunderet og afslutningsstærk angriber, der både kan agere topangriber og hængende angriber. Han viste da også forholdsvist hurtigt, at han havde hvad der skulle til for at begå sig i den stærke tyske liga.

I hans første to år blev det til en pæn del optrædener, ligesom han formåede at nette forholdsvist meget, hans unge alder i taget i betragtning. Men det var først i sæsonen 2012/2013, at man for alvor skulle begynde at lægge mærke til ham. Her spillede han en vigtig rolle på det nordtyske mandskab, og da sæsonen sluttede kunne Son kigge tilbage på en sæson, der havde budt på 12 scoringer i 33 optrædener. Det bragte ham samtidig ind i klubben af asiater, der har scoret et tocifret antal mål i én af de tre store ligaer (La Liga, Bundesliga og Premier League), som, Son inklusiv, kun tæller fire.

Det målgennemsnit var nok til at vække opmærksomhed lidt længere oppe i tabellen, og derfor var Bayer Leverkusen ikke sene til at slå til, da Son gerne ville prøve sig af i toppen af Bundesligaen. 75 millioner kroner måtte de smide på bordet for at overtale HSV til at slippe den dengang 20-årige sydkoreaner. 12 mål og syv oplæg blev det til i debutsæsonen i Leverkusen - absolut godkendte tal for en 21-årig angriber i Bundesligaen. Efterfølgende blev det til 11 scoringer, ligesom han markerede sig flot i Leverkusens godkendte Champions League-kampagne, der lige så vel kunne have endt med mere, efter man fik presset Atlético Madrid ud i straffesparkskonkurrence - en disciplin spanierne viste sig stærkest i.

Disse præstationer åbnede op for skiftet til Tottenham. London-klubben tredoblede hvad Leverkusen havde betalt HSV og dermed blev angriberen dyreste spiller fra Asien – nogensinde. Han har dog vist sig at være pengene værd. I de sidste tre Premier League-sæsoner er det blevet til tocifret antal PL-mål og han har været en stor del af fremgangen i Tottenham.


Broget landsholdskarriere
Den opadgående kurve på klubplan har dog ikke kunne overføres til landsholdet. Selvom han står noteret for 72 kampe og 25 mål, hvilket jo som sådan er et pænt tal for en 26-årig, har forholdet til forbundet ikke altid været lige godt.

Da han for alvor var ved at få sit gennembrud i Bundesligaen, var hans far og agent nemlig ude og anmode om, at landstrænerne ville se bort fra ham i nogle kampe, så Son kunne fokusere 100% på at hjælpe sin tyske klub.

Det fornærmede landstræneren, der nægtede at adlyde denne ordre. Derudover afviste Son også at deltage i OL i London 2012, så han kunne fokusere på at slå igennem i HSV, hvilket jo som nævnt også skete. Og selvom disse udmeldinger omkring landsholdet måske ikke virker som det mest sympatiske, giver det også et billede af en meget målrettet mand.


En ny type sydkoreaner
Udover at han åbenlyst har talentet til at bære Sydkorea fremad – men også Tottenham - er der også noget andet, der er værd at bemærke, når snakken falder på denne Son Heung-min. Når man ser Sydkorea spille har man nemlig traditionelt været vidne til et mandskab, der lever på ting som løbevillighed, fælleskab og disciplin.

Det er også den type sydkoreanske spillere, der for det meste har haft deres gang i de europæiske ligaer. Med den tidligere Manchester United-spiller Park Ji-Sung som det mest lysende eksempel. Det er ikke for at tage noget fra Parks karriere, som på alle måder har været beundringsværdig, men han blev ikke kendt på grund af sine ekvilibristiske udfoldelser med læderkuglen.

Her kommer Son dog med noget ekstra. Han besidder nemlig ikke kun de klassiske sydkoreanske kvaliteter. Han har nemlig en fremragende teknik, som han blandt andet bruger til at skabe plads for sig selv og sine holdkammerater, mens han også kan udfordre forsvarsspillere direkte med sit hurtige fodskifte – ligesom han gjorde, da han stod overfor Delph i Champions League eller seks dage før imod Crystal Palace. Begge mål var på oplæg fra Christian Eriksen og mindede faktisk ganske meget om hinanden… Så efter 120 år med det samme stadion for Tottenham, så åbnede Son den nye æra med et brag.

Tidligere har Manchester City-manager Pep Guardiola kaldt Tottenham for ”Harry Kane team”, men den engelske angriber måtte udgå fra opgøret med en skade, og det er ikke første gang i denne sæson, at London-holdet må undvære den engelske angriber. Tidligere har han været ude i fem uger, og i den periode spillede Son fem kampe for Tottenham og lavede fire mål. På det tidspunkt sang Tottenham-fansene om Son ”You are my Sonshine” mens andre blot konstaterede - The Precious.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Nye tider på Old Trafford
Solskjærs honeymoon is over… Indkast.dk forventer voldsomme ændringer i Manchester United, og når sæsonen 2019/20 starter, kan det meget vel være med en forvandlet United-trup. Nu skal 20LEgend vise sit værd som manager…
Den 16. marts 2019 vil blive en del af Manchester Uniteds nyere historie, for her besejrede Ole Gunnar Solskjærs tropper det kraftigt oprustende storhold fra PSG i Champions League. Der var voldsomt hype omkring Manchester United og den midlertidige samt forholdsvis uprøvede manager Solskjær!

Bedriften i den franske hovedstad skabte grobund for en permanent kontrakt til Solskjær, men i de efterfølgende kampe gik det voldsomt ned af bakke. Syv kampe gav fem nederlag, og Solskjær-effekten blev meget brat afblæst. Det startede ellers unikt med otte sejre i træk, og United-fansene havde fået en tiltrængt julegave i 2018, men med til den statistik skal nævnes, at modstanderne var Cardiff, Huddersfield, Bournemouth, Newcastle, Reading, Tottenham, Brighton og Arsenal. Så modstanden var ikke så hård i Solskjærs opstart, men han overtog altså et hold fra Jose Mourinho – et hold der var i skidt forfatning. ”The Special One” var blevet til ”The Special None” på grund af:

- United var 11 point fra en Champions League-plads.

- Mourinho var uvenner med næsten alt og alle…

- Spillernes niveau var dalende ligesom resultaterne.

- 17 Premier League-kampe inde i Premier League-sæsonen var United 19 point efter førerholdet Liverpool.

- Ikke siden 1990 havde Manchester United haft en dårligere sæsonstart.

- Kigger man yderligere på den daværende stilling, kunne man se, at Manchester Uniteds målforskel var NUL.


Mourinhos defensive tilgang og masser af ballade havde efterladt United i en skidt forfatning… den fik Solskjær ændret, inden han blev permanent manager, hvor det hele vendte sig igen. Se blot disse tal:


Vundne kampe
Solskjær som midlertidig manager: 73 %
Solskjær som permanent manager: 40 %

Mål scoret pr. kamp
Solskjær som midlertidig manager: 2,1
Solskjær som permanent manager: 1,0

Mål lukket ind
Solskjær som midlertidig manager: 0,9
Solskjær som permanent manager: 1,4


Som permanent manager har Solskjær været oppe imod stærke modstandere, og derudover har truppen været meget skadesplaget. Således var det fra den 6. marts og indtil midten af april kun Paul Pogba og Chris Smaling, der spillede alle 630 minutter, og det virkede lidt til, at den franske verdensmester var træt og mere havde øjne og øre rettet mod Madrid, hvor landsmanden og vennen Zinedine Zidane var blevet træner for Real Madrid og offentligt forsøgte at prikke til Pogbas rejselyst.

Pogba kan meget vel være en af spillerne, som fremtiden på Old Trafford skal bygges op omkring, når Solskjær skal starte en stor renovering af truppen. For Manchester United trænger til en foryngelse af truppen samt en mere præcis retningslinje for spillerindkøb. Flere af de aldrende spillere som Ashley Young, Antonio Valencia, Marcos Rojo, Matteo Darmian, Chris Smalling, Phil Jones, Nemanja Matić, Ander Herrera, Juan Mata og Alexis Sánchez bør forlade klubben for at skabe en nyere og meget yngre trup på Old Trafford – men hvem skal i fremtiden spille i Manchester United.

Kan det lykkes at holde kontraktudløbende David De Gea, Paul Pogba og Marcus Rashford i Manchester, kan den trio sammen med Anthony Martial være ”stammen”, der i drømmeland kunne forstærkes med flere af disse spillere:

- Jadon Sancho
- Aaron Wan-Bissaka
- Callum Hudson-Odoi
- Matthijs De Ligt
- Kalidou Koulibaly
- Saul Niguez
- Thomas Partey
- Ivan Rakitic
- Harry Maguire
- Idrissa Gueye
- Declan Rice
- Joao Felix

Dette kunne godt være ønskesedlen for Solskjær, men problemet er blot, at mange af disse spillere er på ønskesedlen hos nogle af Europas andre storklubber, som Bayern München og Real Madrid, der også begge står overfor store ændringer i trupperne pga. meget dårlige sæsoner.

Solskjær blev efter Champions League-exiten til Barcelona lovet 2.300 millioner kroner til nye spillere i sommerens transfervindue plus indtjeningen for de spillere, som han måtte lykkedes med at sælge.

Problemet for nordmanden er blot, at på trods af de vanvittige mange penge er det ikke nok til mere end tre eller måske fire af de ovennævnte spillere, og som nævnt vil der måske komme en budrunde for at sikre sig disse spillere. Men sælges Pogba eller De Gea, vil det skabe store købemuligheder for United.

Siden Sir Alex Ferguson for seks år siden forlod Manchester United, har klubben brugt næsten 6.000 millioner kroner på spillere, men mange af disse har været deciderede skuffelser. Nu skal Solskjær og bossen Ed Woodward vise deres værd på transfermarkedet for at skabe et nyt United på Old Trafford.

Tidligere har Woodward hentet Alexis Sánchez til klubben på en kontrakt med en ugeløn lige under fem millioner kroner og et sign on fee på over 60 millioner kroner. Siden er det blevet til 29 Premier League-kampe og tre mål fra turneringens suverænt højst lønnede spiller. Udover, at angriberen fylder meget i lønbudgettet, har det givet det problem, at Pogba, Rashford og De Gea gerne vil have kontrakter, som minder om den Sánchez fik.

Sådanne høje lønninger kan give problemer til United i fremtiden i forhold til Financial Fair Play, men historien og Football Leaks har nogle skræmmende eksempler for løntunge spillere i United. Værst er naturligvis Sanchez, men glem nu ikke, at Radamel Falcao i de 37 uger, som han var i Manchester United, kostede klubben over 40 millioner kroner pr. mål eller Bastian Schweinsteiger, der endte op med at koste 50.000 kroner for hvert minut, han spillede for United….

Solskjær og Woodward kommer til sommer til at træffe mange store og vigtige valg. Indkast.dk forventer, at der kommer ligeså store ændringer i United-truppen, som da Louis van Gaal i 2015 hentede seks spillere og tog afsked med otte… så det bliver en spændende sommer, fordi, Solskjær's honeymoon is over…


Læs hele lederen
Kan City vinde Quadruple?
Truppen hos Manchester City er “Four”-midabel, men det kan de økonomiske problemer også blive for den nyrige klub.
Lige efter Manchester City havde vundet Carabao Cup-finalen over Chelsea, var kampen et samtaleemne i et omklædningsrum, hvor jeres skrivekarl var til stede. Til de andre i lokalets store overraskelse sagde undertegnet:

- Jeg tror sgu, at Manchester City vinder Quadruple…

Straks kiggede mange af mine holdkammerater på mig med åben mund, som de havde set et spøgelse. Men er det så urealistisk, som det måske lyder? Kan Manchester City ikke vinde de resterende tre pokaler - hvor realistisk er det egentligt?


Det engelske mesterskab
Kigger man nærmere på det engelske mesterskab for tiden, så har det i 2018/19-sæsonen udviklet sig til et parløb imellem City og Liverpool, og kigger man nærmere på stillingen i denne duel, har City en klar fordel.

Pep Guardiolas tropper er nemlig langt mere formstærke, end Jürgen Klopps er for tiden. Den 29. december havde Liverpool ti points forspring til City, efter Liverpool havde spillet 20 kampe og City 19. Dette forspring er for tiden nu minimeret til, at dem, der spiller først, har førstepladsen, og vinder City den kamp, som de har til gode, så har de ét point mere end Liverpool.

Kampprogrammet for de to hold har stort set samme sværhedsgrad, så mesterskabskampen skal nok blive lige, men formen for City må alarmere de Liverpool-fans, der i den grad savner et mesterskab. Derudover har City en langt bedre trup, end Liverpool har, hvilket også kan blive udslagsgivende i afslutningen på sæsonen. De sidste fire år har City vundet liga-klubben tre gange, hvilket giver et klart billede af et hold, der har de bedste reserver, da det ofte er dem, der kommer i kamp i den turnering, som City altså har vundet i denne sæson.


FA Cuppen
Vinder City også FA Cuppen? Ja… er det oplagte svar. For hvem af de resterende hold skulle besejre City? Brighton venter i semifinalen, og vinderen af Watford eller Wolverhampton bliver den anden finalemodstander.

City var godt nok presset i kvartfinalen imod Swansea, som City vandt 3-2. MEN… kigger man på statistikkerne fra kampen, fortæller det altså historien om stor dominans til Guardiolas tropper. Hele 68 % af tiden havde City bolden, Swansea havde to afslutninger indenfor Edersons målramme og de gik begge ind. Såhh… Det ligner en FA Cup-titel til Manchester City.


Champions League
Ligeså sikker er Champions League-trofæet dog ikke, da modstanden er af en helt anden kaliber. City skal nok besejre Tottenham, men så venter Juventus formentlig i semifinalen, mens Barcelona eller Liverpool sandsynligvis venter i finalen.

MEN… glem nu ikke i dette, at Citys sidste Champions League-kamp endte med en 0-7-lussing til Schalke04 i en kamp, hvor så stærke spillere som Nicolas Otamendi, Fernandinho, Kevin De Bruyne, John Stones og Riyad Mahrez end ikke kom i kamp. Som tidligere nævnt er City-truppen helt unik – måske verdens bedste fodboldtrup, men den har heller ikke været billig.


Indkøbsfest
Fornyelig lavede Indkast.dk en udregning over hvor mange penge, de forskellige klubber havde brugt, siden Mauricio Pochettino kom til Premier League.

Manchester City havde netto brugt 4.900.000.000 kroner, mens Tottenham har brugt 230.000.000. Det er to forskellige verdner, men alligevel skal London-holdet op imod City i mesterskabskampen samt to gange i Champions League.

Siden 2009 har Sheik Mansour haft kontrol over Manchester City, men siden er der også kommet en ”Quadruple” af økonomiske problemer, som kan få gigantisk betydning for klubben.


1. UEFA er den største trussel imod Manchester City i forhold til Financial Fair Play-reglerne, der startede i 2013. Ifølge disse må en klub kun have et underskud på 400 millioner kroner i to år eller maksimalt 280 millioner kroner i gennemsnit i tre regnskaber. Begge dele skulle være et problem for City, og det kan resultere i en udelukkelse fra Champions League-turneringen, som ville give store økonomiske og sportslige problemer i fremtiden.

2. Premier League er i gang med at undersøge tre ting i forbindelse med Manchester City. Det skulle være om ulovlig anskaffelse af akademi-spillere, ulovlige treparts ejerskaber samt økonomiske uoverensstemmelser. Alle tre ting kan give point-straf. Ifølge Der Spiegel findes der mails, der beviser, at Jadon Sanchos agent – Emeka Obasi - modtog næsten to millioner kroner af City, inden han skiftede fra Watford som 14-årig. Dette er ulovligt. Kunne dette være årsagen til, at den engelske spiller noget overraskende havnede hos Dortmund?

3. FA har ligesom Premier League gjort det klart, at de kigger nærmere på ”Sancho-historien”. Skulle Manchester City blive dømt i denne sag, vil FA formentligt forbyde Manchester City at hente akademi-spillere. Men FA vil med stor sandsynlig ligge så tæt op ad den afgørelse, som Premier League træffer i denne sag.

4. FIFA er i gang med en undersøgelse af Manchester Citys samarbejde med danske FC Nordsjælland omkring treparts ejerskaber. Tidligere har FIFA givet transfer-karantæne for en meget lignede sag, men Chelsea har appelleret dommen.


Så selvom Manchester City måske står overfor en mulig stor sportslig triumf, bliver de kraftigt undersøgt af de fire store magtfaktorer i engelsk fodbold – FIFA, UEFA, Premier League og FA.

Mange af Citys problemer er kommet, efter Der Spiegel i ”Football Leaks” skulle have fået indsigt i nogle af fodboldens skyggesider, og her skulle der være dukket belastende materiale op om Manchester City samt andre nyrige klubber som Paris SG og Chelsea. Nu må fremtiden vise, hvordan City kommer til at se ud – både på og udenfor banen.


Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Jubel ender i kvindeligt bryst Stor direktør... Artikel ikon PL-historiens hurtigste mål Artikel ikon Rundens bedste mål i PL Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon FA Cup-finale fremfor København-koncert? Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Real Madrid til dartspiller via Esbjerg Artikel ikon Drake-forbandelsen rammer Ligue 1-dukse Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest mål for Newcastle Top 10: Værste Premier League-indkøb Artikel ikon Top 7: Leicesters topscorere Artikel ikon Top 20: Flest Premier League-mål Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Video: Kan du huske Zidanes skalle? Historisk mesterskab til Juventus Artikel ikon City kan få en sjælden ”The Double” Artikel ikon Fire trofæ-samlere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Milan-træner på vej til Premier League? Mega-transfer under opsejling i Serie A Artikel ikon Medie: Atlético vil handle i Tottenham Artikel ikon Medie: Seks spillere United bør hente Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Christian Pulisic Artikel ikon Vidste du om ... Ole Gunnar Solskjær Artikel ikon Vidste du om ... Mario Gomez Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Top 20: Mest Premier League-erfaring Historisk mesterskab til Juventus Artikel ikon Statistikker om Solskjær-nedturen Artikel ikon Slutspil i PL siden 1993 Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Liverpool-Porto Optakt: Man. City - Schalke 04 Artikel ikon Optakt: Bayern München - Liverpool Artikel ikon Optakt: Barcelona - Lyon Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Cardiff - Liverpool CL - sådan starter de Artikel ikon Startopstillinger: Liverpool - Tottenham Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - Brøndby Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Eriksen blev helten for Tottenham Bundhold driller Chelsea Artikel ikon Første FCK-sejr i Farum i seks år Artikel ikon AaB sejrede sikkert Artikel ikon Se flere