Danish Dynamite

Af Torsten Brix

2015-01-15
Danish Dynamite

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den anmelderoste bog Danish Dynamite. Det handler om ‘Re-Sepp-Ten'…

Klokken havde lige passeret midnat i København, da Sepp Piontek kom igennem på telefonen fra Mexico City. På det tidspunkt sad hans spillere iført sombreros og med hævede champagneglas efter at have vundet B.T.'s Guld som årets sportsnavn. Mens hans stjerner hyggede sig med kendisser og kulturministeren, havde Piontek allerede indledt sin rekognosceringsmission i Mexico efter at have overværet lodtrækningen til de forskellige VM-grupper dagen i forvejen.

“Man er begyndt at kalde vores pulje for ‘Dødsgruppen' herovre,” skrev B.T., at Piontek havde sagt i telefonen. “Franz Beckenbauer går rundt og ser vældig bekymret ud.” Gruppe E: Vesttyskland, Uruguay, Skotland, Danmark. Sportssektionerne i de danske aviser var plastret til med overskrifter om denne ‘dynamitpulje', men det var Uruguays landstræner, Omar Borrás, der brugte det navn, som senere blev standardbetegnelsen for alle svære lodtrækninger: El grupo de la muerte – Dødens Gruppe. I vore dage bruges udtrykket så ofte, at det næsten har mistet sin betydning. I 2012 havde sågar de norske mesterskaber i håndbold for oldboys sin egen ‘dødsgruppe'. Men det var skarpt set af Borrás, og hans kommentar var fuldt ud berettiget. VM-turneringer havde tidligere set storhold havne i samme gruppe – Italien, Frankrig, Argentina og Ungarn skulle for eksempel kæmpe om to pladser i den indledende runde i 1978 – men gruppe E i Mexico tegnede til at blive en sjældent set tornado af talent, historie og momentum.

Det eneste, Vesttyskland, Uruguay og Skotland ønskede at trække fra det laveste seedningslag, var et landshold, der kunne fungere som prügelknabe i gruppen. Det kunne være blevet Canada, Irak, Algeriet, Marokko eller Sydkorea. Men i stedet fik de Danmark, der var røget i det nederste lag dels på grund af deres status som VM-jomfruer, og dels fordi seedningssystemet ikke tog højde for deres brat stigende stjerne inden for europæisk fodbold. Danskerne selv var ligeglade. De skulle nok sætte fut i Dødens Gruppe.

Nedtællingen til VM var allerede begyndt under kampen mod Norge, da Svend Gehrs lovede alle seerne en sommer i Mexico. Hvis optakten til EM 84 i Frankrig havde føltes overvældende, så nåede hypen nu op på et helt nyt plan. Denne gang var alle med på galejen. Samtlige blade, bryggerier, rejsebureauer og plattenslagere fandt deres egen krog at hænge tilbuddene op på, pakket ind i rødt og hvidt og kastet i grams til et ivrigt publikum. Mandebladet Ugens Rapport havde sin egen gave til læserne, et ‘Mexico Sexico'-tillæg, hvor forsiden var prydet af en fotomodel kun iført en klaphat.

Fantasien kendte ingen grænser i jagten på lettjente penge. Et indkøbscenter i Ballerup blev omdøbt til ‘Dynamit Center 86'. En Ole Quist-klon optrådte i reklamer for en blød lænestol, som egnede sig perfekt til at sidde i foran skærmen og se VM-fodbold. Sloganet var naturligvis “Olé, Olé, Olé”. Carlsberg ændrede deres etikette på den klassiske Hof-øl fra grøn til rød. Supermarkeder solgte køkkenruller med rød-hvide flag og havde forsynet dem med denne reklametekst: “Når du skal tørre sveden af panden eller kommer til at vælte glasset, har du brug for en køkkenrulle, du kan stole på.”

Også så var der spilledragten. Det er svært at sige, om tøjfirmaet Hummel forsøgte at mime holdets sprudlende spil eller simpelthen lod øjeblikkets begejstring løbe af med sig, men deres Mexico-dragt ramte Danish Dynamite-kulturen lige på kornet, hvad angik skrædderkunst og stil. Op til 1984-turneringen havde Hummel fravalgt den røde ensfarvede spilletrøje ved at tilføje hvide ærmer med broderede røde vinkler. Senere den sommer havde Hummels dragter til det danske håndboldlandshold vakt opsigt ved OL i Los Angeles. De rød-hvide tværstriber på trøjerne og de meget korte bukser gav hurtigt holdet kælenavnet ‘Bolsjedrengene'.

Men intet havde forberedt de forsamlede journalister på det syn, der ventede dem, da Morten Olsen, Frank Arnesen og Per Frimann luftede Mexico-kollektionen for allerførste gang. Det skete en februardag i 1986 i København. Trøjen var splittet op i to kontrasterende stribede halvdele, hvoraf den ene var i lyse, rød-hvide striber, mens den anden var i mørkerøde nuancer. Felterne på ærmer og bukser matchede det futuristiske design.

“Jeg synes, det er ... anderledes,” kommenterede Morten Olsen på dansk tv efter at have jongleret med bolden på et skakternet gulv iklædt den nye spilledragt. “Men,” tilføjede anføreren, “jeg synes, det virker som et frisk pust.”

Frank Arnesen nulrede lidt med fingerspidserne i buksekanten for at vise, at stoffet var lige så tyndt som det, atletikudøvere brugte. “De sidder meget løst,” sagde han, “og det tror jeg er en stor fordel, for vi kommer nok til at svede meget.”

Olsen antydede, at internationale fodboldforbund godt kunne være konservative med hensyn til, hvordan holddragter skulle se ud. Og det samme gjaldt helt afgjort de forsamlede journalister. Tøjet blev omgående døbt ‘Karnevalsdragten', og Tipsbladets tegner afbillede spillerne iført Batmanog hofnarkostumer.

Sportsjournalisten Per Høyer Hansen sagde, at spilletrøjerne var en fornærmelse mod holdet og beskrev dragten som “tutte-nuttet, som var det til pattebørn med sut og rangle. Andre ville anvende sådanne klude som køkkengardiner.”

Men selvom dragten stred mod folks indgroede forestillinger, solgte den godt. Hummels administrerende direktør, der deltog i lanceringen iført en cardigan-version af spillernes nye trøje, regnede med et salg på omkring ti millioner kroner alene i Danmark. “Det var en marketingtriumf,” siger Klaus Berggreen, der senere selv kom til at arbejde i modeindustrien. “Set med nutidens øjne var den totalt hæslig, men som et PR-stunt gav det virkelig pote.” Da et blad bad ham om at sammenligne de landskamptrøjer, Danmark havde spillet i gennem tiderne, anbragte han 1986-versionen øverst på listen.

En delegation fra Hummel havde rejst rundt i verden på jagt efter ideer og noteret sig, at skarpt opdelte farvede mønstre var ved at vinde indpas. Birgit Leitner, der var med til at designe den danske Mexico-kollektion, siger, at nyskabelsen bestod i de stribede felter og brugen af en tynd, blå tråd til at fremhæve farvekombinationen. “Det var ikke sådan, at spillerne bidrog direkte med ideer til designet,” siger hun, “men det var jo en flok festlige fyre. Man kunne kun blive i godt humør af at arbejde sammen med dem.”

Hummel var på forhånd ikke specielt bekymret for, hvordan fans og journalister ville reagere på spilledragten, men de var nervøse for, hvordan tøjet, især trøjerne, ville se ud på tv. Der gik rygter om, at firmaet ønskede at arrangere en kamp i Idrætsparken, så man kunne se, hvordan udstyret fungerede i virkelighedens verden. Men så vidt kom det aldrig. FIFA godkendte overdelen, men beordrede Hummel til at gøre shortsene ensfarvede af hensyn til helhedsindtrykket på tv. Så Danmark stod nu med enten røde eller helt hvide bukser, der skulle passes sammen med deres enten rødeller hvidstribede felter på bluserne, og holdet brugte alle fire kombinationer i løbet af de fire kampe i Mexico.

De journalister, der var mavesure ved lanceringen, burde i stedet have hamstret spilledragter og gemt dem et sikkert sted. I dag, snart 30 år efter VM i Mexico, sælges tøjet jævnligt for over 2.000 kroner på eBay. Og selvom landsholdet i 2010 havde fået Adidas som tøjsponsor, sendte Hummel kopier af de stribede dragter fra 1984 og 1986 på markedet op til VM i Sydafrika. I andre lande blev den det definitive symbol på dansk fodbolds guldalder. Få eller ingen eksperimenterende spilledragter er så let genkendelige verden over. Fans i engelske klubber som Coventry, Aston Villa og Southampton tog også moden til sig en overgang, men det er den danske kitsch, der er penge i i dag.

Danskerne nøjedes med 1984-tøjet, da de mødte Bulgarien i en venskabskamp to måneder før VM. Lerby måtte vikariere som libero, mens de fleste andre fra den normale startopstilling havde travlt med at fylde deres respektive klubbers pokalskabe rundt om i Europa. Nederlaget på 0-3 til bulgarerne gav mindelser om holdets katastrofale optakt til EM i 1984. “Der så I vores verdensmestre. Hold op med alt det roseri. Vi spillede som i amatørdagene,” sagde Piontek til pressen.

En af de spillere, der var i skudlinjen, var John Lauridsen, der aldrig rigtig fik overbevist landstræneren om sine kvaliteter, selvom han var stjernen hos spanske Espanyol. Det hold, Piontek ville have med til Mexico, gav næsten sig selv på forhånd. Det eneste spørgsmål var, om to af stjernerne i den hjemlige 1. division skulle få lov at prøve kræfter på verdensscenen: Flemming Povlsen og Peter Schmeichel. Povlsen, en supertalentfuld angriber, der lyste op i Borussia Dortmund i 1990'erne, endte med at blive hjemme for at læse til eksamen. Med Lauridsen ude i kulden blev der plads i truppen til Feyenoords måltyv John Eriksen og til Allan Simonsen, hvis tid på landsholdet var ved at være forbi.

Schmeichel havde spillet en afgørende rolle, da Hvidovre rykkede op i 1. division. Men Piontek satsede på erfaringen og udtog i stedet Lars Høgh, der spillede hele 23 sæsoner for sin klub, OB. Høgh havde øget sin træningsindsats hele året op til VM-turneringen. Vinteren igennem svømmede han hver morgen, inden han mødte på arbejde i et shippingfirma. Efter jobbet tog han så videre til aftentræning i klubben. “Det var lidt hårdt,” siger Høgh, “men jeg betragtede det som en investering.” Uanset om Lars Høgh skulle med til Mexico eller ej, så havde hans far allerede gjort sit for landsholdet. Det var hans firma, der sørgede for sende dele af det danske spilleudstyr af sted til Latinamerika.

Da træningssamlingen op til VM blev indledt i begyndelsen af maj på Hotel Marina, kunne Piontek kun råde over syv spillere til at iføre sig den stribede dragt. Resten befandt sig stadig i deres klubber, fordi ligaerne rundt om i Europa først blev færdigspillet senere samme måned. Da resten af holdet dukkede op, talte truppen spillere, der havde været med til at vinde mesterskabet i Italien, Vesttyskland, England, Holland og Belgien. Der var ingen danske mestre blandt dem.

En af de sidst ankomne var Frank Arnesen, der havde måttet blive i Eindhoven for at hjælpe PSV med at vinde Æresdivisionen. Det skete med en 8-2-sejr over Go Ahead Eagles. Men få dage før den afgørende kamp var Arnesen alligevel fløjet en smuttur til København. Han var i byen i få timer for at optræde som forsanger under indspilningen af den danske VM-slagsang, ‘Re-SeppTen'. Titlen var et ordspil, der både hentydede til den rette medicin for at få VM-succes og til landstrænerens lykkebringende navn. Pladeproduceren havde bedt anfører Morten Olsen om at udpege truppen største musikalske talent, og valget var naturligt nok faldet på Arnesen. Han var en Amagerdreng, der voksede op på Christianshavn og havde fået sin rock'n'roll-uddannelse i den lokale ungdomsklub. Holdkammeraterne havde givet ham kælenavnet Frankie Boy.

“Jeg ved, jeg har en god stemme, men at hele landet nu skal høre på den i årevis, gør mig helt ærligt lidt nervøs,” sagde han efter indspilningen af ‘Re-Sepp-Ten' – uden at ane, at sangen blev den hurtigst og bedst sælgende single i dansk pophistorie. Arnesen fik sig et andet job i samme boldgade, da han indspillede en reklamesang for DSB. I reklamen var han iført den danske spilledragt, inklusive de forbudte, stribede shorts og jonglerede med en tom mælkekarton fra det beskidte kupégulv hen til en affaldskurv.

Ekstra Bladet havde opfordret læserne til at komme med bud på en tekst til ‘Re-Sepp-Ten', og den vindende sangskriver fik både en Mexico-tur og billetter til Danmarks kampe. Nogle af de første forslag var lige så forbløffende, som de var ringe. (“Det er rødt og hvidt, det er dit og mit, og det er skattefrit”). Det bedste bud kom fra den 56-årige roligan Grethe Larsen, der vandt førstepræmien. Åbningsmatchen mod Skotland ville blive den 25. danske landskamp, hun var med til. “Inden turen til Mexico har jeg rejst 25.000 kilometer for at følge landsholdet, og jeg aner ikke, hvad det har kostet mig,” sagde fru Larsen til ugebladet SE og HØR. “Det er ærgerligt, at jeg kom så sent i gang. Men jeg var sgu bange for at flyve. Det overvandt jeg i 1979, og så var jeg solgt.”

Entertaineren Jarl Friis-Mikkelsen, den ene halvdel af duoen Brødrene Øbberbøv, der havde nedlagt Allan Simonsen for sjov i en tv-sketch, fik til opgave at strikke en brugbar tekst sammen til ‘Re-Sepp-Ten'. Han afleverede et fængende sammenkog af patriotiske vrøvlevers, eventyrfigurer og dobbelttydigheder. Der var både den grimme ælling og Mor Danmark, der elsker sine drenge, der kan knalde. Og så omkvædet, der gik rent ind: “Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.”

Det var en af Ekstra Bladets læsere, der havde foreslået at koble landsholdet sammen med H.C. Andersens eventyr, og den idé tændte Friis-Mikkelsen straks på. “Når man skal lave sådan en hyldestsang, kan det ikke blive for opulent,” siger han. “Den er kernedansk, så der skal også drysses lidt humor på.” Jarlen havde også fremtryllet en idé til B-siden, men den sagde DBU-toppen nej til. Jarlen: “Vi ville lave et anderledes omkvæd, der tog højde for en nedtur i Mexico: ‘Vi er røde, vi er hvide, vi er virkelig ude og skide.' Man skal synge, når man vinder, men også når man taber.”

Mens Arnesen var prof i pladestudiet, var det amatørernes dag , da resten af holdet dukkede op og skulle agere baggrundskor. Spillerne blev stillet op tæt på (i visse tilfælde langt fra) mikrofonen i forhold til deres stemmepragt, og så blev der tilføjet nogle sangere fra et band, der var ved at indspille et album i nabostudiet. Forsangeren her, Maria Charlotte ‘Dodo' Gad, var endnu ikke den ægte popstjerne, hun senere skulle blive, men hun cementerede sin position i den danske kulturhistorie, da hun fik tilbuddet om at være forsanger på ‘Re-Sepp-Ten'.

“Jeg var dybt benovet,” siger Dodo. “Det var jo ikke mig, der var noget der. Jeg stod mast op i et hjørne og så det her hold af mænd komme ind, som man kun havde set på fjernsynet.” Men spillerne var lige så fascinerede af hende. “Alle syntes straks om Dodo, fordi hun så godt ud,” siger Klaus Berggreen. “Og da hun så begyndte at synge, blev vi helt vilde med hende.” Dodo og hendes bandmedlemmer husker, at Berggreen var en af de få spillere med en rimelig stemme, og at Elkjær ikke havde en tone i livet.

Da musikken var indspillet, blev der lavet en video, hvor Piontek spiller rollen som pladeproducer, mens spillerne synger kor i bedste Band Aid-stil iført deres spraglede træningsdragter. Elkjær stod lige bag Dodo og smilede lumsk, mens han vippede sine høretelefoner rundt, så de sad på hans næse og omme i nakken. “Det gik først op for mig, da jeg så videoen, at de tog pis på mig,” siger Dodo.

Den enkelt opbyggede sang med synthesizer-akkompagnement spillede på de helt rigtige strenge og fik en langt større udbredelse end forventet. Kun fire dage efter premieren på tv var der blevet solgt 35.000 plader. Og halvvejs gennem gruppekampene i Mexico var tallet nået op på over 118.000. Pladeselskabet foreslog Dodo, der prøvede at koncentrere sig om arbejdet med sin gruppes debutalbum, at hun skulle stikke en nødløgn om, at hun var på ferie, så hun ikke hele tiden blev forstyrret af medierne.

Den dag i dag er ‘Re-Sepp-Ten' den eneste sang, der kan gøre ‘Der er et yndigt land' rangen stridig, når Danmark spiller landskamp på hjemmebane. “De synger den stadig,” siger Piontek med en blanding af undren og stolthed. “Hver eneste gang, vi kvalificerer os til et eller andet, bliver der lavet en ny sang, men den her er aldrig blevet overgået – de spiller den endda til håndboldlandskampe!”

Piontek gav producerne besked på, at de kun havde halvanden time til at få sangen og videoen i kassen, inden bussen satte kurs tilbage mod træningslejren. Men tiden i pladestudiet var et velkomment afbræk for spillerne, der blev kørt hårdt på træningsanlægget i Vedbæk. Desuden var de alle igennem en individuel fitnesstest på August Krogh Instituttet i København, en underafdeling af det medicinske fakultet og opkaldt efter en dansk Nobelprisvinder, der blandt andet havde forsket i blodets evne til at optage og binde ilt.

I et forsøg på vænne spillernes fysik til at fungere optimalt i Mexico Citys tynde luft havde Piontek taget et tip til sig fra en kapgangtræner. Han anbefalede en noget utraditionel metode. Der blev spændt iltbeholdere på spillernes ryg, mens de trak vejret gennem noget, der lignede en rummaske. Den doserede indholdet af ilt i indåndingsluften, så det svarede til, hvad man ville komme ud for, når man løb i 2.300 meters højde. Spillerne havde fem af disse apparater til deling, og programmet bestod af tyve minutters jogging i jævnt tempo fulgt af en serie korte sprint.

Hvordan det føltes? Berggreen beskrev det som at have sandpapir i munden. I dag tør han godt indrømme, at nogle af holdkammeraterne fandt på luskede metoder til at snige lidt ægte frisk luft ind under masken. “Sepp gjorde det mest for at demonstrere over for os, at det ville blive hårdt. Jeg gennemførte det uden at snyde, men jeg kunne se, at Preben og Michael skubbede masken til side indimellem.” Påstanden om, at Elkjær endda tog et par hiv af sin smøg gennem siden af masken, er dog kun en myte. Den maniske fokusering på højdetræning og luftforhold nåede et punkt, hvor Ekstra Bladets sportsredaktør skrev i sin daglige klumme, om nationen dog ikke kunne tænke på andet end tynd luft i Mexico. Men Piontek sørgede omhyggeligt for at optimere sine spilleres fysik under de uvante forhold. Hans træningsprogram overlod intet til tilfældighederne:

08.30: Morgenmad
09.30: Højdetræning
10.30: Træning
13.00: Frokost
14.00: Hvile og massage 16.30: Højdetræning
17.30: Træning
19.30: Aftensmad
20.30: Massage og video 23.30: Sengetid

Mellem træningspassene fandt man tid til en opvarmningskamp mod Norge (som blev tabt 0-1) og et besøg hos den danske kongefamilie. I et interview havde Elkjær antydet, at holdet ikke fik den anerkendelse af dronning Margrethe, de fortjente. Det danske hof fulgte straks opfordringen. Landsholdets pr-værdi var det pure guld. Spillerne skiftede Hummel-tøjet ud med nydelige, koboltblå smokingjakker, stribede slips og mørke bukser og stillede sig pænt op på trappen foran slottet til et gruppebillede sammen med majestæten og hendes familie. De havde taget træningsdragter og fodboldstøvler med til de to unge prinser. “Flink dame, Margrethe,” sagde Elkjær bagefter til de forsamlede journalister. “Hun skældte mig ikke ud.”

Næste dag spillede Danmark den sidste opvarmningskamp mod Polen, der også skulle med til VM. Idrætsparken var fyldt til sidste plads. En af tilskuerne var den skotsk-engelske rockstjerne Rod Stewart, klædt i gangsterlignende trenchcoat og bredskygget Borsalino. Han så danskerne vinde 1-0, men hævdede bagefter fortrøstningsfuldt, at Skotland nok skulle hale en sejr hjem tre uger senere i Mexico. Stewarts fly til Danmark var blevet forsinket, så han gik glip af første halvleg og det veloplagte publikums afsyngelse af nationalsangen, der helt overdøvede orkesteret i tv-transmissionen.

De fleste af disse fans havde ikke mulighed for at følge deres helte hele vejen til Mexico, men de heldige, der skulle af sted, udviste stor opfindsomhed. Nogle roligans solgte ligefrem bil og hjem for at få råd til den lange rejse. Andre brugte deres sabbatordning på jobbet eller bortauktionerede præmiekreaturer. For en gruppe fans, der arbejdede i flyselskabet SAS, var turen til Mexico allerede påbegyndt på vej hjem fra den sidste gruppekamp i Irland. De fleste af dem havde trofast fulgt landsholdet på udeog hjemmebane i årevis, men de prøvede at lægge en plan, så de kunne rejse sammen til det forjættede land, standsmæssigt, men uden at blive bankrøvere først. Svaret var en ramponeret dobbeltdækker, der havde fungeret som sightseeingbus i Los Angeles. En lille delegation drog af sted til USA for at købe bussen, hvorefter SAS-personalet i LAX-lufthavnen udsmykkede den med vandrette, rød-hvide striber. Selv hjulkapslerne blev malet i de danske farver, og bussen blev døbt Roliganexpressen.

Gruppen bestod af 25 SAS-folk, der fløj til Los Angeles på første klasse iført narrehatte og ensartede jakkesæt i Harlekin-stil. De var blevet gode venner med en dansk-amerikansk forretningsmand ved navn Andy, der holdt fest for dem på sin planteskole, inden festaberne begav sig ud på den lange køretur til Mexico City. Da bussen vendte tilbage til Los Angeles efter VM – med hjælp fra en kranbil – købte Andy det faldefærdige køretøj af dem og ombyggede det til et drivhus.

De fleste i gruppen sov øverst oppe i todækkeren, mens nogle få stykker fulgte efter bussen i en Dodge-van, der også var dekoreret med bolsjestriber. Inden turen gik i gang, havde alle modtaget et brev fra arrangørerne, der mindede dem om, at de måtte efterlade deres privatliv ved busindgangen: “De, der har en walkman, bedes tage den med i tilfælde af, at nogen har lyst til lidt privatliv undervejs på turen – og det bliver den eneste måde at få det på.”

Lars Møller Nygaard, der arbejdede i indtjekningsskranken i Kastrup Lufthavn, fortæller, at de blev hyldet som konger og dronninger overalt, hvor bussen kom frem i Mexico. Normalt bookede de to-tre værelser på et lokalt motel, så bussen kunne få lov til at stå parkeret dér natten over. Men ikke sjældent endte deres ankomst med at udvikle sig til en større fest – nogle gange endda med byens borgmester som deltager.

Roliganexpressen fik tilbudt politieskorte til stadion gennem det kolossale trafikmylder inden kampen, og den forunderlige færd bragte også danskerne i søgelyset hos mexicansk tv, der lavede et portræt af dem. “Hver gang vi ankom til en ny lille by, måtte vi skrive autografer,” siger Lars Møller Nygaard. “Det var helt vanvittigt. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, om de troede, at vi var landholdsspillere.”

En bus fyldt med tequilaglade roligans havde vundet mexicanernes hjerter. Men det var intet imod, hvad de danske spillere viste sig i stand til inde på grønsværen.



Magasin-artikler
Wolverhampton – Genrejsning på Molineux
Der er opsejling til noget stort i Wolverhampton Wanderers. Indkast.dk stiller skarpt på Premier Leagues rige oprykkere.
I lørdags sikrede Wolverhampton Wanderers sig en velfortjent oprykning til Premier League, og derfor er klubben fra West Midlands kommet på alles læber i England. Dette scenarie lå ellers ikke ligefrem i kortene, hvis vi spoler fem år tilbage i tiden. Her nåede Wolverhampton et historisk lavpunkt ved at rykke ned i League One. Nedrykningen til Englands tredje bedste fodboldrække var kulminationen på klubbens største identitetskrise siden de glade 1950'ere, hvor det blev til hele tre mesterskaber. I dag er smilene dog igen vendt tilbage på Molineux, og det er takket været en hel del milliarder fra Kina.

Enorme ambitioner
I juli 2016 blev Wolverhampton overtaget af den kinesiske investeringsgruppe ved navn Fosun Group, som bliver ledet af mangemilliardæren Guo Guangchang. Han er den 34. rigeste mand i Kina, hvor han desuden går for at være en entusiastisk forretningsmand. Så da chancen for at genrejse en af Englands mest traditionsrige klubber tilbød sig for to år siden, var den simpelthen for god til at sige nej til.

Der er i takt med overtagelsen blevet sat helt nye ambitioner for fremtiden i Wolverhampton. Dem valgte klubbens bestyrelsesformand Jeff Shi at løfte sløret for i november 2017.

- Der eksisterer en plan for de næste 10 år. Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv at være en lille Premier League-klub, men det er ikke vores mål. Vi vil opbygge et stærkt hold, sagde Shi til Daily Mirror og fortsatte:

- Det er ikke sådan, at vi er i gang med at bygge et hus, der kun lige opfylder kravene for at være i Premier League. Vi bygger ikke et hus, men et gods!

Vil spille med transfermusklerne
Som resultat af det nye høje ambitionsniveau har også transferstrategien på Molineux gennemgået en omfattende forvandling. Wolverhampton var i årene før overtagelsen presset til at hente spillere fra de nederste hylder, men det er ikke længere tilfældet – tværtimod. Klubben spillede allerede med transfermusklerne i sidste sommer, hvor Ruben Neves blev hentet i FC Porto for den nette sum af 154 millioner kroner. Der var året forinden også snak om at hente Anderson Talisca i Benfica, men han valgte i sidste ende at skifte til Besiktas.

Til sommer venter endnu et opsigtsvækkende transfervindue for Wolverhampton. Klubben kommer uden tvivl til at forstærke sig heftigt forud for sin tilbagevenden til Premier League, og mon ikke, at der i den forbindelse kommer et enkelt eller to store navne op af hatten. Det er i hvert fald ikke manglen på penge, som skulle kunne forhindre dette i at ske.

Noget stort under opsejling
Det skal i de kommende år blive spændende at følge Wolverhamptons udvikling. Hvis den fortsætter i samme tempo som nu, så tyder noget på, at klubben inden for en overskuelig fremtid kan etablere sig selv i Premier Leagues top-10, eller måske endda endnu højere. Rammerne er i hvert fald til det.

Foruden en masse milliarder, så råder klubben også over en manager, der indtil nu har formået at få det absolut bedste ud af en i forvejen profilbesat spillertrup. Nuno Espírito Santo er da heller ikke, hvilken som helst mand at have på sidelinjen. Han har tidligere stået i spidsen for prominente klubber som Valencia og FC Porto, og selvom jobbet på Molineux er det mest udfordrende, kan han meget vel blive manden til at tage Wolverhampton ind i en ny stor æra. Men selv, hvis det ikke skulle blive ham, der får den rolle, skal en anden nok få den. Den orangeklædte klub er nemlig under genrejsning.
Læs hele artiklen
Happy Blue Year
Hvad skal der ske i Chelsea? Hvem skal ud af spillere? Og skal der en ny manager til? Indkast.dk har kigget nærmere på den kriseramte klub…
Mellem jul og nytår 2016 lavede Daily Mail overskriften ”Happy Blue Year”, efter London-holdet havde et forspring på seks point i Premier League. Diego Costa og Eden Hazard var ustoppelige, og senere på sæsonen kunne London-holdet løfte mesterskabspokalen med en storsmilende og meget medlevende manager – Antonio Conte… Sidste år er længe siden…

Efter nederlaget til Tottenham og uafgjort imod West Ham er chancerne for, at de regerende mestre i næste sæson spiller Champions League meget lille. Omvendt henter en anden London-skuffelse Arsenal dem næppe, så Chelsea slutter sikkert på femtepladsen.

Skulle det ske, er det langt fra eneste gang, at et engelsk hold har skuffet i forbindelse med kvalifikationen til Champions League. I 2011/12 kom Tottenham ikke i den store turnering, selvom de i den forgangne sæson – med spillere som Gareth Bale og Luka Modrić – havde kvalificeret til kvartfinalen i Champions League.

2014/15 var det Manchester Uniteds tur under manager Louis van Gaal og med nye spillere som Daley Blind, Luke Shaw og Angel Di Maria. Det var første gang i 15 år, at der ikke var CL-bold på Old Trafford. Året efter skuffede Liverpool med Brendan Rodgers.

Samme skæbne led Arsenal i denne sæson, og derfor har de i denne sæson spillet i den meget lidt attraktive Europa League – ligesom Chelsea med stor sandsynlighed kommer til i en kommende sæson. Hvilke konsekvenser skal det så have og får det?

Manager Antonio Conte har flere gange i denne sæson været utilfreds med meget i klubben. Det virker til, at han har hjemve, og hans vinder-attitude fra mesterskabssæsonen er helt væk. Ifølge bulletinerne fra England skulle en af årsagerne til Contes utilfredshed handle om hans manglende indflydelse på spillerindkøb samt generel mistrivsel i London. Sidstnævnte kan være svært at forstå…

Derfor står Luis Enrique, Mauricho Pochettino og Thomas Tuchel nu højt på ønskesedlen som ny manager i Chelsea – og klubben har jo for vane, at nye managere i første sæson bliver mester. Måske en af grundene til at klubejer Abramovich har så stort et forbrug af managere?


Bliver Hazard på The Bridge?
Mange ting ulmer i Chelsea… profilen Thibaut Courtois har blot 12 måneder igen af sin kontrakt, og hvor interesseret er han i at forlænge den med udsigt til ingen Champions League-bold i Chelsea?

Af samme grund kan det blive svært at holde Real Madrid væk fra Eden Hazard, der har to år tilbage af sin kontrakt. Det skal dog nævnes, at Chelsea ikke mistede nogen af deres store profiler, da de for to år siden ikke kvalificerede sig til europæisk fodbold, men dengang stod profilerne heller ikke overfor kontraktudløb.

Skulle Chelsea ikke have Champions League på menuen til næste sæson, bliver det svært at tiltrække nye spillere – evt. afløsere for de to ovennævnte. Den manglende CL-deltagelse vil også ændre i budgettet.

Det kunne dog åbne op for spilletid til nogle af Chelseas unge spillere som Ethan Ampadu, Hudson-Odoi, Ruben Loftus-Cheek og Tammy Abraham. Klubben har ikke en historik for at give mange talenter chancen på førsteholdet.


Super-sub'en Hernández
Da Javier Hernández med et dusin minutter igen udlignede på Stamford Bridge, hvilket kom efter nederlaget til Tottenham, var Champions League lige pludseligt langt væk for Chelsea.

Det var vanvittige sjette gang, at ”Chicharito” blev indskiftet imod Chelsea og fik scoret. Dermed har Chelsea blot vundet seks kampe – den ene efter straffesparkskonkurrence – ud af tyve kampe i 2018 og to af de sidste otte Premier League-kampe. Alene dette er jo helt vanvittigt for regerende mestre fra Premier League.


En sidste hilsen
I forbindelse med hjemmekampen imod West Ham havde Chelsea-fansene lavet et stort banner med en sidste hilsen til den afdøde klublegende Ray Wilkins:

- Ray was one of those select few. He knew what it meant to be one of us, a real Blue-blood. Chelsea flowed through his veins. May you rest in peace – Ray…

Flot gestus og det var der meget af i forbindelse med hele kampen og afskeden med den sympatiske Wilkins. Nu bliver spørgsmålet bare om, hvem der skal have ”Chelsea-blod” i årene i fremtiden.

Tilbage til juletid i 2016 havde Chelsea vundet ti kampe i træk. Et år før det… altså medio december 2015 var Chelsea placeret et sølle point over nedrykningsstregen.

Så der har været gang i Chelsea-rutsjebanen – næppe noget som den meget lidt tålmodige Abramovich ikke handler på… og midt i dette var der ”Happy Blue Year”…
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Paul Pogba - Fergie's biggest mistake…
Den kontroversielle Paul Pogba fik oprejsning i Manchester, efter han tidligere har forladt klubben og smækket med døren i 2013 efter et nytårsnederlag og Sir Alexs 70-års fødselsdag.
Derudover kunne Guardiola konstatere, at Manchester United i første halvleg ikke havde haft en eneste afslutning imod Edersons mål. Det fik de – eller rettere… Paul Pogba - i begyndelsen af anden halvleg, hvor en brystaflevering af Andre Herrera flot satte franskmanden op, så han kunne score på Uniteds første afslutning. Minsandten om Pogba ikke også udlignede til 2-2 et par minutter senere på et hovedstød fra den blå- og hvidfarvede hårpagt. Var den hårkombination måske en lille hilsen til Pep Guardiola, der op til kampen havde slået fast, at han i januars transfervindue fik tilbudt Manchester Uniteds nr. 6 af Mourinho.

Sådan skrev Indkast.dk i kampreferatet af storkampen i Manchester, hvor det engelske mesterskab ikke blev sendt til City og hvor Jose Mourinho dermed fik drillet rivalen Pep Guardiola – lidt. Hovedrollen i kampen var Paul Pogba, og efterfølgende jublede han voldsomt foran Uniteds tilskuer-afsnit, hvor klubemblemet blev kysset en masse gange. Stor kontrast til 2013, hvor den store franskmand forlod klubben med følgende udtalelse:

- I will never go back there, the club treated me with disrespect when I left last summer. I remember Sir Alex Ferguson rang me about three weeks after I left for Italy and just laughed down the phone for 25 minutes. What made it worse was that he got Paul Scholes, an idol of mine, to join in. Calling me names and laughing about how I wasn't good enough to play for the club. That's when I decided I would never return to Manchester, no amount of money in the world could ever make me go back…

Sådan sagde Paul Pogba til La Repubblica i 2013, men i sommeren 2016 fik en masse penge stjernen til at ændre holdning til Manchester United, da han underskrev en femårig aftale med klubben.

Samtidig blev der pillet lidt i Sir Alex Fergusons eftermæle, da Jose Mourinho betalte hysterisk mange penge for spilleren, som den skotske manager havde kasseret. Samlet set så lavede Sir Alex Fergusons igennem de historiske mange år som manager i Manchester United ikke mange fejltagelser, der var værre end, da han valgte at tilbagekalde den pensionerede Paul Scholes i stedet for at satse på den fremadstormende 19-årige Paul Pogba.

Som reaktion på Fergusons valg smuttede den franske midtbanespiller til Juventus, hvor han på imponerende vis slog sig fast, selvom han tog til en klub, der ellers var stærkt repræsenteret på den centrale del af banen. Da Pogba ankom til Torino, var den elegante playmaker Andrea Pirlo, den italienske landsholdsspiller Claudio Marchisio og den målfarlige Arturo Vidal i klubben. Så masser af konkurrence til den unge Pogba på den centrale del i Juventus-formationen 3-5-2.

Her imponerede Pogba på fornemmeste vis, og underligt nok manglede Manchester United i samme periode i den grad en ”box to box-player” på deres defensive midtbane. Så det charmerende træk af Ferguson med at hente klubikonet Scholes tilbage blev på en forunderlig måde meget kostbart, og nok engang blev Pogba centrum for ballade.


Den franske ballademager
I 2009 forlod Pogba den franske klub Le Havre på en dramatisk måde. Den franske klub mente, at den talentfyldte spiller havde lovet at underskrive en forlængelse, men sådan gik det ikke, og i stedet endte han på Old Trafford, som han forlod på næsten samme måde. For tre år efter ankomsten til Manchester smækkede han med døren, mens Sir Alex Ferguson ”råbte” følgende efter ham:

- Så vidt vi ved, så skrev Pogba under med Juventus for længe siden. Det er lidt skuffende, for jeg synes ikke, at han viste os nogen respekt overhovedet. Hvis det er sådan, at han vil gøre det, så er jeg glad for, at han er væk.


Kopi af ? måske Patrick Vieira
Igennem 1990'erne døjede Sir Alex Ferguson meget med Arsenal-rivalen Patrick Vieira, hvilket er lidt pudsigt, da Pogba ofte er blevet sammenlignet med den langlemmede landsmand. Derudover har han haft Europa- og verdensmesteren som forbillede.

På det franske ungdomslandshold er det blevet til over 50 kampe for Pogba, men det er præstationerne for klubholdet Juventus, der har bevidstgjort omverdenen om hans høje niveau. Således har Pogba været sat på U-21 Champions League-drømmeholdet efter gode præstationer i den store klubturnering. Derudover har Pogba på de franske ungdomslandshold spillet masser af gode kampe. Han var anfører på det franske U-20 landshold, der vandt U-20 VM, hvor Pogba også blev kåret til turneringens bedste spiller.


Kært barn har mange navne
Det er dog langt fra kun hæder, som Pogba har høstet. Som tidligere nævnt har der også været masser af ballade, som da han spyttede efter en modstander i en Serie A-kamp eller da han i november 2014 blev sat af holdet, efter han var kommet for sent til et par træninger.

Trods balladen omkring Pogba var masser af storklubber på jagt efter ham i sommeren 2016, men han endte med at tage tilbage til Old Trafford, hvor karrieren for alvor startede – men også tilbage til ”balladen”. Pogba var nemlig modig ved at gå imod selveste Sir Alex Ferguson, hvilket fik holdkammeraterne fra “Den Gamle Dame” til at give Pogba kælenavnet “Nelson Mandela” grundet den modige beslutning. Det er dog langt fra det eneste kælenavn, som Pogba har fået. Den italienske presse kaldte ham for “Il Polpo Pogba”, da de mente, at de lange ben og arme på franskmanden mindede om armene på en blæksprut.

Så kælenavnene og kontroverserne har stået side om side, når det gjaldt omtalen af den meget farverige Pogba, der blandt andet har haft meget omskiftlige hårpagter med mange forskellige farver. På banen har der også været lidt rysten på hånden – her har der været tale om en blanding af Patrick Vieira og Andrea Pirlo… store ord om en ung mand… selvom "Mandela" eller "Il Polpo Pogba" allerede har været meget i overskrifterne. Det største problem har dog været at finde den rette position til Pogba i Premier League – for er han 6'er, 8'er eller 10'er?


Ballede med Sir Alex
I forhold til exit'en fra Old Trafford startede det for alvor omkring nytårsaften 2011. Pogba var blevet tilbudt en kontraktforlængelse, hvis størrelse indikerede, at den 18-årige skulle være en fast del af Manchester United-holdet. Dette er sidenhen blevet bekræftet af den daværende assistent Rene Meulensteen. Indtil nu er det ikke blevet kendt, hvorfor Pogba valgte mægtige Manchester United og Sir Alex Ferguson fra og i stedet tog til Juventus på en fri-transfer seks måneder senere.

Gætterier har sendt beslutningen tilbage til den famøse nytårsaften 2011. Et voldsomt afbudsramt United-hold tabte 2-3 til bundholdet Blackburn, men trods de mange afbud så Pogba hele kampen fra bænken. I stedet for Pogba havde Sir Alex valgt at lade den mindre forsvarsspiller Rafael da Silva spille på den centrale midtbane, hvilket skulle have gjort, at Pogba den aften besluttede sig for at skifte til Juventus. Ikke mindst fordi Pogba ikke fik nogen forklaring eller kommentar fra Sir Alex, der ifølge engelske medier havde mere travlt med at komme til sin egen 70-års fødselsdag.

Pudsigt at denne United-legendes største fejl kom på hans runde fødselsdag, og et tankeeksperimentet kunne være; hvordan havde Uniteds efterfølgende – og lidt kriseprægede - sæsoner været, hvis Pogba havde været i klubben. De fire sæsoner han var i Juventus, blev de mestre i samtlige.

Første sæson i Italien spillede han 27 gange for mesterholdet samt otte gange i Champions League – så United og Sir Alex så helt forkert et halvt år tidligere, hvor den vævre da Silva blev foretrukket sammen med den tilbagekaldte Scholes.

Op til EM2016 postede Englands største fodboldmagasin - FourFourTwo - en forside med overskriften ”The Greatest show on Earth”. Forsiden havde spillere som Neuer, Ibrahimović, Ronaldo, De Gea og Bale – og midt i det hele og med det største billede var Paul Pogba.

En stjerne var født og var blevet placeret blandt de allerstørste EM-profiler. Imod Manchester City lyste den igen, og i VIP-afdelingen kunne tv-billeder vise en meget rødmosset Sir Alex Ferguson. Skotten har altid været meget ærekær. Gad vide hvad han tænkte, da Pogba flot headede målet ind til 2-2… Pogba - Fergie's biggest mistake…

Læs hele artiklen
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
Masser af ros til De Bruyne som Jose Mourinho ikke kunne bruge i Chelsea – det var en fejl…
- Kevin er klart Premier Leagues bedste lige nu. Manchester City er Premier Leagues bedste hold, og Kevin er en vigtig spiller i Guardiolas system…

Sådan sagde en anden af Premier Leagues største profiler – Eden Hazard – i efteråret 2017, efter Pep Guardiolas mandskab havde startet Premier League-sæsonen rekordgodt. Men hvem er den stille belgier, som bare vokser, når han går ind på en fodboldbane?

Da den anerkendte engelske journalist Sam Wallace i 2015 besøgte Manchester City-træningsanlægget Jean-Claude van Damme, var det en meget genert ung mand, der mødte op, og han var end ikke den mest kendte belgier i presserummet. Det var Vincent Kompany – sådan er det ikke længere.

Inden De Bruyne var kommet til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, var han blevet kåret til årets spiller i Tyskland. Den gode form overførte han straks til Premier League, og dermed steg hans markedsværdi også. Efter blot to år i Premier League var De Bruynes værdi steget til det dobbelt – ifølge CIES Football Observatory – og han blev vurderet til at koste over en milliard kroner.


Hellere Willian og Andre Schürrle
Det sker efter, at Chelsea og Jose Mourinho kasserede ham i januar 2014. I stedet startede den succesbelagte periode med masser af ros og anerkendelse hos tyske Wolfsburg. Før dette returnerede han i sommeren 2013 tilbage til London efter en låneperiode hos Werder Bremen, og på det tidspunkt bød den daværende Dortmund-træner Jürgen Klopp på De Bruyne. Den nuværende Liverpool-manager ville have, at De Bruyne skulle afløse Mario Götze, som var blevet solgt til Bayern München, men sådan gik det som bekendt ikke.

De Bruyne kom tilbage til Chelsea samtidig med, at klubben havde styrket sig på den offensive midtbane med Willian og Andre Schürrle. De blev de foretrukne fremfor De Bruyne, hvilket sidenhen må betragtes som en stor fejl af Mourinho. Seks måneder og blot ni kampe senere rejste De Bruyne væk fra London, men uden at smække med døren. Han har sidenhen sagt, at kasseringen af Mourinho har været med til at forme ham til den spiller, han er i dag.


Guardiola er stolt
Som 14-årig forlod De Bruyne barndomshjemmet i Drongen for at udvikle sig hos Ghent, og tiden var ligeså ensom, som da han boede i London og kæresten Michele gjorde studiet færdig hjemme i Belgien - men tiden i London formede ham til den spiller han er i dag.

Fra 2012 og tre år frem lavede De Bruyne 35 assists og 23 mål i Bundesligaen, og det åbnede op for det store skifte til Premier League – og Manchester City, men også til Pep Guardiola. Den tidligere Barcelona-træner har fået sat skik på belgieren, og han har været med til at forme ham til en af verdens bedste midtbanespillere på en unik midtbane, som eksperten Morten Bruun mener, er helt unik og kan sammenlignes med midtbanen i selveste Barcelona.

- Xavi, Iniesta og Sergio Busquets. To af verdens mest sublime teknikere og en mere fysisk type, der i øvrigt også kunne spille fodbold. I dag har City det samme med Fernandinho på den bagerste midtbane og med duoen David Silva og Kevin de Bruyne lige foran. Jeg vil kalde det verdens p.t. bedste midtbane i skarp konkurrence med Real Madrids.

I efteråret var der også statistikker, der bakker op om Morten Bruuns påstand. For siden ankomsten til Manchester City er der ikke nogen, der har lavet ligeså mange assists som ham i de fem største ligaer. I de første 72 Premier League-kampe lavede han 33 assists, og det fik manager Guardiola til at sige til Marca:

- De Bruyne er en af de bedste spillere, jeg har set i mit liv, for han kan gøre absolut hvad som helst. Han er en topspiller af allerhøjeste kvalitet. Han er en stabil gut med og meget professionel. Han elsker at spille fodbold, det er det, han lever for. Vi er meget stolte af og glade for at have ham hos os.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
- Hvem sejrer i Tyrkiet?
Det er en gyser for alle pengene i den bedste tyrkiske række, hvor fire hold kæmper om mesterskabstitlen.
Tager man et blik over de europæiske ligaer står Manchester City, Barcelona og Paris Saint-Germain til at blive mestre i den hjemlige liga, mens Bayern München allerede har vundet den tyske Bundesliga. Sådan spiller klaveret dog ikke i Tyrkiet, hvor der i øjeblikket er fire kandidater til at vinde den tyrkiske Süper Lig. Der resterer 6 runder i den bedste tyrkiske række.

Istanbul Basaksehir er til at finde på 1. pladsen med 59 point. Abdullah Avcis mandskab har spillet formidabelt i denne sæson, og der var nok ikke mange, der havde troet, at Basaksehir ville lege med i mesterskabskampen ved sæsonens start. 4-2-3-1-formationen fungerer glimrende for Avci. På holdkortet er der enkelte spillere, der har været dominerende. Lad os se nærmere på disse:

Der er ingen tvivl om, at bosniske Edin Visca har været holdets trumfkort. Man kan også kalde den 28-årige midtbanespiller for assistkongen, da bosnieren har fundet holdkammeraterne hele 14 gange. Den gamle kending Emmanuel Adebayor optræder også for Basaksehir, og han er suverænt holdets målkonge med 12 kasser i igangværende sæson. Der er ingen tvivl om, at hvis det tyrkiske mesterskab skal havne hos Avci og co., skal disse to herrer spille til deres bedste. Avcis aggressive spil har givet pote, men holdet skal passe på. Istanbul-klubben har nemlig flest spillere, der er blevet sendt tidligt i bad, og alle mand skal være på banen i de 90. minutter, hvis mesterskabet skal havne hos Istanbul Basaksehir for første gang i klubbens historie.

To point længere nedad stien er traditionsklubben Galatasaray, der har vundet mesterskabet hele 20 gange. Fatih Terims mandskab spiller også bold af øverste skuffe og er uhyggelige på eget græs. ”Aslanlar” har hentet hele 40 point på Türk Telekom Arena – de har vundet 13/14 kampe på denne græsplæne. Tager vi et kig på holdkortet, er der selvfølgelige nogle spillere, der er de ledende figurer. Indkast.dk ser nærmere på disse profiler:

Franske Bafétimbi Gomis har haft gang i støvlerne og topper suverænt topscorerlisten i Tyrkiet. Franskmanden står noteret for 26 kasser – fire mere end Burak Yilmaz fra Trabzonspor. Gomis har været godt støttet af midtbaneduoen Garry Rodrigues og Younes Belhanda, der har stået kompakt og været drivkraften på midtbanen. I Gala-buret har Fernando Muslera reddet holdet flere gange, og keeperen har gjort et godt stykke arbejde mellem stængerne. Muslera er en af de bedste keepere i Tyrkiet – hans ti clean sheets (samme som Besiktas og Fenerbahces keepere) taler for sig selv. Den store udfordring for Terims mandskab ligger i kampene på fremmed græs. Gala har blot hentet 17 point på udebane – mindst af de fire tophold. Hvis det 21. mesterskab skal havne på Türk Telekom Arena, må traditionsklubben ændre deres taktik på fremmed græs.

De forsvarende mestre fra Besiktas er blot ét enkelt point bag Gala. Der er ingen tvivl om, at Senol Günes' drenge har gjort et godt stykke arbejde. Efter Champions League-exitet har holdet haft fokus på den hjemlige liga. Selvom holdet flere gange har været bagud, har Günes' mandskab kæmpet til de sidste og kan sagtens gå under betegnelsen comeback-kings - Besiktas har nemlig hentet hele 54 point i de sidste 45 minutter. Lad os tage et kig på profilerne:

Günes har ikke foretaget de store ændringer, eftersom holdet vandt det tyrkiske mesterskab i forrige sæson. Günes er kendt for at skifte formation, da han har en bred trup og mange spillere at vælge mellem. Dog har 4-2-3-1-formationen vist sig at være den mest optimale. Frontspillerne Anderson Talisca og Vagner Love har været målmaskinerne for Istanbul-klubben. De har scoret henholdsvis 13 og 12 mål i denne sæson. Disse to herrer skal fortsætte denne stime, hvis holdet skal genvinde mesterskabet. En anden nøglefigur er keeperen Fabricio, der har stået bedst mellem stængerne i Tyrkiet. Den 30-årige keeper har blot lukket 24 mål ind, hvilket gør ham til Tyrkiets bedste keeper. Sammen med Muslera står Fabricio også noteret for 10 clean sheets. Ricardo Quaresma er også en nøglefigur for holdet, men den portugisiske landsholdsspiller har ikke spillet op til sit bedste. Han har dog stadig tid til at vise, hvorfor han er en god fodboldspiller. Det har været en lang sæson for Besiktas, da de også har haft travlt på den europæiske scene. Holdet vandt suverænt Gruppe G i verdens bedste klubturnering, men blev senere slået ud af Bayern München. Det kan tænkes, at truppen har mange kilometer i benene – derfor Günes måske har roteret så meget. Nu er det altså nu. Slutfasen. Er trætheden ved at nærme sig, eller kan spillerne fortsat holde det høje niveau? Tiden må vise.

Rosinen i pølseenden, Fenerbahce, ligger i øjeblikket på fjerdepladsen og forfølger Besiktas. Der er to points forskel. Fener er jokeren i dette mesterskabsspillet - et hold, der er bedre end deres nuværende placering. Dog er trænersædet begyndt at gløde på Sükrü Saracoglu Stadio, hvor Aykut Kocaman sidder. Kocaman har ikke vundet det tyrkiske mesterskab siden hans ankomst fra Konyaspor, og vinder Fener ikke mesterskabet i år, kan han være en færdig mand i Istanbul. I en klub som Fenerbahce er mesterskabet en selvfølge, og Kocaman har været en omtalt herre i de tyrkiske medier. Presset er på Kocaman. Lad os tage et kig på hans holdkort:

En af nøglespillerne er Giuliano, der har haft meget at se til i denne sæson. 13 gange har angriberen fundet frem til netmaskerne, og man kunne godt savne flere mål fra partneren Roberto Soldado, der blot står noteret for seks mål. Kocaman foretrækker at spille med to angribere, så Soldado skal til at finde frem til netmaskerne, hvis mesterskabet skal havne i Fenerbahce for 20. gang. En anden profil er kantspilleren Nabil Driar, der har spillet suverænt på midtbanen. Ikke nok med det flotte spil har han også fundet holdkammeraterne syv gange. Men vi mangler lige at nævne en mand. Hvem? Det er Volkan Demirel. Den erfarne keeper er en af de vigtigste brikker på holdet, og hans tilstedeværelse kan være altafgørende for Fenerbahces mesterskabschancer. Ikke nok med hans 10 clean sheets er han også en vigtig brik i det defensive aspekt af Feners fodboldfilosofi. Som sagt er Fenerbahce jokeren i dette mesterskabsspil, og de kan slå til. Når som helst. Hvor som helst.

Lige en lille slutbemærkning: Galatasaray har spillet en kamp mindre end de andre hold. Gala mangler at møde bundproppen Genclerbirligi. Vinder Fatih Terims mandskab denne kamp, står de med 60 point og kommer til at ligge nummer 1. Dog har Gala er meget svært program, da de mangler at møde både Istanbul Basaksehir og Besiktas.

Det er ren gyserfilm i Tyrkiet i øjeblikket, og det bliver spændende at se, hvem der bliver tyrkiske sampiyon.
Læs hele lederen
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står overfor hinanden i en mesterskabsafgørende kamp i Manchester. Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub.

Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed. Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket den daværende Barcelona-spiller Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe imellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Vanddrikkende keeper koster bizart mål Artikel ikon 20 vanvittige mål Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Aubameyang: Jeg tvivlede på ham Ugens hold fra Serie A - runde 33 Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 32 Artikel ikon Ugens hold i Bundesligaen - runde 30 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: PL-managere med flest trofæer Top 7: Bedste Super-subs Artikel ikon Top 10: Bedste Premier League-vindere Artikel ikon Top 6: PL-hold med færrest udskiftninger Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Se og lær City: De har gjort det før jer Sejrsfattige Hughes Artikel ikon Lazio–mål nr. 1 + 50 + 100 + 150 osv. Artikel ikon Fra Baggio til Balotelli Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon - Jeg tænker ikke på Real Madrid! Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Avis: Giganter konkurrerer om Martial Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Joe Cole
Vidste du om ... Lee Bowyer Artikel ikon Vidste du om ... Alexandre Lacazette Artikel ikon Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Mourinhos drenge Får Arsenal-spillere køresyge? Artikel ikon Top 7: Bedste Super-subs Artikel ikon Mourinho har gjort sit… Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Midtjylland - Brøndby Optakt: Helsingør - AGF Artikel ikon Optakt: Lyngby - SønderjyskE Artikel ikon Optakt: Randers - OB Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Crotone - Juventus Startopstillinger: FCK - AaB Artikel ikon Startopstillinger: Leverkusen - Bayern Artikel ikon Startopstillinger: Hobro - Silkeborg Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Chelsea slog sikkert formstærke Burnley Brøndby sejrede i vanvidscomeback Artikel ikon Atlético Madrid fik stryg i Baskerlandet Artikel ikon Rodic og Gammelby nedlagde Hobro Artikel ikon Se flere