Danish Dynamite

Af Torsten Brix

2015-01-15
Danish Dynamite

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den anmelderoste bog Danish Dynamite. Det handler om ‘Re-Sepp-Ten'…

Klokken havde lige passeret midnat i København, da Sepp Piontek kom igennem på telefonen fra Mexico City. På det tidspunkt sad hans spillere iført sombreros og med hævede champagneglas efter at have vundet B.T.'s Guld som årets sportsnavn. Mens hans stjerner hyggede sig med kendisser og kulturministeren, havde Piontek allerede indledt sin rekognosceringsmission i Mexico efter at have overværet lodtrækningen til de forskellige VM-grupper dagen i forvejen.

“Man er begyndt at kalde vores pulje for ‘Dødsgruppen' herovre,” skrev B.T., at Piontek havde sagt i telefonen. “Franz Beckenbauer går rundt og ser vældig bekymret ud.” Gruppe E: Vesttyskland, Uruguay, Skotland, Danmark. Sportssektionerne i de danske aviser var plastret til med overskrifter om denne ‘dynamitpulje', men det var Uruguays landstræner, Omar Borrás, der brugte det navn, som senere blev standardbetegnelsen for alle svære lodtrækninger: El grupo de la muerte – Dødens Gruppe. I vore dage bruges udtrykket så ofte, at det næsten har mistet sin betydning. I 2012 havde sågar de norske mesterskaber i håndbold for oldboys sin egen ‘dødsgruppe'. Men det var skarpt set af Borrás, og hans kommentar var fuldt ud berettiget. VM-turneringer havde tidligere set storhold havne i samme gruppe – Italien, Frankrig, Argentina og Ungarn skulle for eksempel kæmpe om to pladser i den indledende runde i 1978 – men gruppe E i Mexico tegnede til at blive en sjældent set tornado af talent, historie og momentum.

Det eneste, Vesttyskland, Uruguay og Skotland ønskede at trække fra det laveste seedningslag, var et landshold, der kunne fungere som prügelknabe i gruppen. Det kunne være blevet Canada, Irak, Algeriet, Marokko eller Sydkorea. Men i stedet fik de Danmark, der var røget i det nederste lag dels på grund af deres status som VM-jomfruer, og dels fordi seedningssystemet ikke tog højde for deres brat stigende stjerne inden for europæisk fodbold. Danskerne selv var ligeglade. De skulle nok sætte fut i Dødens Gruppe.

Nedtællingen til VM var allerede begyndt under kampen mod Norge, da Svend Gehrs lovede alle seerne en sommer i Mexico. Hvis optakten til EM 84 i Frankrig havde føltes overvældende, så nåede hypen nu op på et helt nyt plan. Denne gang var alle med på galejen. Samtlige blade, bryggerier, rejsebureauer og plattenslagere fandt deres egen krog at hænge tilbuddene op på, pakket ind i rødt og hvidt og kastet i grams til et ivrigt publikum. Mandebladet Ugens Rapport havde sin egen gave til læserne, et ‘Mexico Sexico'-tillæg, hvor forsiden var prydet af en fotomodel kun iført en klaphat.

Fantasien kendte ingen grænser i jagten på lettjente penge. Et indkøbscenter i Ballerup blev omdøbt til ‘Dynamit Center 86'. En Ole Quist-klon optrådte i reklamer for en blød lænestol, som egnede sig perfekt til at sidde i foran skærmen og se VM-fodbold. Sloganet var naturligvis “Olé, Olé, Olé”. Carlsberg ændrede deres etikette på den klassiske Hof-øl fra grøn til rød. Supermarkeder solgte køkkenruller med rød-hvide flag og havde forsynet dem med denne reklametekst: “Når du skal tørre sveden af panden eller kommer til at vælte glasset, har du brug for en køkkenrulle, du kan stole på.”

Også så var der spilledragten. Det er svært at sige, om tøjfirmaet Hummel forsøgte at mime holdets sprudlende spil eller simpelthen lod øjeblikkets begejstring løbe af med sig, men deres Mexico-dragt ramte Danish Dynamite-kulturen lige på kornet, hvad angik skrædderkunst og stil. Op til 1984-turneringen havde Hummel fravalgt den røde ensfarvede spilletrøje ved at tilføje hvide ærmer med broderede røde vinkler. Senere den sommer havde Hummels dragter til det danske håndboldlandshold vakt opsigt ved OL i Los Angeles. De rød-hvide tværstriber på trøjerne og de meget korte bukser gav hurtigt holdet kælenavnet ‘Bolsjedrengene'.

Men intet havde forberedt de forsamlede journalister på det syn, der ventede dem, da Morten Olsen, Frank Arnesen og Per Frimann luftede Mexico-kollektionen for allerførste gang. Det skete en februardag i 1986 i København. Trøjen var splittet op i to kontrasterende stribede halvdele, hvoraf den ene var i lyse, rød-hvide striber, mens den anden var i mørkerøde nuancer. Felterne på ærmer og bukser matchede det futuristiske design.

“Jeg synes, det er ... anderledes,” kommenterede Morten Olsen på dansk tv efter at have jongleret med bolden på et skakternet gulv iklædt den nye spilledragt. “Men,” tilføjede anføreren, “jeg synes, det virker som et frisk pust.”

Frank Arnesen nulrede lidt med fingerspidserne i buksekanten for at vise, at stoffet var lige så tyndt som det, atletikudøvere brugte. “De sidder meget løst,” sagde han, “og det tror jeg er en stor fordel, for vi kommer nok til at svede meget.”

Olsen antydede, at internationale fodboldforbund godt kunne være konservative med hensyn til, hvordan holddragter skulle se ud. Og det samme gjaldt helt afgjort de forsamlede journalister. Tøjet blev omgående døbt ‘Karnevalsdragten', og Tipsbladets tegner afbillede spillerne iført Batmanog hofnarkostumer.

Sportsjournalisten Per Høyer Hansen sagde, at spilletrøjerne var en fornærmelse mod holdet og beskrev dragten som “tutte-nuttet, som var det til pattebørn med sut og rangle. Andre ville anvende sådanne klude som køkkengardiner.”

Men selvom dragten stred mod folks indgroede forestillinger, solgte den godt. Hummels administrerende direktør, der deltog i lanceringen iført en cardigan-version af spillernes nye trøje, regnede med et salg på omkring ti millioner kroner alene i Danmark. “Det var en marketingtriumf,” siger Klaus Berggreen, der senere selv kom til at arbejde i modeindustrien. “Set med nutidens øjne var den totalt hæslig, men som et PR-stunt gav det virkelig pote.” Da et blad bad ham om at sammenligne de landskamptrøjer, Danmark havde spillet i gennem tiderne, anbragte han 1986-versionen øverst på listen.

En delegation fra Hummel havde rejst rundt i verden på jagt efter ideer og noteret sig, at skarpt opdelte farvede mønstre var ved at vinde indpas. Birgit Leitner, der var med til at designe den danske Mexico-kollektion, siger, at nyskabelsen bestod i de stribede felter og brugen af en tynd, blå tråd til at fremhæve farvekombinationen. “Det var ikke sådan, at spillerne bidrog direkte med ideer til designet,” siger hun, “men det var jo en flok festlige fyre. Man kunne kun blive i godt humør af at arbejde sammen med dem.”

Hummel var på forhånd ikke specielt bekymret for, hvordan fans og journalister ville reagere på spilledragten, men de var nervøse for, hvordan tøjet, især trøjerne, ville se ud på tv. Der gik rygter om, at firmaet ønskede at arrangere en kamp i Idrætsparken, så man kunne se, hvordan udstyret fungerede i virkelighedens verden. Men så vidt kom det aldrig. FIFA godkendte overdelen, men beordrede Hummel til at gøre shortsene ensfarvede af hensyn til helhedsindtrykket på tv. Så Danmark stod nu med enten røde eller helt hvide bukser, der skulle passes sammen med deres enten rødeller hvidstribede felter på bluserne, og holdet brugte alle fire kombinationer i løbet af de fire kampe i Mexico.

De journalister, der var mavesure ved lanceringen, burde i stedet have hamstret spilledragter og gemt dem et sikkert sted. I dag, snart 30 år efter VM i Mexico, sælges tøjet jævnligt for over 2.000 kroner på eBay. Og selvom landsholdet i 2010 havde fået Adidas som tøjsponsor, sendte Hummel kopier af de stribede dragter fra 1984 og 1986 på markedet op til VM i Sydafrika. I andre lande blev den det definitive symbol på dansk fodbolds guldalder. Få eller ingen eksperimenterende spilledragter er så let genkendelige verden over. Fans i engelske klubber som Coventry, Aston Villa og Southampton tog også moden til sig en overgang, men det er den danske kitsch, der er penge i i dag.

Danskerne nøjedes med 1984-tøjet, da de mødte Bulgarien i en venskabskamp to måneder før VM. Lerby måtte vikariere som libero, mens de fleste andre fra den normale startopstilling havde travlt med at fylde deres respektive klubbers pokalskabe rundt om i Europa. Nederlaget på 0-3 til bulgarerne gav mindelser om holdets katastrofale optakt til EM i 1984. “Der så I vores verdensmestre. Hold op med alt det roseri. Vi spillede som i amatørdagene,” sagde Piontek til pressen.

En af de spillere, der var i skudlinjen, var John Lauridsen, der aldrig rigtig fik overbevist landstræneren om sine kvaliteter, selvom han var stjernen hos spanske Espanyol. Det hold, Piontek ville have med til Mexico, gav næsten sig selv på forhånd. Det eneste spørgsmål var, om to af stjernerne i den hjemlige 1. division skulle få lov at prøve kræfter på verdensscenen: Flemming Povlsen og Peter Schmeichel. Povlsen, en supertalentfuld angriber, der lyste op i Borussia Dortmund i 1990'erne, endte med at blive hjemme for at læse til eksamen. Med Lauridsen ude i kulden blev der plads i truppen til Feyenoords måltyv John Eriksen og til Allan Simonsen, hvis tid på landsholdet var ved at være forbi.

Schmeichel havde spillet en afgørende rolle, da Hvidovre rykkede op i 1. division. Men Piontek satsede på erfaringen og udtog i stedet Lars Høgh, der spillede hele 23 sæsoner for sin klub, OB. Høgh havde øget sin træningsindsats hele året op til VM-turneringen. Vinteren igennem svømmede han hver morgen, inden han mødte på arbejde i et shippingfirma. Efter jobbet tog han så videre til aftentræning i klubben. “Det var lidt hårdt,” siger Høgh, “men jeg betragtede det som en investering.” Uanset om Lars Høgh skulle med til Mexico eller ej, så havde hans far allerede gjort sit for landsholdet. Det var hans firma, der sørgede for sende dele af det danske spilleudstyr af sted til Latinamerika.

Da træningssamlingen op til VM blev indledt i begyndelsen af maj på Hotel Marina, kunne Piontek kun råde over syv spillere til at iføre sig den stribede dragt. Resten befandt sig stadig i deres klubber, fordi ligaerne rundt om i Europa først blev færdigspillet senere samme måned. Da resten af holdet dukkede op, talte truppen spillere, der havde været med til at vinde mesterskabet i Italien, Vesttyskland, England, Holland og Belgien. Der var ingen danske mestre blandt dem.

En af de sidst ankomne var Frank Arnesen, der havde måttet blive i Eindhoven for at hjælpe PSV med at vinde Æresdivisionen. Det skete med en 8-2-sejr over Go Ahead Eagles. Men få dage før den afgørende kamp var Arnesen alligevel fløjet en smuttur til København. Han var i byen i få timer for at optræde som forsanger under indspilningen af den danske VM-slagsang, ‘Re-SeppTen'. Titlen var et ordspil, der både hentydede til den rette medicin for at få VM-succes og til landstrænerens lykkebringende navn. Pladeproduceren havde bedt anfører Morten Olsen om at udpege truppen største musikalske talent, og valget var naturligt nok faldet på Arnesen. Han var en Amagerdreng, der voksede op på Christianshavn og havde fået sin rock'n'roll-uddannelse i den lokale ungdomsklub. Holdkammeraterne havde givet ham kælenavnet Frankie Boy.

“Jeg ved, jeg har en god stemme, men at hele landet nu skal høre på den i årevis, gør mig helt ærligt lidt nervøs,” sagde han efter indspilningen af ‘Re-Sepp-Ten' – uden at ane, at sangen blev den hurtigst og bedst sælgende single i dansk pophistorie. Arnesen fik sig et andet job i samme boldgade, da han indspillede en reklamesang for DSB. I reklamen var han iført den danske spilledragt, inklusive de forbudte, stribede shorts og jonglerede med en tom mælkekarton fra det beskidte kupégulv hen til en affaldskurv.

Ekstra Bladet havde opfordret læserne til at komme med bud på en tekst til ‘Re-Sepp-Ten', og den vindende sangskriver fik både en Mexico-tur og billetter til Danmarks kampe. Nogle af de første forslag var lige så forbløffende, som de var ringe. (“Det er rødt og hvidt, det er dit og mit, og det er skattefrit”). Det bedste bud kom fra den 56-årige roligan Grethe Larsen, der vandt førstepræmien. Åbningsmatchen mod Skotland ville blive den 25. danske landskamp, hun var med til. “Inden turen til Mexico har jeg rejst 25.000 kilometer for at følge landsholdet, og jeg aner ikke, hvad det har kostet mig,” sagde fru Larsen til ugebladet SE og HØR. “Det er ærgerligt, at jeg kom så sent i gang. Men jeg var sgu bange for at flyve. Det overvandt jeg i 1979, og så var jeg solgt.”

Entertaineren Jarl Friis-Mikkelsen, den ene halvdel af duoen Brødrene Øbberbøv, der havde nedlagt Allan Simonsen for sjov i en tv-sketch, fik til opgave at strikke en brugbar tekst sammen til ‘Re-Sepp-Ten'. Han afleverede et fængende sammenkog af patriotiske vrøvlevers, eventyrfigurer og dobbelttydigheder. Der var både den grimme ælling og Mor Danmark, der elsker sine drenge, der kan knalde. Og så omkvædet, der gik rent ind: “Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.”

Det var en af Ekstra Bladets læsere, der havde foreslået at koble landsholdet sammen med H.C. Andersens eventyr, og den idé tændte Friis-Mikkelsen straks på. “Når man skal lave sådan en hyldestsang, kan det ikke blive for opulent,” siger han. “Den er kernedansk, så der skal også drysses lidt humor på.” Jarlen havde også fremtryllet en idé til B-siden, men den sagde DBU-toppen nej til. Jarlen: “Vi ville lave et anderledes omkvæd, der tog højde for en nedtur i Mexico: ‘Vi er røde, vi er hvide, vi er virkelig ude og skide.' Man skal synge, når man vinder, men også når man taber.”

Mens Arnesen var prof i pladestudiet, var det amatørernes dag , da resten af holdet dukkede op og skulle agere baggrundskor. Spillerne blev stillet op tæt på (i visse tilfælde langt fra) mikrofonen i forhold til deres stemmepragt, og så blev der tilføjet nogle sangere fra et band, der var ved at indspille et album i nabostudiet. Forsangeren her, Maria Charlotte ‘Dodo' Gad, var endnu ikke den ægte popstjerne, hun senere skulle blive, men hun cementerede sin position i den danske kulturhistorie, da hun fik tilbuddet om at være forsanger på ‘Re-Sepp-Ten'.

“Jeg var dybt benovet,” siger Dodo. “Det var jo ikke mig, der var noget der. Jeg stod mast op i et hjørne og så det her hold af mænd komme ind, som man kun havde set på fjernsynet.” Men spillerne var lige så fascinerede af hende. “Alle syntes straks om Dodo, fordi hun så godt ud,” siger Klaus Berggreen. “Og da hun så begyndte at synge, blev vi helt vilde med hende.” Dodo og hendes bandmedlemmer husker, at Berggreen var en af de få spillere med en rimelig stemme, og at Elkjær ikke havde en tone i livet.

Da musikken var indspillet, blev der lavet en video, hvor Piontek spiller rollen som pladeproducer, mens spillerne synger kor i bedste Band Aid-stil iført deres spraglede træningsdragter. Elkjær stod lige bag Dodo og smilede lumsk, mens han vippede sine høretelefoner rundt, så de sad på hans næse og omme i nakken. “Det gik først op for mig, da jeg så videoen, at de tog pis på mig,” siger Dodo.

Den enkelt opbyggede sang med synthesizer-akkompagnement spillede på de helt rigtige strenge og fik en langt større udbredelse end forventet. Kun fire dage efter premieren på tv var der blevet solgt 35.000 plader. Og halvvejs gennem gruppekampene i Mexico var tallet nået op på over 118.000. Pladeselskabet foreslog Dodo, der prøvede at koncentrere sig om arbejdet med sin gruppes debutalbum, at hun skulle stikke en nødløgn om, at hun var på ferie, så hun ikke hele tiden blev forstyrret af medierne.

Den dag i dag er ‘Re-Sepp-Ten' den eneste sang, der kan gøre ‘Der er et yndigt land' rangen stridig, når Danmark spiller landskamp på hjemmebane. “De synger den stadig,” siger Piontek med en blanding af undren og stolthed. “Hver eneste gang, vi kvalificerer os til et eller andet, bliver der lavet en ny sang, men den her er aldrig blevet overgået – de spiller den endda til håndboldlandskampe!”

Piontek gav producerne besked på, at de kun havde halvanden time til at få sangen og videoen i kassen, inden bussen satte kurs tilbage mod træningslejren. Men tiden i pladestudiet var et velkomment afbræk for spillerne, der blev kørt hårdt på træningsanlægget i Vedbæk. Desuden var de alle igennem en individuel fitnesstest på August Krogh Instituttet i København, en underafdeling af det medicinske fakultet og opkaldt efter en dansk Nobelprisvinder, der blandt andet havde forsket i blodets evne til at optage og binde ilt.

I et forsøg på vænne spillernes fysik til at fungere optimalt i Mexico Citys tynde luft havde Piontek taget et tip til sig fra en kapgangtræner. Han anbefalede en noget utraditionel metode. Der blev spændt iltbeholdere på spillernes ryg, mens de trak vejret gennem noget, der lignede en rummaske. Den doserede indholdet af ilt i indåndingsluften, så det svarede til, hvad man ville komme ud for, når man løb i 2.300 meters højde. Spillerne havde fem af disse apparater til deling, og programmet bestod af tyve minutters jogging i jævnt tempo fulgt af en serie korte sprint.

Hvordan det føltes? Berggreen beskrev det som at have sandpapir i munden. I dag tør han godt indrømme, at nogle af holdkammeraterne fandt på luskede metoder til at snige lidt ægte frisk luft ind under masken. “Sepp gjorde det mest for at demonstrere over for os, at det ville blive hårdt. Jeg gennemførte det uden at snyde, men jeg kunne se, at Preben og Michael skubbede masken til side indimellem.” Påstanden om, at Elkjær endda tog et par hiv af sin smøg gennem siden af masken, er dog kun en myte. Den maniske fokusering på højdetræning og luftforhold nåede et punkt, hvor Ekstra Bladets sportsredaktør skrev i sin daglige klumme, om nationen dog ikke kunne tænke på andet end tynd luft i Mexico. Men Piontek sørgede omhyggeligt for at optimere sine spilleres fysik under de uvante forhold. Hans træningsprogram overlod intet til tilfældighederne:

08.30: Morgenmad
09.30: Højdetræning
10.30: Træning
13.00: Frokost
14.00: Hvile og massage 16.30: Højdetræning
17.30: Træning
19.30: Aftensmad
20.30: Massage og video 23.30: Sengetid

Mellem træningspassene fandt man tid til en opvarmningskamp mod Norge (som blev tabt 0-1) og et besøg hos den danske kongefamilie. I et interview havde Elkjær antydet, at holdet ikke fik den anerkendelse af dronning Margrethe, de fortjente. Det danske hof fulgte straks opfordringen. Landsholdets pr-værdi var det pure guld. Spillerne skiftede Hummel-tøjet ud med nydelige, koboltblå smokingjakker, stribede slips og mørke bukser og stillede sig pænt op på trappen foran slottet til et gruppebillede sammen med majestæten og hendes familie. De havde taget træningsdragter og fodboldstøvler med til de to unge prinser. “Flink dame, Margrethe,” sagde Elkjær bagefter til de forsamlede journalister. “Hun skældte mig ikke ud.”

Næste dag spillede Danmark den sidste opvarmningskamp mod Polen, der også skulle med til VM. Idrætsparken var fyldt til sidste plads. En af tilskuerne var den skotsk-engelske rockstjerne Rod Stewart, klædt i gangsterlignende trenchcoat og bredskygget Borsalino. Han så danskerne vinde 1-0, men hævdede bagefter fortrøstningsfuldt, at Skotland nok skulle hale en sejr hjem tre uger senere i Mexico. Stewarts fly til Danmark var blevet forsinket, så han gik glip af første halvleg og det veloplagte publikums afsyngelse af nationalsangen, der helt overdøvede orkesteret i tv-transmissionen.

De fleste af disse fans havde ikke mulighed for at følge deres helte hele vejen til Mexico, men de heldige, der skulle af sted, udviste stor opfindsomhed. Nogle roligans solgte ligefrem bil og hjem for at få råd til den lange rejse. Andre brugte deres sabbatordning på jobbet eller bortauktionerede præmiekreaturer. For en gruppe fans, der arbejdede i flyselskabet SAS, var turen til Mexico allerede påbegyndt på vej hjem fra den sidste gruppekamp i Irland. De fleste af dem havde trofast fulgt landsholdet på udeog hjemmebane i årevis, men de prøvede at lægge en plan, så de kunne rejse sammen til det forjættede land, standsmæssigt, men uden at blive bankrøvere først. Svaret var en ramponeret dobbeltdækker, der havde fungeret som sightseeingbus i Los Angeles. En lille delegation drog af sted til USA for at købe bussen, hvorefter SAS-personalet i LAX-lufthavnen udsmykkede den med vandrette, rød-hvide striber. Selv hjulkapslerne blev malet i de danske farver, og bussen blev døbt Roliganexpressen.

Gruppen bestod af 25 SAS-folk, der fløj til Los Angeles på første klasse iført narrehatte og ensartede jakkesæt i Harlekin-stil. De var blevet gode venner med en dansk-amerikansk forretningsmand ved navn Andy, der holdt fest for dem på sin planteskole, inden festaberne begav sig ud på den lange køretur til Mexico City. Da bussen vendte tilbage til Los Angeles efter VM – med hjælp fra en kranbil – købte Andy det faldefærdige køretøj af dem og ombyggede det til et drivhus.

De fleste i gruppen sov øverst oppe i todækkeren, mens nogle få stykker fulgte efter bussen i en Dodge-van, der også var dekoreret med bolsjestriber. Inden turen gik i gang, havde alle modtaget et brev fra arrangørerne, der mindede dem om, at de måtte efterlade deres privatliv ved busindgangen: “De, der har en walkman, bedes tage den med i tilfælde af, at nogen har lyst til lidt privatliv undervejs på turen – og det bliver den eneste måde at få det på.”

Lars Møller Nygaard, der arbejdede i indtjekningsskranken i Kastrup Lufthavn, fortæller, at de blev hyldet som konger og dronninger overalt, hvor bussen kom frem i Mexico. Normalt bookede de to-tre værelser på et lokalt motel, så bussen kunne få lov til at stå parkeret dér natten over. Men ikke sjældent endte deres ankomst med at udvikle sig til en større fest – nogle gange endda med byens borgmester som deltager.

Roliganexpressen fik tilbudt politieskorte til stadion gennem det kolossale trafikmylder inden kampen, og den forunderlige færd bragte også danskerne i søgelyset hos mexicansk tv, der lavede et portræt af dem. “Hver gang vi ankom til en ny lille by, måtte vi skrive autografer,” siger Lars Møller Nygaard. “Det var helt vanvittigt. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, om de troede, at vi var landholdsspillere.”

En bus fyldt med tequilaglade roligans havde vundet mexicanernes hjerter. Men det var intet imod, hvad de danske spillere viste sig i stand til inde på grønsværen.



Optakter
Mandag d. 11/12, kl. 19:00
Randers - Midtjylland
Kalendergaven
1. december
Firing Koeman to Fireman Sam
2. december
Historier om trøje-numre
3. december
Indisk vokseværk
4. december
Zé Roberto – 24 år på grønsværen
5. december
Drengedrømmen lever!
6. december
Davinson Sánchez – Monster eller Baresi
7. december
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
8. december
Ivan Rakitić - I Prosinečkis fodspor
9. december
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
10. december
Ilden José og isen Pep mødes – igen
11. december
Napoli – tilbage til toppen
United vs. City - den 10/12-17

- En sejr over United vil være stort

- Mourinho over Guardiola

Derfor kom Perišić ikke til United

Ekspert tvivler på City i Europa

Guardiola med fornemt jubilæum

Ilden José og isen Pep mødes – igen

Manchester City-stime af sejre

Optakt: Man. United - Man. City

Pep vs. Mourinho - i citater

United vs. City

Magasin-artikler
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
I Champions League gruppe F kom en solid overraskelse, da nyrige ukrainere vandt over formstærke Manchester City og fik tolv point i den hårde gruppe. Indkast.dk har kigget nærmere på det ukrainske storhold.
Olie har startet krige, skabt misundelse og dumheder – som da en halvstiv dansk udenrigsminister forærede Norge store mængder - eller givet fodboldklubber et voldsomt løft, som det er tilfældet med ukrainske Shakhtar Donetsk. Her har olie-kongen Rinat Akhmetov brugt en formue på at skabe et storhold, hvilket er lykkedes ret godt – hvilket de seneste resultater i Champions League bevidner.

For da ukrainerne besejrede historisk stærke Manchester City med 2-1 sikrede de sig videre deltagelse fra den stærke pulje med Napoli og Feyenoord. Også blev kampen end ikke spillet på det imponerende Metalist stadium, som har været ude for en meget dyr renovering. Dette har tidligere fået tildelt fem stjerner af UEFA, og har blandt andet et ungdomsakademi med plads til over 3.000 børn som blot en del af et imponerende træningsanlæg.

Samtidigt med denne voldsomme stadionudvidelse for den ukrainske klub, så væltede der ind med især brasilianske spiller i klubbens trup. Første brasilianer kom til klubben i 2002, og det har sidenhen startet en stærk forbindelse mellem den sydamerikanske fodboldverden og den østlige del af Ukraine.

Omtalen af de brasilianske talenter i Shakhtar Donetsk blev først rigtig synlig for fodboldeuropa, da den daværende italienske landsholdshold-angriber Cristiano Lucarelli skiftede til den ukrainske storklub, og efterfølgende vandt holdet mesterskabet to år i træk og fjernede dermed selveste Dynamo Kiev fra den fodboldtrone, som de ellers havde siddet på gennem mange år.


Fra John Hughes til Akhmetov
Shakhtar Donetsk blev dannet i 1869 af den walisiske forretningsmand John Hughes, der dengang byggede masser af stålværker i området, og det er ikke langt fra den måde, som den nuværende pengemand Akhmetov har tjent sine enorme formuer. Således er Akhmetov af Forbes Magazine blevet kåret til verdens 214. rigeste mand. Nu lyder det måske ikke af meget, men det er det – og Akhmetov er også klart Ukraines rigeste mand.

Den kun 51-årige Akhmetov er som mange andre rigmænd på de kanter blevet beskyldt for at deltage i organiseret kriminalitet, men han er ikke dømt for noget. Meget på denne egn handler om penge, og det har også været bevæggrundene for de mange spillere, der er taget den lange rejse til Ukraine. Allerede da den italienske angriber Lucarelli i 2007 skiftede til klubben, blev det gjort klart, at her var der økonomiske midler, der ikke rimede på noget fra den ukrainske befolkning. Således fik Lucarelli stillet et privatfly til rådighed, hvis hans kone skulle få for meget hjemve og gerne ville en sviptur til Italien. Udover denne luksus er forholdene også i orden – bortset fra vejret, men det kan Akhmetovs penge næppe ændre for klubben.



Pengene har givet resultater
Siden 2002 er det blevet til ni nationale mesterskaber, fem pokaltitler og et enkelt Europa League-trofæ, så investeringerne har båret frugt. Klubben kan dog godt beskyldes for at føre en besynderlig forretningsmodel.

Holdets defensiv består af østeuropæiske spillere, mens offensiven er tegnet af mange sydamerikanere - med underlige kontraktforhold. De fleste af de sidstnævnte spillere ejer klubben nemlig ikke, men i stedet ejer investorerne store dele af rettighederne over disse spillere, og kritikere mener også at vide, at disse pengemænd ofte har indflydelse på, hvilke spillere der får spilletid på holdet. Dette hævdes at være årsagen til, at holdet i senere år ikke har præsteret som tidligere i den hjemlige turnering. De vandt blandt andet ikke det ukrainske mesterskab i 2014/15 og 2015/16-sæsonerne, hvilket er meget uvant på de breddegrader. De fem sæsoner før det blev de mestre og forklaringen er måske ligetil.

For modsat tidligere så har det ukrainske storhold forholdt sig meget roligt i sommerens transfervindue og har kun hentet nogle unge spillere på lejeaftaler, men på trods af dette har de stadigvæk hele otte brasilianske spillere i deres Champions League-trup – samt et par kroater og argentinere. Så samlet set så mangler Donetsk-holdet ikke det store. Men spillerne har ikke det niveau som klubben tidligere har haft med brasilianske spillere som Willian, Luiz Adriano og Fernandinho. Nutidens stjerner er anføreren og veteranen Darijo Srna samt den argentinske angriber – Facundo Ferreyra, så der er sket en udvikling for det brasiliansk-inspirerede "olie-hold" fra Ukraine.

Læs hele artiklen
Firing Koeman to Fireman Sam
Eksperten i Premier League-overlevelser – Sam Allardyce – er kommet til kriseramte Everton, og måske finder han ”Love in a hopeless place”.
Fra Ronald Koemans fyring den 23. oktober og så indtil Sam Allardyce blev ansat onsdag middag, havde Everton forfremmet U/21-træner David Unsworth. Men de syv kampe gav ikke den ønskede effekt - blot en sejr og samlet 8-20. Onsdag aften kunne ”Big Sam” fra tribunen klappe i sine forfrosne hænder, da hans nye hold - Everton - vandt stensikkert med 4-0 over West Ham.

Netop West Ham var Allardyce jo manager for fra 2011-15 og dermed en af de Premier League-klubber, hvor han har været sportslig ansvarlig mange gange. Hele 489 Premier League-kampe har Sam Allardyce været ansvarlig for syv forskellige PL-klubber. Han har været manager for i alt ni hold – Blackpool, Notts County, Bolton, Newcastle, Blackburn, West Ham, Sunderland, Crystal Palace og nu Everton.


Pludselig stop i Palace – efter ”Big Sam” havde reddet dem
I sommer troede mange, at den lange karriere var slut pga. personlige omstændigheder, efter ”Big Sam” blot var manager i Crystal Palace i 151 dage. Perioden gav 24 kampe, hvor halvdelen blev tabt og ni blev vundne. Den korte periode i London-klubben sluttede brat, og det skulle ikke have handlet om uenigheder med formanden Steve Parish om manglende indkøb eller lignende, men derimod om at få noget mere tid med hans familie. Allardyce har selv givet følgende forklaring til sit pludselige stop:

- På nogle måder har dette været en svær beslutning, men på andre har det været den letteste beslutning i hele verden. Jeg vil gerne takke Steve Parish for at give mig chancen for at forbedre mit renomme efter, hvad der skete, da jeg var Englands landstræner.

Hvad disse personlige årsager, som lå til grund for, at Allardyce stoppede i Crystal Palace, er fortsat lidt uklare, men den iltre manager har slået fast, at han gerne vil tilbringe noget mere tid med familien – og især sine børnebørn. 62-årige Allardyce frasagde sig ved opsigelsen en lukrativ fratrædelsesordning, men han fik dog 20 millioner kroner for at sikre Crystal Palaces forblivelse i Premier League, hvilket Allardyce er en sand mester til.

Allardyce er aldrig rykket ud af Premier League, selvom han mange gange har trænet mindre hold med små budgetter. I Palace havde de haft syv managere på syv år, og nok engang viste Allardyce, at han er lavet af noget specielt.

Sam Allardyce – 24 kampe: 37,5 % vundne kampe
Alan Pardew – 35 kampe: 40,3 % vundne kampe
Neil Warnock – 17 kampe: 17,5 % vundne kampe
Tony Pulis – 28 kampe: 42,6 % vundne kampe
Ian Holloway – 46 kampe: 30,3 % vundne kampe
Dongle Freedman – 90 kampe: 35,5 % vundne kampe
George Burley – 25 kampe: 28,0 % vundne kampe

Ifølge bulletinerne fra London skulle Allardyce betale mange penge til Palace, såfremt manageren fandt et andet job indenfor de næste to år, og det gjorde han – men han får også mange penge for Everton-jobbet. Hele 55 millioner kroner skulle årslønnen være på, hvilket f.eks. er mere end, hvad Pochettino får i Tottenham eller hele 50 % mere end den meget eksponerede Benitez får i Newcastle.


”Talk about finding love in a hopeless place”
Allardyce har lavet en aftale på 18 måneder med Everton, og han blev tidligere på ugen fløjet direkte fra ferien i Dubai til Evertons træning – Finch Farm sammen med sin store stab af assistenter. Liverpool-legenden Sammy Lee er blevet tilknyttet trænerstaben sammen med Craig Shakespeare, målmandstræneren Martyn Margetson samt fitness-træneren Ryland Morgans. De bliver tilknyttet en trænerstab, der i forvejen tæller klublegenden Duncan Ferguson og U/21-træneren Unsworth.

Så store rokader i den kriseramte klub og det er ikke blevet gjort uden bemærkninger og ballade. Farhad Moshiri, der ejer en del aktier i klubber, valgte at poste nyheden på Twitter, før klubben gjorde det, og bookmakeren Paddy Power udgav nogle af de negative kommentarer, som Allardyce har sagt om klubben – for to uger siden. Derudover og på den lidt mere komiske side valgte Evertons trøjesponsor SportPeas at udsende et tweet med den meget omdelte video af Allardyce i festligt lag i Marbella med skriften: ”Talk about finding love in a hopeless place” med direkte henvisning til det Rihanna-nummer, som en fuld Allardyce sang og dansede til.



Kan Allardyce starte med tre sejre?
På den korte bane venter der Everton et par overkommelige opgaver, da formsvage Huddersfield skal gæste Everton inden opgøret imod Limassol i Europa League. Yderligere to sejre - efter sejren over West Ham - til Everton kan måske få det unge hold til at vokse inden december, som byder på mange og langt hårdere opgaver, som kampe imod rivalerne fra Liverpool og mødet med mestrene fra Chelsea.

Onsdag aften så Allardyce sejren over West Ham sammen med føromtalte Moshiri. Everton-bossen havde brugt 37 dage fra fyringen af Koeman til, at han hentede Big Sam eller rettere gik fra, at ”Firing Koeman to Fireman Sam”.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
Masser af ros til De Bruyne som Jose Mourinho ikke kunne bruge i Chelsea – det var en fejl…
- Kevin er klart Premier Leagues bedste lige nu. Manchester City er Premier Leagues bedste hold, og Kevin er en vigtig spiller i Guardiolas system…

Sådan sagde en anden af Premier Leagues største profiler – Eden Hazard – i efteråret 2017, efter Pep Guardiolas mandskab havde startet Premier League-sæsonen rekordgodt. Men hvem er den stille belgier, som bare vokser, når han går ind på en fodboldbane?

Da den anerkendte engelske journalist Sam Wallace i 2015 besøgte Manchester City-træningsanlægget Jean-Claude van Damme, var det en meget genert ung mand, der mødte op, og han var end ikke den mest kendte belgier i presserummet. Det var Vincent Kompany – sådan er det ikke længere.

Inden De Bruyne var kommet til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, var han blevet kåret til årets spiller i Tyskland. Den gode form overførte han straks til Premier League, og dermed steg hans markedsværdi også. Efter blot to år i Premier League var De Bruynes værdi steget til det dobbelt – ifølge CIES Football Observatory – og han blev vurderet til at koste over en milliard kroner.


Hellere Willian og Andre Schürrle
Det sker efter, at Chelsea og Jose Mourinho kasserede ham i januar 2014. I stedet startede den succesbelagte periode med masser af ros og anerkendelse hos tyske Wolfsburg. Før dette returnerede han i sommeren 2013 tilbage til London efter en låneperiode hos Werder Bremen, og på det tidspunkt bød den daværende Dortmund-træner Jürgen Klopp på De Bruyne. Den nuværende Liverpool-manager ville have, at De Bruyne skulle afløse Mario Götze, som var blevet solgt til Bayern München, men sådan gik det som bekendt ikke.

De Bruyne kom tilbage til Chelsea samtidig med, at klubben havde styrket sig på den offensive midtbane med Willian og Andre Schürrle. De blev de foretrukne fremfor De Bruyne, hvilket sidenhen må betragtes som en stor fejl af Mourinho. Seks måneder og blot ni kampe senere rejste De Bruyne væk fra London, men uden at smække med døren. Han har sidenhen sagt, at kasseringen af Mourinho har været med til at forme ham til den spiller, han er i dag.


Guardiola er stolt
Som 14-årig forlod De Bruyne barndomshjemmet i Drongen for at udvikle sig hos Ghent, og tiden var ligeså ensom, som da han boede i London og kæresten Michele gjorde studiet færdig hjemme i Belgien - men tiden i London formede ham til den spiller han er i dag.

Fra 2012 og tre år frem lavede De Bruyne 35 assists og 23 mål i Bundesligaen, og det åbnede op for det store skifte til Premier League – og Manchester City, men også til Pep Guardiola. Den tidligere Barcelona-træner har fået sat skik på belgieren, og han har været med til at forme ham til en af verdens bedste midtbanespillere på en unik midtbane, som eksperten Morten Bruun mener, er helt unik og kan sammenlignes med midtbanen i selveste Barcelona.

- Xavi, Iniesta og Sergio Busquets. To af verdens mest sublime teknikere og en mere fysisk type, der i øvrigt også kunne spille fodbold. I dag har City det samme med Fernandinho på den bagerste midtbane og med duoen David Silva og Kevin de Bruyne lige foran. Jeg vil kalde det verdens p.t. bedste midtbane i skarp konkurrence med Real Madrids.

I efteråret var der også statistikker, der bakker op om Morten Bruuns påstand. For siden ankomsten til Manchester City er der ikke nogen, der har lavet ligeså mange assists som ham i de fem største ligaer. I de første 72 Premier League-kampe lavede han 33 assists, og det fik manager Guardiola til at sige til Marca:

- De Bruyne er en af de bedste spillere, jeg har set i mit liv, for han kan gøre absolut hvad som helst. Han er en topspiller af allerhøjeste kvalitet. Han er en stabil gut med og meget professionel. Han elsker at spille fodbold, det er det, han lever for. Vi er meget stolte af og glade for at have ham hos os.
Læs hele artiklen
Ivan Rakitić - I Prosinečkis fodspor
Født og opvokset i Schweiz, men i dag en stjerne på det kroatiske landshold og for sin catalanske klub FC Barcelona.
- Jeg har altid drømt om det her som barn, og nu får jeg ikke bare lov til at drømme om det men faktisk udleve min drøm...

Sådan udtalte den dengang 26-årige Ivan Rakitić sig til et interview med Marca før sit første El Clásico i oktober 2014.

I dag, tre år senere er han en vigtig og profileret spiller i FC Barcelona, som han har optrådt 181 gange for siden sit skifte til Catalonien tilbage i sommeren 2014.

Ungdomsårene i det nordlige Schweiz
Karrieren startede dog i en lille by i det nordlige Schweiz på grænsen til Tyskland. Her startede en fireårig Ivan sin fodboldkarriere i klubben Möhlin-Riburg. Som syvårig blev han hentet til den schweiziske storklub FC Basel. Det var også her, at han som 17-årig debuterede som professionel fodboldspiller. På det her tidspunkt i hans karriere var han jagtet af flere storklubber rundt om i Europa.

Efter en imponerende 2006-07-sæson, valgte han at drage nordpå til Tyskland, hvor Schalke 04 hentede ham til Gelsenkirchen. Det var særligt i hans tid i Schalke, at verden blev gjort opmærksom på den kroatiske midtbanespillers store kvaliteter. Her blev han for alvor, til den spiller han er i dag. En spiller som vidste, hvor han skulle aflevere bolden før at have modtaget den. En spiller, som var dødsensfarlig i modstanderens målfelt, men som stadig kunne løbe retur for sit hold hver eneste gang. En sand boks-til-boksspiller.

Ja tak til Bilić
Det var også i starten af hans Schalke-karriere, at Rakitić valgte at tørne ud for det kroatiske landshold, hvor han ville spille sammen med blandt andet Luka Modrić, og gå i fodsporene på store kroatiske spillere, som Robert Prosinečki og Zvonimir Boban.

Rakitić havde også muligheden for at tørne ud for Schweiz, eftersom at han blev født i landet, der lagde grund til EM i 2008 sammen med Østrig. Trods kampe på de schweiziske ungdomslandshold valgte den daværende 19-årige Schalke-spiller at takke pænt nej tak til EM på hjemmebane, og i stedet takke ja til den daværende kroatiske landstræner Slaven Bilić til at optræde for sine forældres fødeland.

Midtbaneprofil i Spanien
I januar 2011 gjorde han et overraskende skifte til den spanske storklub Sevilla, efter at flere medier havde rygtet ham til nogen af de allerstørste klubber i Europa. I Sevilla gik han dog direkte ind på holdet og spillede i flere år en kæmpe rolle på et hold, hvor han som holdkaptajn i maj 2014 kunne løfte Europa League-trofæet på Juventus Stadium i Torino.

Drømmeskiftet
16. juni 2014 var dagen, hvor Ivan Rakitić efter flere års håb og drømme kunne kalde sig spiller af drømmeklubben FC Barcelona. Her blev han af mange udset til at blive manden til at udfylde Barca-ikonet Xavis sko. Han blev hurtigt en stor profil på holdet, hvor han i den grad også spillede en vigtig rolle i FC Barcelonas treblesæson, hvor catalanerne gjorde rent bord i alle deltagede turneringer. Ivan Rakitić scorede blandt andet det første mål i Barcas 3-1-finalesejr over Juventus på det olympiske stadion i Berlin. Dermed skrev han sit navn i både "Blaugranas" og fodboldens historiebøger.

Den nu 29-årige kroat var en vigtig brik i puslespillet, der skulle få MSN-trioen til at gå op i en højere endhed.

- Hvis jeg skal løbe 10 kilometer for dem, så gør jeg det, og jeg gør det med et smil på læben, udtalte Rakitić til Henry Winter fra The Times tilbage i oktober 2016.

Med sine 29 år har han stadig flere gode år foran sig, med et eftermæle som Robert Prosinečki og Zvonimir Bobans at jagte.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står for den sportslige fodboldfremtid i Manchester – Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub. Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed, og nu kommer nok et kapitel. For de to succesbelagte trænere er landet i hver sin Manchester-klub, og dermed står de igen overfor hinanden i et opgør imellem to meget rivaliserende klubber – hvilket næppe bliver kønt.

Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket Barcelona-spilleren Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe.

Næsten samtidigt med dette blev Zlatan Ibrahimović kasseret af Guardiola i Barcelona. Nu er han også i Manchester og sikkert meget klar til mødet med City og hans bøddel, men fokus i kampen vil være mødet mellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Indisk vokseværk
Mange profiler slutter karrieren i Indien, hvor udviklingen minder om Kina med voldsom fremgang i interessen, rige klubejere og sjove fodboldnavne.
Da Indian Super League (ISL) åbnede for sæsonen for et par uger siden, blev det starten på yderligere en opgradering af den storvoksende turnering. Turneringen var blevet udvidet fra otte til ti hold samt blevet ændret til, at turneringen varede i fem måneder imod de ti uger, som var den vanvittige turneringsform sidste sæson.

Derudover bliver ISL ikke længere betragtet som en ”side-turnering med stor underholdningsværdi” i forhold til den oprindelige bedste række i landet I-League, og der er allerede nu forslag om, at turneringen skal udvides til 18 hold. Udviklingen sker, da der er kommet et globalt fokus på turneringen, efter den er blevet beriget med stenrige klubejere, tidligere fodboldprofiler og kulørte trænernavne.

Danske Mads Junker og Morten Skoubo har været i indisk fodbold sammen med en masse andre kendte navne som blandt andet den tidligere verdensmester Joan Capdevilla, franskmændene Robert Pires og David Trezeguet eller Luís Garcia, Frederik Ljungberg og den tidligere AC Milan-spiller Alessandro Nesta – der blev genforenet med sin tidligere landsholdskollega Marco Materazzi, som var spillende træner i Chennaiyin FC.

Alene Chennaiyin FC har haft spillere som Elano, Mikael Silvestre og Eric Djemba-Djemba – men samlet set er det spillere, som skal presse den sidste økonomiske gevinst ud af karrieren, og der har været og er mange penge i klubberne.


Vil over 1.200.000.000 se fodbold?
I-League havde i gennemsnit under 5000 tilskuere til deres kampe, mens ISL har haft over 20.000, og klubberne er blevet forgyldt af den meget gunstige tv-aftale, som er blevet lavet i den folkerige nation – og med den mulige udvidelse af turneringen kan det blive endnu bedre.

Men det betyder ikke nødvendigvis mange flere udenlandske spillere. Klubberne må nemlig kun have otte udenlandske spillere i truppen, og de skal altid have seks nationale spillere på banen – hvilket naturligvis har skabt en voldsom kamp om at sikre sig de bedste indiske spillere.


Hvem vinder slaget om Indien?
Den netop startede sæson er den fjerde for ISL, og af de tre mesterskaber har den spansk-inspirerede Atlético De Kolkata vundet de to. I sommer solgte den spanske hovedstadsklub Atlético Madrid 25 % af deres ejerskab, og Manchester United-legenden Terry Sheringham blev hentet til klubben. Derudover blev Ashley Westwood assistent-træner, og han har et helt unikt kendskab til indisk fodbold, da han var ansvarlig for Bengaluru, der vandt I-League i 2014 og 2016. Nu forsøger klubben sig med et meget engelsk præg blandt andet med de tidligere Premier League-spillere Robbie Keane og Jussi Jaaseklainen.

Længere mod syd i det store land har klubben Kerala lavet et mindre scoop ved at få Dimitar Berbatov til klubben, der har plads til 50.000 tilskuere på deres stadion. Bulgareren bliver dermed genforenet med sin tidligere holdkammerat Wes Brown og træner Rene Meulensteen med fortid i Manchester United – og Brøndby.

Indien er et gigantisk land med over en milliard indbyggere, men også med over 100 forskellige sprog, og arealmæssigt er det verdens syvende største land. Interessen for fodbold har vokseværk – gad vide, hvordan det slutter.

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Ronaldo sætter endnu en rekord i CL Artikel ikon Guardiola med fornemt jubilæum Artikel ikon My perfect Xl - Alan Smith Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Overblik: Top 29 til Ballon d'Or Ugens hold fra Bundesligaen - runde 14 Artikel ikon Top 10 - skjulte VM-talenter Artikel ikon Top 15: Europas offside-konger Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Manchester-derby Spil: Valencia - Celta Vigo Artikel ikon Spil: Juventus - Inter Artikel ikon Spil: VfB Stuttgart - Bayer Leverkusen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Dansk fodboldlegende er død Fire klubber – fem britiske managere Artikel ikon Liverpool vs. Chelsea = drama Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon AC Milan vil udleje spillere til januar Napoli kigger på Deulofeu Artikel ikon Lørdagens engelske rygter Artikel ikon Medie: Emre Can er tæt på Juventus Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon United vs. City David De Gea - i Premier League Artikel ikon Champions League-statistik Artikel ikon Wayne's World Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Randers - Midtjylland Optakt: OB - Silkeborg Artikel ikon Optakt: Brøndby - AGF Artikel ikon Optakt: AaB - FC København Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Man. Utd - Man. City Startopstillinger: Liverpool - Everton Artikel ikon Startopstillinger: FCN - Hobro Artikel ikon Startopstillinger: Southampton - Arsenal Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Flot AGF-comeback i Brøndby City tog massivt skridt mod mesterskabet Artikel ikon Tidligere AaB- og FCK-spillere deler Artikel ikon Kloop ”tabte” Merseyside-derby med 1-1 Artikel ikon Se flere