Skabelse af et mesterværk

Af Torsten Brix

2014-09-15
Skabelse af et mesterværk

Indkast.dk har fået lov til at bringe et kapitel fra den unikke Champions League-bog "Mesterværket". Her følger historien om "Skabelsen af et mesterværk"...

1955-1975
Hanot, La Saeta Rubia, Il Mago, Pythagoras og Kaiser Franz



Notorisk har england og Frankrig altid kæmpet om Europas herredømme. Geopolitisk kom det især til udtryk under Napoleonskrigene, men selv efter kejserens fald oven på Slaget ved Waterloo i 1815 blev fjendskabet holdt nidkært ved lige, nu mere på de sproglige og kulturelle arenaer.

Trods det nedarvede modsætningsforhold formåede parterne aldrig at ud- vikle nogen rivalisering inden for fodbold, for her var englænderne et stort skridt foran franskmændene, der gik mindst lige så meget op i idrætsgrene som boksning, motorløb og frem for alt cykling.

Alligevel var det i Frankrig, at idéen om en turnering for kontinentets stærkeste fodboldhold blev undfanget – selvfølgelig som svar på en plump provokation fra den anden side af kanalen. Tirsdag den 14. december 1954 stod der således at læse på forsiden af Daily Mail:

»Hail, Wolves, Champions of the world now!«

Baggrunden for udbruddet var, at de engelske mestre fra Wolverhampton Wanderers inden for kort tid besejrede Spartak Moskva og dernæst de stærke ungarere fra Honvéd Budapest, som i rækkerne talte otte spillere, heriblandt selveste Ferenc Puskás, der mindre end et halvt år forinden havde tabt VM- finalen til Vesttyskland.

I den franske sportsavis, L‘Équipes lokaler på Rue du Faubourg-Montmartre i Paris var man ved at eksplodere af forargelse over den engelske selvfedme, og chefredaktør Gabriel Hanot satte sig omgående bag skrivemaskinen:

»Inden vi erklærer Wolverhampton for uovervindelige, så lad dem lige rejse til Moskva og Budapest og prøve kræfter dér. Der findes andre klubber af international standard – Real Madrid og AC Milan – for bare at nævne to. Uanset hvad, så er tanken om et verdensmesterskab for klubhold, eller i det mindste et europæisk, så besnærende, at den burde realiseres. Lad os gribe muligheden,« skrev Hanot i sin leder.

På L‘Équipe var man ikke indstillet på bare at pege fingre ad de udannede englændere. Allerede dagen efter kom bladets fodboldredaktør, Jacques de Ryswick, med et detaljeret udkast til, hvordan en fælleseuropæisk turnering kunne arrangeres. Ifølge ham skulle 12 til 14 topklubber fra lige så mange lande inviteres til at deltage i en årlig knockout-turnering med midtugekampe ude og hjemme. For at stimulere almenvellets interesse skulle der knyttes bånd til internationale sponsorer og den nystiftede samarbejdsorganisation inden for radio og tv, European Broadcasting Union.

I januar 1955 var L‘Équipe klar med sin endelige plan for, hvordan turneringen konkret skulle udformes. Sportsmagasinet havde ikke selv ressourcerne til at stå som enearrangør, og derfor drog Gabriel Hanot og hans assistent, Jacques Ferran, til FIFAs hovedkvarter i Zürich for at få verdensfodboldforbundet til at adoptere deres plan.

Den belgiske præsident, Rodolphe William Seeldrayers, afviste dog delegationens planer i og med, at FIFA ifølge sine statutter kun var sat i verden for at arrangere landskampe. Derfor måtte Hanot og Ferran sætte sig i et fly med retning mod Wien, hvor det europæiske fodboldforbund, UEFA, som var blevet oprettet året forinden, holdt sin første kongres.

Dagsordnen her var først og fremmest at etablere et europamesterskab for nationalmandskaberne – Nations' Cup – men alligevel fik journalisterne foretræde for UEFA's danske præsident, Ebbe Schwartz.

Han syntes umiddelbart godt om idéen, men understregede straks, at en europæisk klubturnering slet ikke lå under hans ressort.

»UEFA har ingen officiel holdning til arrangementet. Det er alene op til de nationale fodboldforbund at give deres klubber lov til at deltage,« forklarede Ebbe Schwartz.

Således opmuntret drog L‘Équipes udsendinge hjem til redaktionen i Paris. Det skete med visheden om, at de nu skulle på charmeoffensiv over for kontinentets klubber. Ydermere var de i kapløb med tiden, idet to konkurrerende idéer samtidigt blev diskuteret i fodboldens allerøverste kredse, blandt andet relanceringen af den populære Mitropa Cup, der blev spillet frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig mellem en række centraleuropæiske klubber.

Efter at have modtaget indbydelser fra L‘Équipe valfartede repræsentanter fra 15 af de største hold i Europa, heriblandt Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu, og Ungarns sportsminister, Gusztáv Sebes, der desuden var træner for Honvéd Budapest, i begyndelsen af april 1955 til Ambassador Hotel i Paris, hvor de i de følgende to dage planlagde, hvorledes turneringen skulle søsættes.

Én måned senere fik de foretagsomme franskmænd det blå stempel af FIFA's eksekutivkomité med de udtrykkelige forbehold, at de deltagende klubber skulle have tilladelse af de nationale forbund, og at UEFA blev ansvarlig for arrangementet, der skulle omfatte alle de medlemslande, som var villige til at stille med deres mesterhold.

Det sidste krav blev man nødt til at slække på, for ganske som ventet frarådede den stokkonservative formand for den engelske ligaforening, Alan Hardaker, de nykårede mestre fra Chelsea at give sit bidrag til det nymodens cirkus med den begrundelse, at turneringen var at regne som en konkurrent til den hjemlige 1. division.

Dermed lå Hardaker helt i vatter med den britiske regerings protektionistiske linje. For samtidig med hans afvisning af at levere et engelsk mandskab til L‘Équipes stævne, vendte udenrigsminister Harold Macmillans tommefingeren ned ad i spørgsmålet om at søge om optagelse i forløberen for EU – Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ...

Også andre nationale mesterhold valgte at holde sig væk, hvorfor den indledende udgave af Coupe des Clubs Champions Européens kom til at bestå af 16 mandskaber, hvoraf halvdelen var blevet inviteret.

Ikke desto mindre var det fuldt forsvarligt at gennemføre arrangementet, og knap ni måneder efter, at en flok iltre franskmænd havde fostret den banebrydende idé, tog Sporting Clube de Portugal og Partizan Beograd søndag den 4. september 1955 hul på den første dyst i Mesterholdenes Europa Cup.


Real Madrid CF – 1956, 1957, 1958, 1959 og 1960
Var der en mand i europæisk fodbold, der stod respekt om i begyndelsen af 1950'erne, så var det Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu Yeste.

14 år gammel blev han medlem af klubben, som han gennem resten af sin levetid viede hele sin opmærksomhed. I 1912 var han med til at opføre madrilenernes første hjemmebane, Campo de O'Donnell, siden var han anfører for førsteholdet, inden han efter Den Spanske Borgerkrig, hvor han kæmpede aktivt på Franco-fascisternes side, var med i genrejsningen af Real Madrid.

Det var ingen nem opgave, for klubben havde lidt grim overlast, og udover at være på randen af konkurs gled den ned i hierarkiet efter Barcelona, Bilbao og ikke mindst bysbørnene fra Atlético, der for at vise tilknytningen til flyve- våbnet blev tilføjet efternavnet Aviación.

Takket være sit energiske arbejde lykkedes det Santiago Bernabéu, som blev udnævnt til klubpræsident i 1943, at få Real Madrid på ret kurs igen. Dette skyldtes ikke mindst hans talent for at tilknytte de rette folk, herunder især administratoren Raimundo Saporta, der var en sand mester i at lefle for Francos kumpaner.

Det betød, at madrilenerne blev tildelt særlige privilegier såsom gunstige bankkreditter og også kommunal jord til at opføre sit enorme træningskompleks, Ciudad Deportiva.

Ligeledes var det en slet skjult hemmelighed, at statslige lastbiler i nattens mulm og mørke læssede materialer af i Chamartín, hvor Santiago Bernabéu opførte Europas største stadion, i stedet for at fortsætte til deres officielle destination – lufthavnen i Barajas.

Konsekvensen blev, at konkurrenterne snart udstyrede Real Madrid med tilnavnet El equipo del régimen – Regimets Hold – og dét var bestemt ikke hverken ironisk eller venligt ment ...

Trods hjælpen fra falangisterne kunne Real Madrid ikke omsætte fordelene til grønsværen, hvor de andre mandskaber fortsat var stærkere. I de første 14 sæsoner efter La Ligas genoplivning i 1939 lykkedes det sigende nok ikke hovedstadsholdet at vinde én eneste titel.

Det frustrerede Santiago Bernabéu, der tænderskærende måtte acceptere, at ærkerivalerne fra CF Barcelona tog sig af fem mesterskaber i perioden og samtidig havde turneringens største profil i den eksilerede ungarer, Ladislao Kubala.

I maj 1953 forværredes situationen dramatisk, da CF Barcelona annonce- rede, at klubben havde lavet aftale med den bedste spiller i Sydamerika, argentineren Alfredo Di Stéfano, der var delvist ejet af River Plate og den colombianske klub, Los Millonarios.

Med ham og Kubala på holdet lå det i kortene, at catalonierne ville blive næsten uovervindelige, og derfor gik madrilenerne straks i gang med at iværksætte deres modtræk. Ved kynisk at spille på den kendsgerning, at de to syd- amerikanske klubber var dybt splittede i spørgsmålet om, hvem der egentlig havde råderetten over angriberen, lykkedes det Raimundo Saporta at inddrage både FIFA og den spanske sportsminister, general José Moscardó, i affæren.

Det udviklede sig til en prekær sag mellem de to storklubber, og det mun- dede ud i et mærkværdigt dekret om, at Alfredo Di Stéfano i de næste fire sæsoner skulle optræde skiftevis for Real Madrid og CF Barcelona, mens klubberne så undervejs måtte forhandle om, hvem af dem, der siden skulle overtage ham.

Barça-præsident Martí Carreto skrev nødtvungent under på aftalen, men efterfølgende for fansene og bestyrelsen i flint, og så måtte Carreto forlade sit embede, mens kontrakten med argentineren blev revet midtover.

I stedet præsenterede Santiago Bernabéu i slutningen af september 1953 den 27-årige Alfredo Di Stéfano som Real Madrids nye centerforward. Han havde så viselig påført klubben enorme administrative strabadser og i tilgift en eksorbitant udgift på 5,5 millioner pesetas.

Men det skulle snart vise sig, at han var det hele værd ...
Med La Saeta Rubia – Den Blonde Pil – på holdet indledtes en ny æra i Real Madrid. Allerede i hans debutsæson vandt klubben sit første spanske mesterskab siden 1933, og oveni blev Alfredo Di Stéfano ligatopscorer med 27 fuldtræffere.

Årets efter genvandt madrilenerne titlen, og dermed kvalificerede de sig til den nymodens Europa Cup-turnering for Mesterhold, som Santiago Bernabéu havde været én af de varmeste tilhængere af.

Ganske vist krævede det gode overtalelsesevner hos Raimundo Saporta at overbevise landets fascistiske ledere om, at det rent faktisk var god propaganda for Spanien, at Real Madrid stillede op imod – og besejrede – hold fra lande bag Jerntæppet, for var der noget, som Francisco Franco absolut ikke brød sig om, var det bolsjevismen.

Det kom til udtryk under Anden Verdenskrig, da Spanien trods sin erklærede neutralitet leverede et specialkorps – kaldet División Azul – til nazisternes felttog på Østfronten. Også på den sportslige scene var falangisterne kede af at pleje samkvem med de kommunistiske stater, og det betød blandt andet, at Spanien boykottede kvalifikationskampene til den første EM-slutrunde i 1960.

I første runde af Europa Cuppen var der garanti for, at Real Madrid ikke skulle møde et østeuropæisk hold, da modstanderne – for første og eneste gang i turneringens historie – blev bestemt på forhånd af L‘Équipes redaktion.

Det betød, at Real Madrids indledende kamp på kontinentet kom til at foregå torsdag den 8. september 1955 i Genève mod de schweiziske mestre fra Servette.

Første halvleg endte uafgjort 0-0 efter en tarvelig indsats, og i pausen var der helt stille i omklædningsrummet, idet ingen turde forstyrre Di Stéfano, som var i skidt humør. Med ét gik døren op, og ind kom den 17-årige prins Juan Carlos, der stu- derede i Schweiz. Han gik straks hen til Alfredo Di Stéfano, der som den eneste var blevet siddende på sin plads.

Efter at have forsøgt sig med et par høflighedsfraser for at bryde isen greb Juan Carlos stjernens hånd, hvorpå han med slet skjult henvisning til, at den royale familie havde levet i tvunget eksil siden 1931, udbrød:

»Gutter. Nu er det ham her, der er konge!«

Helt løgn var det vel ikke, og i anden halvleg leverede Alfredo Di Stéfano og hans kammerater varen, så der til sidst stod der 0-2 på Stade des Charmilles' antikverede måltavle efter scoringer af Miguel Munõz og Héctor Rial.

Siden blev også Partitizan Beograd og AC Milan besejret, inden Real Madrid den 13. juni 1956 blev kåret som den første vinder af Europa Cuppen for Mesterhold efter 4-3-sejren i Paris over Stade de Reims.

Udover at score Real Madrids første mål i finalen var Alfredo Di Stéfano som sædvanligt den store drivkraft i og med, at han fra sin position som centerforward lod sig falde tilbage i banen for at styre opspillet. Det blev bemærket af France Soirs referent, der slet og ret skrev:

»Hovedmanden bag Madrids triumf var Di Stéfano. Han skilte modstandernes defensiv fuldstændigt ad ...«

I den følgende sæsoner blev Raymond Kopa hentet til fra netop Stade de Reims. I forvejen havde Real Madrid et stærkt mandskab med folk som Héctor Rial og Francisco Gento til at fodre Alfredo Di Stéfano, men med Kopa blev spillet mere målrettet, og madrilenerne vandt da også de følgende to mesterholdsfinaler over henholdsvis Fiorentina og AC Milan.

I august 1958 blev holdet om muligt endnu mere giftigt, da én af de fore- gående ti års største profiler blev præsenteret som Alfredo Di Stéfanos nye angrebsmakker. De fleste iagttagere var enige om, at Ferenc Puskás' bedste tid lå bag ham, for ungareren var netop fyldt 31 år, og hans mave bugnede så voldsomt, at Real Madrids træner, Luís Carniglia, bekymret spurgte Santiago Bernabéu, hvad han i grunden skulle stille op med den korpulente frontløber.

»Det ved jeg da ikke. Det er dit job at gøre ham i stand!« brummede præsidenten.

Næsten to år forinden var Ferenc Puskás sammen med Sándor Kocsis, Zoltán Czibor, der begge siden kom til Barcelona, hoppet af under Honvéds verdensturné, som foregik under den ungarske opstand. Det var naturligvis et enormt prestigetab for de socialistiske diktaturstater ikke mindst fordi Ferenc Puskás havde rang af major – og i samlet flok pressede de UEFA til at udelukke ham fra at spille fodbold i Europa.

Ikke desto mindre forsøgte den venstrebenede angriber at finde en ny arbejdsgiver i først Bologna og siden Manchester United. Uheldigvis kunne Ferenc Puskás ikke ét ord engelsk, og desuden var de britiske regler for brugen af udlændinge så stramme, at parterne måtte gå hver til sit.

Det var et held for Real Madrid, for her havde man altid haft et godt øje til den trinde ungarer, og efter at Raimundo Saporta nok engang demonstrerede sit talent for at forhandle, indvilligede UEFA i at ophæve karantænen.

Da Ferenc Puskás først havde smidt nogle kilo, udviklede han en blændende forståelse med Alfredo Di Stéfano, der ikke følte sin position truet af den madglade ungarers tilstedeværelse.

Trods sin hurtige tilpasning og det faktum, at han scorede det afgørende mål i semifinalen mod bysbørnene fra Atlético, blev Ferenc Puskás ofret i finalen i 1959, som igen bød på et møde med Stade de Reims.

Det var tilsyneladende en klog beslutning, for Real Madrid vandt med 2-0. Alligevel blev Luís Carniglia fyret efterfølgende, dels for at holde Santiago Bernabéus erklærede yndling ude af holdet, og dels fordi Barcelona vandt den spanske mesterskabstitel.
I stedet blev den gamle anfører, Miguel Muñoz, udnævnt til træner for Real Madrid fra den kommende sæson, og så var Puskás eller Cañoncito Pum – Den Lille Kanon, bang! – sikker mand på holdkortet.

Ferenc Puskás takkede for tilliden ved både at blive topscorer i ligaen og i Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til 12 fuldtræffere.

Fire af disse sparkede han ind for øjnene af godt 127.000 tilskuere på Hampden Park i Glasgow, da Real Madrid den 18. maj 1960 vandt turneringen for femte gang i træk.

Puskás' angrebsmakker, Alfredo Di Stéfano, scorede de øvrige tre mål i 7-3- sejren over Eintracht Frankfurt i en finale, der indiskutabelt må karakteriseres som historiens bedste.
Så hæsblæsende var den, at det tog The Guardians Richard Williams adskillige år at bearbejde sine indtryk:

»Fonteyn og Nureyev. Bob Dylan i Albert Hall. Premieren på The Rite of Spring. Laurence Olivier på toppen af karrieren. The Armory Show og Sydneys operahus i ét. Dén kamp havde simpelthen alt ...«

Efter så fornem en bedrift kunne det næsten kun gå ned ad bakke for Real Madrid, og det gjorde det også. Ikke på den hjemlige scene, for her vandt klubben mesterskabet i otte ud af de ni følgende sæsoner, men på kontinentet var konkurrenterne blevet stærkere, mens flere af Real Madrids profiler havde nået deres zenit.

Én af dem var kulturbæreren Alfredo Di Stéfano, der om nogen var eksponent for den ægte Madridismo, hvilket kort fortalt er et udtryk for symbiosen mellem effektivitet og stil tilsat stoltheden over at bære den hvide trøje.

Det fik den senere anfører, Amancio Amaro, som debuterede for Real Madrid i Ghana på klubbens sommerturné i 1962, at føle. Da han løb på banen, opdagede han, at der ikke var noget emblem på hans trøje, hvilket han fortalte Alfredo Di Stéfano. Fra ham faldt svaret prompte:

»Du skal svede i den først, knægt ...«

At Di Stéfano vidste, hvad han talte om, understreges af, at han vandt fem mesterholdspokaler og otte spanske ligatitler med Real Madrid, ligesom han blev ligatopscorer fem gange. Alligevel erfarede Alfredo Di Stéfano som så mange andre før ham, at det sidste spark ikke er ét, man giver, men ét man får.

Efter at Real Madrid tabte mesterholdsfinalen til Inter i 1964, ville han gerne fortsætte et par sæsoner endnu, men Santiago Bernabéu var afvisende over for ønsket, og han tilbød i stedet den næsten 38-årige argentiner en rolle i klub- bens tekniske stab. Det afslog han, hvad der gjorde Bernabéu så rasende, at han på stedet erklærede, at Di Stéfano kunne glemme alt om at få job i Real Madrid, så længe præsidenten levede.

I stedet fortsatte angriberen til Español, hvor Ladislao Kubala var blevet træner. Her blev det kun til 11 scoringer, og mest af alt lignede Alfredo Di Stéfanos skifte et desperat ønske om at tjene en sidste skilling, hvad der blev understreget af den dybt alkoholiserede, men livskloge Kubala:

»Jeg beundrede ham på banen, men han gav aldrig nogensinde så meget som en øl ...«


SL Benfica – 1961 og 1962

Trods den formidable finalesejr i 1960 over Eintracht Frankfurt lå det i kor- tene, at Real Madrids totale dominans på kontinentet ikke ville vare evigt. Men at førsteudfordreren skulle komme fra den vestlige side af Den Iberiske Halvø kom nu bag på de fleste.

Om noget havde Portugal udviklet sig til Vesteuropas uland under den fascistiske økonomiprofessor, António de Oliveira Salazars styre, hvad der blandt andet betød, at hovedparten af befolkningen levede i den dybeste fattigdom, ligesom op imod en tredjedel hverken kunne læse eller skrive.

Selv om levevilkårene var utålelige for de fleste, så var interessen for fodbold enorm, og de to hovedstadsklubber, Benfica og Sporting, hørte med sikkerhed til blandt de mest velspillende i Europa.

Specielt Benfica var et spændende bekendtskab, hvilket primært skyldtes, at klubben blev finansielt understøttet af den stenrige Mauricio de Britos, der havde tjent sin formue ved at importere kaffe fra Angola. Det var dog ikke kun kaffebønner, som blev hentet op fra det afrikanske kontinent, for De Britos havde også en veludviklet sans for at slå en klo i gode fodboldspillere, hvad der betød, at folk som Mário Coluna, José Águas og Eusébio blev hentet til den portugisiske hovedstad.

Sidstnævnte var for ung til at spille nogen væsentlig rolle på Benficas mandskab, der under mestertaktikeren Béla Guttmann gik på jagt efter mesterholdstrofæet i efteråret 1960. Til gengæld stortrivedes en lang række andre fremragende profiler i Guttmanns kompromisløse angrebskollektiv, og på vejen mod finalen blev Hearts, Újpesti Dózsa, AGF og Rapid Wien udraderet efter tur. José Águas og José Augusto scorede henholdsvis ni og syv mål, hvad der fortalte alt om, hvor farlige folk, Guttmann rådede over.
Trods det sprudlende spil var Benfica ikke favorit i finalen på Wankdorf-stadion i Bern den 31. maj 1961. Det var CF Barcelona, som omsider indfriede omverdenens forventninger ved at kvalificere sig til sin første finale i turnerin- gen efter blandt andet at have elimineret de evige rivaler fra Real Madrid i to barske opgør i anden runde.

Selv om Barcelona stillede op med etablerede verdensstjerner som Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Zoltán Czibor havde holdet en decideret offday mod Benfica, symboliseret ved at portugisernes anden scoring i 3-2-sejren var et selvmål af målmandsmonumentet Antoni Ramallets.

Dén plet var svær at vaske af for CF Barcelona, og bedre blev det ikke af, at klubben kom til at vente i 13 år, inden den igen formåede at kvalificere sig til mesterholdsturneringen. Så længe varede det ikke for Benficas vedkommende, for takket være triumfen i Bern gik As Águias – Ørnene – fem måneder senere på vingerne for at indlede forsvaret af sølvtrofæet. Omsider havde det 19-årige stortalent, Eusébio, der indtil nu havde levet en forholdsvis beskyttet tilværelse i klubbens talentafdeling, vokset sig stor og stærk nok til at tage en fast plads på holdet.

Med ham blev Béla Guttmanns i forvejen skræmmende offensiv endnu mere uhyggelig, og det fik genfødte Real Madrid at føle i mesterholdsfinalen i Amsterdam, der på grund af det forestående VM i Chile var rykket helt frem til den 2. maj 1962. Her brillerede den fortsat knivskarpe Ferenc Puskás ved at score tre gange for spanierne, men alligevel måtte han efterfølgende erkende, at han blev overskygget af en purung mozambiquer ved navn Eusébio. Han stod for to af fuldtræfferne i én af historiens mest uforglemmelige mesterholdsfinaler, som Benfica endte med at vinde 5-3, hvorefter det var en realitet, at magtbalancen i europæisk fodbold definitivt var taget ud af hænderne på Real Madrid, der ellers havde spillet sig frem til seks af de hidtidige syv finaler i turneringen.

Desværre for Benfica blev triumfen i Amsterdam samtidig afslutningen på Béla Guttmanns virke i klubben. Den ungarske globetrotters livsindstilling var maksimalt at arbejde tre år det samme sted, og det lavede han heller ikke om på i Lissabon – specielt ikke efter at Mauricio de Britos konsekvent nægtede ham en lønforhøjelse ...

Set i bagklogskabens klare lys var det en bommert af rang, for selv om Benfica op gennem 1960'erne leverede adskillige store øjeblikke, så kom holdet til at undvære Guttmanns magiske touch, og dermed blev døren åbnet for andre af kontinentets slumrende giganter.


AC Milan – 1963 og FC Internazionale – 1964 og 1965

Efter mange års opslidende krig mod Østrig blev Italien i 1861 samlet under kongefamilien Savoia, der hørte hjemme i Piemonte-regionen. Selv om de fleste italienerne efterfølgende sang passioneret med på nationalhymnen Marcia Reale – Den Kongelige March – betød foreningen ikke, at de dermed kunne opfattes som én homogen befolkningsgruppe.

Dertil var forskellen mellem indbyggerne i det industrialiserede og rige nord og befolkningen i det fattige og underudviklede syd trods alt for stor. Også inden for fodbold udkrystalliseredes de demografiske forskelle, lige fra englænderne introducerede spillet i ti-året inden århundredeskiftet. Det skete i de nordlige regioner, hvor pengestærke iværksættere og store befolkningsgrupper udgjorde det nødvendige miks for at grundlægge nogle stærke fodboldklubber.

Helt fra det første mesterskab blev afviklet over en enkelt eftermiddag i 1898, kom de toneangivende hold fra Genova, Milano og Torino, og efter etableringen af Serie A i 1929 og 30 år frem dominerede de to store rivaler fra sidstnævnte by – Juventus og AC Torino – ved tilsammen at vinde halvdelen af ligatitlerne.
Succesen blev dog aldrig overført til den europæiske scene, hvilket for AC Torinos vedkommende hang sammen med, at alle spillerne på dét hold, som vandt Serie A fem sæsoner i træk, omkom ved et flystyrt i 1949.

Hvor tragisk det end var, så gav det plads til AC Milan, der ikke havde vundet mesterskabet i mere end 40 år. Takket være indflydelsen af de tre svenskere, Gunnar Nordahl, Nils Liedholm og Gunnar Gren, som alle kom til efter OL i London, triumferede I Rossoneri – De Røde og Sorte – fire gange i perioden, ligesom holdet på ulykkelig vis tabte Europa Cup-finalen for Mesterhold til Real Madrid i 1958.

Tre år senere udnævnte AC Milans præsident, Andrea Rizzoli, Nereo Rocco til ny cheftræner, og det var en god beslutning, for allerede i den defensivt tænkende triestiners første sæson vandt klubben Serie A.

Den 22. maj 1963 skrev Nereo Rocco sig ind i historiebøgerne, da han på Wembley i London førte AC Milan til tops i Europa Cuppen for Mesterhold efter en hårdt tilkæmpet sejr på 2-1 over Benfica.
Dermed blev AC Milan den første italienske repræsentant, der vandt Europa Cuppen for Mesterhold. Det vakte naturligvis udbredt glæde i det fodboldgale land, men selvklart var begejstringen til at overse hos den anden store Milano-klub, FC Internazionale, der kort forinden sikrede sig Serie A-titlen for første gang i ni år.
I spidsen for I Nerazzurra – De Sorte og Blå– stod den vidt berejste Helenio Herrera, som var cheftræner for CF Barcelona, der i både 1959 og 1960 vandt det spanske mesterskab.

Umiddelbart efter den sidste triumf blev han fyret, fordi catalonierne tabte til Real Madrid i Europa Cuppens semifinale, men at argentineren var afholdt af fansene illustreres af, at de efterfølgende bar ham i guldstol ned ad Barcelonas hovedstrøg, La Rambla.

Herreras popularitet skyldtes ikke kun, at Barça i Real Madrids guldalder formåede at vinde to ligatitler, men også at han samlede et mandskab, der om muligt var endnu mere attraktivt at se på end klubben fra hovedstaden.

Med Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Luís Suárez var stilen kompromis- løst offensiv, og i de to mesterskabssæsoner scorede holdet sammenlagt 182 mål.

Selv om Helenio Herrera hentede Suárez til Inter i 1961, vil det være en overdrivelse at hævde, at den catalanske spillefacon fulgte med. Hos Inter indførte Herrera en moderne udgave af Karl Rappans Verrou-system fra VM i 1938, der indebar, at det schweiziske landshold optrådte med tre mandsopdækkere i forsvaret og tillige en mand som stopklods bag de tre.
Hos Inter blev systemet kaldt Catenaccio med anfører Armando Picchi som låsesmed, og selv om omverdenen skældte voldsomt ud over, at Herreras rationale var at lukke ét mål færre ind end modstanderne, snarere end at forsøge at score ét flere, talte resultaterne for sig selv.

Inter vandt således Europa Cuppen for Mesterhold i 1964 og 1965 efter finalesejre over Real Madrid og Benfica, men til trods for, at forsvaret var holdets adelsmærke, var der også på de offensive positioner fremragende spillere som Jair, Sandro Mazzola og Luís Suárez. Stjernen over dem alle var dog ubetinget Helenio Herrera, der revolutionerede fodbolden med sine metoder. Blandt meget andet var det ham, der indførte Il Ritiro, hvilket medførte, at spillerne allerede efter torsdagstræningen blev sendt i træningslejr for at lade ordentligt op til weekendens ligakamp.

Det siger sig selv, at ikke alle tiltag gled lige let ned, men at Il Mago – Tryllekunstneren – var respekteret af spillerne, understregede Luís Suárez flere år senere:
»Herreras målrettede fokus på fitness og psykologi var enestående. Det var ikke noget, man havde set før. Inden hans tid var træneren ikke vigtig ...«


Real Madrid CF – 1966, Celtic FC – 1967, Manchester United – 1968 og AC Milan – 1969

Efter at have vundet sin tiende spanske ligatitel siden indførelsen af den landsdækkende Primera División i 1929, stillede Real Madrid op til Europa Cuppen for Mesterhold i efteråret 1965 med den klare målsætning at genoplive de glade dage få år forinden.

Der var for længst blevet taget afsked med ikonet Alfredo Di Stéfano og i og med, at Santiago Bernabéu trods ihærdige anstrengelser ikke havde haft held til at lokke den brasilianske verdensstjerne, Pelé, til den spanske hovedstad, lignede Real Madrid ikke umiddelbart et hold, som kunne rokke ved de italienske klubbers dominans.

Ferenc Puskás var efterhånden blevet 38 år, forsvarsstyrmanden José Santamaria 36 år og venstre wingen Francisco Gento 33 år, hvilket mere end indikerede, at det ikke ligefrem var noget ferskt materiale, cheftræner Miguel Muñoz rådede over. Det skulle da også snart vise sig, at de to førstnævnte for længst var over sidste salgsdato, hvorfor de mistede deres stampladser, som sæsonen skred frem.

I stedet blev yngre kræfter som José Pirri, Amancio Amaro og Manuel Sanchís toneangivende figurer på et kampstærkt Madrid-mandskab, der slog sig igennem til finalen i Bruxelles efter blandt andet at have nedkæmpet kompetente modstandere som Anderlecht og Inter.

Den 11. maj 1966 viste de hvidklædte madrilenere, at de måske ikke længere var så spillemæssigt godt kørende som tidligere, men til gengæld udstrålede de masser af vilje. Det gik ud over de dygtige jugoslaver fra Partizan, som efter at have været foran alligevel tabte med 1-2, hvorefter Real Madrid vandt sin sjette mesterholdspokal.

Året efter var korpsånd og fightervilje ikke længere nok for Real Madrid, der måtte forlade turneringen efter to nederlag til Inter, som dermed fik revanche for den foregående sæsons exit i semifinalen. Helenio Herreras tropper nåede siden frem til deres tredje mesterholdsfinale på fire år, og på Estádio Nacional i Lissabon var de den 25. maj 1967 gigantiske favoritter mod de skot- ske opkomlinge fra Celtic, som helt usædvanligt stillede med 11 hjemmeavlede spillere i startopstillingen.

Trods et tidligt straffesparksmål af Sandro Mazzola tabte Inter dog med 1-2 mod de seje folk fra Glasgow, som dermed blev det første nordeuropæiske mandskab, der vandt turneringen. Det var en slem bet for både Inter og italiensk fodbold, som kunne have fået en smule oprejsning oven på VM i England, hvor nationalmandskabet røg ud allerede efter den indledende runde.
Oprejsningen kom heller ikke i den følgende sæson, for her vandt Manchester United turneringen.

Det var i sandhed en monumental bedrift, for ti år forinden blev halvdelen af holdet udslettet ved et flystyrt i München efter en Europa Cup-kamp mod Crvena zvezda – Røde Stjerne. Umiddelbart efter gik den overlevende manager, Matt Busby, i gang med at bygge et nyt storhold, og kulminationen på hans arbejde kom i 1968, da Manchester United med excellente folk som Bobby Charlton og George Best i rækkerne slog Benfica på Wembley med 4-1 efter forlænget spilletid.

Jublen forstummede snart for Manchester United, og også hos Grande Inter var de glade dage forbi. Til gengæld begyndte naboerne fra AC Milan igen at røre på sig, da Nereo Rocco vendte tilbage efter en afstikker til AC Torino. Med ham i spidsen kvalificerede Milan sig i 1969 til mesterholdsfinalen i Madrid mod de hollandske himmelstormere fra Ajax, der til trods for tilstedeværelsen af en vis Johan Cruyff tabte med 1-4.
Ham kom man til at høre meget mere til i den efterfølgende periode. Hvad ingen vidste var, at der skulle gå hele 16 år, inden et italiensk hold igen vandt Pokalen Med De Store Ører ...



Feyenoord – 1970 og AFC Ajax – 1971, 1972 og 1973

I sammenligning med andre store fodboldnationer blev professionalisme indført sent i Holland, nemlig i 1954. Der skulle imidlertid ikke gå længe, inden kongedømmets klubber begyndte at sætte deres præg på de kontinentale turneringer. Det skyldtes til dels fremvæksten af en række talentfulde spillere, og dels at de hollandske trænere generelt befandt sig på et højt taktisk stade.
Én af disse var den forhenværende Ajax-angriber, Rinus Michels, der afløste englænderen Vic Buckingham i sin barndomsklub i 1965.

På daværende tidspunkt lå amsterdammerne og rodede nær bunden af Æresdivisionen, men efter at den nye træner erhvervede de rutinerede Co Prins, Henk Groot og målmanden Gert Bals til støtte for de unge Ajacieden, gik det fremad med rasende fart. Rinus Michels var taktisk inspireret af Jack Reynolds, som han selv havde optrådt under som aktiv, og af det ungarske landshold, der med Ferenc Puskás i spidsen fejrede store triumfer i begyndelsen af 1950'erne. Disse indtryk blev tilsammen til konceptet Totaalvoetbal, som drejede sig om at udnytte banens rum og om at have bolden mest muligt.

»Zonder de bal kun je niet winnen« – Uden bolden kan man ikke vinde var ét af Rinus Michels standardudtryk, og det blev understøttet af, at alle blev opdraget til både at angribe og forsvare. Det indebar logisk nok, at det var nødvendigt at luge kraftigt ud i truppen, idet det ikke var alle, som levede op til hans ekstreme krav. Unge kometer som Piet Keizer, Barry Hulshoff og Johan Cruyff havde derimod ingen kvaler med Michels' principper, og med dem som bannerførere for banebrydende og attraktiv angrebsfodbold vandt Ajax tre ligatitler på stribe, ligesom holdet i 1969 nåede frem til mesterholdsfinalen, som man dog tabte til AC Milan.

På baggrund af Ajax' dominans kom det som et chok, at landsmændene fra Feyenoord den følgende sæson vandt Mesterholdenes Europa Cup, da holdet under ledelse af Ernst Happel udmanøvrerede Celtic i en meget taktisk finale i Milano.
Trods et stærkt materiale kunne Feyenoord ikke holde trit med Ajax, der blev yderligere styrket med tilgangen af Arie Haan, Johan Neeskens og Ruud Krol fra klubbens egen ungdomsafdeling, og det var der i og for sig heller ingen andre, som kunne.

Med Johan Cruyff som kontinentets mest dominerende spiller siden Alfredo Di Stéfanos velmagtsdage fejede Ajax al modstand til side i de følgende tre sæsoner af Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til finalesejre over henholdsvis Panathinaikos, Inter og Juventus.

Så iøjnefaldende var Cruyff, at flere ligefrem talte om, at han var historiens bedste, og i dyb benovelse over hollænderens teknik og overblik, døbte den britiske skribent, David Miller, ham Pythagoras i fodboldstøvler ...

Allerede inden den seneste finalesejr over Juventus den 30. maj 1973 begyndte alvorlige mæthedsfornemmelser at sætte ind i alle geledder.

Interne stridigheder og misundelse blev en del af hverdagen, og efter at Johan Cruyff blev frataget anførerbindet oven på en afstemning blandt holdkammeraterne, valgte han at skifte til CF Barcelona, hvor Rinus Michels i de seneste to sæsoner havde været ansat.

Forinden udløb de rumænske myndigheders tilladelse til, at den meget vellidte Stefan Kovács kunne fortsætte i Ajax. Efter to år på trænerposten skulle han planmæssigt vende tilbage til hjemlandet, men efter intense forhandlinger fik han lov til at tage et par sæsoner som chef for det franske landshold.

Cruyffs og Kovács samtidige afgang var for stor en åreladning, og folkene omkring bestyrelsesformand Jaap van Praag måtte nødtvunget erkende, at Ajax' epoke var slut, efter at holdet i fem sæsoner havde vist noget af det mest strålende spil i historien.
I efteråret 1973 slog CSKA Sofia amsterdammerne ud allerede i anden runde af Europa Cuppen, og derefter måtte de Godenzonen – Gudernes Sønner – vente fire sæsoner på deres næste hollandske mesterskab.


FC Bayern Munchen – 1974 og 1975

Kontinentets fodboldfans kom ikke til at vente længe, før et nyt hold satte sig på magten i Europa. Bayern München tålte æstetisk ingen sammenligning med Ajax, men man skulle bestemt ikke tage fejl af den vesttyske mesterklub.

FC Bayern hørte ikke umiddelbart til de toneangivende hold i forbundsrepublikken, endsige i hjembyen, hvor 1860 München traditionelt var både stærkere og mere populær. I det hele taget stod tysk fodbolds vugge ikke i den sydlige del af landet, men nær Ruhr-området, hvor klubber som Borussia Dortmund, Schalke 04 og FC Köln har deres udspring.

I midten af 1960'erne udklækkede Bayern München imidlertid en stribe af de største talenter, som nogensinde er set i Vesttyskland, og det kom i det følgende tiår til at vende op og ned på magtbalancen både nationalt og internationalt.
Rygraden på mandskabet kom fremdeles til at bestå af hjemmefødte verdensklassespillere som målmanden Sepp Maier, liberoen og anføreren Franz Beckenbauer og Gerd Müller, der med stor sandsynlighed er den farligste mand, der nogensinde har haft straffesparksfeltet som sin arbejdsplads.

Sammen med tre andre spillere fra FC Bayern dannede de stammen på det vesttyske landshold, der i 1972 vandt Europamesterskabet efter en 3-0-sejr over Sovjetunionen i Bruxelles, hvilket var et forvarsel om, at forbundsrepublikken var på vej ind i sin fodboldmæssige Blütezeit.

To år senere stod Bayern München sammesteds i sin første Europa Cup- finale for Mesterhold, hvor modstanderen var Atlético Madrid. Sydtyskerne var bedst, men alligevel måtte holdene ud i forlænget spilletid efter 0-0 i den ordinære kamp. Her bragte den senere landstræner, Luís Aragonés, spanierne i spidsen med et af sine karakteristiske frispark, men dybt inde i overtiden udlignede den fremrykkede forstopper, Georg Schwarzenbeck, med et langskud fra 30 meter, som strøg ind under Atléticos målmand, Miguel Reina, til 1-1.

I omkampen to dage sendte træner Udo Lattek samme 11 spillere i aktion, og denne gang gav de ikke ved dørene mod Atlético, der tabte med 0-4 efter to fuldtræffere hver af Gerd Müller og Uli Hoeneß.

Trods storsejren blev myten om Bayern Münchens evindelige held grundlagt i Europa Cup-finalen i 1974. Det hang givetvis sammen med, at sydtyskerne, personificeret ved den allestedsnærværende Franz Beckenbauer, notorisk optrådte yderst arrogant, hvad der skabte mindst lige så mange fjender som tilhængere i og uden for Vesttyskland. Det var Kaiser Franz og hans holdkammerater fuldstændig ligeglade med, for de udgjorde i sandhed et mandskab med sejrs-DNA i arvemassen.

Halvanden måned efter triumfen over Atlético stillede sydtyskerne med seks spillere i startopstillingen, da landsholdet vandt VM-finalen med 2-1 over Holland på Olympiastadion i München efter mål af Bayern-profilerne, Paul Breitner og Gerd Müller.

Breitner skiftede kort efter til Real Madrid, men Gerd Müller – Der Bomber der Nation – fortsatte, og det var vigtigt, for i Europa Cup-finalen i 1975 havde han en nøglerolle mod Leeds i Paris, da han på en uvant position som offensiv midtbanespiller var hovedmanden bag Bayern Münchens heldige 2-0-sejr.

Triumfen understregede, at den tyske Bundesliga på daværende tidspunkt var verdens stærkeste, men akkurat som tilfældet havde været det med Ajax i årene forinden, var der også en udløbsdato for FC Bayern Münchens storhedstid.

Det var der bare ingen, som turde tale højt om den 28. maj 1975, da Kaiser Franz svingede med mesterholdspokalen på Parc des Princes i Paris ...



Optakter
Søndag d. 21/10, kl. 20:30
Internazionale - AC Milan
Chelsea vs. Manchester United

Sådan bliver Mourinho husket i Chelsea

Showet af Shaw

Mourinho accepterer undskyldning

Chelsea reddet i overtiden mod United

Startellever: Chelseas afviste og solgte

Chelsea øjner Icardi

Optakt: Chelsea - Man. United

Premier League-statistik

Seks succesfyldte efter United-exit

Mourinho håber på nye kontrakter til duo

Chelsea vil give stjerne kæmpekontrakt

- Mourinho er storkampens mester

Scholes: Messi ville have det svært

Mourinhos flotte comeback-stats i United

Podcast

Podcast - Cristiano med bæmund

Podcast - Ledelse, magt og Mourinho

Podcast - Landsholdskonflikt

Podcast - Status efter sommeren 2018

Podcast - 10 forudsigelser for 2018/2019

Podcast - United, Jose og klasse-mangel

Podcast - N'Doye, Kabongo og Superliga

Podcast - Ronaldo, Lemar og Hazard

Podcast - Den kolde langside

Podcast - det smukke spil/store følelser

Podcast - VM, krig og kokain

Podcast - Delaney's skifte til Dortmund

Podcast - VM-optakt del 2

Ronaldos sex-skandale

Om Ronaldo: Den største #MeToo-skandale?

- Ronaldo er blevet svækket allerede nu

Ronaldo-advokat: Anklagerne er falske

Podcast - Cristiano med bæmund

Ronaldo om voldtægtsanklager: Fake news

Magasin-artikler
Flamengo vs. Fluminense eller Fla-Flu
Indkast.dk kigger nærmere på et af verdens mest rivaliserende fodboldopgør…
Den 14. oktober 2018 vil store del af Brasilien stå helt stille, for da bliver opgøret med de to Rio de Janeiro-rivaler Flamengo og Fluminense spillet omkring midnat dansk tid. Det er opgør, som i hjemlandet hedder ”Classico das Multidoes” eller blot ”Fla-Flu”, og som har en lang tradition.

Fluminese blev grundlagt i 1902 af den rige del af Rio de Janeiro, men godt ti år senere forlod det meste af holdet klubben efter en uenighed med bestyrelsen for at starte Flamengo – siden har der været en benhård rivalisering.

Siden har Flamengo og Fluminese vundet masser af brasilianske trofæer, så de har i den grad været med til at påvirke brasiliansk fodbold. Flamengo har ikke bare vundet flest mesterskaber – de betragtes også af mange som den største af hovedstadsklubberne. De er f.eks. aldrig rykket ud af den bedste brasilianske fodboldrække, hvilket blot fire andre hold har præsteret. Fluminese var i 1999 helt nede i den tredjebedste række.


Romario, Diego og Paqueta
Kigger man i historiebøgerne, har der været nogle gigantiske møder imellem de to rivaler. Som i 1941 hvor kampen blev omdøbt til ”Fla-Flu da Lagoa” med klar henvisning til Fluminense-spillernes behov for at sparke bolden væk – jah helt ned til den nærmeste Lagoa (som kan oversættet med sø), efter deres målmand havde brækket kravebenet og de ikke havde en erstatning med. De sidste seks spilleminutter af kampen skulle have taget over 30 minutter, og derefter blev ”Flu” kronet som mestre.

Det mest kendte opgør er dog opgøret lige før julen i 1963, hvor hele 194.603 tilskuere var til kampen på det legendariske stadion – Maracana. Ældre læsere kan måske også huske kampen i 1986, hvor Zico scorede fire mål i 4-1-sejren til Flamengo, eller da ”Flu” blev mestre i 1995, efter de var nede med 0-2 til netop Flamengo, inden Renato Gaucho lukkede med et sent mål 3-2, der sikrede Fluminese mesterskabet.

Netop Gaucho er en af få store spillere, der har spillet for begge klubber i nyere tid. Af andre kan man nævne Mario Zagallo, Edinho, Carlos Alberto og selveste Romario.

På det nuværende hold har Flamengo blandt andet den tidligere Valencia-keeper Diego Alves, den meget omrejste Paolo Guerrero, Diego med fortid i Juventus og Werder Bremen samt den ombejlede Lucas Paqueta og colombianeren Gustavo Cuellar. Hos Fluminese er der lidt længere imellem de genkendelige ”europæiske” navne – men det er ligegyldigt, når opgøret Fla-Flu starter på selveste Maracana…
Læs hele artiklen
Europa League – hold øje med
Redaktionen på Indkast.dk har fundet nogle spændende spillere at kigge på "om torsdagen"...
Marc Bartra – Real Betis
Den tidligere Barcelona-spiller er tilbage i Spanien efter en meget skadesplaget periode hos Dortmund. Kan forsvarsspilleren løfte Real Betis?


Amadou Haidara – Red Bull Salzburg
Er blevet omtalt som ”den næste Naby Keita”. Tottenham og Chelsea har indledt jagten på den 20-årige hårdtarbejdende midtbanespiller fra Mali. Haidara har kontrakt med østrigerne de næste fire år, men måske kan han bruge Europa League som udstillingsvindue til at komme til en af de største europæiske klubber.


Viktor Claesson – Krasnodar
Den svenske kantspiller eller offensive midtbanespiller er slået helt igennem i Rusland, efter han forlod Elfsborg i 2015. Han blev i sidste sæson kåret til den bedste spiller i Krasnodar.


Dimitri Payet – Marseille
Den elegante midtbanespiller kan blive en af de allerstørste spillere i denne Europa League-sæson. Hans elegante spillestil skal nok komme til sin ret ”om torsdagen”.


Julian Brandt - Bayer Leverkusen
Det er ganske rart, at ikke alle tyske talenter ender hos Bayern München. Den venstre kantspiller har flere gange afvist de sydtyske giganter, så nu kan vi andre glædes over ham i Europa League.


Alessio Romagnoli – Milan
Blev hentet hos Roma i 2015 og har taget Milano med storm. Her bliver han sammenlignet med klublegenden og den nyslåede leder Paolo Maldini. Den kølige måde at føre bolden frem og bevare roen er varemærker for begge spillere.


Lucas Torreira – Arsenal
I mangel på spilletid i Premier League kan den 22-årige defensive midtbanespiller fra Uruguay måske få en masse spilletid i Europa League og vise nogle af de gode takter, som han også viste under VM.


Andreas Christensen – Chelsea
Kunne man forestille sig, at den danske VM-spiller ville få lidt spilletid for London-klubben af samme årsag som Torreira?


Sergej Milinković-Savić - Lazio
På trods af tilbud fra mere prominente adresser, er den høje serber blevet i Lazio. Han er 23 år, og står på tærsklen til sit helt store internationale gennembrud.


Callum Hudson-Odoi - Chelsea
Måske bliver det til spilletid for den 17-årige englænder i Europa League. Så enormt spændende ud i optakten til sæsonen, og Sarri har valgt ikke at sende ham ud på lån. Hurtig og udfordrende. Den engelske Mbappe?


Steven Gerrard - Rangers
Liverpool-legenden har overtaget trænerposten i Rangers. Relativt uprøvet og Europa League i første sæson. Bliver det Zidane eller Neville?


Sander Berge - Genk
Vi fik et lille indblik i, hvad den 20-årige nordmand kan, da Genk ekspederede Brøndby ud. Spiller med stor autoritet og ro på trods af sin unge alder.


Ismaila Sarr - Stade Rennais
Den lynhurtige senegaleser har allerede repræsenteret sit land 17 gange i en alder af 20 år. Har mange af de samme færdigheder som landsmanden Sadio Mané.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Englands nye kæmpetalent: Reiss Nelson
Engelske Jadon Sancho i Dortmund ligner et af Englands største talenter i øjeblikket, men i Hoffenheim render endnu et rundt.
Traditionelt set har engelske spillere haft svært ved at få succes i udlandet, og der er ikke mange som har haft succes udenfor Premier League. I øjeblikket er der dog to spillere i den tyske Bundesliga, som begge ser ud til at have en lovende fremtid foran sig. Jadon Sancho fra Dortmund er 18 år gammel, og den unge kantspiller har fået en kanonstart på den her sæson. Sancho er løbet med mange overskrifter, og derfor har der ikke været helt den samme opmærksomhed om Reiss Nelson. Ligesom Sancho er Nelson også kantspiller, og besidder mange af de samme kvaliteter. Begge er hurtige, fremragende en mod en, og er en konstant trussel for forsvaret.

Jadon Sancho skiftede i 2017 fra Manchester City til Dortmund på en permanent kontrakt, hvorimod Reiss Nelson kun er lejet af Hoffenheim. Nelson er på en 5-årig kontrakt hos Arsenal, men skal spille i Bundesligaen resten af den her sæson. Det engelske stortalent er blot 18 år gammel (fylder 19 til december), men har allerede vist store prøver på sit talent i Hoffenheim. Nelson har scoret to mål i hans tre Bundesliga-optrædener, hvor han kun har været starter i en af kampene.

Reiss Nelson kom allerede til Arsenals akademi som 9-årig, og fik sin debut for London-klubben i januar dette år, da han blev skiftet ind i en kamp mod Crystal Palace. Efter sæsonen besluttede Arsenal så at udleje Nelson, og det er Hoffenheim nok ikke kede af. Det engelske stjernefrø er af den tidligere Arsenal-spiller Martin Keown blevet sammenlignet med selveste Neymar, så der er altså store forventninger til talentet. Ham og Jadon Sancho ligner fremtidens kantspillere på det engelske A-landshold, hvor Reiss Nelson dog fortsat mangler at få sin debut.
Læs hele artiklen
Gylfi Sigurdsson – Manchester United-fan
Holdspilleren er ved at udvikle sig til en Premier League-profil – samt en nationalhelt på Island.
Den 24. oktober 2015 blev der skrevet et lille kapitel i Premier Leagues historiebøger. På Villa Park var hjemmeholdet lige kommet foran med 1-0, da en meget atypisk islænding gik til et frispark fem/syv meter udenfor Aston Villas målfeltet, og modsat mange andre sportsudøvere fra vulkanøen blev frisparket ikke sparket med stor fysisk kraft, men med præcision og finfølelse ind bag en sagesløs Brad Guzan.

Kampen endte med, at Swansea vandt 2-1 efter et mål af hver af Ayew-brødrene. Det sjældne udfald, at to brødre fra Ghana ender med at score for hvert sit hold i en Premier League-kamp samt, at Villa-nederlaget kostede manager Tim Sherwood jobbet, fyldte i de efterfølgende dage de engelske aviser. Dette er måske ikke helt rimeligt – for havde det ikke været for det flotte frisparksmål af en Swansea-spiller, havde kampen helt sikkert fået et andet udfald… målet blev scoret af Gylfi Sigurdsson.

Selvsamme aviser blev dog fyldt med overskrifter om Sigurdsson, efter midtbanespilleren blev matchvinder på Anfield i walisernes sejr på 3-2 i starten af 2017. Islændingen bevarede fatningen, da Simon Mignolet kom flyvende ud imod den lidt løse bold, som Sigurdsson sikkert sparkede ind. Samme kølighed havde Swansea-profilen kort tid efter, da han på flotteste vis udlignede direkte på frispark imod selveste Manchester United. I starten af oktober 2018 blev han matchvinder for den ny klub – Everton.

Liverpool-klubben var i overtal imod Leicester, da Sigurdsson vendte midt på modstanderens banehalvdel inden han scorede et af de flotteste langskudsmål indtil nu i sæsonen. Dermed flere kapitler til Sigurdssons Premier League eventyr, for den islandske midtbanespiller udlever en livsdrøm.

Først var han med til at kvalificere Island til EM, hvor vulkanøen blandt andet ”klappede” England – og de blev en af fodboldens succeshistorier i 2016. Så Sigurdsson fulgte stærkt op på drømmesæsonen 2014/15, hvor han lavede syv Premier League-mål og hele ti assists i blot 32 kampe for Swansea. Derudover oplevede Sigurdsson det unikke i at score det afgørende mål på Old Trafford - som han dermed har gjort to sæsoner i træk, hvilket må være noget specielt.

Sigurdsson har nemlig hele livet været stor fan af Manchester United, så da han den 16. august 2014 scorede og lavede en assists i 2-1-sejren, som gav Louis van Gaal en mareridtsstart på Old Trafford, var det noget helt specielt for Sigurdsson. Efterfølgende har han fortalt om, hvordan hans telefon nærmest brød sammen med venlige SMS'er efter kampen, og efter kampen blev han også fotograferet sammen med sit helt store idol – golfspilleren Rory McIlroy, der lige havde vundet en stor turnering ved Bridgesone og var blevet fremrykket til verdens bedste.

Sådanne dage har Sigurdsson ikke oplevet mange af i England, men ikke nok med det. For i starten af 2016 scorede Sigurdsson igen på Old Trafford, da Swansea god nok tabte 1-2...


Fra røven af 4. Division til Premier League
Som 15-årig ankom Sigurdsson til Reading, og han har oplevet meget trist i engelsk fodbold, da han har spillet i de fire øverste fodboldrækker med alt, hvad det indebærer. Når han kigger tilbage på tiden som knægt i England, fremkommer der dog ofte et smil, når han begejstret beretter om at komme til et land, der havde græs på fodboldbanerne og ikke konstant regnvejr eller bidende kulde.

Det var selveste Brendan Rodgers, der var manager i Reading, og sidenhen blev de to faktisk genforenet i Swansea, da Rodgers lejede Sigurdsson i Hoffenheim. I 2012 afviste midtbanespilleren dog den daværende Liverpool-manager for i stedet at tage til Tottenham. Her tilbragte han to gode sæsoner, og derfor var det en smule underligt, at den rige London-klub valgte at sælge ham til Swansea for blot 80 millioner kroner.

I Swansea fortsatte formfremgangen allerede fra den føromtalte første kamp på Old Trafford, og han fandt sig straks til rette på midtbanen - sammen med Jonjo Shelvey, som var blevet kasseret i Liverpool af Rodgers. De to udviklede et unikt samarbejde, selvom Sigurdsson faktisk ikke havde meget til overs for Shelvey, da han ankom til klubben, men spillet på banen udviklede et venskab imellem de to.


Ligeså mange mål som Sneijder, Robben og van Persie – til sammen
I maj 2010 fik Sigurdsson en unik debut på det islandske landshold, da han både lagde op til et mål samt scorede et mål ved en af sine spidskompetencer – nemlig frispark. På denne måde lavede han flere mål i den føromtalte EM-kvalifikation. Her var Island ikke levnet mange chancer for at hente én af de to første pladser i gruppe A, hvor Tjekkiet, Tyrkiet og Holland også var placeret.

Holland blev som bekendt sorteper, efter Island havde chokstartet i gruppen. Efter tre kampe havde de ni point og en samlet målscore på 8-0, selvom de havde mødt Tyrkiet, Letland og Holland. Senere i kvalifikationen blev Tyrkiet og Holland slået igen – hvilket ikke mindst skyldtes den helt store talisman - Gylfi Sigurdsson.

Hele seks mål lavede han i kvalifikationskampe eller det samme som Wesley Sneijder, Arjen Robben og Robin van Persie – til sammen. Lilleputnationen Island havde narret de store fodboldnationer, og selvom der blot var 11.607 tilskuere i gennemsnit til Islands hjemmekampe, oplevede spillerne en gigantisk opbakning fra den sportsglade ø. Landstræner Lars Lagerback sagde i jubelscenerne efter kvalifikationen om Sigurdsson:

- Han er den spiller, som jeg nogensinde har arbejdet sammen med, der er den største holdspiller…

Denne nationale holdspiller var i sommer landet i den hårde VM-gruppen med Argentina, Nigeria og finalisterne Kroatien. Det endte kun med ét point og dermed slutte slutrunden tidligt for Sigurdsson. Island lavede to mål i de tre kampe og naturligvis kom Sigurdsson på måltavlen efter en dødbold. Han har tidligere scoret meget afgørende mål – på både Anfield og flere gange på Old Trafford. Tænk sig at gøre det som kæmpe Manchester United-fan…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
REAL-trouble
Syv timer uden mål, fire kampe uden sejr og nr. 5 i La Liga… krisen ulmer i ”Konge-klubben”.
Tidligere i disse linjer har Indkast.dk skrevet om Fire La Liga-kampe = Tre Barcelona-point hvori man blandt andet kunne læse:

I Barcelona skal træner Valverde dog være meget glad for, at de indtager andenpladsen samt at både Atlético Madrid og rivalerne fra Real Madrid er placeret under dem. For de 15 point i otte kampe er alt andet end imponerede i Barcelona, men ikke en katastrofe. Det havde det været, hvis Real Madrid havde haft 22 point…

”Lederen” handler om de mange udskiftninger, der har været i startopstillingen for Barcelona i denne sæson, men det er de langt fra alene om. Begge hovedstadshold – Atlético og Real – har haft masser af udskiftninger.

Den nye Real Madrid-træner Julen Lopetegui er kommet under voldsomme beskydninger, efter de ikke har scoret i syv timer, ikke har vundet fire kampe og ligger nr. 5 i La Liga – måske skyldes deres ringe resultater en masse ændringer i startopstillingerne? Her følger deres startopstilling til Champions League-sejren over Roma og de efterfølgende kampe:


Real Madrid – Roma: 3-0




Real Madrid – Espanyol: 1-0
Fem nye i startopstillingen




Sevilla – Real Madrid: 3-0
To nye i startopstillingen




Real Madrid – Atlético Madrid: 0-0
En ny i startopstillingen




CSKA Moskva – Real Madrid: 1-0
Fire nye i startopstillingen




Deportivo – Real Madrid: 1-0
Fem nye i startopstillingen



Så de sidste fire kampe imod Sevilla, Atlético Madrid, CSKA Moskva og Deportivo har ikke givet nogen sejr og ingen mål – men også 12 nye spillere i startopstillingerne.

409 minutter uden mål og ”BBA” med Bale, Benzema og Asensio har ikke svaret igen på den tillid, som Lopetegui har vist dem. Syv gange ud af 11 har trioen været Lopenteguis foretrukne angrebsduo, men derudover virker verdens bedste fodboldspiller – Luka Modrić – lidt ”metaltræt” efter sommerens VM-slutrunde… ligesom flere andre holdkammerater.

Det er utvivlsomt årsagen til, at den nye Real Madrid-træner har roteret så meget. Alt dette skulle gerne være ændret om to spillerunder, hvor Real Madrid skal gæste rivalerne på Camp Nou – som pudsigt nok – også har haft en svingende sæsonstart efter mange udskiftninger.

Læs hele lederen
Fire La Liga-kampe = Tre Barcelona-point
Indkast.dk kigger nærmere på det catalonske storhold, hvor der har været mange udskiftninger - og hvor skal Coutinho egentligt spille?
Dette var startopstillingen i Barcelonas solide 4-0-sejr over PSV i Champions League.




Siden er det gået voldsomt ned af bakke i den catalonske storklub. Men kan en del af forklaringen være, at der til de efterfølgende kampe har været alt for mange udskiftninger. Her følger startopstillingerne:


Barcelona – Girona: 2-2
(Fire nye i startopstillingen)




Leganes – Barcelona: 2-1
(Seks nye i startopstillingen)




Barcelona – Athletic: 1-1
(Fem nye i startopstillingen)




Tottenham – Barcelona: 2-4
(Tre nye i startopstillingen)




Valencia – Barcelona: 1-1
(En ny i startopstillingen)




Kigger man bort fra de solide sejre i Champions League har Barcelona altså blot hentet tre La Liga-point i deres sidste fire kampe imod Girona, Leganes, Athletic og Valencia. Til disse kampe har træner Ernesto Valverde lavet hele 16 udskiftninger i startopstillingerne – altså fire i gennemsnit til hver kamp.

En af årsagerne er åbenlyst at skåne nogle af holdets VM-stjerner, inden den lange hårde sæson venter – og desuden kan skader også være en del af forklaringen på et par af udskiftningerne i startopstillingerne.

MEN… der er heller ingen tvivl om, at Valverde ikke har helt styr på, hvordan Barcelona skal starte – og hvor han skal placere alle de store stjerner. Værst er det med Coutinho, der har spillet mange forskellige steder i den traditionelle 4-3-3-formation, og det virker ikke til, at Barcelona-træneren har bestemt sig for, om Coutinho skal være central midtbanespiller eller kantspiller. Det samme gør sig faktisk gældende for landsmanden Arthur.

I Valverdes første 11 officielle kampe for Barcelona har han vist, at han ønsker at spille offensivt fodbold, som er et krav på Camp Nou, og der er næppe nogen tvivl om, at hans idealopstilling er meget tæt på denne:




Som nævnt er der fortsat tvivl om, hvor Coutinho skal spille i Barcelona – og derudover er det lidt usikkert, hvem der skal spille højrebacken samt i det central forsvar med klubikonet Piqué.

Såfremt, at ovenstående er idealopstillingen for Valverde, betyder det, at bænken vil bestå af Jasper Cillesen, Clement Lenglet, Thomas Vermaelen, Arturo Vidal, Rafinha, Sergio Roberto, Malcom og Munir.

Dette er utvivlsomt den stærkeste bænk i Barcelona i mange år, men måske også det største problem. For i de fire kampe med blot tre La Liga-point har der været masser af spilletid til reserverne, og det virker til at have kostet – men mon ikke, at det bliver anderledes til de kommende kampe og efter en lang landskampspause.

I Barcelona skal træner Valverde dog være meget glad for, at de indtager andenpladsen samt at både Atlético Madrid og rivalerne fra Real Madrid er placeret under dem. For de 15 point i otte kampe er alt andet end imponerede i Barcelona, men ikke en katastrofe. Det havde det været, hvis Real Madrid havde haft 22 point… og så havde de mange udskiftninger i startopstillingen samt nyindkøbet Coutinhos mange positioner været til endnu større debat…
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Verdens værste selvmål Premier Leagues bedste mål? Artikel ikon Fem Sergio Agüero-mål Artikel ikon Hund afbrød kamp Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Mourinhos flotte comeback-stats i United Sarri med sjov Klopp-anekdote Artikel ikon Messis liv bliver lavet til et show Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Premier League-målræve Top 10: Monaco-salg Artikel ikon Top 25: Bedste FIFA 19-spillere Artikel ikon Top 20: Største Ajax-salg nogensinde Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Historisk PL-topstrid Liverpool - perfekt start Artikel ikon Uniteds 500 målscorere Artikel ikon Bedste PL-start siden 1908 Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Søndagens engelske rygter Tottenham interesseret i Barca-kant Artikel ikon Italiensk storklub går efter Rashford Artikel ikon Chelsea øjner Icardi Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Er City endnu stærkere i år? Her er Arsenals nye midtbanekriger Artikel ikon Klopp - og bundholdene Artikel ikon Chelsea – afleveringsmestrene Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Milano-derby Optakt: Chelsea - Man. United Artikel ikon Optakt: Liverpool - Man. City Artikel ikon Optakt: Tottenham - Barcelona Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Barcelona - Sevilla Startopstillinger: Chelsea - Man. Utd Artikel ikon Startopstillinger: Frankrig - Tyskland Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - Østrig Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Messi udgik, Barça vandt og seks mål Liverpool slår hjemmesvage danskere Artikel ikon Lloris redder Spurs i London-derby Artikel ikon Bayern rejste sig - BVB stormer videre Artikel ikon Se flere