Skabelse af et mesterværk

Af Torsten Brix

2014-09-15
Skabelse af et mesterværk

Indkast.dk har fået lov til at bringe et kapitel fra den unikke Champions League-bog "Mesterværket". Her følger historien om "Skabelsen af et mesterværk"...

1955-1975
Hanot, La Saeta Rubia, Il Mago, Pythagoras og Kaiser Franz



Notorisk har england og Frankrig altid kæmpet om Europas herredømme. Geopolitisk kom det især til udtryk under Napoleonskrigene, men selv efter kejserens fald oven på Slaget ved Waterloo i 1815 blev fjendskabet holdt nidkært ved lige, nu mere på de sproglige og kulturelle arenaer.

Trods det nedarvede modsætningsforhold formåede parterne aldrig at ud- vikle nogen rivalisering inden for fodbold, for her var englænderne et stort skridt foran franskmændene, der gik mindst lige så meget op i idrætsgrene som boksning, motorløb og frem for alt cykling.

Alligevel var det i Frankrig, at idéen om en turnering for kontinentets stærkeste fodboldhold blev undfanget – selvfølgelig som svar på en plump provokation fra den anden side af kanalen. Tirsdag den 14. december 1954 stod der således at læse på forsiden af Daily Mail:

»Hail, Wolves, Champions of the world now!«

Baggrunden for udbruddet var, at de engelske mestre fra Wolverhampton Wanderers inden for kort tid besejrede Spartak Moskva og dernæst de stærke ungarere fra Honvéd Budapest, som i rækkerne talte otte spillere, heriblandt selveste Ferenc Puskás, der mindre end et halvt år forinden havde tabt VM- finalen til Vesttyskland.

I den franske sportsavis, L‘Équipes lokaler på Rue du Faubourg-Montmartre i Paris var man ved at eksplodere af forargelse over den engelske selvfedme, og chefredaktør Gabriel Hanot satte sig omgående bag skrivemaskinen:

»Inden vi erklærer Wolverhampton for uovervindelige, så lad dem lige rejse til Moskva og Budapest og prøve kræfter dér. Der findes andre klubber af international standard – Real Madrid og AC Milan – for bare at nævne to. Uanset hvad, så er tanken om et verdensmesterskab for klubhold, eller i det mindste et europæisk, så besnærende, at den burde realiseres. Lad os gribe muligheden,« skrev Hanot i sin leder.

På L‘Équipe var man ikke indstillet på bare at pege fingre ad de udannede englændere. Allerede dagen efter kom bladets fodboldredaktør, Jacques de Ryswick, med et detaljeret udkast til, hvordan en fælleseuropæisk turnering kunne arrangeres. Ifølge ham skulle 12 til 14 topklubber fra lige så mange lande inviteres til at deltage i en årlig knockout-turnering med midtugekampe ude og hjemme. For at stimulere almenvellets interesse skulle der knyttes bånd til internationale sponsorer og den nystiftede samarbejdsorganisation inden for radio og tv, European Broadcasting Union.

I januar 1955 var L‘Équipe klar med sin endelige plan for, hvordan turneringen konkret skulle udformes. Sportsmagasinet havde ikke selv ressourcerne til at stå som enearrangør, og derfor drog Gabriel Hanot og hans assistent, Jacques Ferran, til FIFAs hovedkvarter i Zürich for at få verdensfodboldforbundet til at adoptere deres plan.

Den belgiske præsident, Rodolphe William Seeldrayers, afviste dog delegationens planer i og med, at FIFA ifølge sine statutter kun var sat i verden for at arrangere landskampe. Derfor måtte Hanot og Ferran sætte sig i et fly med retning mod Wien, hvor det europæiske fodboldforbund, UEFA, som var blevet oprettet året forinden, holdt sin første kongres.

Dagsordnen her var først og fremmest at etablere et europamesterskab for nationalmandskaberne – Nations' Cup – men alligevel fik journalisterne foretræde for UEFA's danske præsident, Ebbe Schwartz.

Han syntes umiddelbart godt om idéen, men understregede straks, at en europæisk klubturnering slet ikke lå under hans ressort.

»UEFA har ingen officiel holdning til arrangementet. Det er alene op til de nationale fodboldforbund at give deres klubber lov til at deltage,« forklarede Ebbe Schwartz.

Således opmuntret drog L‘Équipes udsendinge hjem til redaktionen i Paris. Det skete med visheden om, at de nu skulle på charmeoffensiv over for kontinentets klubber. Ydermere var de i kapløb med tiden, idet to konkurrerende idéer samtidigt blev diskuteret i fodboldens allerøverste kredse, blandt andet relanceringen af den populære Mitropa Cup, der blev spillet frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig mellem en række centraleuropæiske klubber.

Efter at have modtaget indbydelser fra L‘Équipe valfartede repræsentanter fra 15 af de største hold i Europa, heriblandt Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu, og Ungarns sportsminister, Gusztáv Sebes, der desuden var træner for Honvéd Budapest, i begyndelsen af april 1955 til Ambassador Hotel i Paris, hvor de i de følgende to dage planlagde, hvorledes turneringen skulle søsættes.

Én måned senere fik de foretagsomme franskmænd det blå stempel af FIFA's eksekutivkomité med de udtrykkelige forbehold, at de deltagende klubber skulle have tilladelse af de nationale forbund, og at UEFA blev ansvarlig for arrangementet, der skulle omfatte alle de medlemslande, som var villige til at stille med deres mesterhold.

Det sidste krav blev man nødt til at slække på, for ganske som ventet frarådede den stokkonservative formand for den engelske ligaforening, Alan Hardaker, de nykårede mestre fra Chelsea at give sit bidrag til det nymodens cirkus med den begrundelse, at turneringen var at regne som en konkurrent til den hjemlige 1. division.

Dermed lå Hardaker helt i vatter med den britiske regerings protektionistiske linje. For samtidig med hans afvisning af at levere et engelsk mandskab til L‘Équipes stævne, vendte udenrigsminister Harold Macmillans tommefingeren ned ad i spørgsmålet om at søge om optagelse i forløberen for EU – Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ...

Også andre nationale mesterhold valgte at holde sig væk, hvorfor den indledende udgave af Coupe des Clubs Champions Européens kom til at bestå af 16 mandskaber, hvoraf halvdelen var blevet inviteret.

Ikke desto mindre var det fuldt forsvarligt at gennemføre arrangementet, og knap ni måneder efter, at en flok iltre franskmænd havde fostret den banebrydende idé, tog Sporting Clube de Portugal og Partizan Beograd søndag den 4. september 1955 hul på den første dyst i Mesterholdenes Europa Cup.


Real Madrid CF – 1956, 1957, 1958, 1959 og 1960
Var der en mand i europæisk fodbold, der stod respekt om i begyndelsen af 1950'erne, så var det Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu Yeste.

14 år gammel blev han medlem af klubben, som han gennem resten af sin levetid viede hele sin opmærksomhed. I 1912 var han med til at opføre madrilenernes første hjemmebane, Campo de O'Donnell, siden var han anfører for førsteholdet, inden han efter Den Spanske Borgerkrig, hvor han kæmpede aktivt på Franco-fascisternes side, var med i genrejsningen af Real Madrid.

Det var ingen nem opgave, for klubben havde lidt grim overlast, og udover at være på randen af konkurs gled den ned i hierarkiet efter Barcelona, Bilbao og ikke mindst bysbørnene fra Atlético, der for at vise tilknytningen til flyve- våbnet blev tilføjet efternavnet Aviación.

Takket være sit energiske arbejde lykkedes det Santiago Bernabéu, som blev udnævnt til klubpræsident i 1943, at få Real Madrid på ret kurs igen. Dette skyldtes ikke mindst hans talent for at tilknytte de rette folk, herunder især administratoren Raimundo Saporta, der var en sand mester i at lefle for Francos kumpaner.

Det betød, at madrilenerne blev tildelt særlige privilegier såsom gunstige bankkreditter og også kommunal jord til at opføre sit enorme træningskompleks, Ciudad Deportiva.

Ligeledes var det en slet skjult hemmelighed, at statslige lastbiler i nattens mulm og mørke læssede materialer af i Chamartín, hvor Santiago Bernabéu opførte Europas største stadion, i stedet for at fortsætte til deres officielle destination – lufthavnen i Barajas.

Konsekvensen blev, at konkurrenterne snart udstyrede Real Madrid med tilnavnet El equipo del régimen – Regimets Hold – og dét var bestemt ikke hverken ironisk eller venligt ment ...

Trods hjælpen fra falangisterne kunne Real Madrid ikke omsætte fordelene til grønsværen, hvor de andre mandskaber fortsat var stærkere. I de første 14 sæsoner efter La Ligas genoplivning i 1939 lykkedes det sigende nok ikke hovedstadsholdet at vinde én eneste titel.

Det frustrerede Santiago Bernabéu, der tænderskærende måtte acceptere, at ærkerivalerne fra CF Barcelona tog sig af fem mesterskaber i perioden og samtidig havde turneringens største profil i den eksilerede ungarer, Ladislao Kubala.

I maj 1953 forværredes situationen dramatisk, da CF Barcelona annonce- rede, at klubben havde lavet aftale med den bedste spiller i Sydamerika, argentineren Alfredo Di Stéfano, der var delvist ejet af River Plate og den colombianske klub, Los Millonarios.

Med ham og Kubala på holdet lå det i kortene, at catalonierne ville blive næsten uovervindelige, og derfor gik madrilenerne straks i gang med at iværksætte deres modtræk. Ved kynisk at spille på den kendsgerning, at de to syd- amerikanske klubber var dybt splittede i spørgsmålet om, hvem der egentlig havde råderetten over angriberen, lykkedes det Raimundo Saporta at inddrage både FIFA og den spanske sportsminister, general José Moscardó, i affæren.

Det udviklede sig til en prekær sag mellem de to storklubber, og det mun- dede ud i et mærkværdigt dekret om, at Alfredo Di Stéfano i de næste fire sæsoner skulle optræde skiftevis for Real Madrid og CF Barcelona, mens klubberne så undervejs måtte forhandle om, hvem af dem, der siden skulle overtage ham.

Barça-præsident Martí Carreto skrev nødtvungent under på aftalen, men efterfølgende for fansene og bestyrelsen i flint, og så måtte Carreto forlade sit embede, mens kontrakten med argentineren blev revet midtover.

I stedet præsenterede Santiago Bernabéu i slutningen af september 1953 den 27-årige Alfredo Di Stéfano som Real Madrids nye centerforward. Han havde så viselig påført klubben enorme administrative strabadser og i tilgift en eksorbitant udgift på 5,5 millioner pesetas.

Men det skulle snart vise sig, at han var det hele værd ...
Med La Saeta Rubia – Den Blonde Pil – på holdet indledtes en ny æra i Real Madrid. Allerede i hans debutsæson vandt klubben sit første spanske mesterskab siden 1933, og oveni blev Alfredo Di Stéfano ligatopscorer med 27 fuldtræffere.

Årets efter genvandt madrilenerne titlen, og dermed kvalificerede de sig til den nymodens Europa Cup-turnering for Mesterhold, som Santiago Bernabéu havde været én af de varmeste tilhængere af.

Ganske vist krævede det gode overtalelsesevner hos Raimundo Saporta at overbevise landets fascistiske ledere om, at det rent faktisk var god propaganda for Spanien, at Real Madrid stillede op imod – og besejrede – hold fra lande bag Jerntæppet, for var der noget, som Francisco Franco absolut ikke brød sig om, var det bolsjevismen.

Det kom til udtryk under Anden Verdenskrig, da Spanien trods sin erklærede neutralitet leverede et specialkorps – kaldet División Azul – til nazisternes felttog på Østfronten. Også på den sportslige scene var falangisterne kede af at pleje samkvem med de kommunistiske stater, og det betød blandt andet, at Spanien boykottede kvalifikationskampene til den første EM-slutrunde i 1960.

I første runde af Europa Cuppen var der garanti for, at Real Madrid ikke skulle møde et østeuropæisk hold, da modstanderne – for første og eneste gang i turneringens historie – blev bestemt på forhånd af L‘Équipes redaktion.

Det betød, at Real Madrids indledende kamp på kontinentet kom til at foregå torsdag den 8. september 1955 i Genève mod de schweiziske mestre fra Servette.

Første halvleg endte uafgjort 0-0 efter en tarvelig indsats, og i pausen var der helt stille i omklædningsrummet, idet ingen turde forstyrre Di Stéfano, som var i skidt humør. Med ét gik døren op, og ind kom den 17-årige prins Juan Carlos, der stu- derede i Schweiz. Han gik straks hen til Alfredo Di Stéfano, der som den eneste var blevet siddende på sin plads.

Efter at have forsøgt sig med et par høflighedsfraser for at bryde isen greb Juan Carlos stjernens hånd, hvorpå han med slet skjult henvisning til, at den royale familie havde levet i tvunget eksil siden 1931, udbrød:

»Gutter. Nu er det ham her, der er konge!«

Helt løgn var det vel ikke, og i anden halvleg leverede Alfredo Di Stéfano og hans kammerater varen, så der til sidst stod der 0-2 på Stade des Charmilles' antikverede måltavle efter scoringer af Miguel Munõz og Héctor Rial.

Siden blev også Partitizan Beograd og AC Milan besejret, inden Real Madrid den 13. juni 1956 blev kåret som den første vinder af Europa Cuppen for Mesterhold efter 4-3-sejren i Paris over Stade de Reims.

Udover at score Real Madrids første mål i finalen var Alfredo Di Stéfano som sædvanligt den store drivkraft i og med, at han fra sin position som centerforward lod sig falde tilbage i banen for at styre opspillet. Det blev bemærket af France Soirs referent, der slet og ret skrev:

»Hovedmanden bag Madrids triumf var Di Stéfano. Han skilte modstandernes defensiv fuldstændigt ad ...«

I den følgende sæsoner blev Raymond Kopa hentet til fra netop Stade de Reims. I forvejen havde Real Madrid et stærkt mandskab med folk som Héctor Rial og Francisco Gento til at fodre Alfredo Di Stéfano, men med Kopa blev spillet mere målrettet, og madrilenerne vandt da også de følgende to mesterholdsfinaler over henholdsvis Fiorentina og AC Milan.

I august 1958 blev holdet om muligt endnu mere giftigt, da én af de fore- gående ti års største profiler blev præsenteret som Alfredo Di Stéfanos nye angrebsmakker. De fleste iagttagere var enige om, at Ferenc Puskás' bedste tid lå bag ham, for ungareren var netop fyldt 31 år, og hans mave bugnede så voldsomt, at Real Madrids træner, Luís Carniglia, bekymret spurgte Santiago Bernabéu, hvad han i grunden skulle stille op med den korpulente frontløber.

»Det ved jeg da ikke. Det er dit job at gøre ham i stand!« brummede præsidenten.

Næsten to år forinden var Ferenc Puskás sammen med Sándor Kocsis, Zoltán Czibor, der begge siden kom til Barcelona, hoppet af under Honvéds verdensturné, som foregik under den ungarske opstand. Det var naturligvis et enormt prestigetab for de socialistiske diktaturstater ikke mindst fordi Ferenc Puskás havde rang af major – og i samlet flok pressede de UEFA til at udelukke ham fra at spille fodbold i Europa.

Ikke desto mindre forsøgte den venstrebenede angriber at finde en ny arbejdsgiver i først Bologna og siden Manchester United. Uheldigvis kunne Ferenc Puskás ikke ét ord engelsk, og desuden var de britiske regler for brugen af udlændinge så stramme, at parterne måtte gå hver til sit.

Det var et held for Real Madrid, for her havde man altid haft et godt øje til den trinde ungarer, og efter at Raimundo Saporta nok engang demonstrerede sit talent for at forhandle, indvilligede UEFA i at ophæve karantænen.

Da Ferenc Puskás først havde smidt nogle kilo, udviklede han en blændende forståelse med Alfredo Di Stéfano, der ikke følte sin position truet af den madglade ungarers tilstedeværelse.

Trods sin hurtige tilpasning og det faktum, at han scorede det afgørende mål i semifinalen mod bysbørnene fra Atlético, blev Ferenc Puskás ofret i finalen i 1959, som igen bød på et møde med Stade de Reims.

Det var tilsyneladende en klog beslutning, for Real Madrid vandt med 2-0. Alligevel blev Luís Carniglia fyret efterfølgende, dels for at holde Santiago Bernabéus erklærede yndling ude af holdet, og dels fordi Barcelona vandt den spanske mesterskabstitel.
I stedet blev den gamle anfører, Miguel Muñoz, udnævnt til træner for Real Madrid fra den kommende sæson, og så var Puskás eller Cañoncito Pum – Den Lille Kanon, bang! – sikker mand på holdkortet.

Ferenc Puskás takkede for tilliden ved både at blive topscorer i ligaen og i Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til 12 fuldtræffere.

Fire af disse sparkede han ind for øjnene af godt 127.000 tilskuere på Hampden Park i Glasgow, da Real Madrid den 18. maj 1960 vandt turneringen for femte gang i træk.

Puskás' angrebsmakker, Alfredo Di Stéfano, scorede de øvrige tre mål i 7-3- sejren over Eintracht Frankfurt i en finale, der indiskutabelt må karakteriseres som historiens bedste.
Så hæsblæsende var den, at det tog The Guardians Richard Williams adskillige år at bearbejde sine indtryk:

»Fonteyn og Nureyev. Bob Dylan i Albert Hall. Premieren på The Rite of Spring. Laurence Olivier på toppen af karrieren. The Armory Show og Sydneys operahus i ét. Dén kamp havde simpelthen alt ...«

Efter så fornem en bedrift kunne det næsten kun gå ned ad bakke for Real Madrid, og det gjorde det også. Ikke på den hjemlige scene, for her vandt klubben mesterskabet i otte ud af de ni følgende sæsoner, men på kontinentet var konkurrenterne blevet stærkere, mens flere af Real Madrids profiler havde nået deres zenit.

Én af dem var kulturbæreren Alfredo Di Stéfano, der om nogen var eksponent for den ægte Madridismo, hvilket kort fortalt er et udtryk for symbiosen mellem effektivitet og stil tilsat stoltheden over at bære den hvide trøje.

Det fik den senere anfører, Amancio Amaro, som debuterede for Real Madrid i Ghana på klubbens sommerturné i 1962, at føle. Da han løb på banen, opdagede han, at der ikke var noget emblem på hans trøje, hvilket han fortalte Alfredo Di Stéfano. Fra ham faldt svaret prompte:

»Du skal svede i den først, knægt ...«

At Di Stéfano vidste, hvad han talte om, understreges af, at han vandt fem mesterholdspokaler og otte spanske ligatitler med Real Madrid, ligesom han blev ligatopscorer fem gange. Alligevel erfarede Alfredo Di Stéfano som så mange andre før ham, at det sidste spark ikke er ét, man giver, men ét man får.

Efter at Real Madrid tabte mesterholdsfinalen til Inter i 1964, ville han gerne fortsætte et par sæsoner endnu, men Santiago Bernabéu var afvisende over for ønsket, og han tilbød i stedet den næsten 38-årige argentiner en rolle i klub- bens tekniske stab. Det afslog han, hvad der gjorde Bernabéu så rasende, at han på stedet erklærede, at Di Stéfano kunne glemme alt om at få job i Real Madrid, så længe præsidenten levede.

I stedet fortsatte angriberen til Español, hvor Ladislao Kubala var blevet træner. Her blev det kun til 11 scoringer, og mest af alt lignede Alfredo Di Stéfanos skifte et desperat ønske om at tjene en sidste skilling, hvad der blev understreget af den dybt alkoholiserede, men livskloge Kubala:

»Jeg beundrede ham på banen, men han gav aldrig nogensinde så meget som en øl ...«


SL Benfica – 1961 og 1962

Trods den formidable finalesejr i 1960 over Eintracht Frankfurt lå det i kor- tene, at Real Madrids totale dominans på kontinentet ikke ville vare evigt. Men at førsteudfordreren skulle komme fra den vestlige side af Den Iberiske Halvø kom nu bag på de fleste.

Om noget havde Portugal udviklet sig til Vesteuropas uland under den fascistiske økonomiprofessor, António de Oliveira Salazars styre, hvad der blandt andet betød, at hovedparten af befolkningen levede i den dybeste fattigdom, ligesom op imod en tredjedel hverken kunne læse eller skrive.

Selv om levevilkårene var utålelige for de fleste, så var interessen for fodbold enorm, og de to hovedstadsklubber, Benfica og Sporting, hørte med sikkerhed til blandt de mest velspillende i Europa.

Specielt Benfica var et spændende bekendtskab, hvilket primært skyldtes, at klubben blev finansielt understøttet af den stenrige Mauricio de Britos, der havde tjent sin formue ved at importere kaffe fra Angola. Det var dog ikke kun kaffebønner, som blev hentet op fra det afrikanske kontinent, for De Britos havde også en veludviklet sans for at slå en klo i gode fodboldspillere, hvad der betød, at folk som Mário Coluna, José Águas og Eusébio blev hentet til den portugisiske hovedstad.

Sidstnævnte var for ung til at spille nogen væsentlig rolle på Benficas mandskab, der under mestertaktikeren Béla Guttmann gik på jagt efter mesterholdstrofæet i efteråret 1960. Til gengæld stortrivedes en lang række andre fremragende profiler i Guttmanns kompromisløse angrebskollektiv, og på vejen mod finalen blev Hearts, Újpesti Dózsa, AGF og Rapid Wien udraderet efter tur. José Águas og José Augusto scorede henholdsvis ni og syv mål, hvad der fortalte alt om, hvor farlige folk, Guttmann rådede over.
Trods det sprudlende spil var Benfica ikke favorit i finalen på Wankdorf-stadion i Bern den 31. maj 1961. Det var CF Barcelona, som omsider indfriede omverdenens forventninger ved at kvalificere sig til sin første finale i turnerin- gen efter blandt andet at have elimineret de evige rivaler fra Real Madrid i to barske opgør i anden runde.

Selv om Barcelona stillede op med etablerede verdensstjerner som Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Zoltán Czibor havde holdet en decideret offday mod Benfica, symboliseret ved at portugisernes anden scoring i 3-2-sejren var et selvmål af målmandsmonumentet Antoni Ramallets.

Dén plet var svær at vaske af for CF Barcelona, og bedre blev det ikke af, at klubben kom til at vente i 13 år, inden den igen formåede at kvalificere sig til mesterholdsturneringen. Så længe varede det ikke for Benficas vedkommende, for takket være triumfen i Bern gik As Águias – Ørnene – fem måneder senere på vingerne for at indlede forsvaret af sølvtrofæet. Omsider havde det 19-årige stortalent, Eusébio, der indtil nu havde levet en forholdsvis beskyttet tilværelse i klubbens talentafdeling, vokset sig stor og stærk nok til at tage en fast plads på holdet.

Med ham blev Béla Guttmanns i forvejen skræmmende offensiv endnu mere uhyggelig, og det fik genfødte Real Madrid at føle i mesterholdsfinalen i Amsterdam, der på grund af det forestående VM i Chile var rykket helt frem til den 2. maj 1962. Her brillerede den fortsat knivskarpe Ferenc Puskás ved at score tre gange for spanierne, men alligevel måtte han efterfølgende erkende, at han blev overskygget af en purung mozambiquer ved navn Eusébio. Han stod for to af fuldtræfferne i én af historiens mest uforglemmelige mesterholdsfinaler, som Benfica endte med at vinde 5-3, hvorefter det var en realitet, at magtbalancen i europæisk fodbold definitivt var taget ud af hænderne på Real Madrid, der ellers havde spillet sig frem til seks af de hidtidige syv finaler i turneringen.

Desværre for Benfica blev triumfen i Amsterdam samtidig afslutningen på Béla Guttmanns virke i klubben. Den ungarske globetrotters livsindstilling var maksimalt at arbejde tre år det samme sted, og det lavede han heller ikke om på i Lissabon – specielt ikke efter at Mauricio de Britos konsekvent nægtede ham en lønforhøjelse ...

Set i bagklogskabens klare lys var det en bommert af rang, for selv om Benfica op gennem 1960'erne leverede adskillige store øjeblikke, så kom holdet til at undvære Guttmanns magiske touch, og dermed blev døren åbnet for andre af kontinentets slumrende giganter.


AC Milan – 1963 og FC Internazionale – 1964 og 1965

Efter mange års opslidende krig mod Østrig blev Italien i 1861 samlet under kongefamilien Savoia, der hørte hjemme i Piemonte-regionen. Selv om de fleste italienerne efterfølgende sang passioneret med på nationalhymnen Marcia Reale – Den Kongelige March – betød foreningen ikke, at de dermed kunne opfattes som én homogen befolkningsgruppe.

Dertil var forskellen mellem indbyggerne i det industrialiserede og rige nord og befolkningen i det fattige og underudviklede syd trods alt for stor. Også inden for fodbold udkrystalliseredes de demografiske forskelle, lige fra englænderne introducerede spillet i ti-året inden århundredeskiftet. Det skete i de nordlige regioner, hvor pengestærke iværksættere og store befolkningsgrupper udgjorde det nødvendige miks for at grundlægge nogle stærke fodboldklubber.

Helt fra det første mesterskab blev afviklet over en enkelt eftermiddag i 1898, kom de toneangivende hold fra Genova, Milano og Torino, og efter etableringen af Serie A i 1929 og 30 år frem dominerede de to store rivaler fra sidstnævnte by – Juventus og AC Torino – ved tilsammen at vinde halvdelen af ligatitlerne.
Succesen blev dog aldrig overført til den europæiske scene, hvilket for AC Torinos vedkommende hang sammen med, at alle spillerne på dét hold, som vandt Serie A fem sæsoner i træk, omkom ved et flystyrt i 1949.

Hvor tragisk det end var, så gav det plads til AC Milan, der ikke havde vundet mesterskabet i mere end 40 år. Takket være indflydelsen af de tre svenskere, Gunnar Nordahl, Nils Liedholm og Gunnar Gren, som alle kom til efter OL i London, triumferede I Rossoneri – De Røde og Sorte – fire gange i perioden, ligesom holdet på ulykkelig vis tabte Europa Cup-finalen for Mesterhold til Real Madrid i 1958.

Tre år senere udnævnte AC Milans præsident, Andrea Rizzoli, Nereo Rocco til ny cheftræner, og det var en god beslutning, for allerede i den defensivt tænkende triestiners første sæson vandt klubben Serie A.

Den 22. maj 1963 skrev Nereo Rocco sig ind i historiebøgerne, da han på Wembley i London førte AC Milan til tops i Europa Cuppen for Mesterhold efter en hårdt tilkæmpet sejr på 2-1 over Benfica.
Dermed blev AC Milan den første italienske repræsentant, der vandt Europa Cuppen for Mesterhold. Det vakte naturligvis udbredt glæde i det fodboldgale land, men selvklart var begejstringen til at overse hos den anden store Milano-klub, FC Internazionale, der kort forinden sikrede sig Serie A-titlen for første gang i ni år.
I spidsen for I Nerazzurra – De Sorte og Blå– stod den vidt berejste Helenio Herrera, som var cheftræner for CF Barcelona, der i både 1959 og 1960 vandt det spanske mesterskab.

Umiddelbart efter den sidste triumf blev han fyret, fordi catalonierne tabte til Real Madrid i Europa Cuppens semifinale, men at argentineren var afholdt af fansene illustreres af, at de efterfølgende bar ham i guldstol ned ad Barcelonas hovedstrøg, La Rambla.

Herreras popularitet skyldtes ikke kun, at Barça i Real Madrids guldalder formåede at vinde to ligatitler, men også at han samlede et mandskab, der om muligt var endnu mere attraktivt at se på end klubben fra hovedstaden.

Med Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Luís Suárez var stilen kompromis- løst offensiv, og i de to mesterskabssæsoner scorede holdet sammenlagt 182 mål.

Selv om Helenio Herrera hentede Suárez til Inter i 1961, vil det være en overdrivelse at hævde, at den catalanske spillefacon fulgte med. Hos Inter indførte Herrera en moderne udgave af Karl Rappans Verrou-system fra VM i 1938, der indebar, at det schweiziske landshold optrådte med tre mandsopdækkere i forsvaret og tillige en mand som stopklods bag de tre.
Hos Inter blev systemet kaldt Catenaccio med anfører Armando Picchi som låsesmed, og selv om omverdenen skældte voldsomt ud over, at Herreras rationale var at lukke ét mål færre ind end modstanderne, snarere end at forsøge at score ét flere, talte resultaterne for sig selv.

Inter vandt således Europa Cuppen for Mesterhold i 1964 og 1965 efter finalesejre over Real Madrid og Benfica, men til trods for, at forsvaret var holdets adelsmærke, var der også på de offensive positioner fremragende spillere som Jair, Sandro Mazzola og Luís Suárez. Stjernen over dem alle var dog ubetinget Helenio Herrera, der revolutionerede fodbolden med sine metoder. Blandt meget andet var det ham, der indførte Il Ritiro, hvilket medførte, at spillerne allerede efter torsdagstræningen blev sendt i træningslejr for at lade ordentligt op til weekendens ligakamp.

Det siger sig selv, at ikke alle tiltag gled lige let ned, men at Il Mago – Tryllekunstneren – var respekteret af spillerne, understregede Luís Suárez flere år senere:
»Herreras målrettede fokus på fitness og psykologi var enestående. Det var ikke noget, man havde set før. Inden hans tid var træneren ikke vigtig ...«


Real Madrid CF – 1966, Celtic FC – 1967, Manchester United – 1968 og AC Milan – 1969

Efter at have vundet sin tiende spanske ligatitel siden indførelsen af den landsdækkende Primera División i 1929, stillede Real Madrid op til Europa Cuppen for Mesterhold i efteråret 1965 med den klare målsætning at genoplive de glade dage få år forinden.

Der var for længst blevet taget afsked med ikonet Alfredo Di Stéfano og i og med, at Santiago Bernabéu trods ihærdige anstrengelser ikke havde haft held til at lokke den brasilianske verdensstjerne, Pelé, til den spanske hovedstad, lignede Real Madrid ikke umiddelbart et hold, som kunne rokke ved de italienske klubbers dominans.

Ferenc Puskás var efterhånden blevet 38 år, forsvarsstyrmanden José Santamaria 36 år og venstre wingen Francisco Gento 33 år, hvilket mere end indikerede, at det ikke ligefrem var noget ferskt materiale, cheftræner Miguel Muñoz rådede over. Det skulle da også snart vise sig, at de to førstnævnte for længst var over sidste salgsdato, hvorfor de mistede deres stampladser, som sæsonen skred frem.

I stedet blev yngre kræfter som José Pirri, Amancio Amaro og Manuel Sanchís toneangivende figurer på et kampstærkt Madrid-mandskab, der slog sig igennem til finalen i Bruxelles efter blandt andet at have nedkæmpet kompetente modstandere som Anderlecht og Inter.

Den 11. maj 1966 viste de hvidklædte madrilenere, at de måske ikke længere var så spillemæssigt godt kørende som tidligere, men til gengæld udstrålede de masser af vilje. Det gik ud over de dygtige jugoslaver fra Partizan, som efter at have været foran alligevel tabte med 1-2, hvorefter Real Madrid vandt sin sjette mesterholdspokal.

Året efter var korpsånd og fightervilje ikke længere nok for Real Madrid, der måtte forlade turneringen efter to nederlag til Inter, som dermed fik revanche for den foregående sæsons exit i semifinalen. Helenio Herreras tropper nåede siden frem til deres tredje mesterholdsfinale på fire år, og på Estádio Nacional i Lissabon var de den 25. maj 1967 gigantiske favoritter mod de skot- ske opkomlinge fra Celtic, som helt usædvanligt stillede med 11 hjemmeavlede spillere i startopstillingen.

Trods et tidligt straffesparksmål af Sandro Mazzola tabte Inter dog med 1-2 mod de seje folk fra Glasgow, som dermed blev det første nordeuropæiske mandskab, der vandt turneringen. Det var en slem bet for både Inter og italiensk fodbold, som kunne have fået en smule oprejsning oven på VM i England, hvor nationalmandskabet røg ud allerede efter den indledende runde.
Oprejsningen kom heller ikke i den følgende sæson, for her vandt Manchester United turneringen.

Det var i sandhed en monumental bedrift, for ti år forinden blev halvdelen af holdet udslettet ved et flystyrt i München efter en Europa Cup-kamp mod Crvena zvezda – Røde Stjerne. Umiddelbart efter gik den overlevende manager, Matt Busby, i gang med at bygge et nyt storhold, og kulminationen på hans arbejde kom i 1968, da Manchester United med excellente folk som Bobby Charlton og George Best i rækkerne slog Benfica på Wembley med 4-1 efter forlænget spilletid.

Jublen forstummede snart for Manchester United, og også hos Grande Inter var de glade dage forbi. Til gengæld begyndte naboerne fra AC Milan igen at røre på sig, da Nereo Rocco vendte tilbage efter en afstikker til AC Torino. Med ham i spidsen kvalificerede Milan sig i 1969 til mesterholdsfinalen i Madrid mod de hollandske himmelstormere fra Ajax, der til trods for tilstedeværelsen af en vis Johan Cruyff tabte med 1-4.
Ham kom man til at høre meget mere til i den efterfølgende periode. Hvad ingen vidste var, at der skulle gå hele 16 år, inden et italiensk hold igen vandt Pokalen Med De Store Ører ...



Feyenoord – 1970 og AFC Ajax – 1971, 1972 og 1973

I sammenligning med andre store fodboldnationer blev professionalisme indført sent i Holland, nemlig i 1954. Der skulle imidlertid ikke gå længe, inden kongedømmets klubber begyndte at sætte deres præg på de kontinentale turneringer. Det skyldtes til dels fremvæksten af en række talentfulde spillere, og dels at de hollandske trænere generelt befandt sig på et højt taktisk stade.
Én af disse var den forhenværende Ajax-angriber, Rinus Michels, der afløste englænderen Vic Buckingham i sin barndomsklub i 1965.

På daværende tidspunkt lå amsterdammerne og rodede nær bunden af Æresdivisionen, men efter at den nye træner erhvervede de rutinerede Co Prins, Henk Groot og målmanden Gert Bals til støtte for de unge Ajacieden, gik det fremad med rasende fart. Rinus Michels var taktisk inspireret af Jack Reynolds, som han selv havde optrådt under som aktiv, og af det ungarske landshold, der med Ferenc Puskás i spidsen fejrede store triumfer i begyndelsen af 1950'erne. Disse indtryk blev tilsammen til konceptet Totaalvoetbal, som drejede sig om at udnytte banens rum og om at have bolden mest muligt.

»Zonder de bal kun je niet winnen« – Uden bolden kan man ikke vinde var ét af Rinus Michels standardudtryk, og det blev understøttet af, at alle blev opdraget til både at angribe og forsvare. Det indebar logisk nok, at det var nødvendigt at luge kraftigt ud i truppen, idet det ikke var alle, som levede op til hans ekstreme krav. Unge kometer som Piet Keizer, Barry Hulshoff og Johan Cruyff havde derimod ingen kvaler med Michels' principper, og med dem som bannerførere for banebrydende og attraktiv angrebsfodbold vandt Ajax tre ligatitler på stribe, ligesom holdet i 1969 nåede frem til mesterholdsfinalen, som man dog tabte til AC Milan.

På baggrund af Ajax' dominans kom det som et chok, at landsmændene fra Feyenoord den følgende sæson vandt Mesterholdenes Europa Cup, da holdet under ledelse af Ernst Happel udmanøvrerede Celtic i en meget taktisk finale i Milano.
Trods et stærkt materiale kunne Feyenoord ikke holde trit med Ajax, der blev yderligere styrket med tilgangen af Arie Haan, Johan Neeskens og Ruud Krol fra klubbens egen ungdomsafdeling, og det var der i og for sig heller ingen andre, som kunne.

Med Johan Cruyff som kontinentets mest dominerende spiller siden Alfredo Di Stéfanos velmagtsdage fejede Ajax al modstand til side i de følgende tre sæsoner af Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til finalesejre over henholdsvis Panathinaikos, Inter og Juventus.

Så iøjnefaldende var Cruyff, at flere ligefrem talte om, at han var historiens bedste, og i dyb benovelse over hollænderens teknik og overblik, døbte den britiske skribent, David Miller, ham Pythagoras i fodboldstøvler ...

Allerede inden den seneste finalesejr over Juventus den 30. maj 1973 begyndte alvorlige mæthedsfornemmelser at sætte ind i alle geledder.

Interne stridigheder og misundelse blev en del af hverdagen, og efter at Johan Cruyff blev frataget anførerbindet oven på en afstemning blandt holdkammeraterne, valgte han at skifte til CF Barcelona, hvor Rinus Michels i de seneste to sæsoner havde været ansat.

Forinden udløb de rumænske myndigheders tilladelse til, at den meget vellidte Stefan Kovács kunne fortsætte i Ajax. Efter to år på trænerposten skulle han planmæssigt vende tilbage til hjemlandet, men efter intense forhandlinger fik han lov til at tage et par sæsoner som chef for det franske landshold.

Cruyffs og Kovács samtidige afgang var for stor en åreladning, og folkene omkring bestyrelsesformand Jaap van Praag måtte nødtvunget erkende, at Ajax' epoke var slut, efter at holdet i fem sæsoner havde vist noget af det mest strålende spil i historien.
I efteråret 1973 slog CSKA Sofia amsterdammerne ud allerede i anden runde af Europa Cuppen, og derefter måtte de Godenzonen – Gudernes Sønner – vente fire sæsoner på deres næste hollandske mesterskab.


FC Bayern Munchen – 1974 og 1975

Kontinentets fodboldfans kom ikke til at vente længe, før et nyt hold satte sig på magten i Europa. Bayern München tålte æstetisk ingen sammenligning med Ajax, men man skulle bestemt ikke tage fejl af den vesttyske mesterklub.

FC Bayern hørte ikke umiddelbart til de toneangivende hold i forbundsrepublikken, endsige i hjembyen, hvor 1860 München traditionelt var både stærkere og mere populær. I det hele taget stod tysk fodbolds vugge ikke i den sydlige del af landet, men nær Ruhr-området, hvor klubber som Borussia Dortmund, Schalke 04 og FC Köln har deres udspring.

I midten af 1960'erne udklækkede Bayern München imidlertid en stribe af de største talenter, som nogensinde er set i Vesttyskland, og det kom i det følgende tiår til at vende op og ned på magtbalancen både nationalt og internationalt.
Rygraden på mandskabet kom fremdeles til at bestå af hjemmefødte verdensklassespillere som målmanden Sepp Maier, liberoen og anføreren Franz Beckenbauer og Gerd Müller, der med stor sandsynlighed er den farligste mand, der nogensinde har haft straffesparksfeltet som sin arbejdsplads.

Sammen med tre andre spillere fra FC Bayern dannede de stammen på det vesttyske landshold, der i 1972 vandt Europamesterskabet efter en 3-0-sejr over Sovjetunionen i Bruxelles, hvilket var et forvarsel om, at forbundsrepublikken var på vej ind i sin fodboldmæssige Blütezeit.

To år senere stod Bayern München sammesteds i sin første Europa Cup- finale for Mesterhold, hvor modstanderen var Atlético Madrid. Sydtyskerne var bedst, men alligevel måtte holdene ud i forlænget spilletid efter 0-0 i den ordinære kamp. Her bragte den senere landstræner, Luís Aragonés, spanierne i spidsen med et af sine karakteristiske frispark, men dybt inde i overtiden udlignede den fremrykkede forstopper, Georg Schwarzenbeck, med et langskud fra 30 meter, som strøg ind under Atléticos målmand, Miguel Reina, til 1-1.

I omkampen to dage sendte træner Udo Lattek samme 11 spillere i aktion, og denne gang gav de ikke ved dørene mod Atlético, der tabte med 0-4 efter to fuldtræffere hver af Gerd Müller og Uli Hoeneß.

Trods storsejren blev myten om Bayern Münchens evindelige held grundlagt i Europa Cup-finalen i 1974. Det hang givetvis sammen med, at sydtyskerne, personificeret ved den allestedsnærværende Franz Beckenbauer, notorisk optrådte yderst arrogant, hvad der skabte mindst lige så mange fjender som tilhængere i og uden for Vesttyskland. Det var Kaiser Franz og hans holdkammerater fuldstændig ligeglade med, for de udgjorde i sandhed et mandskab med sejrs-DNA i arvemassen.

Halvanden måned efter triumfen over Atlético stillede sydtyskerne med seks spillere i startopstillingen, da landsholdet vandt VM-finalen med 2-1 over Holland på Olympiastadion i München efter mål af Bayern-profilerne, Paul Breitner og Gerd Müller.

Breitner skiftede kort efter til Real Madrid, men Gerd Müller – Der Bomber der Nation – fortsatte, og det var vigtigt, for i Europa Cup-finalen i 1975 havde han en nøglerolle mod Leeds i Paris, da han på en uvant position som offensiv midtbanespiller var hovedmanden bag Bayern Münchens heldige 2-0-sejr.

Triumfen understregede, at den tyske Bundesliga på daværende tidspunkt var verdens stærkeste, men akkurat som tilfældet havde været det med Ajax i årene forinden, var der også en udløbsdato for FC Bayern Münchens storhedstid.

Det var der bare ingen, som turde tale højt om den 28. maj 1975, da Kaiser Franz svingede med mesterholdspokalen på Parc des Princes i Paris ...



Magasin-artikler
Overblik: De rokerer ved Higuain-skifte
Hvis Gonzalo Higuaín skal til Chelsea, kan et skifte kunne betyde, at en angriber-rokade i hele Europa starter. Indkast har kigget nærmere på hele situationen.
Tidligere har Indkast lavet et overblik over den transfer-kabale Gonzalo Higuains skifte til Chelsea kan medføre. Nye rygter og navne er nu dukket op i sagaen. Derfor har Indkast endnu en gang kigget nærmere på hele situationen.

Det ved vi:
Siden starten af transfervinduet har Gonzalo Higuaín været rygtet mod Chelsea. Pt. befinder Higuaín sig i AC Milan på leje fra Juventus, men angiveligt ønsker spilleren en genforening med sin gamle Napoli-træner, Maurizio Sarri, i Chelsea, hvor italieneren er manager nu. I aften mødes Milan og Juventus i den italienske Supercoppa, der i denne omgang spilles i Saudi-Arabien. Tidligere har italienske medier erfaret, at klubberne efter kampen vil snakke om en mulig handel.

Vi ved også, at den spanske angriber Álvaro Morata kan blive ofret, hvis Higuaín ankommer. Tidligere har Chelsea-assistenten Gianfranco Zola udtalt sig negativt om spanierens attitude, og efter en cup-kamp, hvor Morata blev dobbelt målscorer, forlod spanieren banen uden oprejst pande.

Genoa-målmageren Krzysztof Piatek kan blive en nøgle-figur i en handel, da han angiveligt er Milans ønske-angriber til at tage over.

Det er mulighederne:
Hvis Higuaín skal til Chelsea, skal et regnestykke mellem Milan og Juventus dog gå op. Milan har lånt Higuaín hele sæsonen for 134 mio. kroner, hvoraf milaneserne, hvis Juventus kalder Higuaín tilbage for at sælge til Chelsea, kun har fået halvdelen af varen for sine penge. Tidligere har Juventus-talentet Moise Kean været nævnt som en mulig løsning på problemet, hvor Milan vil have ham for rest-beløbet i lejemålet. Hvis Juventus sælger direkte til Chelsea udenom Milan, kan Juve angiveligt få små 400 mio. kroner for argentineren.

En anden mulighed er, at Milan i stedet for at få Moise Kean af Juventus får rabat af Chelsea på lejesvenden Tiemoué Bakayoko. Det vil betyde, at Milan ikke får penge af Juventus eller en spiller for Higuaín, men derimod sparer pengene hos Chelsea, som så vil overtage Milans aftale med Juventus. Milans købsoption på Bakayoko er 261 mio. kroner. Derfor kan Milan forsøge at fjerne 67 mio. kroner af det beløb, så klubben får franskmanden billigere.

Et tredje scenarie er, at Chelsea i handlen med Juventus bruger Álvaro Morata. De to klubber bytter angriberne lige over, og i stedet for Higuaín vil Milan så få Morata med samme betingelser som Higuain-handlen. Ved en sådan handel vil Milan, skulle betale det resterende beløb for Higuaín til Juventus, men klubben vil få Morata i stedet for.

Spørgsmålet er, om Morata overvejer et skifte til Spanien, hvor Sevilla, Atlético Madrid og FC Barcelona alle er blevet nævnt som mulige nye arbejdsgivere. Hvis Morata tager til Sevilla, kan Higuaín stadig godt skifte til Chelsea. London-klubben vil angiveligt kræve 268 mio. kroner for spanieren. Det er sjovt nok samme beløb, som den Milan-ejede Sevilla-angriber André Silvas købsoption lyder på. Derfor kan et Morata-skifte til den andalusiske klub sende André Silva retur til Milano.

Hvis Morata tager til Atlético Madrid, vil den tidligere AC Milan-angriber Nikola Kalinic ifølge mediet AS være fortid i Madrid-klubben. Angiveligt står enkelte franske og tyrkiske klubber klar i kulissen, hvis det sker. Men måske kan der opstå en plads som angriber i franske Nice.

Hvis Morata vælger en af de to andre spanske klubber, står Milan fortsat uden angriber-løsning. Her kan det blive lidt bizart. Den tidligere AC Milan-angriber Mario Balotelli kan nemlig blive nøglen, hvis Milan vil have sin ønske-angriber. Balo er raget uklar med Nice-træner Patrick Vieira, der angiveligt ønsker italieneren langt væk.

I dag har italienske Tuttosport skrevet, at Mario Balotelli kan være på vej til den italienske havneby Genova, hvor Genoa skulle stå klar. Grunden til en sådan handel er, at Milan angiveligt er i kontakt med Genoas nuværende polske målmager Krzysztof Piatek. Tidligere har flere italienske medier spået i, at milaneserne er klar til at slippe de 300 mio. kroner for den unge polak, som Genoa-ejeren Enrico Preziosi spørger efter. Tidligere er både FC Barcelona og Real Madrid blevet nævnt som interesserede i polakken.

Kan Milan finansiere køb uden lån?
Det er offentligt kendt, at Milan pt. er under Financial Fair Play-restriktioner. Det betyder, at milaneserne har svært ved at betale store summer for spillere, men i stedet prøver at lokke andre klubber til lån med købsoptioner. Tidligere i vinduet har Milan allerede brugt 261 mio. kroner på det brasilianske stortalent Lucas Paqueta, og derfor skal Milan ud og sælge for at kunne finansiere nye spillere.

I dag spår italienske Calciomercato i, at Milan vil give slip på deres tyrkiske tier Hakan Calhanoglu, som angiveligt er på vej tilbage til tysk fodbold og RB Leipzig. Efter sigende kan milaneserne få omkring 164 mio. kroner for midtbanespilleren.

Samtidig med Calhanoglu er også Fabio Borini på vej væk. Borini er længe blevet rygtet til Kina. Seneste udmelding er, at Milan og den kinesiske klub Shenzhen mødes i Saudi-Arabien for at diskutere Borini. Overgangssummen skulle ifølge Calciomercato ligge på et sted mellem 57 og 75 mio. kroner.

Uanset om spillerne sælges eller ej, vil milaneserne angiveligt ikke kunne finansiere køb i dette vindue.

Er det, hvad klubberne og spillerne ønsker?
Det store spørgsmål er om klubberne og spillerne ønsker disse handler. En ting der er helt sikkert, det er, at Chelsea-manager Sarri ønsker Higuaín. Det ligner også mere og mere, at Higuaín godt kunne tænke sig genforeningen med Sarri. I Milano har man i store dele af efteråret ikke været helt tilfredse med Higuaín, der har haft svært ved at finde målet for Milano-klubben.

Morata fra Chelsea ligner en mand, der ønsker et skifte væk fra London. Derfor kan spanieren også profitere stort af en sådan handel. Spørgsmålet er blot om skiftet skal være til hjemlandet Spanien eller til Italien, hvor Morata før har bevist sit værd.

Piatek vil med et skifte til Milan få muligheden for at bevise, at han kan lave mål på en af de store mandskaber i Italien, og derved kan polakken slå sit navn fast som europæisk top-angriber. Tidligere er unge Piatek blevet kaldt ”Den nye Lewandowski”, måske kan et skifte give ham kælenavnet ”Den første Piatek”.

En ting, der er helt sikkert er, at Balotelli ønsker et skifte væk fra Nice, og Kalinic væk fra Atlético, hvis Morata lander i den spanske hovedstadsklub. De to tidligere AC Milan-angribere kan altså blive nøgle-figurer i transfer-kabalen.
Læs hele artiklen
Transfer-kabalen: Higuaín til Chelsea?
Medie beretter, at Gonzalo Higuains agent lige nu er i London for at mødes med Chelsea og diskutere mulighederne for en byttehandel. Indkast belyser samtidig mulighederne i en sådan handel.
The Evening Standard mener at vide, at den Juventus-ejede Milan-angriber Gonzalo Higuains bror og agent Nicolas lige nu er i London for at mødes med Chelsea og snakke mulighederne for en byttehandel, der sender Chelsea-angriberen Álvaro Morata til AC Milan. Morata har været ønsket i Milano-klubben de seneste to somre. I går skrev engelske The Sun samme rygte.

Ifølge mediet vil en sådan handel løse to problemer. Chelsea-manager Maurizio Sarri får den angriber, han har ønsket sig. Samtidig kender han Higuaín fra sin tid i Napoli, hvor argentineren under Sarri satte Serie A-rekord med 36 mål i 34 kampe i en sæson. Den anden vej vil Milan også være tilfredse. Milaneserne får Morata, som klubben flere gange har ønsket.

Morata har vist, at han kan lave mål i Serie A under sin tid i Juventus. Spanieren selv ønsker angiveligt også et skifte væk fra Premier League, hvor hans tilværelse i store dele af tiden har været et mareridt. For Morata er det kun blevet til 24 mål i 72 kampe. I denne sæson har Morata nettet ca. hver anden kamp i snit.

Den 31-årige argentiner har kæmpet for at finde fodfæste i Milano. Før nytår fik Higuaín dog brudt sin negative stime på ni kampe uden mål for Milan, da han blev match-vinder hjemme på San Siro mod SPAL. Senest har også Milan-direktøren Leonardo langet ud efter Higuaín offentligt, og derfor virker en handel essentiel for alle parter.

Mulighederne i handlen

Lige nu har Milan lejet Higuaín i Juventus i hele sæsonen. En handel mellem de to vil overdrage Higuaín til Chelsea nu, hvis Chelsea sender Morata den anden vej. Samtidig vil Milan betale Juventus deres 268 mio. kroner for Higuaín efter denne sæson.

En anden mulighed er, at Milan sender Higuaín tilbage til Juventus nu. Så kan Torino-klubben sende ham til Chelsea for angiveligt 373 mio. kroner. Den mulige handel vil dog betyde, at Milan står tilbage uden noget. Eller gør de?

Hvis en sådan aftale stables på benene vil Milan dog forlange Juventus-talentet Moise Kean gratis. Grunden til Milan vil kunne slippe afsted med en sådan aftale skyldes, at klubben har betalt Juve 134 mio. kroner for lånet af Higuaín. Milaneserne mener derfor, at Kean dækker rest-beløbet tilstrækkeligt af, så klubberne begge får noget ud af en handel.

Den tredje mulighed er, at milaneserne sender Higuaín til Chelsea resten af sæsonen, og London-klubben så fjerner en del af det beløb, som Milans købsoption på Chelsea-lejesvenden Tiemoué Bakayoko lyder på. Lige nu lyder købsoptionen på 261 mio. kroner. Derfor kan Milan forsøge at fjerne 67 mio. kroner af det beløb, så klubben får franskmanden billigere, som virker uønsket i Chelsea.

Samtidig vil Chelsea så skulle slippe Morata til Milan, og så betaler Milan efter sæsonen rest-beløbet for Higuain-handlen til Juventus. I en sådan handel vil alle tre klubber, få det de ønsker. Milan får rabat på Bakayoko samt en angriber i Álvaro Morata, Chelsea får den angriber, som manager Sarri har skreget efter hele efteråret, og Juventus slipper af med Higuaín, og har stadig fået 403 mio. kroner for den 31-årige argentiner.

Den sidste mulighed er, at Higuaín tager til Chelsea, og London-klubben overtager Milans aftale med Juventus, Torino-klubben sender Kean til Milan, Chelsea sender Morata til spanske Sevilla, hvor den Milan-ejede angriber André Silva løber rundt, og laver mål, og Sevilla så sender Silva tilbage til Milan, og derfor ikke aktiverer købsoptionen, de har på portugiseren.

Hvis en sådan handel skal gå igennem, skal spanske Sevilla og Chelsea dog blive enige om en overgangssum for Morata. Det kunne muligvis være samme beløb, som Sevilla skulle betale Milan efter denne sæson for Silva.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
David de Gea - Den spanske mur
Her følger et portræt af en spanier, der er vokset med opgaven på Old Trafford.
David de Gea er, hvad man kalder for en ægte madrilener. Han er født og opvokset i den spanske hovedstad, og allerede som 13-årig var lykken gjort, da han her fik lov til at forsvare byens farver med en ungdomskontrakt i Atlético Madrid. De Gea gjorde det så godt i klubbens ungdomsrækker, at en debut på førsteholdet efterhånden var uundgåelig. Debuten kom i 2009, og til trods for sin unge alder, så slog de Gea igennem med raketfart. Han stod blændende, hvilket hurtigt resulterede i hæder. I 2009/10-sæsonen spillede de Gea en afgørende rolle, da Atlético Madrid vandt Europa League og den europæiske Super Cup. Ingen var længere i tvivl om, at der fandtes et helt unikt målmandstalent i den spanske hovedstad.

Svær start i United
Rygterne om de Geas enorme talent spredte sig straks til resten af Europa, hvor flere storklubber begyndte at stå i kø med en kontrakt. Efter et bud på næsten 200 millioner kroner var det Manchester United, der i sommeren 2011 endte med at trække det længste strå. Meningen med handlen stod ganske klar. De Gea var blevet købt ind som langtidserstatning for Edwin van der Sar, der netop havde lagt støvlerne på hylden. Det skulle dog langt fra vise sig at blive nogen nem opgave at følge i fodsporene på den legendariske hollænder. I hvert fald blev det i de Geas første sæson i United tydeligt for enhver, at der var lang vej endnu, inden han ville blive klar til at udfylde den enorme arv, som van der Sar havde efterladt sig på Old Trafford. Flere usikre præstationer satte sig på rygraden af den unge spanier, hvorfor den daværende United-manager Sir Alex Ferguson undervejs i sæsonen valgte at sætte danske Anders Lindegaard ind imellem stolperne.

Nu en af verdens bedste målmænd
Der var på alle måder tale om en svær debutsæson for de Gea i United, men som det rigtigt nok hedder sig, så må man først lære at kravle, før man kan gå. Spanierens debutsæson var derfor en del af en større læringsproces, som han siden da har lagt bag sig - ikke mindst takket være Uniteds tidligere målmandstræner Eric Steele, der indtil 2013 var at finde i den røde del af Manchester. Noget af det første som Steele forsøgte at ændre på, var de Geas livsstil.

- Hans første seks måneder var forfærdelige. Et problem var, at han kun vejede 70 kilo. Vi arbejdede med ham både på og uden for banen. Vi ændrede blandt andet på hans livsstil, udtaler Steele ifølge Tipsbladet og fortsætter:

- Han sov to-tre gange om dagen, og han spiste sit hovedmåltid sent om aftenen. Han spiste for mange tacos, så vi tvang nærmest protein-drik i ham efter hver træning. Vi satte ham til at løfte vægte, og det hadede han, Det bruger de ikke så meget i Spanien, men vi måtte opbygge hans styrke.

Noget tyder på, at en ændring af livsstilen var lige, hvad de Gea havde brug for med henblik på at få fuldendt sit talent. I 2012/13-sæsonen kronede han en række flotte præstationer med at få handskerne på Premier League-trofæet, og derefter er det kun gået en vej for spanieren – nemlig opad. De Gea har i fire ud af de sidste fem sæsoner vundet prisen som årets spiller i United, og mon ikke, at han også er storfavorit til at løbe med titlen i indeværende sæson? Han er i hvert fald ikke blevet blevet dårligere med årene. Det måtte Tottenham Hotspur sande i søndagens 0-1-nederlag til United, hvor de Gea leverede hele 11 redninger i anden halvleg. Det var en fænomenal indsats fra den spanske mur, der nu kan kalde sig selv for en af verdens bedste målmænd.
Læs hele artiklen
Cesc Fàbregas - fab way to say goodbye
Efter mere end 500 kampe i England forlader Cesc Fàbregas den blå del af London, og den pizzakastende midtbanespiller vil blive savnet.
Francesc "Cesc" Fàbregas blev født d. 4. maj 1987 i Vilassar de Mar. Han blev opdraget i en FC Barcelona-familie, og der skulle heller ikke gå lang tid, før han fik sin debut som tilskuer på Camp Nou.

Allerede da Cesc var blot ni måneder gammel, kom han ind til kamp. Det skulle vise sig, at blive langt fra sidste gang, Fàbregas skulle vise sig frem på dette stadion.

Det var nemlig tydeligt for alle, der bare havde lidt forstand på fodbold, at Francesc Fábregas havde et helt særligt fodboldtalent.

Han gjorde komet-karriere på Barcelonas ungdomshold, hvor han startede ud som defensiv midtbanespiller. Til sidst blev hans offensive kvaliteter dog så lysende klare, da han blev ved med at score mål for ungdomsholdet, at han blev rykket længere frem på banen.

Trods et åbenlyst talent havde Fàbregas lang vej til førsteholdet hos FC Barcelona på daværende tidspunkt.

Det kom Arsenal og Arséne Wenger til at nyde godt af.

Cirka 1100 kilometer nord for Barcelona sad Wenger og havde øje på Barcelonas unge stortalent. Arsène Wenger tog kontakt til Cesc og hans forældre, for at høre om de havde lyst til at snakke om et skifte til det nordlige London.

Der var ingen tvivl hos Cesc eller hans forældre. De tog til London, og den 11. september 2003 kunne Fàbregas kalde sig for Arsenal-spiller.

Han skulle heller ikke bruge lang tid på at overbevise Wenger om, at han skulle være en del af førsteholdstruppen.


Blot 16 år gammel og 177 dage gammel
Fabregas fik allerede debut på Arsenals førstehold godt en måned senere - d. 28. oktober 2003 - mod Rotherham United i Carling Cuppen.

Fàbregas var ikke særligt gammel på daværende tidspunkt, og med sine 16 år og 177 dage blev han den yngste spiller, der nogensinde havde optrådt på Arsenals førstehold.

Succesen var uundgåelig for den unge spanske komet. Allerede i sin første sæson hos Arsenal fik han også en smagsprøve på, hvordan det fungerede, når Arsenal var af sted i Europa.

I Champions League skulle Arsenal en tur til Spanien, hvor Celta Vigo lagde græs til. Arsenal vandt kampen 2-3 på mål af Edu og Robert Pires med Cesc siddende på bænken hele kampen igennem.

Med det in mente var der næppe mange Arsenal-fans, der i 2004 havde forventet, at Fàbregas skulle blive en fast del af Arsenal-holdet.

Men vejen blev banet som følge af skader hos flere af de etablerede spillere.

Derfor kom Arsenals nummer 15 til at spille hele 34 kampe for førsteholdstruppen i denne sæson - heriblandt var han med til at vinde FA Cuppen over Manchester United.


Tog over for Patrick Vieira
FA Cup-finalen endte 0-0 mellem de to engelske storklubber, og da de ikke kunne afgøre kampen i ekstra tid, måtte Arsenals Patrick Vieira afgøre kampen i straffesparkskonkurrencen. Netop det spark af Patrick Vieira blev hans sidste i Arsenal, og det betød, at unge Fàbregas nu måtte tage mere ansvar på banen, da han var udset af Wenger, som afløseren for Vieira.

Cesc overtog ikke bare Vieiras plads på holdet, men også hans rygnummer - Nummer 4.

Fàbregas blev derfor på flere måder Vieiras direkte arvtager. Den 28/03-2006 vendte Vieira tilbage til Highbury, da han og Juventus havde trukket Arsenal i Champions Leagues kvartfinaler.

Kampen blev på mange måder symbolsk for de to spilleres videre karrierer. Fàbregas spillede en vanvittig god kamp med et mål og en assists til Thierry Henry, men derudover “ejede” Fàbregas kampen. En verdensstjerne var blevet født.

Det gjorde den allerede populære Cesc mere populær end nogensinde før.

Pizzagate
Den 24. oktober 2004 endte Arsenals ubesejrede periode, da man tabte 2-0 til Manchester United på Old Trafford.

Sir Alex Ferguson og Arsène Wenger var efter kampen kommet heftigt op at skændes, da Wenger mente, at Manchester United-angriber Wayne Rooney havde filmet sig til et straffespark.

Under det meget voldsomme skænderi mellem de to managere udspillede sig et scenarie, der i dag er kendt som “Pizza-gate”. Her blev et stykke pizza kastet gennem spillertunnellen og ramte plet.

Den tidligere Arsenal-back Ashley Cole har beskrevet hændelsen i sin selvbiografi:

- Pludselig kom der et stykke pizza flyvende over mit hoved og ramte Ferguson lige i ansigtet. Vi måbede alle, da det gled ned over de berømte træk og videre ned over hans pæne sorte jakkesæt, fortæller Ashley Cole.

Der er aldrig rigtig blevet kastet lys over, hvem der kastede det meget berømte pizza-stykke, men alle medier pegede på, at det var Fàbregas, der kastede pizza-stykket efter den rasende skotte.

I det engelske underholdsningsprogrammet "A League of Their Own" med James Corden afslørede Cesc Fàbregas flere år efter episoden, at han var manden bag det flyvende pizzastykke. Klippet kan findes på youtube.

Den spanske transfersaga

På banen blev den vævre midtbanespillers betydning for Arsenal mere og mere bemærkelsesværdig. Han var begyndt at lave rigtigt mange assists, og fansene elskede ham mere og mere for hver dag der gik. Den 24. november 2008 blev han gjort til anfører for Arsenal, da Arsène Wenger havde fjernet anførerbindet fra franske William Gallas arm.

Det udviklede historien mellem Arsenal og Cesc Fàbregas til en kærlighedshistorie. Kærligheden mellem Arsenal og Fàbregas var indiskutabel, men den lille spanier havde et ønske om at komme tilbage til Catalonien og bevise sit værd på det hold, han blev fundet for let til.

I ethvert transfervindue blev Fàbregas rygtet tilbage til Spanien, og FC Barcelona gjorde til sidst alt, hvad der stod i deres magt for at hente Fàbregas hjem. Transfersagaen havde stået på i så mange transfervinduer, at Arsenals fans til sidst blevet så provokeret, at man til enhver kamp råbte:

- WE'VE GOT CESC Fàbregas, WE'VE GOT CESC FABREGAS!

Det var en måde at signalere overfor FC Barcelona, at man virkelig ikke ville af med den lille spanier, og i denne periode var der et umenneskeligt pres på Fàbregas. Alligevel leverede han altid godt spil på banen.

I slutningen af transfersagaen blev sagen endda også politisk. Borgmesteren af Fàbregas hjemby Vilassar de Mar mente, at Fàbregas blev holdt som gidsel i Arsenal, da “The Gunners” ikke havde lyst til at slippe sin anfører.

- Vi vil alle have, at Cesc kommer hjem til Barcelona, fordi lige nu bliver han holdt som gidsel i Arsenal. Hvis Arsenal virkelig er de gentlemen, som de siger, de er, så bør de også opføre sig sådan.

Et skifte virkede mere og mere uundgåeligt, og efter syv år i Arsenal meddelte Wenger til Arsenals bestyrelse, at klubben skulle acceptere buddet og sende Fàbregas til Barcelona.

Men det var ikke med glæde, at Wenger sendte sin kaptajn af sted. Men salget kan have været nødvendigt, fordi Arsenal økonomisk havde svære kår efter byggeriet af det nye Emirates Stadium, der også kom til at betyde salg af andre Arsenal-stjerner.

Fabregas nåede at spille 303 kampe for Arsenal i alle turneringer og score 57 mål. Han elskede livet i London og Arsenal højt, men problemet var, at han elskede Barcelona højere. Den spanske landsholdsspiller vendte hjem til et Barcelona-hold, hvor han havde spillet ungdomsfodbold med Lionel Messi og Gerard Piqué, men også tilbage til klubben, som han tabte Champions League-finalen i 2006 til, men det var hurtigt glemt.

For i 2010 blev Spanien verdensmestre med Fàbregas som oplægger i finalen - omringet af holdkammerater fra Barcelona, der gerne ville have den blot 175 cm. høje midtbanespiller til Spanien. Det skete i august 2011, da Barcelona sendte 230 millioner kroner til London.


Ville væk fra Barcelona
I den første sæson i Barcelona blev Real Madrid spanske mestre – efter flere år med Barcelona-dominans.

Fàbregas startede 23 La Liga-kampe, men scorede trods dette hele ni mål og lavede otte assists, og det udløste naturligvis en EM-billet.

I Spaniens åbningskamp til EM-2012 startede Fàbregas med 10-tallet på ryggen, som den centrale angriber i den spanske 4-3-3 formation.

Den blot 25-årige og 69 kilo tunge spiller svigtede ikke. Fàbregas reddede nemlig et meget vigtigt point mod Italien, og dermed heppede alle – også fansene i Madrid – på Fàbregas, der var vendt hjem til Barcelona.

Men af uklare årsager ønskede Fàbregas at komme væk fra Barcelona i sommeren 2014 efter han havde spillet små hundrede førsteholdskampe.

Klausuler i Fàbregas kontrakt gjorde, at Arsenal havde forkøbsret, hvis midtbanespilleren ville tilbage til Premier League, men det afviste Wenger at benytte sig af, da Arsenal havde masser af midtbanespillere, så i stedet endte den 27-årige Cesc i Chelsea.

Fàbregas vendte 'hjem' til London og til hård konkurrence på Chelsea-midtbanen blandt andet fra Willian, Oscar, Ramires, Mikel, André Schürrle, Eden Hazard og Matić.

Fàbregas fik dog afvist alt konkurrence og fik i starten masser af spilletid for Chelsea, som han har opnået 198 kampe for. Men det kan meget vel være sidste gang, Fàbregas har optrådt i den blå Chelsea-trøje, for da der manglende få minutter af FA Cup-opgøret mod Nottingham Forest den 5. januar 2019 forlod en grædende Fàbregas banen, for at den 31-årige spanier kunne bytte med N'Golo Kante.

504 kampe blev det til i England – men også to Premier League-titler, en liga-cup, to FA Cup-pokaler og en Community Shield-sejr.

Rygtemøllen har altid gode vilkår i januar-måned, og rygterne lyder, at fremtiden for Fàbregas bliver i franske AS Monaco, hvor hans gamle holdkammerat fra Arsenal-tiden, Thierry Henry, er blevet manager.

Begge spillere var desuden til stede, da Cesc Fàbregas blev til verdenskendte pizzakaster.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Hvad der kommer til at ske i 2019?
Redaktionen på Indkast.dk kommer her med nogle af mine bud…
1. Manchester City bliver straffet af UEFA for deres ulovlige økonomiske indsprøjtninger og bliver blandt andet udelukket fra Champions League.

2. Lionel Messi stopper på det argentinske landshold. Enten inden eller lige efter Copa América til sommer.

3. Vejles Allan Sousa får flere røde kort, end han laver mål i foråret.

4. FCN sælger Andreas Olsen.

5. Ronaldo bliver topscorer i Serie A-sæsonen 2018/19.

6. VAR bliver en succes i Premier League.

7. De tidligere Premier League-klubber Portsmouth og Sunderland får noget tiltrængt succes.

8. Christian Eriksen får et drømmeskifte til Barcelona

9. Traditionsrige Leeds vender tilbage til Premier League.

10. Skandalebelagte Blackpool får en ny ejer.

11. Nicki Bille kommer i overskrifterne af de forkerte grunde.

12. Ajax kommer til at sælge voldsomt ud – nok engang – på deres hold, og spillere som Matthijs De Ligt og Frenkie De Jong forlader klubben for gigantiske summer.

13. Arsène Wenger bliver igen træner.

14. Liverpool vinder et trofæ.

15. Real Madrid slutter historisk langt fra Barcelona.

16. Alexander Zoringer bliver fyret i Brøndby.

17. FIFA bestemmer sig for at udvide VM-slutrunden til 48 hold.

18. Inter sælger Mauro Icardi for mange penge…

19. Bournemouth sælger Callum Wilson.

20. Palermo vender tilbage til Serie A.

21. Eden Hazard skifter til Real Madrid, som også henter David De Gea i Manchester United.

22. Manchester United kvalificerer sig ikke til Champions League, og på trods af rimelig gode resultater fortsætter Ole Gunnar Solskjær ikke i klubben. I stedet kommer der et af Europas største trænernavne til klubben.

23. Lionel Messi og Luis Suárez slutter på de to øverste pladser på La Ligas topscorer-liste.

24. Jose Mourinho bliver træner for en underpræsterende klub.

25. Niko Kovac bliver fyret i Bayern München, selvom de bliver en del af en uhyggelig spændende kamp om det tyske mesterskab.

26. Newcastle skifter ejer.

27. Huddersfield, Fulham og Cardiff rykker ud af Premier League.

28. Vendsyssel rykker ud af Superligaen.

29. Isco kommer til Premier League.

30. Arjen Robben stopper i Bayern München til sommer og tager derefter til MLS.

31. Robert Skov bliver solgt for det største beløb i Superligaen i nyere tid hvis ikke det største nogensinde.
Læs hele lederen
2018 - sådan husker Indkast.dk det
Redaktionen har samlet nogle minder...
- Mohamed Salahs mange mål.

- Tottenham brugte ingen penge i transfervinduet.

- Alexander Zoringers latterlige opførelse.

- At Steven Gerrard og Frank Lampard blev managere.

- Neymars film til VM.

- Adios Andres Iniesta.

- Den skandalebelagte og tåbelige Nicki Bille.

- Özil og Erdogang.

- Det gigantiske talent Andreas Skov Olsen.

- Monaco… som solgte et storhold.

- Arsenal vs. Tottenham: 4-2

- Jose Mourinhos vanvittige tredje sæson i United.

- Kjartan Finnbogasons mål, der kostede Brøndby guldet.

- Ronaldos skifte til Juventus.

- FCM's overraskende mesterskab.

- Den voldelige Nicklas Bendtner.

- Landsholdskonflikten.

- Lopeteguis fald i Real Madrid.

- Gareth Bales flotte mål i Champions League-finalen.

- Nicolai Jørgensens straffespark.

- Arsène Wenger sagde ”Au Revoir”.

- VAR

- Kroatiens overraskende plads i VM-finalen.

- Robert Skovs op- og nedture med et gyldent venstreben.

- Manchester Citys vanvittige styrke i Premier League.

- Kylian Mbappé brød igennem på verdensscenen.

- Superclasico i Madrid.

- Efter flere års dominans af Messi og Ronaldo blev Luka Modrić verdens bedste.

- For første gang i syv år holder Bayern München ikke julepause på førstepladsen i Bundesligaen.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Arsenal-spillere tager stoffer Vanvittige Boca Juniors Artikel ikon Alternativ forældrehjælp Artikel ikon Wenger afviser AC Milan Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ederson afslører hemmelighed bag udspark Ugens hold fra Premier League Artikel ikon - Nosser og bevare roen Artikel ikon Campbells landsholdskammerater Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 12: Flest redninger i en PL-kamp Top 15: Minutter pr. mål Artikel ikon Top 10: Største forskel i FA Cuppen Artikel ikon Top 10: Januar-transfermål Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Nr. 1 juleaften – hvordan sluttede det? Solskjær og United-målene Artikel ikon City 2008 vs. 2018 Artikel ikon Historisk PL-topstrid Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Sky: Chelsea lejer Higuaín Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Atlético Madrid interesseret i Morata Artikel ikon Lazio kigger på makedoner Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Christian Pulisic
Vidste du om ... Ole Gunnar Solskjær Artikel ikon Vidste du om ... Mario Gomez Artikel ikon Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Liverpools solide defensiv De Gea vs. Schmeichel vs. van der Sar Artikel ikon Krise - hos Isco og Coutinho Artikel ikon Klopps gode sæsonstart Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Tottenham - Man. United Optakt: Liverpool - Arsenal Artikel ikon Optakt: Liverpool - Newcastle Artikel ikon Optakt: Leicester - Man. City Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Tottenham - United Startopstilling: West Ham - Arsenal Artikel ikon Startopstillinger: Tottenham - Chelsea Artikel ikon Startopstillinger: Man City - Liverpool Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon City hænger på Liverpool Messi mål nr. 400 sænkede Eibar Artikel ikon De Gea sikrede United sejren på Wembley Artikel ikon Krisen afblæst hos PL-hold Artikel ikon Se flere