Skabelse af et mesterværk

Af Torsten Brix

2014-09-15
Skabelse af et mesterværk

Indkast.dk har fået lov til at bringe et kapitel fra den unikke Champions League-bog "Mesterværket". Her følger historien om "Skabelsen af et mesterværk"...

1955-1975
Hanot, La Saeta Rubia, Il Mago, Pythagoras og Kaiser Franz



Notorisk har england og Frankrig altid kæmpet om Europas herredømme. Geopolitisk kom det især til udtryk under Napoleonskrigene, men selv efter kejserens fald oven på Slaget ved Waterloo i 1815 blev fjendskabet holdt nidkært ved lige, nu mere på de sproglige og kulturelle arenaer.

Trods det nedarvede modsætningsforhold formåede parterne aldrig at ud- vikle nogen rivalisering inden for fodbold, for her var englænderne et stort skridt foran franskmændene, der gik mindst lige så meget op i idrætsgrene som boksning, motorløb og frem for alt cykling.

Alligevel var det i Frankrig, at idéen om en turnering for kontinentets stærkeste fodboldhold blev undfanget – selvfølgelig som svar på en plump provokation fra den anden side af kanalen. Tirsdag den 14. december 1954 stod der således at læse på forsiden af Daily Mail:

»Hail, Wolves, Champions of the world now!«

Baggrunden for udbruddet var, at de engelske mestre fra Wolverhampton Wanderers inden for kort tid besejrede Spartak Moskva og dernæst de stærke ungarere fra Honvéd Budapest, som i rækkerne talte otte spillere, heriblandt selveste Ferenc Puskás, der mindre end et halvt år forinden havde tabt VM- finalen til Vesttyskland.

I den franske sportsavis, L‘Équipes lokaler på Rue du Faubourg-Montmartre i Paris var man ved at eksplodere af forargelse over den engelske selvfedme, og chefredaktør Gabriel Hanot satte sig omgående bag skrivemaskinen:

»Inden vi erklærer Wolverhampton for uovervindelige, så lad dem lige rejse til Moskva og Budapest og prøve kræfter dér. Der findes andre klubber af international standard – Real Madrid og AC Milan – for bare at nævne to. Uanset hvad, så er tanken om et verdensmesterskab for klubhold, eller i det mindste et europæisk, så besnærende, at den burde realiseres. Lad os gribe muligheden,« skrev Hanot i sin leder.

På L‘Équipe var man ikke indstillet på bare at pege fingre ad de udannede englændere. Allerede dagen efter kom bladets fodboldredaktør, Jacques de Ryswick, med et detaljeret udkast til, hvordan en fælleseuropæisk turnering kunne arrangeres. Ifølge ham skulle 12 til 14 topklubber fra lige så mange lande inviteres til at deltage i en årlig knockout-turnering med midtugekampe ude og hjemme. For at stimulere almenvellets interesse skulle der knyttes bånd til internationale sponsorer og den nystiftede samarbejdsorganisation inden for radio og tv, European Broadcasting Union.

I januar 1955 var L‘Équipe klar med sin endelige plan for, hvordan turneringen konkret skulle udformes. Sportsmagasinet havde ikke selv ressourcerne til at stå som enearrangør, og derfor drog Gabriel Hanot og hans assistent, Jacques Ferran, til FIFAs hovedkvarter i Zürich for at få verdensfodboldforbundet til at adoptere deres plan.

Den belgiske præsident, Rodolphe William Seeldrayers, afviste dog delegationens planer i og med, at FIFA ifølge sine statutter kun var sat i verden for at arrangere landskampe. Derfor måtte Hanot og Ferran sætte sig i et fly med retning mod Wien, hvor det europæiske fodboldforbund, UEFA, som var blevet oprettet året forinden, holdt sin første kongres.

Dagsordnen her var først og fremmest at etablere et europamesterskab for nationalmandskaberne – Nations' Cup – men alligevel fik journalisterne foretræde for UEFA's danske præsident, Ebbe Schwartz.

Han syntes umiddelbart godt om idéen, men understregede straks, at en europæisk klubturnering slet ikke lå under hans ressort.

»UEFA har ingen officiel holdning til arrangementet. Det er alene op til de nationale fodboldforbund at give deres klubber lov til at deltage,« forklarede Ebbe Schwartz.

Således opmuntret drog L‘Équipes udsendinge hjem til redaktionen i Paris. Det skete med visheden om, at de nu skulle på charmeoffensiv over for kontinentets klubber. Ydermere var de i kapløb med tiden, idet to konkurrerende idéer samtidigt blev diskuteret i fodboldens allerøverste kredse, blandt andet relanceringen af den populære Mitropa Cup, der blev spillet frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig mellem en række centraleuropæiske klubber.

Efter at have modtaget indbydelser fra L‘Équipe valfartede repræsentanter fra 15 af de største hold i Europa, heriblandt Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu, og Ungarns sportsminister, Gusztáv Sebes, der desuden var træner for Honvéd Budapest, i begyndelsen af april 1955 til Ambassador Hotel i Paris, hvor de i de følgende to dage planlagde, hvorledes turneringen skulle søsættes.

Én måned senere fik de foretagsomme franskmænd det blå stempel af FIFA's eksekutivkomité med de udtrykkelige forbehold, at de deltagende klubber skulle have tilladelse af de nationale forbund, og at UEFA blev ansvarlig for arrangementet, der skulle omfatte alle de medlemslande, som var villige til at stille med deres mesterhold.

Det sidste krav blev man nødt til at slække på, for ganske som ventet frarådede den stokkonservative formand for den engelske ligaforening, Alan Hardaker, de nykårede mestre fra Chelsea at give sit bidrag til det nymodens cirkus med den begrundelse, at turneringen var at regne som en konkurrent til den hjemlige 1. division.

Dermed lå Hardaker helt i vatter med den britiske regerings protektionistiske linje. For samtidig med hans afvisning af at levere et engelsk mandskab til L‘Équipes stævne, vendte udenrigsminister Harold Macmillans tommefingeren ned ad i spørgsmålet om at søge om optagelse i forløberen for EU – Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ...

Også andre nationale mesterhold valgte at holde sig væk, hvorfor den indledende udgave af Coupe des Clubs Champions Européens kom til at bestå af 16 mandskaber, hvoraf halvdelen var blevet inviteret.

Ikke desto mindre var det fuldt forsvarligt at gennemføre arrangementet, og knap ni måneder efter, at en flok iltre franskmænd havde fostret den banebrydende idé, tog Sporting Clube de Portugal og Partizan Beograd søndag den 4. september 1955 hul på den første dyst i Mesterholdenes Europa Cup.


Real Madrid CF – 1956, 1957, 1958, 1959 og 1960
Var der en mand i europæisk fodbold, der stod respekt om i begyndelsen af 1950'erne, så var det Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu Yeste.

14 år gammel blev han medlem af klubben, som han gennem resten af sin levetid viede hele sin opmærksomhed. I 1912 var han med til at opføre madrilenernes første hjemmebane, Campo de O'Donnell, siden var han anfører for førsteholdet, inden han efter Den Spanske Borgerkrig, hvor han kæmpede aktivt på Franco-fascisternes side, var med i genrejsningen af Real Madrid.

Det var ingen nem opgave, for klubben havde lidt grim overlast, og udover at være på randen af konkurs gled den ned i hierarkiet efter Barcelona, Bilbao og ikke mindst bysbørnene fra Atlético, der for at vise tilknytningen til flyve- våbnet blev tilføjet efternavnet Aviación.

Takket være sit energiske arbejde lykkedes det Santiago Bernabéu, som blev udnævnt til klubpræsident i 1943, at få Real Madrid på ret kurs igen. Dette skyldtes ikke mindst hans talent for at tilknytte de rette folk, herunder især administratoren Raimundo Saporta, der var en sand mester i at lefle for Francos kumpaner.

Det betød, at madrilenerne blev tildelt særlige privilegier såsom gunstige bankkreditter og også kommunal jord til at opføre sit enorme træningskompleks, Ciudad Deportiva.

Ligeledes var det en slet skjult hemmelighed, at statslige lastbiler i nattens mulm og mørke læssede materialer af i Chamartín, hvor Santiago Bernabéu opførte Europas største stadion, i stedet for at fortsætte til deres officielle destination – lufthavnen i Barajas.

Konsekvensen blev, at konkurrenterne snart udstyrede Real Madrid med tilnavnet El equipo del régimen – Regimets Hold – og dét var bestemt ikke hverken ironisk eller venligt ment ...

Trods hjælpen fra falangisterne kunne Real Madrid ikke omsætte fordelene til grønsværen, hvor de andre mandskaber fortsat var stærkere. I de første 14 sæsoner efter La Ligas genoplivning i 1939 lykkedes det sigende nok ikke hovedstadsholdet at vinde én eneste titel.

Det frustrerede Santiago Bernabéu, der tænderskærende måtte acceptere, at ærkerivalerne fra CF Barcelona tog sig af fem mesterskaber i perioden og samtidig havde turneringens største profil i den eksilerede ungarer, Ladislao Kubala.

I maj 1953 forværredes situationen dramatisk, da CF Barcelona annonce- rede, at klubben havde lavet aftale med den bedste spiller i Sydamerika, argentineren Alfredo Di Stéfano, der var delvist ejet af River Plate og den colombianske klub, Los Millonarios.

Med ham og Kubala på holdet lå det i kortene, at catalonierne ville blive næsten uovervindelige, og derfor gik madrilenerne straks i gang med at iværksætte deres modtræk. Ved kynisk at spille på den kendsgerning, at de to syd- amerikanske klubber var dybt splittede i spørgsmålet om, hvem der egentlig havde råderetten over angriberen, lykkedes det Raimundo Saporta at inddrage både FIFA og den spanske sportsminister, general José Moscardó, i affæren.

Det udviklede sig til en prekær sag mellem de to storklubber, og det mun- dede ud i et mærkværdigt dekret om, at Alfredo Di Stéfano i de næste fire sæsoner skulle optræde skiftevis for Real Madrid og CF Barcelona, mens klubberne så undervejs måtte forhandle om, hvem af dem, der siden skulle overtage ham.

Barça-præsident Martí Carreto skrev nødtvungent under på aftalen, men efterfølgende for fansene og bestyrelsen i flint, og så måtte Carreto forlade sit embede, mens kontrakten med argentineren blev revet midtover.

I stedet præsenterede Santiago Bernabéu i slutningen af september 1953 den 27-årige Alfredo Di Stéfano som Real Madrids nye centerforward. Han havde så viselig påført klubben enorme administrative strabadser og i tilgift en eksorbitant udgift på 5,5 millioner pesetas.

Men det skulle snart vise sig, at han var det hele værd ...
Med La Saeta Rubia – Den Blonde Pil – på holdet indledtes en ny æra i Real Madrid. Allerede i hans debutsæson vandt klubben sit første spanske mesterskab siden 1933, og oveni blev Alfredo Di Stéfano ligatopscorer med 27 fuldtræffere.

Årets efter genvandt madrilenerne titlen, og dermed kvalificerede de sig til den nymodens Europa Cup-turnering for Mesterhold, som Santiago Bernabéu havde været én af de varmeste tilhængere af.

Ganske vist krævede det gode overtalelsesevner hos Raimundo Saporta at overbevise landets fascistiske ledere om, at det rent faktisk var god propaganda for Spanien, at Real Madrid stillede op imod – og besejrede – hold fra lande bag Jerntæppet, for var der noget, som Francisco Franco absolut ikke brød sig om, var det bolsjevismen.

Det kom til udtryk under Anden Verdenskrig, da Spanien trods sin erklærede neutralitet leverede et specialkorps – kaldet División Azul – til nazisternes felttog på Østfronten. Også på den sportslige scene var falangisterne kede af at pleje samkvem med de kommunistiske stater, og det betød blandt andet, at Spanien boykottede kvalifikationskampene til den første EM-slutrunde i 1960.

I første runde af Europa Cuppen var der garanti for, at Real Madrid ikke skulle møde et østeuropæisk hold, da modstanderne – for første og eneste gang i turneringens historie – blev bestemt på forhånd af L‘Équipes redaktion.

Det betød, at Real Madrids indledende kamp på kontinentet kom til at foregå torsdag den 8. september 1955 i Genève mod de schweiziske mestre fra Servette.

Første halvleg endte uafgjort 0-0 efter en tarvelig indsats, og i pausen var der helt stille i omklædningsrummet, idet ingen turde forstyrre Di Stéfano, som var i skidt humør. Med ét gik døren op, og ind kom den 17-årige prins Juan Carlos, der stu- derede i Schweiz. Han gik straks hen til Alfredo Di Stéfano, der som den eneste var blevet siddende på sin plads.

Efter at have forsøgt sig med et par høflighedsfraser for at bryde isen greb Juan Carlos stjernens hånd, hvorpå han med slet skjult henvisning til, at den royale familie havde levet i tvunget eksil siden 1931, udbrød:

»Gutter. Nu er det ham her, der er konge!«

Helt løgn var det vel ikke, og i anden halvleg leverede Alfredo Di Stéfano og hans kammerater varen, så der til sidst stod der 0-2 på Stade des Charmilles' antikverede måltavle efter scoringer af Miguel Munõz og Héctor Rial.

Siden blev også Partitizan Beograd og AC Milan besejret, inden Real Madrid den 13. juni 1956 blev kåret som den første vinder af Europa Cuppen for Mesterhold efter 4-3-sejren i Paris over Stade de Reims.

Udover at score Real Madrids første mål i finalen var Alfredo Di Stéfano som sædvanligt den store drivkraft i og med, at han fra sin position som centerforward lod sig falde tilbage i banen for at styre opspillet. Det blev bemærket af France Soirs referent, der slet og ret skrev:

»Hovedmanden bag Madrids triumf var Di Stéfano. Han skilte modstandernes defensiv fuldstændigt ad ...«

I den følgende sæsoner blev Raymond Kopa hentet til fra netop Stade de Reims. I forvejen havde Real Madrid et stærkt mandskab med folk som Héctor Rial og Francisco Gento til at fodre Alfredo Di Stéfano, men med Kopa blev spillet mere målrettet, og madrilenerne vandt da også de følgende to mesterholdsfinaler over henholdsvis Fiorentina og AC Milan.

I august 1958 blev holdet om muligt endnu mere giftigt, da én af de fore- gående ti års største profiler blev præsenteret som Alfredo Di Stéfanos nye angrebsmakker. De fleste iagttagere var enige om, at Ferenc Puskás' bedste tid lå bag ham, for ungareren var netop fyldt 31 år, og hans mave bugnede så voldsomt, at Real Madrids træner, Luís Carniglia, bekymret spurgte Santiago Bernabéu, hvad han i grunden skulle stille op med den korpulente frontløber.

»Det ved jeg da ikke. Det er dit job at gøre ham i stand!« brummede præsidenten.

Næsten to år forinden var Ferenc Puskás sammen med Sándor Kocsis, Zoltán Czibor, der begge siden kom til Barcelona, hoppet af under Honvéds verdensturné, som foregik under den ungarske opstand. Det var naturligvis et enormt prestigetab for de socialistiske diktaturstater ikke mindst fordi Ferenc Puskás havde rang af major – og i samlet flok pressede de UEFA til at udelukke ham fra at spille fodbold i Europa.

Ikke desto mindre forsøgte den venstrebenede angriber at finde en ny arbejdsgiver i først Bologna og siden Manchester United. Uheldigvis kunne Ferenc Puskás ikke ét ord engelsk, og desuden var de britiske regler for brugen af udlændinge så stramme, at parterne måtte gå hver til sit.

Det var et held for Real Madrid, for her havde man altid haft et godt øje til den trinde ungarer, og efter at Raimundo Saporta nok engang demonstrerede sit talent for at forhandle, indvilligede UEFA i at ophæve karantænen.

Da Ferenc Puskás først havde smidt nogle kilo, udviklede han en blændende forståelse med Alfredo Di Stéfano, der ikke følte sin position truet af den madglade ungarers tilstedeværelse.

Trods sin hurtige tilpasning og det faktum, at han scorede det afgørende mål i semifinalen mod bysbørnene fra Atlético, blev Ferenc Puskás ofret i finalen i 1959, som igen bød på et møde med Stade de Reims.

Det var tilsyneladende en klog beslutning, for Real Madrid vandt med 2-0. Alligevel blev Luís Carniglia fyret efterfølgende, dels for at holde Santiago Bernabéus erklærede yndling ude af holdet, og dels fordi Barcelona vandt den spanske mesterskabstitel.
I stedet blev den gamle anfører, Miguel Muñoz, udnævnt til træner for Real Madrid fra den kommende sæson, og så var Puskás eller Cañoncito Pum – Den Lille Kanon, bang! – sikker mand på holdkortet.

Ferenc Puskás takkede for tilliden ved både at blive topscorer i ligaen og i Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til 12 fuldtræffere.

Fire af disse sparkede han ind for øjnene af godt 127.000 tilskuere på Hampden Park i Glasgow, da Real Madrid den 18. maj 1960 vandt turneringen for femte gang i træk.

Puskás' angrebsmakker, Alfredo Di Stéfano, scorede de øvrige tre mål i 7-3- sejren over Eintracht Frankfurt i en finale, der indiskutabelt må karakteriseres som historiens bedste.
Så hæsblæsende var den, at det tog The Guardians Richard Williams adskillige år at bearbejde sine indtryk:

»Fonteyn og Nureyev. Bob Dylan i Albert Hall. Premieren på The Rite of Spring. Laurence Olivier på toppen af karrieren. The Armory Show og Sydneys operahus i ét. Dén kamp havde simpelthen alt ...«

Efter så fornem en bedrift kunne det næsten kun gå ned ad bakke for Real Madrid, og det gjorde det også. Ikke på den hjemlige scene, for her vandt klubben mesterskabet i otte ud af de ni følgende sæsoner, men på kontinentet var konkurrenterne blevet stærkere, mens flere af Real Madrids profiler havde nået deres zenit.

Én af dem var kulturbæreren Alfredo Di Stéfano, der om nogen var eksponent for den ægte Madridismo, hvilket kort fortalt er et udtryk for symbiosen mellem effektivitet og stil tilsat stoltheden over at bære den hvide trøje.

Det fik den senere anfører, Amancio Amaro, som debuterede for Real Madrid i Ghana på klubbens sommerturné i 1962, at føle. Da han løb på banen, opdagede han, at der ikke var noget emblem på hans trøje, hvilket han fortalte Alfredo Di Stéfano. Fra ham faldt svaret prompte:

»Du skal svede i den først, knægt ...«

At Di Stéfano vidste, hvad han talte om, understreges af, at han vandt fem mesterholdspokaler og otte spanske ligatitler med Real Madrid, ligesom han blev ligatopscorer fem gange. Alligevel erfarede Alfredo Di Stéfano som så mange andre før ham, at det sidste spark ikke er ét, man giver, men ét man får.

Efter at Real Madrid tabte mesterholdsfinalen til Inter i 1964, ville han gerne fortsætte et par sæsoner endnu, men Santiago Bernabéu var afvisende over for ønsket, og han tilbød i stedet den næsten 38-årige argentiner en rolle i klub- bens tekniske stab. Det afslog han, hvad der gjorde Bernabéu så rasende, at han på stedet erklærede, at Di Stéfano kunne glemme alt om at få job i Real Madrid, så længe præsidenten levede.

I stedet fortsatte angriberen til Español, hvor Ladislao Kubala var blevet træner. Her blev det kun til 11 scoringer, og mest af alt lignede Alfredo Di Stéfanos skifte et desperat ønske om at tjene en sidste skilling, hvad der blev understreget af den dybt alkoholiserede, men livskloge Kubala:

»Jeg beundrede ham på banen, men han gav aldrig nogensinde så meget som en øl ...«


SL Benfica – 1961 og 1962

Trods den formidable finalesejr i 1960 over Eintracht Frankfurt lå det i kor- tene, at Real Madrids totale dominans på kontinentet ikke ville vare evigt. Men at førsteudfordreren skulle komme fra den vestlige side af Den Iberiske Halvø kom nu bag på de fleste.

Om noget havde Portugal udviklet sig til Vesteuropas uland under den fascistiske økonomiprofessor, António de Oliveira Salazars styre, hvad der blandt andet betød, at hovedparten af befolkningen levede i den dybeste fattigdom, ligesom op imod en tredjedel hverken kunne læse eller skrive.

Selv om levevilkårene var utålelige for de fleste, så var interessen for fodbold enorm, og de to hovedstadsklubber, Benfica og Sporting, hørte med sikkerhed til blandt de mest velspillende i Europa.

Specielt Benfica var et spændende bekendtskab, hvilket primært skyldtes, at klubben blev finansielt understøttet af den stenrige Mauricio de Britos, der havde tjent sin formue ved at importere kaffe fra Angola. Det var dog ikke kun kaffebønner, som blev hentet op fra det afrikanske kontinent, for De Britos havde også en veludviklet sans for at slå en klo i gode fodboldspillere, hvad der betød, at folk som Mário Coluna, José Águas og Eusébio blev hentet til den portugisiske hovedstad.

Sidstnævnte var for ung til at spille nogen væsentlig rolle på Benficas mandskab, der under mestertaktikeren Béla Guttmann gik på jagt efter mesterholdstrofæet i efteråret 1960. Til gengæld stortrivedes en lang række andre fremragende profiler i Guttmanns kompromisløse angrebskollektiv, og på vejen mod finalen blev Hearts, Újpesti Dózsa, AGF og Rapid Wien udraderet efter tur. José Águas og José Augusto scorede henholdsvis ni og syv mål, hvad der fortalte alt om, hvor farlige folk, Guttmann rådede over.
Trods det sprudlende spil var Benfica ikke favorit i finalen på Wankdorf-stadion i Bern den 31. maj 1961. Det var CF Barcelona, som omsider indfriede omverdenens forventninger ved at kvalificere sig til sin første finale i turnerin- gen efter blandt andet at have elimineret de evige rivaler fra Real Madrid i to barske opgør i anden runde.

Selv om Barcelona stillede op med etablerede verdensstjerner som Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Zoltán Czibor havde holdet en decideret offday mod Benfica, symboliseret ved at portugisernes anden scoring i 3-2-sejren var et selvmål af målmandsmonumentet Antoni Ramallets.

Dén plet var svær at vaske af for CF Barcelona, og bedre blev det ikke af, at klubben kom til at vente i 13 år, inden den igen formåede at kvalificere sig til mesterholdsturneringen. Så længe varede det ikke for Benficas vedkommende, for takket være triumfen i Bern gik As Águias – Ørnene – fem måneder senere på vingerne for at indlede forsvaret af sølvtrofæet. Omsider havde det 19-årige stortalent, Eusébio, der indtil nu havde levet en forholdsvis beskyttet tilværelse i klubbens talentafdeling, vokset sig stor og stærk nok til at tage en fast plads på holdet.

Med ham blev Béla Guttmanns i forvejen skræmmende offensiv endnu mere uhyggelig, og det fik genfødte Real Madrid at føle i mesterholdsfinalen i Amsterdam, der på grund af det forestående VM i Chile var rykket helt frem til den 2. maj 1962. Her brillerede den fortsat knivskarpe Ferenc Puskás ved at score tre gange for spanierne, men alligevel måtte han efterfølgende erkende, at han blev overskygget af en purung mozambiquer ved navn Eusébio. Han stod for to af fuldtræfferne i én af historiens mest uforglemmelige mesterholdsfinaler, som Benfica endte med at vinde 5-3, hvorefter det var en realitet, at magtbalancen i europæisk fodbold definitivt var taget ud af hænderne på Real Madrid, der ellers havde spillet sig frem til seks af de hidtidige syv finaler i turneringen.

Desværre for Benfica blev triumfen i Amsterdam samtidig afslutningen på Béla Guttmanns virke i klubben. Den ungarske globetrotters livsindstilling var maksimalt at arbejde tre år det samme sted, og det lavede han heller ikke om på i Lissabon – specielt ikke efter at Mauricio de Britos konsekvent nægtede ham en lønforhøjelse ...

Set i bagklogskabens klare lys var det en bommert af rang, for selv om Benfica op gennem 1960'erne leverede adskillige store øjeblikke, så kom holdet til at undvære Guttmanns magiske touch, og dermed blev døren åbnet for andre af kontinentets slumrende giganter.


AC Milan – 1963 og FC Internazionale – 1964 og 1965

Efter mange års opslidende krig mod Østrig blev Italien i 1861 samlet under kongefamilien Savoia, der hørte hjemme i Piemonte-regionen. Selv om de fleste italienerne efterfølgende sang passioneret med på nationalhymnen Marcia Reale – Den Kongelige March – betød foreningen ikke, at de dermed kunne opfattes som én homogen befolkningsgruppe.

Dertil var forskellen mellem indbyggerne i det industrialiserede og rige nord og befolkningen i det fattige og underudviklede syd trods alt for stor. Også inden for fodbold udkrystalliseredes de demografiske forskelle, lige fra englænderne introducerede spillet i ti-året inden århundredeskiftet. Det skete i de nordlige regioner, hvor pengestærke iværksættere og store befolkningsgrupper udgjorde det nødvendige miks for at grundlægge nogle stærke fodboldklubber.

Helt fra det første mesterskab blev afviklet over en enkelt eftermiddag i 1898, kom de toneangivende hold fra Genova, Milano og Torino, og efter etableringen af Serie A i 1929 og 30 år frem dominerede de to store rivaler fra sidstnævnte by – Juventus og AC Torino – ved tilsammen at vinde halvdelen af ligatitlerne.
Succesen blev dog aldrig overført til den europæiske scene, hvilket for AC Torinos vedkommende hang sammen med, at alle spillerne på dét hold, som vandt Serie A fem sæsoner i træk, omkom ved et flystyrt i 1949.

Hvor tragisk det end var, så gav det plads til AC Milan, der ikke havde vundet mesterskabet i mere end 40 år. Takket være indflydelsen af de tre svenskere, Gunnar Nordahl, Nils Liedholm og Gunnar Gren, som alle kom til efter OL i London, triumferede I Rossoneri – De Røde og Sorte – fire gange i perioden, ligesom holdet på ulykkelig vis tabte Europa Cup-finalen for Mesterhold til Real Madrid i 1958.

Tre år senere udnævnte AC Milans præsident, Andrea Rizzoli, Nereo Rocco til ny cheftræner, og det var en god beslutning, for allerede i den defensivt tænkende triestiners første sæson vandt klubben Serie A.

Den 22. maj 1963 skrev Nereo Rocco sig ind i historiebøgerne, da han på Wembley i London førte AC Milan til tops i Europa Cuppen for Mesterhold efter en hårdt tilkæmpet sejr på 2-1 over Benfica.
Dermed blev AC Milan den første italienske repræsentant, der vandt Europa Cuppen for Mesterhold. Det vakte naturligvis udbredt glæde i det fodboldgale land, men selvklart var begejstringen til at overse hos den anden store Milano-klub, FC Internazionale, der kort forinden sikrede sig Serie A-titlen for første gang i ni år.
I spidsen for I Nerazzurra – De Sorte og Blå– stod den vidt berejste Helenio Herrera, som var cheftræner for CF Barcelona, der i både 1959 og 1960 vandt det spanske mesterskab.

Umiddelbart efter den sidste triumf blev han fyret, fordi catalonierne tabte til Real Madrid i Europa Cuppens semifinale, men at argentineren var afholdt af fansene illustreres af, at de efterfølgende bar ham i guldstol ned ad Barcelonas hovedstrøg, La Rambla.

Herreras popularitet skyldtes ikke kun, at Barça i Real Madrids guldalder formåede at vinde to ligatitler, men også at han samlede et mandskab, der om muligt var endnu mere attraktivt at se på end klubben fra hovedstaden.

Med Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Luís Suárez var stilen kompromis- løst offensiv, og i de to mesterskabssæsoner scorede holdet sammenlagt 182 mål.

Selv om Helenio Herrera hentede Suárez til Inter i 1961, vil det være en overdrivelse at hævde, at den catalanske spillefacon fulgte med. Hos Inter indførte Herrera en moderne udgave af Karl Rappans Verrou-system fra VM i 1938, der indebar, at det schweiziske landshold optrådte med tre mandsopdækkere i forsvaret og tillige en mand som stopklods bag de tre.
Hos Inter blev systemet kaldt Catenaccio med anfører Armando Picchi som låsesmed, og selv om omverdenen skældte voldsomt ud over, at Herreras rationale var at lukke ét mål færre ind end modstanderne, snarere end at forsøge at score ét flere, talte resultaterne for sig selv.

Inter vandt således Europa Cuppen for Mesterhold i 1964 og 1965 efter finalesejre over Real Madrid og Benfica, men til trods for, at forsvaret var holdets adelsmærke, var der også på de offensive positioner fremragende spillere som Jair, Sandro Mazzola og Luís Suárez. Stjernen over dem alle var dog ubetinget Helenio Herrera, der revolutionerede fodbolden med sine metoder. Blandt meget andet var det ham, der indførte Il Ritiro, hvilket medførte, at spillerne allerede efter torsdagstræningen blev sendt i træningslejr for at lade ordentligt op til weekendens ligakamp.

Det siger sig selv, at ikke alle tiltag gled lige let ned, men at Il Mago – Tryllekunstneren – var respekteret af spillerne, understregede Luís Suárez flere år senere:
»Herreras målrettede fokus på fitness og psykologi var enestående. Det var ikke noget, man havde set før. Inden hans tid var træneren ikke vigtig ...«


Real Madrid CF – 1966, Celtic FC – 1967, Manchester United – 1968 og AC Milan – 1969

Efter at have vundet sin tiende spanske ligatitel siden indførelsen af den landsdækkende Primera División i 1929, stillede Real Madrid op til Europa Cuppen for Mesterhold i efteråret 1965 med den klare målsætning at genoplive de glade dage få år forinden.

Der var for længst blevet taget afsked med ikonet Alfredo Di Stéfano og i og med, at Santiago Bernabéu trods ihærdige anstrengelser ikke havde haft held til at lokke den brasilianske verdensstjerne, Pelé, til den spanske hovedstad, lignede Real Madrid ikke umiddelbart et hold, som kunne rokke ved de italienske klubbers dominans.

Ferenc Puskás var efterhånden blevet 38 år, forsvarsstyrmanden José Santamaria 36 år og venstre wingen Francisco Gento 33 år, hvilket mere end indikerede, at det ikke ligefrem var noget ferskt materiale, cheftræner Miguel Muñoz rådede over. Det skulle da også snart vise sig, at de to førstnævnte for længst var over sidste salgsdato, hvorfor de mistede deres stampladser, som sæsonen skred frem.

I stedet blev yngre kræfter som José Pirri, Amancio Amaro og Manuel Sanchís toneangivende figurer på et kampstærkt Madrid-mandskab, der slog sig igennem til finalen i Bruxelles efter blandt andet at have nedkæmpet kompetente modstandere som Anderlecht og Inter.

Den 11. maj 1966 viste de hvidklædte madrilenere, at de måske ikke længere var så spillemæssigt godt kørende som tidligere, men til gengæld udstrålede de masser af vilje. Det gik ud over de dygtige jugoslaver fra Partizan, som efter at have været foran alligevel tabte med 1-2, hvorefter Real Madrid vandt sin sjette mesterholdspokal.

Året efter var korpsånd og fightervilje ikke længere nok for Real Madrid, der måtte forlade turneringen efter to nederlag til Inter, som dermed fik revanche for den foregående sæsons exit i semifinalen. Helenio Herreras tropper nåede siden frem til deres tredje mesterholdsfinale på fire år, og på Estádio Nacional i Lissabon var de den 25. maj 1967 gigantiske favoritter mod de skot- ske opkomlinge fra Celtic, som helt usædvanligt stillede med 11 hjemmeavlede spillere i startopstillingen.

Trods et tidligt straffesparksmål af Sandro Mazzola tabte Inter dog med 1-2 mod de seje folk fra Glasgow, som dermed blev det første nordeuropæiske mandskab, der vandt turneringen. Det var en slem bet for både Inter og italiensk fodbold, som kunne have fået en smule oprejsning oven på VM i England, hvor nationalmandskabet røg ud allerede efter den indledende runde.
Oprejsningen kom heller ikke i den følgende sæson, for her vandt Manchester United turneringen.

Det var i sandhed en monumental bedrift, for ti år forinden blev halvdelen af holdet udslettet ved et flystyrt i München efter en Europa Cup-kamp mod Crvena zvezda – Røde Stjerne. Umiddelbart efter gik den overlevende manager, Matt Busby, i gang med at bygge et nyt storhold, og kulminationen på hans arbejde kom i 1968, da Manchester United med excellente folk som Bobby Charlton og George Best i rækkerne slog Benfica på Wembley med 4-1 efter forlænget spilletid.

Jublen forstummede snart for Manchester United, og også hos Grande Inter var de glade dage forbi. Til gengæld begyndte naboerne fra AC Milan igen at røre på sig, da Nereo Rocco vendte tilbage efter en afstikker til AC Torino. Med ham i spidsen kvalificerede Milan sig i 1969 til mesterholdsfinalen i Madrid mod de hollandske himmelstormere fra Ajax, der til trods for tilstedeværelsen af en vis Johan Cruyff tabte med 1-4.
Ham kom man til at høre meget mere til i den efterfølgende periode. Hvad ingen vidste var, at der skulle gå hele 16 år, inden et italiensk hold igen vandt Pokalen Med De Store Ører ...



Feyenoord – 1970 og AFC Ajax – 1971, 1972 og 1973

I sammenligning med andre store fodboldnationer blev professionalisme indført sent i Holland, nemlig i 1954. Der skulle imidlertid ikke gå længe, inden kongedømmets klubber begyndte at sætte deres præg på de kontinentale turneringer. Det skyldtes til dels fremvæksten af en række talentfulde spillere, og dels at de hollandske trænere generelt befandt sig på et højt taktisk stade.
Én af disse var den forhenværende Ajax-angriber, Rinus Michels, der afløste englænderen Vic Buckingham i sin barndomsklub i 1965.

På daværende tidspunkt lå amsterdammerne og rodede nær bunden af Æresdivisionen, men efter at den nye træner erhvervede de rutinerede Co Prins, Henk Groot og målmanden Gert Bals til støtte for de unge Ajacieden, gik det fremad med rasende fart. Rinus Michels var taktisk inspireret af Jack Reynolds, som han selv havde optrådt under som aktiv, og af det ungarske landshold, der med Ferenc Puskás i spidsen fejrede store triumfer i begyndelsen af 1950'erne. Disse indtryk blev tilsammen til konceptet Totaalvoetbal, som drejede sig om at udnytte banens rum og om at have bolden mest muligt.

»Zonder de bal kun je niet winnen« – Uden bolden kan man ikke vinde var ét af Rinus Michels standardudtryk, og det blev understøttet af, at alle blev opdraget til både at angribe og forsvare. Det indebar logisk nok, at det var nødvendigt at luge kraftigt ud i truppen, idet det ikke var alle, som levede op til hans ekstreme krav. Unge kometer som Piet Keizer, Barry Hulshoff og Johan Cruyff havde derimod ingen kvaler med Michels' principper, og med dem som bannerførere for banebrydende og attraktiv angrebsfodbold vandt Ajax tre ligatitler på stribe, ligesom holdet i 1969 nåede frem til mesterholdsfinalen, som man dog tabte til AC Milan.

På baggrund af Ajax' dominans kom det som et chok, at landsmændene fra Feyenoord den følgende sæson vandt Mesterholdenes Europa Cup, da holdet under ledelse af Ernst Happel udmanøvrerede Celtic i en meget taktisk finale i Milano.
Trods et stærkt materiale kunne Feyenoord ikke holde trit med Ajax, der blev yderligere styrket med tilgangen af Arie Haan, Johan Neeskens og Ruud Krol fra klubbens egen ungdomsafdeling, og det var der i og for sig heller ingen andre, som kunne.

Med Johan Cruyff som kontinentets mest dominerende spiller siden Alfredo Di Stéfanos velmagtsdage fejede Ajax al modstand til side i de følgende tre sæsoner af Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til finalesejre over henholdsvis Panathinaikos, Inter og Juventus.

Så iøjnefaldende var Cruyff, at flere ligefrem talte om, at han var historiens bedste, og i dyb benovelse over hollænderens teknik og overblik, døbte den britiske skribent, David Miller, ham Pythagoras i fodboldstøvler ...

Allerede inden den seneste finalesejr over Juventus den 30. maj 1973 begyndte alvorlige mæthedsfornemmelser at sætte ind i alle geledder.

Interne stridigheder og misundelse blev en del af hverdagen, og efter at Johan Cruyff blev frataget anførerbindet oven på en afstemning blandt holdkammeraterne, valgte han at skifte til CF Barcelona, hvor Rinus Michels i de seneste to sæsoner havde været ansat.

Forinden udløb de rumænske myndigheders tilladelse til, at den meget vellidte Stefan Kovács kunne fortsætte i Ajax. Efter to år på trænerposten skulle han planmæssigt vende tilbage til hjemlandet, men efter intense forhandlinger fik han lov til at tage et par sæsoner som chef for det franske landshold.

Cruyffs og Kovács samtidige afgang var for stor en åreladning, og folkene omkring bestyrelsesformand Jaap van Praag måtte nødtvunget erkende, at Ajax' epoke var slut, efter at holdet i fem sæsoner havde vist noget af det mest strålende spil i historien.
I efteråret 1973 slog CSKA Sofia amsterdammerne ud allerede i anden runde af Europa Cuppen, og derefter måtte de Godenzonen – Gudernes Sønner – vente fire sæsoner på deres næste hollandske mesterskab.


FC Bayern Munchen – 1974 og 1975

Kontinentets fodboldfans kom ikke til at vente længe, før et nyt hold satte sig på magten i Europa. Bayern München tålte æstetisk ingen sammenligning med Ajax, men man skulle bestemt ikke tage fejl af den vesttyske mesterklub.

FC Bayern hørte ikke umiddelbart til de toneangivende hold i forbundsrepublikken, endsige i hjembyen, hvor 1860 München traditionelt var både stærkere og mere populær. I det hele taget stod tysk fodbolds vugge ikke i den sydlige del af landet, men nær Ruhr-området, hvor klubber som Borussia Dortmund, Schalke 04 og FC Köln har deres udspring.

I midten af 1960'erne udklækkede Bayern München imidlertid en stribe af de største talenter, som nogensinde er set i Vesttyskland, og det kom i det følgende tiår til at vende op og ned på magtbalancen både nationalt og internationalt.
Rygraden på mandskabet kom fremdeles til at bestå af hjemmefødte verdensklassespillere som målmanden Sepp Maier, liberoen og anføreren Franz Beckenbauer og Gerd Müller, der med stor sandsynlighed er den farligste mand, der nogensinde har haft straffesparksfeltet som sin arbejdsplads.

Sammen med tre andre spillere fra FC Bayern dannede de stammen på det vesttyske landshold, der i 1972 vandt Europamesterskabet efter en 3-0-sejr over Sovjetunionen i Bruxelles, hvilket var et forvarsel om, at forbundsrepublikken var på vej ind i sin fodboldmæssige Blütezeit.

To år senere stod Bayern München sammesteds i sin første Europa Cup- finale for Mesterhold, hvor modstanderen var Atlético Madrid. Sydtyskerne var bedst, men alligevel måtte holdene ud i forlænget spilletid efter 0-0 i den ordinære kamp. Her bragte den senere landstræner, Luís Aragonés, spanierne i spidsen med et af sine karakteristiske frispark, men dybt inde i overtiden udlignede den fremrykkede forstopper, Georg Schwarzenbeck, med et langskud fra 30 meter, som strøg ind under Atléticos målmand, Miguel Reina, til 1-1.

I omkampen to dage sendte træner Udo Lattek samme 11 spillere i aktion, og denne gang gav de ikke ved dørene mod Atlético, der tabte med 0-4 efter to fuldtræffere hver af Gerd Müller og Uli Hoeneß.

Trods storsejren blev myten om Bayern Münchens evindelige held grundlagt i Europa Cup-finalen i 1974. Det hang givetvis sammen med, at sydtyskerne, personificeret ved den allestedsnærværende Franz Beckenbauer, notorisk optrådte yderst arrogant, hvad der skabte mindst lige så mange fjender som tilhængere i og uden for Vesttyskland. Det var Kaiser Franz og hans holdkammerater fuldstændig ligeglade med, for de udgjorde i sandhed et mandskab med sejrs-DNA i arvemassen.

Halvanden måned efter triumfen over Atlético stillede sydtyskerne med seks spillere i startopstillingen, da landsholdet vandt VM-finalen med 2-1 over Holland på Olympiastadion i München efter mål af Bayern-profilerne, Paul Breitner og Gerd Müller.

Breitner skiftede kort efter til Real Madrid, men Gerd Müller – Der Bomber der Nation – fortsatte, og det var vigtigt, for i Europa Cup-finalen i 1975 havde han en nøglerolle mod Leeds i Paris, da han på en uvant position som offensiv midtbanespiller var hovedmanden bag Bayern Münchens heldige 2-0-sejr.

Triumfen understregede, at den tyske Bundesliga på daværende tidspunkt var verdens stærkeste, men akkurat som tilfældet havde været det med Ajax i årene forinden, var der også en udløbsdato for FC Bayern Münchens storhedstid.

Det var der bare ingen, som turde tale højt om den 28. maj 1975, da Kaiser Franz svingede med mesterholdspokalen på Parc des Princes i Paris ...



Magasin-artikler
AC Milan – på vej mod Scudettoen?
Det er syv sæsoner siden, at storklubben AC Milan senest vandt det italienske mesterskab. Nu er man kommet til penge i modebyen, og de fleste bookmakere ser holdet som første- eller andenudfordreren til Juventus.
Sæsonen 2010/2011. Det var her, AC Milan senest vandt det italienske mesterskab også kaldet Scudetto. Herfra er det stille og roligt gået ned ad bakke for storklubben. Resultaterne de følgende år hedder nummer to, tre, otte, ti, syv og senest seks. Det har været en frustrerende periode for både spillere, ledelse og ikke mindst fans. Sidstnævnte viste i maj 2015 deres utilfredshed ved blandt andet at demonstrere deres frustrationer på holdets stadion. Særligt ét banner skilte sig ud i mængden:

”GAME OVER – INSERT COIN AND SAVE AC MILAN”

Holdet sluttede i den sæson på tiendepladsen, og med en ottendeplads sæsonen før og en syvendeplads året efter måtte milaneserne se langt efter europæisk fodbold i tre sæsoner i streg.

Der er dog måske efterhånden ved at være bedre tider på vej for Rossoneri. Holdet er med i kvalifikationen til Europa League, og klubben er blevet forgyldt med masser af penge, efter at et kinesisk konsortium har taget over. Pengene betyder, at Vincenzo Montella har fået bedre muligheder for at bygge et slagkraftigt hold op, og det er han såmænd også allerede i gang med. Man missede godt nok chancen for at hente Real Madrids angriber Álvaro Morata, der som bekendt smuttede til Chelsea, men der er flere fisk i havet. Her skulle Milan særligt have et godt øje til Torinos Andrea Belotti samt Fiorentinas Nikola Kalinić. Sidstnævnte forlod forleden Fiorentinas træningslejr for angiveligt at snakke kontrakt med de rød- og sortstribede.

Hvad der dog er helt sikkert, er at man allerede har hentet følgende spillere:

Forsvar
Leonardo Bonucci – 297 millioner kroner – Juventus
Mateo Musacchio – 127 millioner kroner - Villarreal
Andrea Conti – 177 millioner kroner – Atalanta
Ricardo Rodríguez – 127 millioner kroner – Wolfsburg

Midtbane
Lucas Biglia – 120 millioner kroner – Lazio
Franck Kessie – 56 millioner kroner – Atalanta (leje)

Angreb
Hakan Çalhanoğlu – 156 millioner kroner – Leverkusen
André Silva – 269 millioner kroner – FC Porto
Fabio Borini – 42 millioner kroner – Sunderland (leje)

Samlet sum: Cirka 1.4 milliarder kroner

For Franck Kessies vedkommende er der tale om et lejeophold, som Milan kan gøre til en permanent aftale, hvis de vil smide yderligere 232 millioner kroner. Borini er stadig ejet af Sunderland, men bliver Milan-spiller efter den kommende sæson.

I forlængelse af ovenstående handler er det i sagens natur også vigtigt at nævne, at klubben har formået at forlænge kontrakten med verdens vel nok største målmandstalent Gianluigi Donnarumma.

Man må dermed sige, at Milan på papiret virkelig har fået sammensat en jerndefensiv. Leonardo Bonucci anses af mange for at være en af verdens bedste midterforsvarer. Han får ved sin side enten det 22-årige talent Alessio Romagnoli eller nyerhvervelsen Musacchio. Der er selvfølgelig også den mulighed, at Montella vælger at stille med et 3-mands-forsvar, hvilket bør give plads til alle tre.

Herudover er der tale om to dygtige offensive backs, man har købt sig i skikkelse af Conti og Rodríguez. Førstnævnte scorede i fjor hele otte mål og lagde samtidig op til fire af slagsen.

Rodríguez er ikke helt lige så målfarlig, men schweizeren er bestemt ikke ukendt med at score. I sæsonen 14/15 blev det således til seks Bundesliga-fuldtræffere for Wolfsburg, mens det i de seneste to sæsoner blev til lidt mere beskedne to mål i hver. Stiller Milan op med det førnævnte 3-mands-forsvar, vil det med al sandsynlighed betyde, at Rodríguez og Conti skal spille som wingbacks i stedet for mere traditionelle backs i en 4-back-kæde.

Foran sig får forsvaret ikke mindst den stabile og nu tidligere Lazio-anfører Biglia på den defensive midtbane. Ved siden af sig får han formentlig selskab af Kessie og Locatelli eller Bonaventura.

I angrebet må det forventes, at de to nye ansigter Çalhanoğlu og André Silva får en stor rolle. Førstnævnte formentlig på venstrekanten, mens Silva skal agere spidsangriber. Det eneste kritikpunkt her må være, at 21-årige Silva måske er for ung og uprøvet til at bære det store ansvar, det nu engang er at være ene angriber. Portugiseren scorede flot 16 mål i 32 Liga Nos-kampe i fjor for FC Porto, men han mangler endnu at bevise sit værd i en af de fem største ligaer. Måske Milan-ledelsen har tænkt det samme, og at det er derfor, man stadig er på jagt efter endnu en angriber.

Uanset om klubben henter nok en angriber eller spillere til andre positioner for den sags skyld, så er der tale om et transfervindue af de helt usædvanlige for AC Milan. Den foreløbige samlede sum brugt på spillere lyder som nævnt lige nu på 1.4 milliarder kroner. I fjor brugte klubben til sammenligning blot 208 millioner kroner og hentede knap så prominente navne såsom Gianluca Lapadula, Gustavo Gómez, José Sosa, Mario Pašalić (leje), Matías Fernández (leje), Gerard Deulofeu (leje) og Lucas Ocampos (leje). Bevares, det er udmærkede spillere for de flestes vedkommende, men at man har lejet så stor en del af dem afspejler også, at pengene ikke var til mere for bare et år siden.

Men skyldes de mange og store handler i dette transfervindue så blot, at man har solgt for næsten lige så meget? Det korte svar er nej. Blot 163 millioner kroner er der tale om per dags dato.

Som bekendt gør penge ikke nødvendigvis én lykkelig, og du vinder ikke automatisk fodboldkampe eller trofæer, men det gør det alt andet lige noget nemmere. Det er der masser af eksempler på i nymoderne fodbold. Det store spørgsmål er blot, om Milan formår at spendere sine penge godt nok til, at de bliver det næste hold i rækken af klubber, der rejser sig fra asken via en enorm kapitalindsprøjtning.

Den røde del af Milano får dog sjovt nok konkurrence af den blå del af byen, som ligeledes er kommet til rigtig mange penge. Tiden vil vise, om en af de to klubber fra modebyen kan vælte de suveræne mestre fra Juventus ned af tronen – en trone, de nu har siddet på seks sæsoner i streg, lige siden Milan vandt deres seneste Scudetto. En del bookmakere mener dog stadig, at det er Napoli, der er førsteudfordreren til ”Den Gamle Dame,” men så kommer Milan herefter.

Træner Montella har fået de økonomiske midler stillet til rådighed, og det er nu op til ham at gøre arbejdet færdigt og føre Milan tilbage til fordums styrke og hæder. Men ting tager tid og bliv derfor ikke overrasket, hvis holdet skal bruge en sæson til at finde sig til rette.
Læs hele artiklen
Er det kinesiske ”El Dorado” slut?
Forbrugsfesten kan have nået sit højeste, da den kinesiske regering vil pålægge klubberne dyre afgifter, når de indkøber udenlandske spillere…
Den kinesiske liga har henover en periode drillet de store europæiske klubber og hentet mange eksotiske navne til den befolkningsrige nation. Disse er hentet til overpriser og derudover er spillerne blevet tilbudt skyhøje lønninger.

Storsatsende Hebei China Fortune har blandt andet hentet Gervinho, Stephane Mbia og Ezequiel Lavezzi – mens klubber som Jiansu Suning og Guangzhou Evergrade har købt Alex Teixeira, Ramires og Jo samt Jackson Martínez og Paulinho. Gigantiske navne men også mange spillere, som var i karrierens efterår.

Dette har dog ændret sig sidenhen, hvor de to brasilianere Oscar og Hulk, som på daværende tidspunkt var 25 og 29 år, er solgt dyrt til Shanghia Shenhua, mens 27-årige Axel Witsel er taget til Tianjin Quanjian. Sidstnævnte klub formåede endda at overtale Luís Fabinho og Jadson til at spille for klubben, da den var i den næstbedste kinesiske række. Netop Quanjian har også styrket sig voldsomt på trænersiden, da den italienske verdensmester Fabio Cannavaro er sportslig ansvar for holdet – men også trænernavne som Sven Göran Eriksson, Luís Felipe Scolari, Marcello Lippi, Dan Petrescu samt den tidligere brasilianske landstræner Mano Menezes har været fristet af de mange kinesiske penge.

Midt i denne guldregn står reglen om, at de kinesiske klubber blot må have fem udenlandske spillere på banen af gangen, og det har frembragt en voldsom efterspørgsel på de kinesiske spillere. For godt et år siden betalte Tianjin omkring 70 millioner kroner for den forholdsvis ukendte Sun Ke. Vildt mange penge – ikke mindst fordi den købende klub på daværende tidspunkt spillede i den næstbedste række.


Hvor kommer pengene fra?
Denne eksplosive udvikling kommer, efter der er kommet voldsom interesse omkring fodboldklubberne fra mange forskellige kanter. Det er både private og offentlige interesser, som ligaen er blevet bestormet af. Flest er dog store internationale firma, som har oplevet voldsom vækst som Evergrade og Greenland eller Jiangsu, der i 2015 havde over 1.000 dagligvarebutikker, men måske er festen ved at ebbe ud?

For i denne måned bliver ”overseas-players” pålagt en betydelig afgift. Ved et indkøb af en spiller til mindre end 50 millioner kroner skal det samme beløb investeres i klubbernes ungdomsafdeling. For et indkøb over dette skal staten have det samme beløb i den nye afgift. Altså de nye spillere vil blive dobbelt så dyre at indkøbe. Dermed en helt ny udvikling i forhold til hvordan markedet reagerede for blot et halvt år siden.

Derudover skulle der arbejdes kraftigt på at få det tilladte antal af udenlandske spillere på de kinesiske klubhold ned, og det skulle gerne forbedre det kinesiske landshold, der trænger til en opblomstring. De har blot deltaget i én VM-slutrunde, hvilket var i 2002, hvor alle tre gruppekampe blev tabt. Målet for det kinesiske fodboldforbund skulle være, at landsholdet i år 2050 skal være blandt verdens bedste og Asiens bedste allerede om 15 år. Det har umiddelbart lange udsigter efter 2-2 i sidste måned imod Syrien, hvilket gør, at Kina ikke kommer til VM i Rusland. De seks point efter otte kampe i kvalifikationen er simpelthen ikke nok, og samlet set meget dårligt taget i betragtning af de har været i pulje med nationer som Qatar og Usbekistan.


Vender udviklingen
Den franske angriber Anthony Modeste spiller i den tredjebedste tyske række, og han var trods dette på vej til Tianjin for næsten 300 millioner kroner. Helt vanvittigt og handlen gik også i vasken, da den kinesiske klub hellere vil hente Bundesliga-topscoreren Pierre Emerick-Aubameyang, som skulle have en markedspris på næsten 700 millioner kroner. Den nuværende Dortmund-spiller skulle være tilbudt en kontrakt med en ugeløn i underkanten af vanvittige fem millioner kroner.

Tidligere har Nicolas Anelka været den højstlønnede, men det blev aldrig en succes, da franskmanden blot endte med at lave tre mål, inden han blev forfremmet til en trænerrolle. Nu er Carlos Tévez den højstlønnede, men målene har slet ikke stået mål med lønnen for den argentinske angriber.

Da Lavezzi skiftede Paris ud med oprykkerne fra Hebei, fik han en ugeløn på fire millioner kroner – ligesom Oscar også skulle få. Det er en dagsløn på over en halv million… eller en timeløn alle døgnets timer på 23.800 kroner. Det er tal som disse, der har gjort, at de to spillere ikke længere vil spille Champions League med PSG og Chelsea, hvilket har afstedkommet mange kommentarer.

Landstræner Dunga sagde efter, at 30 brasilianske spillere var taget til den kinesiske liga, at der var kommet et nyt ”El Dorado”, som var en utopi i det 16. århundrede, der var belagt med gulvstøv. I dag bruges udtrykket mest som en metafor for steder med meget stor velstand, hvilket man tidligere har kunne sige om Super League – men måske er det kinesiske ”El Dorado” slut ?
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Wayne Rooney – once a blue always a blue
Den tidligere engelske landsholdsanfører afviste lukrative tilbud, da han valgte med sit Everton-hjerte.
Den 24. oktober 1985 – altså for lidt over 31 år siden – blev der i Liverpool-bydelen Croteth født en lille dreng, som sidenhen skulle vise sig at blive en international fodboldspiller, som alle drengene drømte om i disse fattige gader, men kun ganske få opnår. Det har Wayne Mark Rooney gjort, og den engelske angriber har været meget igennem i det relative korte liv – for at opnå denne succes.

Rooney blev kendt i hele England, da han i en alder af blot 16 år scorede et fantastisk sejrsmål for Everton mod Arsenal. Den unge vidunderdreng var dengang den yngste spiller, som havde scoret i Premier League. Rekorden blev senere slået, men ingen i England var i det øjeblik et sekund i tvivl om, at den unge knægt ville gå en stor fremtid i møde.

Den daværende Everton-spiller fortsatte sin unikke udvikling, og den unge angriber vandt blandt andet BBC's pris som årets yngste sportspersonlighed. Kort tid efter blev Evertons guldfugl hentet af Manchester United foran snuden på Newcastle United. En dengang 18-årig Rooney blev hentet for et rekordbeløb, som lød på 300 mio. kroner.

Selvom det var et vanvittigt beløb for en så ung spiller, så betalte manden af irsk afstamning tilbage med flotte præstationer i Manchester United-trøjen. Debutsæsonen for Manchester United var mere end godkendt. I sin debutkamp lavede det unge stjernefrø hattrick og lagde op til et mål mod Fenerbahçe i Champions League. Den kompetente angriber scorede 17 mål i 43 optrædener i sin første sæson og blev kåret til årets yngste spiller i Premier League.


Overskrifter om rødt kort, lukrativ kontrakt, ludere og hårtransplantation
Rooney har næsten vundet alt, hvad der er værd at vinde på klubplan, da han i Manchester United fik smidt nr. 10 på ryggen. Blandt andet har han vundet Premier League fem gange, Champions League, verdensmesterskaberne for klubhold, Carling Cuppen og Community Shield. Derudover vil han i United blive husket for et unikt saksesparksmål imod rivalerne fra City og for at slå Sir Bobby Charltons målrekord, men der har også været skyggesider.

Den iltre englænder blev blandt andet udvist i VM-kvartfinalen mod Portugal efter stemplingen på Ricardo Carvalho. Den daværende portugisiske klubkammerat, Cristiano Ronaldo, var stærkt medvirkende til at påvirke dommeren efter hændelsen, men begge spillere var på talefod igen efter VM. Disse to spillere var nemlig sidenhen arkitekterne bag Manchester Uniteds tre efterfølgende mesterskaber, men efter Ronaldos salg til Real Madrid har Rooney – og Manchester United ikke helt været på samme niveau – og angriberen har været i overskrifterne af alt for mange andre grunde.

Engelske medier opdagede, at Rooney var sin kone utro med en luder og efterfølgende ønskede den 1,78 m høje englænder at forlade Old Trafford pga. manglende ambitioner og indkøb. Sidstnævnte gjorde, at han endte med at underskrive en lukrativ femårig aftale med United, som gjorde ham til Premier Leagues daværende næstbedst betalte spiller - kun overgået af Manchester Citys midtbanespiller Yaya Touré.

Historier som disse har de engelske aviser elsket, og Rooney har til tider været jagtet bytte for sladderaviserne, som da de gik meget op i, at han havde fået lavet en hårtransplantation, da han ellers ikke ville have meget hår på toppen – hvilket ikke passede til de store reklame-aftaler.


Bedre end Shearer og Henry
Præstationerne på banen har de senere år heller ikke gjort det lettere for Rooneys markedsføringsafdeling, men han har også spillet mange forskellige positioner, hvilket eksempelvis har påvirket antallet af mål, som Rooney har lavet. I de fire forgangne sæsoner er han gået fra at lave 17 til 12 og 8 til 5 mål i sidste sæson, fordi at hans scoringsprocenter er faldet fra 21 til 12 %, og 144 minutter pr. mål til 308.

Omvendt så viste statistikkerne da Rooney blev 30 år, at ingen tidligere havde lavet flere mål i Premier Leagues historie end Rooney indtil de var blevet 30 år – hverken Alan Shearer eller Thierry Henry. Derudover slog Rooney som tidligere nævnt Sir Bobby Charltons rekord, da han blev den mest scorende spiller på det engelske landshold – men ikke nok med det. Han slog jo også Charltons klubrekord på 250 United-mål. At opnå 250 kampe for United er en stor bedrift, men at lave 250 mål står nærmest ikke til at slå.

I 2010 var Rooney millimeter fra at skifte til rivalerne fra City, hvilket mange af Manchester Uniteds største fans aldrig tilgav ham, så var det lettere for dem at acceptere, at angriberen skiftede til Everton. Ikke mindst fordi Rooney på det tidspunkt havde spillet sig ud af Jose Mourinhos idealopstilling på Old Trafford, hvorved valget på Everton måske ikke er så underligt.

Everton-pyjamas som kaptajn for Manchester United
Ved præsentationen i Everton overraskende Rooney nemlig den engelske presse, da han hudløst ærligt fortalte om sin livslange kærlighed for Everton og blandt andet om, hvordan han som Manchester United-anfører havde sovet i en Everton-pyjamas.

Rooney valgte sin nye klub med hjertet og afviste dermed de gigantiske løntilbud, der skulle have været fra flere kinesiske klubber efter de 13 år i Manchester United.

Første gang Rooney var i Everton blev det til 17 mål i 77 kampe, og efter et af disse mål viste han i jubelscenen den legendariske undertrøje med skriften ”Once a blue – always a blue”.

Evertons bestyrelsesformand Bill Kenwright var vild med ideen om at hente Rooney tilbage til klubben og fik ifølge bulletinerne også overtalt manager Ronald Koeman. Rooney har de seneste år – som tidligere nævnt – ikke lavet så mange mål, hvilket flere skader har været medvirkende til. På trods af dette kan Everton og Rooney godt ende med at blive en god cocktail, da truppen er meget ung og talentfyldt – det eneste den mangler er erfaring, hvilket Rooney kan levere.

Rooney er blevet 31 år og kan derfor have flere gode år i sig, og 599 United-kampe giver spandevis af rutine hos den tidligere engelske landsholdsanfører. Omvendt er Rooney ikke den spiller, som han tidligere var, men klubhjertet fejler ikke noget. Rooneys søn – Kai – og hans far er gigantiske Everton-fans, for ”Once a blue – always a blue”…


Læs hele artiklen
Raúl – 40 år
Atlético Madrid ville ikke betale for buskortet til angriberen, der endte med at lave 429 mål.
29. oktober 1994 løb en for omverdenen ukendt 17-årig knægt pludselig ind på Zaragozas hjemmebane La Romareda iført Real Madrid-trøje. Han startede sæsonen 94-95 på klubbens 'C-hold', hvor han scorede 13 mål i syv kampe. Det fik daværende træner Jorge Valdano til at hente det unge talent op i førsteholdstruppen, og her blev det så til debuten som før nævnt.

Navnet på spilleren var Raúl González Blanco, og her mere end tyve år senere er han en legende i Real Madrid. I Spanien – især blandt madridistas – er han kendt som 'Kongesønnen'. Men at Raúl havnede i netop Real Madrid var egentlig noget af en overraskelse. Det skyldtes ingen ringere end den tidligere Atlético Madrid-præsident Jesús Gil y Gil.

Det var nemlig Atlético Madrid, som fik Raúl ind i klubben som 13-årig. Den purunge Raúl var en lysende stjerne i klubbens ungdomsafdeling, men i 1992 lukkede præsidenten nærmest for pengekassen til ungdommen for at spare penge. Det opfangede Real Madrid lynhurtigt, og de sikrede sig Raúl. En ikke bekræftet historie går på, at Raúl blot ville have sit buskort betalt af Atlético Madrid, så han ikke havde udgifter ved at spille fodbold, men det ville klubben ikke give. Derfor rykkede han til 'Storebror', som var mere end villige til at give ham et buskort.

Efter to år på forskellige ungdomshold i Real Madrid fik han altså sin debut i 1994 og blev ved den yngste spiller nogensinde til at debutere for Real Madrid. Sidenhen så han sig ikke tilbage. Han nåede ni mål i sin første sæson – det ene scoret mod Atlético Madrid, og Real Madrid vandt mesterskabet i den sæson.


Ikke meget plads i pokalskabet
Mesterskabet i 1994 blev blot en af mange pokaler, som angriberen har vundet. I alt blev det til seks spanske mesterskaber, fire spanske Super Cups, tre Champions League-titler, en europæisk Super Cup og to intercontinental cup. Han var blandt målscorerne i CL-triumferne i både 2000 og 2002. Desuden er Raúl kendt som en fantastisk sportsmand og rollemodel. Det kan man blandt andet se på, at han aldrig i sin karriere har fået et rødt kort.

På landsholdsplan nåede den nu 40-årige også flere rekorder, men det er aldrig blevet til en stor titel. Holdet har fejlet gang på gang, når der blev spillet om VM og EM. Han nåede at deltage ved EM i 1996, 2000 og 2004 samt VM 1998, 2002 og 2006. Faktisk er Raúl én af blot 18 spillere, som har scoret ved tre VM-slutrunder.

I sæsonerne 2004/05, 2005/06 og 2006/07 nåede den populære angriber blot at lave 32 mål for Real Madrid og dermed kysse sin vielsesring – som han gør efter hver scoring. Så selvom at der kom flere mål i de to år der fulgte endte Raúl med at tage til Schalke04 i sommeren 2010. Her opnåede han stor succes og blev en meget anerkendt spiller i arbejderklubben, men hans eftermæle hos klubberne Al-Sadd og Cosmos gjorde at legendens karriere gled lidt for ubemærket ud. Efter over tusind kampe og 427 mål fortjente den sympatiske angriber ikke dette.

Selvom støvlerne er lagt på hylden, har han gjort sit til at give sine talent videre. Sammen med konen Mamen Sanz har han nemlig ikke færre end fire sønner, og de to første har fået navne af specielle årsager. Den ældste søn fik navnet Jorge efter manden, som lod Raúl debutere for Real Madrid, mens den andenfødte fik navnet Hugo efter Raúls barndomsidol Hugo Sanchez, som tidligere bankede mål ind for ”Kongeklubben”. De to yngste er et tvillingepar med navnene Héctor og Mateo – mon ikke der kunne blive en enkelt fodboldspiller ud af det kuld. Et kuld som tilhører Raúl, der nu er blevet 40 år.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
TV-penge giver hysterisk transfer-vindue
Sommerens transfer-vindue kommer til at slå alle rekorder, og det kan blive helt tosset i Premier League.
- Imagine how much he would cost if he could cross the ball…

Sådan var Gary Linekers kommentar på Twitter kort tid efter, at Manchester City havde gjort Kyle Walker til verdens dyreste forsvarsspiller. På ganske kort tid havde Premier League-ekspertens tweet fået 58.000 likes, hvorefter han kaldte købet for ”galskab”… og det er svært at være uenig.

For nok er Walker en solid Premier League-back, men verdens bedste er han i hvert fald ikke, og en engelsk søndagsavis skrev meget præcist i deres overskrift: ”This is the moment we knew the Premier League had lost it's mind”.

Om lidt mere end 40 dage lukker transfer-vinduet, og meget tyder på, at det bliver det mest hysteriske nogensinde, og mon ikke der kommer flere ”Walker”?

På trods af at der mangler mange indkøb, så har Delotti allerede udregnet, at der indtil videre er brugt fjerde flest penge i forhold til alle de andre sommer-vinduer. Så alt tyder på, at alle rekorder vil blive slået, men hvor kommer pengene fra ?


TV-seerne betaler gildet
Siden 2005/06-sæsonen har Premier League-klubberne sammenlagt mere end fordoblet deres omsætning og deres lønbudgetter. Denne stigning er ikke kommet via betydelige stigninger på den kommercielle side eller mere omsætning på kampdagene, men derimod via den helt vanvittige tv-aftale, som blev fornyet forud for 2016/17-sæsonen.

Før dette var den ganske indbringende for klubberne, men yderligere en stigning på 30 % gjorde den helt grotesk. Det forventes, at den nye aftale, som bliver præsenteret i 2019-20, vil blive endnu bedre.

Delotti har tidligere slået fast, at Premier Leagues tv-aftale vil forgylde klubberne mindst tyve år frem i tiden, så vi har langt fra set det sidste indkøb a la ”Walker”, da Premier League mere og mere er ved at udvikle sig til hele verdens fodboldturnering.


2013 x 2 = 2016
Sammenligner man de sidste fire sommertransfer-vinduer for Premier League, var 2014 og 15 næsten ens med indkøb for omkring syv milliarder kroner. Mens sommeren 2013 sat op imod 2016 næsten giver en fordobling, for sidste sommer blev der brugt over 10 milliarder kroner på nye Premier League-spillere.

Med 40 dage tilbage i dette transfer-vinduer har indkøbet rundet de seks milliarder kroner, og næsten 500 millioner af disse blev brugt på Walker, som ifølge flere engelske medier end ikke vil være den bedste back i Tottenham. Hvis Danny Rose var skadesfri, skulle han være en bedre salgsvare.

Helt grotesk bliver det jo, når man tænker på, at Manchester City sidenhen har sikret sig Danilo, så Walker er langt fra sikker på en plads i Pep Guardiolas idealopstilling. Stort set samtidigt med, at Walker blev præsenteret, købte AC Milan Leonardo Bonucci i Juventus for ca. den halve pris. Den italienske forsvarsspiller har været en fast del af det historiske gode forsvar hos ”Den gamle Dame” og på det italienske landshold… han er en af verdens bedste forsvarsspillere.

Walkers spidskompetencer er fysisk overskud og en enorm hurtighed, men indlæggene og teknikken – som Lineker var inde på – efterlader ikke et godt indtryk. Walker er dog englænder, hvilket meget vel kan have givet prisen et stort pres op ad – med henblik på de kommende regler om et vist antal af engelske spillere i Premier League-trupperne. Så priserne på engelske spillere kan i de kommende år komme til at slå alle rekorder, når TV-pengene kommer til at give flere hysteriske transfer-vinduer.

I øvrigt så kostede Gary Lineker små 20 millioner kroner i 1992…

Læs hele lederen
Okolofutbol – volden udenfor banen
Der er 12 måneder til VM-start, som kan ende med meget grimme scener…
Til EM2016 viste de engelske hooligans deres grimme ansigt, da de sammen med de russiske ”kammerater” omdannede Marseilles gader til rene kamppladser, men hvordan kunne det ske – og kommer det til at ske igen til VM2018 i Rusland?

Eksperter har tidligere slået fast, at hvis store folkemængder ønsker at slås med hinanden, kræver det unaturligt mange politifolk for at stoppe det helt. Det er meget logisk, for det kræver næsten en personlig oppasser at stoppe de mange ballademagere – og der er mange… Ifølge bulletinerne op til EM-slutrunden i 2016 kom det frem, at op imod 500.000 englændere ville tage til slutrunden, og lad os slå fast med det samme… mange af disse er ganske fredelige mennesker, men når det er sagt, så kom der masser af ballade med de engelske fans, der lavede masseslagsmål især med de russiske ”kollegaer”.

Russisk fodbold har over de senere år oplevet en voldsom stigning i ballade omkring deres hjemlige kampe, mens den engelske Premier League har oplevet det modsatte. Undersøgelser har vist, at hooligansene er flyttet fra PL-kampene til lavere sportsligt niveau, samt når det engelske landshold spiller slutrunder. De engelske fans var ellers kommet i gang med en ”positiv bølge”, hvilket antallet af arresterede englændere i forbindelse med slutrunder tydeligt beviser:

EM-1992: 250
EM-1996: 942
VM-1998: 278
EM-2000: 945
VM-2002: 15
EM-2004: 93
VM-2006: 91
VM-2010: 5
EM-2012: 0
VM-2014: 15

En af årsagerne til, at hooligansene var så fremtrædende til EM2016, skyldes, at karantænen af hele 1.110 engelske hooligans var blevet ophævet. Disse sindssyge fans har været udelukket for slutrunder siden VM i 2006, men de er nu tilbage… Fransk politi havde sendt 1.000 betjente til ”High Risk-kampen” på Stade Velodrome. De var placeret udenfor stadion. Samtidig var der 1.100 betjente inde på stadionet, hvilket svarer til én for hver 70 tilskuere, men som tidligere nævnt er sådanne fans næsten umulige at stoppe.

De engelske og især de russiske hooligans har også stærke relationer til racistiske organisationer, og derfor er det fortsat en gåde, hvorfor UEFA valgte at placere denne ”High Risk-kamp” i Marseille, hvor der jo bor et ualmindeligt højt antal af muslimer.


Pig of Marseille
De gigantisk slagsmål skete, selvom engelske civile betjente var heftigt til stede i Marseille. Trods dette har de slet ikke kunne stoppe de engelske fans, som har fået tilnavnet ”Pig of Marseille” – opkaldt efter hooliganen James Shaylor, der i 1998 blev sendt i fransk fængsel, efter han blev dømt for at angribe fransk politi til VM-slutrunden.

Sådanne episoder virker næsten uundgåelige til VM2018, som de russiske hooligans er i gang med at ”træne” til . I 2013 kom filmen ”Okolofutbola”, der viser de russiske hooligans og deres voldlige liv omkring alt det, som intet har med fodbold at gøre. For de gammeldags engelske hooligans, der var almindelige mennesker med job og som kunne være familiefædre, er blevet afløst af unge arbejdsløse russere, der bruger størstedelen af deres tid på fysisk og kampsportstræning samt har en småkriminel levevej for at tjene til de euforiserende stoffer, som de indtager. Alt dette gør dem ikke mindre farlige…

Daily Mail har igennem længere tid fulgt russiske Alexander Shprygin, der bor 300 km udenfor Moskva. Han er en af disse nye hooligans, og han ser faktisk op til de gamle engelske hooligans, som den tidligere ballademager Dougie Brimson. Bogen ”The Crew”, som Brimson har skrevet med sin bror, har nærmest givet hooliganen heltestatus i Rusland.

Til trods for Shprygins noget underlige livsstil er han flere gange blevet fotograferet med præsident Vladimir Putin, hvilket ikke gør hans anerkendelse – eller frygten for masser af ballade til VM2018 – mindre. Netop Putin har en stor rolle. For ifølge russerne provokerede de engelske fans dem ved sommerens sammenstød i Marseille ved at synge nedladende sange om den russiske præsident. Dette skulle have startet balladen, som gik helt over gevind, selvom der ikke blev brugt ret mange våben. Indtil videre har langt de fleste masseslagsmål været uden våben, og skulle dette ændre sig, vil det naturligvis give endnu flere voldsomme tilskadekomne.

”Clean Hands” har været et af mange æresbegreber indtil nu, men i Marseille blev den 52-årige Andrew Bache alvorligt skadet, da han blev slået i hovedet med et jernrør, så man kan frygte, at der vil komme flere våben i fremtiden.


Gigantiske slagsmål på Youtube
Til den netop overståede Confederations Cup blev mange af disse russere nægtet afgang i de byer, hvor der blev spillet fodbold, da deres ”Fan ID” blev annulleret. Det er disse personers helt store skræk, at dette vil ske igen op til VM-slutrunden eller endnu værre, at de simpelthen bliver frihedsberøvet – altså bliver sat i fængsel op til begivenheden.

Derudover kan de russiske værter blot håbe på, at det engelske og russiske hold ikke skal spille imod hinanden og kommer til at bo langt fra hinanden i det store land. I dette skal man ikke glemme, at Balkan-landene, Tjekkiet og Polen også er begyndt at få nogle berygtede hooligans.

Masseslagsmålene, som disse fans deltager i, kan man se på Youtube, som da CSKA Moskvas ”Yaroslavka” slås på en øde mark imod Zenit St. Petersborgs ”Band of Shveds”. Sidstnævnte deltager også i en video imod en flok fra Frankfurts Brigade Nassau, så selvom de virker meget dramatiske og uorganiserede, er det faktisk ikke tilfældet. Kampene varer sjældent mere end et par minutter, men har en dommer, og der er faktisk flere regler. Ingen våben og du må højst sparke en liggende modstander et par gange – ellers ryger du ud af slagsmålet.

Om 12 måneder skal Rusland stå for VM-slutrunden, og den ansvarlige Vitaly Mutko mener ikke, at der er - eller bliver - et problem med hooligans eller racismen, som er tæt knyttet til dette – man kan håbe, at han har ret…

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Klinsmann junior fra angriber til keeper Ny Horsens-keeper har mål i støvlerne Artikel ikon Vanvittigt frispark Artikel ikon Er det årets afbrænder af Gabriel Jesus? Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Solgt PL-trup for 2.085.000.000 Big-spending City Artikel ikon Kontroversielle Cassano med ny fadæse! Artikel ikon - Kaká er den værste handel Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest følgere i PL Top 10: Derfor er Tyskland bedst Artikel ikon Top 25: Premier Leagues bedste handler Artikel ikon Top 10: Klassespillere med fortid i BL Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Bookmaker: Dette hold vinder PL Spil: Hvem vinder finalen? Artikel ikon Spil: United vinder med et enkelt mål Artikel ikon Spil: Dortmund vinder Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon XI: De dyreste Manchester United-indkøb Barcelona Legends vs. United Legends Artikel ikon Hvad skete der med 2009-holdene? Artikel ikon Et lille mirakel – i miraklet Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon PSG vil ikke betale Neymar-klausul Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Medie: Turan på vej tilbage til Tyrkiet Artikel ikon Sky: Barça er sikre på at hente Coutinho Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Rangeret: PL-klubbernes rekordskytter Mest loyale PL-spillere Artikel ikon Neymar ud – Coutinho ind Artikel ikon 2-0 er den farligste føring! Eller hvad? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - AaB Optakt: FC København - Hobro IK Artikel ikon Optakt: OB - AC Horsens Artikel ikon Optakt: SønderjyskE - FC Helsingør Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Vardar – FC København Startopstillinger: Helsingør - OB Artikel ikon Startopstillinger: FCM - Silkeborg Artikel ikon Startopstillinger FCN - Brøndby IF Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Livlig nullert i Brøndby FCK slået af makedonske mestre Artikel ikon "AK47" nedskød Shakespeare-boys Artikel ikon Flot FCM-spil sikrede sejren Artikel ikon Se flere