Skabelse af et mesterværk

Af Torsten Brix

2014-09-15
Skabelse af et mesterværk

Indkast.dk har fået lov til at bringe et kapitel fra den unikke Champions League-bog "Mesterværket". Her følger historien om "Skabelsen af et mesterværk"...

1955-1975
Hanot, La Saeta Rubia, Il Mago, Pythagoras og Kaiser Franz



Notorisk har england og Frankrig altid kæmpet om Europas herredømme. Geopolitisk kom det især til udtryk under Napoleonskrigene, men selv efter kejserens fald oven på Slaget ved Waterloo i 1815 blev fjendskabet holdt nidkært ved lige, nu mere på de sproglige og kulturelle arenaer.

Trods det nedarvede modsætningsforhold formåede parterne aldrig at ud- vikle nogen rivalisering inden for fodbold, for her var englænderne et stort skridt foran franskmændene, der gik mindst lige så meget op i idrætsgrene som boksning, motorløb og frem for alt cykling.

Alligevel var det i Frankrig, at idéen om en turnering for kontinentets stærkeste fodboldhold blev undfanget – selvfølgelig som svar på en plump provokation fra den anden side af kanalen. Tirsdag den 14. december 1954 stod der således at læse på forsiden af Daily Mail:

»Hail, Wolves, Champions of the world now!«

Baggrunden for udbruddet var, at de engelske mestre fra Wolverhampton Wanderers inden for kort tid besejrede Spartak Moskva og dernæst de stærke ungarere fra Honvéd Budapest, som i rækkerne talte otte spillere, heriblandt selveste Ferenc Puskás, der mindre end et halvt år forinden havde tabt VM- finalen til Vesttyskland.

I den franske sportsavis, L‘Équipes lokaler på Rue du Faubourg-Montmartre i Paris var man ved at eksplodere af forargelse over den engelske selvfedme, og chefredaktør Gabriel Hanot satte sig omgående bag skrivemaskinen:

»Inden vi erklærer Wolverhampton for uovervindelige, så lad dem lige rejse til Moskva og Budapest og prøve kræfter dér. Der findes andre klubber af international standard – Real Madrid og AC Milan – for bare at nævne to. Uanset hvad, så er tanken om et verdensmesterskab for klubhold, eller i det mindste et europæisk, så besnærende, at den burde realiseres. Lad os gribe muligheden,« skrev Hanot i sin leder.

På L‘Équipe var man ikke indstillet på bare at pege fingre ad de udannede englændere. Allerede dagen efter kom bladets fodboldredaktør, Jacques de Ryswick, med et detaljeret udkast til, hvordan en fælleseuropæisk turnering kunne arrangeres. Ifølge ham skulle 12 til 14 topklubber fra lige så mange lande inviteres til at deltage i en årlig knockout-turnering med midtugekampe ude og hjemme. For at stimulere almenvellets interesse skulle der knyttes bånd til internationale sponsorer og den nystiftede samarbejdsorganisation inden for radio og tv, European Broadcasting Union.

I januar 1955 var L‘Équipe klar med sin endelige plan for, hvordan turneringen konkret skulle udformes. Sportsmagasinet havde ikke selv ressourcerne til at stå som enearrangør, og derfor drog Gabriel Hanot og hans assistent, Jacques Ferran, til FIFAs hovedkvarter i Zürich for at få verdensfodboldforbundet til at adoptere deres plan.

Den belgiske præsident, Rodolphe William Seeldrayers, afviste dog delegationens planer i og med, at FIFA ifølge sine statutter kun var sat i verden for at arrangere landskampe. Derfor måtte Hanot og Ferran sætte sig i et fly med retning mod Wien, hvor det europæiske fodboldforbund, UEFA, som var blevet oprettet året forinden, holdt sin første kongres.

Dagsordnen her var først og fremmest at etablere et europamesterskab for nationalmandskaberne – Nations' Cup – men alligevel fik journalisterne foretræde for UEFA's danske præsident, Ebbe Schwartz.

Han syntes umiddelbart godt om idéen, men understregede straks, at en europæisk klubturnering slet ikke lå under hans ressort.

»UEFA har ingen officiel holdning til arrangementet. Det er alene op til de nationale fodboldforbund at give deres klubber lov til at deltage,« forklarede Ebbe Schwartz.

Således opmuntret drog L‘Équipes udsendinge hjem til redaktionen i Paris. Det skete med visheden om, at de nu skulle på charmeoffensiv over for kontinentets klubber. Ydermere var de i kapløb med tiden, idet to konkurrerende idéer samtidigt blev diskuteret i fodboldens allerøverste kredse, blandt andet relanceringen af den populære Mitropa Cup, der blev spillet frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig mellem en række centraleuropæiske klubber.

Efter at have modtaget indbydelser fra L‘Équipe valfartede repræsentanter fra 15 af de største hold i Europa, heriblandt Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu, og Ungarns sportsminister, Gusztáv Sebes, der desuden var træner for Honvéd Budapest, i begyndelsen af april 1955 til Ambassador Hotel i Paris, hvor de i de følgende to dage planlagde, hvorledes turneringen skulle søsættes.

Én måned senere fik de foretagsomme franskmænd det blå stempel af FIFA's eksekutivkomité med de udtrykkelige forbehold, at de deltagende klubber skulle have tilladelse af de nationale forbund, og at UEFA blev ansvarlig for arrangementet, der skulle omfatte alle de medlemslande, som var villige til at stille med deres mesterhold.

Det sidste krav blev man nødt til at slække på, for ganske som ventet frarådede den stokkonservative formand for den engelske ligaforening, Alan Hardaker, de nykårede mestre fra Chelsea at give sit bidrag til det nymodens cirkus med den begrundelse, at turneringen var at regne som en konkurrent til den hjemlige 1. division.

Dermed lå Hardaker helt i vatter med den britiske regerings protektionistiske linje. For samtidig med hans afvisning af at levere et engelsk mandskab til L‘Équipes stævne, vendte udenrigsminister Harold Macmillans tommefingeren ned ad i spørgsmålet om at søge om optagelse i forløberen for EU – Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ...

Også andre nationale mesterhold valgte at holde sig væk, hvorfor den indledende udgave af Coupe des Clubs Champions Européens kom til at bestå af 16 mandskaber, hvoraf halvdelen var blevet inviteret.

Ikke desto mindre var det fuldt forsvarligt at gennemføre arrangementet, og knap ni måneder efter, at en flok iltre franskmænd havde fostret den banebrydende idé, tog Sporting Clube de Portugal og Partizan Beograd søndag den 4. september 1955 hul på den første dyst i Mesterholdenes Europa Cup.


Real Madrid CF – 1956, 1957, 1958, 1959 og 1960
Var der en mand i europæisk fodbold, der stod respekt om i begyndelsen af 1950'erne, så var det Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu Yeste.

14 år gammel blev han medlem af klubben, som han gennem resten af sin levetid viede hele sin opmærksomhed. I 1912 var han med til at opføre madrilenernes første hjemmebane, Campo de O'Donnell, siden var han anfører for førsteholdet, inden han efter Den Spanske Borgerkrig, hvor han kæmpede aktivt på Franco-fascisternes side, var med i genrejsningen af Real Madrid.

Det var ingen nem opgave, for klubben havde lidt grim overlast, og udover at være på randen af konkurs gled den ned i hierarkiet efter Barcelona, Bilbao og ikke mindst bysbørnene fra Atlético, der for at vise tilknytningen til flyve- våbnet blev tilføjet efternavnet Aviación.

Takket være sit energiske arbejde lykkedes det Santiago Bernabéu, som blev udnævnt til klubpræsident i 1943, at få Real Madrid på ret kurs igen. Dette skyldtes ikke mindst hans talent for at tilknytte de rette folk, herunder især administratoren Raimundo Saporta, der var en sand mester i at lefle for Francos kumpaner.

Det betød, at madrilenerne blev tildelt særlige privilegier såsom gunstige bankkreditter og også kommunal jord til at opføre sit enorme træningskompleks, Ciudad Deportiva.

Ligeledes var det en slet skjult hemmelighed, at statslige lastbiler i nattens mulm og mørke læssede materialer af i Chamartín, hvor Santiago Bernabéu opførte Europas største stadion, i stedet for at fortsætte til deres officielle destination – lufthavnen i Barajas.

Konsekvensen blev, at konkurrenterne snart udstyrede Real Madrid med tilnavnet El equipo del régimen – Regimets Hold – og dét var bestemt ikke hverken ironisk eller venligt ment ...

Trods hjælpen fra falangisterne kunne Real Madrid ikke omsætte fordelene til grønsværen, hvor de andre mandskaber fortsat var stærkere. I de første 14 sæsoner efter La Ligas genoplivning i 1939 lykkedes det sigende nok ikke hovedstadsholdet at vinde én eneste titel.

Det frustrerede Santiago Bernabéu, der tænderskærende måtte acceptere, at ærkerivalerne fra CF Barcelona tog sig af fem mesterskaber i perioden og samtidig havde turneringens største profil i den eksilerede ungarer, Ladislao Kubala.

I maj 1953 forværredes situationen dramatisk, da CF Barcelona annonce- rede, at klubben havde lavet aftale med den bedste spiller i Sydamerika, argentineren Alfredo Di Stéfano, der var delvist ejet af River Plate og den colombianske klub, Los Millonarios.

Med ham og Kubala på holdet lå det i kortene, at catalonierne ville blive næsten uovervindelige, og derfor gik madrilenerne straks i gang med at iværksætte deres modtræk. Ved kynisk at spille på den kendsgerning, at de to syd- amerikanske klubber var dybt splittede i spørgsmålet om, hvem der egentlig havde råderetten over angriberen, lykkedes det Raimundo Saporta at inddrage både FIFA og den spanske sportsminister, general José Moscardó, i affæren.

Det udviklede sig til en prekær sag mellem de to storklubber, og det mun- dede ud i et mærkværdigt dekret om, at Alfredo Di Stéfano i de næste fire sæsoner skulle optræde skiftevis for Real Madrid og CF Barcelona, mens klubberne så undervejs måtte forhandle om, hvem af dem, der siden skulle overtage ham.

Barça-præsident Martí Carreto skrev nødtvungent under på aftalen, men efterfølgende for fansene og bestyrelsen i flint, og så måtte Carreto forlade sit embede, mens kontrakten med argentineren blev revet midtover.

I stedet præsenterede Santiago Bernabéu i slutningen af september 1953 den 27-årige Alfredo Di Stéfano som Real Madrids nye centerforward. Han havde så viselig påført klubben enorme administrative strabadser og i tilgift en eksorbitant udgift på 5,5 millioner pesetas.

Men det skulle snart vise sig, at han var det hele værd ...
Med La Saeta Rubia – Den Blonde Pil – på holdet indledtes en ny æra i Real Madrid. Allerede i hans debutsæson vandt klubben sit første spanske mesterskab siden 1933, og oveni blev Alfredo Di Stéfano ligatopscorer med 27 fuldtræffere.

Årets efter genvandt madrilenerne titlen, og dermed kvalificerede de sig til den nymodens Europa Cup-turnering for Mesterhold, som Santiago Bernabéu havde været én af de varmeste tilhængere af.

Ganske vist krævede det gode overtalelsesevner hos Raimundo Saporta at overbevise landets fascistiske ledere om, at det rent faktisk var god propaganda for Spanien, at Real Madrid stillede op imod – og besejrede – hold fra lande bag Jerntæppet, for var der noget, som Francisco Franco absolut ikke brød sig om, var det bolsjevismen.

Det kom til udtryk under Anden Verdenskrig, da Spanien trods sin erklærede neutralitet leverede et specialkorps – kaldet División Azul – til nazisternes felttog på Østfronten. Også på den sportslige scene var falangisterne kede af at pleje samkvem med de kommunistiske stater, og det betød blandt andet, at Spanien boykottede kvalifikationskampene til den første EM-slutrunde i 1960.

I første runde af Europa Cuppen var der garanti for, at Real Madrid ikke skulle møde et østeuropæisk hold, da modstanderne – for første og eneste gang i turneringens historie – blev bestemt på forhånd af L‘Équipes redaktion.

Det betød, at Real Madrids indledende kamp på kontinentet kom til at foregå torsdag den 8. september 1955 i Genève mod de schweiziske mestre fra Servette.

Første halvleg endte uafgjort 0-0 efter en tarvelig indsats, og i pausen var der helt stille i omklædningsrummet, idet ingen turde forstyrre Di Stéfano, som var i skidt humør. Med ét gik døren op, og ind kom den 17-årige prins Juan Carlos, der stu- derede i Schweiz. Han gik straks hen til Alfredo Di Stéfano, der som den eneste var blevet siddende på sin plads.

Efter at have forsøgt sig med et par høflighedsfraser for at bryde isen greb Juan Carlos stjernens hånd, hvorpå han med slet skjult henvisning til, at den royale familie havde levet i tvunget eksil siden 1931, udbrød:

»Gutter. Nu er det ham her, der er konge!«

Helt løgn var det vel ikke, og i anden halvleg leverede Alfredo Di Stéfano og hans kammerater varen, så der til sidst stod der 0-2 på Stade des Charmilles' antikverede måltavle efter scoringer af Miguel Munõz og Héctor Rial.

Siden blev også Partitizan Beograd og AC Milan besejret, inden Real Madrid den 13. juni 1956 blev kåret som den første vinder af Europa Cuppen for Mesterhold efter 4-3-sejren i Paris over Stade de Reims.

Udover at score Real Madrids første mål i finalen var Alfredo Di Stéfano som sædvanligt den store drivkraft i og med, at han fra sin position som centerforward lod sig falde tilbage i banen for at styre opspillet. Det blev bemærket af France Soirs referent, der slet og ret skrev:

»Hovedmanden bag Madrids triumf var Di Stéfano. Han skilte modstandernes defensiv fuldstændigt ad ...«

I den følgende sæsoner blev Raymond Kopa hentet til fra netop Stade de Reims. I forvejen havde Real Madrid et stærkt mandskab med folk som Héctor Rial og Francisco Gento til at fodre Alfredo Di Stéfano, men med Kopa blev spillet mere målrettet, og madrilenerne vandt da også de følgende to mesterholdsfinaler over henholdsvis Fiorentina og AC Milan.

I august 1958 blev holdet om muligt endnu mere giftigt, da én af de fore- gående ti års største profiler blev præsenteret som Alfredo Di Stéfanos nye angrebsmakker. De fleste iagttagere var enige om, at Ferenc Puskás' bedste tid lå bag ham, for ungareren var netop fyldt 31 år, og hans mave bugnede så voldsomt, at Real Madrids træner, Luís Carniglia, bekymret spurgte Santiago Bernabéu, hvad han i grunden skulle stille op med den korpulente frontløber.

»Det ved jeg da ikke. Det er dit job at gøre ham i stand!« brummede præsidenten.

Næsten to år forinden var Ferenc Puskás sammen med Sándor Kocsis, Zoltán Czibor, der begge siden kom til Barcelona, hoppet af under Honvéds verdensturné, som foregik under den ungarske opstand. Det var naturligvis et enormt prestigetab for de socialistiske diktaturstater ikke mindst fordi Ferenc Puskás havde rang af major – og i samlet flok pressede de UEFA til at udelukke ham fra at spille fodbold i Europa.

Ikke desto mindre forsøgte den venstrebenede angriber at finde en ny arbejdsgiver i først Bologna og siden Manchester United. Uheldigvis kunne Ferenc Puskás ikke ét ord engelsk, og desuden var de britiske regler for brugen af udlændinge så stramme, at parterne måtte gå hver til sit.

Det var et held for Real Madrid, for her havde man altid haft et godt øje til den trinde ungarer, og efter at Raimundo Saporta nok engang demonstrerede sit talent for at forhandle, indvilligede UEFA i at ophæve karantænen.

Da Ferenc Puskás først havde smidt nogle kilo, udviklede han en blændende forståelse med Alfredo Di Stéfano, der ikke følte sin position truet af den madglade ungarers tilstedeværelse.

Trods sin hurtige tilpasning og det faktum, at han scorede det afgørende mål i semifinalen mod bysbørnene fra Atlético, blev Ferenc Puskás ofret i finalen i 1959, som igen bød på et møde med Stade de Reims.

Det var tilsyneladende en klog beslutning, for Real Madrid vandt med 2-0. Alligevel blev Luís Carniglia fyret efterfølgende, dels for at holde Santiago Bernabéus erklærede yndling ude af holdet, og dels fordi Barcelona vandt den spanske mesterskabstitel.
I stedet blev den gamle anfører, Miguel Muñoz, udnævnt til træner for Real Madrid fra den kommende sæson, og så var Puskás eller Cañoncito Pum – Den Lille Kanon, bang! – sikker mand på holdkortet.

Ferenc Puskás takkede for tilliden ved både at blive topscorer i ligaen og i Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til 12 fuldtræffere.

Fire af disse sparkede han ind for øjnene af godt 127.000 tilskuere på Hampden Park i Glasgow, da Real Madrid den 18. maj 1960 vandt turneringen for femte gang i træk.

Puskás' angrebsmakker, Alfredo Di Stéfano, scorede de øvrige tre mål i 7-3- sejren over Eintracht Frankfurt i en finale, der indiskutabelt må karakteriseres som historiens bedste.
Så hæsblæsende var den, at det tog The Guardians Richard Williams adskillige år at bearbejde sine indtryk:

»Fonteyn og Nureyev. Bob Dylan i Albert Hall. Premieren på The Rite of Spring. Laurence Olivier på toppen af karrieren. The Armory Show og Sydneys operahus i ét. Dén kamp havde simpelthen alt ...«

Efter så fornem en bedrift kunne det næsten kun gå ned ad bakke for Real Madrid, og det gjorde det også. Ikke på den hjemlige scene, for her vandt klubben mesterskabet i otte ud af de ni følgende sæsoner, men på kontinentet var konkurrenterne blevet stærkere, mens flere af Real Madrids profiler havde nået deres zenit.

Én af dem var kulturbæreren Alfredo Di Stéfano, der om nogen var eksponent for den ægte Madridismo, hvilket kort fortalt er et udtryk for symbiosen mellem effektivitet og stil tilsat stoltheden over at bære den hvide trøje.

Det fik den senere anfører, Amancio Amaro, som debuterede for Real Madrid i Ghana på klubbens sommerturné i 1962, at føle. Da han løb på banen, opdagede han, at der ikke var noget emblem på hans trøje, hvilket han fortalte Alfredo Di Stéfano. Fra ham faldt svaret prompte:

»Du skal svede i den først, knægt ...«

At Di Stéfano vidste, hvad han talte om, understreges af, at han vandt fem mesterholdspokaler og otte spanske ligatitler med Real Madrid, ligesom han blev ligatopscorer fem gange. Alligevel erfarede Alfredo Di Stéfano som så mange andre før ham, at det sidste spark ikke er ét, man giver, men ét man får.

Efter at Real Madrid tabte mesterholdsfinalen til Inter i 1964, ville han gerne fortsætte et par sæsoner endnu, men Santiago Bernabéu var afvisende over for ønsket, og han tilbød i stedet den næsten 38-årige argentiner en rolle i klub- bens tekniske stab. Det afslog han, hvad der gjorde Bernabéu så rasende, at han på stedet erklærede, at Di Stéfano kunne glemme alt om at få job i Real Madrid, så længe præsidenten levede.

I stedet fortsatte angriberen til Español, hvor Ladislao Kubala var blevet træner. Her blev det kun til 11 scoringer, og mest af alt lignede Alfredo Di Stéfanos skifte et desperat ønske om at tjene en sidste skilling, hvad der blev understreget af den dybt alkoholiserede, men livskloge Kubala:

»Jeg beundrede ham på banen, men han gav aldrig nogensinde så meget som en øl ...«


SL Benfica – 1961 og 1962

Trods den formidable finalesejr i 1960 over Eintracht Frankfurt lå det i kor- tene, at Real Madrids totale dominans på kontinentet ikke ville vare evigt. Men at førsteudfordreren skulle komme fra den vestlige side af Den Iberiske Halvø kom nu bag på de fleste.

Om noget havde Portugal udviklet sig til Vesteuropas uland under den fascistiske økonomiprofessor, António de Oliveira Salazars styre, hvad der blandt andet betød, at hovedparten af befolkningen levede i den dybeste fattigdom, ligesom op imod en tredjedel hverken kunne læse eller skrive.

Selv om levevilkårene var utålelige for de fleste, så var interessen for fodbold enorm, og de to hovedstadsklubber, Benfica og Sporting, hørte med sikkerhed til blandt de mest velspillende i Europa.

Specielt Benfica var et spændende bekendtskab, hvilket primært skyldtes, at klubben blev finansielt understøttet af den stenrige Mauricio de Britos, der havde tjent sin formue ved at importere kaffe fra Angola. Det var dog ikke kun kaffebønner, som blev hentet op fra det afrikanske kontinent, for De Britos havde også en veludviklet sans for at slå en klo i gode fodboldspillere, hvad der betød, at folk som Mário Coluna, José Águas og Eusébio blev hentet til den portugisiske hovedstad.

Sidstnævnte var for ung til at spille nogen væsentlig rolle på Benficas mandskab, der under mestertaktikeren Béla Guttmann gik på jagt efter mesterholdstrofæet i efteråret 1960. Til gengæld stortrivedes en lang række andre fremragende profiler i Guttmanns kompromisløse angrebskollektiv, og på vejen mod finalen blev Hearts, Újpesti Dózsa, AGF og Rapid Wien udraderet efter tur. José Águas og José Augusto scorede henholdsvis ni og syv mål, hvad der fortalte alt om, hvor farlige folk, Guttmann rådede over.
Trods det sprudlende spil var Benfica ikke favorit i finalen på Wankdorf-stadion i Bern den 31. maj 1961. Det var CF Barcelona, som omsider indfriede omverdenens forventninger ved at kvalificere sig til sin første finale i turnerin- gen efter blandt andet at have elimineret de evige rivaler fra Real Madrid i to barske opgør i anden runde.

Selv om Barcelona stillede op med etablerede verdensstjerner som Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Zoltán Czibor havde holdet en decideret offday mod Benfica, symboliseret ved at portugisernes anden scoring i 3-2-sejren var et selvmål af målmandsmonumentet Antoni Ramallets.

Dén plet var svær at vaske af for CF Barcelona, og bedre blev det ikke af, at klubben kom til at vente i 13 år, inden den igen formåede at kvalificere sig til mesterholdsturneringen. Så længe varede det ikke for Benficas vedkommende, for takket være triumfen i Bern gik As Águias – Ørnene – fem måneder senere på vingerne for at indlede forsvaret af sølvtrofæet. Omsider havde det 19-årige stortalent, Eusébio, der indtil nu havde levet en forholdsvis beskyttet tilværelse i klubbens talentafdeling, vokset sig stor og stærk nok til at tage en fast plads på holdet.

Med ham blev Béla Guttmanns i forvejen skræmmende offensiv endnu mere uhyggelig, og det fik genfødte Real Madrid at føle i mesterholdsfinalen i Amsterdam, der på grund af det forestående VM i Chile var rykket helt frem til den 2. maj 1962. Her brillerede den fortsat knivskarpe Ferenc Puskás ved at score tre gange for spanierne, men alligevel måtte han efterfølgende erkende, at han blev overskygget af en purung mozambiquer ved navn Eusébio. Han stod for to af fuldtræfferne i én af historiens mest uforglemmelige mesterholdsfinaler, som Benfica endte med at vinde 5-3, hvorefter det var en realitet, at magtbalancen i europæisk fodbold definitivt var taget ud af hænderne på Real Madrid, der ellers havde spillet sig frem til seks af de hidtidige syv finaler i turneringen.

Desværre for Benfica blev triumfen i Amsterdam samtidig afslutningen på Béla Guttmanns virke i klubben. Den ungarske globetrotters livsindstilling var maksimalt at arbejde tre år det samme sted, og det lavede han heller ikke om på i Lissabon – specielt ikke efter at Mauricio de Britos konsekvent nægtede ham en lønforhøjelse ...

Set i bagklogskabens klare lys var det en bommert af rang, for selv om Benfica op gennem 1960'erne leverede adskillige store øjeblikke, så kom holdet til at undvære Guttmanns magiske touch, og dermed blev døren åbnet for andre af kontinentets slumrende giganter.


AC Milan – 1963 og FC Internazionale – 1964 og 1965

Efter mange års opslidende krig mod Østrig blev Italien i 1861 samlet under kongefamilien Savoia, der hørte hjemme i Piemonte-regionen. Selv om de fleste italienerne efterfølgende sang passioneret med på nationalhymnen Marcia Reale – Den Kongelige March – betød foreningen ikke, at de dermed kunne opfattes som én homogen befolkningsgruppe.

Dertil var forskellen mellem indbyggerne i det industrialiserede og rige nord og befolkningen i det fattige og underudviklede syd trods alt for stor. Også inden for fodbold udkrystalliseredes de demografiske forskelle, lige fra englænderne introducerede spillet i ti-året inden århundredeskiftet. Det skete i de nordlige regioner, hvor pengestærke iværksættere og store befolkningsgrupper udgjorde det nødvendige miks for at grundlægge nogle stærke fodboldklubber.

Helt fra det første mesterskab blev afviklet over en enkelt eftermiddag i 1898, kom de toneangivende hold fra Genova, Milano og Torino, og efter etableringen af Serie A i 1929 og 30 år frem dominerede de to store rivaler fra sidstnævnte by – Juventus og AC Torino – ved tilsammen at vinde halvdelen af ligatitlerne.
Succesen blev dog aldrig overført til den europæiske scene, hvilket for AC Torinos vedkommende hang sammen med, at alle spillerne på dét hold, som vandt Serie A fem sæsoner i træk, omkom ved et flystyrt i 1949.

Hvor tragisk det end var, så gav det plads til AC Milan, der ikke havde vundet mesterskabet i mere end 40 år. Takket være indflydelsen af de tre svenskere, Gunnar Nordahl, Nils Liedholm og Gunnar Gren, som alle kom til efter OL i London, triumferede I Rossoneri – De Røde og Sorte – fire gange i perioden, ligesom holdet på ulykkelig vis tabte Europa Cup-finalen for Mesterhold til Real Madrid i 1958.

Tre år senere udnævnte AC Milans præsident, Andrea Rizzoli, Nereo Rocco til ny cheftræner, og det var en god beslutning, for allerede i den defensivt tænkende triestiners første sæson vandt klubben Serie A.

Den 22. maj 1963 skrev Nereo Rocco sig ind i historiebøgerne, da han på Wembley i London førte AC Milan til tops i Europa Cuppen for Mesterhold efter en hårdt tilkæmpet sejr på 2-1 over Benfica.
Dermed blev AC Milan den første italienske repræsentant, der vandt Europa Cuppen for Mesterhold. Det vakte naturligvis udbredt glæde i det fodboldgale land, men selvklart var begejstringen til at overse hos den anden store Milano-klub, FC Internazionale, der kort forinden sikrede sig Serie A-titlen for første gang i ni år.
I spidsen for I Nerazzurra – De Sorte og Blå– stod den vidt berejste Helenio Herrera, som var cheftræner for CF Barcelona, der i både 1959 og 1960 vandt det spanske mesterskab.

Umiddelbart efter den sidste triumf blev han fyret, fordi catalonierne tabte til Real Madrid i Europa Cuppens semifinale, men at argentineren var afholdt af fansene illustreres af, at de efterfølgende bar ham i guldstol ned ad Barcelonas hovedstrøg, La Rambla.

Herreras popularitet skyldtes ikke kun, at Barça i Real Madrids guldalder formåede at vinde to ligatitler, men også at han samlede et mandskab, der om muligt var endnu mere attraktivt at se på end klubben fra hovedstaden.

Med Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Luís Suárez var stilen kompromis- løst offensiv, og i de to mesterskabssæsoner scorede holdet sammenlagt 182 mål.

Selv om Helenio Herrera hentede Suárez til Inter i 1961, vil det være en overdrivelse at hævde, at den catalanske spillefacon fulgte med. Hos Inter indførte Herrera en moderne udgave af Karl Rappans Verrou-system fra VM i 1938, der indebar, at det schweiziske landshold optrådte med tre mandsopdækkere i forsvaret og tillige en mand som stopklods bag de tre.
Hos Inter blev systemet kaldt Catenaccio med anfører Armando Picchi som låsesmed, og selv om omverdenen skældte voldsomt ud over, at Herreras rationale var at lukke ét mål færre ind end modstanderne, snarere end at forsøge at score ét flere, talte resultaterne for sig selv.

Inter vandt således Europa Cuppen for Mesterhold i 1964 og 1965 efter finalesejre over Real Madrid og Benfica, men til trods for, at forsvaret var holdets adelsmærke, var der også på de offensive positioner fremragende spillere som Jair, Sandro Mazzola og Luís Suárez. Stjernen over dem alle var dog ubetinget Helenio Herrera, der revolutionerede fodbolden med sine metoder. Blandt meget andet var det ham, der indførte Il Ritiro, hvilket medførte, at spillerne allerede efter torsdagstræningen blev sendt i træningslejr for at lade ordentligt op til weekendens ligakamp.

Det siger sig selv, at ikke alle tiltag gled lige let ned, men at Il Mago – Tryllekunstneren – var respekteret af spillerne, understregede Luís Suárez flere år senere:
»Herreras målrettede fokus på fitness og psykologi var enestående. Det var ikke noget, man havde set før. Inden hans tid var træneren ikke vigtig ...«


Real Madrid CF – 1966, Celtic FC – 1967, Manchester United – 1968 og AC Milan – 1969

Efter at have vundet sin tiende spanske ligatitel siden indførelsen af den landsdækkende Primera División i 1929, stillede Real Madrid op til Europa Cuppen for Mesterhold i efteråret 1965 med den klare målsætning at genoplive de glade dage få år forinden.

Der var for længst blevet taget afsked med ikonet Alfredo Di Stéfano og i og med, at Santiago Bernabéu trods ihærdige anstrengelser ikke havde haft held til at lokke den brasilianske verdensstjerne, Pelé, til den spanske hovedstad, lignede Real Madrid ikke umiddelbart et hold, som kunne rokke ved de italienske klubbers dominans.

Ferenc Puskás var efterhånden blevet 38 år, forsvarsstyrmanden José Santamaria 36 år og venstre wingen Francisco Gento 33 år, hvilket mere end indikerede, at det ikke ligefrem var noget ferskt materiale, cheftræner Miguel Muñoz rådede over. Det skulle da også snart vise sig, at de to førstnævnte for længst var over sidste salgsdato, hvorfor de mistede deres stampladser, som sæsonen skred frem.

I stedet blev yngre kræfter som José Pirri, Amancio Amaro og Manuel Sanchís toneangivende figurer på et kampstærkt Madrid-mandskab, der slog sig igennem til finalen i Bruxelles efter blandt andet at have nedkæmpet kompetente modstandere som Anderlecht og Inter.

Den 11. maj 1966 viste de hvidklædte madrilenere, at de måske ikke længere var så spillemæssigt godt kørende som tidligere, men til gengæld udstrålede de masser af vilje. Det gik ud over de dygtige jugoslaver fra Partizan, som efter at have været foran alligevel tabte med 1-2, hvorefter Real Madrid vandt sin sjette mesterholdspokal.

Året efter var korpsånd og fightervilje ikke længere nok for Real Madrid, der måtte forlade turneringen efter to nederlag til Inter, som dermed fik revanche for den foregående sæsons exit i semifinalen. Helenio Herreras tropper nåede siden frem til deres tredje mesterholdsfinale på fire år, og på Estádio Nacional i Lissabon var de den 25. maj 1967 gigantiske favoritter mod de skot- ske opkomlinge fra Celtic, som helt usædvanligt stillede med 11 hjemmeavlede spillere i startopstillingen.

Trods et tidligt straffesparksmål af Sandro Mazzola tabte Inter dog med 1-2 mod de seje folk fra Glasgow, som dermed blev det første nordeuropæiske mandskab, der vandt turneringen. Det var en slem bet for både Inter og italiensk fodbold, som kunne have fået en smule oprejsning oven på VM i England, hvor nationalmandskabet røg ud allerede efter den indledende runde.
Oprejsningen kom heller ikke i den følgende sæson, for her vandt Manchester United turneringen.

Det var i sandhed en monumental bedrift, for ti år forinden blev halvdelen af holdet udslettet ved et flystyrt i München efter en Europa Cup-kamp mod Crvena zvezda – Røde Stjerne. Umiddelbart efter gik den overlevende manager, Matt Busby, i gang med at bygge et nyt storhold, og kulminationen på hans arbejde kom i 1968, da Manchester United med excellente folk som Bobby Charlton og George Best i rækkerne slog Benfica på Wembley med 4-1 efter forlænget spilletid.

Jublen forstummede snart for Manchester United, og også hos Grande Inter var de glade dage forbi. Til gengæld begyndte naboerne fra AC Milan igen at røre på sig, da Nereo Rocco vendte tilbage efter en afstikker til AC Torino. Med ham i spidsen kvalificerede Milan sig i 1969 til mesterholdsfinalen i Madrid mod de hollandske himmelstormere fra Ajax, der til trods for tilstedeværelsen af en vis Johan Cruyff tabte med 1-4.
Ham kom man til at høre meget mere til i den efterfølgende periode. Hvad ingen vidste var, at der skulle gå hele 16 år, inden et italiensk hold igen vandt Pokalen Med De Store Ører ...



Feyenoord – 1970 og AFC Ajax – 1971, 1972 og 1973

I sammenligning med andre store fodboldnationer blev professionalisme indført sent i Holland, nemlig i 1954. Der skulle imidlertid ikke gå længe, inden kongedømmets klubber begyndte at sætte deres præg på de kontinentale turneringer. Det skyldtes til dels fremvæksten af en række talentfulde spillere, og dels at de hollandske trænere generelt befandt sig på et højt taktisk stade.
Én af disse var den forhenværende Ajax-angriber, Rinus Michels, der afløste englænderen Vic Buckingham i sin barndomsklub i 1965.

På daværende tidspunkt lå amsterdammerne og rodede nær bunden af Æresdivisionen, men efter at den nye træner erhvervede de rutinerede Co Prins, Henk Groot og målmanden Gert Bals til støtte for de unge Ajacieden, gik det fremad med rasende fart. Rinus Michels var taktisk inspireret af Jack Reynolds, som han selv havde optrådt under som aktiv, og af det ungarske landshold, der med Ferenc Puskás i spidsen fejrede store triumfer i begyndelsen af 1950'erne. Disse indtryk blev tilsammen til konceptet Totaalvoetbal, som drejede sig om at udnytte banens rum og om at have bolden mest muligt.

»Zonder de bal kun je niet winnen« – Uden bolden kan man ikke vinde var ét af Rinus Michels standardudtryk, og det blev understøttet af, at alle blev opdraget til både at angribe og forsvare. Det indebar logisk nok, at det var nødvendigt at luge kraftigt ud i truppen, idet det ikke var alle, som levede op til hans ekstreme krav. Unge kometer som Piet Keizer, Barry Hulshoff og Johan Cruyff havde derimod ingen kvaler med Michels' principper, og med dem som bannerførere for banebrydende og attraktiv angrebsfodbold vandt Ajax tre ligatitler på stribe, ligesom holdet i 1969 nåede frem til mesterholdsfinalen, som man dog tabte til AC Milan.

På baggrund af Ajax' dominans kom det som et chok, at landsmændene fra Feyenoord den følgende sæson vandt Mesterholdenes Europa Cup, da holdet under ledelse af Ernst Happel udmanøvrerede Celtic i en meget taktisk finale i Milano.
Trods et stærkt materiale kunne Feyenoord ikke holde trit med Ajax, der blev yderligere styrket med tilgangen af Arie Haan, Johan Neeskens og Ruud Krol fra klubbens egen ungdomsafdeling, og det var der i og for sig heller ingen andre, som kunne.

Med Johan Cruyff som kontinentets mest dominerende spiller siden Alfredo Di Stéfanos velmagtsdage fejede Ajax al modstand til side i de følgende tre sæsoner af Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til finalesejre over henholdsvis Panathinaikos, Inter og Juventus.

Så iøjnefaldende var Cruyff, at flere ligefrem talte om, at han var historiens bedste, og i dyb benovelse over hollænderens teknik og overblik, døbte den britiske skribent, David Miller, ham Pythagoras i fodboldstøvler ...

Allerede inden den seneste finalesejr over Juventus den 30. maj 1973 begyndte alvorlige mæthedsfornemmelser at sætte ind i alle geledder.

Interne stridigheder og misundelse blev en del af hverdagen, og efter at Johan Cruyff blev frataget anførerbindet oven på en afstemning blandt holdkammeraterne, valgte han at skifte til CF Barcelona, hvor Rinus Michels i de seneste to sæsoner havde været ansat.

Forinden udløb de rumænske myndigheders tilladelse til, at den meget vellidte Stefan Kovács kunne fortsætte i Ajax. Efter to år på trænerposten skulle han planmæssigt vende tilbage til hjemlandet, men efter intense forhandlinger fik han lov til at tage et par sæsoner som chef for det franske landshold.

Cruyffs og Kovács samtidige afgang var for stor en åreladning, og folkene omkring bestyrelsesformand Jaap van Praag måtte nødtvunget erkende, at Ajax' epoke var slut, efter at holdet i fem sæsoner havde vist noget af det mest strålende spil i historien.
I efteråret 1973 slog CSKA Sofia amsterdammerne ud allerede i anden runde af Europa Cuppen, og derefter måtte de Godenzonen – Gudernes Sønner – vente fire sæsoner på deres næste hollandske mesterskab.


FC Bayern Munchen – 1974 og 1975

Kontinentets fodboldfans kom ikke til at vente længe, før et nyt hold satte sig på magten i Europa. Bayern München tålte æstetisk ingen sammenligning med Ajax, men man skulle bestemt ikke tage fejl af den vesttyske mesterklub.

FC Bayern hørte ikke umiddelbart til de toneangivende hold i forbundsrepublikken, endsige i hjembyen, hvor 1860 München traditionelt var både stærkere og mere populær. I det hele taget stod tysk fodbolds vugge ikke i den sydlige del af landet, men nær Ruhr-området, hvor klubber som Borussia Dortmund, Schalke 04 og FC Köln har deres udspring.

I midten af 1960'erne udklækkede Bayern München imidlertid en stribe af de største talenter, som nogensinde er set i Vesttyskland, og det kom i det følgende tiår til at vende op og ned på magtbalancen både nationalt og internationalt.
Rygraden på mandskabet kom fremdeles til at bestå af hjemmefødte verdensklassespillere som målmanden Sepp Maier, liberoen og anføreren Franz Beckenbauer og Gerd Müller, der med stor sandsynlighed er den farligste mand, der nogensinde har haft straffesparksfeltet som sin arbejdsplads.

Sammen med tre andre spillere fra FC Bayern dannede de stammen på det vesttyske landshold, der i 1972 vandt Europamesterskabet efter en 3-0-sejr over Sovjetunionen i Bruxelles, hvilket var et forvarsel om, at forbundsrepublikken var på vej ind i sin fodboldmæssige Blütezeit.

To år senere stod Bayern München sammesteds i sin første Europa Cup- finale for Mesterhold, hvor modstanderen var Atlético Madrid. Sydtyskerne var bedst, men alligevel måtte holdene ud i forlænget spilletid efter 0-0 i den ordinære kamp. Her bragte den senere landstræner, Luís Aragonés, spanierne i spidsen med et af sine karakteristiske frispark, men dybt inde i overtiden udlignede den fremrykkede forstopper, Georg Schwarzenbeck, med et langskud fra 30 meter, som strøg ind under Atléticos målmand, Miguel Reina, til 1-1.

I omkampen to dage sendte træner Udo Lattek samme 11 spillere i aktion, og denne gang gav de ikke ved dørene mod Atlético, der tabte med 0-4 efter to fuldtræffere hver af Gerd Müller og Uli Hoeneß.

Trods storsejren blev myten om Bayern Münchens evindelige held grundlagt i Europa Cup-finalen i 1974. Det hang givetvis sammen med, at sydtyskerne, personificeret ved den allestedsnærværende Franz Beckenbauer, notorisk optrådte yderst arrogant, hvad der skabte mindst lige så mange fjender som tilhængere i og uden for Vesttyskland. Det var Kaiser Franz og hans holdkammerater fuldstændig ligeglade med, for de udgjorde i sandhed et mandskab med sejrs-DNA i arvemassen.

Halvanden måned efter triumfen over Atlético stillede sydtyskerne med seks spillere i startopstillingen, da landsholdet vandt VM-finalen med 2-1 over Holland på Olympiastadion i München efter mål af Bayern-profilerne, Paul Breitner og Gerd Müller.

Breitner skiftede kort efter til Real Madrid, men Gerd Müller – Der Bomber der Nation – fortsatte, og det var vigtigt, for i Europa Cup-finalen i 1975 havde han en nøglerolle mod Leeds i Paris, da han på en uvant position som offensiv midtbanespiller var hovedmanden bag Bayern Münchens heldige 2-0-sejr.

Triumfen understregede, at den tyske Bundesliga på daværende tidspunkt var verdens stærkeste, men akkurat som tilfældet havde været det med Ajax i årene forinden, var der også en udløbsdato for FC Bayern Münchens storhedstid.

Det var der bare ingen, som turde tale højt om den 28. maj 1975, da Kaiser Franz svingede med mesterholdspokalen på Parc des Princes i Paris ...



Magasin-artikler
Jack is back
Arsenal-slideren er tilbage i den røde trøje, efter han har været ”To hell and Jack”.
Ikke siden 2014/15-sæsonen har Jack Wishere spillet en hel fodboldkamp for Arsenal. I gårsdagens kamp imod FC Köln kom den 25-årige slider på banen, og han lignede en mand, der har været alt for meget skadet. Indkast har kigget på skadeshistorikken for Arsenal-”10'eren”.

2008/09
Spillede minutter: 286
Mål: 1
Assist: 1


2009/10
Spillede minutter: 1.436
Mål: 1
Assist: 1


2010/11
Spillede minutter: 3.819
Mål: 2
Assist: 9


2011/12
Spillede minutter: 0
Mål: 0
Assist: 0


2012/13
Spillede minutter: 2.308
Mål: 2
Assist: 4


2013/14
Spillede minutter: 2.505
Mål: 5
Assist: 4


2014/15
Spillede minutter: 1.270
Mål: 2
Assist: 3


2015/16
Spillede minutter: 141
Mål: 0
Assist: 0


2016/17
Spillede minutter: 2.053
Mål: 0
Assist: 2


I alt har Wilshere mistet 167 kampe på grund af skader de sidste seks år, hvilket næsten er 28 kampe per sæson. Her følger en gennemgang af de steder på kroppen, hvor det har været værst for englænderen.


August 2011
66 kampe - højre ankel
Wilsheres værste skade, som han fik i landskampen imod Schweiz og som endte med at koste ham hele 2011/12-sæsonen samt EM2012. Han vendte først tilbage i oktober 2012.


Marts 2013 + november 2014
34 kampe - venstre ankel
I foråret 2013 blev han skadet imod Tottenham og var ude i fire kampe. Han blev efterfølgende opereret for samme skade. I efteråret 2014 blev han skadet efter et sammenstød med Manchester Uniteds Paddy McNair og var ude i seks uger.


Marts 2014
12 kampe - venstre fod
Efter et sammenstød med Daniel Agger blev Wilshere skadet i et dusin kampe, men blev udtaget til VM i 2014.


August 2015 + april 2017
55 kampe - venstre skinneben
Det meste af 2015/16-sæsonen blev ødelagt efter en skade i en træningskamp i pre-season. Wilshere var ude indtil april. I april 2017 blev han skadet igen i en kampe imod Tottenham, hvilket satte en stopper for hans låneophold hos Bournemouth, og den gjorde, at han var ude indtil kampen imod FC Köln.

Under opholdet i Bournemouth slog manager Eddie Howe fast, at han var meget begejstret for Wilshere – lige indtil skaden kom i april efter sammenstødet med Harry Kane, men skaderne er måske begyndt at påvirke Arsenal-spilleren endnu mere. I august blev han udvist i U/23-kampen mod Manchester City, efter han havde modtaget en hård tackling.

Værst for Wilshere er dog, at de mange skader har gjort, at Wenger har slået fast, at franskmanden er interesseret i at sælge Wilshere. Manageren har tidligere sagt:

- På dette tidspunkt i Wilsheres karriere skal han spille hver gang … det kan jeg ikke garantere ham!

Men hvor skal Wilshere så skifte til? Den nye Crystal Palace-manager Roy Hodgson har et godt øje til Wilshere. Da Hodgson var engelsk landstræner, var det kun Joe Hart, Wayne Rooney, Gary Cahill, James Milner og Danny Welbeck, som han udtog flere gange end Wilshere og det på trods af alle skaderne. Hele 29 gange valgte Hodgson at udtage Wilshere, så der er en stærk forbindelse. Måske kan en låneaftale være løsningen for ”Jack is back” …
Læs hele artiklen
Storsælgende Monaco
Det lille fyrstedømme har ikke ret mange fodboldtilskuere, men skattefordele og mange penge fra Dmitri Rybolovlev giver en anden ”atmosfære” i den oprustende klub – som nu er begyndt at sælge spillere for historisk mange penge.
- Det er ganske vanvittigt, hvad jeg skal læse i avisen om Monaco og PSG.

Sådan sagde Lyon-præsidenten Michel Aulas tilbage i 2013 om den vanvittige transfer-udvikling, der var kommet i fransk fodbold. Nu havde Lyon i årene før udtalelsen ikke været blege for at smide omkring 200 millioner kroner efter spillere som Yoann Gourcuff, Sonny Anderson, Lisandro Lopez eller Michel Bastos - efter klubben har tjent godt på salg af spillere som Michael Essien og Karim Benzema, som Lyon fik omkring 300 millioner kroner for, men dette er intet imod den udvikling der har været de senere år. Så gad vide hvad Aulas tænker nu?

For først hentede Monaco spillere som den ombejlede Falcao, der blev hentet i Atlético Madrid for 500 millioner kroner, men også James Rodríguez og Joao Moutinho, der tilsammen har kostet 600 millioner kroner - i Porto – for længe siden. Det er en håndfuld år siden… men i sommerens transfer-vindue var udviklingen ændret. I stedet for store indkøb - så solgte de spillere som:

Abdou Diallo – til Mainz for 40 millioner kroner
Benjamin Mendy – 450 millioner kroner
Bernardo Silva – 400 millioner kroner
Tiemoue Bakayolo – 300 millioner kroner
Kylian Mbappé – udlejet, men solgt for 1.400 millioner kroner
Nabil Dirar – 30 millioner kroner
Valere Germain – 55 millioner kroner
Allan Saint-Maximin – solgt til Nice for 80 millioner kroner

Sommerudsalget har altså givet 2.755.000.000 kroner til Monaco, hvilket har taget klubben til et helt andet niveau, for ikke mange klubber har nogensinde oplevet så stor en økonomisk indsprøjtning, og glem nu ikke de sidste års transfervinduer, hvor disse spillere er solgt:

Anthony Martial – 450 millioner kroner
Geoffrey Kondogbia – 270 millioner kroner
Layvin Kurzawa – 200 millioner kroner
Aymen Abdennour – 180 millioner kroner
Yannick Carrasco – 140 millioner kroner
James Rodriquez – 550 millioner kroner

I alt 1.790 millioner kroner, så den sidste håndfuld år har Monaco solgt spillere for 4.545.000.000 kroner. På trods af de sidstnævnte salg, så vandt Monaco i sommer deres første franske mesterskab i 17 år, så lederne har i den grad været nogle meget solide fodboldkøbmand – vel verdens bedste. Dette skulle være skabt ud fra en tretrins-strategi.

1. De vil simpelthen finde de mest lovende talenter.
De skulle have scouts til at dække alt fra de bedste U/12-rækker til de bedste ligaer i alle europæiske og sydamerikanske turneringer. Derudover har de fuldstændig styr over de store talentmasser i fransk fodbold. Blot for at nævne to spillere er Carrasco og Martial blevet hentet hos andre franske klubber, ligesom Mbappé blev for blot fire år siden. Seneste skud på stammen er den 14-årige Hannabal Mejbri, der valgte at tage til Monaco i stedet for PSG, Arsenal og Manchester-klubberne, som også jagtede talentet. Udover Mejbri har Monaco i sommerpausen også hentet de unge talenter og meget spændende spillere – Youri Tielemans og Keita Balde.

2. Spillerne skal have udviklingsmuligheder og dermed spilletid i Ligue1, som passer godt til talentudvikling. Det fysiske er ikke i højsædet, da der er mere fokus til teknikken, og derfor blomstrer mange spillere i fransk fodbold og i særdeleshed i Monaco. Naturligvis er træner Leonardo Jardim også i den grad en vigtig og unik brik i dette spil. Han formår at fjerne alt presset fra disse unge spillere og udvikle dem til rene diamanter.

3. Deres spillere ender ofte i rene budkrige. Flere Premier League-klubber ønskede at forstærke sig på venstre back i sommerens transfervindue, og derfor blev Benjamin Mendy en meget attraktiv spiller. Men Monaco formåede at få flere klubber til at byde hinanden op, således at Manchester City endte med at købe en meget dyr forsvarsspiller, hvilket også skete i forbindelse med salget af Mbappé, Bakayoko og Thomas Lemar.

Sidstnævnte valgte Monaco ikke at sælge, men markedsværdien skulle ligge imellem 7-800 millioner kroner. Ret godt for en spiller som Monaco købte for 30 millioner kroner for to år siden.
Som tidligere nævnt så står fyrstedømmet ikke skidt til på trods af de føromtalte gigantiske salg, og der er faktisk mange spillere, der er meget salgsbare. Udover føromtalte Lemar ser Jorge, Rony Lopes og Adama Diakhaby meget spændende ud, så Monaco er klar til næste salgsrunde.


Verdensstjerner spiller for få tilskuere
Gad vide om klubejer Dmitri Rybolovlev, der skulle være god for omkring 80.000.000.000 kroner, havde spotte blot nogle af de muligheder, da han investerede i klubben. Den russiske ejer lovede, da han overtog holdet i bunden af Lique 2, at han over en fireårig periode ville bruge omkring en milliard kroner. Det gjorde han… men i guder hvor har spillersalgene tilbagebetalt på dette. Godt med nogle transfer-indtægter for der er næppe kommet det helt store ind i Monacos klubkasse i entreindtægter.

For på Stade Louis II er der kun plads til 18.250 tilskuere, og trods det lave antal er arenaen ofte halvtomt. Da Monaco rykkede op – i den bedste franske fodboldrække – var der blot 8.058 tilskuere til den afgørende kamp imod Le Mans, hvilket løftede gennemsnittet fra 2012/13-sæson op til blot 5.295. Sæsonen 2010/11, hvor holdet var i den bedste fodboldrække, var der kun 6.752 tilskuere i gennemsnit, hvilket svarer til en af de mindre Superliga-klubber, men de få tilskuere betyder åbenbart ikke så meget for de mange nye stjerner, der gerne vil til klubben. Tidligere har Carlos Tévez sagt:

- Alle fodboldsspillere i verden vil gerne til Monaco for tiden.

Største argument i dette kan jo ikke være andet end penge, og dem er der mange af – og de er endda også meget lavt beskattet. For i Monaco er skatteprocenten komisk lav, hvilket gør, at Falcao skulle få 110 millioner kroner i årsløn – efter skat! De attraktive skatteprocenter har Monaco tidligere brugt til at hente profiler som Gleen Hoddle, George Weah, Lillian Thuram, Jürgen Klinsmann og Fernando Morientes til Middelhavsbyen, men forholdene kan stå til at blive ændret – om end det er lidt svært at gennemskue. For den tidligere præsident Francois Hollande ønskede at give ”højere skatter til de rige”, hvilket gav fodboldklubben i Monaco en gigantisk fordel.

I fyrstedømmet bor der blot 35.000, hvor mange lever i skattefrihed, og ikke ret mange mangler det helt store, og denne lave beskatning har givet fodboldklubben – Monaco – store fordele. Det har blandt andet medvirket til, at de fleste klubber har vedtaget en regel gældende fra 2014, hvor alle Lique1-klubberne skal være bosat i Frankrig – og dermed ikke i Monaco, som er verdens næstmindste land. For at Monaco fortsat kunne være med i den franske liga, blev der afviklet et afklarende møde, men fra dette udvandrede Rybolovlev, og sidenhen er der ikke fundet en løsning.

Rybolovlev er langt fra den eneste urimelig rige russer, der har købt sig ind i en europæisk fodboldklub for sidenhen at lave monsterindkøb, men nu er han også kendt for gigantiske salg. Mest kendte er naturligvis Chelseas Roman Abramovich, men Rybolovlev er faktisk endnu rigere end Chelsea-ejeren. Han mangler i hvert fald ikke indkøbslyst – hverken til fodboldholdet eller i privaten. Da Rybolovlevs 22-årige datter – Yekaterina – skulle flytte til New York, og farmand var behjælpelig med en ny bopæl. Det endte med en penthouselejlighed i Central Park West til en købssum imellem 450-500.000.000 kroner altså næsten samme pris som Benjamin Mendy, Bernardo Silva, Anthony Martial og James Rodriquez blev solgt for… for slet ikke at tale om Kylian Mbappé.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Anderson – Wonderkid som forsvandt
Indkast.dk har lavet en kronologisk gennemgang af den nuværende 29-årige Andersons karriere, som er gledet den forkerte vej i de senere år.
Anderson Luís De Abreu Oliveira blev født den 13. april i 1988 i Porto Alegre i den sydlige del af Brasilien. Anderson var knap nok kommet op af vuggen før han fik fodbolden for fødderne og i en alder af bare fem år, begyndte den lille brasilianer at spille fodbold i byens stolthed Grêmio.

Den hurtige og teknisk stærke midtbanespiller begyndte for alvor at gøre indtryk 1999, hvor han blev indlemmet i juniortruppen i den brasilianske klub og trænerne i det sydbrasilianske vidste godt, at de havde fået fat i et ungt stjernefrø. I 2004 stod en ung Anderson klar på sidelinjen til at løbe ind på Rio Grande do Sul, hvor 51.000 forventningsfulde tilskuere ventede på den offensive midtbanespiller, men de fik ikke meget for pengene.

Sølle fem kampe og en enkelt scoring blev det til for den dengang 16-årige brasilianer i sin første sæson som professionel i brasiliansk fodbold. En sæson som i denne omgang også blev den sidste. I april 2005 var Anderson en del af den brasilianske trup, som skulle forsvare nationen under det sydamerikanske U17-mesterskab. I oktober samme år, modtog han titlen som den bedste spiller under VM for U17-hold; Adidas Golden Ball. Et stortalent var trådt ind på den store fodboldscene, og de europæiske storklubber fik for alvor øjnene op for den lille vævre Anderson, som i november scorede det drømmemål, som endelig sendte ham til Europa. I januar 2006 tog det hele for alvor form.

FC Porto har altid haft et godt øje til sydamerikanske spillere, og nu havde den portugisiske storklub kastet sin kærlighed på Anderson, som indenfor kort tid godt kunne begynde at indstille sig på en tilværelse som professionel i Portugal og Europa. Anderson forlod således millionbyen Porto Alegre til fordel for Porto i det nordlige Portugal, men det blev ikke til fast spilletid lige fra starten i den portugisiske storklub.

Anderson skulle vende sig til tilværelsen i Europa, og denne tilvænningsperiode gik hurtigt for stortalentet. Den 5. marts 2006 fik han således sin debut i den portugisiske liga, og han blev dermed en del af det Porto-hold, som sikrede sig mesterskabet i sæsonen 2005/2006 og dermed sikrede sig kvalifikation til Champions League.

Sæsonen 2006/2007 blev den store gennembrudssæson for den nu 19-årige brasilianer, og Anderson smagte for første gang på den absolutte top indenfor fodbolden, med sin debut i Champions League imod CSKA Moskva. Anderson var ved at vise hvilken spiller han var, men alligevel blev det kun til godt 19 kampe i løbet af sæsonen. Et brækket ben ødelagde slutningen af sæsonen for det brasilianske wonderkid. Men på trods af skaden så havde flere storklubber fået øjnene op for den unge midtbanespiller.

Barcelona havde i en periode haft et godt øje til Anderson, som af mange blev sammenlignet med sin landsmand Ronaldinho. De har begge fået deres fodboldopdragelse i Grêmio og minder i spillestil om hinanden, og catalanerne ønskede at de to sydamerikanere spillede på samme hold, men sådan blev det ikke. Til manges store overraskelse blev det de dengang nykårede engelske mestre fra Manchester United, som løb med den driblestærke brasilianer.

30. maj 2007 – kort tid efter han var blevet kåret til ”Wonderkid” - bekræftede Manchester United på sin hjemmeside, at den 19-årige offensive midtbanespiller var blevet hentet i FC Porto for godt 170 millioner kroner, den 2. juli underskrev Anderson en fem-årig aftale med ”De Røde Djævle”.

Anderson fik kort tid herefter sin debut på det brasilianske landshold, og midtbanespilleren har da også allerede fået mange rosende ord med på vejen, blandt andet fra en tidligere verdensmester.

- Alt tyder på, at han bliver en ægte superstjerne. Det er ikke engang til diskussion, udtaler den tidligere brasilianske landsholdsspiller og landstræner Mario Zagallo.

Sådan gik det ikke… tiden i Manchester blev blandet, men brasilianeren blev i klubben i over syv år. Han fik smidt Wayne Rooneys nr. 8 på ryggen og blev også kaldt frem til straffesparkskonkurrencen i Champions League-finalen i 2008.

I sommeren 2009 fik Anderson scoret sit første mål for Manchester United, da de mødte Boca Juniors i Audi Cup, men målet blev mere husket for, at turneringen hed Audi Cup, for ikke lang tid efter kom Anderson voldsomt galt afsted i sin brændende Audi.

Hændelsen fik konsekvenser for Andersons tid på Old Trafford, for efterfølgende dalende han i niveau, og skaderne begyndte at vælte ned over den lille sydamerikaner. Derudover viste David Moyes ikke den store tillid til Anderson, og det blev ikke meget bedre under Louis van Gaal, så han blev også påvirket af den historisk dårlig periode i Manchester United.

Dette åbnede op for en låneperiode i Fiorentina, men det blev heller ikke den store succes. Blot syv kampe blev det til i Italien, hvor af disse var tre af dem som startede på bænken, og dermed var det tilbage til Manchester, hvor han end ikke var en del af den 25 mand store trup, der blev sendt til USA som optakt til 2014/15-sæsonen. Blot to kampe blev det til i det efterår for United, og den ene af disse var 0-4-lussingen til Milton Keynes Dons. Nedturen for Anderson var på det højeste, og derfor var klubskiftet til Internacional i januar 2015 en solid løsning.

Hos Internacional har der også været mange hump på vejen, som da Anderson missede et straffespark i debutkampen imod Cruzerio, men værst har været de alt for mange røde kort, efter han er vendt tilbage til hjemlandet. Desuden er han blevet truet af klubbens fans, så dybt at falde for Anderson - The Wonderkid.


Læs hele artiklen
Kylian Mbappé – Prinsen af Paris
Knægten er smuttet fra forstadsbyen Bondy for at slå alle Thierry Henrys Monaco-rekorder, og han er nu blevet guldbelagt af de mange penge fra Qatar…
For to somre siden ønskede Kylian Mbappes mor, at han skulle færdiggøre sin eksamen, da hun ville være sikker på, at knægten ikke stoppede sin skoleudvikling. 24 måneder senere underskrev den franske angriber en kontrakt med PSG, som gør, at han næppe behøver at lave noget arbejdsmæssigt eller uddannelsesmæssigt, som han ikke har lyst til – resten af livet. Den 18-årige er nemlig blevet forgyldt af de ualmindeligt mange millioner, som Qatar Sports Investments har smidt ind i den franske hovedstadsklub.

Så bekymringen fra Kylians mor – Fayze, der faktisk var en ganske solid håndboldspiller – er nok forsvundet i forhold til knægtens fremtid. Han er sikret økonomisk, så nu må fremtiden vise, hvordan denne ”verdens dyreste teenager” vil klare sig med alle de skyggesider, der følger med den tilværelse, som han aktuelt bliver sat sammen med.

For gennembruddet for Mbappé er gået uhørt hurtigt. Efter blot at have spillet på ”det højeste niveau” i seks måneder er han blevet én af de mest hypede angribere i verden efter en tid i Monaco, som har været drømmeagtig. Fornyelig blev Mbappé spurgt om, hvilke europæiske storklubber der havde forsøgt at lokke ham, og han svarede knastørt: ”Dem alle… ”.

At det så netop blev PSG, er måske ikke så underligt, da de er dem med det største økonomiske råderum. Derudover er knægten også født og opvokset i Paris, og hans far er en stor PSG-fan. Så selvom Mbappé gerne ville udvikle sig under Arsenals franske manager Arsène Wenger, som han også holdt møder med, så er det ikke så underligt, at han havnede i PSG. Klubben måtte godt nok bøje de såkaldte UEFAs Financial Fair Play-regler og starte med at leje angrebskometen, inden de køber ham næste sommer.

Mbappe vender tilbage til Paris, men næppe den nordlige forstadsby Bondy, som han voksede op i. Hans forældre kom hertil fra Cameroun, og faderen er stadigvæk træner i den klub, hvor sønnen startede sin fodboldkarriere som seksårig. Superstjernen besøger stadigvæk ofte barndomsklubben, hvor han faktisk er prototypen på deres klub-slogan ”Hos os er alt muligt!”.


Slog Thierry Henrys rekorder
Byernes by – Paris - er gigantisk, men på trods af dette er der blot en stor fodboldklub, og dermed holder alle i forstadsbyerne som Bondy med ”Byens hold”. Men det betyder ikke, at Mbappé ikke har været interesseret i andre klubber. Som 11-årig var han til prøvetræning i Chelsea, og ved den lejlighed fik han et specielt forhold til klubben, som han fik en trøje med hjem fra. På ryggen var et 10-tal samt skriften ”Kylian”, og han havde brugt den i en træningskamp for deres U12-hold. Han udgjorde angrebet med Abraham, som Chelsea netop har udlånt til Swansea, og bag ved dem spillede franskmanden Jeremie Boga, som stadigvæk er i London-klubben.

Efter kampen mødtes han med flere af førsteholdsspillerne – som Didier Drogba og Florent Malouda – hvilket frembragte et ønske om en gang at spille for Chelsea, men kort tid herefter stod klubberne nærmest i kø for at sikre sig det unikke talent.

Kylian mødtes også med det store idol og Real Madrid-træner Zinedine Zidane, men de blev afvist ligesom klubber som Manchester United, Bayern München og Liverpool. På det tidspunkt var han blot 15 år. I stedet tog han to år på det anerkendte fodboldakademi Clairefontaine og valgte efterfølgende at spille for Monaco.

I december 2015 – hvor han var 16 år og 347 dage - blev Mbappé den yngste førsteholdsspiller nogensinde, da han slog Thierry Henrys rekord. Få uger senere blev han også den yngste målscorer i klubbens historie – igen ved at slå Henrys rekord. Kort tid efter kom Arsenal også ind i jagten på stortalentet, hvilket fik klublegenden Henry til at skrive følgende på Twitter:

- Jeg ville gøre meget kriminelt for at få Kylian Mbappé til at spille i Arsenal…

Mbappe blev dog lidt længere i Monaco, som han højst overraskende var med til at gøre til franske mestre foran storfavoritterne fra netop PSG, men fyrstedømmet kom også i samme sæson i Champions League-semifinalen. I den store turnering lavede Mbappé masser af mål og blev samtidig med dette udtaget til det franske landshold, hvor der er så mange dygtige angribere. Derudover væltede superlativerne ned over Mbappé, der blandt andet blev sammenlignet med selveste Pelé, og glem nu ikke, at han stadigvæk blot er 18 år og nærmest var ukendt for et år siden. Noget af en omvæltning for knægten… så hans far trak ham til side og sagde til den velovervejede unge mand.

- Husk dine rødder!

Hvortil Mbappé skulle have svaret:

- Jeg ved, hvor jeg kommer fra, men jeg ved også, hvor jeg vil hen…


Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
No points, no goals = no future…
Krisen kradser voldsomt hos Crystal Palace, fordi revolutionen udeblev.
4-23 lød skudstatistikken i Crystal Palaces favør i Premier League-opgøret imellem Burnley og London-holdet. Alligevel endte den daværende manager Frank De Boer med at tabe kampen og dermed også miste jobbet som manager for ”The Eagles” efter blot at have haft ansvaret i sølle fire kampe.

Hollænderen blev dermed suverænt den hurtigst fyrede manager i Premier League, men måske er det ikke så underligt, for det angrebslystne mandskab havde spillet fire kampe, der ikke havde givet point på trods af, at de var kommet til forholdsvis mange chancer.

London-holdet råder over gode offensive kort som blandt andet Christian Benteke, Ruben Loftus-Cheek, Wilfried Zaha, Connor Wickham og Andros Townsend. Ingen af disse fik scoret i de første fire kampe og heller ikke i Roy Hodgsons debut-kamp, som de endte med at tabe 0-1 til Southampton.

Så krisen kradser… ikke mindst fordi de næste tre modstandere er de to Manchester-hold - City og United – på udebane inden Chelsea gæster Selhurst Park. Det er vel ikke urealistisk, at Crystal Palace i midten af oktober – eller efter sæsonens første otte Premier League-kampe - kan have nul point og dermed have noget af et spring op til den anden side af nedrykningsstregen, men hvordan er det gået så galt?


De værste i 93 år
Nederlaget til Burnley gjorde, at Crystal Palace fik den dårligste liga-start i 93 år i den bedste engelske fodbold. Sidste gang var i 1924, hvor Preston North End heller ikke fik point og lavede mål i de første fire kampe, og det er altså et hold som sidste sæson – med Sam Allardyce - besejrede hold som Arsenal, Liverpool og Chelsea.

Nu skal den tidligere engelske landstræner Hodgson ændre dette, og det er helt afgørende i forhold til, hvad der tidligere er gået galt. For De Boer havde ingen erfaring fra Premier League – hvilket afløseren i den grad har. Derudover har den nye manager masser af tillid fra fansene og ved, hvordan man skal tackle den hungrende engelske presse – alt dette anede De Boer ikke nok om, og derudover virkede det også til, at han ønskede at spille som Ajax i Crystal Palace, hvilket slet ikke kunne lade sig gøre.

Nu er Hodgson på plads, og til hans første pressemøde slog han fast, at han i løbet af de næste par måneder næppe får skabt ”en tre eller fire spillere på Messis eller Ronaldos niveau”, men han lovede masser af hårdt arbejde og masser af lidelser – før tingene var vendt i klubben. Ved præsentationen af De Boer sagde bestyrelsesformand Steve Parish:

- Vi har haft 37 managere på vores ønskeseddel, men vores største ønske var Frank de Boer. Vi har været blandt de tre ringeste hjemmehold i to sæsoner nu, så før eller siden ville dette få store konsekvenser for os. Derfor har vi brug for en revolution.

”The Eagles” spillede i sidste sæson nogle mærkelige kampe, som de endte med at tabe trods stor boldovertag. Imod Sunderland og Burnley havde Palace bolden omkring 64% af tiden. Alligevel endte de med at tabe med henholdsvis 0-4 og 0-2. Næsten samme tendens var i nederlagene til West Brom, Burnley og Bournemouth. Derudover havde klubben også en forfærdelig periode under Alan Pardew. Fra midt i oktober og indtil Alan Pardew blev fyret, spillede Crystal Palace ti kampe, som slet ikke gav nok point – se blot her:

15/10 - Everton: 1-1
22/10 - West Ham: 0-1
29/10 - Leicester: 1-3
5/11 – Burnley: 2-3
19/11 – Manchester City: 1-2
26/11 – Swansea: 4-5
3/12 – Southampton: 3-0
10/12 – Hull: 3-3
14/12 – Manchester United: 1-2
17/12 – Chelsea: 0-1

Selvfølgelig et forholdsvis hårdt program, men det laver ikke om på det faktum, at Crystal Palace hentede fire point i ti kampe. Især defensiven var skidt for Palace, der blot havde lavet et ”Clean Sheet” på det tidspunkt i denne sæsonen – hvilket var det laveste i Premier League. Nu kan historien måske gentage sig. Kunne Palace ende med at have fire point efter ti kampe i denne sæson?


Kan Hodgson gøre det igen?
Sam Allardyce blev ansat efter Pardew, og han sendte klubben væk fra nedrykningsstregen, men opsigelsen i sommer fra den populære manager efterlod et gigantisk hul hos Palace, som De Boer slet ikke kunne udfylde. Han fik ikke overført DNA'en fra Ajax med det højt tekniske niveau og dominerende fodbold i et meget taktisk system, som til tider også er frigjort… Så den ønskede revolution kom ikke på Selhurst Park, for no points, no goals = no future…

Det er ellers ikke skottet på chancer. De sidste to kampe har de haft 37 afslutninger, men altså ikke lavet nogle mål. Af de 23 afslutninger fra Burnley-kampen var alle inde i målfeltet, så der er plads til forbedring! men måske kommer de under Hodgson. Da den populære manager kom til WBA i 2011/12, vandt de ikke i deres første tre kampe, og da han tog til Fulham i 2007/08 vandt de ikke i deres første syv kampe, men begge hold endte med – ikke – at rykke ud.

Læs hele lederen
Første VM siden 1970 – uden Argentina?
Kun en formkrise hos Chile gør, at Lionel Messi & co. indtager en plads, som kan give en VM-plads i Rusland. Det sker, selvom den fodboldglade nation har offensive kort som Angel Di Maria, Sergio Agüero, Paulo Dybala, Gonzalo Higuaín og Lionel Messi.
Inden for det sidste år har Argentina spillet ni VM-kvalifikationskampe, hvilket har givet to sejre, selvom de blandt andet har spillet imod Peru og Paraguay samt bundholdene Bolivia, og Venezuela. Sidstnævnte har de endda mødt to gange, men med to kampe tilbage af kvalifikationen indtager Argentina en femteplads i Conmebol. Denne placering holder de kun, fordi Chile har spillet elendigt de to sidste kampe, hvor Alexis Sánchez & co. tabte til både Paraguay og højtliggende Bolivia.

Så Argentinas talisman Lionel Messi sender sorte skyer ind over den fodboldglade nation, der har store problemer med korruption og økonomisk kaos i den nationale liga. Kigger man på den aktuelle stilling i Commebol, så kan Argentina ende op med en Play off-kamp imod New Zealand – ikke et skræk eksempel, men det kan vel gå værre end det?

Argentina har blot hentet 24 point i 16 kampe, og de indtager femtepladsen i Commebol, så det kan gå helt galt for den fodboldtossede nation, og går det galt vil alle pege på troldmanden Messi, selvom holdet har klaret sig langt bedre med Messi på holdet har statistikker vist, men at Argentina har så store problemer uden den 170 cm høje angriber er jo vanvittigt når de blandt andet har offensive spillere som Angel Di Maria, Ezequiel Lavezzi, Sergio Agüero, Paulo Dybala og Gonzalo Higuaín.


Messi – uden de helt store landsholdstriumfer
De mange store navne på det argentinske landshold kan – og har måske også været - et problem, for Argentina har udviklet sig til et dårligt VM slutrunde-hold. Siden triumfen i 1986 og finalen i 1990 har resultaterne være dårlige – bortset fra finalepladsen i 2014.

I 1998, 2006 og 2010 blev det blot til kvartfinaler, og i 2002 kom de end ikke videre fra gruppespillet. Skulle det ikke lykkes at komme til VM2018, vil den nuværende 29-årige Messi næppe komme til at blive husket for ret meget godt – med landsholdet. Han vil blive et synonym på en skidt periode for det argentinske landshold.

Disse resultater fik ”La Nacion” tidligere på året til at skrive, at end ikke under tiden med Diego Maradona er det gået så skidt for landsholdet. For præcis otte år siden – altså i 2009 – tabte Argentina nemlig med 1-6 til Bolivia, hvilket var deres største nederlag i 60 år. Det efterlod dem med blot 19 point efter 12 kampe, men trods dette kvalificerede de sig til den efterfølgende VM-slutrunde.

Kampene hos højtbeliggende Bolivia er altid blevet debatteret meget – for er det sportsligt rimeligt at spille i højderne, hvor modstanderne har problemer med iltoptagelsen? I den forbindelse må man ikke glemme, at Argentinas rivaler i toppen af stillingen - Peru, Colombia og Uruguay – alle har vundet i Bolivia. Men Argentinas nederlag i Bolivia har sendt sorte skyer indover argentinsk fodbold, der i forvejen er en smule ramt.


Korruption og finansielt kaos
Udover landsholdet så står den nationale liga også i ”l…” til halsen. De allerstørste af de nuværende problemer med argentinsk fodbold startede i 2015, da Mauricio Macris regering stoppede den såkaldte ”Futbol Para Todos” (FPT), som blev iværksat af Cristina Kirchner. FPT var kraftigt forbundet med en tidligere regering, som forvaltede tv-aftalen for den argentinske liga igennem tv-selskabet TSC. Sammen skulle de sikre, at tv-pengene kom til klubberne, som i mange tilfælde har en katastrofal økonomi – det kom de aldrig.

Kirchner var naturligvis ikke tilfreds med ændringen og de mange nye ”live-kampe”, og det har udviklet et kaos, som den engelske avis The Guardian forleden sammenlignede med ”Juntaen i 1976”. Den 24. februar 2017 fremlagde FPT, hvad de mente at have til gode, alt imens spillerforeningen – som repræsenterer de mange medlemmer, der ikke har fået løn længe – varslede strejke som en forlængelse af sæsonstarten, der allerede er forskudt flere gange. Rent kaos samt et gigantiske pres på Messi.

For Messi er under et gigantisk pres, hvilket episoden med linjevogteren fra kampen imod Chile også dokumenterer. Den normalt så stille Barcelona-stjerne skulle have sagt ”La Concha de tu Madre”, som er nogle knap så pæne ord om linjevogteren Emerson Augusto do Carvalhos mor. Dermed en lille skyggeside hos den femdobbelte Ballor d'Or-vinder, som ellers har fået et omdømme af at være ”enhver svigermors drøm”. Selv om han har levet et liv under voldsomt pres – blandt nogle af verdens største stjerner - har han sjældent trådt ved siden af.


Tørstige Messi
En af mine personlige favorit-historier om Messi udspillede sig, da Pep Guardiola havde sin første sæson som træner i Barcelona. Messi afbrød et taktikmøde, da han var tørstig og forlod omklædningsrummet for at finde en sodavand. Da han kom tilbage, sagde Pep, at Messi ikke skulle drikke sukkervandet inden kampen. Da der blev stille i omklædningsrummet igen, kunne alle høre en dåse blive åbnet og en superstjerne drak – fordi det passende ham…

Messis liv har været omfattet af regler og pres, som man slet ikke kan sætte sig ind i… Skulle Argentina ikke komme til VM2018, vil skylden blive påhæftet en person – hvilket er helt urimeligt, da resultaterne, som tidligere nævnt, har været værst, når Messi ikke har deltaget.

Netop Messis position har været nævnt som en mulig grund til Argentina deroute, for skulle VM-turneringen i Rusland blive uden Messi, Agüero, Higuaín og Di Maria – vil det næsten være en helt absurd tanke – en tanke om spilleres manglende præstationer… måske i skyggen af Messi.

Men når de kriseramte – grundet mangel på point - Argentina end ikke kan vinde over Venezuela på River Plates hjemmebane i Buenos Aires, så peger det altså ikke i den rigtige retning. Kampen sluttede 1-1, efter ingen én af de mange dygtige argentinske angribere fik scoret. Deres enlige mål var et selvmål af Venezuela-forsvarsspilleren med det flotte navn: Rolf Gunther Feltscher Martínez.

Det argentinske fodboldforbund skal ikke beskyldes for ikke at handle i den resultatmæssige krise, da den tidligere Sevilla-træner Jorge Sampaoli i april blev den tredje træner for det argentinske landshold i denne kvalifikation.

Forud venter to kampe imod Peru og Ecuador… skulle de ikke give det ønskede resultat, vil det give ballade for gad vide, hvad der sker, hvis Argentina og Messi ikke kommer til VM2018?
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Vanvittige Shelvey Artikel ikon Klinsmann junior fra angriber til keeper Artikel ikon Ny Horsens-keeper har mål i støvlerne Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 4 På Anfield med hårlak Artikel ikon Skihop = ligesom at lave mål Artikel ikon Atalanta på hjemmebane... eller hvad? Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Tidernes skarpeste PL-angribere Top 10: Stjerner - som er gratis i 2018 Artikel ikon Top 10: Bayerns mest populære på medier Artikel ikon Top 8: Flest PL-mål af ikke-europæer Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil på fodbold vokser Vind mere - på betting Artikel ikon Bookmaker: Dette hold vinder PL Artikel ikon Spil: Hvem vinder finalen? Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Efter 1.399 klub-kampe er det slut Farvel til John Motson Artikel ikon Hurtigst fyrede managere Artikel ikon Første nederlag siden Cannavaro Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Bayern og United kigger på Lazio-spiller Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Avis: Atlético med sidste bud på Costa Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Rafael
Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Andy Carroll i West Ham Rooney vs. Lukaku Artikel ikon Tottenhams topscorere Artikel ikon PSG vs. Manchester City Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Midtjylland - Hobro IK Optakt: SønderjyskE - AC Horsens Artikel ikon Optakt: Chelsea - Arsenal Artikel ikon Optakt: Brøndby IF - AaB Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Man Utd - Burton Alb. Startopstillinger: Juventus - Fiorentina Artikel ikon Startopstillinger: Espanyol - Celta Vigo Artikel ikon Startopstillinger: Man Utd - Everton Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon United videre efter målrigt opgør Milan slog SPAL efter to straffespark Artikel ikon Walcott redder Arsenal Artikel ikon Fem gyldne minutter var nok for Napoli Artikel ikon Se flere