Skabelse af et mesterværk

Af Torsten Brix

2014-09-15
Skabelse af et mesterværk

Indkast.dk har fået lov til at bringe et kapitel fra den unikke Champions League-bog "Mesterværket". Her følger historien om "Skabelsen af et mesterværk"...

1955-1975
Hanot, La Saeta Rubia, Il Mago, Pythagoras og Kaiser Franz



Notorisk har england og Frankrig altid kæmpet om Europas herredømme. Geopolitisk kom det især til udtryk under Napoleonskrigene, men selv efter kejserens fald oven på Slaget ved Waterloo i 1815 blev fjendskabet holdt nidkært ved lige, nu mere på de sproglige og kulturelle arenaer.

Trods det nedarvede modsætningsforhold formåede parterne aldrig at ud- vikle nogen rivalisering inden for fodbold, for her var englænderne et stort skridt foran franskmændene, der gik mindst lige så meget op i idrætsgrene som boksning, motorløb og frem for alt cykling.

Alligevel var det i Frankrig, at idéen om en turnering for kontinentets stærkeste fodboldhold blev undfanget – selvfølgelig som svar på en plump provokation fra den anden side af kanalen. Tirsdag den 14. december 1954 stod der således at læse på forsiden af Daily Mail:

»Hail, Wolves, Champions of the world now!«

Baggrunden for udbruddet var, at de engelske mestre fra Wolverhampton Wanderers inden for kort tid besejrede Spartak Moskva og dernæst de stærke ungarere fra Honvéd Budapest, som i rækkerne talte otte spillere, heriblandt selveste Ferenc Puskás, der mindre end et halvt år forinden havde tabt VM- finalen til Vesttyskland.

I den franske sportsavis, L‘Équipes lokaler på Rue du Faubourg-Montmartre i Paris var man ved at eksplodere af forargelse over den engelske selvfedme, og chefredaktør Gabriel Hanot satte sig omgående bag skrivemaskinen:

»Inden vi erklærer Wolverhampton for uovervindelige, så lad dem lige rejse til Moskva og Budapest og prøve kræfter dér. Der findes andre klubber af international standard – Real Madrid og AC Milan – for bare at nævne to. Uanset hvad, så er tanken om et verdensmesterskab for klubhold, eller i det mindste et europæisk, så besnærende, at den burde realiseres. Lad os gribe muligheden,« skrev Hanot i sin leder.

På L‘Équipe var man ikke indstillet på bare at pege fingre ad de udannede englændere. Allerede dagen efter kom bladets fodboldredaktør, Jacques de Ryswick, med et detaljeret udkast til, hvordan en fælleseuropæisk turnering kunne arrangeres. Ifølge ham skulle 12 til 14 topklubber fra lige så mange lande inviteres til at deltage i en årlig knockout-turnering med midtugekampe ude og hjemme. For at stimulere almenvellets interesse skulle der knyttes bånd til internationale sponsorer og den nystiftede samarbejdsorganisation inden for radio og tv, European Broadcasting Union.

I januar 1955 var L‘Équipe klar med sin endelige plan for, hvordan turneringen konkret skulle udformes. Sportsmagasinet havde ikke selv ressourcerne til at stå som enearrangør, og derfor drog Gabriel Hanot og hans assistent, Jacques Ferran, til FIFAs hovedkvarter i Zürich for at få verdensfodboldforbundet til at adoptere deres plan.

Den belgiske præsident, Rodolphe William Seeldrayers, afviste dog delegationens planer i og med, at FIFA ifølge sine statutter kun var sat i verden for at arrangere landskampe. Derfor måtte Hanot og Ferran sætte sig i et fly med retning mod Wien, hvor det europæiske fodboldforbund, UEFA, som var blevet oprettet året forinden, holdt sin første kongres.

Dagsordnen her var først og fremmest at etablere et europamesterskab for nationalmandskaberne – Nations' Cup – men alligevel fik journalisterne foretræde for UEFA's danske præsident, Ebbe Schwartz.

Han syntes umiddelbart godt om idéen, men understregede straks, at en europæisk klubturnering slet ikke lå under hans ressort.

»UEFA har ingen officiel holdning til arrangementet. Det er alene op til de nationale fodboldforbund at give deres klubber lov til at deltage,« forklarede Ebbe Schwartz.

Således opmuntret drog L‘Équipes udsendinge hjem til redaktionen i Paris. Det skete med visheden om, at de nu skulle på charmeoffensiv over for kontinentets klubber. Ydermere var de i kapløb med tiden, idet to konkurrerende idéer samtidigt blev diskuteret i fodboldens allerøverste kredse, blandt andet relanceringen af den populære Mitropa Cup, der blev spillet frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig mellem en række centraleuropæiske klubber.

Efter at have modtaget indbydelser fra L‘Équipe valfartede repræsentanter fra 15 af de største hold i Europa, heriblandt Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu, og Ungarns sportsminister, Gusztáv Sebes, der desuden var træner for Honvéd Budapest, i begyndelsen af april 1955 til Ambassador Hotel i Paris, hvor de i de følgende to dage planlagde, hvorledes turneringen skulle søsættes.

Én måned senere fik de foretagsomme franskmænd det blå stempel af FIFA's eksekutivkomité med de udtrykkelige forbehold, at de deltagende klubber skulle have tilladelse af de nationale forbund, og at UEFA blev ansvarlig for arrangementet, der skulle omfatte alle de medlemslande, som var villige til at stille med deres mesterhold.

Det sidste krav blev man nødt til at slække på, for ganske som ventet frarådede den stokkonservative formand for den engelske ligaforening, Alan Hardaker, de nykårede mestre fra Chelsea at give sit bidrag til det nymodens cirkus med den begrundelse, at turneringen var at regne som en konkurrent til den hjemlige 1. division.

Dermed lå Hardaker helt i vatter med den britiske regerings protektionistiske linje. For samtidig med hans afvisning af at levere et engelsk mandskab til L‘Équipes stævne, vendte udenrigsminister Harold Macmillans tommefingeren ned ad i spørgsmålet om at søge om optagelse i forløberen for EU – Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ...

Også andre nationale mesterhold valgte at holde sig væk, hvorfor den indledende udgave af Coupe des Clubs Champions Européens kom til at bestå af 16 mandskaber, hvoraf halvdelen var blevet inviteret.

Ikke desto mindre var det fuldt forsvarligt at gennemføre arrangementet, og knap ni måneder efter, at en flok iltre franskmænd havde fostret den banebrydende idé, tog Sporting Clube de Portugal og Partizan Beograd søndag den 4. september 1955 hul på den første dyst i Mesterholdenes Europa Cup.


Real Madrid CF – 1956, 1957, 1958, 1959 og 1960
Var der en mand i europæisk fodbold, der stod respekt om i begyndelsen af 1950'erne, så var det Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu Yeste.

14 år gammel blev han medlem af klubben, som han gennem resten af sin levetid viede hele sin opmærksomhed. I 1912 var han med til at opføre madrilenernes første hjemmebane, Campo de O'Donnell, siden var han anfører for førsteholdet, inden han efter Den Spanske Borgerkrig, hvor han kæmpede aktivt på Franco-fascisternes side, var med i genrejsningen af Real Madrid.

Det var ingen nem opgave, for klubben havde lidt grim overlast, og udover at være på randen af konkurs gled den ned i hierarkiet efter Barcelona, Bilbao og ikke mindst bysbørnene fra Atlético, der for at vise tilknytningen til flyve- våbnet blev tilføjet efternavnet Aviación.

Takket være sit energiske arbejde lykkedes det Santiago Bernabéu, som blev udnævnt til klubpræsident i 1943, at få Real Madrid på ret kurs igen. Dette skyldtes ikke mindst hans talent for at tilknytte de rette folk, herunder især administratoren Raimundo Saporta, der var en sand mester i at lefle for Francos kumpaner.

Det betød, at madrilenerne blev tildelt særlige privilegier såsom gunstige bankkreditter og også kommunal jord til at opføre sit enorme træningskompleks, Ciudad Deportiva.

Ligeledes var det en slet skjult hemmelighed, at statslige lastbiler i nattens mulm og mørke læssede materialer af i Chamartín, hvor Santiago Bernabéu opførte Europas største stadion, i stedet for at fortsætte til deres officielle destination – lufthavnen i Barajas.

Konsekvensen blev, at konkurrenterne snart udstyrede Real Madrid med tilnavnet El equipo del régimen – Regimets Hold – og dét var bestemt ikke hverken ironisk eller venligt ment ...

Trods hjælpen fra falangisterne kunne Real Madrid ikke omsætte fordelene til grønsværen, hvor de andre mandskaber fortsat var stærkere. I de første 14 sæsoner efter La Ligas genoplivning i 1939 lykkedes det sigende nok ikke hovedstadsholdet at vinde én eneste titel.

Det frustrerede Santiago Bernabéu, der tænderskærende måtte acceptere, at ærkerivalerne fra CF Barcelona tog sig af fem mesterskaber i perioden og samtidig havde turneringens største profil i den eksilerede ungarer, Ladislao Kubala.

I maj 1953 forværredes situationen dramatisk, da CF Barcelona annonce- rede, at klubben havde lavet aftale med den bedste spiller i Sydamerika, argentineren Alfredo Di Stéfano, der var delvist ejet af River Plate og den colombianske klub, Los Millonarios.

Med ham og Kubala på holdet lå det i kortene, at catalonierne ville blive næsten uovervindelige, og derfor gik madrilenerne straks i gang med at iværksætte deres modtræk. Ved kynisk at spille på den kendsgerning, at de to syd- amerikanske klubber var dybt splittede i spørgsmålet om, hvem der egentlig havde råderetten over angriberen, lykkedes det Raimundo Saporta at inddrage både FIFA og den spanske sportsminister, general José Moscardó, i affæren.

Det udviklede sig til en prekær sag mellem de to storklubber, og det mun- dede ud i et mærkværdigt dekret om, at Alfredo Di Stéfano i de næste fire sæsoner skulle optræde skiftevis for Real Madrid og CF Barcelona, mens klubberne så undervejs måtte forhandle om, hvem af dem, der siden skulle overtage ham.

Barça-præsident Martí Carreto skrev nødtvungent under på aftalen, men efterfølgende for fansene og bestyrelsen i flint, og så måtte Carreto forlade sit embede, mens kontrakten med argentineren blev revet midtover.

I stedet præsenterede Santiago Bernabéu i slutningen af september 1953 den 27-årige Alfredo Di Stéfano som Real Madrids nye centerforward. Han havde så viselig påført klubben enorme administrative strabadser og i tilgift en eksorbitant udgift på 5,5 millioner pesetas.

Men det skulle snart vise sig, at han var det hele værd ...
Med La Saeta Rubia – Den Blonde Pil – på holdet indledtes en ny æra i Real Madrid. Allerede i hans debutsæson vandt klubben sit første spanske mesterskab siden 1933, og oveni blev Alfredo Di Stéfano ligatopscorer med 27 fuldtræffere.

Årets efter genvandt madrilenerne titlen, og dermed kvalificerede de sig til den nymodens Europa Cup-turnering for Mesterhold, som Santiago Bernabéu havde været én af de varmeste tilhængere af.

Ganske vist krævede det gode overtalelsesevner hos Raimundo Saporta at overbevise landets fascistiske ledere om, at det rent faktisk var god propaganda for Spanien, at Real Madrid stillede op imod – og besejrede – hold fra lande bag Jerntæppet, for var der noget, som Francisco Franco absolut ikke brød sig om, var det bolsjevismen.

Det kom til udtryk under Anden Verdenskrig, da Spanien trods sin erklærede neutralitet leverede et specialkorps – kaldet División Azul – til nazisternes felttog på Østfronten. Også på den sportslige scene var falangisterne kede af at pleje samkvem med de kommunistiske stater, og det betød blandt andet, at Spanien boykottede kvalifikationskampene til den første EM-slutrunde i 1960.

I første runde af Europa Cuppen var der garanti for, at Real Madrid ikke skulle møde et østeuropæisk hold, da modstanderne – for første og eneste gang i turneringens historie – blev bestemt på forhånd af L‘Équipes redaktion.

Det betød, at Real Madrids indledende kamp på kontinentet kom til at foregå torsdag den 8. september 1955 i Genève mod de schweiziske mestre fra Servette.

Første halvleg endte uafgjort 0-0 efter en tarvelig indsats, og i pausen var der helt stille i omklædningsrummet, idet ingen turde forstyrre Di Stéfano, som var i skidt humør. Med ét gik døren op, og ind kom den 17-årige prins Juan Carlos, der stu- derede i Schweiz. Han gik straks hen til Alfredo Di Stéfano, der som den eneste var blevet siddende på sin plads.

Efter at have forsøgt sig med et par høflighedsfraser for at bryde isen greb Juan Carlos stjernens hånd, hvorpå han med slet skjult henvisning til, at den royale familie havde levet i tvunget eksil siden 1931, udbrød:

»Gutter. Nu er det ham her, der er konge!«

Helt løgn var det vel ikke, og i anden halvleg leverede Alfredo Di Stéfano og hans kammerater varen, så der til sidst stod der 0-2 på Stade des Charmilles' antikverede måltavle efter scoringer af Miguel Munõz og Héctor Rial.

Siden blev også Partitizan Beograd og AC Milan besejret, inden Real Madrid den 13. juni 1956 blev kåret som den første vinder af Europa Cuppen for Mesterhold efter 4-3-sejren i Paris over Stade de Reims.

Udover at score Real Madrids første mål i finalen var Alfredo Di Stéfano som sædvanligt den store drivkraft i og med, at han fra sin position som centerforward lod sig falde tilbage i banen for at styre opspillet. Det blev bemærket af France Soirs referent, der slet og ret skrev:

»Hovedmanden bag Madrids triumf var Di Stéfano. Han skilte modstandernes defensiv fuldstændigt ad ...«

I den følgende sæsoner blev Raymond Kopa hentet til fra netop Stade de Reims. I forvejen havde Real Madrid et stærkt mandskab med folk som Héctor Rial og Francisco Gento til at fodre Alfredo Di Stéfano, men med Kopa blev spillet mere målrettet, og madrilenerne vandt da også de følgende to mesterholdsfinaler over henholdsvis Fiorentina og AC Milan.

I august 1958 blev holdet om muligt endnu mere giftigt, da én af de fore- gående ti års største profiler blev præsenteret som Alfredo Di Stéfanos nye angrebsmakker. De fleste iagttagere var enige om, at Ferenc Puskás' bedste tid lå bag ham, for ungareren var netop fyldt 31 år, og hans mave bugnede så voldsomt, at Real Madrids træner, Luís Carniglia, bekymret spurgte Santiago Bernabéu, hvad han i grunden skulle stille op med den korpulente frontløber.

»Det ved jeg da ikke. Det er dit job at gøre ham i stand!« brummede præsidenten.

Næsten to år forinden var Ferenc Puskás sammen med Sándor Kocsis, Zoltán Czibor, der begge siden kom til Barcelona, hoppet af under Honvéds verdensturné, som foregik under den ungarske opstand. Det var naturligvis et enormt prestigetab for de socialistiske diktaturstater ikke mindst fordi Ferenc Puskás havde rang af major – og i samlet flok pressede de UEFA til at udelukke ham fra at spille fodbold i Europa.

Ikke desto mindre forsøgte den venstrebenede angriber at finde en ny arbejdsgiver i først Bologna og siden Manchester United. Uheldigvis kunne Ferenc Puskás ikke ét ord engelsk, og desuden var de britiske regler for brugen af udlændinge så stramme, at parterne måtte gå hver til sit.

Det var et held for Real Madrid, for her havde man altid haft et godt øje til den trinde ungarer, og efter at Raimundo Saporta nok engang demonstrerede sit talent for at forhandle, indvilligede UEFA i at ophæve karantænen.

Da Ferenc Puskás først havde smidt nogle kilo, udviklede han en blændende forståelse med Alfredo Di Stéfano, der ikke følte sin position truet af den madglade ungarers tilstedeværelse.

Trods sin hurtige tilpasning og det faktum, at han scorede det afgørende mål i semifinalen mod bysbørnene fra Atlético, blev Ferenc Puskás ofret i finalen i 1959, som igen bød på et møde med Stade de Reims.

Det var tilsyneladende en klog beslutning, for Real Madrid vandt med 2-0. Alligevel blev Luís Carniglia fyret efterfølgende, dels for at holde Santiago Bernabéus erklærede yndling ude af holdet, og dels fordi Barcelona vandt den spanske mesterskabstitel.
I stedet blev den gamle anfører, Miguel Muñoz, udnævnt til træner for Real Madrid fra den kommende sæson, og så var Puskás eller Cañoncito Pum – Den Lille Kanon, bang! – sikker mand på holdkortet.

Ferenc Puskás takkede for tilliden ved både at blive topscorer i ligaen og i Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til 12 fuldtræffere.

Fire af disse sparkede han ind for øjnene af godt 127.000 tilskuere på Hampden Park i Glasgow, da Real Madrid den 18. maj 1960 vandt turneringen for femte gang i træk.

Puskás' angrebsmakker, Alfredo Di Stéfano, scorede de øvrige tre mål i 7-3- sejren over Eintracht Frankfurt i en finale, der indiskutabelt må karakteriseres som historiens bedste.
Så hæsblæsende var den, at det tog The Guardians Richard Williams adskillige år at bearbejde sine indtryk:

»Fonteyn og Nureyev. Bob Dylan i Albert Hall. Premieren på The Rite of Spring. Laurence Olivier på toppen af karrieren. The Armory Show og Sydneys operahus i ét. Dén kamp havde simpelthen alt ...«

Efter så fornem en bedrift kunne det næsten kun gå ned ad bakke for Real Madrid, og det gjorde det også. Ikke på den hjemlige scene, for her vandt klubben mesterskabet i otte ud af de ni følgende sæsoner, men på kontinentet var konkurrenterne blevet stærkere, mens flere af Real Madrids profiler havde nået deres zenit.

Én af dem var kulturbæreren Alfredo Di Stéfano, der om nogen var eksponent for den ægte Madridismo, hvilket kort fortalt er et udtryk for symbiosen mellem effektivitet og stil tilsat stoltheden over at bære den hvide trøje.

Det fik den senere anfører, Amancio Amaro, som debuterede for Real Madrid i Ghana på klubbens sommerturné i 1962, at føle. Da han løb på banen, opdagede han, at der ikke var noget emblem på hans trøje, hvilket han fortalte Alfredo Di Stéfano. Fra ham faldt svaret prompte:

»Du skal svede i den først, knægt ...«

At Di Stéfano vidste, hvad han talte om, understreges af, at han vandt fem mesterholdspokaler og otte spanske ligatitler med Real Madrid, ligesom han blev ligatopscorer fem gange. Alligevel erfarede Alfredo Di Stéfano som så mange andre før ham, at det sidste spark ikke er ét, man giver, men ét man får.

Efter at Real Madrid tabte mesterholdsfinalen til Inter i 1964, ville han gerne fortsætte et par sæsoner endnu, men Santiago Bernabéu var afvisende over for ønsket, og han tilbød i stedet den næsten 38-årige argentiner en rolle i klub- bens tekniske stab. Det afslog han, hvad der gjorde Bernabéu så rasende, at han på stedet erklærede, at Di Stéfano kunne glemme alt om at få job i Real Madrid, så længe præsidenten levede.

I stedet fortsatte angriberen til Español, hvor Ladislao Kubala var blevet træner. Her blev det kun til 11 scoringer, og mest af alt lignede Alfredo Di Stéfanos skifte et desperat ønske om at tjene en sidste skilling, hvad der blev understreget af den dybt alkoholiserede, men livskloge Kubala:

»Jeg beundrede ham på banen, men han gav aldrig nogensinde så meget som en øl ...«


SL Benfica – 1961 og 1962

Trods den formidable finalesejr i 1960 over Eintracht Frankfurt lå det i kor- tene, at Real Madrids totale dominans på kontinentet ikke ville vare evigt. Men at førsteudfordreren skulle komme fra den vestlige side af Den Iberiske Halvø kom nu bag på de fleste.

Om noget havde Portugal udviklet sig til Vesteuropas uland under den fascistiske økonomiprofessor, António de Oliveira Salazars styre, hvad der blandt andet betød, at hovedparten af befolkningen levede i den dybeste fattigdom, ligesom op imod en tredjedel hverken kunne læse eller skrive.

Selv om levevilkårene var utålelige for de fleste, så var interessen for fodbold enorm, og de to hovedstadsklubber, Benfica og Sporting, hørte med sikkerhed til blandt de mest velspillende i Europa.

Specielt Benfica var et spændende bekendtskab, hvilket primært skyldtes, at klubben blev finansielt understøttet af den stenrige Mauricio de Britos, der havde tjent sin formue ved at importere kaffe fra Angola. Det var dog ikke kun kaffebønner, som blev hentet op fra det afrikanske kontinent, for De Britos havde også en veludviklet sans for at slå en klo i gode fodboldspillere, hvad der betød, at folk som Mário Coluna, José Águas og Eusébio blev hentet til den portugisiske hovedstad.

Sidstnævnte var for ung til at spille nogen væsentlig rolle på Benficas mandskab, der under mestertaktikeren Béla Guttmann gik på jagt efter mesterholdstrofæet i efteråret 1960. Til gengæld stortrivedes en lang række andre fremragende profiler i Guttmanns kompromisløse angrebskollektiv, og på vejen mod finalen blev Hearts, Újpesti Dózsa, AGF og Rapid Wien udraderet efter tur. José Águas og José Augusto scorede henholdsvis ni og syv mål, hvad der fortalte alt om, hvor farlige folk, Guttmann rådede over.
Trods det sprudlende spil var Benfica ikke favorit i finalen på Wankdorf-stadion i Bern den 31. maj 1961. Det var CF Barcelona, som omsider indfriede omverdenens forventninger ved at kvalificere sig til sin første finale i turnerin- gen efter blandt andet at have elimineret de evige rivaler fra Real Madrid i to barske opgør i anden runde.

Selv om Barcelona stillede op med etablerede verdensstjerner som Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Zoltán Czibor havde holdet en decideret offday mod Benfica, symboliseret ved at portugisernes anden scoring i 3-2-sejren var et selvmål af målmandsmonumentet Antoni Ramallets.

Dén plet var svær at vaske af for CF Barcelona, og bedre blev det ikke af, at klubben kom til at vente i 13 år, inden den igen formåede at kvalificere sig til mesterholdsturneringen. Så længe varede det ikke for Benficas vedkommende, for takket være triumfen i Bern gik As Águias – Ørnene – fem måneder senere på vingerne for at indlede forsvaret af sølvtrofæet. Omsider havde det 19-årige stortalent, Eusébio, der indtil nu havde levet en forholdsvis beskyttet tilværelse i klubbens talentafdeling, vokset sig stor og stærk nok til at tage en fast plads på holdet.

Med ham blev Béla Guttmanns i forvejen skræmmende offensiv endnu mere uhyggelig, og det fik genfødte Real Madrid at føle i mesterholdsfinalen i Amsterdam, der på grund af det forestående VM i Chile var rykket helt frem til den 2. maj 1962. Her brillerede den fortsat knivskarpe Ferenc Puskás ved at score tre gange for spanierne, men alligevel måtte han efterfølgende erkende, at han blev overskygget af en purung mozambiquer ved navn Eusébio. Han stod for to af fuldtræfferne i én af historiens mest uforglemmelige mesterholdsfinaler, som Benfica endte med at vinde 5-3, hvorefter det var en realitet, at magtbalancen i europæisk fodbold definitivt var taget ud af hænderne på Real Madrid, der ellers havde spillet sig frem til seks af de hidtidige syv finaler i turneringen.

Desværre for Benfica blev triumfen i Amsterdam samtidig afslutningen på Béla Guttmanns virke i klubben. Den ungarske globetrotters livsindstilling var maksimalt at arbejde tre år det samme sted, og det lavede han heller ikke om på i Lissabon – specielt ikke efter at Mauricio de Britos konsekvent nægtede ham en lønforhøjelse ...

Set i bagklogskabens klare lys var det en bommert af rang, for selv om Benfica op gennem 1960'erne leverede adskillige store øjeblikke, så kom holdet til at undvære Guttmanns magiske touch, og dermed blev døren åbnet for andre af kontinentets slumrende giganter.


AC Milan – 1963 og FC Internazionale – 1964 og 1965

Efter mange års opslidende krig mod Østrig blev Italien i 1861 samlet under kongefamilien Savoia, der hørte hjemme i Piemonte-regionen. Selv om de fleste italienerne efterfølgende sang passioneret med på nationalhymnen Marcia Reale – Den Kongelige March – betød foreningen ikke, at de dermed kunne opfattes som én homogen befolkningsgruppe.

Dertil var forskellen mellem indbyggerne i det industrialiserede og rige nord og befolkningen i det fattige og underudviklede syd trods alt for stor. Også inden for fodbold udkrystalliseredes de demografiske forskelle, lige fra englænderne introducerede spillet i ti-året inden århundredeskiftet. Det skete i de nordlige regioner, hvor pengestærke iværksættere og store befolkningsgrupper udgjorde det nødvendige miks for at grundlægge nogle stærke fodboldklubber.

Helt fra det første mesterskab blev afviklet over en enkelt eftermiddag i 1898, kom de toneangivende hold fra Genova, Milano og Torino, og efter etableringen af Serie A i 1929 og 30 år frem dominerede de to store rivaler fra sidstnævnte by – Juventus og AC Torino – ved tilsammen at vinde halvdelen af ligatitlerne.
Succesen blev dog aldrig overført til den europæiske scene, hvilket for AC Torinos vedkommende hang sammen med, at alle spillerne på dét hold, som vandt Serie A fem sæsoner i træk, omkom ved et flystyrt i 1949.

Hvor tragisk det end var, så gav det plads til AC Milan, der ikke havde vundet mesterskabet i mere end 40 år. Takket være indflydelsen af de tre svenskere, Gunnar Nordahl, Nils Liedholm og Gunnar Gren, som alle kom til efter OL i London, triumferede I Rossoneri – De Røde og Sorte – fire gange i perioden, ligesom holdet på ulykkelig vis tabte Europa Cup-finalen for Mesterhold til Real Madrid i 1958.

Tre år senere udnævnte AC Milans præsident, Andrea Rizzoli, Nereo Rocco til ny cheftræner, og det var en god beslutning, for allerede i den defensivt tænkende triestiners første sæson vandt klubben Serie A.

Den 22. maj 1963 skrev Nereo Rocco sig ind i historiebøgerne, da han på Wembley i London førte AC Milan til tops i Europa Cuppen for Mesterhold efter en hårdt tilkæmpet sejr på 2-1 over Benfica.
Dermed blev AC Milan den første italienske repræsentant, der vandt Europa Cuppen for Mesterhold. Det vakte naturligvis udbredt glæde i det fodboldgale land, men selvklart var begejstringen til at overse hos den anden store Milano-klub, FC Internazionale, der kort forinden sikrede sig Serie A-titlen for første gang i ni år.
I spidsen for I Nerazzurra – De Sorte og Blå– stod den vidt berejste Helenio Herrera, som var cheftræner for CF Barcelona, der i både 1959 og 1960 vandt det spanske mesterskab.

Umiddelbart efter den sidste triumf blev han fyret, fordi catalonierne tabte til Real Madrid i Europa Cuppens semifinale, men at argentineren var afholdt af fansene illustreres af, at de efterfølgende bar ham i guldstol ned ad Barcelonas hovedstrøg, La Rambla.

Herreras popularitet skyldtes ikke kun, at Barça i Real Madrids guldalder formåede at vinde to ligatitler, men også at han samlede et mandskab, der om muligt var endnu mere attraktivt at se på end klubben fra hovedstaden.

Med Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Luís Suárez var stilen kompromis- løst offensiv, og i de to mesterskabssæsoner scorede holdet sammenlagt 182 mål.

Selv om Helenio Herrera hentede Suárez til Inter i 1961, vil det være en overdrivelse at hævde, at den catalanske spillefacon fulgte med. Hos Inter indførte Herrera en moderne udgave af Karl Rappans Verrou-system fra VM i 1938, der indebar, at det schweiziske landshold optrådte med tre mandsopdækkere i forsvaret og tillige en mand som stopklods bag de tre.
Hos Inter blev systemet kaldt Catenaccio med anfører Armando Picchi som låsesmed, og selv om omverdenen skældte voldsomt ud over, at Herreras rationale var at lukke ét mål færre ind end modstanderne, snarere end at forsøge at score ét flere, talte resultaterne for sig selv.

Inter vandt således Europa Cuppen for Mesterhold i 1964 og 1965 efter finalesejre over Real Madrid og Benfica, men til trods for, at forsvaret var holdets adelsmærke, var der også på de offensive positioner fremragende spillere som Jair, Sandro Mazzola og Luís Suárez. Stjernen over dem alle var dog ubetinget Helenio Herrera, der revolutionerede fodbolden med sine metoder. Blandt meget andet var det ham, der indførte Il Ritiro, hvilket medførte, at spillerne allerede efter torsdagstræningen blev sendt i træningslejr for at lade ordentligt op til weekendens ligakamp.

Det siger sig selv, at ikke alle tiltag gled lige let ned, men at Il Mago – Tryllekunstneren – var respekteret af spillerne, understregede Luís Suárez flere år senere:
»Herreras målrettede fokus på fitness og psykologi var enestående. Det var ikke noget, man havde set før. Inden hans tid var træneren ikke vigtig ...«


Real Madrid CF – 1966, Celtic FC – 1967, Manchester United – 1968 og AC Milan – 1969

Efter at have vundet sin tiende spanske ligatitel siden indførelsen af den landsdækkende Primera División i 1929, stillede Real Madrid op til Europa Cuppen for Mesterhold i efteråret 1965 med den klare målsætning at genoplive de glade dage få år forinden.

Der var for længst blevet taget afsked med ikonet Alfredo Di Stéfano og i og med, at Santiago Bernabéu trods ihærdige anstrengelser ikke havde haft held til at lokke den brasilianske verdensstjerne, Pelé, til den spanske hovedstad, lignede Real Madrid ikke umiddelbart et hold, som kunne rokke ved de italienske klubbers dominans.

Ferenc Puskás var efterhånden blevet 38 år, forsvarsstyrmanden José Santamaria 36 år og venstre wingen Francisco Gento 33 år, hvilket mere end indikerede, at det ikke ligefrem var noget ferskt materiale, cheftræner Miguel Muñoz rådede over. Det skulle da også snart vise sig, at de to førstnævnte for længst var over sidste salgsdato, hvorfor de mistede deres stampladser, som sæsonen skred frem.

I stedet blev yngre kræfter som José Pirri, Amancio Amaro og Manuel Sanchís toneangivende figurer på et kampstærkt Madrid-mandskab, der slog sig igennem til finalen i Bruxelles efter blandt andet at have nedkæmpet kompetente modstandere som Anderlecht og Inter.

Den 11. maj 1966 viste de hvidklædte madrilenere, at de måske ikke længere var så spillemæssigt godt kørende som tidligere, men til gengæld udstrålede de masser af vilje. Det gik ud over de dygtige jugoslaver fra Partizan, som efter at have været foran alligevel tabte med 1-2, hvorefter Real Madrid vandt sin sjette mesterholdspokal.

Året efter var korpsånd og fightervilje ikke længere nok for Real Madrid, der måtte forlade turneringen efter to nederlag til Inter, som dermed fik revanche for den foregående sæsons exit i semifinalen. Helenio Herreras tropper nåede siden frem til deres tredje mesterholdsfinale på fire år, og på Estádio Nacional i Lissabon var de den 25. maj 1967 gigantiske favoritter mod de skot- ske opkomlinge fra Celtic, som helt usædvanligt stillede med 11 hjemmeavlede spillere i startopstillingen.

Trods et tidligt straffesparksmål af Sandro Mazzola tabte Inter dog med 1-2 mod de seje folk fra Glasgow, som dermed blev det første nordeuropæiske mandskab, der vandt turneringen. Det var en slem bet for både Inter og italiensk fodbold, som kunne have fået en smule oprejsning oven på VM i England, hvor nationalmandskabet røg ud allerede efter den indledende runde.
Oprejsningen kom heller ikke i den følgende sæson, for her vandt Manchester United turneringen.

Det var i sandhed en monumental bedrift, for ti år forinden blev halvdelen af holdet udslettet ved et flystyrt i München efter en Europa Cup-kamp mod Crvena zvezda – Røde Stjerne. Umiddelbart efter gik den overlevende manager, Matt Busby, i gang med at bygge et nyt storhold, og kulminationen på hans arbejde kom i 1968, da Manchester United med excellente folk som Bobby Charlton og George Best i rækkerne slog Benfica på Wembley med 4-1 efter forlænget spilletid.

Jublen forstummede snart for Manchester United, og også hos Grande Inter var de glade dage forbi. Til gengæld begyndte naboerne fra AC Milan igen at røre på sig, da Nereo Rocco vendte tilbage efter en afstikker til AC Torino. Med ham i spidsen kvalificerede Milan sig i 1969 til mesterholdsfinalen i Madrid mod de hollandske himmelstormere fra Ajax, der til trods for tilstedeværelsen af en vis Johan Cruyff tabte med 1-4.
Ham kom man til at høre meget mere til i den efterfølgende periode. Hvad ingen vidste var, at der skulle gå hele 16 år, inden et italiensk hold igen vandt Pokalen Med De Store Ører ...



Feyenoord – 1970 og AFC Ajax – 1971, 1972 og 1973

I sammenligning med andre store fodboldnationer blev professionalisme indført sent i Holland, nemlig i 1954. Der skulle imidlertid ikke gå længe, inden kongedømmets klubber begyndte at sætte deres præg på de kontinentale turneringer. Det skyldtes til dels fremvæksten af en række talentfulde spillere, og dels at de hollandske trænere generelt befandt sig på et højt taktisk stade.
Én af disse var den forhenværende Ajax-angriber, Rinus Michels, der afløste englænderen Vic Buckingham i sin barndomsklub i 1965.

På daværende tidspunkt lå amsterdammerne og rodede nær bunden af Æresdivisionen, men efter at den nye træner erhvervede de rutinerede Co Prins, Henk Groot og målmanden Gert Bals til støtte for de unge Ajacieden, gik det fremad med rasende fart. Rinus Michels var taktisk inspireret af Jack Reynolds, som han selv havde optrådt under som aktiv, og af det ungarske landshold, der med Ferenc Puskás i spidsen fejrede store triumfer i begyndelsen af 1950'erne. Disse indtryk blev tilsammen til konceptet Totaalvoetbal, som drejede sig om at udnytte banens rum og om at have bolden mest muligt.

»Zonder de bal kun je niet winnen« – Uden bolden kan man ikke vinde var ét af Rinus Michels standardudtryk, og det blev understøttet af, at alle blev opdraget til både at angribe og forsvare. Det indebar logisk nok, at det var nødvendigt at luge kraftigt ud i truppen, idet det ikke var alle, som levede op til hans ekstreme krav. Unge kometer som Piet Keizer, Barry Hulshoff og Johan Cruyff havde derimod ingen kvaler med Michels' principper, og med dem som bannerførere for banebrydende og attraktiv angrebsfodbold vandt Ajax tre ligatitler på stribe, ligesom holdet i 1969 nåede frem til mesterholdsfinalen, som man dog tabte til AC Milan.

På baggrund af Ajax' dominans kom det som et chok, at landsmændene fra Feyenoord den følgende sæson vandt Mesterholdenes Europa Cup, da holdet under ledelse af Ernst Happel udmanøvrerede Celtic i en meget taktisk finale i Milano.
Trods et stærkt materiale kunne Feyenoord ikke holde trit med Ajax, der blev yderligere styrket med tilgangen af Arie Haan, Johan Neeskens og Ruud Krol fra klubbens egen ungdomsafdeling, og det var der i og for sig heller ingen andre, som kunne.

Med Johan Cruyff som kontinentets mest dominerende spiller siden Alfredo Di Stéfanos velmagtsdage fejede Ajax al modstand til side i de følgende tre sæsoner af Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til finalesejre over henholdsvis Panathinaikos, Inter og Juventus.

Så iøjnefaldende var Cruyff, at flere ligefrem talte om, at han var historiens bedste, og i dyb benovelse over hollænderens teknik og overblik, døbte den britiske skribent, David Miller, ham Pythagoras i fodboldstøvler ...

Allerede inden den seneste finalesejr over Juventus den 30. maj 1973 begyndte alvorlige mæthedsfornemmelser at sætte ind i alle geledder.

Interne stridigheder og misundelse blev en del af hverdagen, og efter at Johan Cruyff blev frataget anførerbindet oven på en afstemning blandt holdkammeraterne, valgte han at skifte til CF Barcelona, hvor Rinus Michels i de seneste to sæsoner havde været ansat.

Forinden udløb de rumænske myndigheders tilladelse til, at den meget vellidte Stefan Kovács kunne fortsætte i Ajax. Efter to år på trænerposten skulle han planmæssigt vende tilbage til hjemlandet, men efter intense forhandlinger fik han lov til at tage et par sæsoner som chef for det franske landshold.

Cruyffs og Kovács samtidige afgang var for stor en åreladning, og folkene omkring bestyrelsesformand Jaap van Praag måtte nødtvunget erkende, at Ajax' epoke var slut, efter at holdet i fem sæsoner havde vist noget af det mest strålende spil i historien.
I efteråret 1973 slog CSKA Sofia amsterdammerne ud allerede i anden runde af Europa Cuppen, og derefter måtte de Godenzonen – Gudernes Sønner – vente fire sæsoner på deres næste hollandske mesterskab.


FC Bayern Munchen – 1974 og 1975

Kontinentets fodboldfans kom ikke til at vente længe, før et nyt hold satte sig på magten i Europa. Bayern München tålte æstetisk ingen sammenligning med Ajax, men man skulle bestemt ikke tage fejl af den vesttyske mesterklub.

FC Bayern hørte ikke umiddelbart til de toneangivende hold i forbundsrepublikken, endsige i hjembyen, hvor 1860 München traditionelt var både stærkere og mere populær. I det hele taget stod tysk fodbolds vugge ikke i den sydlige del af landet, men nær Ruhr-området, hvor klubber som Borussia Dortmund, Schalke 04 og FC Köln har deres udspring.

I midten af 1960'erne udklækkede Bayern München imidlertid en stribe af de største talenter, som nogensinde er set i Vesttyskland, og det kom i det følgende tiår til at vende op og ned på magtbalancen både nationalt og internationalt.
Rygraden på mandskabet kom fremdeles til at bestå af hjemmefødte verdensklassespillere som målmanden Sepp Maier, liberoen og anføreren Franz Beckenbauer og Gerd Müller, der med stor sandsynlighed er den farligste mand, der nogensinde har haft straffesparksfeltet som sin arbejdsplads.

Sammen med tre andre spillere fra FC Bayern dannede de stammen på det vesttyske landshold, der i 1972 vandt Europamesterskabet efter en 3-0-sejr over Sovjetunionen i Bruxelles, hvilket var et forvarsel om, at forbundsrepublikken var på vej ind i sin fodboldmæssige Blütezeit.

To år senere stod Bayern München sammesteds i sin første Europa Cup- finale for Mesterhold, hvor modstanderen var Atlético Madrid. Sydtyskerne var bedst, men alligevel måtte holdene ud i forlænget spilletid efter 0-0 i den ordinære kamp. Her bragte den senere landstræner, Luís Aragonés, spanierne i spidsen med et af sine karakteristiske frispark, men dybt inde i overtiden udlignede den fremrykkede forstopper, Georg Schwarzenbeck, med et langskud fra 30 meter, som strøg ind under Atléticos målmand, Miguel Reina, til 1-1.

I omkampen to dage sendte træner Udo Lattek samme 11 spillere i aktion, og denne gang gav de ikke ved dørene mod Atlético, der tabte med 0-4 efter to fuldtræffere hver af Gerd Müller og Uli Hoeneß.

Trods storsejren blev myten om Bayern Münchens evindelige held grundlagt i Europa Cup-finalen i 1974. Det hang givetvis sammen med, at sydtyskerne, personificeret ved den allestedsnærværende Franz Beckenbauer, notorisk optrådte yderst arrogant, hvad der skabte mindst lige så mange fjender som tilhængere i og uden for Vesttyskland. Det var Kaiser Franz og hans holdkammerater fuldstændig ligeglade med, for de udgjorde i sandhed et mandskab med sejrs-DNA i arvemassen.

Halvanden måned efter triumfen over Atlético stillede sydtyskerne med seks spillere i startopstillingen, da landsholdet vandt VM-finalen med 2-1 over Holland på Olympiastadion i München efter mål af Bayern-profilerne, Paul Breitner og Gerd Müller.

Breitner skiftede kort efter til Real Madrid, men Gerd Müller – Der Bomber der Nation – fortsatte, og det var vigtigt, for i Europa Cup-finalen i 1975 havde han en nøglerolle mod Leeds i Paris, da han på en uvant position som offensiv midtbanespiller var hovedmanden bag Bayern Münchens heldige 2-0-sejr.

Triumfen understregede, at den tyske Bundesliga på daværende tidspunkt var verdens stærkeste, men akkurat som tilfældet havde været det med Ajax i årene forinden, var der også en udløbsdato for FC Bayern Münchens storhedstid.

Det var der bare ingen, som turde tale højt om den 28. maj 1975, da Kaiser Franz svingede med mesterholdspokalen på Parc des Princes i Paris ...



Optakter
Mandag d. 20/11, kl. 19:00
AaB - Midtjylland
Magasin-artikler
Ikke mere PL - til storrygende advokat
Den kontroversielle Slaven Bilic er færdig i West Ham, og han vil blive savnet i Premier League – for der er ingen, der minder om det guitarspillede sprog-geni.
Doneil Henry, Lewis Page, Alex Pike, Kyle Knoyle, Modibo Maíga, Josh Cullen, Elliot Lee og Nofn Noln... dette var nogle af de forholdsvis ukendte spillere, som den netop fyrede West Ham-manager Slaven Bilic valgte at bringe i spil i Europa League-kampen imod rumænske Astra Giurglu - tilbage i 2015.

Ikke overraskende røg West Ham ud af Europa League, men den nyudråbte manager Bilic var iskold. Han ville prioritere Premier League, men nederlaget gjorde også, at Bilic-karrieren i West Ham startede under pres efter den europæiske deroute – allerede inden hans første kamp i Premier League. Nu er det slut, for efter en dramatisk start på karrieren og en flot 7. plads er Bilic 16 måneder senere fyret i Premier League-klubben, hvor han ellers havde været et hot navn.

Siden Bilic, som kroatisk landstræner i 2007 på Wembley, stod bag det engelske landsholds EM-skuffelse, har han været et hot navn i verdens hårdeste fodboldturnering. Inden ankomsten i West Ham var Bilic også vidt omkring, men fælles for det hele – så vandt han meget. Se blot denne historik med sejrsprocenter:

Hajduk Split (2001-02): 64,7%
Kroatisk U-21: 55,5%
Kroatien: 64,6%
Lokomotiv Moskva: 40,6%
Besiktas: 53,3%

Nu forlader han West Ham, efter han har præsteret følgende i de sidste sæsoner:

2015/16: 51 kampe - 43,1%
2016/17: 46 kampe – 32,6%
2017/18: 14 kampe – 35,7%

Efter successæsonen i 2015/16, hvor West Ham fik deres højeste placering siden 2002, ”røg” den storrygende Bilic – på porten.

Bilic blev inden skiftet sat i forbindelse med andre klubber som Sunderland, Everton og QPR efter den famøse aften for ca. ti år siden, men det endte med at blive West Ham, og dermed var det Bilic, der fik den store opgave om at få ”The Hammers” til at falde til på det olympiske stadion, da sæsonen 2016-17 startede, men det gik slet ikke.

For London Stadium endte med at blive den største brik i fyringen af Bilic. 24 hjemmekampe blev det til, med flere nederlag end sejre og en samlet minus-score på 26-41. Det så ikke godt ud for den meget specielle kroat.


44 smøger, advokat, sprog-geni og guitar
Bilic kunne ved ansættelsen ligne et sikkert valg for West Ham, men når man er kontroversiel, har historien vist, at det kan have den omvendte effekt, hvis resultaterne ikke flasker sig. Således er Bilic ikke bleg for at fremvise sit rockband, hvor han spiller guitar, eller stolt berette om, at han ryger 44 smøger om dagen, og den kulørte personlighed byder på meget mere. Bilic kan tale flere sprog og samtidigt med, at han var professionel fodboldspiller, læste han jura.

Så Bilic er en meget sammensat personlighed, og man skal ikke glemme, at West Ham op til ansættelsen af Bilic blev sat i forbindelse med trænere som Jürgen Klopp, Carlo Ancelotti, Unai Emery, Michael Laudrup, Marcelo Bielsa og David Moyes. Sidstnævnte ender med at blive hans afløser.

Eftermælet af Bilic i West Ham bliver blandet, men det er langt fra første gang, at han deler vandene, som da han som spiller rejste til New York – på en dagstur – for at høre Guns N' Roses eller i Everton, hvor han ikke brød sig om spillernes alkohol-indtag under manager Howard Kendall – jah… eller for hans rolle, da Laurent Blanc fik det røde kort i VM semi-finalen 1998. Den kroatiske forsvarsspiller filmede tydeligvis, og dermed kom den franske VM-anfører ikke til at spille i VM-finalen pga. den usympatiske handling af Bilic.

Vild historie… ligesom meget andet omkring Bilic, der i øvrigt næsten lige er blevet skilt, og sammen med en ny kvinde allerede har fået en seks måneder gammel datter – så der sker noget i Bilic' liv, og det gjorde der også i West Ham… Nu venter Moyes i West Ham. Kigger man nærmere på hans sejrprocenter i de sidste to klubber, hvor han har været, er det næsten latterligt:

Real Sociedad (2014/15): 42 kamp – 28,6%
Sunderland (2016/17: 43 kampe – 18,6%

Men Moyes kommer med masser af god erfaring fra tiden i Everton og Manchester United, og så er han en helt anden type end Bilic. Men hvem er ikke det?
Læs hele artiklen
Kan Mourinho ikke parkere bussen?
Få chancer og mål har givet dårlige resultater, når Jose Mourinho har mødt hård modstand – på udebane.
Swansea, West Ham, Everton og Crystal Palace har alle tabt med 4-0 til Manchester United i denne sæson, men siden langgaberen på Anfield er det gået ned af bakke for Jose Mourinhos mandskab – især i offensiven og på udebane.

Manchester United har ellers mange offensive spillere i truppen, og flere af disse startede sæsonen som lyn og torden. Kampprogrammet startede også moderat for Mourinhos tropper, men sidenhen har de mødt større modstand. I disse kampe har Manchester United haft et meget defensivt udtryk, og det har langt fra givet de ønskede resultater.

Men der er ikke noget nyt i, at Mourinho ikke gør det godt imod de andre tophold på udebane. Ikke siden januar 2015 har Mourinho vundet på fremmed græs over et andet Top 6-hold. De elleve kampe har givet seks nederlag og fem uafgjorte kampe. Se kampene her:

Chelsea
2015
Januar – Tottenham: 3-5
April – Arsenal: 0-0
August - Manchester City: 0-3
November – Tottenham: 0-0

Manchester United
2016
Oktober – Liverpool: 0-0
Oktober – Chelsea: 0-4

2017
April – Manchester City: 0-0
Maj – Arsenal: 0-2
Maj – Tottenham: 1-2
Oktober – Liverpool: 0-0
November – Chelsea: 0-1

Bemærk, at de fem uafgjorte kampe alle er sluttet målløse, og at Mourinhos mandskab blot har scoret i to af de elleve kampe.

I starten af december skal Manchester United en tur til London for at møde Arsenal. Måske stiller Mourinho forsigtigt op til den kamp, og gad vide, hvordan de angriber den efterfølgende kamp, når de skal op imod formstærke Manchester City.

I de to topkampe i denne sæson har den ellers så målfarlige Romelu Lukaku været meget isoleret i angrebet og er slet ikke blevet serviceret så meget af holdets midtbanespillere som tidligere – men er løsningen på trapperne?

Med de manglende udebanemål så holder Mourinho sikkert et ekstra godt øje med de skadede Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović. Med deres tilbagekomst kan det også være, at Mourinhos taktik vil være lidt mere offensiv – selvom de sidste års taktik har vist noget andet, når Mourinho har ”parkeret bussen” i udekampene imod de andre Top 6-hold.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Christian Eriksen – beskedne stjerne
Den selvudslettende kunstner blev den helt store danske VM-helt i kvalifikationen, hvilket frembragte meget ros til knægten fra Middelfart.
Med tre mål blev Christian Eriksen den helt store årsag til, at Danmark kvalificerede sig til VM2018. Den 25-årige dansker skulle langt hen i landsholdskarrieren, før det helt store gennembrud kom nationalt og noget senere end på klubplan, men hvordan startede det hele?

Som helt ung spillede Eriksen fodbold i sin lokale klub i Middelfart på Fyn. Der skulle ikke gå mange år før han blev efterspurgt af både OB og FC Midtjylland, sådan som danske storklubber altid er på udkig efter spillere, der kan indbringe både sportslig og økonomisk succes. OB var de heldige vindere af Christian Eriksens talent.

Et talent der var med til at føre det der dengang hed ”1. års Drenge” i OB frem til det danske mesterskab, men her stoppede det så også for Christian Eriksens danske eventyr. Talentet var for stort og han kunne som 16-årig nærmest vælge og vrage på alle hylder af europæiske topklubber. Barcelona, Chelsea og AC Milan var blandt de største, der havde snøren ude efter ham, men han valgte Ajax. En klub med et renomme for en fantastisk talentudvikling. Med rette. AZ Alkmaar og Feyenoord blev afvist af Eriksen.

At Christian Eriksen var en efterspurgt herre på OBs træningsanlæg – Ådalen – var tydeligt. OB var i 2008 i besiddelse af den daværende topscorer i Superligaen – Baye Djiby Fall – da en fornem herre på besøg - Danny Blind - der på daværende tidspunkt var sportsdirektør i Ajax. Mange troede at Danny Blind skulle kigge på Djiby Fall, som afløser for den daværende Ajax-angriber - Luís Suárez. Det var slet ikke tilfældet. Han kiggede nemlig på Christian Eriksen, der allerede som 16-årig jævnligt trænede med i OBs førstehold. Danny Blind var ikke i tvivl. De ville gerne have Christian Eriksen. En million euro og Danmarks største talent siden Michael Laudrup var nu deres.


Kunne ikke lide engelsk fodbold
Inden turen gik til Ajax havde Aston Villa også snøren ude efter Christian Eriksen. Det var ren nonsens for Eriksen dengang. For som han sagde: ”Jeg kan ikke lide engelsk fodbold”. Teknisk fodbold har nemlig altid været Christian Eriksens element. Teknisk fodbold og Ajax har da også altid hængt sammen som hånd i handske. Udviklingen skulle nu tage fart – og han skulle som bekendt også komme til England.

Før var der dog en tid på Ajax' U19-hold, men ikke længe. Christian Eriksen skulle nemlig hurtig vise sig at brænde så meget igennem, at Ajax' daværende træner Martin Jol gav ham en tidlig debut på førsteholdet. Allerede i en alder af 17 år fik han sin debut for Ajax' førstehold i en udekamp mod NAC Breda og efterfølgende var Christian Eriksen limet til Amsterdam-holdets holdkort hver uge, hvor specielt Frank de Boer havde et specielt godt øje til Christian Eriksens kvaliteter. Frank de Boer var manden, der trænede Christian Eriksen på Ajax' ungdomshold og danskeren havde et unikt forhold til de Boer.

- Han var min ungdomstræner, og den største indflydelse på min karriere. Ham som virkelig satte mig i gang. Som barn var min favoritspiller Fransesco Totti, og da jeg voksede op var min rollemodel Michael Laudrup. Men Frank de Boer er den mand, som har forbedret mig mest som fodboldspiller, udtalte Christian Eriksen til World Soccer.

Christian Eriksen fik også en stor påvirkning på successen i Ajax, for det er blevet til tre hollandske mesterskaber og et pokalmesterskab på fem år i Ajax. I de første 158 kampe blev det til 30 mål og 62 assists. Udover det så bidrog han med et enormt løbepensum, på trods af at hans kvaliteter ligger i det offensive. Meritter som ikke gik ubemærket hen i det store fodbold-Europa.

- Jeg synes, at et skifte til Manchester City sidste år ville have været for tidligt for mig. Jeg havde det godt i Ajax, og har det stadig godt her. Jeg har ikke en klub, som jeg har kastet mit hjerte over, hvis jeg skal væk fra Ajax. Jeg er åben for hvad, der sker. Jeg tænker ikke på nogle bestemte lande, så som England, Spanien eller Tyskland. Jeg vil selvfølgelig gerne til en stor klub, som kæmper med om Champions League. Det vil selvfølgelig være det optimale, men jeg vil skifte dertil hvor jeg har lysten til at spille fodbold, sagde Christian Eriksen til World Soccer.


Salg af Bale åbnede for skiftet til London
I sommeren 2013 lavede Tottenham en rekordhandel, da Gareth Bale blev solgt til Real Madrid, og for de mange penge kom der syv nye spillere til Tottenham. Erik Lamela, Roberto Soldado, Paulinho, Etienne Capoue, Vlad Chriches, Nacer Chadli og… Christian Eriksen. De seks andre end danskeren må samlet set betegnes som en stor skuffelse, og havde det ikke været for Eriksen, havde det været tæt på en katastrofe.

Siden skiftet til London-klubben er Eriksen i store perioder blevet kritiseret for ikke at præstere godt nok på det danske landshold sammenlignet med spillet for Tottenham, og indtil afslutningen af VM-kvalifikationen 2018 kunne man slet ikke genkende Eriksens præstationer på landsholdet – sammenlignet med det høje niveau fra Premier League.

Dertil kan der være flere forklaringer, men et par stykker af dem kunne være, at den meget forsigtige Eriksen ikke fungerede særlig godt under landstræner Morten Olsen, der havde en meget “tysk” ledelsesstil og var alt andet end kammeratlig – som stilen virker til at være under den succesfulde Åge Hareide. Derudover har Eriksen utvivlsomt også levet godt af holdkammeraterne hos formstærke Tottenham. De har medvirket til hans succes, når de har foretaget de nødvendige løb for, at Eriksens spil kunne udfolde sig. Samtidig begyndte Eriksen på landsholdet at ligne Michael Laudrup mere og mere.

Begge havde holdkammerater på landsholdet, som ikke helt forstod deres spil og en landstræner, som de ikke fungerede godt sammen med. Alt dette skete, imens deres klubkarriere var på det højeste og meget succesbelagt. Daværende landstræner Morten Olsen sagde i 2014 om Christian Eriksens indsats efter kampen imod Portugal.

- Med de kampe han har spillet, skal han styre kampen, og det gør han ikke. Derfor må vi kritisere ham. Det må han leve med…

Men Olsens kritik gik sikkert lige i hjertet på den generte og til tider selvudslettende Eriksen. Præstationerne var dårligere for Eriksen under Morten Olsen, og hans første 50 landskampe var ikke gode, mens de næste 25 satte en helt anden standard.

Hareide var tiltrådt, og da Danmark i Irland kvalificerede sig til VM i Rusland, blev Christian Eriksen udråbt til ”Kong Christian”, og han var i den grad talismanen for Danmark i den præstation. Holdkammeraten Kasper Schmeichel og mange eksperter mente, at Eriksen havde verdensklasse, men den positive kritik tog hovedpersonen nok engang med sindsro.

- Det er op til andre, om de vil kalde mig for en verdensstjerne. Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg kalder ikke mig selv en verdensstjerne. Jeg er stadig bare Christian fra Middelfart, selv om jeg har lavet tre mål mod Irland. Så er jeg den samme…

Så modsat mange af de andre verdensstjerner, som Christian Eriksen bliver sammenlignet med – så er han en beskeden verdensstjerne…
Læs hele artiklen
David Moyes – skotsk fighter skal rejses
Den nye West Ham-manager er på jagt efter oprejsning efter meget skuffende perioder hos Sunderland, Real Sociedad og Manchester United - hvor han blev en dårlig kopi af Sir Alex Ferguson.
- Mr. David Moyes is probably a fine example to everybody in government of stability and making the right decisions for the long term.

Sådan sagde den engelske sportsminister Andy Burnham om den skotske fodboldmanager David Moyes, da han påtog sig én af verdens sværeste manageropgaver – nemlig at afløse legenden Sir Alex Ferguson i Manchester United. Men at det netop skulle blive Moyes, var måske ikke så tilfældigt, som det først lød, da Manchester United kom med den officielle udmelding. For ønskede “De Røde Djævle” at finde en mand, som mindede om Sir Alex - så valgte de rigtigt.

Udover at begge managere er skotter, har de faktisk også en fælles baggrund, som har været med til at præge dem til de personer, som de er i dag. Her spiller den tidligere så ukendte fodboldklub – Drumchapel Amateurs – og navnet Douglas Smith en stor rolle.

Både Ferguson og Moyes har fået en del af deres opdragelse i klubben, og det har i den grad været med til at påvirke dem. Den fineste amatør-klub i Skotland har nemlig stolte traditioner, men også stor fokus på streng disciplin, som begge de skotske managere har udvist i gennem karrieren. Udover disciplinen har de også – hos Drumchapel – fået deres aggression, passion og vilje til sejr i de specielle opgivelser.

Moyes har blot taget nogle længere skridt end Ferguson for at finde sejrene, og der har faktisk til tider været flere nedture end opture. Efter udnævnelse som West Ham-manager er det nu tid til en succesoplevelse for Moyes efter meget dårlige perioder hos Sunderland og Real Sociedad – men hvordan ser det ud, hvis man går lidt længere tilbage i tiden?


Fattig barndom i Glasgow
David Moyes blev født i Bearsden, hvilket er én af de fattigste forstæder til Glasgow. Hans mor arbejdede i en tøjbutik og David senior tjente lidt i den lokale tømmerhandel. I disse Glasgow-gader var det utilgiveligt at ende op med at spille for rivalerne fra Celtic, men trods dette… endte Moyes op med netop at gøre det, da han som bare 17-årig fik en kontrakt med den skotske storklub.

Moyes spillede i Celtic indtil 1983, hvor han lavede et meget overraskende skifte til Cambridge United, og derefter fulgte der en forfærdelig tid. I de efterfølgende ni sæsoner oplevede Moyes at rykke ned hele fire gange, da han spillede for klubber som Bristol, Shrewsbury og Dumfermline.

Nedturen gav grobund til den person, som den iltre skotte er i dag, for allerede da han var i midten af tyverne, begyndte han at interessere sig for træningsmetoder. Dog ikke ud fra en ambition om at blive Premier League-manager, men mere bare for altid at blive bedre, har hans tidligere holdkammerat Ross Jack fortalt.

I Shrewsbury var han tæt på at blive ansat som assistent til den tidligere Manchester-spiller Mickey Thomas, men det endte i vasken, da Thomas ikke ønskede at være manager i klubben alligevel, og i stedet endte Moyes tilbage i Skotland, hvor han som 30-årig kom til Hamilton. I hjemlandet blev det til endnu en skuffelse, men så startede opturen, da han skiftede til Presten North End.

I 1995 var selveste David Beckham udlejet til Presten North End, og superstjernen har fortalt i sin biografi om mødet med Moyes:

- Moyes var sådan en spiller, der sprang ned i alle tacklinger. Han råbte hele tiden og fik alle sine holdkammerater til at ydre deres bedste for at vinde kampene. Alle kunne se, at David en dag ville blive manager.

Beckham tog som bekendt til Old Trafford – ligesom Moyes skulle gøre 18 år senere. Dette sker efter at forholdet mellem Presten North End, Moyes og Manchester United var startet meget tidligere. Da Eric Cantona fik en lang karantæne - for sit vanvittige spark på en Crystal Palace-fan – spillede United flere træningskampe imod Presten, for at franskmanden skulle holdes i form, og her fik Moyes flere gange ansvaret for Presten. Selvom der var tale om træningskampe i en afslappet stemning, stillede Moyes store krav til Presten-spillerne, og det var medvirkende til, at han senere blev manager i klubben. Dette blev starten til et samarbejde mellem Presten og Manchester United, som handlende mest om lejeaftaler og mange træningskampe.

I 1996 rykkede Presten op i 3. Division med Moyes som et stor aktiv på banen, men da klubben et par år senere gjorde den populære manager Gary Peters til chef for klubbens akademi, blev Moyes manager, selvom selveste Ian Rush også var i spil til jobbet. Moyes afværgede en truende nedrykning, og året efter var Presten i play-offs og to år efter rykkede de op.

Dette blev bemærket hos større klubber som Nottingham Forrest og Sheffield Wednesday, men dette ønskede Moyes ikke. Han blev i Presten, også da Sir Alex Ferguson ønskede ham som assistent, da Brian Kidd rejste til Blackburn. I 2001 var Presten rykket helt op i toppen af ”The Championsship”, men de tabte playoff-kampen til Bolton – dog skulle Premier League snart komme til Moyes. Evertons viceformand Bill Benwright har fortalt, at det tog ham kun 30 sekunder at afgøre, at Moyes skulle blive deres nye manager i foråret 2002.


You have got red hair, but we don't care
Tiden i Everton var unik, selvom der også har været nedture, men hele elleve år i samme Premier League-klub gør Moyes' præstation til noget helt specielt, hvilket fansenes begejstring stadigvæk også bevidner, når det lyder udover Goodison Park:

- Davie Moyes! Davie Moyes! Davie Davie Davie Moyes!
You have got red hair, but we don't care
Davie Davie Moyes!

Tilstanden i Everton blev også voldsom forbedret under Moyes, selvom den skotske manager aldrig vandt noget med ”The Toffees”. Truppen, som Moyes overtog, var aldrende, og den økonomiske situation var meget presset, men trods dette var Moyes i klubben i mange år. Tidligere har Moyes sagt, at når Everton sluttede på en 13. plads i Premier League, var det en god sæson – sådan er det ikke længere.

I 2002/03 sluttede Everton på 7. plads - blandt andet med en ung Wayne Rooney på holdet - efter holdet igennem foråret faktisk var placeret højere oppe i stillingen, og på den sidste kampdag missede Everton muligheden for at spille europæisk fodbold, men den efterfølgende sæson var der ballade i klubben – og klubben sluttede lige over nedrykningsstregen.

Sæsonens sidste kamp endte med et ydmygende 1-5-nederlag til Manchester City, og holdet sluttede kun lige over nedrykningsstregen. Moyes havde også mistet ”omklædningsrummet”, efter han havde haft et opgør med holdets anfører Duncan Ferguson, og derudover var der også gnidninger mellem Rooney og Moyes. Disse blev afsluttet i sommerpausen, da Rooney blev solgt til Manchester United for klubrekorden på 250 millioner kroner.

Trods salget fik Moyes ikke mange penge til at købe ind for i den efterfølgende sæson, men alligevel endte Everton på en flot fjerdeplads. Senere blev der i stedet brugt 130 millioner kroner på at etablere træningsanlægget – Finch Farm, der åbnede i foråret 2007. Men kan Moyes godt agere på transfermarkedet?


Blandende transfer-bolsjer
I Everton-tiden formåede Moyes at hente spillere fra mindre markeder som det belgiske, det irske og det græske, og flere gange på en snedig vis. Joseph Yobo og Mikel Arteta blev f.eks. hentet på låneaftaler, sådan at Moyes kunne kigge dem an, inden han købte dem. Arteta endte med at koste Everton sølle 20 millioner kroner – ligesom den målfarlige midtbanekollega Tim Cahill gjorde. Af andre gode handler kan nævnes Marcus Bent, der kun kostede fem millioner kroner, Steven Pienaar der kostede 20 millioner kroner samt Maroane Fellaini – som blot kostede 140 millioner kroner, da han ankom til Goodison Park.

Naturligvis har der også været dårlige indkøb af Moyes i Everton, som Richard ”Wrong” Wright, James Beattie og især Per Krøldrup, der faktisk kostede hele 45 millioner kroner. Navne som Andy van der Meyde og Steven Naismith faldt også igennem i Everton, og Moyes kaldte blandt andet van der Meyde for ”værdiløs”.

Trods de dårlige indkøb skabte Moyes fremdrift i Everton. De ti år, før han kom til klubben, sluttede de gennemsnitlig på en 14. plads, mens Moyes-årene gav en solid 7. plads i gennemsnit, men det blev ikke til nogen trofæer, og der har været mange skuffelser i FA-cuppen.

I 2009 slog Everton tre hold fra ”Top 6” ud af FA-cuppen, inden de tabte til Chelsea i finalen, og i 2012 endte det også med en skuffelse, da rivalerne fra Liverpool vandt semifinalen over ”The Blues”.

I Premier League havde Moyes fine placeringer som i 2004/05-sæsonen, hvor klubben sluttede på en fjerdeplads, men det helt store problem for tiden i Everton var kampene imod de største hold i rækken. Han fik aldrig en udebanesejr over hverken Arsenal, Chelsea, Liverpool eller Manchester United – men det skyldes ikke, at han ikke kunne ”tænde” spillerne. Moyes har nemlig også et ry for at være en ”hårtørre” i omklædningsrummet, men peptalkene har ikke givet de ønskede resultater på det seneste.

I kalenderåret 2016 og 17 havde Moyes den sidste periode af tiden hos Real Sociedad og 43 kampe for Sunderland. Samlet set 54 kampe, hvilket gav blot en sejrsprocent på 18, så han er taget til West Ham for at finde genoprejsning.

For siden at den engelske sportsminister Andy Burnham kom med de rosende ord til den nykårede Manchester United-manager er det gået ned af bakke for den modig skotte.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Kan Moyes og West Ham redde hinanden?
Når David Moyes på søndag sætter sig tilrette på West Hams udskiftningsbænk til udekampen mod Watford, er det velvidende, at han er nødt til at skabe resultater i en fart. Moyes skal redde West Hams sæson, men bestemt også få sin egen karriere på rette spor igen.
Den ellers blandt fansene så populære Slaven Bilic har i lang tid været ”dead man walking” i West Ham. Efter nederlaget til Liverpool mistede klubbens ejere endegyldigt troen på, at kroaten var den rigtige mand i spidsen for "The Hammers."

Da en ny manager skulle findes, faldt valget på den 54-årige David Moyes, der senest styrede Sunderland ned i The Championship. Moyes blev kun tilbudt en kontrakt frem til afslutningen af indeværende sæson, så han er under voldsomt tidspres og skal levere resultater i en fart, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at få den kontrakt forlænget.

Slaven Bilic fik en fremragende start i West Ham. Fansene var blevet trætte af forgængeren Sam Allardyce og især den spillestil, han stod for, så de tog imod Bilic med åbne arme. Bilic kvitterede med flotte resultater i sin første sæson, der bød på sejre over blandt andre Liverpool, Manchester City, Chelsea, Arsenal, Tottenham samt ikke mindst Manchester United i den allersidste kamp på Upton Park.

Op til den følgende sæson flyttede West Ham væk fra de trygge rammer omkring Green Street og ud til et trist industrikvarter i nærheden af den gamle landsby Stratford. Klubben havde lavet en økonomisk meget lukrativ aftale med London om at leje byens olympiske stadion og solgte hurtigt over 50.000 sæsonkort. Fremtiden så aldeles glimrende ud, men rent sportsligt er det dog langt fra blevet den succes, som klubben havde håbet på. Resultaterne udeblev, og fansenes tålmodighed med de to ejere er mildest talt ved at være opbrugt.

Mange af fansene føler, at flytningen skete henover hovederne på dem og savner de trygge rammer omkring det gamle stadion. En stor del af fansene mener, at ejerne ved starten af hver transfervindue lover dem verdensklassespillere for ved slutningen af vinduet i stedet leje spillere fra væsentlig lavere hylder og siden trække store summer ud af klubben og ned i egne lommer.

I nuværende sæson er det gået fortsat støt ned ad bakke for West Ham. Klubben leverede ellers et forholdsvis fornuftigt transfervindue, men da London Stadium i starten af sæsonen skulle bruges til VM i atletik, startede West Ham sæsonen med tre udekampe, som alle blev tabt. Siden er det blevet til blot to sejre, og da rygterne samtidig gik på, at Bilic havde tabt omklædningsrummet, ikke kunne motivere spillerne og få dem i tilstrækkelig i form, så var fyringen den logiske konsekvens.

Nu er det Moyes, der står i spidsen for West Ham. Han har fået følgeskab af den gamle landsholdsback Stuart ”Psycho” Pearce samt Alan Irvine og Billy McKinlay som assistenter. Den kvartet bliver - modsat Bilic - nok ikke beskyldt for at være for blød over for spillerne, og Moyes udtalte da også om spillerne på sit første pressemøde:

- Stram op, ellers du ryger på bænken. Løb, eller du ryger på bænken. Jeg har travlt, og det burde de også have.

Klubbens topscorer fra sidste sæson Michael Antonio udtalte til BT Sport Football om træningen under Moyes:

- Træningen er intens og anderledes, men jeg ser gode ting.

På søndag bliver vi en smule klogere på, om der er sket positive forandringer, men svaret på, om Moyes og West Ham kan redde hinanden blæser fortsat i vinden - nøjagtig som de berømte sæbebobler, der er en fast bestanddel af West Ham-kampe på London Stadium.
Læs hele lederen
Liverpools hullede defensiv
Indkast.dk har kigget Jürgen Kloops forsvar efter i sømmene, og det ser ikke godt ud…
I gårsdagen udgave af de engelske aviser havde Philippe Coutinho travlt med at forsvare Liverpools forsvar, og den ombejlede brasilianer slår fast, at det er hele holdet, der deltager i det defensive arbejde.

Nuvel skal alle deltage i forsvarsspillet, men mange af målene imod Liverpool er lavet efter store personlige fejl. Derudover er det i den grad på udebane. I de fem udebanekampe har Jürgen Kloops defensiv lukket 15 mål ind – mens der blot er scoret én gang imod dem på Anfield Road. Selvom de har gjort det fint på hjemmebanen, har de haft den værste defensiv siden 1964 efter ni turneringskampe.

Fem mål imod Manchester City og fire i weekendens Tottenham-kamp har naturligvis være dyre i ”regnskabet”. Klub-legenden Graeme Souness er nådesløs i kritikken og hævder, at holdet ikke har en defensiv profil, ingen organisation og i den grad mangler en styrmand. Souness mener også, at Dejan Lovren i weekendens kamp var alt for venlig overfor Harry Kane.

Spørgsmålet er, om Liverpool mangler kvaliteten i forsvaret. Umiddelbart virker det ikke til, at det har samme niveau som deres rivaler i toppen af Premier League, men de mangler ikke pengene til at skaffe dem. Således har Liverpool det fjerde største lønbudget i Premier League, men de er klart det hold, som har lukket flest mål ind i denne sæson – kriseramte Crystal Palace har endda lukket færre mål ind.

På målmandsposten har Simon Mignolet og især Loris Karius været meget udskældt, og måske kunne Virgil van Dijk i sommerens transfer-vindue have skabt noget tiltrængt ro og selvtillid til defensiven, men det fejlede, og det gjorde Liverpool-ledelsen i den grad også. For denne havde slet ikke en plan B klar, da indkøbet af Southampton-spilleren tidligt i forløbet begyndte at trække i langdrag.

Liverpool har forsømt at forstærke sig betydeligt i defensiven modsat flere af de andre tophold. De fik slet ikke købt den centrale forsvarsspiller og målmand, som de manglende, og det betaler de dyre lærepenge for nu.

Klopp har været ansvarlig for Liverpool i 77 kampe, og i dem har de blot holdt ”Clean Sheets” i 29,8% af kampene, hvilket er langt fra forgængerne Rodgers og Benitez. Derudover er Klopp også den eneste i trioen, som har en sejrsprocent under 50%. Dette skal ændres – gerne med den ”Klopp-effekt”, som har været gemt væk i en alt for lang periode.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Vanvittige Shelvey Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Tidligere medspiller: Gravesen var sær Fejl hos Fellaini Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 12 Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Goal 41-50: De bedste spillere i verden XI: De kommer ikke til VM 2018 Artikel ikon Top 10: Verdens bedste teenagere Artikel ikon Top 7: PL's mest præcise nye angribere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: AS Roma - Lazio Spil: Italien - Sverige Artikel ikon Spil: Kneben United-sejr på Anfield Artikel ikon Spil: Qarabag - AS Roma Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Diego Maradona - Stjernen fra villavejen Artikel ikon 'En rigtig Jesper Olsen' Artikel ikon Premier League - Tilbageblik af Indkast Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Søndagens engelske rygter Rygte: Griezmann og Bale til United Artikel ikon Lørdagens engelske rygter Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Martin O'Neill – masser af succes Lionel Messi – 600 kampe Artikel ikon Arsenal – og top 6 Artikel ikon Klopps forsvar gennem årene Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: AaB - Midtjylland Optakt: SønderjyskE - FC København Artikel ikon Optakt: Helsingør - Hobro Artikel ikon Optakt: Lyngby - Randers Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - OB Startopstillinger: Napoli - AC Milan Artikel ikon Startopstillinger: A. Madrid - R. Madrid Artikel ikon Startopstillinger: Italien – Sverige Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Las Palmas-krisen fortsætter Werder Bremen vandt endelig Artikel ikon Pukki-hattrick i Brøndby-sejr Artikel ikon Watford slår 'Hammers' i Moyes-debut Artikel ikon Se flere