Skabelse af et mesterværk

Af Torsten Brix

2014-09-15
Skabelse af et mesterværk

Indkast.dk har fået lov til at bringe et kapitel fra den unikke Champions League-bog "Mesterværket". Her følger historien om "Skabelsen af et mesterværk"...

1955-1975
Hanot, La Saeta Rubia, Il Mago, Pythagoras og Kaiser Franz



Notorisk har england og Frankrig altid kæmpet om Europas herredømme. Geopolitisk kom det især til udtryk under Napoleonskrigene, men selv efter kejserens fald oven på Slaget ved Waterloo i 1815 blev fjendskabet holdt nidkært ved lige, nu mere på de sproglige og kulturelle arenaer.

Trods det nedarvede modsætningsforhold formåede parterne aldrig at ud- vikle nogen rivalisering inden for fodbold, for her var englænderne et stort skridt foran franskmændene, der gik mindst lige så meget op i idrætsgrene som boksning, motorløb og frem for alt cykling.

Alligevel var det i Frankrig, at idéen om en turnering for kontinentets stærkeste fodboldhold blev undfanget – selvfølgelig som svar på en plump provokation fra den anden side af kanalen. Tirsdag den 14. december 1954 stod der således at læse på forsiden af Daily Mail:

»Hail, Wolves, Champions of the world now!«

Baggrunden for udbruddet var, at de engelske mestre fra Wolverhampton Wanderers inden for kort tid besejrede Spartak Moskva og dernæst de stærke ungarere fra Honvéd Budapest, som i rækkerne talte otte spillere, heriblandt selveste Ferenc Puskás, der mindre end et halvt år forinden havde tabt VM- finalen til Vesttyskland.

I den franske sportsavis, L‘Équipes lokaler på Rue du Faubourg-Montmartre i Paris var man ved at eksplodere af forargelse over den engelske selvfedme, og chefredaktør Gabriel Hanot satte sig omgående bag skrivemaskinen:

»Inden vi erklærer Wolverhampton for uovervindelige, så lad dem lige rejse til Moskva og Budapest og prøve kræfter dér. Der findes andre klubber af international standard – Real Madrid og AC Milan – for bare at nævne to. Uanset hvad, så er tanken om et verdensmesterskab for klubhold, eller i det mindste et europæisk, så besnærende, at den burde realiseres. Lad os gribe muligheden,« skrev Hanot i sin leder.

På L‘Équipe var man ikke indstillet på bare at pege fingre ad de udannede englændere. Allerede dagen efter kom bladets fodboldredaktør, Jacques de Ryswick, med et detaljeret udkast til, hvordan en fælleseuropæisk turnering kunne arrangeres. Ifølge ham skulle 12 til 14 topklubber fra lige så mange lande inviteres til at deltage i en årlig knockout-turnering med midtugekampe ude og hjemme. For at stimulere almenvellets interesse skulle der knyttes bånd til internationale sponsorer og den nystiftede samarbejdsorganisation inden for radio og tv, European Broadcasting Union.

I januar 1955 var L‘Équipe klar med sin endelige plan for, hvordan turneringen konkret skulle udformes. Sportsmagasinet havde ikke selv ressourcerne til at stå som enearrangør, og derfor drog Gabriel Hanot og hans assistent, Jacques Ferran, til FIFAs hovedkvarter i Zürich for at få verdensfodboldforbundet til at adoptere deres plan.

Den belgiske præsident, Rodolphe William Seeldrayers, afviste dog delegationens planer i og med, at FIFA ifølge sine statutter kun var sat i verden for at arrangere landskampe. Derfor måtte Hanot og Ferran sætte sig i et fly med retning mod Wien, hvor det europæiske fodboldforbund, UEFA, som var blevet oprettet året forinden, holdt sin første kongres.

Dagsordnen her var først og fremmest at etablere et europamesterskab for nationalmandskaberne – Nations' Cup – men alligevel fik journalisterne foretræde for UEFA's danske præsident, Ebbe Schwartz.

Han syntes umiddelbart godt om idéen, men understregede straks, at en europæisk klubturnering slet ikke lå under hans ressort.

»UEFA har ingen officiel holdning til arrangementet. Det er alene op til de nationale fodboldforbund at give deres klubber lov til at deltage,« forklarede Ebbe Schwartz.

Således opmuntret drog L‘Équipes udsendinge hjem til redaktionen i Paris. Det skete med visheden om, at de nu skulle på charmeoffensiv over for kontinentets klubber. Ydermere var de i kapløb med tiden, idet to konkurrerende idéer samtidigt blev diskuteret i fodboldens allerøverste kredse, blandt andet relanceringen af den populære Mitropa Cup, der blev spillet frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig mellem en række centraleuropæiske klubber.

Efter at have modtaget indbydelser fra L‘Équipe valfartede repræsentanter fra 15 af de største hold i Europa, heriblandt Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu, og Ungarns sportsminister, Gusztáv Sebes, der desuden var træner for Honvéd Budapest, i begyndelsen af april 1955 til Ambassador Hotel i Paris, hvor de i de følgende to dage planlagde, hvorledes turneringen skulle søsættes.

Én måned senere fik de foretagsomme franskmænd det blå stempel af FIFA's eksekutivkomité med de udtrykkelige forbehold, at de deltagende klubber skulle have tilladelse af de nationale forbund, og at UEFA blev ansvarlig for arrangementet, der skulle omfatte alle de medlemslande, som var villige til at stille med deres mesterhold.

Det sidste krav blev man nødt til at slække på, for ganske som ventet frarådede den stokkonservative formand for den engelske ligaforening, Alan Hardaker, de nykårede mestre fra Chelsea at give sit bidrag til det nymodens cirkus med den begrundelse, at turneringen var at regne som en konkurrent til den hjemlige 1. division.

Dermed lå Hardaker helt i vatter med den britiske regerings protektionistiske linje. For samtidig med hans afvisning af at levere et engelsk mandskab til L‘Équipes stævne, vendte udenrigsminister Harold Macmillans tommefingeren ned ad i spørgsmålet om at søge om optagelse i forløberen for EU – Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ...

Også andre nationale mesterhold valgte at holde sig væk, hvorfor den indledende udgave af Coupe des Clubs Champions Européens kom til at bestå af 16 mandskaber, hvoraf halvdelen var blevet inviteret.

Ikke desto mindre var det fuldt forsvarligt at gennemføre arrangementet, og knap ni måneder efter, at en flok iltre franskmænd havde fostret den banebrydende idé, tog Sporting Clube de Portugal og Partizan Beograd søndag den 4. september 1955 hul på den første dyst i Mesterholdenes Europa Cup.


Real Madrid CF – 1956, 1957, 1958, 1959 og 1960
Var der en mand i europæisk fodbold, der stod respekt om i begyndelsen af 1950'erne, så var det Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu Yeste.

14 år gammel blev han medlem af klubben, som han gennem resten af sin levetid viede hele sin opmærksomhed. I 1912 var han med til at opføre madrilenernes første hjemmebane, Campo de O'Donnell, siden var han anfører for førsteholdet, inden han efter Den Spanske Borgerkrig, hvor han kæmpede aktivt på Franco-fascisternes side, var med i genrejsningen af Real Madrid.

Det var ingen nem opgave, for klubben havde lidt grim overlast, og udover at være på randen af konkurs gled den ned i hierarkiet efter Barcelona, Bilbao og ikke mindst bysbørnene fra Atlético, der for at vise tilknytningen til flyve- våbnet blev tilføjet efternavnet Aviación.

Takket være sit energiske arbejde lykkedes det Santiago Bernabéu, som blev udnævnt til klubpræsident i 1943, at få Real Madrid på ret kurs igen. Dette skyldtes ikke mindst hans talent for at tilknytte de rette folk, herunder især administratoren Raimundo Saporta, der var en sand mester i at lefle for Francos kumpaner.

Det betød, at madrilenerne blev tildelt særlige privilegier såsom gunstige bankkreditter og også kommunal jord til at opføre sit enorme træningskompleks, Ciudad Deportiva.

Ligeledes var det en slet skjult hemmelighed, at statslige lastbiler i nattens mulm og mørke læssede materialer af i Chamartín, hvor Santiago Bernabéu opførte Europas største stadion, i stedet for at fortsætte til deres officielle destination – lufthavnen i Barajas.

Konsekvensen blev, at konkurrenterne snart udstyrede Real Madrid med tilnavnet El equipo del régimen – Regimets Hold – og dét var bestemt ikke hverken ironisk eller venligt ment ...

Trods hjælpen fra falangisterne kunne Real Madrid ikke omsætte fordelene til grønsværen, hvor de andre mandskaber fortsat var stærkere. I de første 14 sæsoner efter La Ligas genoplivning i 1939 lykkedes det sigende nok ikke hovedstadsholdet at vinde én eneste titel.

Det frustrerede Santiago Bernabéu, der tænderskærende måtte acceptere, at ærkerivalerne fra CF Barcelona tog sig af fem mesterskaber i perioden og samtidig havde turneringens største profil i den eksilerede ungarer, Ladislao Kubala.

I maj 1953 forværredes situationen dramatisk, da CF Barcelona annonce- rede, at klubben havde lavet aftale med den bedste spiller i Sydamerika, argentineren Alfredo Di Stéfano, der var delvist ejet af River Plate og den colombianske klub, Los Millonarios.

Med ham og Kubala på holdet lå det i kortene, at catalonierne ville blive næsten uovervindelige, og derfor gik madrilenerne straks i gang med at iværksætte deres modtræk. Ved kynisk at spille på den kendsgerning, at de to syd- amerikanske klubber var dybt splittede i spørgsmålet om, hvem der egentlig havde råderetten over angriberen, lykkedes det Raimundo Saporta at inddrage både FIFA og den spanske sportsminister, general José Moscardó, i affæren.

Det udviklede sig til en prekær sag mellem de to storklubber, og det mun- dede ud i et mærkværdigt dekret om, at Alfredo Di Stéfano i de næste fire sæsoner skulle optræde skiftevis for Real Madrid og CF Barcelona, mens klubberne så undervejs måtte forhandle om, hvem af dem, der siden skulle overtage ham.

Barça-præsident Martí Carreto skrev nødtvungent under på aftalen, men efterfølgende for fansene og bestyrelsen i flint, og så måtte Carreto forlade sit embede, mens kontrakten med argentineren blev revet midtover.

I stedet præsenterede Santiago Bernabéu i slutningen af september 1953 den 27-årige Alfredo Di Stéfano som Real Madrids nye centerforward. Han havde så viselig påført klubben enorme administrative strabadser og i tilgift en eksorbitant udgift på 5,5 millioner pesetas.

Men det skulle snart vise sig, at han var det hele værd ...
Med La Saeta Rubia – Den Blonde Pil – på holdet indledtes en ny æra i Real Madrid. Allerede i hans debutsæson vandt klubben sit første spanske mesterskab siden 1933, og oveni blev Alfredo Di Stéfano ligatopscorer med 27 fuldtræffere.

Årets efter genvandt madrilenerne titlen, og dermed kvalificerede de sig til den nymodens Europa Cup-turnering for Mesterhold, som Santiago Bernabéu havde været én af de varmeste tilhængere af.

Ganske vist krævede det gode overtalelsesevner hos Raimundo Saporta at overbevise landets fascistiske ledere om, at det rent faktisk var god propaganda for Spanien, at Real Madrid stillede op imod – og besejrede – hold fra lande bag Jerntæppet, for var der noget, som Francisco Franco absolut ikke brød sig om, var det bolsjevismen.

Det kom til udtryk under Anden Verdenskrig, da Spanien trods sin erklærede neutralitet leverede et specialkorps – kaldet División Azul – til nazisternes felttog på Østfronten. Også på den sportslige scene var falangisterne kede af at pleje samkvem med de kommunistiske stater, og det betød blandt andet, at Spanien boykottede kvalifikationskampene til den første EM-slutrunde i 1960.

I første runde af Europa Cuppen var der garanti for, at Real Madrid ikke skulle møde et østeuropæisk hold, da modstanderne – for første og eneste gang i turneringens historie – blev bestemt på forhånd af L‘Équipes redaktion.

Det betød, at Real Madrids indledende kamp på kontinentet kom til at foregå torsdag den 8. september 1955 i Genève mod de schweiziske mestre fra Servette.

Første halvleg endte uafgjort 0-0 efter en tarvelig indsats, og i pausen var der helt stille i omklædningsrummet, idet ingen turde forstyrre Di Stéfano, som var i skidt humør. Med ét gik døren op, og ind kom den 17-årige prins Juan Carlos, der stu- derede i Schweiz. Han gik straks hen til Alfredo Di Stéfano, der som den eneste var blevet siddende på sin plads.

Efter at have forsøgt sig med et par høflighedsfraser for at bryde isen greb Juan Carlos stjernens hånd, hvorpå han med slet skjult henvisning til, at den royale familie havde levet i tvunget eksil siden 1931, udbrød:

»Gutter. Nu er det ham her, der er konge!«

Helt løgn var det vel ikke, og i anden halvleg leverede Alfredo Di Stéfano og hans kammerater varen, så der til sidst stod der 0-2 på Stade des Charmilles' antikverede måltavle efter scoringer af Miguel Munõz og Héctor Rial.

Siden blev også Partitizan Beograd og AC Milan besejret, inden Real Madrid den 13. juni 1956 blev kåret som den første vinder af Europa Cuppen for Mesterhold efter 4-3-sejren i Paris over Stade de Reims.

Udover at score Real Madrids første mål i finalen var Alfredo Di Stéfano som sædvanligt den store drivkraft i og med, at han fra sin position som centerforward lod sig falde tilbage i banen for at styre opspillet. Det blev bemærket af France Soirs referent, der slet og ret skrev:

»Hovedmanden bag Madrids triumf var Di Stéfano. Han skilte modstandernes defensiv fuldstændigt ad ...«

I den følgende sæsoner blev Raymond Kopa hentet til fra netop Stade de Reims. I forvejen havde Real Madrid et stærkt mandskab med folk som Héctor Rial og Francisco Gento til at fodre Alfredo Di Stéfano, men med Kopa blev spillet mere målrettet, og madrilenerne vandt da også de følgende to mesterholdsfinaler over henholdsvis Fiorentina og AC Milan.

I august 1958 blev holdet om muligt endnu mere giftigt, da én af de fore- gående ti års største profiler blev præsenteret som Alfredo Di Stéfanos nye angrebsmakker. De fleste iagttagere var enige om, at Ferenc Puskás' bedste tid lå bag ham, for ungareren var netop fyldt 31 år, og hans mave bugnede så voldsomt, at Real Madrids træner, Luís Carniglia, bekymret spurgte Santiago Bernabéu, hvad han i grunden skulle stille op med den korpulente frontløber.

»Det ved jeg da ikke. Det er dit job at gøre ham i stand!« brummede præsidenten.

Næsten to år forinden var Ferenc Puskás sammen med Sándor Kocsis, Zoltán Czibor, der begge siden kom til Barcelona, hoppet af under Honvéds verdensturné, som foregik under den ungarske opstand. Det var naturligvis et enormt prestigetab for de socialistiske diktaturstater ikke mindst fordi Ferenc Puskás havde rang af major – og i samlet flok pressede de UEFA til at udelukke ham fra at spille fodbold i Europa.

Ikke desto mindre forsøgte den venstrebenede angriber at finde en ny arbejdsgiver i først Bologna og siden Manchester United. Uheldigvis kunne Ferenc Puskás ikke ét ord engelsk, og desuden var de britiske regler for brugen af udlændinge så stramme, at parterne måtte gå hver til sit.

Det var et held for Real Madrid, for her havde man altid haft et godt øje til den trinde ungarer, og efter at Raimundo Saporta nok engang demonstrerede sit talent for at forhandle, indvilligede UEFA i at ophæve karantænen.

Da Ferenc Puskás først havde smidt nogle kilo, udviklede han en blændende forståelse med Alfredo Di Stéfano, der ikke følte sin position truet af den madglade ungarers tilstedeværelse.

Trods sin hurtige tilpasning og det faktum, at han scorede det afgørende mål i semifinalen mod bysbørnene fra Atlético, blev Ferenc Puskás ofret i finalen i 1959, som igen bød på et møde med Stade de Reims.

Det var tilsyneladende en klog beslutning, for Real Madrid vandt med 2-0. Alligevel blev Luís Carniglia fyret efterfølgende, dels for at holde Santiago Bernabéus erklærede yndling ude af holdet, og dels fordi Barcelona vandt den spanske mesterskabstitel.
I stedet blev den gamle anfører, Miguel Muñoz, udnævnt til træner for Real Madrid fra den kommende sæson, og så var Puskás eller Cañoncito Pum – Den Lille Kanon, bang! – sikker mand på holdkortet.

Ferenc Puskás takkede for tilliden ved både at blive topscorer i ligaen og i Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til 12 fuldtræffere.

Fire af disse sparkede han ind for øjnene af godt 127.000 tilskuere på Hampden Park i Glasgow, da Real Madrid den 18. maj 1960 vandt turneringen for femte gang i træk.

Puskás' angrebsmakker, Alfredo Di Stéfano, scorede de øvrige tre mål i 7-3- sejren over Eintracht Frankfurt i en finale, der indiskutabelt må karakteriseres som historiens bedste.
Så hæsblæsende var den, at det tog The Guardians Richard Williams adskillige år at bearbejde sine indtryk:

»Fonteyn og Nureyev. Bob Dylan i Albert Hall. Premieren på The Rite of Spring. Laurence Olivier på toppen af karrieren. The Armory Show og Sydneys operahus i ét. Dén kamp havde simpelthen alt ...«

Efter så fornem en bedrift kunne det næsten kun gå ned ad bakke for Real Madrid, og det gjorde det også. Ikke på den hjemlige scene, for her vandt klubben mesterskabet i otte ud af de ni følgende sæsoner, men på kontinentet var konkurrenterne blevet stærkere, mens flere af Real Madrids profiler havde nået deres zenit.

Én af dem var kulturbæreren Alfredo Di Stéfano, der om nogen var eksponent for den ægte Madridismo, hvilket kort fortalt er et udtryk for symbiosen mellem effektivitet og stil tilsat stoltheden over at bære den hvide trøje.

Det fik den senere anfører, Amancio Amaro, som debuterede for Real Madrid i Ghana på klubbens sommerturné i 1962, at føle. Da han løb på banen, opdagede han, at der ikke var noget emblem på hans trøje, hvilket han fortalte Alfredo Di Stéfano. Fra ham faldt svaret prompte:

»Du skal svede i den først, knægt ...«

At Di Stéfano vidste, hvad han talte om, understreges af, at han vandt fem mesterholdspokaler og otte spanske ligatitler med Real Madrid, ligesom han blev ligatopscorer fem gange. Alligevel erfarede Alfredo Di Stéfano som så mange andre før ham, at det sidste spark ikke er ét, man giver, men ét man får.

Efter at Real Madrid tabte mesterholdsfinalen til Inter i 1964, ville han gerne fortsætte et par sæsoner endnu, men Santiago Bernabéu var afvisende over for ønsket, og han tilbød i stedet den næsten 38-årige argentiner en rolle i klub- bens tekniske stab. Det afslog han, hvad der gjorde Bernabéu så rasende, at han på stedet erklærede, at Di Stéfano kunne glemme alt om at få job i Real Madrid, så længe præsidenten levede.

I stedet fortsatte angriberen til Español, hvor Ladislao Kubala var blevet træner. Her blev det kun til 11 scoringer, og mest af alt lignede Alfredo Di Stéfanos skifte et desperat ønske om at tjene en sidste skilling, hvad der blev understreget af den dybt alkoholiserede, men livskloge Kubala:

»Jeg beundrede ham på banen, men han gav aldrig nogensinde så meget som en øl ...«


SL Benfica – 1961 og 1962

Trods den formidable finalesejr i 1960 over Eintracht Frankfurt lå det i kor- tene, at Real Madrids totale dominans på kontinentet ikke ville vare evigt. Men at førsteudfordreren skulle komme fra den vestlige side af Den Iberiske Halvø kom nu bag på de fleste.

Om noget havde Portugal udviklet sig til Vesteuropas uland under den fascistiske økonomiprofessor, António de Oliveira Salazars styre, hvad der blandt andet betød, at hovedparten af befolkningen levede i den dybeste fattigdom, ligesom op imod en tredjedel hverken kunne læse eller skrive.

Selv om levevilkårene var utålelige for de fleste, så var interessen for fodbold enorm, og de to hovedstadsklubber, Benfica og Sporting, hørte med sikkerhed til blandt de mest velspillende i Europa.

Specielt Benfica var et spændende bekendtskab, hvilket primært skyldtes, at klubben blev finansielt understøttet af den stenrige Mauricio de Britos, der havde tjent sin formue ved at importere kaffe fra Angola. Det var dog ikke kun kaffebønner, som blev hentet op fra det afrikanske kontinent, for De Britos havde også en veludviklet sans for at slå en klo i gode fodboldspillere, hvad der betød, at folk som Mário Coluna, José Águas og Eusébio blev hentet til den portugisiske hovedstad.

Sidstnævnte var for ung til at spille nogen væsentlig rolle på Benficas mandskab, der under mestertaktikeren Béla Guttmann gik på jagt efter mesterholdstrofæet i efteråret 1960. Til gengæld stortrivedes en lang række andre fremragende profiler i Guttmanns kompromisløse angrebskollektiv, og på vejen mod finalen blev Hearts, Újpesti Dózsa, AGF og Rapid Wien udraderet efter tur. José Águas og José Augusto scorede henholdsvis ni og syv mål, hvad der fortalte alt om, hvor farlige folk, Guttmann rådede over.
Trods det sprudlende spil var Benfica ikke favorit i finalen på Wankdorf-stadion i Bern den 31. maj 1961. Det var CF Barcelona, som omsider indfriede omverdenens forventninger ved at kvalificere sig til sin første finale i turnerin- gen efter blandt andet at have elimineret de evige rivaler fra Real Madrid i to barske opgør i anden runde.

Selv om Barcelona stillede op med etablerede verdensstjerner som Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Zoltán Czibor havde holdet en decideret offday mod Benfica, symboliseret ved at portugisernes anden scoring i 3-2-sejren var et selvmål af målmandsmonumentet Antoni Ramallets.

Dén plet var svær at vaske af for CF Barcelona, og bedre blev det ikke af, at klubben kom til at vente i 13 år, inden den igen formåede at kvalificere sig til mesterholdsturneringen. Så længe varede det ikke for Benficas vedkommende, for takket være triumfen i Bern gik As Águias – Ørnene – fem måneder senere på vingerne for at indlede forsvaret af sølvtrofæet. Omsider havde det 19-årige stortalent, Eusébio, der indtil nu havde levet en forholdsvis beskyttet tilværelse i klubbens talentafdeling, vokset sig stor og stærk nok til at tage en fast plads på holdet.

Med ham blev Béla Guttmanns i forvejen skræmmende offensiv endnu mere uhyggelig, og det fik genfødte Real Madrid at føle i mesterholdsfinalen i Amsterdam, der på grund af det forestående VM i Chile var rykket helt frem til den 2. maj 1962. Her brillerede den fortsat knivskarpe Ferenc Puskás ved at score tre gange for spanierne, men alligevel måtte han efterfølgende erkende, at han blev overskygget af en purung mozambiquer ved navn Eusébio. Han stod for to af fuldtræfferne i én af historiens mest uforglemmelige mesterholdsfinaler, som Benfica endte med at vinde 5-3, hvorefter det var en realitet, at magtbalancen i europæisk fodbold definitivt var taget ud af hænderne på Real Madrid, der ellers havde spillet sig frem til seks af de hidtidige syv finaler i turneringen.

Desværre for Benfica blev triumfen i Amsterdam samtidig afslutningen på Béla Guttmanns virke i klubben. Den ungarske globetrotters livsindstilling var maksimalt at arbejde tre år det samme sted, og det lavede han heller ikke om på i Lissabon – specielt ikke efter at Mauricio de Britos konsekvent nægtede ham en lønforhøjelse ...

Set i bagklogskabens klare lys var det en bommert af rang, for selv om Benfica op gennem 1960'erne leverede adskillige store øjeblikke, så kom holdet til at undvære Guttmanns magiske touch, og dermed blev døren åbnet for andre af kontinentets slumrende giganter.


AC Milan – 1963 og FC Internazionale – 1964 og 1965

Efter mange års opslidende krig mod Østrig blev Italien i 1861 samlet under kongefamilien Savoia, der hørte hjemme i Piemonte-regionen. Selv om de fleste italienerne efterfølgende sang passioneret med på nationalhymnen Marcia Reale – Den Kongelige March – betød foreningen ikke, at de dermed kunne opfattes som én homogen befolkningsgruppe.

Dertil var forskellen mellem indbyggerne i det industrialiserede og rige nord og befolkningen i det fattige og underudviklede syd trods alt for stor. Også inden for fodbold udkrystalliseredes de demografiske forskelle, lige fra englænderne introducerede spillet i ti-året inden århundredeskiftet. Det skete i de nordlige regioner, hvor pengestærke iværksættere og store befolkningsgrupper udgjorde det nødvendige miks for at grundlægge nogle stærke fodboldklubber.

Helt fra det første mesterskab blev afviklet over en enkelt eftermiddag i 1898, kom de toneangivende hold fra Genova, Milano og Torino, og efter etableringen af Serie A i 1929 og 30 år frem dominerede de to store rivaler fra sidstnævnte by – Juventus og AC Torino – ved tilsammen at vinde halvdelen af ligatitlerne.
Succesen blev dog aldrig overført til den europæiske scene, hvilket for AC Torinos vedkommende hang sammen med, at alle spillerne på dét hold, som vandt Serie A fem sæsoner i træk, omkom ved et flystyrt i 1949.

Hvor tragisk det end var, så gav det plads til AC Milan, der ikke havde vundet mesterskabet i mere end 40 år. Takket være indflydelsen af de tre svenskere, Gunnar Nordahl, Nils Liedholm og Gunnar Gren, som alle kom til efter OL i London, triumferede I Rossoneri – De Røde og Sorte – fire gange i perioden, ligesom holdet på ulykkelig vis tabte Europa Cup-finalen for Mesterhold til Real Madrid i 1958.

Tre år senere udnævnte AC Milans præsident, Andrea Rizzoli, Nereo Rocco til ny cheftræner, og det var en god beslutning, for allerede i den defensivt tænkende triestiners første sæson vandt klubben Serie A.

Den 22. maj 1963 skrev Nereo Rocco sig ind i historiebøgerne, da han på Wembley i London førte AC Milan til tops i Europa Cuppen for Mesterhold efter en hårdt tilkæmpet sejr på 2-1 over Benfica.
Dermed blev AC Milan den første italienske repræsentant, der vandt Europa Cuppen for Mesterhold. Det vakte naturligvis udbredt glæde i det fodboldgale land, men selvklart var begejstringen til at overse hos den anden store Milano-klub, FC Internazionale, der kort forinden sikrede sig Serie A-titlen for første gang i ni år.
I spidsen for I Nerazzurra – De Sorte og Blå– stod den vidt berejste Helenio Herrera, som var cheftræner for CF Barcelona, der i både 1959 og 1960 vandt det spanske mesterskab.

Umiddelbart efter den sidste triumf blev han fyret, fordi catalonierne tabte til Real Madrid i Europa Cuppens semifinale, men at argentineren var afholdt af fansene illustreres af, at de efterfølgende bar ham i guldstol ned ad Barcelonas hovedstrøg, La Rambla.

Herreras popularitet skyldtes ikke kun, at Barça i Real Madrids guldalder formåede at vinde to ligatitler, men også at han samlede et mandskab, der om muligt var endnu mere attraktivt at se på end klubben fra hovedstaden.

Med Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Luís Suárez var stilen kompromis- løst offensiv, og i de to mesterskabssæsoner scorede holdet sammenlagt 182 mål.

Selv om Helenio Herrera hentede Suárez til Inter i 1961, vil det være en overdrivelse at hævde, at den catalanske spillefacon fulgte med. Hos Inter indførte Herrera en moderne udgave af Karl Rappans Verrou-system fra VM i 1938, der indebar, at det schweiziske landshold optrådte med tre mandsopdækkere i forsvaret og tillige en mand som stopklods bag de tre.
Hos Inter blev systemet kaldt Catenaccio med anfører Armando Picchi som låsesmed, og selv om omverdenen skældte voldsomt ud over, at Herreras rationale var at lukke ét mål færre ind end modstanderne, snarere end at forsøge at score ét flere, talte resultaterne for sig selv.

Inter vandt således Europa Cuppen for Mesterhold i 1964 og 1965 efter finalesejre over Real Madrid og Benfica, men til trods for, at forsvaret var holdets adelsmærke, var der også på de offensive positioner fremragende spillere som Jair, Sandro Mazzola og Luís Suárez. Stjernen over dem alle var dog ubetinget Helenio Herrera, der revolutionerede fodbolden med sine metoder. Blandt meget andet var det ham, der indførte Il Ritiro, hvilket medførte, at spillerne allerede efter torsdagstræningen blev sendt i træningslejr for at lade ordentligt op til weekendens ligakamp.

Det siger sig selv, at ikke alle tiltag gled lige let ned, men at Il Mago – Tryllekunstneren – var respekteret af spillerne, understregede Luís Suárez flere år senere:
»Herreras målrettede fokus på fitness og psykologi var enestående. Det var ikke noget, man havde set før. Inden hans tid var træneren ikke vigtig ...«


Real Madrid CF – 1966, Celtic FC – 1967, Manchester United – 1968 og AC Milan – 1969

Efter at have vundet sin tiende spanske ligatitel siden indførelsen af den landsdækkende Primera División i 1929, stillede Real Madrid op til Europa Cuppen for Mesterhold i efteråret 1965 med den klare målsætning at genoplive de glade dage få år forinden.

Der var for længst blevet taget afsked med ikonet Alfredo Di Stéfano og i og med, at Santiago Bernabéu trods ihærdige anstrengelser ikke havde haft held til at lokke den brasilianske verdensstjerne, Pelé, til den spanske hovedstad, lignede Real Madrid ikke umiddelbart et hold, som kunne rokke ved de italienske klubbers dominans.

Ferenc Puskás var efterhånden blevet 38 år, forsvarsstyrmanden José Santamaria 36 år og venstre wingen Francisco Gento 33 år, hvilket mere end indikerede, at det ikke ligefrem var noget ferskt materiale, cheftræner Miguel Muñoz rådede over. Det skulle da også snart vise sig, at de to førstnævnte for længst var over sidste salgsdato, hvorfor de mistede deres stampladser, som sæsonen skred frem.

I stedet blev yngre kræfter som José Pirri, Amancio Amaro og Manuel Sanchís toneangivende figurer på et kampstærkt Madrid-mandskab, der slog sig igennem til finalen i Bruxelles efter blandt andet at have nedkæmpet kompetente modstandere som Anderlecht og Inter.

Den 11. maj 1966 viste de hvidklædte madrilenere, at de måske ikke længere var så spillemæssigt godt kørende som tidligere, men til gengæld udstrålede de masser af vilje. Det gik ud over de dygtige jugoslaver fra Partizan, som efter at have været foran alligevel tabte med 1-2, hvorefter Real Madrid vandt sin sjette mesterholdspokal.

Året efter var korpsånd og fightervilje ikke længere nok for Real Madrid, der måtte forlade turneringen efter to nederlag til Inter, som dermed fik revanche for den foregående sæsons exit i semifinalen. Helenio Herreras tropper nåede siden frem til deres tredje mesterholdsfinale på fire år, og på Estádio Nacional i Lissabon var de den 25. maj 1967 gigantiske favoritter mod de skot- ske opkomlinge fra Celtic, som helt usædvanligt stillede med 11 hjemmeavlede spillere i startopstillingen.

Trods et tidligt straffesparksmål af Sandro Mazzola tabte Inter dog med 1-2 mod de seje folk fra Glasgow, som dermed blev det første nordeuropæiske mandskab, der vandt turneringen. Det var en slem bet for både Inter og italiensk fodbold, som kunne have fået en smule oprejsning oven på VM i England, hvor nationalmandskabet røg ud allerede efter den indledende runde.
Oprejsningen kom heller ikke i den følgende sæson, for her vandt Manchester United turneringen.

Det var i sandhed en monumental bedrift, for ti år forinden blev halvdelen af holdet udslettet ved et flystyrt i München efter en Europa Cup-kamp mod Crvena zvezda – Røde Stjerne. Umiddelbart efter gik den overlevende manager, Matt Busby, i gang med at bygge et nyt storhold, og kulminationen på hans arbejde kom i 1968, da Manchester United med excellente folk som Bobby Charlton og George Best i rækkerne slog Benfica på Wembley med 4-1 efter forlænget spilletid.

Jublen forstummede snart for Manchester United, og også hos Grande Inter var de glade dage forbi. Til gengæld begyndte naboerne fra AC Milan igen at røre på sig, da Nereo Rocco vendte tilbage efter en afstikker til AC Torino. Med ham i spidsen kvalificerede Milan sig i 1969 til mesterholdsfinalen i Madrid mod de hollandske himmelstormere fra Ajax, der til trods for tilstedeværelsen af en vis Johan Cruyff tabte med 1-4.
Ham kom man til at høre meget mere til i den efterfølgende periode. Hvad ingen vidste var, at der skulle gå hele 16 år, inden et italiensk hold igen vandt Pokalen Med De Store Ører ...



Feyenoord – 1970 og AFC Ajax – 1971, 1972 og 1973

I sammenligning med andre store fodboldnationer blev professionalisme indført sent i Holland, nemlig i 1954. Der skulle imidlertid ikke gå længe, inden kongedømmets klubber begyndte at sætte deres præg på de kontinentale turneringer. Det skyldtes til dels fremvæksten af en række talentfulde spillere, og dels at de hollandske trænere generelt befandt sig på et højt taktisk stade.
Én af disse var den forhenværende Ajax-angriber, Rinus Michels, der afløste englænderen Vic Buckingham i sin barndomsklub i 1965.

På daværende tidspunkt lå amsterdammerne og rodede nær bunden af Æresdivisionen, men efter at den nye træner erhvervede de rutinerede Co Prins, Henk Groot og målmanden Gert Bals til støtte for de unge Ajacieden, gik det fremad med rasende fart. Rinus Michels var taktisk inspireret af Jack Reynolds, som han selv havde optrådt under som aktiv, og af det ungarske landshold, der med Ferenc Puskás i spidsen fejrede store triumfer i begyndelsen af 1950'erne. Disse indtryk blev tilsammen til konceptet Totaalvoetbal, som drejede sig om at udnytte banens rum og om at have bolden mest muligt.

»Zonder de bal kun je niet winnen« – Uden bolden kan man ikke vinde var ét af Rinus Michels standardudtryk, og det blev understøttet af, at alle blev opdraget til både at angribe og forsvare. Det indebar logisk nok, at det var nødvendigt at luge kraftigt ud i truppen, idet det ikke var alle, som levede op til hans ekstreme krav. Unge kometer som Piet Keizer, Barry Hulshoff og Johan Cruyff havde derimod ingen kvaler med Michels' principper, og med dem som bannerførere for banebrydende og attraktiv angrebsfodbold vandt Ajax tre ligatitler på stribe, ligesom holdet i 1969 nåede frem til mesterholdsfinalen, som man dog tabte til AC Milan.

På baggrund af Ajax' dominans kom det som et chok, at landsmændene fra Feyenoord den følgende sæson vandt Mesterholdenes Europa Cup, da holdet under ledelse af Ernst Happel udmanøvrerede Celtic i en meget taktisk finale i Milano.
Trods et stærkt materiale kunne Feyenoord ikke holde trit med Ajax, der blev yderligere styrket med tilgangen af Arie Haan, Johan Neeskens og Ruud Krol fra klubbens egen ungdomsafdeling, og det var der i og for sig heller ingen andre, som kunne.

Med Johan Cruyff som kontinentets mest dominerende spiller siden Alfredo Di Stéfanos velmagtsdage fejede Ajax al modstand til side i de følgende tre sæsoner af Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til finalesejre over henholdsvis Panathinaikos, Inter og Juventus.

Så iøjnefaldende var Cruyff, at flere ligefrem talte om, at han var historiens bedste, og i dyb benovelse over hollænderens teknik og overblik, døbte den britiske skribent, David Miller, ham Pythagoras i fodboldstøvler ...

Allerede inden den seneste finalesejr over Juventus den 30. maj 1973 begyndte alvorlige mæthedsfornemmelser at sætte ind i alle geledder.

Interne stridigheder og misundelse blev en del af hverdagen, og efter at Johan Cruyff blev frataget anførerbindet oven på en afstemning blandt holdkammeraterne, valgte han at skifte til CF Barcelona, hvor Rinus Michels i de seneste to sæsoner havde været ansat.

Forinden udløb de rumænske myndigheders tilladelse til, at den meget vellidte Stefan Kovács kunne fortsætte i Ajax. Efter to år på trænerposten skulle han planmæssigt vende tilbage til hjemlandet, men efter intense forhandlinger fik han lov til at tage et par sæsoner som chef for det franske landshold.

Cruyffs og Kovács samtidige afgang var for stor en åreladning, og folkene omkring bestyrelsesformand Jaap van Praag måtte nødtvunget erkende, at Ajax' epoke var slut, efter at holdet i fem sæsoner havde vist noget af det mest strålende spil i historien.
I efteråret 1973 slog CSKA Sofia amsterdammerne ud allerede i anden runde af Europa Cuppen, og derefter måtte de Godenzonen – Gudernes Sønner – vente fire sæsoner på deres næste hollandske mesterskab.


FC Bayern Munchen – 1974 og 1975

Kontinentets fodboldfans kom ikke til at vente længe, før et nyt hold satte sig på magten i Europa. Bayern München tålte æstetisk ingen sammenligning med Ajax, men man skulle bestemt ikke tage fejl af den vesttyske mesterklub.

FC Bayern hørte ikke umiddelbart til de toneangivende hold i forbundsrepublikken, endsige i hjembyen, hvor 1860 München traditionelt var både stærkere og mere populær. I det hele taget stod tysk fodbolds vugge ikke i den sydlige del af landet, men nær Ruhr-området, hvor klubber som Borussia Dortmund, Schalke 04 og FC Köln har deres udspring.

I midten af 1960'erne udklækkede Bayern München imidlertid en stribe af de største talenter, som nogensinde er set i Vesttyskland, og det kom i det følgende tiår til at vende op og ned på magtbalancen både nationalt og internationalt.
Rygraden på mandskabet kom fremdeles til at bestå af hjemmefødte verdensklassespillere som målmanden Sepp Maier, liberoen og anføreren Franz Beckenbauer og Gerd Müller, der med stor sandsynlighed er den farligste mand, der nogensinde har haft straffesparksfeltet som sin arbejdsplads.

Sammen med tre andre spillere fra FC Bayern dannede de stammen på det vesttyske landshold, der i 1972 vandt Europamesterskabet efter en 3-0-sejr over Sovjetunionen i Bruxelles, hvilket var et forvarsel om, at forbundsrepublikken var på vej ind i sin fodboldmæssige Blütezeit.

To år senere stod Bayern München sammesteds i sin første Europa Cup- finale for Mesterhold, hvor modstanderen var Atlético Madrid. Sydtyskerne var bedst, men alligevel måtte holdene ud i forlænget spilletid efter 0-0 i den ordinære kamp. Her bragte den senere landstræner, Luís Aragonés, spanierne i spidsen med et af sine karakteristiske frispark, men dybt inde i overtiden udlignede den fremrykkede forstopper, Georg Schwarzenbeck, med et langskud fra 30 meter, som strøg ind under Atléticos målmand, Miguel Reina, til 1-1.

I omkampen to dage sendte træner Udo Lattek samme 11 spillere i aktion, og denne gang gav de ikke ved dørene mod Atlético, der tabte med 0-4 efter to fuldtræffere hver af Gerd Müller og Uli Hoeneß.

Trods storsejren blev myten om Bayern Münchens evindelige held grundlagt i Europa Cup-finalen i 1974. Det hang givetvis sammen med, at sydtyskerne, personificeret ved den allestedsnærværende Franz Beckenbauer, notorisk optrådte yderst arrogant, hvad der skabte mindst lige så mange fjender som tilhængere i og uden for Vesttyskland. Det var Kaiser Franz og hans holdkammerater fuldstændig ligeglade med, for de udgjorde i sandhed et mandskab med sejrs-DNA i arvemassen.

Halvanden måned efter triumfen over Atlético stillede sydtyskerne med seks spillere i startopstillingen, da landsholdet vandt VM-finalen med 2-1 over Holland på Olympiastadion i München efter mål af Bayern-profilerne, Paul Breitner og Gerd Müller.

Breitner skiftede kort efter til Real Madrid, men Gerd Müller – Der Bomber der Nation – fortsatte, og det var vigtigt, for i Europa Cup-finalen i 1975 havde han en nøglerolle mod Leeds i Paris, da han på en uvant position som offensiv midtbanespiller var hovedmanden bag Bayern Münchens heldige 2-0-sejr.

Triumfen understregede, at den tyske Bundesliga på daværende tidspunkt var verdens stærkeste, men akkurat som tilfældet havde været det med Ajax i årene forinden, var der også en udløbsdato for FC Bayern Münchens storhedstid.

Det var der bare ingen, som turde tale højt om den 28. maj 1975, da Kaiser Franz svingede med mesterholdspokalen på Parc des Princes i Paris ...



Optakter
Lørdag d. 18/8, kl. 18:30
Chelsea - Arsenal
Magasin-artikler
Transferkampen: Klopp vs. Mourinho
Jürgen Klopp og Jose Mourinho er rivaler i Premier League såvel som på transfermarkedet. Her ser vi på, hvor meget de to managers har brugt på transfers i tidens løb.
- Andre klubber kan gå ud, bruge mange penge og få spillere i verdensklasse. (…) Jeg vil gøre det anderledes. Jeg ville endda gøre det anderledes, hvis jeg kunne bruge den slags penge.

Sådan sagde Liverpool-manager Jürgen Klopp i sommeren 2016, da Manchester City og Manchester United havde købt henholdsvis John Stones og Paul Pogba. John Stones kostede dengang Manchester City i omegnen af 415 millioner kroner, hvilket gjorde ham til den dyreste forsvarsspiller, der nogensinde var blevet handlet. Der er dog løbet meget vand i åen, siden den tyske manager understregede, at han ikke ville bruge mange penge, selvom han så havde dem.

Et år senere var det således Jürgen Klopp og Liverpool, som overgik Manchester City og blev ejere af den dyreste forsvarsspiller, der til dato er blevet handlet. Virgil van Dijk blev således købt i Southampton for omkring 580 millioner kroner.

Herefter gik der et år, før Jürgen Klopp og Liverpool blev ejere af den dyreste målmand, der nogensinde var blevet handlet. I det netop overståede engelske transfervindue betalte Jürgen Klopp og Liverpool omkring 465 millioner kroner for AS Romas brasilianske landsholdsmålmand, Alisson Becker. Rekorden for at have købt den dyreste målmand nogensinde blev dog overgået i samme transfervindue, da Chelsea købte Kepa Arrizabalaga i Athletic Bilbao for i underkanten af 600 millioner kroner.

Jürgen Klopps fejde med Jose Mourinho

Der er en naturlig rivalisering mellem Jürgen Klopp og Jose Mourinho, fordi de står i spidsen for hver deres topklub i Premier League. Rivaliseringen kommer også til udtryk på transferfronten, hvor de to managers fra tid til anden har langet ud efter hinanden. I forbindelse med det netop overståede var det dog Jürgen Klopp, der måtte stå på mål for det meste.

Jürgen Klopp købte fire spillere i løbet af sommerens transfervindue: Alisson Becker, Naby Keïta, Fabinho og Xherdan Shaqiri. I alt betalte Liverpool 1,35 milliard for de fire sommerforstærkninger, mens Jose Mourinho og Manchester United har brugt en hel del mindre – faktisk under halvt så meget. ”The Red Devils” købte tre spillere i løbet af sommerens transfervindue: Fred, Diogo Dalot og målmanden Lee Grant. De tre sommerforstærkninger har kostet Manchester United i overkanten af 615 millioner kroner.

- Andre klubber, som vi konkurrerer med, er rigtig stærke. Enten har de allerede fantastiske hold og trupper såsom Chelsea, Tottenham, Manchester City. Andre klubber investerer massivt som for eksempel Liverpool, der køber alt og alle.

Sådan sagde Jose Mourinho i 11. time af det engelske transfervindue. Han opfordrede samtidig ledelsen i Manchester United til at forstærke truppen, inden sæsonen blev sparket i gang, ellers ville Manchester-klubben ifølge den portugisiske manager gå en svær sæson i møde. En af disse forstærkninger var ifølge rygterne Atlético Madrids forsvarsgeneral Diego Godin, men denne transfer løb ud i sandet, inden transfervinduet smækkede i. Meget kunne derfor tyde på, at Manchester United har taget hul på en svær sæson.

Forbrug alt i alt

Jürgen Klopp overtog manager-rollen i Liverpool i oktober 2015, mens Jose Mourinho blev præsenteret som ny Manchester United-manager i maj 2016. Hvis man ser på, hvor meget de to klubber har brugt siden maj 2016, så har Liverpool ganske vist brugt mest. I den forbindelse kan man dog have in mente, at Manchester United fik både Alexis Sánchez og Zlatan Ibrahimović kvit og frit.

Liverpool har i alt brugt 3,445 milliarder kroner siden sommeren 2016. Manchester United har derimod brugt 3,285 milliarder kroner siden sommeren 2016. Liverpools forspring på 160 millioner kroner bliver dog udvisket, når man ser på, hvor meget de to klubber har tjent på transfers siden 2016. Liverpool har solgt spillere for 2,425 milliarder kroner siden sommeren 2016, mens Manchester United i samme periode har solgt spillere for knap 715 millioner kroner. Udregningen betyder, at Liverpool har haft et nettoforbrug på 1,020 milliard kroner siden sommeren 2016, mens Manchester Uniteds nettoforbrug i samme periode beløber sig til 2,570 milliard.

Kilder: Sky Sports, Transfermarkt, Mirror, Guardian og Standard.
Læs hele artiklen
What a United STATE-ment?
Træningsturen til USA blev åbningen på en masse ballade med Jose Mourinho, efter den kontroversielle manager stortset var utilfreds med alt i klubben. Utilfredsheden kom frem, efter han netop har underskrevet en kontrakt og startet den tredje sæson, som den hotelboende portugiser ofte har haft så svært ved.
- Som træner handler det om, at jeg koncentrerer mig om de spillere, der er, for det er den gode gruppe af spillere, jeg har nu. Jeg skal have det maksimale ud af de spillere, jeg har nu, og det får jeg ikke, hvis de har en træner, der render og udtaler sig i krogene om, at han kunne tænke sig nogle andre end dem. Så det bliver ikke tilfældet…

Dette var ordene fra AGF-træner David Nielsen til Jyllands-Posten stortset samtidigt med, at Manchester United-manageren Jose Mourinho fyldte de internationale aviser med sin utilfredshed med United-truppen. Umiddelbart har AGF og Manchester United ikke meget med hinanden at gøre, men alligevel er jobbene ens i forhold til den omtalte mandskabsbehandling – og det spin som det virker til, at Mourinho leverer i stor stil.

United-manageren var nemlig meget utilfreds med, at ledelsen i klubben ikke var lykkedes med nogle af de fem spillere, som han tidligere på året har sat på sin ønskeseddel til sommerens transfervindue. Samtidig sendte han fra klubbens træningstur i USA en krystalklar hilsen til arbejdet med at skabe egne talenter.

- På denne træningstur har vi kun få spillere med – og så en masse børn. Så kvaliteten er ikke god, og mange af disse spillere vil ikke være en del af vores trup, når turneringen starter den 9. august. Vores U/23-hold er rykket ned, og det fortæller vel det hele om kvaliteten, sagde spydige Mourinho.

Dermed gik han i den modsatte grøft end tre af hans rivaler, som på det seneste har rost ungdomsarbejdet i deres Premier League-klub:

- Vores akademi kan være meget stolt over vores unge spillere. De opfører sig helt fantastisk og præsterer også derefter. (Tottenhams Mauricio Pochettino)

- Alle vores unge spillere er i god form i denne sommer, hvilket skærper konkurrencen på holdet. (Liverpools Jürgen Kloop)

- Det er en fornøjelse at arbejde med de unge spillere, der har været med omkring førsteholdet i denne sommer. De har så meget fodboldsult, og jeg ønsker at takke dem og hele personalet. (Pep Guardiola)

Nu skal man nok ikke lægge så meget i, at Mourinho opfører sig anderledes end de tre kollegaer – det har han gjort mange gange før i karrieren. Men når han har lavet lignende ballade, har han altid endt med et brud – og måske dette også kan være tilfældet denne gang?



Den mystiske tredje sæson
Siden Mourinho slog igennem på den internationale trænerside, har han døjet meget i tredje sæson, som han netop skal til og i gang med i United. I starten af den tredje sæson i Chelsea i 2007 blev han uvenner med klubejer Roman Abramovich – blandt andet om brugen af Andriy Shevchenko – men han var også i direkte magtkamp med danske Frank Arnesen.

Efter et par sæsoner var den også gal i Real Madrid, hvor Mourinho var blevet uvenner med publikumsynglingen Sergio Ramos og anføreren Iker Casilias. Derudover kritiserede han offentligt talismanen Cristiano Ronaldo og prikkede Barcelona-assistenten Tito Villanova helt upassende i øjet. Dette sammen med en masse utilfredshed med dommere og journalister og deres påståede favorisering af Barcelona fyldte meget i medierne, og det endte med en fyring i 2013. Herefter vendte han tilbage til Chelsea, hvor han blev fyret i den tredje sæson, efter de blot havde hentet 11 point i de første 12 kampe og han havde kaldt holdets profiler – Diego Costa, Eden Hazard og Cesc Fàbregas – for ”Chelsea-rotter”, som han ikke kunne stole på.

Der er altså en klar tendens til, at Mourinho har problemer i den tredje sæson, hvor han ofte ender i ballade med ledelsen i klubben samt med flere af spillerne, og det har også været tilfældet i denne sæson i United. Det skal sættes sammen med, at United fik en skidt afrunding på sidste sæson, hvor de godt nok fik en plads blandt de sidste 16 i Champions League, men det var i en gruppe med Basel, CSKA Moskva, Benfica – så det efterfølgende nederlag til Sevilla kom til at gøre ondt på den kontroversielle manager. Ikke mindst fordi spillestilen slet ikke var værdig til storholdet Manchester United.


Spiller Mourinhos United som United?
Til tider har Manchester-holdet spillet mere defensivt og med langt mindre boldbesiddelse, end United-fansene har ønsket sig. Især var United defensiv imod de andre Top 6-hold i sidste sæson, og det virkede til, at Mourinho slet ikke havde ønsket at angribe modstanderen. Dette gjorde, at sidste sæsons ti topkampe blot gav to sejre.

Meget bedre er det ikke gået i denne pre-season, hvor der især har været to smertefulde nederlag. Det første var til MLS-bundholdet San Jose Earthquarkes samt 1-4-lussingen til rivalerne fra Liverpool. Samlet set over hele sommeren har United ikke præsteret ret meget offensivt – ligesom i kampene imod de andre tophold fra sidste sæson, og det fik Kloop til at sende en klar hilsen. Efter nederlaget til Bayern München skrev Liverpool-manageren på Facebook:

- 90 min, 1 shot, 0 on target

Dette blev efterfulgt af flere grinesmileys fra Kloop, hvis fodboldfilosofi er en helt anden, og netop filosofien kan blive Mourinhos store problem. For det er også en helt anden filosofi, der er i Manchester United – end den Mourinhos tropper viser for tiden. I klubben ønskes Mourinhos spillestil ikke – og slet ikke hvis han ikke vinder noget. Meget bedre bliver situationen jo ikke, når han kritiserer store dele af klubbens DNA – deres talentudvikling.

For United har skabt ”The Busby Babes” og ”The Class of 92”, men det virker ikke til, at Mourinho har samme opfattelse, som klubben har omkring talentudvikling. Han ønsker, at der skal købes langt flere stjerner til Old Trafford. Mourinho er også lykkedes med – mange steder - at overbevise folk om, at der ikke er blevet købt ret meget indtil nu. Det er forkert.

For siden Mourinhos ankomst i 2016 har kun de voldsomt oprustende naboer fra City brugt flere penge – netto - på nye spillere. Problemet er blot, at flere af Mourinhos indkøb har været skuffelser som Henrikh Mkhitaryan og Victor Lindelöf – mens det fortsat er uvist, om Romelu Lukaku og Eric Bailly kan ende på samme hylde. Meget bedre bliver det naturligvis ikke af, at Mourinho i sommer har indkøbt Diogo Dalot, der er skadet og ikke kommer i kamp før til efteråret. United købte spillere i sommerens transfervindue for 600 millioner kroner, men åbenbart ikke nogen fra Mourinhos ønskeseddel. Hvor efterlader dette Mourinho?


Vil Mourinho gerne have en masser ”Sign on fee”
Kigger man yderligere i historiebøgerne, er der en ikke særlig human kendsgerning – for kan alt dette handle om penge fra Mourinhos side? Flere gange i karrieren – både i Chelsea og Real Madrid - havde han, kort tid inden, at han forlod klubben, underskrevet en ny kontrakt, som han fik mange penge for at underskrive, og kort tid efter fyringen fik han mange penge for at underskrive med en ny klub. Denne konspirationsteori får jo ikke mindre næring af, at Mourinho i foråret underskrev en ny kontrakt med Manchester United.

Dertil skal man lægge, at Mourinho i 2016 slog fast, at hans liv var forfærdeligt på et hotelværelse i Manchester. Her et par år senere bor han stadigvæk på Lowry Hotel – hvorfor har han ikke købt et hus at bo i? Er han overhovedet faldet til i Manchester?

I hvert fald mener han, at spillerne omkring Alexis Sánchez ikke var gode nok i USA, at talentarbejdet er dårligt i klubben, at der mangler indkøb af de ønskede spillere, at anføreren Antonio Valencia ikke er i form, at Anthony Martial ønsker at tilbringe for meget tid med sit nyfødte barn og at hans trup var alt for ung imod Liverpool – selvom startopstillingen for United var ældst i den kamp. Nu skal klubformanden Ed Woodward efter samråd med de profitsøgende ejere fra Glazer-familien forsøge at gøre Mourinho glad, hvilket ikke er let for ”What a United STATEment”.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Alisson – Verdens dyreste målmand
Er den brasilianske keeper Liverpools næste ”Flying Pig”?
I forbindelse med ”Merseyside-derby” i 2015 valgte BBC at interviewe tilfældige ældre folk på gaden, og spurgte dem, om de kunne huske den legendariske kamp på Goodison Park i 1967.

- Huske det? Jeg spillede i den kamp, var svaret fra Tommy Lawrence, da han blev spurgt.

”The Flying Pig”, som den legendariske Liverpool-målmand Lawrence blev kaldt, spillede en vigtig rolle på mesterholdet fra 1963/44 og 65/66, men døde desværre for kort tid siden, men gad vide hvad den tidligere målmand ville have sagt til, at Liverpool har købt Alison Ramses Becker i Roma for 600 millioner kroner.

Lawrence spillede i en tid, hvor målmændene ikke var særlig højt værdsat – sådan er det ikke længere. Men dette er også et billede på fodboldens vanvittige udvikling. En anden Liverpool-legende Ray Clemence kostede 160.000 kroner, og for blot 11 år siden slog Sunderland den britiske målmandsrekord ved at købe Craig Gordon af Hearts for 75 millioner kroner.

De 600 millioner kroner er hysterisk mange penge for en målmand, der for tre måneder siden som Roma-spiller lod Liverpool lave syv mål i de to Champions League-semifinaler, men netop denne turnering blev helt afgørende for, at den brasilianske keeper havnede i Nordengland.

For var det ikke for Loris Karius vanvittige drop i finale-nederlaget til Real Madrid, så er det ikke sikkert, at Jürgen Kloop havde ønsket at bruge så mange penge på en ny målmand, efter manageren i samme transfer-vindue havde brugt store summer på Naby Keita, Fabinho og Xherdan Shaqiri.

Ingen af de syv mål, som Liverpool scorede i de føromtalte semifinaler, var drop af Alisson, men omvendt var han heller ikke tæt på at tage nogle af afslutningerne, og han lignede i de kampe ikke verdens dyreste. På trods af det er han førstevalget på det brasilianske landshold foran Manchester Citys højtprofilerede Ederson, som har stået rigtig stærkt i Premier League. Netop Ederson blev i sommeren 2017 verdens dyreste målmand, da han skiftede fra Benfica til City, men kun for halvdelen af Alissons pris.

At verdens to dyreste målmænd skulle komme fra Brasilien, er næsten naturstridigt, da den fodboldglade nation ikke har særlig stolte traditioner på den position af banen. Ikke mange taler om målmændene fra VM-vinderne fra 1970 og 1982 – men de sidste 25 år har der været en opadgående kurve for niveauet. Claudio Taffarel var stærk i 1994, og senere nåede både Nelson Dida og Julio Cesar at vinde Champions League.


Sex-symbolet elsker at spille guitar og drikke the
Alisson er trådt ud af Taffarel, Dida og Cesars skygge. Dette er sket ved, at han de sidste par år har truet Gianluigi Buffon om pladsen som den bedste Serie A-keeper. Alisson kom til Roma i sommeren 2016 for 50 millioner kroner – altså under en tiendedel af hvad Liverpool betalte for ham. Forinden havde han fået debut på det brasilianske landshold samt vundet priser med forskellige brasilianske ungdomslandshold.

I 2017/18 spillede Alisson rigtig godt for Roma, der forinden havde set Francesco Totti og Mohamed Salah stoppe i den italienske hovedstadsklub. Netop sidstnævnte og den gamle holdkammerat Salah skulle have overtalt Alisson til at tage til Liverpool, selvom Roma endte op i den føromtalte Champions League-semifinale for første gang siden 1984. 2017/18 blev gennembrudssæsonen for Alisson, og specielt i kampene imod Atlético Madrid og Napoli viste han høj klasse, men også flere gange stor fysisk styrke – som kan blive altafgørende i Premier League for den 193 cm høje keeper. Derudover har Alisson flere gange vist, at teknikken med de brasilianske fødderne ikke fejler noget.

Privat er Alisson en meget sky person, og han tilbringer det meste af sin fritid med at spille guitar, drikke the og være sammen med sin kone, der er doktor, og deres datter. Til SportsWeek har han tidligere sagt:

- Min kone blev i Brasilien for at gøre sine studier færdige. Og hvis jeg bliver skadet, er det altså bedre at være gift med en doktor end en model.

I Brasilien har Alisson udviklet sig til at være lidt af et sex-symbol, hvilket han også kommenterede på:

- Efter en landskamp tog alle spillerne på en restaurant, hvor der var en masse kvinder, der forsøgte at komme i nærheden af os. Et par stykker af dem jagtede nærmest mig, men det fik min kone blokkeret.

Så umiddelbart skal Anfield ikke starte med at kalde Alisson for ”Flying PIG”…

Læs hele artiklen
Cristiano Ronaldo – Større end Juventus
Knægten fra Funchal er blevet et af verdens mest kendte ansigter, men det har også en pris. Læs mere om Ronaldos vanvittige liv i overhalingsbanen, hvor basale ting ikke er gældende mere – ligesom målet i Torino, hvor den daværende Real Madrid-spiller næsten ophævede tyngdeloven… Nu skal han blive gammel hos ”den gamle dame”.
Selvom mange sikkert vil huske tilbage på dommer Michael Olivers kontroversielle straffesparkskendelse, når de tænker tilbage på de meget underholdende Champions League kvartfinaler imellem Juventus og Real Madrid, så må man altså ikke glemme, at Cristiano Ronaldo i det første opgør scorede et historisk flot mål på saksespark. Udregninger har vist, at superstjernen ramte bolden hele 2,3 meter oppe i luften og hans meget veltrænede krop var 1,4 meter vandret over jorden – da han ramte bolden helt perfekt. Efterfølgende har Jyllands-Postens sportsredaktør kaldt målet for ”Ronaldos adelsmærke i Torino”, da det i fremtiden vil blive vist meget, når den 33-årige Ronaldo skal vurderes, og derfor blev sommerens gigantiske klubskifte fra Real Madrid til netop Juventus endnu større – om muligt.

Flere medier har kaldt klubskiftet for det største i dette årti, men det er ikke Juventus, der er årsagen til dette – det er simpelthen superstjernen Ronaldo. Her følger nogle tal til, hvorfor Ronaldo er så gigantisk en spiller, og hvorfor klubskiftet derfor bliver det:

Followers på Instagram
Cristiano Ronaldo: 135 millioner
Juventus: 11 millioner

Champions League-titler
Cristiano Ronaldo: 5
Juventus: 2

Champions League siden 2007
Cristiano Ronaldo: 119
Juventus: 102

Så man kan sige, at Juventus ikke købte Ronaldo, men at Ronaldo valgte at skifte til Juventus. Det er heller ikke kun i Jyllands-Posten, hvor Ronaldos mål har fået ros. Han fik det faktisk også i kampen, for på Allianz stadium klappede de italienske fans også af udeholdets nr. 7, og Rubén Jiménez skrev i sportsavisen fra Barcelona - Marca:

- Nu kan Cristiano Ronaldo pensionere sig. Ligesom Maradona, Messi og brasilianerne Ronaldo og Ronaldinho oplevede Real Madrids nummer syv, at modstanderholdets tilhængere klappede af ham i en kamp. Den slags huskes, og derfor vil dette mål til eftertiden være et af de mest definerende for Cristiano Ronaldos karriere. På samme måde som ikoniske mål har været det for andre.


33 billeder og tre slurker the
Kort tid inden klubskiftet til Juventus og det unikke mål fik mange mennesker et grotesk indblik i Ronaldos liv. For en fotograf fulgte superstjernen på et - for mange mennesker - ganske almindeligt cafe-besøg... bare ikke for superstjernen Ronaldo.

Selvom Ronaldo gjorde alt for at komme så beskedent og anonymt ind på cafeen som muligt, nåede han blot lige at bestille en kop the, inden billede-helvede brød løs. Indenfor ganske få minutter var Ronaldo blevet fotograferet 33 gange med forskellige cafegæster og -ansatte. Derudover forsøgte alle at få en lille snak med ham – eller rettere – en lille ”bid” af ham. Dette må være grotesk opslidende, men Ronaldo havde tid og overskud til alle, selvom han faktisk ikke nåede at drikke andet end tre slurker af den efterhånden kolde the.

Den video har kørt meget på de sociale medier og kom efter sidste sommers historie fra Ronaldos yacht. De spanske aviser var meget overraskede over, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo holdt sommerferie tæt på hinanden, da de begge havde placeret deres lejede luksusyacht et stykke fra Ibizas pulserende strande. Men end ikke midt ude på middelhavet kunne de to superstjerner få lov at holde lidt ferie, for da historien kom frem begyndte fans at tage svømmeturen på et par kilometer ud til skibene.

Netop de to har igennem de senere år udviklet en rivalisering for at blive verdens bedste fodboldspiller, og i den forbindelse er de også blevet to af verdens mest kendte ansigter, som ikke kan drikke en kop the på en cafe eller være flere kilometer ude på havet – i fred.


Fra Funchal til forfølgelse ved Ibiza
Ronaldos liv startede også på en ø. For han blev født i byen Funchal, som er de portugisiske Madeira-øers største by. Fodbold-stjernes fodboldkarriere startede i amatør-klubben Andorinha, og få år efter rejste Ronaldo videre til CD Nacional, som er et af de største hold på Madeira. Som 16-årig tegnede Sporting Lissabon kontrakt med unge Ronaldo og herfra gik turen videre til Manchester United, hvor han seks år senere brød transferrekorden med sit skifte til Real Madrid.

Cristiano Ronaldo har udviklet sig fra at være et kæmpe talent til en spiller af absolut verdensklasse – for klubhold, men i den grad også for Portugal. Til VM2014 sikrede han nærmest egenhændigt Portugals kvalifikation, da han med et hattrick mod Sverige, skaffede Portugal en plads ved VM på bekostning af vores gulblusede naboer. Kampene mod Sverige illustrerede meget godt, hvorfor Portugal ikke aldrig skal afskrives, til trods for at deres generelle spillermateriale ikke er af samme kvalitet som slutrundens favoritter. I Cristiano Ronaldo har Portugal nemlig et våben, som i den grad er i stand til at afgøre en kamp på egen hånd. Han er på ingen måde typen, der tager kontrol over kampene, men han afgør dem gang på gang.

Ronaldo har længe været en profil på det portugisiske landshold, som han nåede EM-finalen med i 2004. Portugal, der også var værtsnation, tabte dog knebent til Grækenland, og en ung Cristiano Ronaldo blev med tårerne trillende ned af kinderne et symbol på nationens skuffelse.

Skuffelsen var dog glemt til EM2016, hvor Portugal endte som vinder med talismanden - Ronaldo. I kvalifikationen lavede han fem mål og var helt kampafgørende flere gange. Blandt andet i semifinalen mod Wales, hvor han blev den første spiller nogensinde til at komme i den tredje EM-semifinale. Her blev han både målscorer og oplægger, men finalen blev ødelagt efter et sammenstød med Dimitri Payet. Portugal vandt som bekendt EM2016 efter et mål i den forlængede spilletid af Eder, og dermed kunne anfører Ronaldo løfte pokalen. Ronaldo var på Europas top, men det kunne have set helt anderledes ud. Ronaldo har tidligere fortalt denne pudsige historie:

- Jeg vil gerne takke min ven Albert Fantrau for min succes. Vi spillede sammen i en ungdomsklub, og da repræsentanterne fra Sporting Lissabon ankom, sagde de, at den, der scorede flest mål ville få en plads på deres akademi. Vi vandt kampen 3-0. Jeg scorede det første mål og Albert scorede det andet. Det tredje mål efterlod alle måbende. Albert var alene med målmanden, og jeg løb ved siden af ham. Han rundede målmanden og skulle bare sparke bolden ind i det tomme bur. Men han afleverede bolden til mig, og jeg scorede. Jeg kom ind på akademiet, og efter kampen spurgte jeg ham, hvorfor han havde afleveret bolden, hvortil han svarede: Du er bedre end mig…

Albert har senere bekræftet over for journalister, at historien er sand, og fortalte også, at hans fodboldkarriere aldrig var blevet til noget, og at han nu var arbejdsløs. Journalisterne spurgte manden, hvor det store hus og hans flotte bil kom fra, hvortil Albert smilede og svarede:

- Det er fra Cristiano…

Cristiano – ham de klapper af i Torino, og som de også kommer til at klappe af i fremtiden, men den femdobbelte Ballor d'Or-vinder skiftede for omkring 700 millioner kroner, selvom han blevet 33 år. Juventus har dog stolte traditioner med spillere i karrierens efterår.

Så da Ronaldo satte fødderne på den italienske jord i Caselle-lufthavnen – stort set samtidig med at VM-finalen startede - fik det Tuttosport til at kalde det en ”Ekstra Terrestrial”, om den overjordiske person, der havde betrådt italiensk jord – efter han havde vundet Champions League fire gange med Real Madrid – men hvorfor dette klubskifte?

- Jeg ønsker at skabe historie med Juventus. Normalt tager spillere på min alder til Qatar og Kina… med al respekt for det, så minder dette ikke meget om det, så jeg er meget taknemlig over, at Juventus har givet mig denne mulighed.

Men det er ikke hvem som helst, der kommer til Juventus. Hele 450 mål har han scoret siden 2009/10, hvilket blot er fire mindre end alle de nuværende Juventus-angribere tilsammen. Disse angribere kommer i fremtiden til at stå i skyggen af Ronaldo, selvom der er tale om spillere som Gonzalo Higuaín, Mario Mandžukić, Paulo Dybala og Douglas Costa.

Indenfor de første 24 timer efter klubskiftet havde Juventus solgt 520.000 spilletrøjer med Ronaldo – på ryggen! Disse koster ca. 100 Euro pr. styk, så det første døgn blev der solgt Ronaldo-trøjer for over 400.000.000 kroner, og allerede indenfor den første uge havde Juventus omsat på trøjesalg, hvad der svarede til Ronaldos købssum. På samme tid havde ”Den Gamle Dame” fået over en million flere Twitter-followers.

Så Juventus har hentet en af verdens største ”Showman”, men også en af de dyreste. Ugelønnen til Ronaldo lyder på 4.500.000 kroner de næste fire år, men er han det værd taget alderen i betragtning?

I forbindelse med skiftet fik Ronaldo lavet en kropsanalyse, der viste, at han fysisk ikke er 33 år - men 22 år. Desuden satte han til VM2018 rekorden for højste hastighed i sprint. Derudover er han en ualmindelig erfaren spiller, som kommer til Juventus og napper ”7-tallet” fra Juan Cuadrado.

Ronaldo var faktisk tæt på tidligere i karrieren at få en Juventus-trøje over hovedet. I 2002 forsøgte Torino-klubben at lave en byttehandel med Sporting Lissabon. Ronaldo skulle til Juventus, men handlen gik i vasken, da Marcelo Salas ikke ønskede at tage turen til Portugal.

16 år senere kom klubskiftet for den 33-årige Ronaldo, der var formstærk op til skiftet. Fra slutningen af januar og indtil midten af maj lavede han 28 mål – blandt andet mål imod Atlético Madrid og Barcelona i Spanien, men også et hattrick imod Spanien til VM, et imod PSG og et imod netop Juventus. Derudover lavede han et unikt saksesparksmål imod Gianluigi Buffon, hvilket gav stående ovationer i Torino – sikkert ikke de sidste…

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Derfor glæder Indkast sig til ny sæson
Redaktionen har samlet nogle indtryk… og stillet nogle spørgsmål.
- Leverer Niko Kovac i Bayern München?


- Vender Morten "Duncan" Rasmussen tilbage til Superligaen?


- Får vi en afgørende Thomas Delaney at se i Dortmund?


- Hvor længe kan FCK holde på Viktor Fischer?


- Kan Vejle finde sig til rette i Superligaen efter mange års fravær?


- Ny Arsenal-æra… kan Unai Emery efterfølge Arsène Wenger?


- Kan de oprustende Milano-hold true Juventus i Serie A?


- Ryan Sessognon i Premier League – bliver han i Fulham?


- Buffon i Paris. Var det nogle år for sent?


- Får Brøndby deres guld?


- Løfter Gareth Bale sit niveau, når CR7 ikke længere er i Madrid?


- Pierre-Emerick Aubameyang scorede 10 mål i 13 Premier League-kampe i sidste sæson. Kan han gøre noget, der minder om dette?


- Riyad Mahrez i Manchester City… på den offensive midtbane råder Pep Guardiola i forvejen over Bernando Silva, Kevin De Bruyne, David Silva, Leroy Sane og Raheem Sterling. Hvem bliver ”Sorte Per”?


- Everton har hentet den meget spændende Richarlison. Bliver han endnu bedre efter skiftet væk fra Watford?


- Frank Lampard som manager i Derby og Steven Gerrard i Glasgow Rangers. Har de managerpotentiale?


- Real Madrid-fansene har ventet flere år på, at Vinicius Junior kom til Madrid – hvad kan han egentligt?


- Mikkel Qvist og de lange indkast. Får Horsens' meterkaster annulleret et mål, fordi han kaster kuglen direkte i nettet?


- Gamle Ronaldo hos ”Den gamle Dame”. Kun to spillere har scoret over 30 mål i de sidste 59 Serie A-sæsoner. Ronaldo har gjort det seks ud af de otte sæsoner i Real Madrid. Kan han gøre det igen?


- Der kommer et nyt ”White Hart Lane”. Er det derfor, at Tottenham er så stille på transfermarkedet?


- Bliver det sæsonen, hvor PSG slår igennem i Champions League?


- Hvem skal Real Madrid købe som afløser for Ronaldo? Bliver det Hazard, Mbappé eller Neymar? Eller skal den nuværende trup udfylde hullet?


- Philippe Coutinho i Barcelona. Får brasilianeren Barca-fansene til at glemme Iniesta for en stund?


- Hvordan klarer den blot 22-årige Thomas Lemar sig i galehuset Atlético Madrid?


- Naby Keita har fået nr. 8 i Liverpool. Kommer han til at minde om Steven Gerrard?


- Har Alisson virkelig kvaliteterne til at være verdens dyreste målmand. Han kostede Liverpool dobbelt så meget, som Manchester City i sidste sæson betalte for Ederson, som på daværende tidspunkt var verdens dyreste målmand. Er han pengene værd?


- Er der fire mestre blandt disse seks: Bayern München, FCK, PSG, Manchester City, Juventus og Barcelona?
Læs hele lederen
Özil og Erdogan – mere end et billede
Mesut Özil er blevet genstand for hidsig debat efter landsholdsstop og beskyldninger om racisme efter et meget omtalt billede fra et hotel i London.
Kort efter VM i Rusland meddelte Mesut Özil, at han stoppede på det tyske landshold, og samtidigt kom den elegante playmaker med nogle hårde statements:

- Bernd Holzhauer (tysk politiker, red.) kaldte mig en gedeknepper og Werner Steer (teaterchef, red.) bad mig pisse hjem til Anatolien. Jeg vil slet ikke komme ind på de mange hademails, truende telefonopkald og alt det, der er skrevet på de sociale medier. Det er med et tungt hjerte og efter stor overvejelse, at jeg ikke længere vil spille for Tyskland. På grund af de seneste begivenheder har jeg en følelse af at opleve racisme og stor mangel på respekt.

Samtidigt slog Özil fast, at overstående udmeldinger ikke var et hak bedre end den tyske fan, der efter kampen mod Sverige råbte:

”Özil, pis af, din skide tyrkerso!'

Derudover skulle Arsenal-spilleren efter sit tyske exit have oplevet, at der kom flere hårde udtalelser, og det fik Özil til at slå fast:

- Jeg er immigrant, når vi taber, og tysker, når vi vinder.

For at komme dybere ned i balladen omkring Özil er der to meget afgørende elementer. For det første valgte han at mødes med den meget udskældte tyrkiske præsident Erdogan midt i dennes meget kritisable valgkamp. Dette var torskedumt af Özil og blev næsten synonymet med den historisk ringe VM-slutrunde af de regerende verdensmestre, der sluttede sidst i deres gruppe efter Sydkorea, Sverige og Mexico. Netop billedet med Erdogan rammer ned i det andet vigtige for at forstå situationen.

Fornyelig udsendte Özil sin selvbiografi, som pudsigt nok hedder ”I Skudlinjen”, og i denne beretter han åbenhjertigt om, hvordan det er at opvokse i et tyrkisk hjem i Tyskland, om hvordan han stort set kun talte tysk i de få timer, hvor det var på skemaet i skolen, og hvordan han har to hjerter: et tysk og et tyrkisk. Samlet set giver bogen og beretningen et klart billede af mislykket integration i Tyskland. Efter billedet med Erdogan har det i Tyskland fået Özil til at blive et offer for mange racistiske – og helt latterlige - kommentarer, som den Bayern München-præsident Uli Hoeness kom med:

– Mesut Özil spiller som lort. Han vandt sidst en nærkamp før VM i 2014, og han har kun strålet mod San Marino – godt han stopper på landsholdet. Der er endnu ingen, der har fået den idé at spørge til det sportslige, og nu kan han gemme sig bekvemt bag den Erdogan-historie. Det er noget svineri. Han har jo spillet elendigt i flere år.


Bedre med Michael end Mesut
Udmeldingen fra Uli Hoeness kom kort tid efter, at han har afsonet 21 måneder af en dom for skattesvindel, og efter Özil havde spillet 92 landskampe for Tyskland siden debuten i 2010. Men angriberen med de tyrkiske rødder har også mødt opbakning i forhold til sit stop på landsholdet og beskyldningerne om racisme. I den føromtalte selvbiografi fortæller Özil blandt andet om, hvordan det ville have været lettere at være fodboldspiller i Tyskland, hvis han i stedet for Mesut havde heddet Michael. Om dette har Tysklands socialdemokratiske justitsminister, Katarina Barley, skrevet på Twitter:

- Det er alarmerende, når en stor tysk fodboldspiller som Mesut Özil ikke længere føler sig ønsket i sit land og ikke føler sig respekteret af det tyske fodboldforbund på grund af racisme.

Özil var meget i tvivl om, hvorvidt han skulle vælge at spille på det tyrkiske eller det tyske landshold, men kort tid efter han havde scoret et ret afgørende mål for Tyskland imod netop Tyrkiet, kom forbundskansler Angela Merkel i omklædningsrummet og lykkeønskede en halvnøgen Özil. Efter landsholdsexiten takkede Merkel for indsatsen på landsholdet og gav opbakning til Özil - ligesom der ikke så overraskende var fra Erdogan:

- En sådan racistisk behandling af en ung mand, som har givet alt til det tyske landshold, på grund af hans religiøse overbevisning er uacceptabel ... hans erklæring er fuldstændig patriotisk, jeg kysser hans øjne.


"Imam Beckenbauer”
Nu er Erdogan jo også en stor del af denne historie, eftersom han inviterede Özil til at besøge ham på et hotelværelse i London, hvor det berømte billede blev taget, men historien har i den grad også historisk karakter.

Igennem mange år har der været et betændt forhold imellem Tyrkiet/Tyskland, og Özil er blevet brugt som en brik i dette fjendskab. I 2010 sagde Merkel, at Özil var et eksempel på, at ”Islam hører til Tyskland", og seks år senere – og langt værre – valgte det tyske parlament, Forbundsdagen, at vedtage en erklæring om at kalde fordrivelsen af armeniere, der i 1915 kostede over 1 million mennesker livet, et folkemord.

Erdogan er internationalt blevet kritiseret for sit afslappede forhold til menneskerettigheder, demokrati, ytringsfrihed samt voldsomme fængsling af enkelte erhverv i Tyrkiet. Den tyske kritik af Erdogans fremgangsmåde fik ham til at hævde:

- Forholdene i Tyrkiet er ikke anderledes, end nazisternes var.

Pudsigt nok var Erdogan i begyndelsen af 1970'erne selv en solid Istanbul-angriber med kælenavnet ”Imam Beckenbauer” efter den legendariske tysker - Franz Beckenbauer. Udover dette sammenfald står UEFA overfor at skulle afgøre, hvor EM-slutrunden 2024 skal afvikles, og igen lidt pudsigt er de to kandidater - Tyskland og Tyrkiet, hvilket falder samtidigt med, at det europæiske fodboldforbund igennem noget tid har arbejdet lidt med sloganet ”No to Racism”. Så denne sag har rigtig mange vinkler.

Men har Özil været udsat for racisme – og i givet fald – hvor meget? Viceformand i det tyske parlament for partiet ”De Grønne” Claudia Roth sagde på radiostationen Deutschlandsfunk:

- Vi oplever en hård tid i vores land med racisme, antisemitisme og sexisme i samfundet. Det største sportsforbund i verden må vise ansigt og reagere på stemningen i landet ved at tage ansvar.

Det kommer UEFA eller FIFA næppe til, hvilket skyldes, at Ergogans vanvittige reaktion efter det mislykkede kupforsøg imod præsidenten for et par år siden samt at Özil var meget hidsig i retorikken, da han kritiserede den tyske forbundspræsident – Reinhard Grindel. Men Özil har startet en europæisk debat, der blandt andet fik Romelu Lukaku til tasterne.

- Når tingene går godt på det belgiske landshold, bliver jeg beskrevet i medierne som belgiske Romelu Lukaku. Når tingene ikke går så godt, bliver jeg beskrevet som Romelu Lukaku – angriberen med rødder i Congo, skrev Lukaku på Twitter, hvor holdkammeraten Hector Bellerin også kom med en bredside:

- Det er helt urealistisk, hvor meget han har gjort for sit land, og så bliver han behandlet med så lidt respekt. Godt at du står op imod denne behandling.

Siden ankomsten til Premier League i 2013 har ingen spillere lavet flere assists eller skabt flere chancer end Özil, og trods dette har han ikke virket til at være særlig glad for England og London.

Således benytter han enhver lejlighed til at komme til Istanbul, hvor kæresten – Amine Guise – bor. Så der er tale om en tysker, der levet luksuslivet i London og som ikke vil spille på landsholdet mere efter en historisk ringe VM-slutrunde. Tredjegenerations indvandreren fra Gelsenkirchen har været udsat for racisme, efter han blev fotograferet med en præsident, der blæser på basale menneskerettigheder. Ja – historien er meget kompleks og kommer samtidig med, at sommerens politiske gyserduel i Tyskland har stået imellem kansler Merkel og hendes indenrigsminister Horst Seehofer.

Duellen har handlet om muligheden for at afvise asylansøgere ved grænsen og det gør sammen med meget mere, at der er tale om langt mere end blot et billede.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittig aktion af Rooney i MLS Teaser: Premier League er tilbage! Artikel ikon VM-abstinenser? Se alle 48 mål her Artikel ikon Džeko: Mine bedste mål i CL Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Selv Messi ville ikke kunne stoppe det Det dyreste indkøbte PL-hold Artikel ikon Fra VM til GPS-stemme Artikel ikon Tidligere Barça-stjerne står uden klub Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest afleveringer i PL-åbning Top 20: Længstsiddende PL-managere Artikel ikon Top 10: Sommerens dyreste PL-indkøb Artikel ikon Top 15: Største FC Nordsjælland-handler Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Chelsea-managere siden 2004 Hvordan klarer PL-oprykkere sig? Artikel ikon De sidste ti VM-finaler Artikel ikon VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Juventus vil forlænge nu! Medie: PL-keeper til Napoli Artikel ikon Officielt: Bundesliga-forsvarer til PSG Artikel ikon Medie: Italiensk oprykker handler i Kina Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Hvem bliver topscorer? Agüero jagter Rush & co. Artikel ikon Otte PL-debutanter - i målet Artikel ikon Emerys hullede defensiv Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Chelsea - Arsenal Optakt: Frankrig - Kroatien Artikel ikon Optakt: Kroatien - England Artikel ikon Optakt: Frankrig - Belgien Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Real – Atlético Startopstillinger: Randers - AGF Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - Man. City Artikel ikon Startopstillinger: FCK - Brøndby Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Atlético vinder Madrid-derby i Super Cup Esbjerg slog tandløse SønderjyskE Artikel ikon Ter Stegen tog straffe i Barça-triumf Artikel ikon Bayern tog Super Cup'en i suveræn stil Artikel ikon Se flere