Skabelse af et mesterværk

Af Torsten Brix

2014-09-15
Skabelse af et mesterværk

Indkast.dk har fået lov til at bringe et kapitel fra den unikke Champions League-bog "Mesterværket". Her følger historien om "Skabelsen af et mesterværk"...

1955-1975
Hanot, La Saeta Rubia, Il Mago, Pythagoras og Kaiser Franz



Notorisk har england og Frankrig altid kæmpet om Europas herredømme. Geopolitisk kom det især til udtryk under Napoleonskrigene, men selv efter kejserens fald oven på Slaget ved Waterloo i 1815 blev fjendskabet holdt nidkært ved lige, nu mere på de sproglige og kulturelle arenaer.

Trods det nedarvede modsætningsforhold formåede parterne aldrig at ud- vikle nogen rivalisering inden for fodbold, for her var englænderne et stort skridt foran franskmændene, der gik mindst lige så meget op i idrætsgrene som boksning, motorløb og frem for alt cykling.

Alligevel var det i Frankrig, at idéen om en turnering for kontinentets stærkeste fodboldhold blev undfanget – selvfølgelig som svar på en plump provokation fra den anden side af kanalen. Tirsdag den 14. december 1954 stod der således at læse på forsiden af Daily Mail:

»Hail, Wolves, Champions of the world now!«

Baggrunden for udbruddet var, at de engelske mestre fra Wolverhampton Wanderers inden for kort tid besejrede Spartak Moskva og dernæst de stærke ungarere fra Honvéd Budapest, som i rækkerne talte otte spillere, heriblandt selveste Ferenc Puskás, der mindre end et halvt år forinden havde tabt VM- finalen til Vesttyskland.

I den franske sportsavis, L‘Équipes lokaler på Rue du Faubourg-Montmartre i Paris var man ved at eksplodere af forargelse over den engelske selvfedme, og chefredaktør Gabriel Hanot satte sig omgående bag skrivemaskinen:

»Inden vi erklærer Wolverhampton for uovervindelige, så lad dem lige rejse til Moskva og Budapest og prøve kræfter dér. Der findes andre klubber af international standard – Real Madrid og AC Milan – for bare at nævne to. Uanset hvad, så er tanken om et verdensmesterskab for klubhold, eller i det mindste et europæisk, så besnærende, at den burde realiseres. Lad os gribe muligheden,« skrev Hanot i sin leder.

På L‘Équipe var man ikke indstillet på bare at pege fingre ad de udannede englændere. Allerede dagen efter kom bladets fodboldredaktør, Jacques de Ryswick, med et detaljeret udkast til, hvordan en fælleseuropæisk turnering kunne arrangeres. Ifølge ham skulle 12 til 14 topklubber fra lige så mange lande inviteres til at deltage i en årlig knockout-turnering med midtugekampe ude og hjemme. For at stimulere almenvellets interesse skulle der knyttes bånd til internationale sponsorer og den nystiftede samarbejdsorganisation inden for radio og tv, European Broadcasting Union.

I januar 1955 var L‘Équipe klar med sin endelige plan for, hvordan turneringen konkret skulle udformes. Sportsmagasinet havde ikke selv ressourcerne til at stå som enearrangør, og derfor drog Gabriel Hanot og hans assistent, Jacques Ferran, til FIFAs hovedkvarter i Zürich for at få verdensfodboldforbundet til at adoptere deres plan.

Den belgiske præsident, Rodolphe William Seeldrayers, afviste dog delegationens planer i og med, at FIFA ifølge sine statutter kun var sat i verden for at arrangere landskampe. Derfor måtte Hanot og Ferran sætte sig i et fly med retning mod Wien, hvor det europæiske fodboldforbund, UEFA, som var blevet oprettet året forinden, holdt sin første kongres.

Dagsordnen her var først og fremmest at etablere et europamesterskab for nationalmandskaberne – Nations' Cup – men alligevel fik journalisterne foretræde for UEFA's danske præsident, Ebbe Schwartz.

Han syntes umiddelbart godt om idéen, men understregede straks, at en europæisk klubturnering slet ikke lå under hans ressort.

»UEFA har ingen officiel holdning til arrangementet. Det er alene op til de nationale fodboldforbund at give deres klubber lov til at deltage,« forklarede Ebbe Schwartz.

Således opmuntret drog L‘Équipes udsendinge hjem til redaktionen i Paris. Det skete med visheden om, at de nu skulle på charmeoffensiv over for kontinentets klubber. Ydermere var de i kapløb med tiden, idet to konkurrerende idéer samtidigt blev diskuteret i fodboldens allerøverste kredse, blandt andet relanceringen af den populære Mitropa Cup, der blev spillet frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig mellem en række centraleuropæiske klubber.

Efter at have modtaget indbydelser fra L‘Équipe valfartede repræsentanter fra 15 af de største hold i Europa, heriblandt Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu, og Ungarns sportsminister, Gusztáv Sebes, der desuden var træner for Honvéd Budapest, i begyndelsen af april 1955 til Ambassador Hotel i Paris, hvor de i de følgende to dage planlagde, hvorledes turneringen skulle søsættes.

Én måned senere fik de foretagsomme franskmænd det blå stempel af FIFA's eksekutivkomité med de udtrykkelige forbehold, at de deltagende klubber skulle have tilladelse af de nationale forbund, og at UEFA blev ansvarlig for arrangementet, der skulle omfatte alle de medlemslande, som var villige til at stille med deres mesterhold.

Det sidste krav blev man nødt til at slække på, for ganske som ventet frarådede den stokkonservative formand for den engelske ligaforening, Alan Hardaker, de nykårede mestre fra Chelsea at give sit bidrag til det nymodens cirkus med den begrundelse, at turneringen var at regne som en konkurrent til den hjemlige 1. division.

Dermed lå Hardaker helt i vatter med den britiske regerings protektionistiske linje. For samtidig med hans afvisning af at levere et engelsk mandskab til L‘Équipes stævne, vendte udenrigsminister Harold Macmillans tommefingeren ned ad i spørgsmålet om at søge om optagelse i forløberen for EU – Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ...

Også andre nationale mesterhold valgte at holde sig væk, hvorfor den indledende udgave af Coupe des Clubs Champions Européens kom til at bestå af 16 mandskaber, hvoraf halvdelen var blevet inviteret.

Ikke desto mindre var det fuldt forsvarligt at gennemføre arrangementet, og knap ni måneder efter, at en flok iltre franskmænd havde fostret den banebrydende idé, tog Sporting Clube de Portugal og Partizan Beograd søndag den 4. september 1955 hul på den første dyst i Mesterholdenes Europa Cup.


Real Madrid CF – 1956, 1957, 1958, 1959 og 1960
Var der en mand i europæisk fodbold, der stod respekt om i begyndelsen af 1950'erne, så var det Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu Yeste.

14 år gammel blev han medlem af klubben, som han gennem resten af sin levetid viede hele sin opmærksomhed. I 1912 var han med til at opføre madrilenernes første hjemmebane, Campo de O'Donnell, siden var han anfører for førsteholdet, inden han efter Den Spanske Borgerkrig, hvor han kæmpede aktivt på Franco-fascisternes side, var med i genrejsningen af Real Madrid.

Det var ingen nem opgave, for klubben havde lidt grim overlast, og udover at være på randen af konkurs gled den ned i hierarkiet efter Barcelona, Bilbao og ikke mindst bysbørnene fra Atlético, der for at vise tilknytningen til flyve- våbnet blev tilføjet efternavnet Aviación.

Takket være sit energiske arbejde lykkedes det Santiago Bernabéu, som blev udnævnt til klubpræsident i 1943, at få Real Madrid på ret kurs igen. Dette skyldtes ikke mindst hans talent for at tilknytte de rette folk, herunder især administratoren Raimundo Saporta, der var en sand mester i at lefle for Francos kumpaner.

Det betød, at madrilenerne blev tildelt særlige privilegier såsom gunstige bankkreditter og også kommunal jord til at opføre sit enorme træningskompleks, Ciudad Deportiva.

Ligeledes var det en slet skjult hemmelighed, at statslige lastbiler i nattens mulm og mørke læssede materialer af i Chamartín, hvor Santiago Bernabéu opførte Europas største stadion, i stedet for at fortsætte til deres officielle destination – lufthavnen i Barajas.

Konsekvensen blev, at konkurrenterne snart udstyrede Real Madrid med tilnavnet El equipo del régimen – Regimets Hold – og dét var bestemt ikke hverken ironisk eller venligt ment ...

Trods hjælpen fra falangisterne kunne Real Madrid ikke omsætte fordelene til grønsværen, hvor de andre mandskaber fortsat var stærkere. I de første 14 sæsoner efter La Ligas genoplivning i 1939 lykkedes det sigende nok ikke hovedstadsholdet at vinde én eneste titel.

Det frustrerede Santiago Bernabéu, der tænderskærende måtte acceptere, at ærkerivalerne fra CF Barcelona tog sig af fem mesterskaber i perioden og samtidig havde turneringens største profil i den eksilerede ungarer, Ladislao Kubala.

I maj 1953 forværredes situationen dramatisk, da CF Barcelona annonce- rede, at klubben havde lavet aftale med den bedste spiller i Sydamerika, argentineren Alfredo Di Stéfano, der var delvist ejet af River Plate og den colombianske klub, Los Millonarios.

Med ham og Kubala på holdet lå det i kortene, at catalonierne ville blive næsten uovervindelige, og derfor gik madrilenerne straks i gang med at iværksætte deres modtræk. Ved kynisk at spille på den kendsgerning, at de to syd- amerikanske klubber var dybt splittede i spørgsmålet om, hvem der egentlig havde råderetten over angriberen, lykkedes det Raimundo Saporta at inddrage både FIFA og den spanske sportsminister, general José Moscardó, i affæren.

Det udviklede sig til en prekær sag mellem de to storklubber, og det mun- dede ud i et mærkværdigt dekret om, at Alfredo Di Stéfano i de næste fire sæsoner skulle optræde skiftevis for Real Madrid og CF Barcelona, mens klubberne så undervejs måtte forhandle om, hvem af dem, der siden skulle overtage ham.

Barça-præsident Martí Carreto skrev nødtvungent under på aftalen, men efterfølgende for fansene og bestyrelsen i flint, og så måtte Carreto forlade sit embede, mens kontrakten med argentineren blev revet midtover.

I stedet præsenterede Santiago Bernabéu i slutningen af september 1953 den 27-årige Alfredo Di Stéfano som Real Madrids nye centerforward. Han havde så viselig påført klubben enorme administrative strabadser og i tilgift en eksorbitant udgift på 5,5 millioner pesetas.

Men det skulle snart vise sig, at han var det hele værd ...
Med La Saeta Rubia – Den Blonde Pil – på holdet indledtes en ny æra i Real Madrid. Allerede i hans debutsæson vandt klubben sit første spanske mesterskab siden 1933, og oveni blev Alfredo Di Stéfano ligatopscorer med 27 fuldtræffere.

Årets efter genvandt madrilenerne titlen, og dermed kvalificerede de sig til den nymodens Europa Cup-turnering for Mesterhold, som Santiago Bernabéu havde været én af de varmeste tilhængere af.

Ganske vist krævede det gode overtalelsesevner hos Raimundo Saporta at overbevise landets fascistiske ledere om, at det rent faktisk var god propaganda for Spanien, at Real Madrid stillede op imod – og besejrede – hold fra lande bag Jerntæppet, for var der noget, som Francisco Franco absolut ikke brød sig om, var det bolsjevismen.

Det kom til udtryk under Anden Verdenskrig, da Spanien trods sin erklærede neutralitet leverede et specialkorps – kaldet División Azul – til nazisternes felttog på Østfronten. Også på den sportslige scene var falangisterne kede af at pleje samkvem med de kommunistiske stater, og det betød blandt andet, at Spanien boykottede kvalifikationskampene til den første EM-slutrunde i 1960.

I første runde af Europa Cuppen var der garanti for, at Real Madrid ikke skulle møde et østeuropæisk hold, da modstanderne – for første og eneste gang i turneringens historie – blev bestemt på forhånd af L‘Équipes redaktion.

Det betød, at Real Madrids indledende kamp på kontinentet kom til at foregå torsdag den 8. september 1955 i Genève mod de schweiziske mestre fra Servette.

Første halvleg endte uafgjort 0-0 efter en tarvelig indsats, og i pausen var der helt stille i omklædningsrummet, idet ingen turde forstyrre Di Stéfano, som var i skidt humør. Med ét gik døren op, og ind kom den 17-årige prins Juan Carlos, der stu- derede i Schweiz. Han gik straks hen til Alfredo Di Stéfano, der som den eneste var blevet siddende på sin plads.

Efter at have forsøgt sig med et par høflighedsfraser for at bryde isen greb Juan Carlos stjernens hånd, hvorpå han med slet skjult henvisning til, at den royale familie havde levet i tvunget eksil siden 1931, udbrød:

»Gutter. Nu er det ham her, der er konge!«

Helt løgn var det vel ikke, og i anden halvleg leverede Alfredo Di Stéfano og hans kammerater varen, så der til sidst stod der 0-2 på Stade des Charmilles' antikverede måltavle efter scoringer af Miguel Munõz og Héctor Rial.

Siden blev også Partitizan Beograd og AC Milan besejret, inden Real Madrid den 13. juni 1956 blev kåret som den første vinder af Europa Cuppen for Mesterhold efter 4-3-sejren i Paris over Stade de Reims.

Udover at score Real Madrids første mål i finalen var Alfredo Di Stéfano som sædvanligt den store drivkraft i og med, at han fra sin position som centerforward lod sig falde tilbage i banen for at styre opspillet. Det blev bemærket af France Soirs referent, der slet og ret skrev:

»Hovedmanden bag Madrids triumf var Di Stéfano. Han skilte modstandernes defensiv fuldstændigt ad ...«

I den følgende sæsoner blev Raymond Kopa hentet til fra netop Stade de Reims. I forvejen havde Real Madrid et stærkt mandskab med folk som Héctor Rial og Francisco Gento til at fodre Alfredo Di Stéfano, men med Kopa blev spillet mere målrettet, og madrilenerne vandt da også de følgende to mesterholdsfinaler over henholdsvis Fiorentina og AC Milan.

I august 1958 blev holdet om muligt endnu mere giftigt, da én af de fore- gående ti års største profiler blev præsenteret som Alfredo Di Stéfanos nye angrebsmakker. De fleste iagttagere var enige om, at Ferenc Puskás' bedste tid lå bag ham, for ungareren var netop fyldt 31 år, og hans mave bugnede så voldsomt, at Real Madrids træner, Luís Carniglia, bekymret spurgte Santiago Bernabéu, hvad han i grunden skulle stille op med den korpulente frontløber.

»Det ved jeg da ikke. Det er dit job at gøre ham i stand!« brummede præsidenten.

Næsten to år forinden var Ferenc Puskás sammen med Sándor Kocsis, Zoltán Czibor, der begge siden kom til Barcelona, hoppet af under Honvéds verdensturné, som foregik under den ungarske opstand. Det var naturligvis et enormt prestigetab for de socialistiske diktaturstater ikke mindst fordi Ferenc Puskás havde rang af major – og i samlet flok pressede de UEFA til at udelukke ham fra at spille fodbold i Europa.

Ikke desto mindre forsøgte den venstrebenede angriber at finde en ny arbejdsgiver i først Bologna og siden Manchester United. Uheldigvis kunne Ferenc Puskás ikke ét ord engelsk, og desuden var de britiske regler for brugen af udlændinge så stramme, at parterne måtte gå hver til sit.

Det var et held for Real Madrid, for her havde man altid haft et godt øje til den trinde ungarer, og efter at Raimundo Saporta nok engang demonstrerede sit talent for at forhandle, indvilligede UEFA i at ophæve karantænen.

Da Ferenc Puskás først havde smidt nogle kilo, udviklede han en blændende forståelse med Alfredo Di Stéfano, der ikke følte sin position truet af den madglade ungarers tilstedeværelse.

Trods sin hurtige tilpasning og det faktum, at han scorede det afgørende mål i semifinalen mod bysbørnene fra Atlético, blev Ferenc Puskás ofret i finalen i 1959, som igen bød på et møde med Stade de Reims.

Det var tilsyneladende en klog beslutning, for Real Madrid vandt med 2-0. Alligevel blev Luís Carniglia fyret efterfølgende, dels for at holde Santiago Bernabéus erklærede yndling ude af holdet, og dels fordi Barcelona vandt den spanske mesterskabstitel.
I stedet blev den gamle anfører, Miguel Muñoz, udnævnt til træner for Real Madrid fra den kommende sæson, og så var Puskás eller Cañoncito Pum – Den Lille Kanon, bang! – sikker mand på holdkortet.

Ferenc Puskás takkede for tilliden ved både at blive topscorer i ligaen og i Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til 12 fuldtræffere.

Fire af disse sparkede han ind for øjnene af godt 127.000 tilskuere på Hampden Park i Glasgow, da Real Madrid den 18. maj 1960 vandt turneringen for femte gang i træk.

Puskás' angrebsmakker, Alfredo Di Stéfano, scorede de øvrige tre mål i 7-3- sejren over Eintracht Frankfurt i en finale, der indiskutabelt må karakteriseres som historiens bedste.
Så hæsblæsende var den, at det tog The Guardians Richard Williams adskillige år at bearbejde sine indtryk:

»Fonteyn og Nureyev. Bob Dylan i Albert Hall. Premieren på The Rite of Spring. Laurence Olivier på toppen af karrieren. The Armory Show og Sydneys operahus i ét. Dén kamp havde simpelthen alt ...«

Efter så fornem en bedrift kunne det næsten kun gå ned ad bakke for Real Madrid, og det gjorde det også. Ikke på den hjemlige scene, for her vandt klubben mesterskabet i otte ud af de ni følgende sæsoner, men på kontinentet var konkurrenterne blevet stærkere, mens flere af Real Madrids profiler havde nået deres zenit.

Én af dem var kulturbæreren Alfredo Di Stéfano, der om nogen var eksponent for den ægte Madridismo, hvilket kort fortalt er et udtryk for symbiosen mellem effektivitet og stil tilsat stoltheden over at bære den hvide trøje.

Det fik den senere anfører, Amancio Amaro, som debuterede for Real Madrid i Ghana på klubbens sommerturné i 1962, at føle. Da han løb på banen, opdagede han, at der ikke var noget emblem på hans trøje, hvilket han fortalte Alfredo Di Stéfano. Fra ham faldt svaret prompte:

»Du skal svede i den først, knægt ...«

At Di Stéfano vidste, hvad han talte om, understreges af, at han vandt fem mesterholdspokaler og otte spanske ligatitler med Real Madrid, ligesom han blev ligatopscorer fem gange. Alligevel erfarede Alfredo Di Stéfano som så mange andre før ham, at det sidste spark ikke er ét, man giver, men ét man får.

Efter at Real Madrid tabte mesterholdsfinalen til Inter i 1964, ville han gerne fortsætte et par sæsoner endnu, men Santiago Bernabéu var afvisende over for ønsket, og han tilbød i stedet den næsten 38-årige argentiner en rolle i klub- bens tekniske stab. Det afslog han, hvad der gjorde Bernabéu så rasende, at han på stedet erklærede, at Di Stéfano kunne glemme alt om at få job i Real Madrid, så længe præsidenten levede.

I stedet fortsatte angriberen til Español, hvor Ladislao Kubala var blevet træner. Her blev det kun til 11 scoringer, og mest af alt lignede Alfredo Di Stéfanos skifte et desperat ønske om at tjene en sidste skilling, hvad der blev understreget af den dybt alkoholiserede, men livskloge Kubala:

»Jeg beundrede ham på banen, men han gav aldrig nogensinde så meget som en øl ...«


SL Benfica – 1961 og 1962

Trods den formidable finalesejr i 1960 over Eintracht Frankfurt lå det i kor- tene, at Real Madrids totale dominans på kontinentet ikke ville vare evigt. Men at førsteudfordreren skulle komme fra den vestlige side af Den Iberiske Halvø kom nu bag på de fleste.

Om noget havde Portugal udviklet sig til Vesteuropas uland under den fascistiske økonomiprofessor, António de Oliveira Salazars styre, hvad der blandt andet betød, at hovedparten af befolkningen levede i den dybeste fattigdom, ligesom op imod en tredjedel hverken kunne læse eller skrive.

Selv om levevilkårene var utålelige for de fleste, så var interessen for fodbold enorm, og de to hovedstadsklubber, Benfica og Sporting, hørte med sikkerhed til blandt de mest velspillende i Europa.

Specielt Benfica var et spændende bekendtskab, hvilket primært skyldtes, at klubben blev finansielt understøttet af den stenrige Mauricio de Britos, der havde tjent sin formue ved at importere kaffe fra Angola. Det var dog ikke kun kaffebønner, som blev hentet op fra det afrikanske kontinent, for De Britos havde også en veludviklet sans for at slå en klo i gode fodboldspillere, hvad der betød, at folk som Mário Coluna, José Águas og Eusébio blev hentet til den portugisiske hovedstad.

Sidstnævnte var for ung til at spille nogen væsentlig rolle på Benficas mandskab, der under mestertaktikeren Béla Guttmann gik på jagt efter mesterholdstrofæet i efteråret 1960. Til gengæld stortrivedes en lang række andre fremragende profiler i Guttmanns kompromisløse angrebskollektiv, og på vejen mod finalen blev Hearts, Újpesti Dózsa, AGF og Rapid Wien udraderet efter tur. José Águas og José Augusto scorede henholdsvis ni og syv mål, hvad der fortalte alt om, hvor farlige folk, Guttmann rådede over.
Trods det sprudlende spil var Benfica ikke favorit i finalen på Wankdorf-stadion i Bern den 31. maj 1961. Det var CF Barcelona, som omsider indfriede omverdenens forventninger ved at kvalificere sig til sin første finale i turnerin- gen efter blandt andet at have elimineret de evige rivaler fra Real Madrid i to barske opgør i anden runde.

Selv om Barcelona stillede op med etablerede verdensstjerner som Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Zoltán Czibor havde holdet en decideret offday mod Benfica, symboliseret ved at portugisernes anden scoring i 3-2-sejren var et selvmål af målmandsmonumentet Antoni Ramallets.

Dén plet var svær at vaske af for CF Barcelona, og bedre blev det ikke af, at klubben kom til at vente i 13 år, inden den igen formåede at kvalificere sig til mesterholdsturneringen. Så længe varede det ikke for Benficas vedkommende, for takket være triumfen i Bern gik As Águias – Ørnene – fem måneder senere på vingerne for at indlede forsvaret af sølvtrofæet. Omsider havde det 19-årige stortalent, Eusébio, der indtil nu havde levet en forholdsvis beskyttet tilværelse i klubbens talentafdeling, vokset sig stor og stærk nok til at tage en fast plads på holdet.

Med ham blev Béla Guttmanns i forvejen skræmmende offensiv endnu mere uhyggelig, og det fik genfødte Real Madrid at føle i mesterholdsfinalen i Amsterdam, der på grund af det forestående VM i Chile var rykket helt frem til den 2. maj 1962. Her brillerede den fortsat knivskarpe Ferenc Puskás ved at score tre gange for spanierne, men alligevel måtte han efterfølgende erkende, at han blev overskygget af en purung mozambiquer ved navn Eusébio. Han stod for to af fuldtræfferne i én af historiens mest uforglemmelige mesterholdsfinaler, som Benfica endte med at vinde 5-3, hvorefter det var en realitet, at magtbalancen i europæisk fodbold definitivt var taget ud af hænderne på Real Madrid, der ellers havde spillet sig frem til seks af de hidtidige syv finaler i turneringen.

Desværre for Benfica blev triumfen i Amsterdam samtidig afslutningen på Béla Guttmanns virke i klubben. Den ungarske globetrotters livsindstilling var maksimalt at arbejde tre år det samme sted, og det lavede han heller ikke om på i Lissabon – specielt ikke efter at Mauricio de Britos konsekvent nægtede ham en lønforhøjelse ...

Set i bagklogskabens klare lys var det en bommert af rang, for selv om Benfica op gennem 1960'erne leverede adskillige store øjeblikke, så kom holdet til at undvære Guttmanns magiske touch, og dermed blev døren åbnet for andre af kontinentets slumrende giganter.


AC Milan – 1963 og FC Internazionale – 1964 og 1965

Efter mange års opslidende krig mod Østrig blev Italien i 1861 samlet under kongefamilien Savoia, der hørte hjemme i Piemonte-regionen. Selv om de fleste italienerne efterfølgende sang passioneret med på nationalhymnen Marcia Reale – Den Kongelige March – betød foreningen ikke, at de dermed kunne opfattes som én homogen befolkningsgruppe.

Dertil var forskellen mellem indbyggerne i det industrialiserede og rige nord og befolkningen i det fattige og underudviklede syd trods alt for stor. Også inden for fodbold udkrystalliseredes de demografiske forskelle, lige fra englænderne introducerede spillet i ti-året inden århundredeskiftet. Det skete i de nordlige regioner, hvor pengestærke iværksættere og store befolkningsgrupper udgjorde det nødvendige miks for at grundlægge nogle stærke fodboldklubber.

Helt fra det første mesterskab blev afviklet over en enkelt eftermiddag i 1898, kom de toneangivende hold fra Genova, Milano og Torino, og efter etableringen af Serie A i 1929 og 30 år frem dominerede de to store rivaler fra sidstnævnte by – Juventus og AC Torino – ved tilsammen at vinde halvdelen af ligatitlerne.
Succesen blev dog aldrig overført til den europæiske scene, hvilket for AC Torinos vedkommende hang sammen med, at alle spillerne på dét hold, som vandt Serie A fem sæsoner i træk, omkom ved et flystyrt i 1949.

Hvor tragisk det end var, så gav det plads til AC Milan, der ikke havde vundet mesterskabet i mere end 40 år. Takket være indflydelsen af de tre svenskere, Gunnar Nordahl, Nils Liedholm og Gunnar Gren, som alle kom til efter OL i London, triumferede I Rossoneri – De Røde og Sorte – fire gange i perioden, ligesom holdet på ulykkelig vis tabte Europa Cup-finalen for Mesterhold til Real Madrid i 1958.

Tre år senere udnævnte AC Milans præsident, Andrea Rizzoli, Nereo Rocco til ny cheftræner, og det var en god beslutning, for allerede i den defensivt tænkende triestiners første sæson vandt klubben Serie A.

Den 22. maj 1963 skrev Nereo Rocco sig ind i historiebøgerne, da han på Wembley i London førte AC Milan til tops i Europa Cuppen for Mesterhold efter en hårdt tilkæmpet sejr på 2-1 over Benfica.
Dermed blev AC Milan den første italienske repræsentant, der vandt Europa Cuppen for Mesterhold. Det vakte naturligvis udbredt glæde i det fodboldgale land, men selvklart var begejstringen til at overse hos den anden store Milano-klub, FC Internazionale, der kort forinden sikrede sig Serie A-titlen for første gang i ni år.
I spidsen for I Nerazzurra – De Sorte og Blå– stod den vidt berejste Helenio Herrera, som var cheftræner for CF Barcelona, der i både 1959 og 1960 vandt det spanske mesterskab.

Umiddelbart efter den sidste triumf blev han fyret, fordi catalonierne tabte til Real Madrid i Europa Cuppens semifinale, men at argentineren var afholdt af fansene illustreres af, at de efterfølgende bar ham i guldstol ned ad Barcelonas hovedstrøg, La Rambla.

Herreras popularitet skyldtes ikke kun, at Barça i Real Madrids guldalder formåede at vinde to ligatitler, men også at han samlede et mandskab, der om muligt var endnu mere attraktivt at se på end klubben fra hovedstaden.

Med Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Luís Suárez var stilen kompromis- løst offensiv, og i de to mesterskabssæsoner scorede holdet sammenlagt 182 mål.

Selv om Helenio Herrera hentede Suárez til Inter i 1961, vil det være en overdrivelse at hævde, at den catalanske spillefacon fulgte med. Hos Inter indførte Herrera en moderne udgave af Karl Rappans Verrou-system fra VM i 1938, der indebar, at det schweiziske landshold optrådte med tre mandsopdækkere i forsvaret og tillige en mand som stopklods bag de tre.
Hos Inter blev systemet kaldt Catenaccio med anfører Armando Picchi som låsesmed, og selv om omverdenen skældte voldsomt ud over, at Herreras rationale var at lukke ét mål færre ind end modstanderne, snarere end at forsøge at score ét flere, talte resultaterne for sig selv.

Inter vandt således Europa Cuppen for Mesterhold i 1964 og 1965 efter finalesejre over Real Madrid og Benfica, men til trods for, at forsvaret var holdets adelsmærke, var der også på de offensive positioner fremragende spillere som Jair, Sandro Mazzola og Luís Suárez. Stjernen over dem alle var dog ubetinget Helenio Herrera, der revolutionerede fodbolden med sine metoder. Blandt meget andet var det ham, der indførte Il Ritiro, hvilket medførte, at spillerne allerede efter torsdagstræningen blev sendt i træningslejr for at lade ordentligt op til weekendens ligakamp.

Det siger sig selv, at ikke alle tiltag gled lige let ned, men at Il Mago – Tryllekunstneren – var respekteret af spillerne, understregede Luís Suárez flere år senere:
»Herreras målrettede fokus på fitness og psykologi var enestående. Det var ikke noget, man havde set før. Inden hans tid var træneren ikke vigtig ...«


Real Madrid CF – 1966, Celtic FC – 1967, Manchester United – 1968 og AC Milan – 1969

Efter at have vundet sin tiende spanske ligatitel siden indførelsen af den landsdækkende Primera División i 1929, stillede Real Madrid op til Europa Cuppen for Mesterhold i efteråret 1965 med den klare målsætning at genoplive de glade dage få år forinden.

Der var for længst blevet taget afsked med ikonet Alfredo Di Stéfano og i og med, at Santiago Bernabéu trods ihærdige anstrengelser ikke havde haft held til at lokke den brasilianske verdensstjerne, Pelé, til den spanske hovedstad, lignede Real Madrid ikke umiddelbart et hold, som kunne rokke ved de italienske klubbers dominans.

Ferenc Puskás var efterhånden blevet 38 år, forsvarsstyrmanden José Santamaria 36 år og venstre wingen Francisco Gento 33 år, hvilket mere end indikerede, at det ikke ligefrem var noget ferskt materiale, cheftræner Miguel Muñoz rådede over. Det skulle da også snart vise sig, at de to førstnævnte for længst var over sidste salgsdato, hvorfor de mistede deres stampladser, som sæsonen skred frem.

I stedet blev yngre kræfter som José Pirri, Amancio Amaro og Manuel Sanchís toneangivende figurer på et kampstærkt Madrid-mandskab, der slog sig igennem til finalen i Bruxelles efter blandt andet at have nedkæmpet kompetente modstandere som Anderlecht og Inter.

Den 11. maj 1966 viste de hvidklædte madrilenere, at de måske ikke længere var så spillemæssigt godt kørende som tidligere, men til gengæld udstrålede de masser af vilje. Det gik ud over de dygtige jugoslaver fra Partizan, som efter at have været foran alligevel tabte med 1-2, hvorefter Real Madrid vandt sin sjette mesterholdspokal.

Året efter var korpsånd og fightervilje ikke længere nok for Real Madrid, der måtte forlade turneringen efter to nederlag til Inter, som dermed fik revanche for den foregående sæsons exit i semifinalen. Helenio Herreras tropper nåede siden frem til deres tredje mesterholdsfinale på fire år, og på Estádio Nacional i Lissabon var de den 25. maj 1967 gigantiske favoritter mod de skot- ske opkomlinge fra Celtic, som helt usædvanligt stillede med 11 hjemmeavlede spillere i startopstillingen.

Trods et tidligt straffesparksmål af Sandro Mazzola tabte Inter dog med 1-2 mod de seje folk fra Glasgow, som dermed blev det første nordeuropæiske mandskab, der vandt turneringen. Det var en slem bet for både Inter og italiensk fodbold, som kunne have fået en smule oprejsning oven på VM i England, hvor nationalmandskabet røg ud allerede efter den indledende runde.
Oprejsningen kom heller ikke i den følgende sæson, for her vandt Manchester United turneringen.

Det var i sandhed en monumental bedrift, for ti år forinden blev halvdelen af holdet udslettet ved et flystyrt i München efter en Europa Cup-kamp mod Crvena zvezda – Røde Stjerne. Umiddelbart efter gik den overlevende manager, Matt Busby, i gang med at bygge et nyt storhold, og kulminationen på hans arbejde kom i 1968, da Manchester United med excellente folk som Bobby Charlton og George Best i rækkerne slog Benfica på Wembley med 4-1 efter forlænget spilletid.

Jublen forstummede snart for Manchester United, og også hos Grande Inter var de glade dage forbi. Til gengæld begyndte naboerne fra AC Milan igen at røre på sig, da Nereo Rocco vendte tilbage efter en afstikker til AC Torino. Med ham i spidsen kvalificerede Milan sig i 1969 til mesterholdsfinalen i Madrid mod de hollandske himmelstormere fra Ajax, der til trods for tilstedeværelsen af en vis Johan Cruyff tabte med 1-4.
Ham kom man til at høre meget mere til i den efterfølgende periode. Hvad ingen vidste var, at der skulle gå hele 16 år, inden et italiensk hold igen vandt Pokalen Med De Store Ører ...



Feyenoord – 1970 og AFC Ajax – 1971, 1972 og 1973

I sammenligning med andre store fodboldnationer blev professionalisme indført sent i Holland, nemlig i 1954. Der skulle imidlertid ikke gå længe, inden kongedømmets klubber begyndte at sætte deres præg på de kontinentale turneringer. Det skyldtes til dels fremvæksten af en række talentfulde spillere, og dels at de hollandske trænere generelt befandt sig på et højt taktisk stade.
Én af disse var den forhenværende Ajax-angriber, Rinus Michels, der afløste englænderen Vic Buckingham i sin barndomsklub i 1965.

På daværende tidspunkt lå amsterdammerne og rodede nær bunden af Æresdivisionen, men efter at den nye træner erhvervede de rutinerede Co Prins, Henk Groot og målmanden Gert Bals til støtte for de unge Ajacieden, gik det fremad med rasende fart. Rinus Michels var taktisk inspireret af Jack Reynolds, som han selv havde optrådt under som aktiv, og af det ungarske landshold, der med Ferenc Puskás i spidsen fejrede store triumfer i begyndelsen af 1950'erne. Disse indtryk blev tilsammen til konceptet Totaalvoetbal, som drejede sig om at udnytte banens rum og om at have bolden mest muligt.

»Zonder de bal kun je niet winnen« – Uden bolden kan man ikke vinde var ét af Rinus Michels standardudtryk, og det blev understøttet af, at alle blev opdraget til både at angribe og forsvare. Det indebar logisk nok, at det var nødvendigt at luge kraftigt ud i truppen, idet det ikke var alle, som levede op til hans ekstreme krav. Unge kometer som Piet Keizer, Barry Hulshoff og Johan Cruyff havde derimod ingen kvaler med Michels' principper, og med dem som bannerførere for banebrydende og attraktiv angrebsfodbold vandt Ajax tre ligatitler på stribe, ligesom holdet i 1969 nåede frem til mesterholdsfinalen, som man dog tabte til AC Milan.

På baggrund af Ajax' dominans kom det som et chok, at landsmændene fra Feyenoord den følgende sæson vandt Mesterholdenes Europa Cup, da holdet under ledelse af Ernst Happel udmanøvrerede Celtic i en meget taktisk finale i Milano.
Trods et stærkt materiale kunne Feyenoord ikke holde trit med Ajax, der blev yderligere styrket med tilgangen af Arie Haan, Johan Neeskens og Ruud Krol fra klubbens egen ungdomsafdeling, og det var der i og for sig heller ingen andre, som kunne.

Med Johan Cruyff som kontinentets mest dominerende spiller siden Alfredo Di Stéfanos velmagtsdage fejede Ajax al modstand til side i de følgende tre sæsoner af Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til finalesejre over henholdsvis Panathinaikos, Inter og Juventus.

Så iøjnefaldende var Cruyff, at flere ligefrem talte om, at han var historiens bedste, og i dyb benovelse over hollænderens teknik og overblik, døbte den britiske skribent, David Miller, ham Pythagoras i fodboldstøvler ...

Allerede inden den seneste finalesejr over Juventus den 30. maj 1973 begyndte alvorlige mæthedsfornemmelser at sætte ind i alle geledder.

Interne stridigheder og misundelse blev en del af hverdagen, og efter at Johan Cruyff blev frataget anførerbindet oven på en afstemning blandt holdkammeraterne, valgte han at skifte til CF Barcelona, hvor Rinus Michels i de seneste to sæsoner havde været ansat.

Forinden udløb de rumænske myndigheders tilladelse til, at den meget vellidte Stefan Kovács kunne fortsætte i Ajax. Efter to år på trænerposten skulle han planmæssigt vende tilbage til hjemlandet, men efter intense forhandlinger fik han lov til at tage et par sæsoner som chef for det franske landshold.

Cruyffs og Kovács samtidige afgang var for stor en åreladning, og folkene omkring bestyrelsesformand Jaap van Praag måtte nødtvunget erkende, at Ajax' epoke var slut, efter at holdet i fem sæsoner havde vist noget af det mest strålende spil i historien.
I efteråret 1973 slog CSKA Sofia amsterdammerne ud allerede i anden runde af Europa Cuppen, og derefter måtte de Godenzonen – Gudernes Sønner – vente fire sæsoner på deres næste hollandske mesterskab.


FC Bayern Munchen – 1974 og 1975

Kontinentets fodboldfans kom ikke til at vente længe, før et nyt hold satte sig på magten i Europa. Bayern München tålte æstetisk ingen sammenligning med Ajax, men man skulle bestemt ikke tage fejl af den vesttyske mesterklub.

FC Bayern hørte ikke umiddelbart til de toneangivende hold i forbundsrepublikken, endsige i hjembyen, hvor 1860 München traditionelt var både stærkere og mere populær. I det hele taget stod tysk fodbolds vugge ikke i den sydlige del af landet, men nær Ruhr-området, hvor klubber som Borussia Dortmund, Schalke 04 og FC Köln har deres udspring.

I midten af 1960'erne udklækkede Bayern München imidlertid en stribe af de største talenter, som nogensinde er set i Vesttyskland, og det kom i det følgende tiår til at vende op og ned på magtbalancen både nationalt og internationalt.
Rygraden på mandskabet kom fremdeles til at bestå af hjemmefødte verdensklassespillere som målmanden Sepp Maier, liberoen og anføreren Franz Beckenbauer og Gerd Müller, der med stor sandsynlighed er den farligste mand, der nogensinde har haft straffesparksfeltet som sin arbejdsplads.

Sammen med tre andre spillere fra FC Bayern dannede de stammen på det vesttyske landshold, der i 1972 vandt Europamesterskabet efter en 3-0-sejr over Sovjetunionen i Bruxelles, hvilket var et forvarsel om, at forbundsrepublikken var på vej ind i sin fodboldmæssige Blütezeit.

To år senere stod Bayern München sammesteds i sin første Europa Cup- finale for Mesterhold, hvor modstanderen var Atlético Madrid. Sydtyskerne var bedst, men alligevel måtte holdene ud i forlænget spilletid efter 0-0 i den ordinære kamp. Her bragte den senere landstræner, Luís Aragonés, spanierne i spidsen med et af sine karakteristiske frispark, men dybt inde i overtiden udlignede den fremrykkede forstopper, Georg Schwarzenbeck, med et langskud fra 30 meter, som strøg ind under Atléticos målmand, Miguel Reina, til 1-1.

I omkampen to dage sendte træner Udo Lattek samme 11 spillere i aktion, og denne gang gav de ikke ved dørene mod Atlético, der tabte med 0-4 efter to fuldtræffere hver af Gerd Müller og Uli Hoeneß.

Trods storsejren blev myten om Bayern Münchens evindelige held grundlagt i Europa Cup-finalen i 1974. Det hang givetvis sammen med, at sydtyskerne, personificeret ved den allestedsnærværende Franz Beckenbauer, notorisk optrådte yderst arrogant, hvad der skabte mindst lige så mange fjender som tilhængere i og uden for Vesttyskland. Det var Kaiser Franz og hans holdkammerater fuldstændig ligeglade med, for de udgjorde i sandhed et mandskab med sejrs-DNA i arvemassen.

Halvanden måned efter triumfen over Atlético stillede sydtyskerne med seks spillere i startopstillingen, da landsholdet vandt VM-finalen med 2-1 over Holland på Olympiastadion i München efter mål af Bayern-profilerne, Paul Breitner og Gerd Müller.

Breitner skiftede kort efter til Real Madrid, men Gerd Müller – Der Bomber der Nation – fortsatte, og det var vigtigt, for i Europa Cup-finalen i 1975 havde han en nøglerolle mod Leeds i Paris, da han på en uvant position som offensiv midtbanespiller var hovedmanden bag Bayern Münchens heldige 2-0-sejr.

Triumfen understregede, at den tyske Bundesliga på daværende tidspunkt var verdens stærkeste, men akkurat som tilfældet havde været det med Ajax i årene forinden, var der også en udløbsdato for FC Bayern Münchens storhedstid.

Det var der bare ingen, som turde tale højt om den 28. maj 1975, da Kaiser Franz svingede med mesterholdspokalen på Parc des Princes i Paris ...



Optakter
Lørdag d. 21/4, kl. 16:00
FC København - Horsens
Søndag d. 22/4, kl. 12:00
Helsingør - Silkeborg
Søndag d. 22/4, kl. 14:00
OB - Lyngby
Søndag d. 22/4, kl. 16:00
AaB - Midtjylland
Søndag d. 22/4, kl. 18:00
Randers - SønderjyskE
Søndag d. 22/4, kl. 20:00
Nordsjælland - Brøndby
Magasin-artikler
Wolverhampton – Genrejsning på Molineux
Der er opsejling til noget stort i Wolverhampton Wanderers. Indkast.dk stiller skarpt på Premier Leagues rige oprykkere.
I lørdags sikrede Wolverhampton Wanderers sig en velfortjent oprykning til Premier League, og derfor er klubben fra West Midlands kommet på alles læber i England. Dette scenarie lå ellers ikke ligefrem i kortene, hvis vi spoler fem år tilbage i tiden. Her nåede Wolverhampton et historisk lavpunkt ved at rykke ned i League One. Nedrykningen til Englands tredje bedste fodboldrække var kulminationen på klubbens største identitetskrise siden de glade 1950'ere, hvor det blev til hele tre mesterskaber. I dag er smilene dog igen vendt tilbage på Molineux, og det er takket været en hel del milliarder fra Kina.

Enorme ambitioner
I juli 2016 blev Wolverhampton overtaget af den kinesiske investeringsgruppe ved navn Fosun Group, som bliver ledet af mangemilliardæren Guo Guangchang. Han er den 34. rigeste mand i Kina, hvor han desuden går for at være en entusiastisk forretningsmand. Så da chancen for at genrejse en af Englands mest traditionsrige klubber tilbød sig for to år siden, var den simpelthen for god til at sige nej til.

Der er i takt med overtagelsen blevet sat helt nye ambitioner for fremtiden i Wolverhampton. Dem valgte klubbens bestyrelsesformand Jeff Shi at løfte sløret for i november 2017.

- Der eksisterer en plan for de næste 10 år. Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv at være en lille Premier League-klub, men det er ikke vores mål. Vi vil opbygge et stærkt hold, sagde Shi til Daily Mirror og fortsatte:

- Det er ikke sådan, at vi er i gang med at bygge et hus, der kun lige opfylder kravene for at være i Premier League. Vi bygger ikke et hus, men et gods!

Vil spille med transfermusklerne
Som resultat af det nye høje ambitionsniveau har også transferstrategien på Molineux gennemgået en omfattende forvandling. Wolverhampton var i årene før overtagelsen presset til at hente spillere fra de nederste hylder, men det er ikke længere tilfældet – tværtimod. Klubben spillede allerede med transfermusklerne i sidste sommer, hvor Ruben Neves blev hentet i FC Porto for den nette sum af 154 millioner kroner. Der var året forinden også snak om at hente Anderson Talisca i Benfica, men han valgte i sidste ende at skifte til Besiktas.

Til sommer venter endnu et opsigtsvækkende transfervindue for Wolverhampton. Klubben kommer uden tvivl til at forstærke sig heftigt forud for sin tilbagevenden til Premier League, og mon ikke, at der i den forbindelse kommer et enkelt eller to store navne op af hatten. Det er i hvert fald ikke manglen på penge, som skulle kunne forhindre dette i at ske.

Noget stort under opsejling
Det skal i de kommende år blive spændende at følge Wolverhamptons udvikling. Hvis den fortsætter i samme tempo som nu, så tyder noget på, at klubben inden for en overskuelig fremtid kan etablere sig selv i Premier Leagues top-10, eller måske endda endnu højere. Rammerne er i hvert fald til det.

Foruden en masse milliarder, så råder klubben også over en manager, der indtil nu har formået at få det absolut bedste ud af en i forvejen profilbesat spillertrup. Nuno Espírito Santo er da heller ikke, hvilken som helst mand at have på sidelinjen. Han har tidligere stået i spidsen for prominente klubber som Valencia og FC Porto, og selvom jobbet på Molineux er det mest udfordrende, kan han meget vel blive manden til at tage Wolverhampton ind i en ny stor æra. Men selv, hvis det ikke skulle blive ham, der får den rolle, skal en anden nok få den. Den orangeklædte klub er nemlig under genrejsning.
Læs hele artiklen
Happy Blue Year
Hvad skal der ske i Chelsea? Hvem skal ud af spillere? Og skal der en ny manager til? Indkast.dk har kigget nærmere på den kriseramte klub…
Mellem jul og nytår 2016 lavede Daily Mail overskriften ”Happy Blue Year”, efter London-holdet havde et forspring på seks point i Premier League. Diego Costa og Eden Hazard var ustoppelige, og senere på sæsonen kunne London-holdet løfte mesterskabspokalen med en storsmilende og meget medlevende manager – Antonio Conte… Sidste år er længe siden…

Efter nederlaget til Tottenham og uafgjort imod West Ham er chancerne for, at de regerende mestre i næste sæson spiller Champions League meget lille. Omvendt henter en anden London-skuffelse Arsenal dem næppe, så Chelsea slutter sikkert på femtepladsen.

Skulle det ske, er det langt fra eneste gang, at et engelsk hold har skuffet i forbindelse med kvalifikationen til Champions League. I 2011/12 kom Tottenham ikke i den store turnering, selvom de i den forgangne sæson – med spillere som Gareth Bale og Luka Modrić – havde kvalificeret til kvartfinalen i Champions League.

2014/15 var det Manchester Uniteds tur under manager Louis van Gaal og med nye spillere som Daley Blind, Luke Shaw og Angel Di Maria. Det var første gang i 15 år, at der ikke var CL-bold på Old Trafford. Året efter skuffede Liverpool med Brendan Rodgers.

Samme skæbne led Arsenal i denne sæson, og derfor har de i denne sæson spillet i den meget lidt attraktive Europa League – ligesom Chelsea med stor sandsynlighed kommer til i en kommende sæson. Hvilke konsekvenser skal det så have og får det?

Manager Antonio Conte har flere gange i denne sæson været utilfreds med meget i klubben. Det virker til, at han har hjemve, og hans vinder-attitude fra mesterskabssæsonen er helt væk. Ifølge bulletinerne fra England skulle en af årsagerne til Contes utilfredshed handle om hans manglende indflydelse på spillerindkøb samt generel mistrivsel i London. Sidstnævnte kan være svært at forstå…

Derfor står Luis Enrique, Mauricho Pochettino og Thomas Tuchel nu højt på ønskesedlen som ny manager i Chelsea – og klubben har jo for vane, at nye managere i første sæson bliver mester. Måske en af grundene til at klubejer Abramovich har så stort et forbrug af managere?


Bliver Hazard på The Bridge?
Mange ting ulmer i Chelsea… profilen Thibaut Courtois har blot 12 måneder igen af sin kontrakt, og hvor interesseret er han i at forlænge den med udsigt til ingen Champions League-bold i Chelsea?

Af samme grund kan det blive svært at holde Real Madrid væk fra Eden Hazard, der har to år tilbage af sin kontrakt. Det skal dog nævnes, at Chelsea ikke mistede nogen af deres store profiler, da de for to år siden ikke kvalificerede sig til europæisk fodbold, men dengang stod profilerne heller ikke overfor kontraktudløb.

Skulle Chelsea ikke have Champions League på menuen til næste sæson, bliver det svært at tiltrække nye spillere – evt. afløsere for de to ovennævnte. Den manglende CL-deltagelse vil også ændre i budgettet.

Det kunne dog åbne op for spilletid til nogle af Chelseas unge spillere som Ethan Ampadu, Hudson-Odoi, Ruben Loftus-Cheek og Tammy Abraham. Klubben har ikke en historik for at give mange talenter chancen på førsteholdet.


Super-sub'en Hernández
Da Javier Hernández med et dusin minutter igen udlignede på Stamford Bridge, hvilket kom efter nederlaget til Tottenham, var Champions League lige pludseligt langt væk for Chelsea.

Det var vanvittige sjette gang, at ”Chicharito” blev indskiftet imod Chelsea og fik scoret. Dermed har Chelsea blot vundet seks kampe – den ene efter straffesparkskonkurrence – ud af tyve kampe i 2018 og to af de sidste otte Premier League-kampe. Alene dette er jo helt vanvittigt for regerende mestre fra Premier League.


En sidste hilsen
I forbindelse med hjemmekampen imod West Ham havde Chelsea-fansene lavet et stort banner med en sidste hilsen til den afdøde klublegende Ray Wilkins:

- Ray was one of those select few. He knew what it meant to be one of us, a real Blue-blood. Chelsea flowed through his veins. May you rest in peace – Ray…

Flot gestus og det var der meget af i forbindelse med hele kampen og afskeden med den sympatiske Wilkins. Nu bliver spørgsmålet bare om, hvem der skal have ”Chelsea-blod” i årene i fremtiden.

Tilbage til juletid i 2016 havde Chelsea vundet ti kampe i træk. Et år før det… altså medio december 2015 var Chelsea placeret et sølle point over nedrykningsstregen.

Så der har været gang i Chelsea-rutsjebanen – næppe noget som den meget lidt tålmodige Abramovich ikke handler på… og midt i dette var der ”Happy Blue Year”…
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Paul Pogba - Fergie's biggest mistake…
Den kontroversielle Paul Pogba fik oprejsning i Manchester, efter han tidligere har forladt klubben og smækket med døren i 2013 efter et nytårsnederlag og Sir Alexs 70-års fødselsdag.
Derudover kunne Guardiola konstatere, at Manchester United i første halvleg ikke havde haft en eneste afslutning imod Edersons mål. Det fik de – eller rettere… Paul Pogba - i begyndelsen af anden halvleg, hvor en brystaflevering af Andre Herrera flot satte franskmanden op, så han kunne score på Uniteds første afslutning. Minsandten om Pogba ikke også udlignede til 2-2 et par minutter senere på et hovedstød fra den blå- og hvidfarvede hårpagt. Var den hårkombination måske en lille hilsen til Pep Guardiola, der op til kampen havde slået fast, at han i januars transfervindue fik tilbudt Manchester Uniteds nr. 6 af Mourinho.

Sådan skrev Indkast.dk i kampreferatet af storkampen i Manchester, hvor det engelske mesterskab ikke blev sendt til City og hvor Jose Mourinho dermed fik drillet rivalen Pep Guardiola – lidt. Hovedrollen i kampen var Paul Pogba, og efterfølgende jublede han voldsomt foran Uniteds tilskuer-afsnit, hvor klubemblemet blev kysset en masse gange. Stor kontrast til 2013, hvor den store franskmand forlod klubben med følgende udtalelse:

- I will never go back there, the club treated me with disrespect when I left last summer. I remember Sir Alex Ferguson rang me about three weeks after I left for Italy and just laughed down the phone for 25 minutes. What made it worse was that he got Paul Scholes, an idol of mine, to join in. Calling me names and laughing about how I wasn't good enough to play for the club. That's when I decided I would never return to Manchester, no amount of money in the world could ever make me go back…

Sådan sagde Paul Pogba til La Repubblica i 2013, men i sommeren 2016 fik en masse penge stjernen til at ændre holdning til Manchester United, da han underskrev en femårig aftale med klubben.

Samtidig blev der pillet lidt i Sir Alex Fergusons eftermæle, da Jose Mourinho betalte hysterisk mange penge for spilleren, som den skotske manager havde kasseret. Samlet set så lavede Sir Alex Fergusons igennem de historiske mange år som manager i Manchester United ikke mange fejltagelser, der var værre end, da han valgte at tilbagekalde den pensionerede Paul Scholes i stedet for at satse på den fremadstormende 19-årige Paul Pogba.

Som reaktion på Fergusons valg smuttede den franske midtbanespiller til Juventus, hvor han på imponerende vis slog sig fast, selvom han tog til en klub, der ellers var stærkt repræsenteret på den centrale del af banen. Da Pogba ankom til Torino, var den elegante playmaker Andrea Pirlo, den italienske landsholdsspiller Claudio Marchisio og den målfarlige Arturo Vidal i klubben. Så masser af konkurrence til den unge Pogba på den centrale del i Juventus-formationen 3-5-2.

Her imponerede Pogba på fornemmeste vis, og underligt nok manglede Manchester United i samme periode i den grad en ”box to box-player” på deres defensive midtbane. Så det charmerende træk af Ferguson med at hente klubikonet Scholes tilbage blev på en forunderlig måde meget kostbart, og nok engang blev Pogba centrum for ballade.


Den franske ballademager
I 2009 forlod Pogba den franske klub Le Havre på en dramatisk måde. Den franske klub mente, at den talentfyldte spiller havde lovet at underskrive en forlængelse, men sådan gik det ikke, og i stedet endte han på Old Trafford, som han forlod på næsten samme måde. For tre år efter ankomsten til Manchester smækkede han med døren, mens Sir Alex Ferguson ”råbte” følgende efter ham:

- Så vidt vi ved, så skrev Pogba under med Juventus for længe siden. Det er lidt skuffende, for jeg synes ikke, at han viste os nogen respekt overhovedet. Hvis det er sådan, at han vil gøre det, så er jeg glad for, at han er væk.


Kopi af ? måske Patrick Vieira
Igennem 1990'erne døjede Sir Alex Ferguson meget med Arsenal-rivalen Patrick Vieira, hvilket er lidt pudsigt, da Pogba ofte er blevet sammenlignet med den langlemmede landsmand. Derudover har han haft Europa- og verdensmesteren som forbillede.

På det franske ungdomslandshold er det blevet til over 50 kampe for Pogba, men det er præstationerne for klubholdet Juventus, der har bevidstgjort omverdenen om hans høje niveau. Således har Pogba været sat på U-21 Champions League-drømmeholdet efter gode præstationer i den store klubturnering. Derudover har Pogba på de franske ungdomslandshold spillet masser af gode kampe. Han var anfører på det franske U-20 landshold, der vandt U-20 VM, hvor Pogba også blev kåret til turneringens bedste spiller.


Kært barn har mange navne
Det er dog langt fra kun hæder, som Pogba har høstet. Som tidligere nævnt har der også været masser af ballade, som da han spyttede efter en modstander i en Serie A-kamp eller da han i november 2014 blev sat af holdet, efter han var kommet for sent til et par træninger.

Trods balladen omkring Pogba var masser af storklubber på jagt efter ham i sommeren 2016, men han endte med at tage tilbage til Old Trafford, hvor karrieren for alvor startede – men også tilbage til ”balladen”. Pogba var nemlig modig ved at gå imod selveste Sir Alex Ferguson, hvilket fik holdkammeraterne fra “Den Gamle Dame” til at give Pogba kælenavnet “Nelson Mandela” grundet den modige beslutning. Det er dog langt fra det eneste kælenavn, som Pogba har fået. Den italienske presse kaldte ham for “Il Polpo Pogba”, da de mente, at de lange ben og arme på franskmanden mindede om armene på en blæksprut.

Så kælenavnene og kontroverserne har stået side om side, når det gjaldt omtalen af den meget farverige Pogba, der blandt andet har haft meget omskiftlige hårpagter med mange forskellige farver. På banen har der også været lidt rysten på hånden – her har der været tale om en blanding af Patrick Vieira og Andrea Pirlo… store ord om en ung mand… selvom "Mandela" eller "Il Polpo Pogba" allerede har været meget i overskrifterne. Det største problem har dog været at finde den rette position til Pogba i Premier League – for er han 6'er, 8'er eller 10'er?


Ballede med Sir Alex
I forhold til exit'en fra Old Trafford startede det for alvor omkring nytårsaften 2011. Pogba var blevet tilbudt en kontraktforlængelse, hvis størrelse indikerede, at den 18-årige skulle være en fast del af Manchester United-holdet. Dette er sidenhen blevet bekræftet af den daværende assistent Rene Meulensteen. Indtil nu er det ikke blevet kendt, hvorfor Pogba valgte mægtige Manchester United og Sir Alex Ferguson fra og i stedet tog til Juventus på en fri-transfer seks måneder senere.

Gætterier har sendt beslutningen tilbage til den famøse nytårsaften 2011. Et voldsomt afbudsramt United-hold tabte 2-3 til bundholdet Blackburn, men trods de mange afbud så Pogba hele kampen fra bænken. I stedet for Pogba havde Sir Alex valgt at lade den mindre forsvarsspiller Rafael da Silva spille på den centrale midtbane, hvilket skulle have gjort, at Pogba den aften besluttede sig for at skifte til Juventus. Ikke mindst fordi Pogba ikke fik nogen forklaring eller kommentar fra Sir Alex, der ifølge engelske medier havde mere travlt med at komme til sin egen 70-års fødselsdag.

Pudsigt at denne United-legendes største fejl kom på hans runde fødselsdag, og et tankeeksperimentet kunne være; hvordan havde Uniteds efterfølgende – og lidt kriseprægede - sæsoner været, hvis Pogba havde været i klubben. De fire sæsoner han var i Juventus, blev de mestre i samtlige.

Første sæson i Italien spillede han 27 gange for mesterholdet samt otte gange i Champions League – så United og Sir Alex så helt forkert et halvt år tidligere, hvor den vævre da Silva blev foretrukket sammen med den tilbagekaldte Scholes.

Op til EM2016 postede Englands største fodboldmagasin - FourFourTwo - en forside med overskriften ”The Greatest show on Earth”. Forsiden havde spillere som Neuer, Ibrahimović, Ronaldo, De Gea og Bale – og midt i det hele og med det største billede var Paul Pogba.

En stjerne var født og var blevet placeret blandt de allerstørste EM-profiler. Imod Manchester City lyste den igen, og i VIP-afdelingen kunne tv-billeder vise en meget rødmosset Sir Alex Ferguson. Skotten har altid været meget ærekær. Gad vide hvad han tænkte, da Pogba flot headede målet ind til 2-2… Pogba - Fergie's biggest mistake…

Læs hele artiklen
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
Masser af ros til De Bruyne som Jose Mourinho ikke kunne bruge i Chelsea – det var en fejl…
- Kevin er klart Premier Leagues bedste lige nu. Manchester City er Premier Leagues bedste hold, og Kevin er en vigtig spiller i Guardiolas system…

Sådan sagde en anden af Premier Leagues største profiler – Eden Hazard – i efteråret 2017, efter Pep Guardiolas mandskab havde startet Premier League-sæsonen rekordgodt. Men hvem er den stille belgier, som bare vokser, når han går ind på en fodboldbane?

Da den anerkendte engelske journalist Sam Wallace i 2015 besøgte Manchester City-træningsanlægget Jean-Claude van Damme, var det en meget genert ung mand, der mødte op, og han var end ikke den mest kendte belgier i presserummet. Det var Vincent Kompany – sådan er det ikke længere.

Inden De Bruyne var kommet til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, var han blevet kåret til årets spiller i Tyskland. Den gode form overførte han straks til Premier League, og dermed steg hans markedsværdi også. Efter blot to år i Premier League var De Bruynes værdi steget til det dobbelt – ifølge CIES Football Observatory – og han blev vurderet til at koste over en milliard kroner.


Hellere Willian og Andre Schürrle
Det sker efter, at Chelsea og Jose Mourinho kasserede ham i januar 2014. I stedet startede den succesbelagte periode med masser af ros og anerkendelse hos tyske Wolfsburg. Før dette returnerede han i sommeren 2013 tilbage til London efter en låneperiode hos Werder Bremen, og på det tidspunkt bød den daværende Dortmund-træner Jürgen Klopp på De Bruyne. Den nuværende Liverpool-manager ville have, at De Bruyne skulle afløse Mario Götze, som var blevet solgt til Bayern München, men sådan gik det som bekendt ikke.

De Bruyne kom tilbage til Chelsea samtidig med, at klubben havde styrket sig på den offensive midtbane med Willian og Andre Schürrle. De blev de foretrukne fremfor De Bruyne, hvilket sidenhen må betragtes som en stor fejl af Mourinho. Seks måneder og blot ni kampe senere rejste De Bruyne væk fra London, men uden at smække med døren. Han har sidenhen sagt, at kasseringen af Mourinho har været med til at forme ham til den spiller, han er i dag.


Guardiola er stolt
Som 14-årig forlod De Bruyne barndomshjemmet i Drongen for at udvikle sig hos Ghent, og tiden var ligeså ensom, som da han boede i London og kæresten Michele gjorde studiet færdig hjemme i Belgien - men tiden i London formede ham til den spiller han er i dag.

Fra 2012 og tre år frem lavede De Bruyne 35 assists og 23 mål i Bundesligaen, og det åbnede op for det store skifte til Premier League – og Manchester City, men også til Pep Guardiola. Den tidligere Barcelona-træner har fået sat skik på belgieren, og han har været med til at forme ham til en af verdens bedste midtbanespillere på en unik midtbane, som eksperten Morten Bruun mener, er helt unik og kan sammenlignes med midtbanen i selveste Barcelona.

- Xavi, Iniesta og Sergio Busquets. To af verdens mest sublime teknikere og en mere fysisk type, der i øvrigt også kunne spille fodbold. I dag har City det samme med Fernandinho på den bagerste midtbane og med duoen David Silva og Kevin de Bruyne lige foran. Jeg vil kalde det verdens p.t. bedste midtbane i skarp konkurrence med Real Madrids.

I efteråret var der også statistikker, der bakker op om Morten Bruuns påstand. For siden ankomsten til Manchester City er der ikke nogen, der har lavet ligeså mange assists som ham i de fem største ligaer. I de første 72 Premier League-kampe lavede han 33 assists, og det fik manager Guardiola til at sige til Marca:

- De Bruyne er en af de bedste spillere, jeg har set i mit liv, for han kan gøre absolut hvad som helst. Han er en topspiller af allerhøjeste kvalitet. Han er en stabil gut med og meget professionel. Han elsker at spille fodbold, det er det, han lever for. Vi er meget stolte af og glade for at have ham hos os.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
- Hvem sejrer i Tyrkiet?
Det er en gyser for alle pengene i den bedste tyrkiske række, hvor fire hold kæmper om mesterskabstitlen.
Tager man et blik over de europæiske ligaer står Manchester City, Barcelona og Paris Saint-Germain til at blive mestre i den hjemlige liga, mens Bayern München allerede har vundet den tyske Bundesliga. Sådan spiller klaveret dog ikke i Tyrkiet, hvor der i øjeblikket er fire kandidater til at vinde den tyrkiske Süper Lig. Der resterer 6 runder i den bedste tyrkiske række.

Istanbul Basaksehir er til at finde på 1. pladsen med 59 point. Abdullah Avcis mandskab har spillet formidabelt i denne sæson, og der var nok ikke mange, der havde troet, at Basaksehir ville lege med i mesterskabskampen ved sæsonens start. 4-2-3-1-formationen fungerer glimrende for Avci. På holdkortet er der enkelte spillere, der har været dominerende. Lad os se nærmere på disse:

Der er ingen tvivl om, at bosniske Edin Visca har været holdets trumfkort. Man kan også kalde den 28-årige midtbanespiller for assistkongen, da bosnieren har fundet holdkammeraterne hele 14 gange. Den gamle kending Emmanuel Adebayor optræder også for Basaksehir, og han er suverænt holdets målkonge med 12 kasser i igangværende sæson. Der er ingen tvivl om, at hvis det tyrkiske mesterskab skal havne hos Avci og co., skal disse to herrer spille til deres bedste. Avcis aggressive spil har givet pote, men holdet skal passe på. Istanbul-klubben har nemlig flest spillere, der er blevet sendt tidligt i bad, og alle mand skal være på banen i de 90. minutter, hvis mesterskabet skal havne hos Istanbul Basaksehir for første gang i klubbens historie.

To point længere nedad stien er traditionsklubben Galatasaray, der har vundet mesterskabet hele 20 gange. Fatih Terims mandskab spiller også bold af øverste skuffe og er uhyggelige på eget græs. ”Aslanlar” har hentet hele 40 point på Türk Telekom Arena – de har vundet 13/14 kampe på denne græsplæne. Tager vi et kig på holdkortet, er der selvfølgelige nogle spillere, der er de ledende figurer. Indkast.dk ser nærmere på disse profiler:

Franske Bafétimbi Gomis har haft gang i støvlerne og topper suverænt topscorerlisten i Tyrkiet. Franskmanden står noteret for 26 kasser – fire mere end Burak Yilmaz fra Trabzonspor. Gomis har været godt støttet af midtbaneduoen Garry Rodrigues og Younes Belhanda, der har stået kompakt og været drivkraften på midtbanen. I Gala-buret har Fernando Muslera reddet holdet flere gange, og keeperen har gjort et godt stykke arbejde mellem stængerne. Muslera er en af de bedste keepere i Tyrkiet – hans ti clean sheets (samme som Besiktas og Fenerbahces keepere) taler for sig selv. Den store udfordring for Terims mandskab ligger i kampene på fremmed græs. Gala har blot hentet 17 point på udebane – mindst af de fire tophold. Hvis det 21. mesterskab skal havne på Türk Telekom Arena, må traditionsklubben ændre deres taktik på fremmed græs.

De forsvarende mestre fra Besiktas er blot ét enkelt point bag Gala. Der er ingen tvivl om, at Senol Günes' drenge har gjort et godt stykke arbejde. Efter Champions League-exitet har holdet haft fokus på den hjemlige liga. Selvom holdet flere gange har været bagud, har Günes' mandskab kæmpet til de sidste og kan sagtens gå under betegnelsen comeback-kings - Besiktas har nemlig hentet hele 54 point i de sidste 45 minutter. Lad os tage et kig på profilerne:

Günes har ikke foretaget de store ændringer, eftersom holdet vandt det tyrkiske mesterskab i forrige sæson. Günes er kendt for at skifte formation, da han har en bred trup og mange spillere at vælge mellem. Dog har 4-2-3-1-formationen vist sig at være den mest optimale. Frontspillerne Anderson Talisca og Vagner Love har været målmaskinerne for Istanbul-klubben. De har scoret henholdsvis 13 og 12 mål i denne sæson. Disse to herrer skal fortsætte denne stime, hvis holdet skal genvinde mesterskabet. En anden nøglefigur er keeperen Fabricio, der har stået bedst mellem stængerne i Tyrkiet. Den 30-årige keeper har blot lukket 24 mål ind, hvilket gør ham til Tyrkiets bedste keeper. Sammen med Muslera står Fabricio også noteret for 10 clean sheets. Ricardo Quaresma er også en nøglefigur for holdet, men den portugisiske landsholdsspiller har ikke spillet op til sit bedste. Han har dog stadig tid til at vise, hvorfor han er en god fodboldspiller. Det har været en lang sæson for Besiktas, da de også har haft travlt på den europæiske scene. Holdet vandt suverænt Gruppe G i verdens bedste klubturnering, men blev senere slået ud af Bayern München. Det kan tænkes, at truppen har mange kilometer i benene – derfor Günes måske har roteret så meget. Nu er det altså nu. Slutfasen. Er trætheden ved at nærme sig, eller kan spillerne fortsat holde det høje niveau? Tiden må vise.

Rosinen i pølseenden, Fenerbahce, ligger i øjeblikket på fjerdepladsen og forfølger Besiktas. Der er to points forskel. Fener er jokeren i dette mesterskabsspillet - et hold, der er bedre end deres nuværende placering. Dog er trænersædet begyndt at gløde på Sükrü Saracoglu Stadio, hvor Aykut Kocaman sidder. Kocaman har ikke vundet det tyrkiske mesterskab siden hans ankomst fra Konyaspor, og vinder Fener ikke mesterskabet i år, kan han være en færdig mand i Istanbul. I en klub som Fenerbahce er mesterskabet en selvfølge, og Kocaman har været en omtalt herre i de tyrkiske medier. Presset er på Kocaman. Lad os tage et kig på hans holdkort:

En af nøglespillerne er Giuliano, der har haft meget at se til i denne sæson. 13 gange har angriberen fundet frem til netmaskerne, og man kunne godt savne flere mål fra partneren Roberto Soldado, der blot står noteret for seks mål. Kocaman foretrækker at spille med to angribere, så Soldado skal til at finde frem til netmaskerne, hvis mesterskabet skal havne i Fenerbahce for 20. gang. En anden profil er kantspilleren Nabil Driar, der har spillet suverænt på midtbanen. Ikke nok med det flotte spil har han også fundet holdkammeraterne syv gange. Men vi mangler lige at nævne en mand. Hvem? Det er Volkan Demirel. Den erfarne keeper er en af de vigtigste brikker på holdet, og hans tilstedeværelse kan være altafgørende for Fenerbahces mesterskabschancer. Ikke nok med hans 10 clean sheets er han også en vigtig brik i det defensive aspekt af Feners fodboldfilosofi. Som sagt er Fenerbahce jokeren i dette mesterskabsspil, og de kan slå til. Når som helst. Hvor som helst.

Lige en lille slutbemærkning: Galatasaray har spillet en kamp mindre end de andre hold. Gala mangler at møde bundproppen Genclerbirligi. Vinder Fatih Terims mandskab denne kamp, står de med 60 point og kommer til at ligge nummer 1. Dog har Gala er meget svært program, da de mangler at møde både Istanbul Basaksehir og Besiktas.

Det er ren gyserfilm i Tyrkiet i øjeblikket, og det bliver spændende at se, hvem der bliver tyrkiske sampiyon.
Læs hele lederen
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står overfor hinanden i en mesterskabsafgørende kamp i Manchester. Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub.

Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed. Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket den daværende Barcelona-spiller Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe imellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Vanddrikkende keeper koster bizart mål Artikel ikon 20 vanvittige mål Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ingen let udvej for Neymar i Paris SvFF linker luder-kommentar om Zlatan Artikel ikon Aubameyang: Jeg tvivlede på ham Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 33 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: PL-managere med flest trofæer Top 7: Bedste Super-subs Artikel ikon Top 10: Bedste Premier League-vindere Artikel ikon Top 6: PL-hold med færrest udskiftninger Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Se og lær City: De har gjort det før jer Sejrsfattige Hughes Artikel ikon Lazio–mål nr. 1 + 50 + 100 + 150 osv. Artikel ikon Fra Baggio til Balotelli Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Messi vil have Atlético-profil Inter vil forgylde lejesvend Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon - Jeg tænker ikke på Real Madrid! Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Joe Cole
Vidste du om ... Lee Bowyer Artikel ikon Vidste du om ... Alexandre Lacazette Artikel ikon Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Mourinhos drenge Får Arsenal-spillere køresyge? Artikel ikon Top 7: Bedste Super-subs Artikel ikon Mourinho har gjort sit… Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: OB - Lyngby Optakt: AaB - Midtjylland Artikel ikon Optakt: FC København - Horsens Artikel ikon Optakt: Randers - SønderjyskE Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Crotone - Juventus Startopstillinger: FCK - AaB Artikel ikon Startopstillinger: Leverkusen - Bayern Artikel ikon Startopstillinger: Hobro - Silkeborg Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Chelsea slog sikkert formstærke Burnley Brøndby sejrede i vanvidscomeback Artikel ikon Atlético Madrid fik stryg i Baskerlandet Artikel ikon Rodic og Gammelby nedlagde Hobro Artikel ikon Se flere