Skabelse af et mesterværk

Af Torsten Brix

2014-09-15
Skabelse af et mesterværk

Indkast.dk har fået lov til at bringe et kapitel fra den unikke Champions League-bog "Mesterværket". Her følger historien om "Skabelsen af et mesterværk"...

1955-1975
Hanot, La Saeta Rubia, Il Mago, Pythagoras og Kaiser Franz



Notorisk har england og Frankrig altid kæmpet om Europas herredømme. Geopolitisk kom det især til udtryk under Napoleonskrigene, men selv efter kejserens fald oven på Slaget ved Waterloo i 1815 blev fjendskabet holdt nidkært ved lige, nu mere på de sproglige og kulturelle arenaer.

Trods det nedarvede modsætningsforhold formåede parterne aldrig at ud- vikle nogen rivalisering inden for fodbold, for her var englænderne et stort skridt foran franskmændene, der gik mindst lige så meget op i idrætsgrene som boksning, motorløb og frem for alt cykling.

Alligevel var det i Frankrig, at idéen om en turnering for kontinentets stærkeste fodboldhold blev undfanget – selvfølgelig som svar på en plump provokation fra den anden side af kanalen. Tirsdag den 14. december 1954 stod der således at læse på forsiden af Daily Mail:

»Hail, Wolves, Champions of the world now!«

Baggrunden for udbruddet var, at de engelske mestre fra Wolverhampton Wanderers inden for kort tid besejrede Spartak Moskva og dernæst de stærke ungarere fra Honvéd Budapest, som i rækkerne talte otte spillere, heriblandt selveste Ferenc Puskás, der mindre end et halvt år forinden havde tabt VM- finalen til Vesttyskland.

I den franske sportsavis, L‘Équipes lokaler på Rue du Faubourg-Montmartre i Paris var man ved at eksplodere af forargelse over den engelske selvfedme, og chefredaktør Gabriel Hanot satte sig omgående bag skrivemaskinen:

»Inden vi erklærer Wolverhampton for uovervindelige, så lad dem lige rejse til Moskva og Budapest og prøve kræfter dér. Der findes andre klubber af international standard – Real Madrid og AC Milan – for bare at nævne to. Uanset hvad, så er tanken om et verdensmesterskab for klubhold, eller i det mindste et europæisk, så besnærende, at den burde realiseres. Lad os gribe muligheden,« skrev Hanot i sin leder.

På L‘Équipe var man ikke indstillet på bare at pege fingre ad de udannede englændere. Allerede dagen efter kom bladets fodboldredaktør, Jacques de Ryswick, med et detaljeret udkast til, hvordan en fælleseuropæisk turnering kunne arrangeres. Ifølge ham skulle 12 til 14 topklubber fra lige så mange lande inviteres til at deltage i en årlig knockout-turnering med midtugekampe ude og hjemme. For at stimulere almenvellets interesse skulle der knyttes bånd til internationale sponsorer og den nystiftede samarbejdsorganisation inden for radio og tv, European Broadcasting Union.

I januar 1955 var L‘Équipe klar med sin endelige plan for, hvordan turneringen konkret skulle udformes. Sportsmagasinet havde ikke selv ressourcerne til at stå som enearrangør, og derfor drog Gabriel Hanot og hans assistent, Jacques Ferran, til FIFAs hovedkvarter i Zürich for at få verdensfodboldforbundet til at adoptere deres plan.

Den belgiske præsident, Rodolphe William Seeldrayers, afviste dog delegationens planer i og med, at FIFA ifølge sine statutter kun var sat i verden for at arrangere landskampe. Derfor måtte Hanot og Ferran sætte sig i et fly med retning mod Wien, hvor det europæiske fodboldforbund, UEFA, som var blevet oprettet året forinden, holdt sin første kongres.

Dagsordnen her var først og fremmest at etablere et europamesterskab for nationalmandskaberne – Nations' Cup – men alligevel fik journalisterne foretræde for UEFA's danske præsident, Ebbe Schwartz.

Han syntes umiddelbart godt om idéen, men understregede straks, at en europæisk klubturnering slet ikke lå under hans ressort.

»UEFA har ingen officiel holdning til arrangementet. Det er alene op til de nationale fodboldforbund at give deres klubber lov til at deltage,« forklarede Ebbe Schwartz.

Således opmuntret drog L‘Équipes udsendinge hjem til redaktionen i Paris. Det skete med visheden om, at de nu skulle på charmeoffensiv over for kontinentets klubber. Ydermere var de i kapløb med tiden, idet to konkurrerende idéer samtidigt blev diskuteret i fodboldens allerøverste kredse, blandt andet relanceringen af den populære Mitropa Cup, der blev spillet frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig mellem en række centraleuropæiske klubber.

Efter at have modtaget indbydelser fra L‘Équipe valfartede repræsentanter fra 15 af de største hold i Europa, heriblandt Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu, og Ungarns sportsminister, Gusztáv Sebes, der desuden var træner for Honvéd Budapest, i begyndelsen af april 1955 til Ambassador Hotel i Paris, hvor de i de følgende to dage planlagde, hvorledes turneringen skulle søsættes.

Én måned senere fik de foretagsomme franskmænd det blå stempel af FIFA's eksekutivkomité med de udtrykkelige forbehold, at de deltagende klubber skulle have tilladelse af de nationale forbund, og at UEFA blev ansvarlig for arrangementet, der skulle omfatte alle de medlemslande, som var villige til at stille med deres mesterhold.

Det sidste krav blev man nødt til at slække på, for ganske som ventet frarådede den stokkonservative formand for den engelske ligaforening, Alan Hardaker, de nykårede mestre fra Chelsea at give sit bidrag til det nymodens cirkus med den begrundelse, at turneringen var at regne som en konkurrent til den hjemlige 1. division.

Dermed lå Hardaker helt i vatter med den britiske regerings protektionistiske linje. For samtidig med hans afvisning af at levere et engelsk mandskab til L‘Équipes stævne, vendte udenrigsminister Harold Macmillans tommefingeren ned ad i spørgsmålet om at søge om optagelse i forløberen for EU – Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ...

Også andre nationale mesterhold valgte at holde sig væk, hvorfor den indledende udgave af Coupe des Clubs Champions Européens kom til at bestå af 16 mandskaber, hvoraf halvdelen var blevet inviteret.

Ikke desto mindre var det fuldt forsvarligt at gennemføre arrangementet, og knap ni måneder efter, at en flok iltre franskmænd havde fostret den banebrydende idé, tog Sporting Clube de Portugal og Partizan Beograd søndag den 4. september 1955 hul på den første dyst i Mesterholdenes Europa Cup.


Real Madrid CF – 1956, 1957, 1958, 1959 og 1960
Var der en mand i europæisk fodbold, der stod respekt om i begyndelsen af 1950'erne, så var det Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu Yeste.

14 år gammel blev han medlem af klubben, som han gennem resten af sin levetid viede hele sin opmærksomhed. I 1912 var han med til at opføre madrilenernes første hjemmebane, Campo de O'Donnell, siden var han anfører for førsteholdet, inden han efter Den Spanske Borgerkrig, hvor han kæmpede aktivt på Franco-fascisternes side, var med i genrejsningen af Real Madrid.

Det var ingen nem opgave, for klubben havde lidt grim overlast, og udover at være på randen af konkurs gled den ned i hierarkiet efter Barcelona, Bilbao og ikke mindst bysbørnene fra Atlético, der for at vise tilknytningen til flyve- våbnet blev tilføjet efternavnet Aviación.

Takket være sit energiske arbejde lykkedes det Santiago Bernabéu, som blev udnævnt til klubpræsident i 1943, at få Real Madrid på ret kurs igen. Dette skyldtes ikke mindst hans talent for at tilknytte de rette folk, herunder især administratoren Raimundo Saporta, der var en sand mester i at lefle for Francos kumpaner.

Det betød, at madrilenerne blev tildelt særlige privilegier såsom gunstige bankkreditter og også kommunal jord til at opføre sit enorme træningskompleks, Ciudad Deportiva.

Ligeledes var det en slet skjult hemmelighed, at statslige lastbiler i nattens mulm og mørke læssede materialer af i Chamartín, hvor Santiago Bernabéu opførte Europas største stadion, i stedet for at fortsætte til deres officielle destination – lufthavnen i Barajas.

Konsekvensen blev, at konkurrenterne snart udstyrede Real Madrid med tilnavnet El equipo del régimen – Regimets Hold – og dét var bestemt ikke hverken ironisk eller venligt ment ...

Trods hjælpen fra falangisterne kunne Real Madrid ikke omsætte fordelene til grønsværen, hvor de andre mandskaber fortsat var stærkere. I de første 14 sæsoner efter La Ligas genoplivning i 1939 lykkedes det sigende nok ikke hovedstadsholdet at vinde én eneste titel.

Det frustrerede Santiago Bernabéu, der tænderskærende måtte acceptere, at ærkerivalerne fra CF Barcelona tog sig af fem mesterskaber i perioden og samtidig havde turneringens største profil i den eksilerede ungarer, Ladislao Kubala.

I maj 1953 forværredes situationen dramatisk, da CF Barcelona annonce- rede, at klubben havde lavet aftale med den bedste spiller i Sydamerika, argentineren Alfredo Di Stéfano, der var delvist ejet af River Plate og den colombianske klub, Los Millonarios.

Med ham og Kubala på holdet lå det i kortene, at catalonierne ville blive næsten uovervindelige, og derfor gik madrilenerne straks i gang med at iværksætte deres modtræk. Ved kynisk at spille på den kendsgerning, at de to syd- amerikanske klubber var dybt splittede i spørgsmålet om, hvem der egentlig havde råderetten over angriberen, lykkedes det Raimundo Saporta at inddrage både FIFA og den spanske sportsminister, general José Moscardó, i affæren.

Det udviklede sig til en prekær sag mellem de to storklubber, og det mun- dede ud i et mærkværdigt dekret om, at Alfredo Di Stéfano i de næste fire sæsoner skulle optræde skiftevis for Real Madrid og CF Barcelona, mens klubberne så undervejs måtte forhandle om, hvem af dem, der siden skulle overtage ham.

Barça-præsident Martí Carreto skrev nødtvungent under på aftalen, men efterfølgende for fansene og bestyrelsen i flint, og så måtte Carreto forlade sit embede, mens kontrakten med argentineren blev revet midtover.

I stedet præsenterede Santiago Bernabéu i slutningen af september 1953 den 27-årige Alfredo Di Stéfano som Real Madrids nye centerforward. Han havde så viselig påført klubben enorme administrative strabadser og i tilgift en eksorbitant udgift på 5,5 millioner pesetas.

Men det skulle snart vise sig, at han var det hele værd ...
Med La Saeta Rubia – Den Blonde Pil – på holdet indledtes en ny æra i Real Madrid. Allerede i hans debutsæson vandt klubben sit første spanske mesterskab siden 1933, og oveni blev Alfredo Di Stéfano ligatopscorer med 27 fuldtræffere.

Årets efter genvandt madrilenerne titlen, og dermed kvalificerede de sig til den nymodens Europa Cup-turnering for Mesterhold, som Santiago Bernabéu havde været én af de varmeste tilhængere af.

Ganske vist krævede det gode overtalelsesevner hos Raimundo Saporta at overbevise landets fascistiske ledere om, at det rent faktisk var god propaganda for Spanien, at Real Madrid stillede op imod – og besejrede – hold fra lande bag Jerntæppet, for var der noget, som Francisco Franco absolut ikke brød sig om, var det bolsjevismen.

Det kom til udtryk under Anden Verdenskrig, da Spanien trods sin erklærede neutralitet leverede et specialkorps – kaldet División Azul – til nazisternes felttog på Østfronten. Også på den sportslige scene var falangisterne kede af at pleje samkvem med de kommunistiske stater, og det betød blandt andet, at Spanien boykottede kvalifikationskampene til den første EM-slutrunde i 1960.

I første runde af Europa Cuppen var der garanti for, at Real Madrid ikke skulle møde et østeuropæisk hold, da modstanderne – for første og eneste gang i turneringens historie – blev bestemt på forhånd af L‘Équipes redaktion.

Det betød, at Real Madrids indledende kamp på kontinentet kom til at foregå torsdag den 8. september 1955 i Genève mod de schweiziske mestre fra Servette.

Første halvleg endte uafgjort 0-0 efter en tarvelig indsats, og i pausen var der helt stille i omklædningsrummet, idet ingen turde forstyrre Di Stéfano, som var i skidt humør. Med ét gik døren op, og ind kom den 17-årige prins Juan Carlos, der stu- derede i Schweiz. Han gik straks hen til Alfredo Di Stéfano, der som den eneste var blevet siddende på sin plads.

Efter at have forsøgt sig med et par høflighedsfraser for at bryde isen greb Juan Carlos stjernens hånd, hvorpå han med slet skjult henvisning til, at den royale familie havde levet i tvunget eksil siden 1931, udbrød:

»Gutter. Nu er det ham her, der er konge!«

Helt løgn var det vel ikke, og i anden halvleg leverede Alfredo Di Stéfano og hans kammerater varen, så der til sidst stod der 0-2 på Stade des Charmilles' antikverede måltavle efter scoringer af Miguel Munõz og Héctor Rial.

Siden blev også Partitizan Beograd og AC Milan besejret, inden Real Madrid den 13. juni 1956 blev kåret som den første vinder af Europa Cuppen for Mesterhold efter 4-3-sejren i Paris over Stade de Reims.

Udover at score Real Madrids første mål i finalen var Alfredo Di Stéfano som sædvanligt den store drivkraft i og med, at han fra sin position som centerforward lod sig falde tilbage i banen for at styre opspillet. Det blev bemærket af France Soirs referent, der slet og ret skrev:

»Hovedmanden bag Madrids triumf var Di Stéfano. Han skilte modstandernes defensiv fuldstændigt ad ...«

I den følgende sæsoner blev Raymond Kopa hentet til fra netop Stade de Reims. I forvejen havde Real Madrid et stærkt mandskab med folk som Héctor Rial og Francisco Gento til at fodre Alfredo Di Stéfano, men med Kopa blev spillet mere målrettet, og madrilenerne vandt da også de følgende to mesterholdsfinaler over henholdsvis Fiorentina og AC Milan.

I august 1958 blev holdet om muligt endnu mere giftigt, da én af de fore- gående ti års største profiler blev præsenteret som Alfredo Di Stéfanos nye angrebsmakker. De fleste iagttagere var enige om, at Ferenc Puskás' bedste tid lå bag ham, for ungareren var netop fyldt 31 år, og hans mave bugnede så voldsomt, at Real Madrids træner, Luís Carniglia, bekymret spurgte Santiago Bernabéu, hvad han i grunden skulle stille op med den korpulente frontløber.

»Det ved jeg da ikke. Det er dit job at gøre ham i stand!« brummede præsidenten.

Næsten to år forinden var Ferenc Puskás sammen med Sándor Kocsis, Zoltán Czibor, der begge siden kom til Barcelona, hoppet af under Honvéds verdensturné, som foregik under den ungarske opstand. Det var naturligvis et enormt prestigetab for de socialistiske diktaturstater ikke mindst fordi Ferenc Puskás havde rang af major – og i samlet flok pressede de UEFA til at udelukke ham fra at spille fodbold i Europa.

Ikke desto mindre forsøgte den venstrebenede angriber at finde en ny arbejdsgiver i først Bologna og siden Manchester United. Uheldigvis kunne Ferenc Puskás ikke ét ord engelsk, og desuden var de britiske regler for brugen af udlændinge så stramme, at parterne måtte gå hver til sit.

Det var et held for Real Madrid, for her havde man altid haft et godt øje til den trinde ungarer, og efter at Raimundo Saporta nok engang demonstrerede sit talent for at forhandle, indvilligede UEFA i at ophæve karantænen.

Da Ferenc Puskás først havde smidt nogle kilo, udviklede han en blændende forståelse med Alfredo Di Stéfano, der ikke følte sin position truet af den madglade ungarers tilstedeværelse.

Trods sin hurtige tilpasning og det faktum, at han scorede det afgørende mål i semifinalen mod bysbørnene fra Atlético, blev Ferenc Puskás ofret i finalen i 1959, som igen bød på et møde med Stade de Reims.

Det var tilsyneladende en klog beslutning, for Real Madrid vandt med 2-0. Alligevel blev Luís Carniglia fyret efterfølgende, dels for at holde Santiago Bernabéus erklærede yndling ude af holdet, og dels fordi Barcelona vandt den spanske mesterskabstitel.
I stedet blev den gamle anfører, Miguel Muñoz, udnævnt til træner for Real Madrid fra den kommende sæson, og så var Puskás eller Cañoncito Pum – Den Lille Kanon, bang! – sikker mand på holdkortet.

Ferenc Puskás takkede for tilliden ved både at blive topscorer i ligaen og i Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til 12 fuldtræffere.

Fire af disse sparkede han ind for øjnene af godt 127.000 tilskuere på Hampden Park i Glasgow, da Real Madrid den 18. maj 1960 vandt turneringen for femte gang i træk.

Puskás' angrebsmakker, Alfredo Di Stéfano, scorede de øvrige tre mål i 7-3- sejren over Eintracht Frankfurt i en finale, der indiskutabelt må karakteriseres som historiens bedste.
Så hæsblæsende var den, at det tog The Guardians Richard Williams adskillige år at bearbejde sine indtryk:

»Fonteyn og Nureyev. Bob Dylan i Albert Hall. Premieren på The Rite of Spring. Laurence Olivier på toppen af karrieren. The Armory Show og Sydneys operahus i ét. Dén kamp havde simpelthen alt ...«

Efter så fornem en bedrift kunne det næsten kun gå ned ad bakke for Real Madrid, og det gjorde det også. Ikke på den hjemlige scene, for her vandt klubben mesterskabet i otte ud af de ni følgende sæsoner, men på kontinentet var konkurrenterne blevet stærkere, mens flere af Real Madrids profiler havde nået deres zenit.

Én af dem var kulturbæreren Alfredo Di Stéfano, der om nogen var eksponent for den ægte Madridismo, hvilket kort fortalt er et udtryk for symbiosen mellem effektivitet og stil tilsat stoltheden over at bære den hvide trøje.

Det fik den senere anfører, Amancio Amaro, som debuterede for Real Madrid i Ghana på klubbens sommerturné i 1962, at føle. Da han løb på banen, opdagede han, at der ikke var noget emblem på hans trøje, hvilket han fortalte Alfredo Di Stéfano. Fra ham faldt svaret prompte:

»Du skal svede i den først, knægt ...«

At Di Stéfano vidste, hvad han talte om, understreges af, at han vandt fem mesterholdspokaler og otte spanske ligatitler med Real Madrid, ligesom han blev ligatopscorer fem gange. Alligevel erfarede Alfredo Di Stéfano som så mange andre før ham, at det sidste spark ikke er ét, man giver, men ét man får.

Efter at Real Madrid tabte mesterholdsfinalen til Inter i 1964, ville han gerne fortsætte et par sæsoner endnu, men Santiago Bernabéu var afvisende over for ønsket, og han tilbød i stedet den næsten 38-årige argentiner en rolle i klub- bens tekniske stab. Det afslog han, hvad der gjorde Bernabéu så rasende, at han på stedet erklærede, at Di Stéfano kunne glemme alt om at få job i Real Madrid, så længe præsidenten levede.

I stedet fortsatte angriberen til Español, hvor Ladislao Kubala var blevet træner. Her blev det kun til 11 scoringer, og mest af alt lignede Alfredo Di Stéfanos skifte et desperat ønske om at tjene en sidste skilling, hvad der blev understreget af den dybt alkoholiserede, men livskloge Kubala:

»Jeg beundrede ham på banen, men han gav aldrig nogensinde så meget som en øl ...«


SL Benfica – 1961 og 1962

Trods den formidable finalesejr i 1960 over Eintracht Frankfurt lå det i kor- tene, at Real Madrids totale dominans på kontinentet ikke ville vare evigt. Men at førsteudfordreren skulle komme fra den vestlige side af Den Iberiske Halvø kom nu bag på de fleste.

Om noget havde Portugal udviklet sig til Vesteuropas uland under den fascistiske økonomiprofessor, António de Oliveira Salazars styre, hvad der blandt andet betød, at hovedparten af befolkningen levede i den dybeste fattigdom, ligesom op imod en tredjedel hverken kunne læse eller skrive.

Selv om levevilkårene var utålelige for de fleste, så var interessen for fodbold enorm, og de to hovedstadsklubber, Benfica og Sporting, hørte med sikkerhed til blandt de mest velspillende i Europa.

Specielt Benfica var et spændende bekendtskab, hvilket primært skyldtes, at klubben blev finansielt understøttet af den stenrige Mauricio de Britos, der havde tjent sin formue ved at importere kaffe fra Angola. Det var dog ikke kun kaffebønner, som blev hentet op fra det afrikanske kontinent, for De Britos havde også en veludviklet sans for at slå en klo i gode fodboldspillere, hvad der betød, at folk som Mário Coluna, José Águas og Eusébio blev hentet til den portugisiske hovedstad.

Sidstnævnte var for ung til at spille nogen væsentlig rolle på Benficas mandskab, der under mestertaktikeren Béla Guttmann gik på jagt efter mesterholdstrofæet i efteråret 1960. Til gengæld stortrivedes en lang række andre fremragende profiler i Guttmanns kompromisløse angrebskollektiv, og på vejen mod finalen blev Hearts, Újpesti Dózsa, AGF og Rapid Wien udraderet efter tur. José Águas og José Augusto scorede henholdsvis ni og syv mål, hvad der fortalte alt om, hvor farlige folk, Guttmann rådede over.
Trods det sprudlende spil var Benfica ikke favorit i finalen på Wankdorf-stadion i Bern den 31. maj 1961. Det var CF Barcelona, som omsider indfriede omverdenens forventninger ved at kvalificere sig til sin første finale i turnerin- gen efter blandt andet at have elimineret de evige rivaler fra Real Madrid i to barske opgør i anden runde.

Selv om Barcelona stillede op med etablerede verdensstjerner som Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Zoltán Czibor havde holdet en decideret offday mod Benfica, symboliseret ved at portugisernes anden scoring i 3-2-sejren var et selvmål af målmandsmonumentet Antoni Ramallets.

Dén plet var svær at vaske af for CF Barcelona, og bedre blev det ikke af, at klubben kom til at vente i 13 år, inden den igen formåede at kvalificere sig til mesterholdsturneringen. Så længe varede det ikke for Benficas vedkommende, for takket være triumfen i Bern gik As Águias – Ørnene – fem måneder senere på vingerne for at indlede forsvaret af sølvtrofæet. Omsider havde det 19-årige stortalent, Eusébio, der indtil nu havde levet en forholdsvis beskyttet tilværelse i klubbens talentafdeling, vokset sig stor og stærk nok til at tage en fast plads på holdet.

Med ham blev Béla Guttmanns i forvejen skræmmende offensiv endnu mere uhyggelig, og det fik genfødte Real Madrid at føle i mesterholdsfinalen i Amsterdam, der på grund af det forestående VM i Chile var rykket helt frem til den 2. maj 1962. Her brillerede den fortsat knivskarpe Ferenc Puskás ved at score tre gange for spanierne, men alligevel måtte han efterfølgende erkende, at han blev overskygget af en purung mozambiquer ved navn Eusébio. Han stod for to af fuldtræfferne i én af historiens mest uforglemmelige mesterholdsfinaler, som Benfica endte med at vinde 5-3, hvorefter det var en realitet, at magtbalancen i europæisk fodbold definitivt var taget ud af hænderne på Real Madrid, der ellers havde spillet sig frem til seks af de hidtidige syv finaler i turneringen.

Desværre for Benfica blev triumfen i Amsterdam samtidig afslutningen på Béla Guttmanns virke i klubben. Den ungarske globetrotters livsindstilling var maksimalt at arbejde tre år det samme sted, og det lavede han heller ikke om på i Lissabon – specielt ikke efter at Mauricio de Britos konsekvent nægtede ham en lønforhøjelse ...

Set i bagklogskabens klare lys var det en bommert af rang, for selv om Benfica op gennem 1960'erne leverede adskillige store øjeblikke, så kom holdet til at undvære Guttmanns magiske touch, og dermed blev døren åbnet for andre af kontinentets slumrende giganter.


AC Milan – 1963 og FC Internazionale – 1964 og 1965

Efter mange års opslidende krig mod Østrig blev Italien i 1861 samlet under kongefamilien Savoia, der hørte hjemme i Piemonte-regionen. Selv om de fleste italienerne efterfølgende sang passioneret med på nationalhymnen Marcia Reale – Den Kongelige March – betød foreningen ikke, at de dermed kunne opfattes som én homogen befolkningsgruppe.

Dertil var forskellen mellem indbyggerne i det industrialiserede og rige nord og befolkningen i det fattige og underudviklede syd trods alt for stor. Også inden for fodbold udkrystalliseredes de demografiske forskelle, lige fra englænderne introducerede spillet i ti-året inden århundredeskiftet. Det skete i de nordlige regioner, hvor pengestærke iværksættere og store befolkningsgrupper udgjorde det nødvendige miks for at grundlægge nogle stærke fodboldklubber.

Helt fra det første mesterskab blev afviklet over en enkelt eftermiddag i 1898, kom de toneangivende hold fra Genova, Milano og Torino, og efter etableringen af Serie A i 1929 og 30 år frem dominerede de to store rivaler fra sidstnævnte by – Juventus og AC Torino – ved tilsammen at vinde halvdelen af ligatitlerne.
Succesen blev dog aldrig overført til den europæiske scene, hvilket for AC Torinos vedkommende hang sammen med, at alle spillerne på dét hold, som vandt Serie A fem sæsoner i træk, omkom ved et flystyrt i 1949.

Hvor tragisk det end var, så gav det plads til AC Milan, der ikke havde vundet mesterskabet i mere end 40 år. Takket være indflydelsen af de tre svenskere, Gunnar Nordahl, Nils Liedholm og Gunnar Gren, som alle kom til efter OL i London, triumferede I Rossoneri – De Røde og Sorte – fire gange i perioden, ligesom holdet på ulykkelig vis tabte Europa Cup-finalen for Mesterhold til Real Madrid i 1958.

Tre år senere udnævnte AC Milans præsident, Andrea Rizzoli, Nereo Rocco til ny cheftræner, og det var en god beslutning, for allerede i den defensivt tænkende triestiners første sæson vandt klubben Serie A.

Den 22. maj 1963 skrev Nereo Rocco sig ind i historiebøgerne, da han på Wembley i London førte AC Milan til tops i Europa Cuppen for Mesterhold efter en hårdt tilkæmpet sejr på 2-1 over Benfica.
Dermed blev AC Milan den første italienske repræsentant, der vandt Europa Cuppen for Mesterhold. Det vakte naturligvis udbredt glæde i det fodboldgale land, men selvklart var begejstringen til at overse hos den anden store Milano-klub, FC Internazionale, der kort forinden sikrede sig Serie A-titlen for første gang i ni år.
I spidsen for I Nerazzurra – De Sorte og Blå– stod den vidt berejste Helenio Herrera, som var cheftræner for CF Barcelona, der i både 1959 og 1960 vandt det spanske mesterskab.

Umiddelbart efter den sidste triumf blev han fyret, fordi catalonierne tabte til Real Madrid i Europa Cuppens semifinale, men at argentineren var afholdt af fansene illustreres af, at de efterfølgende bar ham i guldstol ned ad Barcelonas hovedstrøg, La Rambla.

Herreras popularitet skyldtes ikke kun, at Barça i Real Madrids guldalder formåede at vinde to ligatitler, men også at han samlede et mandskab, der om muligt var endnu mere attraktivt at se på end klubben fra hovedstaden.

Med Ladislao Kubala, Sándor Kocsis og Luís Suárez var stilen kompromis- løst offensiv, og i de to mesterskabssæsoner scorede holdet sammenlagt 182 mål.

Selv om Helenio Herrera hentede Suárez til Inter i 1961, vil det være en overdrivelse at hævde, at den catalanske spillefacon fulgte med. Hos Inter indførte Herrera en moderne udgave af Karl Rappans Verrou-system fra VM i 1938, der indebar, at det schweiziske landshold optrådte med tre mandsopdækkere i forsvaret og tillige en mand som stopklods bag de tre.
Hos Inter blev systemet kaldt Catenaccio med anfører Armando Picchi som låsesmed, og selv om omverdenen skældte voldsomt ud over, at Herreras rationale var at lukke ét mål færre ind end modstanderne, snarere end at forsøge at score ét flere, talte resultaterne for sig selv.

Inter vandt således Europa Cuppen for Mesterhold i 1964 og 1965 efter finalesejre over Real Madrid og Benfica, men til trods for, at forsvaret var holdets adelsmærke, var der også på de offensive positioner fremragende spillere som Jair, Sandro Mazzola og Luís Suárez. Stjernen over dem alle var dog ubetinget Helenio Herrera, der revolutionerede fodbolden med sine metoder. Blandt meget andet var det ham, der indførte Il Ritiro, hvilket medførte, at spillerne allerede efter torsdagstræningen blev sendt i træningslejr for at lade ordentligt op til weekendens ligakamp.

Det siger sig selv, at ikke alle tiltag gled lige let ned, men at Il Mago – Tryllekunstneren – var respekteret af spillerne, understregede Luís Suárez flere år senere:
»Herreras målrettede fokus på fitness og psykologi var enestående. Det var ikke noget, man havde set før. Inden hans tid var træneren ikke vigtig ...«


Real Madrid CF – 1966, Celtic FC – 1967, Manchester United – 1968 og AC Milan – 1969

Efter at have vundet sin tiende spanske ligatitel siden indførelsen af den landsdækkende Primera División i 1929, stillede Real Madrid op til Europa Cuppen for Mesterhold i efteråret 1965 med den klare målsætning at genoplive de glade dage få år forinden.

Der var for længst blevet taget afsked med ikonet Alfredo Di Stéfano og i og med, at Santiago Bernabéu trods ihærdige anstrengelser ikke havde haft held til at lokke den brasilianske verdensstjerne, Pelé, til den spanske hovedstad, lignede Real Madrid ikke umiddelbart et hold, som kunne rokke ved de italienske klubbers dominans.

Ferenc Puskás var efterhånden blevet 38 år, forsvarsstyrmanden José Santamaria 36 år og venstre wingen Francisco Gento 33 år, hvilket mere end indikerede, at det ikke ligefrem var noget ferskt materiale, cheftræner Miguel Muñoz rådede over. Det skulle da også snart vise sig, at de to førstnævnte for længst var over sidste salgsdato, hvorfor de mistede deres stampladser, som sæsonen skred frem.

I stedet blev yngre kræfter som José Pirri, Amancio Amaro og Manuel Sanchís toneangivende figurer på et kampstærkt Madrid-mandskab, der slog sig igennem til finalen i Bruxelles efter blandt andet at have nedkæmpet kompetente modstandere som Anderlecht og Inter.

Den 11. maj 1966 viste de hvidklædte madrilenere, at de måske ikke længere var så spillemæssigt godt kørende som tidligere, men til gengæld udstrålede de masser af vilje. Det gik ud over de dygtige jugoslaver fra Partizan, som efter at have været foran alligevel tabte med 1-2, hvorefter Real Madrid vandt sin sjette mesterholdspokal.

Året efter var korpsånd og fightervilje ikke længere nok for Real Madrid, der måtte forlade turneringen efter to nederlag til Inter, som dermed fik revanche for den foregående sæsons exit i semifinalen. Helenio Herreras tropper nåede siden frem til deres tredje mesterholdsfinale på fire år, og på Estádio Nacional i Lissabon var de den 25. maj 1967 gigantiske favoritter mod de skot- ske opkomlinge fra Celtic, som helt usædvanligt stillede med 11 hjemmeavlede spillere i startopstillingen.

Trods et tidligt straffesparksmål af Sandro Mazzola tabte Inter dog med 1-2 mod de seje folk fra Glasgow, som dermed blev det første nordeuropæiske mandskab, der vandt turneringen. Det var en slem bet for både Inter og italiensk fodbold, som kunne have fået en smule oprejsning oven på VM i England, hvor nationalmandskabet røg ud allerede efter den indledende runde.
Oprejsningen kom heller ikke i den følgende sæson, for her vandt Manchester United turneringen.

Det var i sandhed en monumental bedrift, for ti år forinden blev halvdelen af holdet udslettet ved et flystyrt i München efter en Europa Cup-kamp mod Crvena zvezda – Røde Stjerne. Umiddelbart efter gik den overlevende manager, Matt Busby, i gang med at bygge et nyt storhold, og kulminationen på hans arbejde kom i 1968, da Manchester United med excellente folk som Bobby Charlton og George Best i rækkerne slog Benfica på Wembley med 4-1 efter forlænget spilletid.

Jublen forstummede snart for Manchester United, og også hos Grande Inter var de glade dage forbi. Til gengæld begyndte naboerne fra AC Milan igen at røre på sig, da Nereo Rocco vendte tilbage efter en afstikker til AC Torino. Med ham i spidsen kvalificerede Milan sig i 1969 til mesterholdsfinalen i Madrid mod de hollandske himmelstormere fra Ajax, der til trods for tilstedeværelsen af en vis Johan Cruyff tabte med 1-4.
Ham kom man til at høre meget mere til i den efterfølgende periode. Hvad ingen vidste var, at der skulle gå hele 16 år, inden et italiensk hold igen vandt Pokalen Med De Store Ører ...



Feyenoord – 1970 og AFC Ajax – 1971, 1972 og 1973

I sammenligning med andre store fodboldnationer blev professionalisme indført sent i Holland, nemlig i 1954. Der skulle imidlertid ikke gå længe, inden kongedømmets klubber begyndte at sætte deres præg på de kontinentale turneringer. Det skyldtes til dels fremvæksten af en række talentfulde spillere, og dels at de hollandske trænere generelt befandt sig på et højt taktisk stade.
Én af disse var den forhenværende Ajax-angriber, Rinus Michels, der afløste englænderen Vic Buckingham i sin barndomsklub i 1965.

På daværende tidspunkt lå amsterdammerne og rodede nær bunden af Æresdivisionen, men efter at den nye træner erhvervede de rutinerede Co Prins, Henk Groot og målmanden Gert Bals til støtte for de unge Ajacieden, gik det fremad med rasende fart. Rinus Michels var taktisk inspireret af Jack Reynolds, som han selv havde optrådt under som aktiv, og af det ungarske landshold, der med Ferenc Puskás i spidsen fejrede store triumfer i begyndelsen af 1950'erne. Disse indtryk blev tilsammen til konceptet Totaalvoetbal, som drejede sig om at udnytte banens rum og om at have bolden mest muligt.

»Zonder de bal kun je niet winnen« – Uden bolden kan man ikke vinde var ét af Rinus Michels standardudtryk, og det blev understøttet af, at alle blev opdraget til både at angribe og forsvare. Det indebar logisk nok, at det var nødvendigt at luge kraftigt ud i truppen, idet det ikke var alle, som levede op til hans ekstreme krav. Unge kometer som Piet Keizer, Barry Hulshoff og Johan Cruyff havde derimod ingen kvaler med Michels' principper, og med dem som bannerførere for banebrydende og attraktiv angrebsfodbold vandt Ajax tre ligatitler på stribe, ligesom holdet i 1969 nåede frem til mesterholdsfinalen, som man dog tabte til AC Milan.

På baggrund af Ajax' dominans kom det som et chok, at landsmændene fra Feyenoord den følgende sæson vandt Mesterholdenes Europa Cup, da holdet under ledelse af Ernst Happel udmanøvrerede Celtic i en meget taktisk finale i Milano.
Trods et stærkt materiale kunne Feyenoord ikke holde trit med Ajax, der blev yderligere styrket med tilgangen af Arie Haan, Johan Neeskens og Ruud Krol fra klubbens egen ungdomsafdeling, og det var der i og for sig heller ingen andre, som kunne.

Med Johan Cruyff som kontinentets mest dominerende spiller siden Alfredo Di Stéfanos velmagtsdage fejede Ajax al modstand til side i de følgende tre sæsoner af Mesterholdenes Europa Cup, hvor det blev til finalesejre over henholdsvis Panathinaikos, Inter og Juventus.

Så iøjnefaldende var Cruyff, at flere ligefrem talte om, at han var historiens bedste, og i dyb benovelse over hollænderens teknik og overblik, døbte den britiske skribent, David Miller, ham Pythagoras i fodboldstøvler ...

Allerede inden den seneste finalesejr over Juventus den 30. maj 1973 begyndte alvorlige mæthedsfornemmelser at sætte ind i alle geledder.

Interne stridigheder og misundelse blev en del af hverdagen, og efter at Johan Cruyff blev frataget anførerbindet oven på en afstemning blandt holdkammeraterne, valgte han at skifte til CF Barcelona, hvor Rinus Michels i de seneste to sæsoner havde været ansat.

Forinden udløb de rumænske myndigheders tilladelse til, at den meget vellidte Stefan Kovács kunne fortsætte i Ajax. Efter to år på trænerposten skulle han planmæssigt vende tilbage til hjemlandet, men efter intense forhandlinger fik han lov til at tage et par sæsoner som chef for det franske landshold.

Cruyffs og Kovács samtidige afgang var for stor en åreladning, og folkene omkring bestyrelsesformand Jaap van Praag måtte nødtvunget erkende, at Ajax' epoke var slut, efter at holdet i fem sæsoner havde vist noget af det mest strålende spil i historien.
I efteråret 1973 slog CSKA Sofia amsterdammerne ud allerede i anden runde af Europa Cuppen, og derefter måtte de Godenzonen – Gudernes Sønner – vente fire sæsoner på deres næste hollandske mesterskab.


FC Bayern Munchen – 1974 og 1975

Kontinentets fodboldfans kom ikke til at vente længe, før et nyt hold satte sig på magten i Europa. Bayern München tålte æstetisk ingen sammenligning med Ajax, men man skulle bestemt ikke tage fejl af den vesttyske mesterklub.

FC Bayern hørte ikke umiddelbart til de toneangivende hold i forbundsrepublikken, endsige i hjembyen, hvor 1860 München traditionelt var både stærkere og mere populær. I det hele taget stod tysk fodbolds vugge ikke i den sydlige del af landet, men nær Ruhr-området, hvor klubber som Borussia Dortmund, Schalke 04 og FC Köln har deres udspring.

I midten af 1960'erne udklækkede Bayern München imidlertid en stribe af de største talenter, som nogensinde er set i Vesttyskland, og det kom i det følgende tiår til at vende op og ned på magtbalancen både nationalt og internationalt.
Rygraden på mandskabet kom fremdeles til at bestå af hjemmefødte verdensklassespillere som målmanden Sepp Maier, liberoen og anføreren Franz Beckenbauer og Gerd Müller, der med stor sandsynlighed er den farligste mand, der nogensinde har haft straffesparksfeltet som sin arbejdsplads.

Sammen med tre andre spillere fra FC Bayern dannede de stammen på det vesttyske landshold, der i 1972 vandt Europamesterskabet efter en 3-0-sejr over Sovjetunionen i Bruxelles, hvilket var et forvarsel om, at forbundsrepublikken var på vej ind i sin fodboldmæssige Blütezeit.

To år senere stod Bayern München sammesteds i sin første Europa Cup- finale for Mesterhold, hvor modstanderen var Atlético Madrid. Sydtyskerne var bedst, men alligevel måtte holdene ud i forlænget spilletid efter 0-0 i den ordinære kamp. Her bragte den senere landstræner, Luís Aragonés, spanierne i spidsen med et af sine karakteristiske frispark, men dybt inde i overtiden udlignede den fremrykkede forstopper, Georg Schwarzenbeck, med et langskud fra 30 meter, som strøg ind under Atléticos målmand, Miguel Reina, til 1-1.

I omkampen to dage sendte træner Udo Lattek samme 11 spillere i aktion, og denne gang gav de ikke ved dørene mod Atlético, der tabte med 0-4 efter to fuldtræffere hver af Gerd Müller og Uli Hoeneß.

Trods storsejren blev myten om Bayern Münchens evindelige held grundlagt i Europa Cup-finalen i 1974. Det hang givetvis sammen med, at sydtyskerne, personificeret ved den allestedsnærværende Franz Beckenbauer, notorisk optrådte yderst arrogant, hvad der skabte mindst lige så mange fjender som tilhængere i og uden for Vesttyskland. Det var Kaiser Franz og hans holdkammerater fuldstændig ligeglade med, for de udgjorde i sandhed et mandskab med sejrs-DNA i arvemassen.

Halvanden måned efter triumfen over Atlético stillede sydtyskerne med seks spillere i startopstillingen, da landsholdet vandt VM-finalen med 2-1 over Holland på Olympiastadion i München efter mål af Bayern-profilerne, Paul Breitner og Gerd Müller.

Breitner skiftede kort efter til Real Madrid, men Gerd Müller – Der Bomber der Nation – fortsatte, og det var vigtigt, for i Europa Cup-finalen i 1975 havde han en nøglerolle mod Leeds i Paris, da han på en uvant position som offensiv midtbanespiller var hovedmanden bag Bayern Münchens heldige 2-0-sejr.

Triumfen understregede, at den tyske Bundesliga på daværende tidspunkt var verdens stærkeste, men akkurat som tilfældet havde været det med Ajax i årene forinden, var der også en udløbsdato for FC Bayern Münchens storhedstid.

Det var der bare ingen, som turde tale højt om den 28. maj 1975, da Kaiser Franz svingede med mesterholdspokalen på Parc des Princes i Paris ...



Magasin-artikler
Suppedasen Southampton
Princippet med ”Køb billigt og sælg dyrt til Liverpool eller Manchester United” er ikke så rammende for Southampton mere. Pointmæssig krise kommer efter al for meget salg – Indkast.dk har kigget nærmere på holdet fra sydkysten.
Da Virgil van Dijk forlod Southampton, slog Premier League-klubbens bestyrelsesformand – Ralph Krueger – fast, at nu skulle klubben altså væk fra de sorte skyer, som de havde befundet sig under alt for længe.

Holdet var placeret lige over nedrykningsstregen – og kun pga. en bedre målscorer – så ét point i den efterfølgende kamp imod Watford skabte lidt luft i stillingen, og nogle af de sorte skyer forsvandt. Men krisen ulmer i klubben – hvorfor? Indkast.dk har kigget den efter i sømmene.


Metaltæthed på talentfabrikken
Efter manges opfattelse har Southampton de sidste fem sæsoner formået at skabe en talentfabrik på den engelske sydkyst, hvor de har skabt et stort transferoverskud, men det er faktisk ikke korrekt.

Før salget af van Dijk til Liverpool havde Southampton således ikke et overskud på deres transfer-balance fra de sidste fem år. Dette er faktum på trods af salg af spillere som Dejan Lovren, Adam Lallana, Nathaniel Clyne og Sadio Mané til Liverpool samt Luke Shaw og Morgan Schneiderlin til Manchester United. Trods mange af disse salg havde Southampton transfer-underskud, hvilket især skyldes en del fejlkøb til et trecifret millionbeløb ved spillere som Gaston Ramirez, Pablo Osvaldo, Jordy Clasie, Shane Long, den evigt skadende Mario Lemina og faktisk også danske Pierre-Emilie Højbjerg, selvom han har spillet bedre i de seneste kampe.

Udover de store udskiftninger i truppen har det samme været tilfældet på manager-posten. I de sidste seks sæsoner har klubben haft fem forskellige managere – og for første gang går det ned af bakke i denne periode.


2012/13
Sluttede som nr.: 14
Efter 22 kampe: 15

2013/14
Sluttede som nr.: 8
Efter 22 kampe: 9

2014/15
Sluttede som nr.: 3
Efter 22 kampe: 7

2015/16
Sluttede som nr.: 6
Efter 22 kampe: 10

2016/17
Sluttede som nr.: 8
Efter 22 kampe: 11

2017/18
Sluttede som nr.: ?
Efter 22 kampe: 17

I denne periode har der også været solide managere i klubben – se blot her:

Nigel Adkins
Fra sep. 2010 til jan. 2013
Sejrsprocent: 54,0%

Mauricio Pochettino
Fra jan. 2013 til maj 2014
Sejrsprocent: 38,3%

Ronald Koeman
Fra juni 2014 til Juni 2016
Sejrsprocent: 48,3%

Claude Puel
Fra juni 2016 til juni 2017
Sejrsprocent: 37,7%

Mauricio Pellegrino
Fra juni 2017 til nu
Sejrsprocent: 17,3 %


Skuden skal vendes nu, for pilen er nedafgående. Sæsonens første 11 kampe gav 13 point, hvorimod de næste 11 blot gav syv point. I de to perioder lukkede sydkystholdet ti mål mere ind end i den første del, og de kom til 4,3 færre afslutninger pr. kamp. Siden har profilen van Dijk forladt holdet – og de mange penge er ikke blevet brugt endnu for klubben med de voksende bekymringer.

Samtidigt med dette har den kinesiske rigmand Gao Jisheng købt en endnu større andel af klubbens aktier, men det hænger ikke sammen med nul sejre i de sidste ti Premier League-kampe, og i de næste ti kampe venter blandt andet Tottenham, Liverpool, Arsenal og Chelsea. Derfor skal spillet og resultaterne forbedres straks af den argentinske manager Pellegrino, og mon ikke også truppen bliver styrket i transfervinduet.

Et af de store transfer-mål var at hente den ”fortabte søn” Theo Walcott tilbage til Southampton, men ham nappede Everton – på trods af at hurtigløberen flere gange har fortalt, at han er stor fan af rivalerne fra Liverpool, men måske er der slet ikke så mange penge i Southampton, som mange tror?

I deres sidste regnskab kunne man læse, at deres lønudgifter var steget med næsten 500 millioner kroner over de sidste fire år. I regnskabets bemærkning kom det frem, at når klubben har solgt en dyr spiller, har de altid fundet en erstatning, som havde større lønkrav. Så hvem kan blive den næste salgsvare?

Måske marokkanske Sofiane Boufal, der godt nok har været meget skadet, men som ved flere lejligheder har set lovende ud. Det har nyindkøbet i det centrale forsvar - Wesley Hoedt – også gjort, men det er også nogle solide spillere som Dejan Lovren, Toby Aldersweireld og især Virgil van Dijk, som han skal efterfølge.

Disse salg er der ikke længere de store historier om i Southampton. Deres forfærdelige form og placering fylder mere for den tidligere ”talentfabrik”. Da Mauricio Pochettino kom til Tottenham fra Southampton i 2014, skulle han have sagt til London-holdets ledelse, at de skulle holde øje med spillerne fra Southampton – men spørgsmålet er nu… gælder det også, hvis de ikke spiller i Premier League?


Læs hele artiklen
Klopp: Ingen Coutinho, ingen problem
Liverpools salg af Philippe Coutinho kan vise sig ikke at blive et lige så stort tab som først forventet, hvis landsmanden Roberto Firmino kan fortsætte sin opadgående formkurve.
Mange var kritiske, da brasilianske Philippe Coutinho forlod Liverpool til fordel for Barcelona i en handel i omegnen af 1.2 milliarder kroner tidligere i januar transfervinduet. Salget af Coutinho kan dog vise sig at være godt givet ud, hvis landsmanden Roberto Firmino fortsætter sin nuværende formkurve.

Den 26-årige angriber har således scoret 17 sæsonmål, hvoraf det seneste var et smukt et af slagsen i sidste weekendens 4-3 sejr over Manchester City.

Firmino er samtidig en af manager Jürgen Klopps foretrukne elleve. Hans løbearbejde, presspil og evner i det lille felt gør ham til en uundværlig brik for manager Klopp. Den karismatiske tysker har heller ikke andet end roser til overs for sit angrebses:

- Jeg tror ikke, det er muligt, at nogen kan få mere ros, anerkendelse og komplimenter end Roberto, siger Jürgen Klopp til talkSPORT og fortsætter:

- Han (Firmino, red.) fortjener den anerkendelse, for han er en fantastisk fodboldspiller.

Om Firmino og Liverpool - uden Coutinho - kan fortsætte deres nuværende formkurve, vil vise sig mandag aften, når holdet fra Beatles-byen gæster nedrykningstruede Swansea.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Nicklas Bendtner – 30 år
”Lord Bendtner” er to gange blevet anholdt for at lave hærværk, og han har fået en bøde på 842.000 kroner for at køre spirituskørsel – men nu er det hele vendt, og den 30-årige ”Bendtner is back”.
Den 16. januar 1988 blev en af Danmarks vel nok mest selvtillidsfulde mænd født. Hvis man som læser er i tvivl om, hvem denne herre er, er der tale om Nicklas Bendtner. En spiller, som mange både i Danmark og i verden elsker at hade – og det er ikke så mærkeligt.

I Jantelovens hjemland er angriberen nemlig ikke bange for at iscenesætte sig selv og har desuden aldrig været det.
Allerede i ungdomsårene viste han flere tegn på, at han er en ener og formentlig altid vil være det. Han har nemlig aldrig haft nogle fodboldspillere som idoler. Næ, i stedet var hans idol tegneseriefiguren Batman – en figur der, trods svære odds altid klarede sig, og vigtigst af alt - klarede sig selv. Batman-sammenligningen er ikke helt af vejen, for selv om fodbold er en kollektiv sport, betyder det ikke, at ”Lord”, som han så yndefuldt bliver kaldt, ikke kan formå at flytte fokus over på sig selv. At det nu engang er sådan, kunne allerede ses tidligt i Bendtners karriere. Angriberens træner i KB, Jonnie Larsen, var nemlig på besøg i Arsenal og har tidligere overfor Tipsbladet beskrevet, hvad han så.

- Han var 18 og spillede en U/19-kamp mod Southampton, som ikke havde tabt en kamp i et helt år. Arsenal var bagud 1-0, og fem minutter før tid udlignede Nicklas. Arsenals spillere var helt vilde, og de løb over i hjørnet, hvor Nicklas fejrede det. I overtiden scorede Arsenal så til 2-1, og alle løb over i hjørnet igen – på nær Nicklas, som bare løb op mod midten. Det er typisk Nicklas, når det ikke er ham selv, der er i centrum. Der svinede jeg ham til og sagde, at han skulle være lidt mere en holdspiller. Jeg ved det godt Jonnie, sagde han, men han var lidt skuffet over, at han ikke blev matchvinder. Han er ikke en ond fyr, men det er nok det billede, folk har af ham. At han er lidt egoistisk…

Og påstanden er ikke helt skæv, hvis man blot lytter til nogle af de talrige andre anekdoter fra ungdomsårene. Som eksempel herpå beskrives det i bogen 'Big Bendtner' af Kurt Lassen, at han allerede som ung vidste, at han var for god til Danmark og Superligaen.

- Mens jeg var i KB, vidste jeg hele vejen, at jeg ikke skulle skrive kontrakt med FCK, men at jeg skulle videre.

Denne selvtillid har fulgt skarpretteren sidenhen, men som i så mange andre tilfælde er der en logisk grund til de høje tanker om sig selv.


Det startede på Amager – med mange mål
Bendtner startede som kun fireårig i Amager-klubben Tårnby Boldklub. Her spillede han i seks år, inden talentet rakte til den større og mere ambitiøse klub KB. Her blev historien gentaget. Bendtner tørnede nemlig også ud for københavnerne i seks år og med stor succes. Han var flere af sine konkurrenter overlegne, dels på grund af sin højde og dels på grund af sit åbenlyse talent. Det betød, at Arsenal hentede den dengang kun 16-årige dansker til London. Herfra tog karrieren for alvor fart. Faktisk imponerede skarpretteren manager Arsène Wenger så meget, at han kun et år efter sin ankomst til klubben debuterede for førsteholdet. Det skete i en Ligacup-kamp mod Sunderland i en alder af blot 17 år.

Året efter blev Bendtner udtaget som absolut yngste mand til Danmarks U-21-landshold forud for slutrunden i Portugal. I selvsamme turnering scorede Bendtner to mål mod Spanien - i sin debut vel at mærke. Senere samme år debuterede han for Danmarks bedste mandskab. Debuten faldt i en kamp mod Polen, og som for U-21-landsholdet tegnede han sig for en scoring. Ti måneder senere tilspillede han sig, efter et ophold i Birmingham, en kontraktforlængelse i Arsenal, og som om året ikke skulle være godt nok allerede, scorede han minsandten også sit første mål i Champions League i 7-0-slagtningen af Slavia Prag.

Herefter begyndte det dog at vakle mere for Bendtner. Holdkammeraterne begyndte at blive irriterede over hans store selvtilfredshed, og selv om han scorede regelmæssigt, formåede han at tiltrække negativ omtale i medierne. Det skete blandt andet efter en uheldig bytur, hvor han blev fotograferet med bukserne nede, et biluheld og røster fra landsholdslejren om, at han havde svært ved at indordne sig landsholdets regler og dermed hierarki. Det blandede mediebillede har fulgt angriberen lige siden. Efter nogle år med både strålende og forfærdeligt spil i Arsenal - og en guldrandet kontraktforlængelse til 2014 - valgte ”B52” at skifte til en lejeaftale hos midterholdet Sunderland.

Tiden i den langt mere stille nordengelske by, Sunderland, blev som tiden i Arsenal, en blandet pose bolsjer. Han startede godt, havde en mindre god periode og sluttede så godt igen. Sæsonen blev dog overskygget af flere uheldige episoder – blandt andet en sag om en fartbøde samt en sag danskeren senere blev frikendt i, hvor han sammen med anfører Lee Cattermole skulle have udøvet hærværk på adskillelige biler.


Masser af fest, damer og problemer
Udover alt balladen har Bendtner også været jagtet af mange journalister fra de mere kulørte blade, hvilket ikke mindst skyldtes ægteskabet – og barnet – som han fik med den tidligere baronesse Caroline Fleming. Dette forhold sluttede i 2011, og siden har Bendtner blandt andet været kæreste et par år med den voldsomt eksponerede skuespiller Julie Zangenberg. I denne periode var Bendtners karriere på det laveste. Dårlige ophold hos Juventus, Wolfsburg og Nottingham Forest gjorde, at han på klubholdene over en periode på fem år blot lavede fem mål – og nok engang var i overskrifterne af alle de forkerte grunde.

Da han kørte imod ensretningen på Gl. Strand i København med en promille på 1,75, mistede han også store dele af den sympati, der havde været for ham i den danske befolkning, og der var heller ikke meget forståelse hos Wolfsburg, da Bendtner – efter han blot havde lavet tre mål på to år – lagde et billede op på Instagram med sig selv i sin Mercedes på vej til træning i Wolfsburg, der er VW's hjemby. Bilfirmaet og storsponsoren i klubben betragtede dette som en provokation. Derfor endte han i Nottingham uden den store succes, og derefter endnu et skridt ned af karrierestigen med skiftet til Rosenborg, hvorved karriereforløbet kom til at hedde: Juventus, Wolfsburg, Nottingham Forest og Rosenborg. I Norge er Bendtner faldet til ro, og han skulle ifølge sig selv elske landets natur på sine lange gå- og fisketure.

- Jeg tror, at folk har et meget fejlagtigt syn på mig generelt. De tror, at de hele handler om byture og natteliv. Men når jeg har været hjemme (i Danmark, red.), har jeg altid taget ud i mit sommerhus. Jeg har altid elsket naturen, så for mig er der ikke noget nyt i det. Nu er der bare mere naturliv end så meget andet. Jeg nyder kontrasten. Det er dejligt. Vi er en del fra holdet, som fisker sammen.

Sådan sagde Bendtner til VG, men det var ikke et billede, som klubkammeraten i Rosenborg - Mike Jensen – kunne genkende efter formfremgangen.

- Nicklas er blevet stærkere fysisk, og selvtilliden er vokset siden landskampene i september… men han har altså ikke fanget en eneste fisk endnu, sagde Mike Jensen i efteråret.

Om det var naturen eller de høje priser på alkohol skal være usagt, men Rosenborg og Bendtner blev et godt match. Danskeren blev topscorer, kåret til ”Årets profil” af spillerforeningen og var stærkt medvirkende til, at Rosenborg vandt mesterskabet. Bendtner var nok en gang klar i spyttet på de sociale medier, hvor han efter den norske triumf skrev:

- Jeg sidder her og tænker på, hvordan jeg skal beskrive min sæson. Det er vel første gang i min karriere, hvor alting er gået, som jeg havde håbet og planlagt. Ja, det er faktisk første gang, hvor jeg ikke skal tænke på andet end at nyde øjeblikket og forberede mig på de næste udfordringer. At jeg er kommet så langt, siden jeg tegnede kontrakt med Rosenborg i marts, skylder jeg en stor tak til klubben for - til mit hold, til mine trænere, til fansene og alle andre bag kulisserne.

En langt mere ydmyg Bendtner takkede omkring sig og var langt fra den egoistiske version, som Arsenal-psykologen, Jacques Crevoisier, beskrev tidligere i hans karriere til det svenske fodboldmagasin Offside. Crevoisier havde lavet en 'Selvoplevet kompetence-test' – altså hvor god Bendtner opfattede sig selv til at være. Bendtners test sprængte skalaen. På en skala, der gik op til 9, formåede Nicklas Bendtner at få 10.

Nu fylder ”Fest-aben” 30 år, hvilket ikke er meget, når man tænker på, hvad han allerede har oplevet og hvilken udvikling han har gennemlevet. Måske er han ved at blive voksen?
Læs hele artiklen
José Mourinho - The Special One
Trods flere år med succes er José Mourinho stadig sulten efter flere trofæer og et eftermæle som den bedste nogensinde.
Hans fulde navn er José Mário dos Santos Mourinho Félix. Han er dog bedst kendt som José Mourinho men går også under tilnavnet "The Special One".

Han er kendt for altid at være i fokus, ligemeget om det er ude på sidelinjen, i omklædningsrummet eller til pressemødet. Han er manden man enten elsker at hade, eller manden man hader at elske.

The Young and Unknown One
Født i 1963 og opvokset i en fodboldfamilie i Setúbal, hvor hans far, ex-målmanden Félix Mourinho, spillede professionel fodbold og senere trænede ham i hans tid i Rio Ave.

Trods nogle år i blandt andet Rio Ave og Belenenses, slog José Mourinho aldrig til som fodboldspiller og besluttede derfor at drage ad trænerstien. Mourinho droppede ud af handelshøjskolen efter sin første dag, da han istedet ville læse sportsvidenskab på det tekniske universitet i Lissabon.

Før den aldeles ukendte Mourinho blev kendt som "The Special One", var han kun andenviolin ude på trænerbænken. Det var han i blandt andet i FC Barcelona, hvor han var under den forhenværende United-manager Louis van Gaals vinger.

The Special One
Hans store gennembrud og det der gjorde ham til "The Special One", var da han efter ophold i Benfica og União de Leiria vandt "The Treble" med FC Porto og leverede en af de største overraskelser i moderne tid. Intet portugisisk hold er sidenhen kommet i nærheden af Champions League-titlen, som Mourinhos Porto-mandskab sikrede i Gelsenkirchen tilbage i maj 2004.

- Kald mig ikke arrogant, men jeg er europamester, så jeg er en speciel en.

Det var de ord, José Mourinho brugte den 2. juli i 2004 til sit første pressemøde som Chelsea-manager. Champions League-triumfen med FC Porto var kun begyndelsen på en memorabel karriere for den kontroversielle portugiser. Herfra tog han England og resten af verden med storm med to engelske mesterskaber i sine første to sæsoner i London. Han var dermed manden til at vinde Chelsea deres første engelske mesterskab siden 1955.

Ligeså stor glæde Mourinho kunne vække, ligeså stor ballade kunne han lave udenfor banen med sine udtalelser og konfrontationer med trænere og diverse klubfolk. I september 2007 forlod han Chelsea som en Gud i fansenes øjne trods en fyring efter flere dårlige resultater.

The Treble: Part II
I sommeren 2008 blev han præsenteret som ny cheftræner i Milano-klubben Internazionale. Tiden i Inter var en stor tid i portugiserens karriere. Det var også med Inter, at han hentede sin anden og seneste Champions League-titel, da Diego Milito den 22. maj scorede begge mål i Champions League-finalen imod Bayern München og sikrede Mourinho hans anden treble i karrieren.

Rivaliseringen med Pep Guardiola
Den store triumf havde en stor betydning for, at "The Special One" derefter skiftede til Real Madrid. Det var her, at dette årtusindes største rivalisering udenfor kridtstregerne for alvor brød ud. Pep Guardiola var manden i spidsen for FC Barcelona. Mourinho og Guardiolas rivalisering kan sammenlignes med rivaliseringen mellem Real Madrid og FC Barcelona eller rivaliseringen mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Trods sine tre år i kongeklubben og de høje forventninger, lykkedes det ikke Mourinho at vinde Champions League med madrilenerne. Han brød dog den forbandelse, der hvilede over "Los Blancos". Forbandelsen der havde holdt Real Madrid ude af kvartfinalerne i otte sæsoner i træk. Her nåede Mourinho semifinalerne i alle sine tre sæsoner i klubben, før han blev fyret af ukendte årsager, med mistanke om en konflikt med Florentino Pérez.

The Happy One - Tilbage i Chelsea
- Kald mig den glade.

Det var Mourinhos første ord til pressemødet i hans anden periode på "Broen". Mourinho var tilbage i den klub, hvor han var elsket allermest. Det skulle endnu engang vise sig, at Mourinho var "The Special One". I sin anden sæson førte han nemlig Chelsea til tops for tredje gang i hans karriere, da han med spillere som Terry, Hazard, Fàbregas, Diego Costa og Courtois førte "The Blues" til en Premier League-triumf, der blev sikret flere spillerunder før tid. Blot syv måneder efter sin ligasejr med Chelsea, faldt hammeren ovenpå en længere periode med dårlige resultater og kontroverser med lægestaben. Og Mourinho blev igen smidt på porten i Chelsea i hans anden periode i klubben.

Genopbyggelsen af Manchester United
Hans navn blev allerede sunget højt på Old Trafford i slutningen af december 2015, hvor Louis van Gaal stadig stod i spidsen for "De Røde Djævle". I maj 2016 blev det så en realitet, at José Mourinho skulle tage over i United med forventningen om, at han skulle tage de 20-dobbelte engelske mestre tilbage til den engelske og europæiske top.

Ligesom han havde gjort i sine forhenværende klubber, hentede han store stjerner til som Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović. Der var særligt stor opmærksomhed omkring, at Mourinho igen skulle arbejde sammen med den store svensker, som han havde en fortid med i Inter. I sin tid i Real, skulle han dele land med Guardiola, i United deler han i dag by med den iltre catalaner, der står i spidsen for bysbørnene fra Manchester City.

Sammen med Guardiola, er han den manager med allerstørst fokus på i Storbrittanien og det er særligt grundet de store forventninger, der er til de to garvede herrer, som har en vis historik, og som har brugt flere milliarder på nye spillere til deres hold.

Mourinho har på det seneste været rygtet som en færdig mand hos de røde giganter, som følge af hans defensive spillestil. Mourinho selv har afvist alle rygter, selvom han tidligere har leget med tanken om, at PSG kunne være en interessant destination. En ting er dog sikker. Om 20-30 år vil man se tilbage og huske José Mourinho, som en af denne generations bedste trænere, hvis ikke den bedste.







Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Fodbold-året 2017
Indkast.dk kigger tilbage...
1/1: Olivier Giroud scorede et af årets allerbedste mål på en ”Scorpion-afslutning”.

15/1: Et af årets mest overraskende resultater, da Everton tæskede selveste Manchester City med 4-0.

5/2: Cameroun vandt det afrikanske mesterskab for femte gang.

20/2: Målmandsreserven Wayne Shaw fra Sutton blev verdenskendt, da han spiste et stykke tærte, imens hans hold spillede imod Arsenal.

26/2: Zlatan Ibrahimović slukkede Southamptons drømme om at vinde den engelske liga cup med et sent mål.

8/3: Barcelona vandt med 6-1 over PSG i et historisk comeback i Champions League. Den helt store helt var Neymar, som den franske hovedstadsklub efterfølgende købte.

1/4: Thomas Delaney laver hattrick for Werder Bremen i 5-2-sejren over Freiburg.

23/4: Et sent mål af Lionel Messi sikrede Barcelona en 3-2-sejr over Real Madrid.

12/5: Antonio Conte vandt Premier League i første forsøg.

17/5: Meget overraskende vandt Monaco det franske mesterskab foran nyrige PSG. Holdet fra fyrstedømmet gjorde det også godt i Champions League, og spillerne bliver jagtet af mange storklubber.

20/5: RB Leipzig bliver som oprykker nummer 2 i Bundesligaen. Bayern vinder samtidig mesterskabet for femte år i træk og udbygger dermed rekorden for flest vundne ligatitler i træk.

21/5: På en smuk sommeraften i Malaga vandt Real Madrid det spanske mesterskab efter fem års pause.

27/5: Et reservepræget Arsenal-hold vandt FA-cuppen over Chelsea.

27/5: Efter tre finalenederlag i træk vinder Dortmund den tyske pokalfinale med 1-0 over Frankfurt. Få dage efter fyrer klubben træner, Thomas Tuchel.

28/5: FCK blev mestre, men Brøndby sluttede på andenpladsen i Superligaen, hvilket er deres bedste placering i mange år.

28/5: David Nielsen og Lyngby vinder medaljer, som den bare tredje oprykker i historien, da de sensationelt sikrede sig bronze, efter at have vundet 3-0 på MCH Arena mod FC Midtjylland i sidste spillerunde.

3/6: Real Madrid blev det første hold nogensinde til at vinde Champions League to år i træk.

22/6: Liverpool købte hurtigløberen Mohamed Salah. Et super indkøb…

9/7: Wayne Rooney vendte hjem til Everton og fortalte til præsentationen, at han i Manchester United-tiden sov i sengetøj med Evertons logo på.

24/7: Benjamin Mendy blev indkøbt af Manchester City, der virkelig styrkede defensiven henover sommeren.

3/8: Neymar blev verdens dyreste fodboldspiller.

12/8: Mestrene fra Chelsea startede sæsonen med et hjemmenederlag til Burnley.

13/8: I den spanske Super-cup skubbede Cristiano Ronaldo til dommeren.

25/8: Billeder af Diego Costa ramte hele verdenen. Chelsea-angriberen løb rundt og spillede fodbold i en park i Brasilien. Gigantisk nedtur.

31/8: Et kaotisk transfervindue lukkede. Mange underlige handler som Renate Sanches skifte fra Bayern München til Swansea, mens den ombejlede Kylian Mbappé endte hos de ”regnskabspressede” PSG på en underlig kontrakt.

11/9: Crystal Palace fyrede Frank de Boer efter blot fem kampe – nul point og mål.

23/9: Manchester City blev det første Premier League-hold til at lave fem mål eller mere i tre kampe i træk.

28/9: Bayern fyrer Carlo Ancelotti efter en vaklende sæsonstart.

30/9: Jann-Fiete Arp blev den første spiller født i det 21. århundrede til at få debut i Bundesligaen.

6/10: Bayern ansætter den tidligere Triple-træner, 72-årige Jupp Heynckes.

14/11: Danmark vandt 5-1 over Irland, efter en forvandlet Christian Eriksen løftede det danske hold til nye højder.

25/11: Dortmund og Schalke spiller et fuldstændig vanvittigt Ruhr-derby, hvor Schalke gennemfører et historisk comeback, da de spiller 4-4 efter at have været nede med 0-4.

3/12: Efter at have tabt deres første 14 kampe i deres første Serie A-sæson, sikrede målmand Alberto Brignoli klubben Benevento deres første point med et flyvende hovedstødsmål mod Milan i sidste minut. Opgøret var desuden Gattusos første i spidsen for Milan.

10/12: Manchester City vandt over rivalerne fra United og skabte dermed 11 points forspring i stillingen til andenpladsen. Pep Guardiolas tropper fejrede dette i omklædningsrummet så meget, at Jose Mourinho startede tumultscener efter kampen – måske for at fjerne fokus fra, at United i kampen havde bolden historisk lidt på Old Trafford imod det stærke City-mandskab.

16/12: FC Köln vinder i sidste efterårsrunde sin første ligakamp i sæsonen.
Læs hele lederen
Abdelhak Nouri - Tragedien
Ungt talent udlevede drømmen i Ajax indtil en juli-dag, hvor han faldt om på banen med en permanent hjerneskade. Indkast.dk har kigget nærmere på historien - og især hvad der er sket siden med spilleren, som mange havde så høje forventninger til.
- Det hjælper ikke nogen at være bitter eller sur… eller at græde hele dagen. At være positiv og bede for ham… det hjælper!

Dette skulle være livsfilosofien for Abdelhak Nouris familie. De har ellers meget at være bitre over, for 2017 har været et modbydeligt år for dem. Året 2017 var nemlig det år, hvor den 20-årige Abdelhak gik fra at være et af Hollands mest lovende fodboldtalenter til nu at være ramt af alvorlige hjerneskader.

Nouri – med øgenavnet ”Appie” – faldt om i juli i en træningskamp imod Werder Bremen og har siden været indlagt på et hospital i Amsterdam omringet af sine nærmeste, men også i hjerterne hos mange andre. I de sidste fem måneder har der således været en ved siden af Abdelhak hele døgnet i håbet om bedring.

Abdelhak Nouri var ikke mange år gammel, da hans åbenlyse fodboldkvaliteter kom frem, og som blot syvårig skiftede han til Ajax i en periode af livet, hvor han ønskede at sove med sine fodboldstøvler på. Et unikt talent som blev født i Marokkos ørken og som kunne underholde fodboldfans, da den teknik-stærke ”Appie” kunne ting med bolden som ikke mange andre. Den tidligere hollandske landsholdsspiller Win Jonk, som var træner for Abdelhak i Ajax, beskriver ham på følgende måde:

- Et helt utroligt talent. Når man så en kamp, hvor han var med i, var det tydeligt, at mange af de andre mislykkedes med mange af de detaljer, som ”Appie” let kunne udføre. Det så virkelig let ud for ham… han var en rigtig ”gadespiller”.

Nouri er voldsom populær i Ajax, men det er der ikke noget nyt i. Til hans første kamp, hvor han var udtaget til førsteholdet, sad han hele kampen på bænken, og trods dette sang Ajax-fansene flere gange i løbet af kampen hans navn - og ikke uden grund. Han er eller på denne underlige måde ”var” noget helt specielt. Tilbage i september sidste år spillede Ajax imod Willem II, og da Amsterdam-holdet fik et frispark i en gunstig position, spurgte Nouri med største respekt den danske frisparksspecialist Lasse Schöne, om han ikke måtte tage frisparket. Schöne accepterede – og Nouri scorede.

Nouri er nemlig en meget høflig og behagelig ung mand, som er meget anderledes end andre af nutidens unge stjerner – og måske er det en af årsagerne til, at han får den store opbakning i øjeblikket. Efter 4-1-sejren over Lyon ventede en stor flok Ajax-fans udenfor stadion. Da Nouri kom ud, udbrød den største jubel, og han tog sig alt den tid, som fansene skulle bruge. Denne seance kom efter, at Nouri end ikke havde været på banen i kampen. I en af de efterfølgende kampe spillede Nouri ikke særlig godt for U/21-holdet, hvilket han beklagede til Jonk, som efterfølgende skulle have svaret:

- Det gør ikke noget… du bliver den næste Andrea Iniesta.

Sådan gik det ikke, men i stedet blev det til 13 år i Ajax og en plads i deres klubhistorie og hjerter. Hans spilletrøje hænger stadigvæk over hans skab i omklædningsrummet og hans støvler står ovenpå.


Feyenoord-fans mødte op med Nouri – på ryggen
I arbejderkvarteret - Geuzenveld – i den nordvestlige Amsterdam hænger der et stort banner langs deres five-a-side-bane med skriften ”Nouris legeplads”, hvilket blot er nogle få hundrede meter fra barndomshjemmet. Et andet banner har skriften ”Appie-4-ever” og et billede af Nouri, da han lavede sit debutmål for Ajax. Det mest sørgelige billede findes dog på Amsterdam Museum, hvor der er et ikonisk billede med overskriften ”Trist, håb og opbakning”.

Billedet er taget den 14. juli – altså 24 timer efter, at den daværende Ajax-direktør Edwin van der Sar gav ”den værst tænkelig nyhed”. Billedet viser Nouris far – Mohamed – stående igennem soltaget på en bil, imens han med hånden på hjertet og med lukkede øjne modtager masser af opbakning og kærlighed fra de mange fremmødte i gaderne omkring deres hjem. På teksten ved siden af billedet bifalder fodboldklubben Ajax den gigantiske opbakning, som der har været omkring tragedien fra alle steder. Selv Feyenoords hardcore fans, der hader Ajax, valgte at møde op ved Nouris barndomshjem i Feyenoord-trøjer med Nouris navn på ryggen.


Den altafgørende og umenneskelige dag
Efter store præstationer og anerkendelse blev Nouri i sommerpausen indkaldt til førsteholdets træningstur med den nye Ajax-træner Marcel Keizer. En uges træningslejr i Østrig, hvor de skulle spille imod Werder Bremen på et mindre stadion 70 km udenfor Innsbruck.

I begyndelsen af anden halvleg kom Nouri ind i stedet for Ziyech, men efter 72 minutters spil faldt han om i græsset. Kampen fortsatte i fem sekunder, inden dommeren fløjtede, og indenfor 60 sekunder var der voldsom panik hos alle spillerne – både Ajax og Werder Bremen-spillerne.

Nouri fik masser af lægehjælp fra begge holds læger, da han havde store vejrtrækningsproblemer. Da dette var stabiliseret, blev han sendt med helikopter til et hospital i Innsbruck. Kampen blev vist direkte i hollandsk tv, og her så Nouris bror – Abderrahim – hele kampen, hvorved han måtte opleve det umenneskelige at se broren falde om på tv. Få dage efter fik familien den triste besked af lægerne, at Nouri aldrig kom til at gå, tale eller genkende nogen.

De efterfølgende dage gav mange masser af opbakning til den kriseramte familie. Den tidligere Ajax-spiller Luis Suárez sendte en billede af sig selv sammen med en meget ung Nouri, inden Amsterdam-borgmesteren græd på direkte tv. Eberhard van der Laan var tidligere på året blevet diagnosticeret med lungekræft og havde ikke haft problemer med at tale om sygdommen, men det fik han da han deltog i tv-showet ”Zomergasten”. De første minutter gik godt, men så faldt snakken på Nouri, og Amsterdam-borgmesteren kunne ikke længere holde tårerne tilbage.

Var der Laan døde i oktober, efter han havde indviet en ny skole – Calvijn - i Nouris barndomsområde. Så ulykken med Nouri har sat spor i den fattige del af Amsterdam, imens byens hold gør alt for at vinde deres mesterskab nr. 34 – det samme nummer som Nouri brugte.

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon 20 vanvittige mål Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 18 Tévez: Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede! Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Sikrede voodoo United et Lukaku-skifte? Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: Højestlønnede trupper Top 15: Mest ønskede transfers Artikel ikon Top 6: Angrebsduoer Artikel ikon Top 10: De dyreste spillere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Mølby husker tilbage De 10 bedste hold som ikke kom til VM Artikel ikon El Clásico - mindernes allé Artikel ikon Dansk fodboldlegende er død Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon BBC: Byttehandel gennemføres Sky: Chelsea køber to Roma-spillere Artikel ikon Avis: Arsenal har budt på Aubameyang Artikel ikon Medie: AC Milan vil have ny træner Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Statistik: Dårligste Real Madrid i ti år Batman & Robben Artikel ikon Top 5: Sæsonens hurtigste mål Artikel ikon Jamie Vardys Party Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Man. City - Newcastle Optakt: Man. United - Stoke Artikel ikon Optakt: Liverpool - Man. City Artikel ikon Optakt: Real Madrid - Barcelona Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Stoke - Huddersfield Startopstillinger: Burnley – Man. United Artikel ikon Startopstillinger: Brighton - Chelsea Artikel ikon Startopstillinger: Liverpool – Man. City Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Arsenal udklasserer Crystal Palace Stoke sejrede i drømmedebut for Lambert Artikel ikon Martial-perle sikrer United sejren Artikel ikon Hazard og Willian nedlagde Brighton Artikel ikon Se flere