Victor Kristiansen om hård sæsonstart: Vi har vist vilje og mental styrke
Leicester har været bagud i hele otte af deres ti Premier League-kampe denne sæson. Alligevel har de hentet point i fire af kampene, hvor Kristiansen og co. har kæmpet sig tilbage til en sejr og tre uafgjorte kampe. Senest sikrede de sig endnu et point med en scoring dybt inde i tillægstiden mod Ipswich Town.
"Det har ikke gået vores vej i de første ti kampe, men vi har vist en god vilje og mentalitet i forsøget på at kæmpe os tilbage," fortæller den danske landsholdsspiller til BBC East Midlands.
“Nogle gange lykkes det, men andre gange sidder vi frustrerede i omklædningsrummet over, hvordan vi startede kampen.”
Victor Kristiansen ser det som en værdifuld lektie i forbindelse med holdets udvikling.
“Når man falder i livet, lærer man virkelig at rejse sig igen, og det har vi vist, vi kan. Nu handler det om at blive bedre til at tage styringen fra starten, men samtidig ved vi, at vi kan kæmpe os tilbage, når vi kommer bagud."
Leicester ligger lige nu nummer 15 i ligaen med fem point ned til nedrykningszonen. Kristiansen fremhæver erfaringen i truppen som en faktor, der kan hjælpe dem til at blive i Premier League.
"Størstedelen af holdet har god Premier League-erfaring. Det giver en vis ro på holdet. Der er spillere, der har prøvet det før, spillet på de store stadions og mødt de dominerende hold, så det handler om at trække på den erfaring fra dem."