Rafael van der Vaart har scoret fire mål i de sidste tre kampe, og hollænder har dermed fået en fantastisk start på sit ophold i Tottenham.
Holdkammerat Peter Crouch er da også glad og tilfreds over nyerhvervelsen, som den engelske landsholdsangriber kalder for en klassespiller af høj kaliber.
– Han er fantastisk at spille sammen med. Mit job bliver nemmere, når jeg spiller sammen med en klassespiller af højeste kaliber som ham. Vi arbejder også rigtig godt sammen til træning, fortæller den engelske kæmpe ifølge Sky Sports og uddyber:
– Han læser bolden godt, og det fik han blandt andet to scoringer ud af mod Aston Villa. Fansene elsker ham allerede.
De to omtalte scoringer blev sat ind i gårsdagens kamp mod Aston Villa, og hollænderen spillede dermed noget af en hovedrolle i 2-1-sejren.






























