OB-angriberen Peter Utaka er rasende på holdkammeraten Thomas Helveg, der efter weekendens 0-1 nederlag til FC Nordsjælland mente, at Utaka og andre af holdkammeraterne havde været forstyrrende for en seriøs træning i det fynske.
– Det er en stor løgn. Jeg er meget oprørt over, at nogen kan pege på os og sige sådan noget, siger Peter Utaka til B.T. og fortsætter:
– Hvis nogen siger om mig, at min attitude er dårlig, hvorfor siger de det så ikke til mig. Vi har en aftale i truppen om, at vi siger det til hinanden, hvis der er problemer. Men der er ingen, der har sagt noget til mig, for så ville jeg selvfølgelig lave det om.


























