Superliga-Powerranking: Runde 6
Hvordan ville Superliga-stillingen ende ud fra klubbernes øjeblikkelige styrkeforhold?
Det er de parametre, som man skal have in mente i en powerranking. Den laver vi her på Indkast.dk, hvor vi bedømmer niveauet på de 12 Superliga-hold fra runde til runde i hele 2025/26-sæsonen.
Vi kigger derfor ikke på den faktiske Superliga-tabel, men giver i stedet en øjeblikkelig vurdering af, hvordan Superliga-stillingen ville slutte i maj 2026 med afsæt i, hvordan klubbernes forudsætninger, styrke og udviklingskurve ser ud lige nu.
Parenteserne med tal under klubberne angiver de powerranking-placeringer, som klubberne har haft i sæsonens løb, og derudover markerer vi klubbens udvikling i placering fra seneste runde med (-) for uændret placering og (+/-) med tal i ændrede placeringer.
Så her får du således Superliga-Powerrankingen efter 6. Spillerunde:
1. FC København (-)
FCK led sæsonens blot andet pointtab med et kryds hjemme imod OB. Men ligesom med AGF-nederlaget var kampen klemt ind imellem et sæsondefinerende Champions League-opgør. De forsvarende danske mestre havde derfor naturligt mange rotationer, hvorfor pointtabet ikke var helt uventet. FCK vurderes derfor stadig stærkest i ligaen, men viste igen, at de ikke er totalt usårlige.
(Placeringer: 1,1,1,1,1,1,1)
2. FC Midtjylland (-)
Det har været en god uge i ulveland, hvor FCM-offensiven foldede sig ud med fire mål imod først KuPS og så Silkeborg. FCM har formindsket afstanden til FCK med et point i tabellen, og er nu mere i spil til førstepladsen fremfor tredjepladsen i powerrankingen. Det ventede Philip Billing-køb trækker yderligere op, men de skal stadig forbedre deres kampkontrol og rydde ud i defensive fejl.
(Placeringer: 2,2,2,2,2,2,2)
3. Brøndby IF (-)
Brøndby tog et flot kryds imod franske Strasbourg, og får på torsdag afgjort, hvorvidt de skal spille europæisk fodbold eller ej i denne sæson i returopgøret på Brøndby Stadion. Og det er et stort mål for Vestegns-mandskabet at sparke døren mere ind til Europa, hvorfor de sparede på kræfterne imod Sønderjyske. Det kostede et nederlag, men Brøndby skabte dog en godkendt mængde xG.
(Placeringer: 5,4,4,4,3,3,3)
4. AGF (-)
Man kunne godt savne, at AGF demonstrerede topholdskvaliteten, og satte Vejle mere på plads hjemme i Aarhus. Men sejren på 1-0 kom stadig sikkert i hus, og var den tredje på stribe for AGF, der på papiret også går et godt program i møde, da Fredericia og Viborg venter i de næste runder, inden et opgør hjemme imod Brøndby kan gøre os endnu klogere på deres bronzekandidatur.
(Placeringer: 4,5,6,5,5,4,4)
5. Randers (-)
Randers er inde i en negativ periode, og 1-0-nederlaget imod Fredericia var deres tredje nederlag i streg. De var i spil til sjettepladsen, men top-fire i powerrankingen virker bare noget mere mejslet i granit, og niveauet imellem ligaens øvrige hold er tæt, hvorfor de er svære at rangere. Randers skabte mest i Fredericia, men mangler bare skarphed foran mål. Seks mål i seks kampe er for svagt.
(Placeringer: 3,3,3,3,4,5,5)
6. FC Nordsjælland (+1)
Det var ikke overbevisende, men FC Nordsjælland tog vigtige skridt væk fra bundplaceringerne med 1-0-hjemmesejren imod Viborg. Det var et tæt opgør, hvor FCN dominerede på bolden, og selvom Farum-mandskabet har svinget gevaldigt i præstationerne i sæsonstarten, så har de lavet en fin mængde mål, og de indtager derfor 6.pladsen, der dog er billigt til salg i øjeblikket.
(Placeringer: 6,6,5,6,7,7,6)
7. Vejle (-1)
Det kan måske virke mærkeligt, at Vejle er at finde på 7. pladsen i vores powerranking, da de lige nu ligger sidst i ligaen. Men kampprogrammet har også været ondt ved dem, da de både har mødt FCK, FCM, Brøndby, AGF og Randers. Så med de kommende kampe imod Viborg, Sønderjyske, Fredericia og Silkeborg forventer vi, at Vejle med deres fine spil snart øger pointhøsten.
(Placeringer: 8,9,9,7,6,6,7)
8. OB (-)
OB er svære at blive kloge på. I sidste uge fik de bank hjemme af AGF, og lignede nedrykningskandidater, men spillede så en flot kamp i Parken, hvor de især i første halvleg skabte mange chancer, og de var kun få minutter fra at tage tre point. Odenseanerne har bare mange gode offensivspillere, men de kan ikke ignorere, at de har lukket 16 mål ind, som er klart flest i ligaen.
(Placeringer: 9,8,7,8,8,8,8)
9. Viborg FF (-)
Viborg stod godt og solidt imod på en svær udebane på kunstgræsset i Farum, og kunne sagtens have fået point. En målscore på 8-10 viser, at Viborg præsterer jævnt uden at imponere i nogle ender af banen. Desuden er de nu også at finde på den virkelige 9. plads i ligaen, som de har ligget på i fire runder i powerrankingen. Holder de niveauet, ser denne placering dog ret tryg ud for dem.
(Placeringer: 10,10,10,9,9,9,9)
10. FC Fredericia (+1)
Okay så Fredericia. Vi overgiver os, og tildeler en placering over nedrykningsstregen i powerrankingen til de upåagtede oprykkere for første gang i sæsonen. Man må virkelig bare lette på hatten for deres flotte pointtotal på 10 i seks kampe og en aktuel femteplads i tabellen. Men man skal også have in mente, at de tabte kampen imod Randers ret klart på xG med 0,44 imod 1,64.
(Placeringer: 12,12,11,12,11,11,10)
11. Silkeborg IF (-1)
Det var jo ikke uventet, at Silkeborg kunne få ørerne i målmaskinen i Herning, som det er sket for flere hold imod FCM, når deres offensiv folder sig ud. Men Silkeborg skabte kun en xG på 0,60, og begge deres mål var snarere foræringer af FCM, end det var Silkeborgs fortjeneste. De er derudover rækkens aktuelle nummer 11, og har lukket næstflest mål ind af alle hold i ligaen.
(Placeringer: 7,7,8,10,10,10,11)
12. Sønderjyske (-)
Det er en lidt hård dom af Sønderjyske at fastholde dem på sidstepladsen ovenpå deres flotte sejr imod Brøndby. Men de kunne heller ikke have ønsket sig at møde de blågule på et bedre tidspunkt, hvor deres totale fokus var på Europa-kampen torsdag, og Sønderjyske har også kun fået point på hjemmebane. Nedrykningskampen er uhyre tæt, men sønderjydernes trup ser bare lidt lunken ud.
(Placeringer: 11,11,12,11,12,12,12)
Du kan desuden læse vores seneste powerranking herunder, hvor vi bedømte klubbernes styrkeforhold efter femte spillerunde, og samtlige powerrankings fra sæsonen findes også her på sitet:
https://indkast.dk/superliga-powerranking-runde-5