Hvordan ville Superliga-stillingen ende ud fra klubbernes øjeblikkelige styrkeforhold?
Det er de parametre, som man skal have in mente i en powerranking. Den laver vi her på Indkast.dk, hvor vi bedømmer niveauet på de 12 Superliga-hold fra runde til runde i hele 2026/27-sæsonen.
Vi kigger derfor ikke på den faktiske Superliga-tabel, men giver i stedet en øjeblikkelig vurdering af, hvordan Superliga-stillingen ville slutte i maj 2027 med afsæt i, hvordan klubbernes forudsætninger, styrke og udviklingskurve ser ud lige nu.
Parenteserne med tal under klubberne angiver de powerranking-placeringer, som klubberne har haft i sæsonens løb, og derudover markerer vi klubbens udvikling i placering fra seneste runde med (-) for uændret placering og (+/-) i ændrede placeringer.
Så her får du altså vores Superliga-Powerranking efter 4. Spillerunde:
1. FC København (+1)
Københavnerne er langsomt ved at finde melodien, og indtager nu for første gang i denne sæson 1. pladsen i vores powerranking. For selvom flere eksperter skriger på forstærkninger til en trup, der i vores optik også stadig fremstår forholdsvis middelmådig, så er Bo Svensson ved at få skabt noget kontinuitet og en stamme på holdet. Storsejren i Randers var deres sjette sejr på stribe, og de er fortsat ubesejrede. Især Andreas Cornelius og Mads Emil Madsen er ved at finde et godt niveau.
(Placeringer: 2,2,2,2,1)
2. FC Midtjylland (-1)
FCM’s præstation i Lyngby var ikke elendig, men nu har vi nok også været lidt for gode ved dem i en længere periode, hvor vi især har vurderet dem som stærkest med afsæt i deres trups kvalitet og bredde. Så de får derfor sæsonens første dyk i powerrankingen. De ser bare energiforladte ud, og det er tidligt i en lang sæson. Der mangler noget fokus, hvilket især blev tydeligt imod Bohemians. De er dog også stadig ramt af skader, men deres offensiv skaber ikke meget uden Dario Osorio. (Placeringer: 1,1,1,1,2)
3. FC Nordsjælland (-)
FCN bliver ved med at ligne et hold, der klart har ambitioner om og niveau til at bejle til medaljeplaceringerne, og de ånder både FCM og FCK gevaldigt i nakken i vores powerranking. Det har i en længere periode været fristende at rykke dem længere frem i powerrankingen, men vi mener stadigvæk, at deres trup ser tyndere ud end de to andre FC-klubber, der også har et markant større budget, og nok vil lave flere indkøb. Men Farum-drengenes offensiv skaber bare vildt meget.
(Placeringer: 3,3,3,3,3)
4. Brøndby IF (+1)
Brøndby tog deres tredje Superliga-sejr på stribe, og indtager for anden runde i streg ligaens førerposition. Men de har dog også fortsat spillet en kamp mere end de øvrige top-tre-hold. Det var en god præstation imod Sønderjyske, hvor de både dominerede spillet og chancefronten. Men de viste dog også svaghedstegn ved at lukke sønderjyderne ind i kampen i slutfasen. Det ser fortsat lovende ud på Vestegnen, men BIF savner stadig lidt flere profilindkøb, hvis de vil helt til tops.
(Placeringer: 5,5,5,5,4)
5. AGF (-1)
AGF tager deres første dukkert i powerrankingen på baggrund af en rigtig skidt uge. De led først et eftertrykkeligt nederlag til Baku, og er ude af Champions League. Herefter blev det til et nederlag i Viborg, hvor aarhusianerne dog præsterede godt, og skabte en flot xG på 1.92. Men allerede nu har AGF et stort efterslæb i ligaen, hvor de har hele otte point op til Brøndby. Det er meget i en tæt topkamp, men vi tror dog på, at AGF nok skal slå tilbage, når deres europæiske skæbne er afklaret. (Placeringer: 4,4,4,4,5)
6. Viborg FF (-)
Viborg er vores mest sikre placering i powerrankingen, og ligger solidt placeret på vores 6. plads, eftersom andre top-seks-bejlere såsom fx OB slet ikke har levet op til vores forventninger. Det er dog en streg i regningen på den sportslige del for VFF, at de nu har solgt deres med afstand største profil Thomas Jørgensen, og det bliver spændende at se, hvad det gør ved deres niveau. Men de har stadig et stærkt våben i fx Charly Nouck, og det var en ganske fortjent sejr imod AGF.
(Placeringer: 7,7,7,6,6)
7. OB (-)
OB er skidt kørende for tiden, og led deres andet nederlag i træk under Thomas Thomasberg. Og det har endda været imod på papiret svag modstand i form af AC Horsens og Silkeborg. OB flirtede gevaldigt med 8. pladsen i denne runde, som de ville have fået, hvis ikke holdene under dem også præsterer svagt for tiden. Det var dog en udmærket indsats imod Horsens, men de forærede oprykkerne utroligt nemme mål. Man skal dog have in mente, at de fortsat er skadesplagede.
(Placeringer: 6,6,6,7,7)
8. Sønderjyske (-)
Sønderjyske fik en svær start på Brøndby Stadion, men kom dog flot tilbage, og var ikke langt fra at levere et comeback. Faktum er dog stadig, at Haderslev-mandskabet ligger sidst i den virkelige tabel, og at de endnu ikke har vundet en kamp. De har dog også solgt markant ud af truppen, og deres nye spillertrup skal lige sætte sig. Holdets grundkvalitet og spilkoncept ser stadig solidt ud, men nu går de to svære runder i møde imod FCN og FCK, og de flirter med lavere placeringer.
(Placeringer: 8,8,8,8,8)
9. Silkeborg IF (-)
SIF tabte ”El Plastico” i Farum ret klart, og skabte tæt på ingenting. Silkeborg ser bare forholdsvis middelmådige ud, og hvis de sælger Callum McCowatt, er det virkelig en tandløs offensiv, de har at byde på. De ligger dog stadig fint til på 7. pladsen efter deres vigtige sejr imod OB i sidste uge, men vi ser fortsat ikke Silkeborgs sæson blive meget bedre end, at de skal kæmpe om placeringerne fra 8-12. De har ok Superliga-kvalitet i truppen, men de savner også nogle forstærkninger.
(Placeringer: 10,9,9,9,9)
10. AC Horsens (+1)
Vi er nødt til at belønne oprykkerne med deres første placering over stregen i powerrankingen, og Horsens indtager nu en aktuel 6. plads i ligaen på baggrund af en flot udesejr i Odense. For selvom OB leverede svagt, så var Horsens kyniske i omstillingsfaserne, og med tanke på, at de både har overstået FCM, FCN og Brøndby, så kan man sagtens forestille sig, at der ligger flere point og venter for Horsens. Næste hjemmekamp imod Lyngby bliver en spændende styrkeprøve for dem.
(Placeringer: 11,11,11,11,10)
11. Randers FC (-1)
Vi forventer bare mere af Randers, der nu på baggrund af flere svage indsatser må tage en tur under nedrykningsstregen i powerrankingen. De blev klædt af på hjemmebanen imod FCK, som dog også virkelig havde tur i den. Men Randers havde nul skud på mål, og har været næstbedst på chancefronten i alle fire Superliga-kampe. Lidt transfers ville også virkelig pynte for kronjyderne, der altså med deres fundament bør have ambitioner om at ende iblandt rækkens 6-8 bedste.
(Placeringer: 9,10,10,10,11)
12. Lyngby BK (-)
Lyngby tog et flot point hjemme imod FC Midtjylland, og de har nu skabt problemer for både dem, FCK og AGF, og tog et point imod sidstnævnte. Meget ser godt ud for Lyngby på præstationerne, og de har endnu ikke vist noget, som gør, at vi ikke anser dem for at skulle kæmpe med om overlevelse til det sidste. Men faktum er dog stadig, at de ligger næstsidst med to point. Lejeaftalen med FCK’s Munashe Garananga er også positivt for Lyngby, men vi ser dem stadig som svagest.
(Placeringer: 12,12,12,12,12)
Du kan desuden læse vores seneste powerranking herunder, hvor vi bedømte klubbernes styrkeforhold efter 3. Spillerunde. Du vil kunne finde samtlige powerrankings i sæsonens løb her på sitet:
https://indkast.dk/superliga-powerranking-runde-3-2/
Stærk indsats skaber nyt dilemma i Brøndby
En stærk præstation har efterladt Thomas Nørgaard med et reelt dilemma i Brøndby. Det oplagte valg er pludselig ikke nødvendigvis det mest etablerede navn, når træneren skal sætte sit hold.
AGF skriver Champions League-historie
AGF leverede et europæisk comeback, der ikke bare sendte aarhusianerne videre. Præstationen var så usædvanlig, at den ifølge Opta aldrig tidligere er blevet leveret i Champions League-kvalifikationens historie.
Brøndby overrasker stort i Thomas Nørgaards debut
Thomas Nørgaard traf flere markante valg, da han satte sin første officielle Brøndby-startopstilling. Den største overraskelse fandtes mellem stængerne, hvor et ganske uventet navn fik chancen mod de forsvarende mestre.





























