Live – Mest populære fodboldnyheder

Niklas Gerster

Superliga-Powerranking: Runde 3

Hvordan ville Superliga-stillingen slutte, hvis den skulle afgøres ud fra klubbernes øjeblikkelige styrkeforhold? Få buddet fra Indkast.dk i denne powerranking, som vi vil lave fra runde til runde i hele 2026/27-sæsonen.

Hvordan ville Superliga-stillingen ende ud fra klubbernes øjeblikkelige styrkeforhold?

Det er de parametre, som man skal have in mente i en powerranking. Den laver vi her på Indkast.dk, hvor vi bedømmer niveauet på de 12 Superliga-hold fra runde til runde i hele 2026/27-sæsonen.

Vi kigger derfor ikke på den faktiske Superliga-tabel, men giver i stedet en øjeblikkelig vurdering af, hvordan Superliga-stillingen ville slutte i maj 2027 med afsæt i, hvordan klubbernes forudsætninger, styrke og udviklingskurve ser ud lige nu.

Parenteserne med tal under klubberne angiver de powerranking-placeringer, som klubberne har haft i sæsonens løb, og derudover markerer vi klubbens udvikling i placering fra seneste runde med (-) for uændret placering og (+/-) i ændrede placeringer.

Så her får du altså vores Superliga-Powerranking efter 3. Spillerunde:

1. FC Midtjylland (-)
”Ulvene” var ikke i aktion i denne runde, hvorfor bedømmelsen af dem kun kan tage afsæt i deres Europa-kamp imod Bohemians, hvor de fik pligtsejren og et fint udgangspunkt i Irland. Men de skabte dog bekymrende lidt, og var hårdt ramt i defensiven. Men de har så fået Magnus Jensen i hus, og det trækker op i styrkevurderingen. FCM beholder kun 1. pladsen, fordi de fortsat har Dario Osorio og Franculino. De to har så meget individuel kvalitet, men uden dem ser det også rigtig tyndt ud. (Placeringer: 1,1,1,1)

2. FC København (-)
FCK vinder bare deres kampe, og er langsomt ved at få noget selvtillid ind på holdet, som er uhyre vigtigt. Men kvaliteten af deres spillertrup er stadigvæk undervældende, og vi har endnu ikke set dem imod en specielt stærk modstander. Og Akos Markgraf-indkøbet er altså ikke noget, vi ser dem blive mestre af. Men det var positivt for FCK med en god indsats i Ungarn, og især at både Cornelius og Robert kom på tavlen. Men tætheden imellem topholdene ser stadig stor ud.
(Placeringer: 2,2,2,2)

3. FC Nordsjælland (-)
Præstationen på Island fra FC Nordsjælland var overbevisende, og selvom de kun vandt 2-0, så var de overlegne på chancefronten, og skabte en flot xG på 2,71. Det er dog en stor rids i lakken for dem, at de har solgt deres største profil Caleb Yirenkyi. Men det havde man dog også forventet ville ske i vinduet før eller siden. FCN-truppen er stadig godt afbalanceret på erfaring og talentmasse, men de mangler lidt bredde. Vi kan dog sagtens se det for os, at de snart bejler til top-to-pladserne.
(Placeringer: 3,3,3,3)

4. AGF (-)
”De Hviie” er høje på Champions League-eufori i øjeblikket, og de leverede en fokuseret indsats imod Saba. Men det var også to drømmemål fra James Bogere, der fik antændt aarhusianerne. De skabte ikke ret meget, og det skal give anledning til bekymring, for på den længere bane holder det ikke, hvis de vil helt til tops igen. AGF har en slagkraftig trup, men de lever mest på passion og fight. Det var guld værd i sidste sæson, men det bliver svært for dem at balancere to turneringer. (Placeringer: 4,4,4,4)

5. Brøndby IF (-)
Brøndby kan bryste sig af at føre Superligaen efter 3. runde, men her har de dog heller ikke fået konkurrence fra de øvrige tophold, som alle har spillet europæisk. De blågule er effektive, men man er bare heller ikke blæst bagover af præstationen og en xG på 0,63 i Horsens. Det var en ganske fortjent 2-0-sejr, og der er god stemning på Vestegnen i øjeblikket. På den lange bane mener vi dog fortsat, at de fire hold over dem har flere individualister med kvalitet samt en bedre bredde (Placeringer: 5,5,5,5)

6. Viborg FF (+1)
Selvom Viborg kun fik et point i Haderslev, så var de klart det bedste hold på banen imod Sønderjyske. Det er en stærk udebanepræstation at lave, hvor de skabte en xG på 1,47. Viborg viste ligesom i Brøndby, at man skal have respekt for dem, for de har selvtilliden til at gå offensivt til værks imod alle hold. Det bringer dem for første gang i denne sæson op i top-seks i vores powerranking, men det skyldes dog i lige så stor grad, at OB er svækkede af skader i øjeblikket.
(Placeringer: 7,7,7,6)

7. OB (-1)
OB er blevet rigtig hårdt ramt på skadesfronten, og måtte undvære både Jann-Fiete Arp og Jona Niemiec imod Silkeborg, hvor de fortjent tabte. De savner desuden også fortsat Jay-Roy Grot, og skaderne er en stor del af forklaringen på den svage præstation i Søhøjlandet. Trods det pressede OB fint på i slutfasen, og kunne have fået et straffespark. Og bliver de skaderne kvit, ser vi stadig OB som et hold, der under en solid træner i Thomas Thomasberg vil bejle til top-seks til det sidste.
(Placeringer: 6,6,6,7)

8. Sønderjyske (-)
Sønderjyske har haft en hård uge, hvor dramaet omkring Magnus Jensen har fyldt alt, og derfor var det vigtigt for dem, at der kom afklaring på det. Ligeledes var det vigtigt, at de sled et heldigt point hjem imod Viborg. De har desuden hurtigt hentet det, der ligner en fin erstatning for Magnus Jensen i Brynjar Bjarnason. Og i går forstærkede de sig yderligere med Jacob Steen Christensen, så der bør falde lidt ro på klubben nu. Men vi mener stadig, at de skal kigge mere op end ned i Sønderjyske. (Placeringer: 8,8,8,8)

9. Silkeborg IF (-)
For Silkeborg rørte på sig i denne runde, hvor de fik tre meget vigtige point hjemme imod OB, som de som nævnt dog mødte på et godt tidspunkt, men SIF var i spil til 8. pladsen i denne uge. Callum McCowatt-casen virker også mere udglattet, han scorede, og der var positiv stemning omkring ham. Han kan dog stadig blive solgt. SIF har i de første tre kampe ikke spillet som et hold, der bør rykke ned, men truppens kvalitet er bare stadig ikke til mere end den nedre halvdel af ligaen. (Placeringer: 10,9,9,9)

10. Randers FC (-)
Randers fik som Silkeborg 3 rigtigt vigtige point hjemme imod AC Horsens, der giver dem lidt line til de formodede bundkonkurrenter, og 2 af deres nye tilkomster Kasper Junker og Mohamed Sankoh scorede. Det er af stor betydning for Randers at få offensiven i gang, hvis de vil længere op i powerrankingen. De bejlede til det i denne uge, men niveauet er meget tæt imellem placering 8-10. Og Randers skal også bare helst vinde en hjemmekamp imod Lyngby, så vi vil gerne se lidt mere fra dem. (Placeringer: 9,10,10,10)

11. AC Horsens
(-)
AC Horsens ligger nummer chok med et point efter tre runder, og det er bare ikke en resultatmæssig ønskestart for en oprykker, hvis de skal mobilisere en tro på overlevelse. Østjyderne har dog til deres forsvar nu også overstået både Brøndby, FC Midtjylland og FC Nordsjælland, og de har spillet godkendt i alle kampe. Vi får snart en bedre indikation på deres styrke, når de møder OB ude og særligt Lyngby hjemme i de næste to runder. (Placeringer: 11,11,11,11)

12. Lyngby BK
(-)
Der er lige så stor niveaumæssig tæthed imellem Lyngby og AC Horsens, som der er mellem holdene fra placering 8-10 i vores powerranking, men vi holder Lyngby lidt under Horsens, fordi de allerede har indkasseret syv mål. Det er bare vigtigt for en oprykkers pointhøst, at de kan forsvare sig, hvis de skal have et godt afsæt fra grundspillet. I et potentielt nedrykningsspil kan Lyngbys offensive spilambitioner dog blive guld værd, og de leverede også en godkendt indsats i Randers. (Placeringer: 12,12,12,12)

Du kan desuden læse vores seneste powerranking herunder, hvor vi bedømte klubbernes styrkeforhold efter 2. Spillerunde. Du vil kunne finde samtlige powerrankings i sæsonens løb her på sitet:

https://indkast.dk/superliga-powerranking-runde-2-2/

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder