LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Superliga-Powerranking: Runde 2

Hvordan ville Superliga-stillingen slutte, hvis den skulle afgøres ud fra klubbernes øjeblikkelige styrkeforhold? Få buddet fra Indkast.dk i denne powerranking, som vi vil lave fra runde til runde i hele 2025/26-sæsonen.

Hvordan ville Superliga-stillingen ende ud fra klubbernes øjeblikkelige styrkeforhold? 

Det er de parametre, som man skal have in mente i en powerranking. Den laver vi her på Indkast.dk, hvor vi bedømmer niveauet på de 12 Superliga-hold fra runde til runde i 2025/26-sæsonen. 

Vi kigger derfor ikke på den faktiske Superliga-tabel, men giver i stedet vores øjeblikkelige vurdering af, hvordan Superliga-stillingen ville slutte i maj 2026 med afsæt i, hvordan klubbernes forudsætninger, styrke og udviklingskurve ser ud lige nu.

Parenteserne med tal under klubberne angiver de powerranking-placeringer, som klubberne har haft i sæsonens løb, og derudover markerer vi klubbens udvikling i placering fra seneste runde med (-) for uændret placering og (+/-) med tal i ændrede placeringer.

Så her får du således Superliga-Powerrankingen efter 2. Spillerunde:

1. FC København (-)
FCK tog endnu en pligtsejr i Parken imod Vejle. Individuel kvalitet fra Lerager og Larsson var nok, og herfra kørte FCK en sikker sejr hjem, og fik roteret flere profiler. De kunne have lukket kampen mere overbevisende, men man havde også et halvt øje på returkampen imod Drita. Det ser roligt og stabilt ud i alle kæder på Østerbro, hvor det nylige Froholdt-salg lige nu ligner eneste panderynke.
(Placeringer: 1,1,1)

2. FC Midtjylland (-)
Så fik ”Ulvene” sparket sæsonen ind med et brag. 6-2-sejren imod Sønderjyske var ikke et mål for lidt, og når offensiven sprudler så voldsomt, ånder de FCK i nakken. Det var dog på en billig baggrund imod et Sønderjyske-forsvar i gavehumør. Samtidigt skal der bare mere styr på deres egen urolige defensiv, før de kan kravle til tops. Og så skal de virkelig håbe, at Franculino bliver.
(Placeringer: 2,2,2)

3. Randers FC (-)
Randers tog en stærk udesejr i Aarhus, og selvom deres første halvleg var bekymrende dårlig, er det bare et statement, hvor Kronjyderne viser, at de er fuldt ud i spil til Superligaens topplaceringer. De har et solidt fundament, og viser samtidigt en individuel offensiv kvalitet via Norman Campbell, Elies Mahmoud og Mohamed Toure, som flere Superliga-hold vil misunde.
(Placeringer: 3,3,3)

4. Brøndby IF (-)
Brøndby banker i denne runde yderligere på til en plads i top-tre, da de på samme vis som Randers også tog en solid udesejr imod en af de formodede top-seks hold FC Nordsjælland. Særligt Brøndbys defensive præstation var imponerende, og de spiller for anden runde i streg til nul. Det er kendetegnende for et tophold, men vi vil også gerne se dem skabe lidt mere offensivt.
(Placeringer: 5,4,4)

5. FC Nordsjælland (+1)
Det kan syntes mærkeligt, at Farum-drengene kravler en plads op i powerrankingen på baggrund af et nederlag. Men det skyldes en kombination af mangel på kvalitet hos hold længere nede i rækken samt en flot spillemæssig præstation imod Brøndby. De skabte dobbelt så mange målchancer som Brøndby, men savnede skarpheden. Nordsjælland ligner dog igen et top-seks-hold i år.
(Placeringer: 6,6,5)

6. AGF (-1)
Aarhusianerne rykker endnu engang en plads ned i powerrankingen, og flirtede også med en 7. plads. Men truppens grundkvalitet og en god første halvleg imod Randers bevarer dem i top-seks. Havde de haft marginalerne med sig, og Patrick Mortensen ikke havde brændt det straffesparket, kunne historien have været en anden. Men der er grund til bekymring i AGF.
(Placeringer: 4,5,6)

7. OB (+1)
OB er den omvendte historie af AGF, da de for tredje gang i streg rykker én placering op i powerrankingen. Fodboldfeberen har ramt Odense, hvor oprykningsgejsten løfter dem en hel del. Der var flotte mål og aktioner i 3-1-hjemmesejren imod Viborg, men kampen kunne være tippet i begge retninger. Projektet under Alexander Zorniger skal dog stadig have lidt mere bedømmelsestid.
(Placeringer: 9,8,7)

8. Silkeborg IF (-1)
Kent Nielsens tropper har stadig et rundt nul på pointkontoen, og leverede rundens mest skuffende præstation ved at tabe hjemme imod FC Fredericia, som gjorde det fristende at rykke dem to pladser ned i powerrankingen. Men deres spilkoncept ser stadig intakt ud, og fordi Kent Nielsen næsten altid ender med at få en ret upåagtet trup til at levere over tid, så ser vi dem lige an lidt endnu.
(Placeringer: 7,7,8)

9. Vejle (-)
Vejle gjorde en god figur på en svær udebane i Parken, hvor de havde flere gode perioder, hvor de sad på spillet. Og hvis særligt profilkøbene Christian Sørensen, Mikkel Duelund og Andrew Hjulsager kan få mere spillemæssig kontinuitet, og undgå de skader de ofte har døjet med, kan man let se for sig, at Vejle kan slå flere hold. De ligner bare et ganske solidt Superliga-mandskab.
(Placeringer: 8,9,9)

10. Viborg FF (-)
Det var utur for Viborg, at de tabte i Odense, hvor de ellers var godt med. Men det er stadigvæk en oprykker de taber til, og de har fortsat ingen point. Det skal ændres, for fint spil er ikke nok over tid. Viborg savner lidt ligesom Silkeborg nogle offensive individualister. Men fundamentet ser stadig ok stabilt ud, og de kan glæde sig over, at to hold stadig vurderes noget svagere end dem.
(Placeringer: 10,10,10)

11. FC Fredericia (+1)
En stærk udesejr bliver belønnet med et fremryk i powerrankingen for Superliga-debutanterne. Men det var dog i størst grad Silkeborgs dårlige niveau, som fik dem til at se gode ud. Når det er sagt, skal Fredericia have stor ros for at kende deres besøgstid, og at de kynisk udnyttede Silkeborgs tekniske fejl i opspillet. Men de skal vise mere over tid, hvis de skal højere op i powerrankingen.
(Placeringer: 12,12,11)

12. Sønderjyske (-1)
Av for en endefuld Sønderjyske. Selvom FCM-offensiven sprudlede, så var flere af de seks mål sønderjyderne indkasserede skabt af defensive blundere. Nederlaget var ikke med et mål for lidt, og flere Sønderjyske-spillere så decideret groggy ud i slutfasen. Man rykker ned, hvis man forsvarer så skidt. Sønderjyske skal dog have lidt ros for også at komme frem til en del på en svær udebane.
(Placeringer: 11,11,12)

Du kan desuden læse vores seneste powerranking herunder, hvor vi bedømte klubbernes styrkeforhold efter første spillerunde:
https://indkast.dk/superliga-powerranking-runde-1 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder