I samtlige af de seneste fem kampe er de blågule kommet bagud 0-1, og tallene bag scoringerne udstiller en næsten naturstridig modgang. Det påpeger 3point.dk-analytiker Kasper Pedersbæk på det sociale medie X.
Ifølge Pedersbæks data har modstanderne sammenlagt blot præsteret en samlet forventet målscore – en xG – imod Brøndby på 0,52 på tværs af de fem åbningsmål. Modstanderne scorer med andre ord på halve chancer og mikroskopiske åbninger med en uhyggelig effektivitet, hvilket efterlader cheftræner Thomas Nørgaard med god grund til at ryste på hovedet ad fodboldguderne.
Rækken af kampe tæller opgørene mod Silkeborg, FC Nordsjælland, Randers, FC Midtjylland og pokaldysten mod Vejle. Kun mod Silkeborg og Vejle lykkedes det vestegnsklubben at rejse sig og vende slaget; i de øvrige opgør væltede korthuset fuldstændigt sammen efter den tidlige mavepuster.
Et nærmere kig på tallene afslører en markant ubalance mellem spil og udbytte. Da Brøndby tabte med hele 1-4 til FC Midtjylland, skabte midtjyderne blot 1,17 i xG, men nettede fire gange, mens Brøndby scorede en enkelt gang på 0,80 xG. Endnu mere ekstremt så det ud i 0-3-nederlaget til Randers, hvor Brøndby med 1,19 i xG reelt skabte markant mere end kronjydernes 0,84, men alligevel blev straffet maksimalt på måltavlen.
Det eneste opgør i striben, hvor cifrene modsvarede den underliggende produktion, var mod FC Nordsjælland, som vandt 3-1 efter at have domineret med 3,32 i xG mod Brøndbys 1,75.
For Nørgaard og staben viser analysen et hold, der på den ene side kæmper med en ekstrem negativ varians, men på den anden side betaler en vanvittig høj pris for hver eneste defensive uopmærksomhed. Mod et skarpt FCK-mandskab i morgen er der simpelthen ikke råd til at give modstanderne endnu et billigt føringsmål foræret.
Hamrende vigtig sejr: Brøndby kan nu skimte lyset
Brøndby kom endnu en gang bagud mod Vejle, men denne gang lykkedes det Thomas Nørgaards mandskab at vende kampen og spille sig videre i pokalturneringen.
Hverdagen ramte Brøndby: Tre problemer at løse
Brøndbys problemer med at kontrollere kampene og undgå kostbare perioder har allerede givet Thomas Nørgaard flere udfordringer, som skal løses før sæsonens første derby.
Vildt syn på træningsbanen: Stjerner i kø til arvefjendeopgør på Vestegnen
Brøndbys defensive problemer bliver ikke mindre relevante af, at FCK ser ud til at få flere offensive profiler tilbage. Seks markante navne deltog i fredagens træning før turen til Vestegnen.






























