Rúben Amorims første indkøb? Manchester United vil hente stor Bayern-stjerne
Den engelske storklub Manchester United har foreløbigt haft meget svært ved at score mål i denne sæson.
I klubbens første ti Premier League-kampe har United blot formået at score ni gange, og det er kun Crystal Palace og Southampton, der har scoret færre mål indtil videre i denne Premier League-sæson.
Derfor lyder meldingerne også på, at Manchester United er interesseret i at forstærke klubbens offensiv, og det engelske mandskab har tilsyneladende øjnene rettet mod den tyske Bundesliga.
Ifølge det tyske medie BILD skulle Manchester United nemlig have henvendt sig til Bayern München vedrørende Leroy Sanés tilgængelighed i det kommende januar-transfervindue.
Den engelske storklub skulle angiveligt være interesseret i at skrive kontrakt med Bayern München-stjernen, der har kontraktudløb med den tyske storklub til næste sommer, og dermed vil kunne hentes på en fri transfer.
BILD skriver yderligere, at Manchester United har fokus på at forstærke sig på højre kant-positionen, da klubben i øjeblikket kun råder over brasilianske Antony som en naturlig højre kantspiller.
Ifølge BILD skulle Leroy Sané dog være åben for at have en samtale med Bayern München om en kontraktforlængelse, før den tyske offensivspiller træffer en beslutning om sin fremtid.
Leroy Sané har i alt spillet 185 kampe for Bayern München, hvor han har leveret 51 scoringer og 50 oplæg.