Efter det tumultariske 2-4-nederlag til Portugal i Parken har den danske defensiv udstillet faretruende sprækker, og hvis Riemer tror, at opskriften i Wales er at trække håndbremsen og spille på det sikre, skyder han sig selv monumentalt i foden.
Søndagens slag mod Wales er en gylden mulighed, som Danmark simpelthen ikke må fedtspille væk. Med Portugals samtidige opgør mod Norge kan runden udvikle sig til et sandt drømmescenarie: Vinder portugiserne som forventet, og henter Danmark tre point i Cardiff, vil danskerne slå et hul på tre point ned til både Wales og Norge forud for de afgørende kampe i november.
Gevinsten er enorm. En sejr vil i praksis så godt som sikre Danmark minimum tredjepladsen i Nations League-gruppen, hvilket garanterer overlevelse i det fine A-selskab og cementerer en afgørende plads i øverste seedningslag til den kommende EM-kvalifikation. Men vigtigst af alt vil det for alvor bringe Danmark i spil til andenpladsen og avancement.
Netop derfor er der ikke råd til taktisk berøringsangst på den centrale midtbane. Den danske bagkæde har i de seneste kampe mod Norge og Portugal lukket syv mål ind – at tro, man kan rejse over og forsvare et resultat hjem på en af de mest britiske og intense udebaner, er ren utopi. Danmark skal angribe kampen, og det kræver, at en af landets absolut varmeste spillere endelig kastes i ilden fra start: Victor Froholdt.
Porto-kometen koster i omegnen af 650 millioner kroner, storhitter ugentligt i den portugisiske liga, og sydpå griner eksperterne ad, at han blot spises af med korte indhop for sit fædreland. Hvis Danmark vil være progressive og sætte sig på begivenhederne mod waliserne, er det direkte tåbeligt at lade Froholdt visne på bænken.
Løsningen kræver dog, at Brian Riemer tør bide i det sure æble og træffe det svære valg. Forudsat at en formstærk Mikkel Damsgaard er klar til at binde spillet sammen som den offensive 10’er foran midtbanen, er der kun to pladser tilbage i maskinrummet. Det efterlader et brutalt dilemma: Enten må anfører Pierre-Emile Højbjerg eller styrmand Morten Hjulmand ofres.
Højbjerg og Hjulmand er fremragende balancespillere, men i parløb har de en tendens til at gøre det danske spil for statisk og forudsigeligt over for modstandere, der skal åbnes med fart, mod og uventede løb fra dybden. Froholdt tilbyder netop den dynamik, det vertikale drive og det uforudsigelige ryk med bolden, som Wales frygter allermest.
At vrage sin anfører eller en profil som Hjulmand er en politisk og hierarkisk kamel at sluge. Men landsholdet er ikke en venskabsklub. Vælger Riemer at starte med Froholdt, sender han et rungende signal til både trup og omverden: Danmark kommer for at dominere, spille modigt og tage skæbnen i egne hænder. Vælger han det modsatte, risikerer han at se den gyldne Nations League-chance glide ud mellem fingrene i Cardiff.
