Hvis The Reds-fans har samme kulør i hovedet som deres heltes trøjer, kan det snart ikke undre mere. Inden sæsonstart, blæste der ellers friske vinde over traditionsklubben Liverpool. Ny manager – endda en engelsk en af slagsen, og spillertilgang af højeste kvalitet i form af den engelske landsholdsspiller Joe Cole.
Forventningerne til sæsonen var store, men allerede i første ligakamp kunne man fornemme, at der stadig er en del arbejde der skal gøres på- og udenfor banen.
Sidenhen er det blevet til tre ligakampe med et udbytte på fire point forud for dagens opgør mod Birmingham. Derfor havde Liverpool-manager Roy Hodgson rystet posen en smule i forsøget på at få kontakt til toppen af Premier League.
Det betød blandt andet en bænkeplads til Daniel Agger, der frem til et kvarter før slutfløjt kunne se holdkammeraterne skuffe på ny.
Birmingham sad fuldstændigt på opgøret og var det ikke for LFC-keeper Pepe Reina, kunne det have været grueligt galt. Først havde Cameron Jerome et kraftfuldt hovedstød tæt under mål som det på fantastisk vis lykkedes Reina at få reddet. Senere i første halvleg kopierede Liam Ridgewell Jeromes aktion, men igen igen var Reina på plads med en super redning.
I anden halvleg blev det ikke meget bedre for Liverpool. Trods manglen på oplagte chancer, lykkedes det alligevel at hente point i Birmingham, selvom det dog kun blev til det ene.
Efterfølgende kan Birmingham ærgre sig godt og grundigt over det ikke blev til mere, mens Liverpool må konstatere, at den eneste der viste mesterklasse i dag, var manden i målet, Pepe Reina.
0-0 resultatet betyder at Liverpool har syv point op til førende Chelsea, der kan prale af tolv point for fire kampe. Birmingham er på femtepladsen seks point efter “The Blues”.
Birmingham FC – Liverpool FC: 0-0






























