Indkast.dk i Parken
Efter 2-0-sejren over Wales tog Rasmus Nissen Kristensen bladet fra munden foran den fremmødte presse og bakkede fuldtonet op om sin kaptajn.
“Det var sgu ikke noget, vi brugte så meget tid på. Det var en udtalelse, der kom med en følelse fra en anfører, som vi alle sammen har kæmpe respekt for. En af grundene til, at Pierre er vores anfører, og at vi følger ham blindt, er, at vi kan se og mærke, hvor meget han brænder for det her hold. Hvis man dissekerer udtalelsen, viser det en stor mand, der stiller sig op og siger, at han er til holdets tjeneste uanset hvad,” sagde Nissen Kristensen.
Backen lagde ikke skjul på, at han personligt ser en stor portion dobbeltmoral i den massive kritik, der ramte anføreren i dagene op til opgøret i Parken:
“Altid brokker folk sig over, at vi ikke giver noget af os selv, at vi intet siger, og at vi bare står og lyder som en båndoptager. Og når der så kommer en landsholdsanfører, som tager hele Danmark med helt ind bag sine egne tanker og følelser, så bliver han sablet ned for det. Jeg er ikke nødvendigvis enig i, at de to ikke kan spille sammen på midtbanen, men der er absolut intet ondt, nedsættende eller udstillende i det, Pierre sagde.”






























