Præsident om Xavi: Situationen kan ændre sig
Barcelonas præsident tror stadigvæk på, at det kan lykkes at beholde Xavi som klubbens træner.
Tidligere på året meldte Xavi ud, at han stopper som træner for Barcelona efter denne sæson, da han selv mente, der skulle en ny træner til, efter holdet havde været inde i en skuffende periode.
Siden da har der været en del trænere, der har været meldt på vej til den spanske storklub, men de har endnu ikke offentliggjort den træner, der skal stå i spidsen for holdet i den kommende sæson.
Barcelonas præsident Joan Laporta er dog heller ikke overbevist om, at der skal en ny træner til. Han tror stadig på, at Xavi kan nå at ændre mening og blive i klubben i stedet for.
- Jeg føler, at situationen med Xavi stadig er åben, og kan ændre sig. Vi snakker sammen igen i slutningen af sæsonen, siger præsidenten.