Live – Mest populære fodboldnyheder

Redaktionen

Pique: Ydmygende for Torres

Barcelonas centerforsvarer Gerard Pique udtaler, at det er en ydmygelse for Fernando Torres, at spille med i Europa League.

Da Fernando Torres skiftede til Liverpool, så han ud til at være en spiller, der kunne løfte klubben det sidste stykke op til en eventuel Premier League-titel. De første sæsoner i klubben var da også fyldt med succes for ”El Niño”, da han scorede mål på samlebånd for klubben – dog uden nogle titler til følge.

I sidste sæson kollapsede Liverpool så totalt, hvilket betød, at traditionsklubben måtte se sig henvist til 7. plads i ligaen – en 7. plads der giver adgang til Europa League.

At se Torres og Liverpool i Europa League er da også en kende underligt, specielt for Barcelonas Gerard Pique, der mener, at det er decideret ydmygende at spille Europa League for en spiller af Torres’ kvaliteter:

– Jeg talte med ham, før han tog til Liverpool, og han fortalte mig, at han ville vinde titler med Liverpool – men hvis ikke klubben investerede i truppen og viste ambition, så ville han smutte igen. Det er virkelig pinligt for ”Nando” (Fernando Torres, red.) at spille for et hold på det niveau, udtaler Pique ifølge The Daily Star Sunday.

Pique mener ikke, at andre verdensstjerner nogensinde ville sætte deres ben i den turnering:

– Man ville ikke se spillere som Messi eller Rooney i Europa League, så der er heller ingen grund til at ”Nando” skal spille der. Sammen med David Villa er han en af de bedste angribere i verden. Han burde vinde titler med klubben, ligesom han gør med Spanien. Liverpool har allerede vist i denne sæson, at de ikke er i stand til at vinde noget som helst – det burde være alt for denne gang for Fernando.

Pique er ikke i tvivl om, at Torres burde forlade Liverpool til sommer:

– Liverpool tester virkelig Nandos loyalitet. De sidste to sæsoner har de lovet, at tingene ville blive bedre. De har ikke leveret hvad de har lovet. Klubbens situation er totalt ustabil. Det ser hverken ud til, at manageren eller spillerne har tillid til klubben. Der kan ikke stilles nogle spørgsmålstegn, hvis Fernando smutter til sommer. Men han er en god fyr og han troede virkelig på, at klubben ville investere i truppen. Jeg siger ikke bare dette, fordi jeg vil have ham til Barca. Sandheden er, at jeg ikke aner, hvor han eventuelt vil tage hen, slutter Pique.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder