Optakt: Ungarn og Schweiz i direkte duel om andenpladsen
Fredag aften blev sommerens EM-slutrunde sparket i gang, da de tyske værter udklaskede skotterne med 5-1, og dermed fik den perfekte start på turneringen. Med sejren buldrer tyskerne mod gruppens førsteplads, alt imens skotternes drøm om en knockoutkamp svinder ud.
De to resterende gruppemodstandere skal i kamp om tre uhyre vigtige point lørdag eftermiddag, når Ungarn og Schweiz mødes i en mulig direkte duel om andenpladsen i gruppen og dermed videre avancement.
Et sjældent opgør
Opgøret mellem disse to nationer er et sjældent syn i nyere tid, idet ungarerne og schweizerne blot har krydset klinger to gange de seneste 27 år. Begge opgør har været målrige og med Schweiz som sejrsherre. Faktisk har det ungarske landshold ikke besejret schweizerne siden 1981, hvor nationen vandt 3-0 i en VM-kvalifikationskamp, så rent historisk må Schweiz anses som store favoritter til eftermiddagens opgør.
Stærk formkurve vs. Uafgjortsnationen
Ungarn kommer ind til slutrunden med en stærk formkurve, som vidner om en betydelig forbedring i ungarsk landsholdsfodbold i nyere tid. Mandskabet har demonstreret imponerende stabilitet på den internationale scene, idet Ungarn blot har tabt én kamp i snart to år. En bedrift som bliver krydret med en ubesejret kampagne i EM-kvalifikationen, hvor ungarerne suverænt toppede gruppen foran Serbien. Med denne fremragende form og en række imponerende resultater i bagagen træder Ungarn ind på banen i eftermiddag med selvtillid og klare ambitioner om at fortsætte stimen.
Det schweiziske mandskab har siden VM-slutrunden i Qatar leveret svingende præstationer, hvilket afspejler sig i nationens EM-kvalifikation, hvor nationen skuffende måtte dele pointene med upåagtede Kosovo og Hviderusland på hjemmebane. Generelt har Schweiz været garant for uafgjorte kampe i deres seneste optrædener på landsholdsniveau, hvor hele syv ud af nationens sidste 11 landskampe er endt uafgjort. En helt vild statistik, som illustrerer mandskabets udfordringer med at omsætte spillemæssig dominans til sejre. Det schweiziske mandskab skal dog aldrig afskrives, idet de var millimeter fra en semifinaleplads ved seneste EM-slutrunde, hvor Spanien slog dem ud efter straffesparkskonkurrence.
Szoboszlai vs. Xhaka - Kampen mellem kreativitet og kontrol
På den centrale midtbane vil sammenstødet mellem nationernes to kaptajner blive en nøgleduel i kampen, når Liverpool-stjernen Dominik Szoboszlai står overfor Leverkusen-generalen Granit Xhaka. To midtbanespillere med store kontraster, hvor Szoboszlai vil forsøge at kreere målchancer med sin kreativitet og målfarlighed, vil Granit Xhaka via sine hårde tacklinger og forudseenhed forsøge at bryde Liverpool-kreatørens intentioner. Hvordan denne kontrastfyldte kamp på midtbanen udspiller sig, kan få stor indflydelse på kampens forløb.
Kampen mellem Ungarn og Schweiz fløjtes i gang klokken 15:00 på RheinEnergieStadion i Köln.