Det babyblå hjemmehold er kommet stærkt i gang med sæsonen. De evigt undertippede sønderjyder befinder sig i øjeblikket på en ganske flot 4. plads med samme pointantal som Brøndby IF i et bredt midterfelt, hvor der faktisk kun er 7 point ned til sidstepladsen.
Senest vandt SønderjyskE en imponerende sejr over OB på Fyn. Søndagens værter er inde i en god periode med 3 sejre i de seneste 4 kampe. Eneste nederlag var rent faktisk til netop weekendens modstander – de midtjyske gæster fra Silkeborg IF.
– Der er konstant et pres på os i hver weekend, så det ændrer ikke det store. Det vi fokuserer på er at vinde kampe, og det fungerer naturligvis fint i øjeblikket, så der ingen tvivl om, at vi tanker selvtillid for tiden. Når det er sagt, så er vi også klar over at med to nederlag, så kan situationen være ganske anderledes. Der er stadig et stort arbejde foran os, siger SønderjyskEs Michael Hemmingsen til klubbens hjemmeside.
Silkeborg IF startede sæsonen meget skidt, røg ind i en god periode med sejre over Brøndby IF, OB og SønderjyskE – og er nu igen faldet ned, senest med uafgjort 1-1 i Lyngby og nederlag på 0-3 mod de kommende danske mestre fra FC København. Silkeborg har kun hentet et point i deres seneste tre kampe, hvis man tager torsdagens pokalkamp mod Esbjerg med i regnskabet.
Herudover er det værd at bemærke, at de midtjyske gæster altid har det svært mod de hårdt fightende sønderjyder. Med sejren i Silkeborg har de rød-hvide midtjyder kun vundet to ud af de sidste ni opgør. Seneste kamp i Haderslev endte med en lussing på 4-0, så Silkeborg IF bliver nødt til at stramme deres dertil anrettede bagdel for at hente tiltrængte point, da holdet blot er et sølle point over nedrykningsstregen.
Karantæner og skader:
Ingen af holdene har nogen nævneværdige karantæner eller skader.
Forventede holdopstillinger:
Silkeborg IF (4-5-1) : Lasse Heinze – Dennis Flinta, Jim Larsen, Thorbjørn Holst Rasmussen, Henrik “Tømrer” Pedersen – Martin Svensson, Martin Ørnskov, Frank Hansen, Christian Holst, Jesper Bech – Kaimar Saag
SønderjyskE (4-4-2) : Nathan Coe – Johnny Thomsen, Anders Østli, Jari André Storbæk, Andrei Sidorenko – Mads Jessen, Ólafur Skulason, Rasmus Hansen, Henrik Hansen – Quincy Antipas, Kenneth Fabricius
Bud på kampens profil:
Indkast tror på et meget tæt og jævnbyrdigt opgør, hvor begge holder som udgangspunkt forsøger at holde på nullet nede bagi. Succes afhænger derfor i høj grad af hvem der får overtaget på midtbanen og et bud på en profil kunne være enten Ólafur Skulason eller Jesper Bech, der begge skal forsøge at dirke forsvaret op.
Bud på kampens resultat:
Indkast forudser et tæt opgør, der slutter uden vinder. Kampen ender 1-1.
Kampen spilles søndag klokken 16.00 og kan følges på TV2 Sport.






























