Nyt om Højbjerg-skade: Her forventes han tilbage
Den danske landsholdsanfører Pierre Emile Højbjerg måtte melde afbud til de to seneste Nations League-kvartfinaler mod Portugal grundet en skade, men det lysner nu for ham.
Det melder det franske sportsmedie RMC Sport.
Her bliver der peget på, at det dog er svært at forestille sig, at han vil være med for Marseille igen i den kommende weekend.
I stedet ser det ud til, at han kan få comeback for den sydfranske traditionsklub mod enten Toulouse eller Monaco i midten af april. Det er i hvert fald det mest sandsynlige, lyder meldingen.
Derudover bliver der peget på, at der er tale om en muskelskade i venstre læg, som blive set på som en kompliceret skade, som kræver stor forsigtighed.
Højbjerg har i denne sæson spillet 26 kampe for Marseille, hvor det er blevet til tre mål og tre assister.
I øjeblikket er de på andenpladsen i den bedste franske række.