Mia Kjærgaard

Mario Balotelli - mange bommerter

Mario Balotelli har bidraget med adskillige ups'ere - på og udenfor fodboldbanen. Indkast.dk giver dig en liste over de mere bemærkelsesværdige.
Mario Balotelli er kun 21 år, men har allerede cementeret sit navn som én af de mest kontroversielle fodboldspillere i nyere tid.

I dag viste italieneren absolut verdensklasse, da Manchester City ydmygede rivalerne fra United med 1-6. Den unge angriber scorede to smukke mål på Old Trafford og kunne gå fra banen med oprejst pande og klapsalver haglende ned mod sig.
Der har dog bestemt ikke altid været klapsalver til den kontroversielle angriber. Indkast.dk har lavet en liste over de største Balotelli-bommerter – på og uden for banen.

Bilulykken
Balotelli havde knap indfundet sig på det engelske hold, efter han var skiftet til Manchester City fra Inter, før han gjorde sig bemærket. Lørdag d. 28. august 2010 kolliderede angriberen med højt fart i sin Audi med en BMW. Han slap heldigvis uskadt for ulykken, men episoden gjorde ham kendt i fodboldverdenen – og hos politiet i Manchester.

To scoringer – og udvisning
I november 2010 fik Balotelli endelig vist, hvorfor han blev købt til klubben for et betydeligt millionbeløb. Italieneren scorede to mål i udekampen mod West Bromwich. Desværre for kampen – og Balotelli – endte angriberen med at blive udvist efter en dum tackling, og samtidig blev han kendt for sin dumhed i kampen i stedet for målene.

The Golden boy
Sidst på året 2010 blev Balotelli anerkendt for den stjernespiller han er, da han modtog prisen som ”The Golden Boy” fra det italienske tidsskrift Tuttosport. Balotelli benyttede så lejligheden i rampelyset til fuldstædig at tilsvine de stjerner, han havde slået i opløbet – Rooney, Fàbregas og Wilshere.

Fodboldstjerne med græsallergi
Foråret kan være en svær tid for folk med græsallergi, men det ses sjældent, at professionelle fodboldstjerner døjer med lidelsen. Alligevel lød det fra Balotelli, at netop et anfald af græsallergi var skyld i, at spilleren kom for sent til anden halvleg af Euro League-kampen i Kiev i marts 2011.

Den famøse trøje
Foråret blev ved med at volde problemer for den kontroversielle italiener, der 17. marts i år i adskillige minutter kæmpede med at få en træningstrøje ordentligt på. Episoden fandt sted under opvarmingen til kampen mod Dynamo Kiev og har høstet mange tusind views på YouTube. Hele farcen endte med, at Balotelli måtte få hjælp af en assistenttræner, før at trøjen kom til at sidde ordentlig.

Ungdomsspillere som dartskive
Èn af de episoder, der har vakt mest opstand omkring Balotelli som person, fandt sted i slutningen af marts sidste år. Balotelli hang ud af et vindue fra 1. sal og forsøgte herfra at ramme klubbens ungdomsspillere med dartpile. Den voldelige gerning gjorde ham til en særdeles upopulær City-spiller i resten af sæsonen 2010/11.

For 100.000 kroner i p-bøder
Balotelli kom igen i samtale med Manchesters politi, da han efter sit første år i City havde fået samlet p-bøder for over 100.000 kroner sammen.

Hælfinte gone wrong
Også på banen præsenteres vi for Balotellis bommerter og én af de største må være italienerens forsøg på en hælafslutning, efter en friløber i en venskabskamp i sommer. Afslutningen fejlede fuldstændig og træner Mancini reagerede med prompte at hive angriberen af banen.

Brandfarlige Balotelli
Denne lørdag, sidst i oktober og aftenen før Manchester Citys nok største kamp i denne sæson, valgte Balotelli at invitere venner på besøg til fest. Vennerne ville fejre aftenen med fyrværkeri, som blev affyret ud gennem vinduet på Balotellis badeværelse. Festlighederne endte med, at der gik ild i nogle håndklæder på badeværelset, som udviklede sig til en større ildebrand inde i huset.

Why always me?
Balotelli gjorde endnu engang opmærksom på sig selv i dagens kamp mod Manchester United. Den unge angriber scorede Citys første mål, men i stedet for at fejre den smukke scoring på normal vis, hev Balotelli op i trøjen og afslørede en undertrøje med ordene: ”Why always me?”. Med tanke på de ovenstående situationer, er spørgsmålet måske ikke så svært at besvare, men én ting er dog sikker: Balotelli vil næppe blive glemt lige foreløbig på Old Trafford – eller i resten af fodboldverdenen.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER