Tottenham jagter Serie A-profil - kan blive en realitet snart
Tottenham er interesseret i Romas midtbanespiller Bryan Cristante, skriver Tuttomercatoweb.
Den versatile midtbanespiller beskrives som uerstattelig for Roma, men den tidligere Tottenham-manager José Mourinho kan være tvunget til at sælge sin stjerne.
Nordlondon-klubben er klar til at byde 26 millioner pund på den 28-årige midtbanespiller, der svarer til 220 millioner kroner.
Tottenham er ramt af en række skader på midtbanen, og derfor skal der hentes en spiller, der tilføjer kvalitet til den centrale del af banen.
Det italienske medie påstår, at Spurs betragter Cristante som en opgradering i forhold til Pierre-Emile Højbjerg, som gerne vil væk fra Spurs og har bejlere i Juventus og Atletico Madrid.
Cristante kom til AS Roma i sommeren 2018 og har siden spillet 244 kampe for romerne.
Senest den 12. november i Derby della Capitale mod SS Lazio i et opgør, der endte uden scoringer.