Real Madrid-stortalent har Ronaldo som idol
-Siden jeg var barn, har jeg drømt om at spille for Real Madrid. Cristiano Ronaldo er mit idol. Messi er en fantastisk fyr, men jeg er større fan af Ronaldo. Det er en stor ære at vide, at jeg kommer til at bære den samme trøje, som Cristiano har gjort.
Sådan lyder det fra det 17-årige brasilianske stortalent Endrick ifølge et opslag fra Fabrizio Romano på det sociale medie X.
Det sydamerikanske stortalent indgik sidste år en forhåndsaftale med den spanske hovedstadsklub Real Madrid, som betyder at han skifter dertil i sommeren 2024.
Og den store fascination af Cristiano Ronaldo kan potentielt også have været en af årsagerne til, at Endrick havde Real Madrid som sin absolutte førsteprioritet, selvom flere europæiske storklubber også jagtede stortalentet.
Her på Indkast.dk kunne vi i går nemlig berette, at Endrick afviste at skifte til både PSG og Chelsea. I stedet løb Real Madrid altså med ham, og de betalte hele 536 millioner kroner for angriberen fra Palmeiras.
Om en “ny” Cristiano Ronaldo er i svøb må vi lade præstationerne afsløre, når Endrick lander i Madrid til sommer.
Potentialet er dog ikke til at overse, og i fredags fik han såmænd allerede sin debut på det brasilianske landshold, da han fik de sidste ni minutter på banen imod Colombia.