Vil væk til sommer: Italienske topklubber står i kø for dansk U21-landsholdsanfører
Danske Maurits Kjærgaard kan nærme sig et drømmeskifte til næste sommer.
Det danske stortalent, Maurits Kjærgaard, er på nuværende tidspunkt på kontrakt i den østrigske klub, RB Salzburg. Men denne sæson kan meget vel blive danskerens sidste i klubben.
Den danske U21-landsholdsanfører udtalte tidligere på ugen til bold.dk, at det er planen, at han næste sommer skal skifte væk fra RB Salzburg.
Nu melder mediet, TuttomercatoWEB, at to store italienske klubber angiveligt skulle være interesseret i at hente danskeren.
Ifølge mediet arbejder Inter og Juventus på at hente den 20-årige Kjærgaard til næste sommer. Flere scouts fra Juventus skulle efter sigende også have været på plads under U21-landskampen mellem Frankrig og Danmark, for at se Kjærgaard i aktion.
Maurits Kjærgaard har indtil videre spillet 70 kampe for RB Salzburg, hvor danskeren har leveret syv mål samt 17 oplæg. Ét af målene var endda mod Bayern München i Champions League.
For Danmarks U21-landshold, hvor Kjærgaard også er anfører, er det blevet til 19 kampe samt seks scoringer.