Auf Wiedersehen:
Hansi Flick kan snart være fortid som tysk landstræner
Af Rasmus Arvad Christensen
Ifølge det tyske medie Sport Bild er de kommende landskampe meget vigtige for Hansi Flick, hvis tyskeren skal beholde sit job som tysk landstræner.

Ritzau-Scanpix |
I den seneste landskampspause blev det først til et uafgjort resultat mod Ukraine, og herefter rendte Tyskland ind i to nederlag til henholdsvis Polen og Columbia, hvor tyskerne desuden ikke formåede at score. Den dårlige stime kan nu muligvis få konsekvenser for Tysklands landstræner, Hansi Flick.
Ifølge det tyske medie Sport Bild skulle det tyske fodboldforbund planlægge at fyre Hansi Flick, hvis nedturen fortsætter i denne landskampspause. Mediet skriver yderligere, at den tidligere Bayern München-træner Julian Nagelsmann skulle være én af kandidaterne til at overtage jobbet fra Flick.
Tyskland møder i denne landskampspause Japan og Frankrig, og begge opgør bliver spillet i Tyskland.