Er blevet jagtet af Man United og Liverpool: Nu har midtbanespiller besluttet sig
Hollandske Ryan Gravenberch ser ud til snart at blive Liverpool-spiller.
Det er ingen hemmelighed, at Liverpool har forsøgt at styrke klubbens midtbane i dette transfervindue. Det har dog været med blandet succes.
I starten af vinduet formåede Liverpool at hente midtbanespillerne, Alexis Mac Allister og Dominik Szoboszlai, i henholdsvis Brighton og RB Leipzig. Siden da, er Merseyside-klubben blevet afvist af både Roméo Lavia samt Moisés Caicedo, som begge to er skiftet til Chelsea.
Liverpool fik dog lidt oprejsning, da klubben herefter hentede den japanske landsholdsspiller Wataru Endo i Stuttgart.
Nu ser det dog ud til, at den engelske storklub får yderligere oprejsning. I hvert fald skriver det engelske medie, The Athletic, at Liverpool og Bayern München er nået til enighed om den hollandske midtbanespiller, Ryan Gravenberch.
Prisen på midtbanespilleren skulle angiveligt være på omkring 40 millioner euro, hvor der samtidigt også skulle være 5 millioner euro ekstra i klausuler. Det betyder, at prisen kan ende på omkring 335 millioner kroner.
Gravenberch skulle ifølge mediet få en femårig kontrakt i Liverpool.
Denne transfer ville nok være ekstra sød for Liverpool-fansene, da Liverpools store rivaler fra Manchester United også har været meldt meget interesseret i at hente Gravenberch til klubben.