Schmeichel til FCK - Jeg tror at det kommer til at ske
Det vil være blandt det vildeste i Superligaens historie, hvis Kasper Schmeichel kommer til. Det er dog realistisk, mener ekspert.
Et koryfæ i dansk fodbold og en af de allerbedste nogensinde. Det er store ord, men de er flere gange blevet sat på den danske målmand Kasper Schmeichel.
Han kan måske være på vej til dansk fodbold. FCK meldes interesseret, og klubben har været kryptiske omkring mulighederne for at lande den tidligere Leicester og nuværende Nice-keeper.
Det vil dog passe perfekt, både for Schmeichel og for FCK. Det mener fodboldekspert Mikkel Bischoff, der har spillet sammen med Schmeichel.
Han understreger, at målmanden i sin tid var totalt ligeglad med, hvem han blev udlejet til, og at han ikke følte sig større end nogen klub. Man skal heller ikke forvente, at han er bange for at komme hjem og skuffe:
"Kasper Schmeichel tænker ikke, at hvad nu hvis jeg kommer hjem og jeg kommer til at floppe og jeg kommer til at droppe nogle bolde, og så begynder alle at kalde mig et flop og ødelægge mit navn. Han er fuldstændig ligeglad. Han tænker kun på, at han skal hjem og præstere, og at det er det rigtige for ham på det her tidspunkt. Han har en fuldstændig vavittig mentalitet, og han tænker ikke i negative baner. Han tænker udelukkende at han skal hjem og løfte noget og vinde noget," siger Mikkel Bischoff til Eurosport og understreger:
"Jeg tror at det kommer til at ske!"