Liverpool mødes med Mac Allister-lejren – aftalen forventes færdiggjort i næste uge
Af Tobias Bundgaard Christensen

Liverpool er den klare favorit til at sikre sig den 24-årige argentiners underskrift. I lang tid har handlen været et emne i medierne, og nu ser det ud til, at der snart er en aftale på plads. Det melder Fabrizio Romano lørdag morgen på sin Twitter-profil:
- Jeg kan forstå, at Alexis Mac Allisters far og agent rejser til England inden for de næste timer. Liverpool vil færdiggøre de sidste detaljer omhandlende personlige vilkår.
Fabrizio Romano uddyber yderligere, at aftalen forventes at blive færdiggjort i næste uge. Her vil Mac Allisters far blive i England for at arbejde på det. Romano har tidligere i et interview med GiveMeSport advaret Liverpool om, at de bliver nødt til at handle hurtigt, da der er en frikøbsklausul involveret. Derfor forventes det, at aftalen snart falder på plads mellem Liverpool og Alexis Mac Allister.