Medie:
Messis kontrakt bliver ikke forlænget i PSG
Af Kent Christensen

PSG ser ud til endnu engang at kunne kalde sig franske mestre, men Champions League-drømmene blev tidligere på sæsonen skudt i sænk, da Bayern Munchen slog dem ud af ottendedelsfinalerne. Den franske hovedstadsklub har ellers spillerne til at kunne præstere på allerøverste hylde – med både Messi, Mbappe og Neymar som angrebstrio.
Lionel Messi tog i søndags afsted på en ambassadørtur til Saudi-Arabien for at promovere for turismen i landet, hvilket ikke var velbeset i PSG, da han i virkeligheden skulle have deltaget til træningen om mandagen. Det resulterede i en to ugers karantæne, og nu har argentineren blot tre kampe tilbage i sæsonen.
Ifølge den store franske avis, L’Equipe, så kan den syvdobbelte Ballon d'Or-vinder og verdensmester ikke forvente mere end de tre sidste ligakampe, da rygterne går på, at Paris Saint-Germain ikke har tænkt sig at forlænge Messis kontrakt, hvilket sætter endnu mere gang i rygterne om, hvor Lionel Messi mon skal spille til næste sæson.