Daniel Solving

FCK forlænger med forårsprofil

FCK har forlænget med Hakon Haraldsson.
Forårspræstationer har vist sig at være fremragende for islandske Hakon Haraldsson, som netop har forlænget med FCK, frem til sommeren 2027.

Han har hjulpet FCK frem ved at have bidraget med mål og godt spil her i foråret, hvor FCK har gjort rent bord og vundet alle deres ligakampe. Haraldsson kan se frem til en lønstigning i den nye kontrakt som rækker over fire år.

- Jeg havde i forvejen en lang kontrakt, men jeg er taknemmelig for forlængelsen. Jeg synes det er klasse af klubben, at de ved at give mig en ny aftale, anerkender den udvikling, som jeg har været gennem de seneste år, og den spilletid jeg har opnået.

I januar afviste hovedstadsklubben flere bud på det islandske talent, og det har nu medført en ny kontrakt.

- Jeg har det fantastisk godt i FCK og i København. Jeg føler, at jeg udvikler mig hele tiden, og jeg har masser af rigtig dygtige holdkammerater og trænere, som jeg kan lære af, siger Haraldsson ifølge Tipsbladet.

FCK-cheftræneren, Jacob Neestrup, sætter også nogle ord på forlængelsen.

- Hakon har internationale egenskaber både med og uden bold. Han er teknisk stærk med en høj spilintelligens, og han begår sig godt i små rum, samtidig med, at han er afgørende med mål og assists, siger Neestrup ifølge Tipsbladet.

FCK ligger i en gunstig position, kun ét point fra topholdet FC Nordsjælland, inden der venter et tæt mesterskabsspil på ti kampe.



MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER