Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Niklas Gerster

Top 10: Liverpools største europæiske udekampe

Liverpool har alvorligt brug for et mirakel, hvis de skal gå videre til kvartfinalen i Champions League i morgen. Kniven er for struben efter det slemme 2-5-nederlag på Anfield imod Real Madrid i sidste uge. Liverpool har dog før skabt magiske aftener på udebane i Europa. Få overblikket over dem her.
De sidste kvartfinalister i Champions League skal findes i denne uge, og morgendagen byder på det store opgør imellem et par giganter i turneringen. Real Madrid tager imod Liverpool hjemme på Santiago Bernabeu, hvor gæsterne skal levere et sandt mirakel, hvis de vil videre i turneringen. ”The Reds” tabte 5-2 på Anfield i sidste uge, og står på kanten af et exit fra Champions League.

Men udebanemirakler er ikke helt ukendt terræn for Liverpool, som i tidens løb har leveret en række fremragende udebanekampe i Europa. Så måske de kan få lidt magi og inspiration fra denne rangering af deres største europæiske udebaneaftener. Listen er udarbejdet af Goal.com:

10. Villareal 2-3 Liverpool (3.maj 2022) – Champions League
I den forgangne Champions League-sæson leverede Liverpool et vildt comeback på udebane i semifinalen imod Villarreal. Efter en frygtelig første halvleg hvor Liverpool var spillet helt af brættet, og var bagud 2-0, fik de pludselig vendt tingenes tilstand. Mål fra Fabinho, Luis Diaz og Sadio Mane betød, at Liverpool gik videre til finalen.

9. Manchester United 1-1 Liverpool (17. marts 2016) – Europa League
De to engelske storklubber tørnede sammen I ottendedelsfinalen i Europa League i 2015/16-sæsonen. Liverpool havde vundet 2-0 på Anfield, men fik en svær start i Manchester, hvor de tidligt kom bagud. Gæsterne holdt dog hovedet koldt, og Philippe Coutinho dræbte spændingen før pausen med en smuk udligning, der sendte Liverpool videre.

8. Inter 0-1 Liverpool (11. marts 2008) – Champions League
Liverpool havde et godt udgangspunkt fra det første opgør i ottendedelsfinalen, hvor de førte med to inden den svære opgave på mægtige San Siro. ”The Reds” leverede dog en imponerende forsvarskamp, og en brandvarm Fernando Torres fik sendt sit hold videre i turneringen, da han scorede på en omstilling i midten af anden halvleg.

7. Bayern München 1-1 Liverpool (22. april 1981) - Mesterholdenes Europa Cup
Efter den målløse affære på Anfield i semfinale-opgøret imellem de to storhold i datidens svar på Champions League var Bayern store favoritter til at nå finalen i Paris. Men et mål fra Ray Kennedy spolerede festen for tyskerne, og Liverpool gik videre til finalen på reglen om udebanemål.

6. Bayern München 1-3 Liverpool (13. marts 2019) – Champions League
Nok engang gjorde Liverpool det onde ved det tyske storhold. Endnu en nullert på Anfield betød, at vinderen af ottendedelsfinalen skulle findes i München. Her var en velspillende Sadio Mane især Bayerns bøddel med sine to scoringer. Joel Matip gav tyskerne lidt håb undervejs i kampen, da han sendte bolden i eget net. Men hans forsvarsmakker Virgil Van Dijk sørgede med et flot hovedstødsmål for, at Liverpool igen snød Bayern hjemme.

5. Manchester City 1-2 Liverpool (10. april 2018) – Champions League
Manchester City har længe været Liverpools onde ånd i Premier League, hvor de har vundet flere mesterskaber foran dem i de senere år. Men i Champions League er det Liverpool som har håneretten over for de lyseblå, og i 2018 ekspederede de også City ud af Champions League-kvartfinalen. Liverpool vandt 3-0 på Anfield, men City tog hul på comebacket hjemme, da Gabriel Jesus tidligt scorede til 1-0. Men Roberto Firmino og Mohammed Salah fik med deres to mål igen sendt Pep Guardiolas City-mandskab ud i mørket.

4. Real Madrid 0-1 Liverpool (25. februar 2009) – Champions League
Der var omvendt fortegn i 2009 sammenlignet med sidste uge, hvor Real Madrid bankede Liverpool 5-2 i egen hule. Men i 2009 var det Liverpool der kunne le, da de først vandt 1-0 i Madrid på et mål af Yossi Benayoun. Liverpool vandt tilmed 4-0 på Anfield, hvilket sikrede den totale ydmygelse af den spanske hovedstadsklub.

3. FC Barcelona 1-2 Liverpool (21. februar 2007) – Champions League
Liverpool havde tabt 1-0 hjemme imod catalanerne, og det så dermed meget svært ud i returopgøret på Camp Nou i denne sæsons ottendedelsfinale. Men skæbnen ville, at Liverpool hev et imponerende 1-2-resultat hjem i det spanske på mål af Craig Bellamy og John Arne Riise. En vild sideløbende historie til det er, at Bellamy angreb Riise med en golfkølle på en træningslejr forud for kampen.

2. AS Roma 1-1 Liverpool (2-4 i straffe) (30. maj 1984) – Mesterholdenes Europa Cup
Liverpool var nået hele vejen til finalen i datidens Champions League, hvor de mødte AS Roma – i Rom. Italienerne havde den massive fordel, at 90 procent af publikummet støttede dem. Men Liverpool tog fusen på dem, og vandt finalen i et medrivende opgør, som først fandt sin afgørelse efter en medrivende straffesparkskonkurrence.

1. AC Milan 3-3 Liverpool (2-4 i straffe) (25. maj 2005) – Champions League
Miraklet i Istanbul står den dag i stadig som en af de vildeste Champions League-finaler nogensinde. Et opgør som for de færreste fodboldfølgere nok ikke kræver den store introduktion. Liverpool var nede med 3-0 ved pausen, men leverede et sensationelt comeback til 3-3 på 45 minutter, hvorefter de tog sejren i en vild straffesparkskonkurrence. Kan Liverpool mon levere et lignende mirakel imod Real Madrid?






MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER