Guardiola:
De er rigtig gode til at forsvare sig – med ni spillere
Af Daniel Fisker

Pierre-Emile Højbjerg røvede bolden fra den unge Rico Lewis, før han fandt Harry Kane med en aflevering, og Tottenham-spydspidsen kunne bringe Tottenham i front efter et kvarters spil.
Pep Guardiola, som startede med Kevin De Bruyne på bænken, formåede ikke at ryste posen tilstrækkeligt til, at ”The Citizens” kunne rejse hjem fra London med point i bagagen. Han anerkendte derimod i kølvandet på kampen, at Tottenham fortjente at vinde.
- Vi startede rigtig godt i de første 15 minutter, indtil vi indkasserede et mål. Derefter spillede vi en god første halvleg. Anden halvleg var ikke så god, udtaler Pep Guardiola ifølge Football.London.
- Der var for mange afbrydelser, og vi kunne ikke kontrollere.
- Vi havde vores chancer mod et hold, som forsvarer sig rigtig godt.
- De er rigtig gode til at forsvare sig – med ni spillere. Truppen er fantastisk. Jeg synes, at vi altid spiller godt imod dem, men af en eller anden grund kan vi tilsyneladende ikke vinde eller score mål.
- For to uger siden kom vi tilbage fra et sværere resultat. Denne gang var det kun 1-0, men det var anderledes med stadionet og afbrydelserne.
Manchester Citys søndagsnederlag til Tottenham betyder status quo i mesterskabskampen, som Manchester United i weekenden også har blandet sig i. Arsenal står i skrivende stund noteret for 50 point efter 20 kampe, mens Manchester City og Manchester United har henholdsvis 45 og 42 point efter 21 kampe.