Holland: Eredivisie
FT
2 - 2
(0 - 1)
Feyenoord
PSV
A. Jahanbakhsh (81), A. Jahanbakhsh (90)
A. El Ghazi (8), A. Obispo (65), T. Hazard (68)
Christian Bang Jensen

Vild dramatik på De Kuip, da opgøret mellem Feyenoord og PSV endte i remis

Fire mål, et rødt kort og et vel af dramatiske øjeblikke. Det var cocktailen publikum blev serveret på De Kuip, da Feyenoord og PSV Eindhoven satte hinanden remis i det hollandske rivalopgør.
Legendariske De Kuip lagde søndag eftermiddag græs til et vaskeægte topopgør i den hollandske Æresdivision, hvor rækkens tophold Feyenoord tog imod ærkerivalerne PSV Eindhoven.

Atmosfæren var voldsom og antændte spillerne fra start, hvor det fløj om sig med højt tempo og dueller af den hårde slags, som dommer Danny Makkelie håndterede flot. De hårde dueller ville få betydning senere i kampen, men allerede efter syv minutter kom dagens første mål.

19-årige Xavi Simons opfangede bolden på midten af banen og drev den flot frem til Feyenoords felt. I et enestående studie af klogt kontraspil lagde han bolden til rette for en fremadstormende Anwar El-Ghazi, der med et hårdt vristspark tordnede bolden i netmaskerne. Den perfekte start for PSV, der med en sejr ville komme helt op i haserne på Æresdivisionens tophold.

Hollandske Xavi Simons har haft en voldsom vej til spilletid i PSV Eindhoven, Således har midtbanespilleren både været omkring FC Barcelona og Paris Saint-Germains ungdoms- og reservehold uden dog at kunne tage det afgørende skridt op på seniorniveau. Derfor skiftede han forud for denne sæson til Ruud van Nistelrooys tropper, hvor han er blevet en fast del af startelleveren, og assisten efter syv minutter var ikke eneste chance, han stod bag. Bare minutter senere sendte Xavi Simons en afslutning afsted, som strøg tæt forbi mål.

Det hårde fysiske spil fortsatte hele første halvleg, hvilket resulterede i, at både målskytten Anwar El-Ghazi og venstre backen Philipp Mwene måtte udskiftes, men foruden de to skader og det ene mål og Xavi Simons’ pågående afslutning kom der ikke meget fra PSV-spillerne, som dog blot var 45. minutter fra en vigtig sejr, da de gik til pause.

Anden halvleg blev lige så dramatisk som den første, da den 23-årige Armando Obispo i en hovedstødsduel midt på banen væltede Feyenoord-angriberen Santiago Gimenez. Mexicaneren blev liggende i græsset længe efter duellen, og da den forurettede kunne fremvise to voldsomme mærker fra støvleknopper, der havde kørt hen af låret på ham, valgte dommer Danny Makkelie at se på video, hvad som var hændt. Armando Obispo sparkede i luftduellen ud og ramte Santiago Gimenez, hvorfor forsvarsspilleren fik marchordre direkte ud i omklædningsrummet.

Feyenoord lugtede blod med udvisningen og satsede stort på en udligning, men 67 minutter inde i kampen syntes den lukket, da Thorgan Hazard med en flot afslutning for foden af stolpen bragte PSV foran 2-0.

Feyenoord gav ikke op og med 10 minutter tilbage steg indskiftede iranske Alireza Jahanbakhsh højest og reducerede. Alireza Jahanbakhsh blev den helt store helt på De Kuip da han i seks minutter overtid udlignede på et formidabelt langskud, der sneg sig hele vejen ind i det lange hjørne.

Feyenoord holder dermed afstanden ned til PSV Eindhoven på fire point. Æresdivisions andenplads indtages af AZ Alkmaar, mens Ajax er på tredjepladsen.