Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Torsten Brix

Pinlige Hjulmand-tropper Qa’TA’R hjem

Lederen skriver: Op til turneringen var der meget tale om at boykotte VM-slutrunden. Det kan man vel sige, at de danske spillere gjorde ved ikke at ”møde op”…
Mange læsere af disse linjer er sikkert af den opfattelse, at det danske landshold inden VM-slutrunden under Kasper Hjulmand kun har været en succeshistorie – det er ikke korrekt. Måske kan nogle mindes, hvordan Hjulmand fik jobbet som landstræner fra den sejrsvante Åge Hareide, hvilket ikke var et elegant bytte. Derudover har der i den korte regeringstid været andre store skuffelser, som da landsholdet skulle bruge mere end en time for at sikre sig sejren over Færøerne og kun få dage efter tabte til Skotland.

Dette er dog INTET imod vreden og frustrationen over Danmarks rystende ringe VM-slutrunde, og alene dette må gøre, at Hjulmand er fyringstruet. Ikke mindst med tanke på, at truppen virker fuldstændig usammenhængende og arbejdsmoralen samt lysten fuldstændigt har forladt det danske landshold, der imponerede alle til EM-slutrunden. Men hvordan kunne det gå så galt?

Hvordan kunne det danske landshold spille så dårligt sammenlagt over tre kampe. Naturligvis kan det danske landshold tabe til Frankrig, men hvordan pokker kan de spille to så dårlige kampe imod Tunesien og Australien? Her peger næsten alle pile på Hjulmand…

Naturligvis har spillerne et ansvar, men det overordnede ansvar har Hjulmand. Et ansvar for en rystende ringe indsats over de tre kampe samt ikke mindst, at man har en fornemmelse af, at noget har været galt i truppen. Hvad er der sket?

Måske har Simon Kjær ikke været så skadet og måske har Hjulmand valgt at sætte sin anfører af holdet, fordi Joakim Andersen og Andreas Christensen simpelthen har været bedre. Kan det have skabt noget spild i truppen? Dette er usikkert, men helt sikkert er det dog, at Christian Eriksen slet ikke har noget anførerpotentiale – det er simpelthen en stor fejlcasting ud fra Manchester United-spillerens personlighed. Man sætter jo heller ikke Dolberg til at være anfører… I øvrigt til dem, der grinede hånligt af Tunesiens hårdt kæmpende Aissa Laidouni, som jublede efter en vellykket tackling på netop Eriksen, kan man passende spørge: Hvem griner nu?

Til nationalsangen og i spilletunnellen inden opgøret imod Australien virkede det til, at Kasper Schmeichel flere gange skulle opmuntre Eriksen – hvorfor? Havde målmanden været en bedre løsning og måske kunne han have givet noget ”tunesisk” vildskab til holdet?

Nu kan et hold selvfølgelig godt præstere rimeligt uden en god anfører - eller træner for den sags skyld – så spillerne skal også se indad og lægge sig fladt ned. De skal undskylde overfor den danske befolkning og skamme sig over deres pinlige indstilling. Nu skal de være ligeså ydmyge, som de var stolte under EM-slutrunden.

Dengang festede Danmark med spillerne – nu er festen slut og spillerne skal kigge ind ad og det skal Hjulmand i den grad også. For har han mistet jordforbindelse og taget VM-gruppespillet alt for let? Han har i hvert fald udtaget spillere, som virkede til, at de skulle spilles i form i løbet af slutrunden, da mange af spillerne slet ikke er i form efter skader. Derudover virker flere af de bærende spillere til at være trætte, så en stor del af forklaringen for fadæsen skal findes i, at Hjulmands trup var forkert sammensat.

Dette kommer efter en flot kvalifikation og flere gode Nations League-kampe, men i guder hvor har angriberne været tandløse efter tre kampe uden mål fra dem. Men kunne man have brugt andre spillere – som f.eks. Philip Billing, der som midtbanespiller har lavet fire Premier League-mål i denne sæson. Det er flere mål i denne sæson end Mikkel Damsgaard, Kasper Dolberg, Yussuf Poulsen eller Jonas Wind har lavet… til sammen. Eller hvad med Magnus Ingvartsen eller Mikael Uhre?

Så truppens sammensætning har virket forkert, men holdet har også manglet offensive ideer, hvilket også peger på Hjulmand, der til de tre kampe har startet med tre forskellige angribere og i flere forskellige formationer. I dette kaos har Danmark ikke skabt ret mange chancer og har også spillet ualmindelig langsomt og lavet alt for mange tekniske fejl. I dette kollektive kollaps har der manglet rytme og den værste slutrunde i mands minde har givet dårlige forhåbninger for fremtiden.

Ikke mindst fordi spillerne har virket ugenkendelige, apatiske, trætte, taktisk lammet og meget forkælede. Holdet mangler power, men hvem skulle komme med den i fremtiden? Det er svært at se efter den mega fiasko. Spillerne må skamme sig og igen forsøge at fremstå som mandfolk med stolthed. De skal have noget ”Laidouni-ild” i øjnene og herigennem vinde noget af æren tilbage, som de mistede i Qatar. Gad vide, om Laidouni havde været bange for at slå sig ved at ramme stolpen, som Cornelius var imod Tunesien?


Columbus Crew eller Heart of Midlothian
Skulle nogen forsøge at finde på at antyde, at spillerne har savnet danske fans i Qatar, og at dette – sammen med den megen kritik af værtskabet – skulle være forklaring på deres elendige præstation, bør man skamme sig. Denne lamme undskyldning gør bare, at Hjulmands tropper mister endnu mere ære, hvis det er muligt?

Dog kan flere af spillerne godt være medgangsspillere, men burde Hjulmand ikke have en løsning på dette i truppen. Han troede måske, at truppen ville vokse med opgaven under VM – de gjorde det modsatte og stadigvæk sidder man med tanke om, at noget var galt i truppen.

For glem ikke, at det kun var en stor redning fra Schmeichel imod Tunesien, der holdt os fra ikke at slutte med nul point. Så fiaskoen er altså gigantisk og skulle en undskyldning komme i spil med, at presset på landsholdet blev for stort, så er den ligeså dårlig som den med de politiske undertoner og manglende fans. Mange af de danske spillere præsterer til daglig under dette pres – det gør man altså ikke, hvis man spiller for Columbus Crew eller Heart of Midlothian.

På disse fodboldadresser har man et stærkt fighterhjerte… det kan man ikke beskylde de danske spillere for at udvise. Op til turneringen var der megen tale om at boykotte VM-slutrunden. Det kan man vel sige, at de danske spillere gjorde ved ikke at ”møde op” og derfor er det, at Hjulmands pinlige tropper Qa’TA’R hjem.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER