Neglebider til Brasilien – Neymar skal have scannet anklen
Neymar pådrog sig i går en ankelskade imod Serbien, men landstræner Tite er ikke bekymret for sin angrebsstjerne.
Selvom Brasilien i går stemplede brillant ind til VM-slutrunden med en 2-0-sejr over Serbien og flot teknisk fodboldspil, så opstod en situation, der skæmmer situationen for Brasilien. Deres offensive stjerne Neymar måtte nemlig udgå af opgøret med en ankelskade.
Ifølge Sky Sports skal den 30-årige Paris Saint-Germain-profil nu have scannet sin ankel. Mediet fortæller, at Brasiliens holdlæge Rodrigo Lasmar oplyste på det efterfølgende pressemøde, at Neymar fik akut behandling med is på bænken efterfulgt af fysioterapi. Lægen fortalte yderligere, at de har brug for mere tid til at fastslå skadens omfang, og det vil de først vide om 24-48 timer.
Brasiliens landstræner Tite fremstod dog ikke bekymret over Neymars situation, og sagde efter kampen, at ”Vi kan være sikre på at Neymar kommer til at spille igen til VM.” Tite understreger dog, at det er vigtigt for holdet, at Neymar er 100 procent klar, før han igen kan komme i kamp.
Det tyder således på, at de med tilhørsforhold til Brasilien kan tørre sveden lidt af panden. Men måske skal man lige vente et par døgns tid med at ånde lettet op, da det tyder på, at den endelige dom over Neymars skade lander her.