FCK-rygte nedtones af Delaney
Af Louis Andersen

- Jeg tror, en god tommelfingerregel for alle er, at man skal ikke stole på alt, man læser online. Jeg har ikke lyst til at kommentere specifikt på de forskellige historier, men det er en neverending story med mig og FCK, og det er det jo af gode grunde.
- Et er, at jeg har været der i rigtig mange år og har haft succes, og jeg er jo FCK-fan og har stadig tænkt mig at komme tilbage en dag. Så jeg er ikke uforstående over, at rygterne florerer, men det er selvfølgelig noget uro, som jeg helst havde været fri for, siger han til Viaplay.
Delaney fortæller, at for ham er det vigtigst at føle sig glad og have en vigtig rolle, der hvor han er, og det tror han stadig, han kan få hos spanierne. Delaneys kontrakt med Sevilla løber frem til 2025, og den har han i udgangspunktet tænkt sig at overholde. Hans tanker går ikke på at skulle hjem lige nu.
Thomas Delaney og Kasper Dolberg møder sammen med resten af Sevillas trup netop FC København i Champions League tirsdag aften, hvor der er vigtige point på spil i kampen om tredjepladsen og dermed avancement til Europa League-slutspillet.