Sportschef færdig i AaB
AaB meddeler på klubbens hjemmeside, at klubbens sportschef, Inge André Olsen, stopper i den nordjyske klub.
Der sker ting og sager i Aalborg for tiden. I sidste uge var det nordjydernes cheftræner, Lars Friis, som fik afbrudt samarbejdet, og i denne uge stopper AaB og sportschef Inge André Olsen efter gensidig aftale. Det forklarer AaB’s administrerende direktør, Thomas Bælum, på klubbens hjemmeside onsdag morgen.
- Som med alt andet i AaB-regi evaluerer vi løbende, og her er vi sammen med Inge blevet enige om, at det er rettidigt for begge parter at lade vores veje skilles nu, siger Blum og fortæller, at man i AaB har sat stor pris på Inge André Olsens arbejde i en svær tid.
- I en vanskelig periode og med tiltrædelse nærmest samtidig med at Covid-19 gjorde sit indtog, har vi sat pris på det store stykke arbejde, som Inge har udført for klubben i to et halvt år, og vi ønsker ham alt det bedste fremover.
Selv ærgrer Inge André Olsens sig over sæsonafslutningerne i hans tid i den nordjyske klub.
- Rent sportsligt ærgrer jeg mig mest over, at vi i min tid i AaB ved alle tre sæsonafslutninger med henholdsvis en tabt pokalfinale og to tabte Europa Playoff-finaler kiksede kvalifikationen til europæisk fodbold, hvilket har været en stor skuffelse for alle, men jeg har nydt min tid i klubben og vil gerne takke alle i AaB for vores samarbejde, slutter Inge André Olsen.
AaB meddeler, at Thomas Bælum kommer til at fungere som midlertidig sportschef.