Malte Storm Madsen

Italiensk stjernespiller efter VM-exit: Jeg savnes kun når Italien taber

Italiensk angriber udtaler, at kampen havde set anderledes ud, hvis han havde været på banen i Italiens 0-1-nederlag til Nordmakedonien, der betød at europamestrene misser VM i Qatar.
Den italienske angriber Mario Balotelli, hvis CV tæller klubber som Inter, Manchester City, Milan og Liverpool kunne torsdag se sine landsmænd ryge ud af VM-kvalifikationen til Nordmakedonien efter et nordmakedonsk mål i overtiden til 1-0.

Italienerne nåede altså ikke at putte bolden i kassen på trods af, at de kreerede mange chancer. Balotelli begræder som resten af ”Støvlelandet” nederlaget, men gør det klart, at han kunne have gjort en forskel:

- Jeg så kampen mod Nordmakedonien, vi havde nogle gode chancer. Jeg er ret god foran målet. Det betyder ikke, at vi ville vinde med mig på banen, men vi havde haft gode chancer for at score, siger 31-årige Balotelli til Sky Sports Italia ifølge bold.dk.

Balotelli blev i januar udtaget til landsholdet, og angriberen kunne derfor øjne muligheder for at blive indkaldt til VM-kvalifikationsspillet. Den italienske landstræner, Roberto Mancini, udtog dog ikke angriberen til playoff-semifinalen mod Nordmakedonien.

Ciro Immobile, der til daglig spiller for Lazio, har ikke haft en særlig god målnæse på det italienske landshold på det seneste. Da det heller ikke blev til mål for Immobile i playoff-kampen, er det nærliggende at overveje om den tidligere Manchester City-spiller kunne have øget de italienske VM-chancer. Til det siger angriberen:

- Jeg savnes kun, når Italien taber. Det er nemt at sige det nu, for før kampen var der ingen, der tænkte på mig.

Balotelli tørner i øjeblikket ud for det tyrkiske hold Adana Demirspor. Her har han nettet 12 gange i 27 kampe.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER