Mikkel Damsgards 2021 er slut
Den unge dansker er nødsaget til at holde sig på sidelinjen i et stykke tid endnu.
Mandag oplyste italienske Sampdoria, at klubbens danske offensivspiller, Mikkel Damsgaard, ikke kommer i aktion igen i 2021, da danskeren gennemgår et genoptræningsforløb efter en knæoperation.
- Vi har fået følgende melding fra vores medicinske stab: Damsgaards situation går stille og roligt fremad, og han har det bedre. Han havde en infektion i knæet, der krævede et indgreb. I øjeblikket er han i gang med at modtage behandling og fysioterapi for at komme stærkt tilbage, men det tager tid, meddeler klubben til TV2 Sport.
I lørdagens kamp mod Hellas Verona, viste Damsgaards holdkammerat Antonio Candreva sin støtte til danskeren, da Candreva holdt Damsgaards spillertrøje op mod kameraet efter en scoring og opfordrede samtidig Damsgaard til ”ikke at give op”.
Sampdoria, og resten af Serie A-mandskaberne, har fem kampe tilbage før 2021 går på hæld.