Daniel Fisker

Avis: Barca kan ikke slippe af med Umtiti

Samuel Umtiti er langtfra i kridthuset i FC Barcelona, men det bliver tilsyneladende ikke let at slippe af med den 27-årige verdensmester.
FC Barcelona hentede Memphis Depay på en fri transfer i Olympique Lyon, mens forsvarstalentet Eric García blev hentet tilbage fra Manchester City. Den catalanske storklub var dog ikke i stand til at registrere duoen i La Liga-truppen, hvilket skulle tilskrives klubbens katastrofale økonomi.

Duoen startede alligevel inde, da Barca tog hul på La Liga-sæsonen mod Real Sociedad. Garard Piqué og resten af anførergruppen havde indvilliget i at gå markant ned i løn, hvorfor det var muligt for den catalanske storklub at registrere Depay og García i La Liga-truppen.

En FC Barcelona-spiller, som tilsyneladende ikke er villig til at gå ned i løn, er Samuel Umtiti. Den 27-årige franskmand indkasserer efter sigende 1.139.000 kroner om ugen i løn, og det har gjort verdensmesteren upopulær på Camp Nou, at han ikke har været villig til at ofre sig – eller sin ugeløn – for klubben.

Daily Mail, som citerer den spanske avis Sport, rapporterer, at det ikke har været muligt for Barca at finde en klub, som er interesseret i at købe Umtiti. Daily Mail rapporterer ydermere, at det heller ikke er muligt for FC Barcelona at ophæve Umtitis kontrakt – af juridiske årsager.

Umtiti er tilsyneladende kun interesseret i at skifte Barcelona ud med en anden Champions League-klub, men indtil videre er det kun franske Nice og José Mourinhos AS Roma, som har udvist interesse for Umtiti. Ingen af de to klubber er dog repræsenteret i det fine Champions League-selskab.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER