Troels Drasbech

Real Madrids fremtidige Sergio Ramos

Den spanske storklub har et godt øje til den unge center back.
Spanske Pau Torres er en spiller, man i Real Madrid holder et vågent øje med. Efter den overraskende Europa League-sejr med Villarreal og den faste plads i forsvaret på det spanske landshold har den 24-årige også vækket interessen hos andre storklubber. En ung spiller, der er klar til startopstillingen i de store klubber.

Problemet for Real Madrid er ifølge den spanske avis AS, at klubben formentlig ikke har økonomien til at hente Torres denne sommer. Grundet spillerens storform og unge alder er prisskiltet fra Villarreal omkring 375 millioner kroner. Til trods for et forventeligt salg af Raphael Varane vil økonomien stadig ikke hænge sammen, da det ultimative transfer-mål for klubben i år er Kylian Mbappe.

Villarreal har på den anden side slet ikke travlt med at indkassere høje summer for den 24-årige spanier, da klubben har enormt brug for kvaliteten i det forekommende gruppespil i Champions League - yderligere bliver det en stor oplevelse for Torres selv, da han har et lokalt tilhørsforhold til klubben.

Med tilføjelsen af David Alaba har Madrid tid til at vente. Det mest sandsynlige scenarie ifølge AS vil være sommer-transfervinduet i 2022, hvor klubbens nye stadion er indviet og den økonomiske tilstrømning bør være tilbage på fuld styrke.

Madrid er ikke alene i kampen om den talentfulde forsvarsspiller, hvor Manchester United ligeledes er blevet kædet sammen med Torres - her skal spanieren indgå i et makkerskab med Harry Maguire.

Tages Pau Torres' spanske fodboldopvækst i betragtning vil et skifte til Real Madrid virke oplagt, hvor den 24-årige for alvor vil komme ind og få den ledende rolle i forsvaret. Med afskeden af klubbens legendariske anfører - Sergio Ramos - virker Pau Torres som den oplagte kandidat til at overtage anførerbindet i fremtiden hos Los Blancos.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER