Daniel Fisker

Politiet ransager Camp Nou – igen

Den såkaldte ”Barcagate”-sag har mandag taget endnu en ny og dramatisk drejning.
Der begyndte allerede at rulle hoveder i den såkaldte ”Barcagate”-sag i april 2020, hvor seks bestyrelsesmedlemmer trak sig fra deres poster i FC Barcelona. I september kom det frem, at den daværende præsident Josep Maria Bartomeu blev efterforsket på grund af anklager om korruption.

I dag har det catalanske politi så gennemført en ransagning af kontorerne på Camp Nou, som ifølge den spanske avis AS havde til formål at kaste lys over forbindelsen mellem FC Barcelona og pr-selskabet I3 Ventures, som angiveligt har været meddelagtige i at skabe falske profiler på de sociale medier.

Disse falske profiler havde ifølge AS til formål at føre smædekampagner mod nuværende og tidligere personer med relation til den catalanske storklub. Den tidligere præsident – og nuværende præsidentkandidat – Joan Laporta har stået i skudlinjen sammen med Lionel Messi, Pep Guardiola, Xavi og Gerard Piqué.

AS mener desuden af vide, at mandagens ransagning på Camp Nou kan relateres til to kriminalsager, som i øjeblikket efterforskes af catalansk politi. Den første kriminalsag bunder i ulovlig administration, mens der i den anden kriminalsag er tale om individuelle tilfælde af korruption.

Korruptionssagen tog sin begyndelse i september 2020, hvor politiet ifølge AS påstod, at der var tydelige tegn på korruptionsvirksomhed i den catalanske storklub. Denne påstand blev angiveligt underbygget af en pengeoverførsel på 1,5 million kroner fra FC Barcelona til firmaet I3 Ventures, som ifølge AS fløj under den økonomiske radar.

Det catalanske politi gennemførte en lignende ransagning af kontorerne på Camp Nou i juli 2020. Her konfiskerede politiet en række papirer samt en mængde computerdata i relation til I3 Ventures’ kontrakt med FC Barcelona. Det er endnu uvist, om dagens ransagning kommer til at give et lignende resultat. Det kan dog ifølge AS ikke udelukkes, at dagens ransagning kommer til at resultere i tilbageholdelser af personer, som er indvolveret i ”Barcagate”-sagen.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER